Nyheder i uge 3, 2013









Dette billede, der er taget ud fra et flyvindue for en uge siden, viser, hvordan røgen vælter op fra distriktet Copping på Tasmanien, Det er her, Yaxley Estate Vineyard har til huse. Foto: Wikipedia/Chuq.

Tasmanien i flammer
I mere end en uge har skovbrandene nu hærget den australske ø Tasmanien, og en fortsat hedebølge gør det svært for brandfolkene at få bugt med flammerne. Selv om der er begyndt at komme positive meldinger om slukningsarbejdet hist og pist, er faren for nye brande langtfra drevet over. Mere end 1000 brandfolk arbejder stadig i døgndrift - især på den sydlige del af Tasmanien, hvor skovbrandene er koncentrerede.
Indtil videre er der heldigvis ikke forlydender om, at menneskeliv er gået tabt - dog er omkring 100 personer meldt savnet.
Når det gælder vinens verden, har man endnu ikke noget fuldt overblik over skaderne, men man ved, at i hvert fald to vinhuse har lidt tab.

Mistede 75% af vinstokkene
Hos Sugarloaf Ridge har flammerne fortæret nogle af vinstokkene, ligesom et par af vinhusets bygninger er beskadiget.
Langt værre er det gået ud over Yaxley Estate Vineyard i det lille landbrugsdistrikt Copping. Her er 75% af vinhusets vinstokke gået tabt.
Ifølge netavisen Themercury er ejeren, John Yaxley, selv gammel brandmand, og han vidste, at han ikke kunne redde sine vinstokke, da han så flammerne nærme sig.
Til gengæld lykkedes det ham at redde en bygning med vin for 60.000 AUD (cirka 359.000 kr.) ved at rette sprinkleranlæggene mod mure og tag.


Domme til champagne-svindlere
Gennem flere år købte den franske supermarkedskæde Ed - en afdeling af den store kæde Carrefour - intetanende forfalskede flasker årgangschampagne fra kooperativet Champagne Esterlin i Mancy.
I 2005 blev Esterlin’s øverste chef, Patrick Jean, økonomidirektøren, Lysiane Géraudel og kældermesteren, Franck Zehner, tiltalt for at have solgt i alt 426.000 forfalskede flasker til Ed siden 2002.
Svindelen bestod i, at der blev sat etiketter med falsk årgangs-betegnelse på flaskerne, ligesom der var mistanke om, at Esterlin havde fiflet med den mængde sukker, man ifølge loven må anvende ved chaptaliseringen.
Først nu er der faldet dom i sagen, og de tre svindlere har alle fået otte måneders betinget fængsel samt en mindre bøde og påbud om at betale 5000 euro (cirka 37.000 kr.) i skadeserstatning til Ed.

Utilfreds med erstatning
Supermarkedets ledelse havde forlangt 2 millioner euro (cirka 15 mio. kr.) i erstatning, så her er der selvsagt stor utilfredshed med dommen.
Under retssagen indrømmede Esterlin’s kældermester, at der ikke var blevet solgt en eneste ægte flaske årgangschampagne til Ed, siden han kom til kooperativet i år 2000.
Dommeren spurgte også den nuværende direktør for Esterlin, Eric Potié, om han nu var sikker på, at der ikke fandtes nogen forfalskede flasker tilbage i kælderen. Potié svarede, at det var umuligt for ham i hans stilling nøjagtigt at vide, hvad der var i kælderen, men at alt lod til at være korrekt …








Nogle af de 73 propsyge vine, som Carlo Merolli fik retur sidste år. Selv mener han, at han kunne have fået måske 250. Vi mener, at han slap for at få mange flere.

Propsyge flasker
Carlo Merolli har sendt os dette billede af en "køn samling forbrydere". Det er i alt 73 vine, som i løbet af 2012 er blevet returneret til hans firma (og byttet) på grund af propsyge.
– Nu er det ikke alle, der gider bruge tid på at returnere en flaske, skriver Carlo Merolli, – så lad os antage, at der er et tilsvarende antal kunder, som har oplevet propsyge flasker men bare har hældt vinen i vasken.
– Hertil kommer måske lige så mange flasker, hvor man har været usikker på, om der var propfejl. Så lad os sige, at vi kommer op på cirka 250 flasker pro anno, generøst regnet.
– Ud af hvor mange solgte flasker? Nu ønsker jeg ikke at imponere nogen med det antal flasker, jeg solgte sidste år, men vi er under promille-niveauet.

En anelse overdreven
– Et elegant skruelåg ville have gjort livet mindre surt, skriver Carlo Merolli, – men problematikken med propsyge er måske en anelse overdreven.
– Om en generation eller to vil korkproppen blot være et sødt minde, en antikvitet, man vil finde på loppemarkederne lige som de gamle proptrækkere.
– Men lige nu – og især hvis man er vokset op med proppen – er der en del romantik om den.
– Det ligger i vores natur at søge efter sikkerhed: Forsikringer, planlægning og alt det andet … vi prøver at gardere os mod det uforudsete. Proppens funktion er at minde os om, at der kun er én ting, der er sikkert her i livet. Proppen smider en lille joker ind i vinspillet. Den siger, at den nydelse, som vi har glædet os til, kan gemme på en pludselig lille skuffelse. Lige som alt andet i vort liv her på Jorden.
– Det er klart, at hvis man har givet en halv månedsløn for en flaske Pétrus, så er det surt at stå med en fejlflaske ved et veldækket bord og se gæsternes lange næser.
– Jeg kender dog ikke nogen, der er død af tørst, fordi en flaske var udrikkelig. Proppen fortæller, at livet går videre: Ned i kælderen eller op i skabet efter en ny flaske og en ny glæde!

Ikke promiller men procenter
Carlo Merolli slutter sit indlæg med at skrive, at korkproppen er en del af hans verden, en del af håndarbejdet. Og ønsker vi en vinverden uden propfejl? Uden flaskevariation? Ønsker vi vinsmagninger, hvor alle flasker er perfekte og klinisk ens?
Han mener, at hans statistik over propsyge vine i 2012 ikke er så tragisk endda.
VinAvisen siger tak til Carlo Merolli for hans bidrag, men vi er ikke enige med ham.
Jo, der er romantik og nostalgi omkring korkproppen. Men vi taler ikke om promille-niveau, når det gælder propsyge.
Ved den store blindsmagning under The International Wine Challenge i London for et par år siden konstaterede man, at 4,09% af vinene var propsyge. Havde en del af de 40.000 smagte flasker ikke haft skruelåg, ville der have været endnu flere.
Det må så være en trøst ikke kun for Carlo Merolli men for vinbranchen generelt, at propsygen ofte er så lidt udviklet, at forbrugerne ikke reagerer. De synes måske bare, at vinen ikke smagte helt så godt, som de havde forventet. Dog kan dette jo også give bagslag, idet de måske så ikke vil købe samme vin igen.



De mange vinflasker hos Mistral Wine and Champagne Bar er stukket ind i lysende paneler. Ved et interaktivt bord kan man få mere at vide om udvalgte vine, og i et særligt indrettet læsehjørne med diverse vinbøger kan man dykke dybere ned i vinens verden.


Futuristisk bar i Brasilien
Hvis man tilfældigvis skal til storbyen São Paulo i Brasilien, er det værd at lægge vejen forbi Mistral Wine og Champagne Bar.
Den fantastiske kombination af vinforretning og vinbar er tegnet af Studio Arthur Casas og stod færdig i 2012.
Opgaven lød på at skabe plads til vinsalg, opbevaring af vinene, et interaktivt galleri, læserum og et vinsmagningsrum. Det løste tegnestuen med en kurvet gang med adskillige nicher og rum til siderne og en flot og varieret præsentation af vinene, der danner hele vægskulpturer.
Ved et interaktivt bord kan forretningen placere et udvalg af "månedens vine", hvorefter sensorer under bordpladen gør det muligt for kunderne at klikke sig rundt til en masse information om netop disse vine.
Man kan se flere billeder fra baren på tegnestuens hjemmeside.









Vinen Sacrificio med den trækiste, som den begraves i.

Vin ofret til guderne
I uge 5 2012 fortalte vi om Ian Hutcheon, der ejer vingården Tremonte i Cachapoal i Chile. Han er ikke bare bidt af vin men også af astronomi, og han har forenet sine to passioner i rødvinen Meteorito, der foruden Cabernet Sauvignon også indeholder en smule af en 4,5 milliarder år gammel meteorsten.
Den 8 cm lange sten befinder sig nede i vinen under den malolaktiske gæring (den gæring, hvor den spidse æblesyre forvandles til den blidere mælkesyre) og får ligeledes lov til at lagre sammen med vinen et stykke tid. Så det er altså meget lidt meteorsten - nærmest kun sporstoffer - der er i hver enkelt af de cirka 13.000 flasker, Hutcheon fremstiller om året.
Nu er han på banen med endnu et opsigtsvækkende vinprojekt, nemlig rødvinen Sacrificio (spansk for "ofre"), der bliver ofret til inka-guderne før salg.

Find vinen med kort og skovl
Ian Hutcheon har ladet sig inspirere af de ofringer af dyr, mennesker og kostbare genstande, som inkaerne og andre indianske folk foretog på toppen af bjerge i Sydamerika for omkring 600 år siden.
I alt 200 flasker af vinen Sacrificio er hver især ligesom mumier blevet viklet ind i stof og lagt i trækister, der dernæst er blevet begravet på toppen af bjerget Monte Tuca i nærheden af Tremonte - som et offer til inka-guderne.
Her har de nu ligget i flere måneder. Hvis der kommer en kunde, som vil have en flaske Sacrificio, bliver vedkommende udstyret med et individuelt kort, der nøje angiver, hvor en af de mange kister er begravet.
Hver jagt efter en flaske tager omkring to timer, hvorefter man så skal i gang med gravearbejdet.
Der forlyder intet om, hvor mange flasker Hutcheon har solgt indtil videre …
Vinproducenten har nu tænkt sig at smage en ofret flaske Sacrificio mod en, der er blevet opbevaret på almindelig vis for at se, om opholdet i jorden - og måske også hos inka-guderne - har påvirket smagen.


Kommentarer til bobler og kransekage
I uge 1 kom vi med et alternativt bud på champagne til kransekagen, når klokken slår tolv. Vi foreslog, at man helt droppede traditionen, da det er synd for champagnen, der får en sur smag, når den ledsages af den søde kage. I stedet kunne man jo skåle i champagne eller anden mousserende vin, når rådhusklokkerne lyder for så at sætte kransekagen på bordet ledsaget af en sød vin en halv times tid senere.
Til det forslag skriver Troels V. Østergaard fra Godsets Vin følgende:
- Jeg er helt enig med jer, når I synes kransekage og champagne er en dårlig kombination. Men jeg synes ikke, jeres løsning med først champagne og så en halv time senere portvin eller lignende til kransekagen lyder som en god idé.
- Det forekommer mig, at man skal være godt galvaniseret indvendig og i hvert fald ikke skal køre hjem for at klare den most.

Tænk på dem, der kører hjem
Troels V. Østergaard foreslår, at man i stedet for glemmer alt om de tørre bobler klokken 12 og serverer kransekagen med et glas sød og ikke for alkoholholdig mousserende vin - fx en Clairette de Die, der kun holder 7% alkohol. Så er man også venlig over for dem, der skal sidde bag rattet hjem.
Thomas Ernfeldt foreslår, at man åbner den gode tørre champagne tidligt på aftenen, eventuelt til en skaldyrs-forret, og når rådhusklokkerne slår, kan man så parre kransen med en god flaske italiensk Asti.
- Den har en fin sødme, er let på alkohol, og som oftest ikke særlig kostbar, hvilket også har sin ret på et tidspunkt, hvor de fleste alligevel ikke kan smage særlig meget.
- Og så kan man holde traditionen med bobler klokken tolv i hævd, så vi ikke skal skyde raketter af med kransekage og dessertvin i den anden hånd!







V for Verdelho
I sidste uge skrev vi om en gammel flaske madeira, som Hanne Macsay i Næstved har haft stående i mange år, og som hun gerne ville have lidt oplysninger om.
På flasken var der stencileret et stort V, som vi fandt lidt mystisk. Måske havde nogle af vores læsere en forklaring, skrev vi, og det havde tre af dem, Erik Hansen, Peter Salicath og Hugo Broen.
Deres forklaring lyder, at V'et kan stå for druen Verdelho, og det er en forklaring, som lyder troværdig.
– Da de fire anerkendte druer til madeira har hver deres forbogstav, er det en mulig forklaring, skriver Peter Salicath, – men jeg aner ikke, om det var praksis dengang i år 1900.

De fire stilarter i madeira
Der er fire stilarter i madeira, opkaldt efter druesorter, og de har hver deres grad af sødme.
* Sercial er den tørreste stil med 2% restsukker, idet tørheden dog kan variere ret meget fra mærke til mærke. Det er en helt lys vin med en fin duft af nødder, og den er glimrende til apéritif. Den kan også drikkes til suppe.
* Verdelho er halvtør med 3-4% sukker. Også den er en let og elegant vin, lidt mørkere end Sercial, nærmest gylden – og jo mørkere, desto sødere, men altid med en tør eftersmag. Den er fin som apéritif, evt. med en isterning. Men den er også god til mildere oste.
* Boal (på engelsk Bual) er halvsød med 5-6% sukker. Den er fin som en drink og til kager og desserter samt til stærkere oste. Også glimrende egnet til henlæggelse.
* Malmsey er den sødeste stil med 6-9% sukker. Den har sit engelske navn efter druen Malvasia, og som regel er den mørkebrun, ofte næsten karamelagtig og med den typiske brændte smag, frugtagtig og duftende. Ingen anden dessertvin er så fortræffelig til alt det søde – selv chokolade kan den klare, fordi den har så stærk en aroma.

Madeira har et langt liv
Søren Wolff fra Bornholms Vinforsyning har sendt os en lille historie i anledning af ovennævnte - en historie, der viser, at madeira kan være yderst holdbar:
- Da jeg læste om den gamle flaske madeira, kom jeg i tanker om en sjov oplevelse for et halvt års tid siden.
- I vores butik fik vi besøg af flaskemanden Poul Lyng (se uge 10, 2010), der havde besøgt Bornholms Museum for at fortælle om gamle flasker. Med sig havde han to flasker madeira, som han havde fået af en bornholmer, der havde haft dem stående i sin kælder. Den ene flaske var mundblæst, og på en håndskrevet seddel på halsen kunne man læse, at den måtte være fra 1915 eller 1918.
- Vi blev enige om, at vi måtte smage på dråberne. Proppen var meget skør, men vi fik den op og skænkede i glassene. Madeiraen var klar i farven, duftede lidt og smagte udmærket. Ikke nogen himmerigsmundfuld, men mere end i orden, når man betænker alderen og den tvivlsomme måde, den har været opbevaret på i de næsten 100 år.
Den anden flaske, der ikke var mundblæst, vurderede Poul Lyng til "kun" at være omkring 80 år. Og den har vi stadig stående uåbnet.


Californien laver ikke champagne
d. 21. januar afholdes der en indsættelses-banket i Washington til ære for den genvalgte præsident Barrack Obama.
Til desserten har arrangøren, Joint Congressional Committee on Inaugural Ceremonies, valgt en mousserende vin fra Sonoma Valley, Korbel Natural, Special Inaugural Cuvée Champagne, California.
Ikke så snart var vinlisten offentliggjort, før den amerikanske afdeling af Champagnes vinkomité, (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne), fór i flint.
Herfra understregede man over for arrangøren, at champagne kun kan komme fra det franske distrikt af samme navn. Boblevine fremstillet et hvilket som helst andet sted i verden bør kun kaldes for mousserende vin - hvor godt de end smager, og selv om de er lavet på nøjagtig samme måde som champagne.

Til venstre, men ikke til højre
Sådan er det da efterhånden også i de fleste lande, men lige netop i USA tillader loven, at visse amerikanske vinhuse kan anvende ordet Champagne på etiketterne - så længe det amerikanske vinområde, hvorfra druerne kommer, også er angivet.
Vinområdet skal dog stå på venstre side af ordet Champagne, og arrangøren af banketten havde fejlagtigt placeret et "California" til højre for det. Men det lover man, at der vil blive rettet op på, før den endelige vinliste til banketten går i trykken.
Dette er dog næppe nok til at tilfredsstille de oprørte franskmænd …




Dawg Grog er en ny øl til alle øl-elskende hunde. Foto: Brittney Hale.

Ølhunden glammer …
Man skal være god ved menneskets bedste ven. Og det er man bestemt hos bryggeriet Boneyard Brewery i byen Bend i den amerikanske stat Oregon.
En af de ansatte, Daniel Keeton, fandt ud af, at hans hund, Lola, var meget glad for øl, men en fuld hund er jo ikke lige sagen. Og så fik han en idé: at fremstille et hundevenligt bryg med skum og det hele - dog uden alkohol.
Det er blevet til øllen Dawg Grog, som bryggeriet sælger med stor succes såvel lokalt i Bend som online til hunde- og øl-glade amerikanere.
Øllet er blandt andet lavet på brugt korn fra fremstillingen af bryggeriets andre øller samt vand og et glukosamin pulver indeholdende kanel, hørfrø, ingefær og honning. Prisen for en pakke med seks styk er 36 dollars (cirka 205 kr.).
En britisk pub er dog kommet Daniel Keeton i forkøbet. Sidste år solgte den en øl med smag af bøf til britiske øl-glade hunde.




.




Jens Skovgaard Pedersen i sit vineri i færd med degorgeringen af sine mousserende frugtvine.

Ny forening for frugtvine
Vi har tidligere fortalt om Jens Skovgaard Pedersen, der i sit Cold Hand Winery i Læsten ved Randers fremstiller mange typer frugtvine på æbler og anden frugt. Vi anmeldte to af de glimrende produkter, Feminam og Masculine, i uge 24, 2012.
Jens Skovgaard er langtfra den eneste dansker, der laver "vin" på frugt. Selv om æbler som råvare er det mest udbredte, så forvandles både kirsebær, jordbær, hindbær, rabarber og ribs til alkoholiske drikke rundt om i Danmark, og stadig flere entusiaster slår dørene op for egen produktion.
Derfor har Jens Skovgaard længe drømt om at skabe en forening, hvor disse mange producenter af frugtvine - der også ofte er vinproducenter - kan inspirere hinanden og udveksle erfaringer.

Frugtvin på de bonede gulve
Nu er hans drøm blevet til virkelighed. Foreningen Dansk Forum for Cider og Frugtvin blev stiftet ved et nyligt arrangement - en hel dag, hvor nogle af de førende producenter holdt indlæg, hvor der blev valgt en bestyrelse, og hvor man sluttede af med at smage på hinandens produkter.
Inspirationen til foreningen kommer fra Foreningen af Danske Vinavlere, og ligesom denne har Dansk Forum for Cider og Frugtvin tænkt sig at afholde et årligt skue for medlemmernes produkter.
Via foreningen og skuet håber Jens Skovgaard, at kvaliteten af dansk frugtvin vil blive endnu bedre. Han sætter ikke mindst sin lid til æblecider, som han mener har udlevet sin rolle i sin traditionelle form.
Cider skal gøres til et mere elegant produkt af høj kvalitet - en mousserende æblevin, fremstillet på champagne-metoden, som kan serveres til især det nye nordiske køkkens retter, og som er værdig til at gøre sin entré i de danske top-restauranter.


Input til diskussionen om VCI
I sidste uge fortalte vi om VCI (Volume Complémentaire Individuel) - altså "individuel supplerende volumen", der skulle give franske vinproducenter mulighed for at supplere en mindre god årgang med vin fra en bedre årgang. VCI er stadig på forsøgsstadiet, men forventes at blive indført som en gældende regel i Frankrig i 2014.
Det er selvfølgelig godt for vinhusene, der så vil kunne holde en stabil smag og kvalitet år efter år - og samtidig undgå en økonomisk nedtur i de mindre gode år.
Men hvad med forbrugerne? De ville jo få mere ensartede årgange, og er det ikke lidt kedeligt?
Vi bad om input fra vores læsere, og det er der kommet. Tak for det. Nedenfor bringer vi to af synspunkterne.

Overraskelsesmomentet går fløjten
Poul Jacobsen skriver følgende: - Jeres artikel om VCI eller ej er deprimerende læsning. EU-reglementer tillader i forvejen 15%, som man ikke får nogen som helst oplysning om: "En flaskes indhold skal for 85% vedkommende svare til etikettens oplysninger." Dette gælder årgang, geografi og druesort, men hvad er resten?
Inden for gældende regler kunne man jo bruge noget pressevin, såfremt man havde behov for at tilføre vinen lidt syre, hvis årgangen er lidt svag i koderne.
(Ved fremstillingen af rødvin presser man som regel druematerialet en sidste gang for at få den såkaldte pressevin. Den er mættet med farve og garvesyre og bruges til at justere den færdige sammenstikning af vinen – hvis der ellers er brug for det. Red.).
- Må vi bede om det gamle system, ellers ender det med, at det hele smager ens, og at det herlige overraskelsesmoment går fløjten!

Det rene bedrag
Gérard Salmon, der er forhenværende direktør af Sopexa i Danmark og grundlægger af Det Franske Vinraad, mener, at det er fornuftigt nok at give vinproducenterne lov til at øge deres høstmængde i særligt gode år, så de kan bruge denne ekstra mængde i blanding med en mindre god årgang. Men producenterne bør ikke have lov til at sætte en årgang på flasker med en sådan blanding. Det vil resultere i det rene bedrag over for forbrugerne, mener Salmon.
- De fleste producenter foretrækker dog heldigvis at sælge de gode årgange til høje priser og finde andre løsninger for vine i mindre og ringere år.

...


En dyst om den bedste cocktail
For nylig afholdtes Vinos de Jerez Cocktail Competition 2012 i Clover Club i New York. Og vinderen i denne særlige konkurrence, hvor amerikanske top-bartendere dyster om at lave den bedste cocktail med sherry som hovedingrediens, blev værtsbyens Dan Nicolaescu.
Det var sjette udgave af konkurrencen, og til de delkonkurrencer, der blev afholdt rundt om i USA, havde der meldt sig flere bartendere end nogensinde før. Ud af dem valgtes så de i alt ni finalister.
Deltagerne måtte frit vælge, hvilken af de mange sherry-typer - fra de knastørre Fino og Manzanilla til den søde PX - de ville bruge.
Ud over at fremstille en cocktail skulle deltagerne også forklare, hvorfor netop deres drink var særlig god, samt give råd til, hvilke retter den ville egne sig til. I USA er det jo ikke ualmindeligt, at man drikker en cocktail til maden.
Nedenfor bringer vi opskriften på vinder-cocktailen. Den er enkel og uden pynt - men det er jo også smagen, der tæller.

After Dark Cocktail
40 ml Lustau Don Nuño Dry Oloroso Sherry
20 ml El Tesoro Reposado Tequila
7 ml Galliano Ristretto Liqueur
7 ml Benedictine Liqueur
1 skvæt Bittermens Xocolatl Mole Bitters
Bland alle ingredienserne i et afkølet blandeglas. Tilsæt is, og rør. Hæld indholdet i et isafkølet cocktailglas......
.......


Til_37/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vin og Druen er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
    * The Wine Company har optaget importen af vinene fra Domaine des Nugues i Beaujolais samt Compañía de Vinos del Atlántico (CVA) i Spanien.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Philip Dyna (f. 1975) er Fine Wine Chef for Vinoble/Østjysk Vinforsyning samt "bankdirektør" for Vinbanken – Vinoble’s kommisionssalg.
    Det var lidt af et tilfælde, at han kom til at arbejde med vin. Efter endt salgsuddannelse i Kvickly og forskellige salgslederjobs i flere af kædens forretninger på Sjælland manglede der i 1998 en vinmand i Kvickly i Roskilde. Denne opgave kastede Philip Dyna sig over, og den blev startskuddet til en enorm interesse for vin, som har hængt ved lige siden. Samme år blev den ene af de to vinklubber, som han er medlem af, grundlagt. Den anden vinklub, Copenhagen Tasting Group (CTG), blev Philip Dyna medlem af i år 2000, og i dette forum har han siden stået bag store smagninger som fx 65 årgange Château d’Yquem, 30 årgange Château Latour, 18 årgange DRC Richebourg, 10 årgange DRC Le Montrachet og 10 årgange Quinta do Noval Nacional Vintage Port.
    Siden 1999 har han desuden hvert år været i Bordeaux for at smage årets fadprøver en primeur.
    I 2001 overtog Philip Dyna ansvaret for Kjær & Sommerfeldts Skatkammer, et kommisionssalg, hvor private solgte til private. Et lignende koncept, Vinbanken, bestyrer han i dag hos Vinoble Skt. Petri. Her kan man købe og sælge spændende nye og gamle vine i den eksklusive ende af kvalitetsskalaen. Derudover står han også for Østjysk Vinforsynings salg af Bordeaux en primeur.
    Philip Dyna er gift med Karin, og sammen har de datteren Ida og sønnen Felix. Fritiden bruger han på familien og selvfølgelig på at dyrke sin store interesse for vin.
    Adresse: Vinoble Skt. Petri - Vinbanken, Krystalgade 18, 1172 København K, tlf.: 33 14 03 87, mobil: 20 58 54 91, e-mail: phd@vinforsyning.dk, www.vinbanken.dk.

    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
    ....
    Forvirring om Prosecco
    Brian Frederiksen i Aalborg skriver: – I sidste uge omtaler I den italienske mousserende vin Prosecco.
    – For mig hersker der nogen forvirring alt efter, hvor jeg søger oplysninger. Forvirringen står mellem Spumante og netop Prosecco.
    – Spumante er vel en generel betegnelse for italiensk mousserende vin, mens Prosecco har været anvendt om en drue – men må åbenbart ikke længere anvendes hertil.
    – Jeg har også hidtil haft en flig af fornemmelse af, at Spumante kun findes i en sødlig udgave. Er det korrekt?
    Nej, det er ikke korrekt. Der findes et væld af tørre Spumanter.
    Er en Spumante tør, står der secco på etiketten. Er den let sødlig, vil der – lidt forvirrende – stå halvtør, semi-secco. Er den sød, står der dolce.
    Nogle italienske vinhuse bruger franske ord. Fra tør til sød er ordene: Extra brut, brut, extra dry (som ikke er spor tør) og demi-sec.
    Prosecco er en af de mange Spumanter. Prosecco har også været navnet på en drue, men det er ikke mere tilfældet. Ifølge et regulativ fra det italienske landbrugsministerium har druen siden januar 2010 heddet Glera, mens navnet Prosecco udelukkende bruges om geografiske appellationer med DOC og DOCG i Veneto-regionen.
    EU har konfirmeret afgørelsen, og det betyder, at vi ikke mere vil se alle de mange Prosecco-vine, som har været tappet i Tyskland.
    De italienske Prosecco-vine er sædvanligvis tørre, brut (op til 12 gram restsukker pr. liter), extra dry (12–17 g/l) eller dry (17–32 g/l).
    Nogle af vinene er ikke fuldt mousserende (spumante), men frizzante eller gentile (let perlende).
    Læs mere om Prosecco i den serie postkort, vi bragte sidste år.
    ..............



    Ugens vinøse billede
    Erik Andersen elsker at besøge det lille vindistrikt Kaiserstuhl i den sydtyske region Baden. Han er samtidig en dygtig fotograf, som har taget denne uges STORE billede nedenfor, som han beskriver således:
    Mange betragter vinmarker som stokke, der står helt parallelle og på snorlige rækker. I Kaiserstuhl placeres planterne ofte på terrasser på kraterranden af den gamle, udslukte vulkan. Det giver muligheder for placering af vinmarker, som peger i vidt forskellige retninger – med smukke mønstre til følge.
    Til venstre ses endnu et af Erik Andersens billeder. Det viser det særlige vinlandskab i Kaiserstuhl med de store forekomster af løss, dvs. støv, der efter den sidste istid er blæst sammen i og omkring den gamle vulkan.
    På billedet er man i gang med at anlægge nye terrasser, og yderligere ses nogle af de ca. 6000 kirsebærtræer, der om foråret står som hvide skyer i området omkring byen Endingen.
    I sin mail fortæller Erik Andersen med begejstring om det vinøse Baden. Der er blandt andet et lille "Lego-tog", der futter rundt mellem småbyerne langs Kaiserstuhl. Og hvis man ferierer i Baden, erhverver man automatisk et gratis Conus-Karte, hvormed man kan køre gratis med tog og rutebil i hele Baden – en fantastisk turistgestus.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208

...............................
    .....................
    207 En mosaik af vinmarker på vulkanens rand i det tyske Kaiserstuhl (foto Erik © Andersen).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 21 vine. Af disse vine var der 15, som fik mere end to stjerner og hele 10, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 68 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine inkl. de seks, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Moscato, Chalk Hill, McLaren Vale, Australien, 2012, lav alkohol (6,5%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 109 kr., Skovgaard Vine
Denne mousserende hvidvin dufter som en hel buket forårsblomster. Den har en frisk og sødmefuld smag af kærlighedsfrugter og nektariner og vil egne sig godt både som apéritif og til lette asiatiske retter - måske til en frokost med dens meget lave alkoholindhold. Flasken har skruelåg, hvilket er interessant på en boblevin. Prisen er i overkanten.

Hvidvin


Artisan, Aurelia Visinescu, Feteasca Alba, Delalu Mare, Rumænien, 2010, lav alkohol (13%)
65 kr., Vintjenesten
Feteasca Alba er en lokal rumænsk-moldovisk drue. Her optræder den i en god hvidvin, frisk, meget let, med druesmag, grape, krydderi og tilpas syre. Den folder sig fint ud, når den nydes sammen med mad.


Hacienda Araucano, Reserva, Francois Lurton, Chardonnay, Valle Central, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr., Holte Vinlager
En meget aromatisk hvidvin med en frisk og fyldig druesmag med noter af lime, tilpas syre og en lang eftersmag. Den femte stjerne får den for prisen ved seks flasker.

Rosévin


Rafale, Vignerons Catalans, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
40 kr., Køge Vinhandel
Hvis man lukker øjnene, kan man godt forledes til at tro, at dette er en hvidvin. Men det er altså en rosé - og en udmærket rosé med god druesmag og uden de toner af den marmelade, man af og til finder i roséer. Den er fin som terrassevin og som ledsager til lettere retter. Flasken har skruelåg - og prisen er attraktiv.

Rødvin


Montessu, Incisa della Rocchetta, Isola dei Nuraghi IGT, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Lækker rødvin fra Sardinien - en vin med en dejlig frugtsmag, bløde tanniner og en harmonisk smag, der breder sig i munden med sine mange facetter. Vinen fremstilles af den samme familie, der står bag Italiens berømte Sassicaia.


Montezovo, Valpolicella, Ripasso, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
89,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Der er kirsebær, chokolade, peber, krydderi og bløde tanniner i denne fortræffelige rødvin. Med sit lille bitre bid er den rigtig god til mad.


Mauro Americane, Reserve, Nordic Sea Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2010, høj alkohol (14,5%)
94,95 kr., Strandgaarden
Chokolade og kirsebær forenes i duften af denne dejlige rødvin. Smagen er fuld af koncentreret frugt og fine krydderier og med et behageligt strejf af sødme til slut.


Ceravolo, Merlot, Adelaide Plains, Australien, 2007, middel alkohol (13,5%)
109 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Holte Vinlager
Blid og blød rødvin, som man nyder med største fornøjelse. Den har god frugt, peber, fint krydderi, tilpas syre ...


Poggio il Castellare, Sangiovese, Rosso di Montalcino, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
115 kr., The Wine Company
Appellationen Rosso di Montalcino er en slags lillebror til den fornemme Brunello di Montalcino, og den laves på samme drue, Sangiovese Grosso. Her er en af slagsen, og det er en dejlig rødvin. Blød og lækker druesmag, milde tanniner, fint krydderi, tilpas syre og en lang eftersmag. Glimrende madvin.


Dogato, Fattoria di Pancole, Rosso dei Colli della Toscana Centrale IGT, Italien, 2007, middel alkohol (13,5%)
137 kr., Nordic Wine Imports
Lækker rødvin på druerne Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot - en ren "femmer". En dejlig vin, der breder sig i munden med frugt, fint krydderi og bløde tanniner. Lang eftersmag.


Nipozzano, Riserva, Marchesi de' Frescobaldi, Chianti Rúfina, Italien, 2009, middel alkohol (13,5%)
145 kr., H.J.Hansen Vin
En blød og meget venlig rødvin med en liflig duft og en smag med frisk frugt, en vis "støvet" tørhed, noter af brombær og (sylte)kirsebær samt en lang eftersmag. En meget anvendelig vin.


Place in the Sun, Zonnenbloem Wines, Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika, 2012, middel alkohol (13,5%)
50 kr., Rema 1000
Denne Fairtrade-rødvin har fyldig, frisk frugt og noter af eukalyptus og citrus. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg, og prisen er attraktiv.


Bogle Vineyards, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2010, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Regulær og pæn rødvin med god smag af Cabernet-druen og uden de store svinkeærinder.


Reserve de l'Aube, Père Anselmde, Vin de Pays d'Oc IGT, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
59,75 kr., Skjold Burne
Fyldig og krydret rødvin på druerne Syrah og Merlot. En enkel vin udpræget til mad.


Château Beau-Sité, Saint-Estèphe, Cru Bourgeois, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
285 kr., på tilbud måneden ud: 199 kr., Vinoble
Denne Bordeaux-rødvin bør i hvert fald ligge nogle år endnu. Som den er nu, er den ret krasbørstig - ultratør.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.