Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 49. 2012



Nyheder i uge 49, 2012







Vinskribenten er død
Europæiske vin-bloggere har holdt en konference i Izmir i Tyrkiet. Under den tog den britiske vinskribent Andrew Jefford ordet og fastslog, at alene det, at man holder sådan en konference, viser, at "vinskribenten" som begreb er død.
Med udbredelsen af internettet mener han, at de gamle "dørvogtere" – aviser, magasiner og forlag – er ved at blive en mindre vigtig arena for skriveriet om vin.
Andrew Jefford efterlyste også mere humor og ætsende vid og mindre ærbødighed i dagens skriveri om vin.
– Langt de fleste vinnydere, sagde han, – betragter det som en selvfølge, at vin er tæt forbundet med munterhed. Men næsten alle behandler vi vinen alt for alvorligt, alt for ærbødigt.

Ikke megen morskab
En anden britisk vinskribent, Tom Bruce Gardyne, er langt hen ad vejen enig med Andrew Jefford, når denne siger, at der er brug for mere humor og ætsende vid og mindre ærbødighed i dagens vinskriveri.
– Selvfølgelig har han ret, skriver han. – Der er ikke megen morskab. Især ikke på nettet.
– Med et begrænset publikum og ingen redaktør til at holde tingene skarpe og rappe tager mange bloggere sig selv alt for højtideligt.




En tom flaske af Château Lafite's andenvin, Carruades de Lafite, kan på det kinesiske marked sælges til en flaskehandler for rigtig mange penge.

En bekymrende historie
I den forgangne uge kunne man på DR’s hjemmeside læse en historie om, at fine danske restauranter sælger tomme vinflasker med fornemme vinetiketter for mere end 1000 kr. flasken. Flaskerne går især til det asiatiske marked.
En af restauranterne - Babette i Vordingborg - nævnes, og såvel ejeren af restauranten, Henrik Pedersen, som DR’s økonomikorrespondent, Karsten Engmann, mener ikke, at flaskerne bliver brugt til svindel - altså, at der tappes billig vin på dyre flasker, som så bliver solgt til høje priser.
Hvis man endelig vil svindle, er det bedre at fremstille flaskerne fra grunden og kopiere de dyre etiketter, påstås det i artiklen.
Næh, flaskerne går til asiatere, der ikke har råd til vine i den dyre ende af prisskalaen - her vil nogle tomme flasker med fine etiketter i vinkælderen kunne signalere velstand.
VinAvisens redaktion synes dog, historien lyder ret bekymrende …

1000 kr. er peanuts
I uge 2 2011 fortalte vi om de efterhånden mange flaskehandlere i Shanghai og Beijing, der lever af at opkøbe tomme vinflasker, der tidligere har været fyldt med fornem vin fra diverse Bordeaux-slotte. Flaskerne køber de hos de kinesiske restauranter, hvorefter de videresælger dem til vinsvindlerne.
Typisk betaler en flaskehandler en kinesisk restaurant 2900 CNY (cirka 2500 kr.) for en tom flaske af en rigtig god årgang Château Lafite-Rothschild - og lidt mindre for slottets andenvin, Carruades de Lafite. Flasker fra andre vinslotte sælges også for relativt høje priser.
Men da efterspørgslen blandt vinsvindlerne på fine tomme flasker er stor, kan flaskehandlerne stadig tjene godt på videresalget.
Så at give 1000 kr. for en tom vinflaske med en fornem etiket er således ikke afskrækkende for en flaskehandler …

Usikkert, hvor flaskerne ender
Og hvorfor skulle det være bedre for svindlerne at fremstille flaskerne fra grunden og påsætte kopier af fornemme etiketter, som DR’s artikel hævder?
Som nævnt stortrives denne handel med de fornemme tomme flasker i Kina - netop med genopfyldning med billig kinesisk vin for øje. De kinesiske svindlere må således anse det for en udmærket måde at svindle på.
Af artiklen fremgår det da heller ikke, at man har noget direkte bevis for, at flaskerne kun går til asiatere, der gerne vil have lidt blær på hylderne i vinkælderen.
Det antydes, at der er flere danske restauranter, der sælger deres fornemme tomme vinflasker. Gad vide, hvor mange restauranter det drejer sig om - og hvor de tomme flasker rent faktisk ender …




.



Slotsejerens uægte søn
I 1998 var slotsejeren på Château Badette i Saint Émilion blevet en ældre herre. Monsieur William Arreaud havde fået en blodprop i hjernen. Han kunne ikke mere passe sit slot og forærede det til byen mod, at han fik lov til at blive boende på slottet indtil sin død.
Byen sagde ja tak, og da den gamle herre døde i 2002, solgte den ejendommen for 4,77 mio euro (35 mio kr.).
Men … som i en fransk film af de bedste meldte der sig en yngre herre på banen.
– Jeg er uægte søn af William Arreauc, påstod Christian Pascaud. – Og jeg bestrider min fars gave til byen Saint Émilion. Jeg vil have erstatning.

Bevis med DNA
Saint Émilion ville ikke give nogen erstatning. Sagen måtte gå rettens vej. Det gjorde den, og både i 2004 og 2006 gik afgørelsen den uægte søn imod.
Jamen, han kunne bevise, at han var søn af den gamle slotsejer. Det gjorde han med en DNA-test.
Det hjalp ikke. Ifølge fransk lov kan man påberåbe sig faderskab op til ti år efter, at man er fyldt atten, men ikke længere. Og sønnen var født i 1960.
Men hvad med menneskerettighederne? EU-domstolen i Strasbourg fik forelagt sagen og erklærede, at de to franske afgørelser var i modstrid med sønnens "ret til privatliv og familie".
Forleden afgjorde EU-domstolen sagen "Pascaud mod Frankrig": Christian Pascaud skal have en erstatning på 2,75 mio. euro (cirka 20 mio. kr.).


Når vin bliver til politik
I sidste uge gik indbyggerne i den spanske region Katalonien til valg - et valg, der blandt andet gik ud på, om regionen skulle løsrive sig fra resten af Spanien og dermed blive en selvstændig nation. Men valgets resultat viste, at der ikke var den fornødne opbakning til forslaget.
Dermed skulle man jo tro, at der var sat punktum for den sag. Men alene det, at myndighederne i Katalonien kunne foreslå noget sådan, har vakt oprør blandt spaniere i andre dele af landet. Mange spanske forbrugere viser ifølge www.wownews.se nu deres misbilligelse ved at lade det gå ud over den mousserende vin cava, der frem for alt fremstilles i Katalonien. Forbrugerne vælger simpelt hen cavaen fra til fordel for mousserende vine fra andre lande. Så kan de lære det, kan de …
Hvis dette forbruger-oprør varer ved i en længere periode, kan det selvsagt give cava-producenterne problemer.
Det er ikke første gang, en sådan boykotning af varer fra Katalonien har fundet sted. I 2006 fik den også hele armen med flere forskellige produkter - ligeledes i forbindelse med et ønske om katalansk selvstændighed.







Druernes vugge fundet
Der er steder, hvor det er lettere at dyrke vin end i det flotte men trøstesløse landskab i det sydøstlige Tyrkiet. Ikke desto mindre mener forskere at have bevis for, at stenalderfolk på egnen var de første, der dyrkede vin. Gamle druesorter som Bogazkere og Okuzgozu indeholder DNA, der gør det sandsynligt, at man her har oprindelsen til de moderne europæiske sorter.
Forskerne har længe forsøgt at finde ud af, hvor vilde druesorter var forfædre til vor tids sorter.
På en konference i Tyrkiet kunne den schweiziske botaniker og DNA-detektiv José Vouillamoz for nylig afsløre, at det sydøstlige Anatolien i den asiatiske del af Tyrkiet må være det første sted, hvor man dyrkede vin.
Beviserne var rester af vinsten, man havde fundet i kar, som var tusinder af år gamle.

Casanova-druen
Denne opdagelse piller ved den antagelse, som hidtil har hersket, at de fleste af de vesteuropæiske druer blev introduceret uafhængigt fra Mellemøsten, Ægypten, Tyrkiet eller Grækenland på forskellige tidspunkter og til de forskellige europæiske vinregioner.
En af "forfædrene", druen Gouais Blanc, er et godt eksempel, siger Vouillamoz. – Den er stamfar til mindst 80 druesorter i Vesteuropa, blandt andet Chardonnay, Gamay, Furmint og Riesling. Jeg kalder den Casanova-druen.

Truet af Phylloxera
Det er blandt vinmagere en sand pilgrimstur at komme til fjerne områder i Tyrkiet og finde genetisk materiale fra 8-9000 år gamle vine, men desværre er denne arv nu truet.
I den kurdiske region Diyarbakir, hvor kvinderne passer vinen, og gederne sørger for beskæringen, bliver mange vinstokke nu syge, idet de bliver angrebet af plantesygdommen Phylloxera.
Vilde druesorter er til en vis grad beskyttet af deres økosystem, men dyrket vin er ekstremt sårbar.
De frustrerede er ikke kun vinmagerne, som er i gang med at udvikle den tyrkiske vinindustri. Det er i lige så høj grad eksperterne, som frygter tabet af den genetiske forskellighed i de gamle sorter i et område, der er så unikt.






Vil aldrig følge Bordeauxs eksempel
Bourgogne er på vej til at overhale Bordeaux, når det gælder de velhavende kineseres foretrukne vinvalg.
At pilen peger i den retning, er den nyligt afholdte vinauktion i Hospices de Beaune et eksempel på. Under auktionen, hvor fade med hospitalets nye årgang Bourgogne-vin kom under hammeren, deltog hele 30% flere asiatere end sidste år.
Hos Bourgognes vinorganisation, BIVB (Bureau Interprofessionnel des Vins de Bourgogne), er man ifølge www.wownews.se godt klar over denne udvikling. Og herfra lyder det, at man har lært af at se, hvordan det er gået i Bordeaux, og at man aldrig på samme måde vil lade sig rive med af de velhavende asiateres nærmest uudtømmelige kreditkort. Den slags kan give bagslag på længere sigt.

Kritiske røster
Bordeaux har i snart flere år nydt godt af det kinesiske markeds kolossale interesse for distriktets vine. Og da de velhavende kinesere har været parate til at betale næsten hvad som helst for at få fat i de eftertragtede flasker, har de førende Bordeaux-slotte ladet priserne stige årgang for årgang.
Midt i disse gevaldige prisstigninger har Bordeaux været udsat for yderst kritiske røster fra de europæiske aftagerlande. Det er lande, der trofast år ud og år ind har importeret vinene fra de førende vinslotte til høje, men alligevel fornuftige priser.
For vinimportørerne i mange af disse lande er priserne på de fine flasker simpelt hen blevet urimeligt høje. Importørerne er jo selvsagt nødt til også at lægge en avance oven i prisen med det resultat, at mange forbrugere vælger de alt for dyre Bordeaux-flasker fra og lægger i stedet andre vine i indkøbskurvene. Og det kan jo godt blive et problem for vinproducenterne i Bordeaux, hvis også kineserne begynder at svigte ...




.




Et betagende vinlandskab i Okanagan Falls i British Columbia. foto: Wines of British Columbia.

Vinen haler ind på øllet
Det går den helt rigtige vej i Canada, når det gælder salget af vin. Det viser en ny rapport fra Bank of Montreal om canadiernes drikkevaner mellem år 1995 og 2011.
I dag udgør vin 30% af al forbruget af alkoholiske drikke i Canada - i 1995 lå tallet på 18%. Forbruget af spiritus er i samme periode faldet fra 29% til 25%, mens øl-forbruget er faldet fra 53% til 45%. Øl er således stadig canadiernes foretrukne alkoholdrik, men vinen haler ind.
I gennemsnit købte de canadiske forbrugere 13 flasker vin om året i 1990’erne - sidste år lød tallet på 22 flasker.
Og hvilke vine er det så, der havner i de canadiske glas? I dag kommer en tredjedel af al vinen fra Canadas egne vinhuse, men også fransk og italiensk vin hitter - især hos den ældre del af befolkningen.

Spæder op med købte druer
En af årsagerne til de stadig mere positive tal er, at der fremstilles stadig mere vin af rigtig god kvalitet i Canada - og at de canadiske forbrugere er blevet mere villige til at betale for den gode kvalitet.
Med det øgede salg har den canadiske vinindustri derfor al mulig grund til at ekspandere. Men flere steder forhindrer lave temperaturer og hård vinterfrost, at man kan lave ordentlig vin, så der er en grænse for hvor megen vin, der kan fremstilles i Canada. Mange vinproducenter øger da også deres produktion ved at spæde op med importerede druer.
Dog er den hårde frost om vinteren godt for noget - nemlig for produktionen af Canadas efterhånden berømte søde ice wine, som netop laves på frosne druer.








Spånerne ligger i et net og holdes på plads på tankens bund af et par klodser af rustfrit stål. Stavene monteres i et særligt stativ, og vinmageren kan selv afgøre, om han vil sætte få eller mange stave i stativet.

For og imod egespåner
I århundreder har man opbevaret vin i fade af træ, og træet har givet smag til vinen.
Vi har vænnet os til fadsmag. Vi søger den og betaler ekstra for fadlagrede vine.
Men fade af egetræ er dyre, og arbejdet med at behandle vinen i de små barriques à 225 liter bliver mere og mere kostbart.
Løsningen hedder stave eller spåner af egetræ, som sænkes ned i en rustfri ståltank med vin. Det er en mulighed, som EU-kommissionen gav tilladelse til i 2005 ganske enkelt for at imødegå den hårde konkurrence fra de oversøiske vinlande. Her benytter man i vid udstrækning de nye teknikker.

Flere fordele ved de nye teknikker
Der er flere fordele ved brugen af stave og spåner. Blandt andet tilfører de vinen lige så meget struktur og stabilitet som træfade. Og hygiejnen i en ståltank er væsentligt bedre end i et træfad, hvilket giver renere vine.
Det er også lettere at regulere påvirkningen fra egetræet, når man bruger stave i stedet for fade.
Endelig er der spørgsmålet om økologi. Når alt kommer til alt, så sparer man jo på egetræet.

Men hvad med smagen?
Det er faktisk umuligt at smage, om vinen har ligget på fad eller med stave eller spåner. Det har flere blindsmagninger vist.
Selv om nogle vinnydere rynker nok så meget på næsen ad de nymodens metoder, så kan de ikke smage forskel.
Faktisk foretrækker mange mennesker ligefrem vine, der har gæret i ståltanke sammen med spånerne – når de bare ikke ved det.

Hvad mener vore læsere?
Det kunne være interessant at høre, hvordan vores mange læsere stiller sig til problematikken, så vi lader det komme an på en lille meningsmåling.
Sæt en prik i skemaet herunder, og tryk på Send-knappen senest nu på fredag aften.
Uddyb meget gerne din holdning og skriv os nogle ord på info@vinavisen.dk.





.




Øverst et billede af Inglenook fra 1889. Huset ser næsten lige sådan ud i dag.

The Godfathers vingård
Det var en finsk søkaptajn, Gustav Ferdinand Niebaum, der i 1879 grundlagde vingården Inglenook i den californiske Napa Valley. Han bar egentlig det svenske navn Nybom, men måske så han som vinmager en fordel i at hedde noget på tysk.
Inglenook har haft sine op- og nedgangstider. Under forbudstiden gik produktionen helt i stå. I 1975 købte filminstruktøren Francis Ford Coppola vingården og de fleste af dens 610 hektar marker for penge, han havde tjent på filmen "The Godfather". Han manglede bare at købe navnet Inglenook. Han måtte derfor sælge sine efterhånden fornemme vine under et andet navn.
I april sidste år blev navnet sat til salg, og Coppola købte det. Han fortæller selv, at han gav mere for det end for hele ejendommen. Men nu kunne han sælge sine vine under det historiske navn, Inglenook.
Hans vin – for første gang med det gamle navn – er netop lanceret i 2009-årgangen.

Hvad er en inglenook?
Hvoraf kommer det mærkelige navn på Coppolas vingård Inglenook?
Det kommer af skotsk ingleneuk, der betyder skorstens-hjørne, dvs. en lille niche omkring ildstedet i et traditionelt skotsk hus.
Ildstedet varmede huset op, og det var her, man lavede mad. Og i den lille niche kunne man så samles et par stykker og hygge sig, mens vinterkulden bankede på døre og vinduer.






De snyder druerne
Den globale opvarmning flytter høstdatoer. I Australien har man igennem de sidste 25 år hvert år høstet druerne en dag tidligere end året før. I dag altså mere end tre uger tidligere.
Nu skal de australske drueavlere ifølge avisen The Australian i gang med at snyde druerne til at modne en måned senere.
På en konference i Melbourne fremlagde ønologen Paul Petrie resultatet af en række forsøg, der viser, at man kan forsinke væksten og forlænge modningen, hvis man beskærer vinstokkene en måned senere end normalt.

Mindre tid til høsten
Det er vigtigt at give druerne længere tid til at modnes. De skal have tid til at hente mineraler op fra jorden og udvikle sig harmonisk, så de kan levere most til holdbare og komplekse vine.
Det er også et spørgsmål om vinhusenes kapacitet. De er ikke indrettede på, at alle druerne kommer væltende på én gang, men at tankene kan bruges flere gange med flere hold druer og most efter hinanden.
Som det er nu, bliver der mindre og mindre tid til at behandle høsten.




Med skemaer, kuglepenne og masser af smagsprøver vurderede dommerne de mange vine, som var sendt ind til Challenge Millésime Bio 2013.

1070 økologiske vine
I uge 44 fortalte vi om den store konkurrence for økologiske vine, Challenge Millésime Bio, der var lige på trapperne. Nu er den sidste vin blevet smagt og bedømt, og det internationale dommerpanel er taget hjem.
Konkurrencen, der vender tilbage hvert år, blev afholdt i Mas de Saporta tæt ved Montpellier. Og i år blev der blindsmagt hele 1070 vine - en hidtidig rekord. Vinene kom fra i alt ti forskellige lande, der udover Frankrig talte Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal, Italien, Sydafrika, Chile, USA og Egypten.

Kategori for ældre øko-vine
I alt blev der uddelt 247 medaljer - 5 guldmedaljer med udmærkelse og 70 almindelige guldmedaljer samt 112 medaljer af sølv og 60 af bronze.
Challenge Millésime Bio er optakten til den store økologiske vinudstilling til januar, Millésime Bio 2013. Udstillingen kan til næste år fejre 20 års jubilæum, og derfor havde man under konkurrencen oprettet en særlig kategori, "20 år" for vine fremstillet mellem 1993 og 1999. Vinderen her blev hedvinen Noble, Domaine de Bablut, Coteaux de l’Aubance 1999. Alle de andre vindervine kan ses ved at klikke her.









Et af højdepunkterne på Bruun Rasmussens auktion: en dobbeltmagnum Château Latour 1945 i original emballage.

Sjældenheder på dansk vinauktion
Man hører ofte om, hvordan kostbare og yderst sjældne vine kommer under hammeren hos Sotheby’s eller andre udenlandske auktionshuse. Men Danmark kan også godt følge med - det er årets sidste online-vinauktion hos Bruun Rasmussen et godt eksempel på. Startskuddet for auktionen har netop lydt, og man kan byde med lige indtil d. 9. december kl. 20.
Auktionen omfatter 324 partier med blandt andet champagne og rød- og hvidvine fra Bourgogne. Men der er også to absolut sjældenheder på programmet: en flaske Château Latour dobbeltmagnum 1945 og 12 flasker Château Pétrus 1964.

I original emballage
Både den store flaske og de 12 almindelige flasker ligger i deres originale trækasser, hvilket er med til at øge værdien betydeligt - nøjagtigt ligesom med gammelt legetøj, der går for skyhøje priser, hvis det ligger i originalemballagen.
Det er to forskellige vinsamlere, der har indleveret kasserne med de fornemme vine til Bruun Rasmussen. Begge har de erhvervet vinene i 1970’erne, hvorefter kasserne har væert opbevaret optimalt, hvilket vil sige køligt og mørkt.
Dobbeltmagnumflasken med vinen fra Latour har en højeste vurdering på 200.000 kr., mens kassen med Château Pétrus er vurderet til 150.000 kr.
Bortset fra endnu et par højdepunkter i den dyre ende af prisskalaen omfatter auktionen også masser af gode flasker fra 550 kr. og opefter.
Man kan byde med ved at klikke her.



Glasset kan bestilles
I sidste uge fortalte vi om et nyt vinglas - et multi-glas med navnet "100 Points", som er skabt i et samarbejde mellem den amerikanske vinskribent James Suckling og det franske glasfirma Lalique.
Vi efterlyste en forhandler herhjemme af glasset - det er der ikke, men man kan bestille det hos danske Marie Ahm på marie@vonahm.dk. Hun smager og skriver om vin for Suckling, og man kan i øvrigt læse mere om hende i ugens Blå Bog længere nede på denne side.
Man kan også bestille glassene direkte hos Lalique, lyder det fra en af vores læsere, Enrico Henrik Ronni Rasmussen.
Han har købt to styk ad den vej, og der gik kun fire dage fra bestilling til levering hos ham i Slagelse.
Han er rigtig glad for sit køb. - Det er et smukt og tungt glas, der fremhæver frugt og duft i længere tid end andre glas. - Jeg tager det med til middage uden for hjemmet eller til smagninger. Totalt egoistisk, men det giver en anden dimension af vinoplevelsen.






...



En vodka med en spiselig skorpion og en anden med smag af verdens stærkeste chili.

En skorpion i flasken
Ifølge The Drinks Business kommer der flere og flere mærkelige varianter af vodka. Fx nævnes vodka-mærker med smag af tyggegummi, flødeskum og røget laks. Eller hvad med stokroser, espresso, grøn te, jordnøddesmør, agurker, rabarber, konditorkager eller rangtang, dvs. smag af appelsiner (oranges) og tangeriner?
Det britiske firma Master of Malt har lanceret en vodka med verdens hotteste chili, den skrappe Naga Jolokia. På etiketten er der et dødningehoved samt en advarsel om, at man drikker vodkaen på egen risiko.
Og fra firmaet Harvey Nichols kommer en vodka med en rigtig skorpion i flasken. Efter sigende giver skorpionen drikken en behagelig, træagtig smag – og kræet kan spises, hvis man tør.
.....


Til_37/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Taastrup Ny Vinhandel har optaget importen af de i alt cirka 30 mousserende vine fra firmaet Szigeti i Østrig.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.


    Marie Ahm (f. 1980) er født og opvokset i Danmark, men siden 2006 bosat i Barcelona. Herfra driver hun sit eget konsulentfirma, VonAhm Ltd, der blandt meget andet yder eksporthjælp til flere af Europas bedste vinproducenter. Hun fungerer ligeledes som executive advisor for flere asiatiske og skandinaviske vinimportører og arbejder her med strategi, uddannelse, brand management og sourcing. Marie Ahm varetager samtidig rollen som Brand Ambassador for luksus champagnen Boërl & Kroff.
    I 2007 blev hun - som den første dansker og kvinde nogensinde – permanent medlem af Le Grand Jury Européen og er i dag involveret i organiseringen af World Wine Symposium. Hun er certificeret WSET The Diploma og medlem af FIJEV. Derudover smager og skriver Marie Ahm om vin for den førende amerikanske vinskribent James Suckling og bidrager ligeledes til FINE Magazines.
    Marie Ahm har interesseret sig for vin, siden hun var 15 år gammel. Vinens verden er hendes ét og alt – en passion, som hun beskæftiger sig med hver eneste dag både professionelt og privat.
    Oprindelig er hun uddannet akademiøkonom, og hun har haft sin gang i flere virksomheder, hvor hun har fungeret som blandt andet serviceleder og teamleder.
    I de sidste 7 år har hun rejst mere end 250 dage årligt, og hun elsker det.
    Adresse: Calle Onze de Septiembre 159, 08880 Cubelles (Barcelona), Spanien, tlf.: 0034 938 969 550, mobil: 0034 607 671 608, e-mail: marie@vonahm.dk, www.vonahm.com.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208

...............................
    .....................
    201 Alt det vidunderlige, der flyder fra den kære vin – et tysk træsnit af Peter Rollos fra cirka 1650 (læs historien herunder).
    ..............................





Om denne uges STORE billede
Denne uges STORE billede kræver et par ord med på vejen. Det er hentet fra bogen "Le Centre de l'Amour, Decouvert Soubs Divers Emblesmes Galans et Facetieux", dvs. "Kærlighedens centrum, afdækket under galante og spøgefulde symboler". Bogen er fra cirka 1650 og illustrationen udført af tyskeren Peter Rollos.
Med bogen i hånden kunne læserne tænke over billederne og læse de latinske og tyske tekster nedenunder samt sammenholde dem med nogle vers på fransk på de modstående sider.
Den tyske tekst under ugens billede kan oversættes til:
Hvor dog fra den kære vin så meget vidunderligt flyder – også der, hvor der er så mange vidundere. Her kan Afrika ikke være med (her tier Afrika).




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 46 vine. Af disse vine var der 35, som fik mere end to stjerner og hele 25, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 158 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Comte de Tarville, Crémant de Bourgogne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)
69 kr., Rema 1000
Man kunne godt tro, at dette var en champagne, og vinen er da også lavet på samme måde. Det er en rigtig god boblevin med fine, stadige bobler og en frisk og tiltalende druesmag. Prisen er yderst attraktiv for så god en boblevin.


Cuvée Réserve, Brut, Anne et Pascal Guignet, Vin Mousseaux de Qualité, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
85 kr., på tilbud til 79 kr., Søndersø Vin
Ægteparret Guignet er gamle kendinge, idet Anne Guignet er dansker. Nu bor de i Juliénas i Beaujolais og er åbenbart gået i gang med lave mousserende vin. Vinen har bittesmå bobler, en fin rosé farve og en tør smag med et lille bid, der gør den god og nok bedst til mad. Rimelig tilbudspris, der udløser den femte stjerne.


Cuvée Passion, Delmas, Crémant de Limoux, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%)
95 kr., Vinitiv
Igen en mousserende vin fra Limoux i Sydfrankrig, hvor boblevinen blev opfundet, længe før munkene i Champagne kom i gang med produktionen. Vinen er lavet på druerne Chardonnay, Mauzac, Chenin Blanc og Pinot Noir, og det er en rigtig dejlig vin med en fin strøm af fløjls-bobler og dejlig druesmag. Til prisen en fortræffelig vin.


Dulong, Brut, Crémant de Bordeaux, Frankrig, 2009, lav alkohol (11,5%)
105 kr., Irma
En boblevin, der ikke er så tosset. Fine, små bobler, en frisk druesmag og en fin lille sødme. En vin, der er egnet både som apéritif og til mad.


Labouré-Gontard, Brut, Rosé, Crémant de Bourgogne, Frankrig, lav alkohol (12%)
129,75 kr., på tilbud indtil jul: 99,75 kr., Skjold Burne
Lækker mousserende vin med fine, stadige bobler. Farven er elegant rosa og smagen "brut" - tør - men ikke overbrut. Der er en lille druesødme med noter af jordbær. Tilbudsprisen er yderst rimelig.


Château d'Orschwihr, Brut, Crémant d'Alsace, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
139 kr., Holte Vinlager
Meget velsmagende mousserende vin fremstillet efter champagnemetoden. Den har fine bobler i glasset, god mousse i munden og en frisk og ren druesmag med et strejf af sommeræbler. Tilpas syre. Meget velegnet til mad.

Hvidvin


Château La Bastide, Corbières, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
69,95 kr., tilbudspris året ud ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
En skøn hvidvin fremstillet på tre druer, Roussanne, Bourboulenc og Vermentino. Den har en mild blomsteragtig duft og en frisk smag med god frugt og fine mineralske noter. En perfekt vin til skalddyr.


Atelier, Cavino, Arcadia, Grækenland, 2011, middel alkohol (13,5%)
96,75 kr., Excellent Wine
Vellavet græsk hvidvin på druen Riesling. En usædvanlig vin med god druesaft, tilpas syre og et lille grape-bid i slutningen. Glimrende til lettere retter.


Les Chênes, Céline et Laurent Tripoz, Chardonnay, Mâcon-Loché, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
114 kr., Vinimperiet
Hvidvin på biodynamisk dyrkede druer (Demeter). Vinen har en krydret duft og en frisk, dog måske lidt spag (tre år gammel) druesmag. God syre og diskret fadlagring.


Prestige, Spätlese, Hubertshof, Riesling, Mosel, Kueser Kardinalsberg, Tyskland, 2008, lav alkohol (10,5%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 110 kr., Vintjenesten
Hvidvin på økologisk dyrkede druer. En let, venlig og let sødlig vin uden det helt store vingefang. Flasken har ølkapsel.

Rødvin


Broquel, Trapiche, Malbec, Mendoza, Argentina, 2009, middel alkohol (14%)
89,95 kr., Amka
Bred og flot rødvin - en vin, der næsten kan stå alene i glasset. En vinteraften-foran-pejsen-vin - eller en vin til kraftige kødretter.


Zanovello, Ca'Lustra, Colle Euganei, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
95 kr., Carlo Merolli
En fire går gammel og meget dejlig rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Carmenère med fyldig, blød frugt og mange facetter - chokolade, lakrids, cedertræ, enebær, citronmelisse eukalyptus ... En udpræget madvin.


DiRè, De Luca, Montepulciano, Abruzzo, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
96 kr., Nordic Wine Imports
Flot og fyldig rødvin, der vokser i munden med god frugt, men også mange lækre noter - chokolade, brændte mandler og blommer.


William Hardy, Shiraz, South Australia, Australien, 2010, høj alkohol (14,5%)
99 kr., på tilbud i denne uge (uge 49): 49,50 kr. ved 2 flasker, Kvickly
Typisk autralsk rødvin med intens frugt og et bredt smagsspektrum og bløde tanniner. Trods de 14,5% alkohol er der ingen spritkant. Flasken har skruelåg. Tilbudsprisen er yderst attraktiv.


Langhe Nebbiolo, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En elegant rødvin med god frugt og en fin druesødme, der opvejes af tilpas syre. Nyd den til en sammenkogt kødret.


Luna del Sur, Pinot Noir, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (14%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager
Dejlig rødvin med en meget karakteritisk duft og en blød smag af den gode Bourgogne-drue. Den smager simpelt hen fantastisk godt og er lidt af et kup ved prisen på seks flasker. Flasken har skruelåg.


Domaine Grosset, Brotte, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
119,75 kr., på tilbud indtil jul: 99,75 kr., Skjold Burne
Hvor er denne rødvin god! Fyldig og blød, med ren bærsmag, masser af lækkert krydderi og en lille charmerende sødme. En meget anvendelig rødvin - også til julens gås og and.


Les Bons Feuvres, Domaine Prunier, Pinot Noir, Baune, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
124 kr., Franske Vinhus
En meget dejlig, let og frugtagtig Pinot-rødvin med fint krydderi. En rigtig rar vin i god balance.


Terre Rare, Riserva, Sella & Mosca, Carignano, Sulcis, Italien, 2007, middel alkohol (13,5%)
129 kr., pris ved 12 flasker: 116,10 kr., Distinto
Superlækker, fem år gammel og meget flot rødvin med blød og harmonisk druesmag og mange facetter.


San Bernardino, Fratelli Davia, Barbera d'Asti, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
139 kr., Den lille Vinkælder
Fem år gammel, moden og lækker rødvin med fint integreret syre og diskret fadsmag. En fornøjelse.


Babich, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand, 2010, middel alkohol (13,5%)
139,75 kr., på tilbud indtil jul: 99,75 kr., Skjold Burne
Super-rødvin på Pinot Noir. Flot billede af druen, flot struktur, fornemt afrundet og harmonisk. En stor nydelse. Flasken har skruelåg.


Chalk Hill, Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien, 2010, middel alkohol (13,5%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 89 kr., Skovgaard Vine
En dejlig rødvin med koncentreret bærmost - især solbær - og med masser af frisk, læskende frugt i eftersmagen. En vin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.


Poggio a'Frati, Rocca di Castagnoli, Chianti Classico, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
160 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Tør rødvin - næsten som en god bordeaux, men også med god, blød frugt og pebret krydderi.


Le Gravillas, Vignerons à Sablet, Gigondas, Frankrig, 2010, høj alkohol (15%)
160 kr., pris ved 6 flasker: 136 kr. og ved 12 flasker: 128 kr., La France Shop
Vidunderlig Rhône-rødvin. Den har en dyb farve, en liflig duft og ikke mindst en fyldig og lækker smag med mange facetter i perfekt harmoni.


Casgello di Ama, Chianti Classico, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
225 kr., på tilbud til 159 kr., Jysk Vin
Prægtig rødvin på druen Sangiovese (80%) assisteret af Malvasia Nera, Merlot og Cabernet Franc. Vinen har en dybrød farve, en kraftig duft og en dejlig moden og afrundet smag med bløde tanniner. En glimrende vin til mad.


Les Hauts de Janeil, Francois Lurton, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris indtil nytår: 69 kr., Vinoble
Pæn rødvin på druerne Syrah og Grenache med fyldig frugtsmag med en lille sødme, men også med et bid i slutningen. Flasken har skruelåg.


Château Lescalle, Bordeaux, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
125 kr., Vinoble
Der er moden frugt og rosmarin i duften af denne udmærkede rødvin. Smagen er frugtrig, tør og med krydrede noter. Alkoholen bider lidt til slut.


Hangács, St. Andrea, Egri Bikavér, Demjén, Ungarn, 2008, middel alkohol (13,5%)
155 kr., Laszlo's Vin
Elegant og meget flot rødvin med blød, moden og meget fyldig frugt og fine fadtoner.


Viñas de Miedes, Bodergas San Alenjandro, Garnacha, Calatayud, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
43 kr., VinDanmark Lagersalg
Fyldig rødvin - en pæn hverdags-vin uden særlige prætentioner, men også til en lav pris.


Le Sgtella Cadente, Primitivo, Manduria, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
79,95 kr., på tilbud året ud: 43,30 kr. ved 3 flasker, SuperBest
Venlig, fyldig og frugtagtig rødvin - en udmærket frikadelle-skubber. Tilbudsprisen er den rigtige.


La Comble, Hubert Delavie, Pinot Noir, Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
179 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
En meget tør rødvin med ret markante fadtoner.

Sød vin


Fredriksdal, Reserve, Kirsebær, Lolland, Danmark, høj alkohol (15%)
195 kr., pris for 50 cl, Frederiksdal
Supervin med en klokkeklar kirsebærsmag og stor frugtfylde. Sød, men ikke sliksød. Til blåskimmelost, (valnødde)paté, vildt og kraftige desserter. Vinen er blandet af årgangene 2009 og 2011 og lagret på fransk eg.


Château Saint Michel, Grenache, Vin doux naturel, Rivesaltes, Frankrig, 1949, høj alkohol (18%)
725 kr., Vinentusiasten
En helt utrolig sød vin - en vin doux naturel, fremstillet på samme måde som portvin, hvor man stopper gæringen med finsprit, så en hel del af druesødmen bevares. I dette tilfælde har man derefter ladet vinen ligge og udvikle sig i over 60 år, hvorefter den er tappet. Mærkeligt at sidde og nyde en vin, hvis vand faldt som regn over Sydfrankrig, mens man selv var nitten år. I den liflige og superlækre smag er der noter af brændte figner, lyse rosiner, karamel og chokolade - og sikkert flere andre ting - men også en syre, der fint afbalancerer sødmen. 725 kr. er mange penge, men flasken er stor, og der er i hvert fald nok til et selskab på tolv-femten personer. Og så har man en fin trækasse bagefter.


Rocas, LBV portvin, Portugal, 2006, høj alkohol (20%)
109 kr., pris i denne uge (uge 49): 89 kr., SuperBrugsen
Denne portvin er mest sødme og alkohol, men mangler desværre ret meget frugt. Men 89 kr. er selvfølgelig billigt ...





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.