Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 09. 2014



Nyheder i uge 9, 2014

Følg os på Facebook








Fire vinmagere fra fire tyske regioner:
FRANKEN: Kordula Geier fra Weingut Juliusspital.
RHEINGAU: Christian Ress fra Weingut Balthasar Ress.
PFALZ: Sebastian Wandt fra Dr. von Bassermann-Jordan.
MOSEL: Dirk Richter fra Weingut Max Ferd. Richter.




Tysk vin på fire måder
I tirsdags var fire tyske vinhuse på besøg hos H.J. Hansen for at præsentere deres vine i årgangen 2012.
De fire vinmagere, der ses på billedet herover, kom fra Franken, Rheingau, Pfalz og Mosel, og med deres vine og kommentarer gav de os en interessant oplevelse af forskellen mellem de fire regioner.
I det følgende prøver vi at sammenfatte vores indtryk, og længere nede er der kommentarer og stjerner til de smagte vine.

1. FRANKEN
Weingut Juliusspital i Franken er en af Tysklands helt store producenter af kvalitetsvin. Vingodset blev grundlagt i 1576 som et hospital (Spital) af biskoppen Julius Echter, og overskuddet går den dag i dag til sociale formål.
Kordula Geier præsenterede fire af godsets vine, der alle var tappet på regionens særlige flasketype, den flade, dråbeformede Bocksbeutel (bukkepung-flasken). Og i de tyve minutter, der var hende tildelt, fortalte hun, at Franken ligger nærmere Donaus opland end de tre andre regioner.
Franken har derfor mere et fastlandsklima. Det giver andre vækstbetingelser og til vis grad et andet valg af druer, blandt andet Silvaner.

2. RHEINGAU
Rhinen løber stort set fra syd mod nord, men på et lille stykke mellem Mainz og Rüdesheim løber floden fra øst mod vest.
Her findes regionen Rheingau, der ligger på en stor skråning eksponeret direkte mod syd og skærmet af Taunus-bjergene mod nord.
Foran vinmarkerne flyder den 800 meter brede Rhein og virker som et spejl, der reflekterer Solens varme op mellem vinrankerne.
Rheingau er kun en lille region, men med nogle af Tysklands største vine. Her folder druen Riesling sig ud i al sin pragt.
Christian Ress, der er femte generation i det 296 år gamle vinhus Balthasar Ress, præsenterede fire af sine prægtige vine. Det er Rheingau i top.

3. PFALZ
Sebastian Wandt kom fra vingården Dr. von Bassermann-Jordan i byen Deidesheim i Pfalz – et vinhus, der blev grundlagt i 1718 og har været i familiens eje lige siden.
Regionen Pfalz kan betragtes som en fortsættelse af Alsace sydpå i Frankrig, og den har da også nogenlunde det samme klima som i Alsace. Den har varme og sol, og den er den mest tørre af alle de tyske vinregioner.
I Pfalz dyrker man 67 forskellige druesorter, men Riesling er kongen. Den bruges til næsten hver fjerde flaske.
Det var da også nogle fortræffelige Riesling-vine, Sebastian Wandt lod os smage.

4. MOSEL
Dirk Richter er niende generation i Weingut Max Ferd. Richter, der siden 1680 har lavet vin i Mülheim i Moseldalen.
Der er Riesling på næsten alle hans marker, så det var ikke underligt, at han under smagningen slog et stort slag for Riesling-druen – hvilket vinene i glassene også gjorde.
Regionen Mosel har et andet klima og terroir end de tre andre regioner, og druerne på de stejle skiferbjerge langs den snoede flod leverer ofte most til søde vine.
Med i smagningen var der da også nogle herlige sødlige eller direkte søde vine med prædikaterne Kabinett, Spätlese og Auslese.
Men mere om det i vores smagekommentarer længere ned.






Vin mod lungekræft
Forskere verden over kommer løbende med nye beviser for, at resveratrol - et stof der findes i druernes skind og dermed i vin - har en helbredende virkning over for forskellige sygdomme. Resveratrol findes i størst mængde i de blå druers skind, hvorfor også rødvin indeholder mest resveratrol
Blandt andet i forbindelse med en række kræftformer har stoffet vist sine godgørende egenskaber.
Langt de fleste forsøg bliver udført med et koncentrat af syntetisk resveratrol og ikke med vin.
Men nu har canadiske forskere fra Brock University og McMaster University i Ontario udført et interessant forsøg, hvor de har undersøgt såvel rødvins som hvidvins påvirkning af lungekræftceller.
Forskerne udsatte kræftceller i et reagensglas for lokale rødvine på Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir samt for hvidvin på Riesling-druen.

Målet er forsøg med patienter
Både rødvinene og hvidvinen stoppede spredningen af lungekræftcellerne - men der skulle mere end dobbelt så meget hvidvin til for at opnå samme effektive resultat som med rødvin.
Ifølge forskerne er årsagen rødvins højere indhold af resveratrol. Det fremgår ikke, om der var forskel på effektiviteten, alt efter hvilke druer rødvinen var fremstillet på.
Næste skridt for de canadiske forskere er at udsætte mus med lungekræft for en mængde rødvin, der proportionelt svarer til et moderat vinforbrug hos et menneske - altså et til to glas dagligt.
Hvis også dette forsøg viser sig at bremse og måske endog reducere kræftcellerne, vil man fortsætte med kliniske forsøg med lungekræftpatienter.
En rapport over forskernes forsøg kan downloades som pdf hos Cancer Cell Internationel.




.




Disse meget gamle vinstokke i Riojas Alavesa-område giver et lille udbytte, men en vin med en meget koncentreret aroma. Foto: Wikipedia / Edmont.

Godt gået Rioja
2013 har været et fantastisk år for Rioja. I alt solgte det spanske vindistrikt 277 millioner liter vin - en hidtidig rekord og en stigning på 4% i forhold til året før.
Ikke overraskende bestod 90% af salget af rødvin.
Hjemlandet Spanien tegner sig ifølge nye tal fra Riojas vinråd for 63,1% af det totale salg og er dermed det største marked for Rioja-vin. Når det gælder distriktets Crianza-vin, rødvine, der er modnet mindst to år, heraf et år på eg, blev der i alt solgt 101,5 mio. liter sidste år - en stigning på 5,2% i forhold til 2012 - hvilket især skyldes spaniernes egen glæde for denne vin.
Når det gælder Reserva-vinene - rødvine, der har modnet mindst tre år, heraf et år på eg - er det derimod eksportlandene, der hælder mest i glassene. Hvor der i Spanien blev solgt 16 mio. liter Reserva sidste år, nød eksportlandene godt af hele 28 mio. liter, hvilket var en stigning på 7,8%.

Briterne aftager mest Rioja-vin
Allermest vind i sejlene havde dog Gran Reserva-vinene - vine, der har modnet mindst to år på eg. I alt blev der i 2013 på det spanske hjemmemarked og i eksportlandene solgt 5,87 mio. liter af denne fineste kategori af Rioja-rødvin. Det var en stigning på 17% i forhold til året før.
Storbritannien er fortsat det største marked for vinene fra Rioja - hver år aftager briterne en tredjedel af den totale eksport af vinen. Men den største stigning i eksporten i 2013 var til Belgien, der aftog 32% mere Rioja-vin end året før og dermed indtager en syvendeplads blandt de største aftagerlande.


Universitet med egen laboratorie-bar
Når man kommer ind i den nyindrettede bar i London South Bank University, mødes man af en sand bar-stemning med livlig snak, musik og denne svage lugt af alkohol, som hører enhver bar til.
Dette er dog ikke en almindelig bar, men derimod et forklædt laboratorium, der skal anvendes til forskning af de studerende på psykologi-studiet.
Det har kostet det britiske universitet 20.000 pund (cirka 181.000 kr.) at indrette baren, men den er også indrettet efter alle kunstens regler.
Den livlige og stemningsgivende snak er indspillet på forhånd og sendes ud gennem skjulte højtalere, og glassene i baren er indgnedet i lidt alkohol for at formidle en vaskeægte bar-lugt. Der er også opsat skjulte CCTV-kameraer, der registrerer hver eneste bevægelse hos bar-gæsterne - eller rettere de udvalgte forsøgspersoner. Og før de træder ind i baren, bliver de udstyret med nogle særlige interaktive briller, der afslører, hvor de kigger hen - om de fx overhovedet ser på de plakater med advarsler om at drikke fornuftigt, som man har sat op i "baren".

Snyde-drinks uden alkohol
Samtlige data fra kameraerne og brillerne sendes til en computer i et rum ved siden af, hvor de studerende og deres professor så undersøger personernes drikkeadfærd - og hvordan den ændrer sig, efterhånden som der ryger mere alkohol indenbords. Lyset kan ændres, ligesom der er opsat en jukeboks med musik af forskellig art, så man også kan forske i, hvordan forskellige ydre påvirkninger går i spænd med alkoholindtaget.
Forskningen vil omfatte en lang række eksperimenter, og deltagerne kan ikke altid være sikre på, at der er alkohol i de drinks, der serveres ved bardisken. Ved nogle af eksperimenterne har man brug for en ædru kontrolgruppe.
Det britiske universitet har fået ideen fra USA, hvor den slags laboratorie-barer ikke er ualmindelige i universitets-regi.






Vin-svindel via internettet
I USA venter man stadig på dommen over Rudy Kurniawan, som havde forvandlet sit hjem i Los Angeles til en hel vinsvindel-fabrik.
Men også Storbritannien har gennem de sidste ti år været udsat for en hel del vinsvindel - og her foregår svindelen fortrinsvis via falske online-firmaer.
Endnu et af disse firmaer dukkede op i oktober 2012. Navnet var Le Bordeaux Wines, og firmaet, der havde sin base i London, tilbød investering i og videresalg af fornemme vine.
Firmaet har været i søgelyset, efter at en vinforretning, der følte sig snydt, for nogen tid siden henvendte sig til politiet.

Svindlede for 9 mio. kr.
En større efterforskning blev sat i gang, og den afslørede, at i hvert fald 30 vinhandlere og privatpersoner i såvel Storbritannien som uden for landets grænser, er blevet taget ved næsen af Le Bordeaux Wines.
De vine, som investorerne havde betalt for, eksisterede ikke, og de fine flasker, som folk indleverede til firmaet, fik de aldrig betaling for.
Man regner med, at Le Bordeaux Wines har snydt sine kunder for mindst 1 million pund (cirka 9 mio. kr.).
Indtil videre er en 25-årig mand i London blevet arresteret for mistanke om at stå bag svindelen, men flere arrestationer er måske på vej.




Beskæring af vinstokke i bidende kulde. Foto: New York Wines.

Godt gang i New Yorks vinindustri
Når man taler om New York, tænker de fleste sikkert på Manhattan, skyskrabere og Frihedsgudinden. Men staten New York er også en betydelig vinproducent - hvilket er til stor gavn for statens økonomi.
Ifølge en ny rapport fra New York Wine & Grape Foundation har New Yorks vinindustri bidraget med 4,8 milliarder dollars (cirka 26 mia. kr.) til statskassen. Det er en vækst på hele 27% i forhold til en tidligere undersøgelse fra 2008.
Det store bidrag skyldes blandt andet de mange brancher og industrier, der knytter sig til vinindustrien. Det gælder fx transport af vinen, landbrugsudstyr til vinmarkerne og fremstilling af vinfade, tanke og emballage. Og så er der vinturismen, der genererede 5,29 mio. besøg i 2012.
Derudover giver vinindustrien i New York arbejdspladser svarende til 25.000 fuldtidsjob.

Knopperne fryser i New York
I år trues New Yorks ekspanderende vinindustri dog af den isnende kulde, som har erobret USA’s østkyst. Forskere fra Cornell University har til den amerikanske tv-kanal 13wham ytret, at den ekstreme kulde indtil videre har gjort ubodelig skade på omkring halvdelen af knopperne i New Yorks vinmarker - knopper, der gerne skulle være blevet til blomster, druer og vin.
Nogle vinhuse - bland andet Three Brothers Vineyard and Winery - har mistet næsten 90% af den kommende høst.
Situationen er alvorlig, men den kan blive endnu værre. Hvis temperaturerne falder yderligere, kan man risikere, at safterne inde i vinstokkene fryser, hvorved stammerne kan slå revner. Sådanne skader medfører døden for vinstokkene, og så er der ikke andet at gøre end at rive dem op og plante nye.







Kalorier på vinflasken
Den store supermarkedskæde Sainsbury’s, der har 1106 forretninger i Storbritannien, har stillet sine mange kunder to spørgsmål. Det ene gik ud på, om de vidste, hvor mange kalorier, der var i et glas vin - det andet, om de ønskede at få det oplyst på vinflaskerne.
Det viste sig, at 85% af de adspurgte briter ikke kendte til kalorieindholdet i et glas vin. Og på det anden spørgsmål svarede 66%, at de syntes, det ville være på sin plads med en sådan oplysning på flaskerne.
Nu vil Sainsbury’s som et forsøg anmærke kalorieindholdet i et glas vin på 12,5 cl på tyve af sine egne vinmærker.
Den britiske sundhedsminister, Jane Ellison, jubler over ideen, mens to andre store supermarkedskæder, Tesco og Morrison ikke går ind for at nævne kalorieindholdet på vinflaskerne. Men hvad mener VinAvisens læsere?
Skal der også tælles kalorier, når det gælder vin, eller skal vinen have lov til at være det befriende indslag i en ellers kalorietællende verden?
Vi vil lade det komme an på en rundspørge. Sæt venligst en prik i skemaet nedenfor senest fredag d. 7. marts, så bringer vi svaret i den efterfølgende uge.
Og kom meget gerne med input og kommentarer omkring emnet til info@vinavisen.dk.







Første Margaux-slot med kinesisk ejer
Det er efterhånden en kendt sag, at stadig flere kinesere køber vinslotte i Bordeaux.
Nu har et kinesisk firma for første gang købt et slot i Bordeaux-appellationen Margaux. Det drejer sig om det statsejede energifirma Liaoning Energy Investment, som har erhvervet aktiemajoriteten i slottet Clos des Quatre Vents.
Sælgeren er Luc Thienpont, og ud over Clos des Quatre Vents og dets 7 hektar vinmarker får det kinesiske firma også Château Bonneau i Haut-Médoc med i købet.
Til Decanter har Thienpont udtalt, at han har valgt at sælge fra, da han har seks børn. Udsigten til at skulle dele ejendommene mellem dem med de arveafgifter, som gælder ifølge fransk lov, er uoverskueligt.
Thienpont forbliver som med-direktør af Clos des Quatre Vents i mindst to år. Her skal han arbejde sammen med Lina Fan, der er kineser, men har boet og arbejdet i årevis i både Champagne og Loire.

Den forfærdelige ulykke
Lina Fan var gift med Peng Wang, der døde i december sidste år under tragiske omstændigheder.
Som vi fortalte i uge 1, styrtede en helikopter til jorden med både den gamle og den nye ejer af Château de la Rivière i Bordeaux - James Grégoire og kinesiske Lam Kok. Sammen var de taget af sted på en helikoptertur over slottets vinmarker, og lige inden landing styrtede helikopteren ned i Dodogne-floden af ukendte årsager. Om bord var også Koks 12-årige søn og Peng Wang, der var tolk og Koks finansielle rådgiver.
Alle omkom, og først for få dage siden er det lykkedes at finde og bjærge det sidste af ligene. Nu skal man så til at undersøge årsagen til ulykken.
Imens går livet videre i Bordeaux med nye slots-køb og -salg og nye arbejdsopgaver.






Nedgang i fransk eksport
Sidste år eksporterede Frankrig i alt 200 millioner kasser vin og spiritus til en værdi af 11 milliarder euro (cirka 82 mia. kr.). Heraf udgjorde Bordeaux-vin, champagne og cognac hele 60% i værdi.
Sådan ser de nyeste tal ud fra den franske handelsorganisation for vin og spiritus FEVS (Féderation des Exportateurs de Vins & Spiritueux).
Det lyder jo, som om der er godt gang i den franske eksport, men faktisk blev der i 2013 eksporteret 3,3% færre flasker fransk vin end året før. I værdi var der derimod en nærmest ubetydelig nedgang på kun 0,1%.
Årsagen til denne forskel er, at nedgangen i eksporten især har ramt vinene i den billige ende af prisskalaen. Her blev der eksporteret hele 17,3% færre flasker.
Eksporten af fransk spiritus tog også et dyk i 2013 på 3,9 % i volumen og 1,1% i værdi.

...




Jason Crawley demonstrerer sin Imperial Shaker, der er skabt ud fra en gammel 1800-tals tegning.

En cocktailshaker-maskine
Jason Crawley rejste i tidernes morgen fra Storbritannien til Australien, hvor han i dag er en af landets mest anerkendte bartendere.
I årevis har han haft en drøm om at lave en kopi af en cocktailshaker-maskine fra 1800-tallet, som han engang havde fundet en gammel og meget udførlig tegning af i London.
Nu er det lykkedes ham, og det tog fem år at skabe Crawley’s Imperial Shaker, som han har døbt den.
Det er en effektiv maskine med hele fire shakere i sølvbelagt kobber.

Kun tolv eksemplarer
De fire shakere, der kan indeholde ingredienser til forskellige cocktails, bliver rystet grundigt op og ned og fra side til side, når man drejer kraftigt på et hjul med håndsving.
en lille film på YouTube kan man se Jason Crawley demonstrere, hvordan maskinen virker.
I første omgang vil der blive fremstillet tolv eksemplarer af Crawley’s Imperial Shaker, og de kan købes i forsalg for 16.500 AUD (cirka 81.000 kr.).
Crawley har også tænkt sig at donere en maskine til Museum of the American Cocktail i New Orleans.














Den daglige leder af Reka Moscow, Michel Lombardi, præsenterer cocktailen til 272.000 kr.

En meget dyr cocktail
En cocktail til 272.000 kr. er ikke hverdagskost - heller ikke i Reka Moscow, den fashionable restaurant i Moskva, hvor den blev kreeret og serveret.
Det skete for nylig i anledning af åbningen af en is-terrasse i forbindelse med restauranten. Terrassen er skabt af 20 tons is fra Sibirien og dækker et areal på 120 kvadratmeter. Borde, stole og drinksglas er ligeledes af is. Et infrarødt varmesystem sørger for, at gæsterne kan holde varmen, uden at isen smelter.
Terrassen åbnede lige før starten af Vinter-OL i Rusland, og det var restaurantens daglige leder og køkkenchef, Michel Lombardi, der fik idéen til den kostbare cocktail.
Ud over en række mere almindelige ingredienser indeholdt cocktailen tre 1 til 1,5 karat diamanter fra det italienske juvelerfirma Crivelli. Drinken blev udbudt til salg, og det blev en rig entreprenør og stamkunde hos Reka Moscow, Andrey Melnikov, der tog det store kreditkort frem.
Endnu en udgave af cocktailen kunne vindes senere på aftenen ved lodtrækning mellem de i alt hundrede indbudte gæster.





    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Svendborg Vinimport er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Morten Stjernholt Nielsen (f. 1977) fik smag for vin, da han læste spansk på aftenskole i sin fødeby Svendborg for omkring femten år siden. Læreren var fra Chile og meget glad for vin, og undervisningstimen afsluttedes derfor ind imellem med et godt glas vin.
    Morten Stjernholt Nielsens vin-interesse tog for alvor fart et par år senere, hvor han var flyttet til København og deltog i en række vinsmagninger. I første omgang forblev vinen dog udelukkende en fritidsinteresse. Han blev uddannet massør og arbejdede derefter tre år som cykelbud, hvor han lærte de københavnske gader at kende til fingerspidserne fra cykelsadlen.
    I 2005 flyttede han tilbage til Svendborg, hvor en ny uddannelse som fængselsbetjent blev føjet til cv’et.
    I dag har han et godt job på den rigtige side af tremmerne, og de skæve arbejdstider som fængselsbetjent har gjort det muligt for ham at gøre drømmen om en egen vinforretning til virkelighed.
    I 2011 åbnede han internetfirmaet Svendborg Vinimport. Målet var at skabe en webshop med en god sammenhæng mellem pris og kvalitet - et sted, hvor han selv ville købe vin. Desuden håbede han via arbejdet med firmaet at få en endnu større viden om vinens verden.
    Det er frem for alt vine fra den italienske Veneto-region og den franske Rhône-dal samt nogle gode flasker portvin, man finder på "hylderne" i forretningen. Nogle af vinene er egen import, mens andre stammer fra en række danske vinimportører.
    Ud over salget af vin tilbyder Morten Stjernholt Nielsen også afholdelse af vinsmagninger for firmaer og private.
    Fritid er der ikke voldsomt meget af, men den, der er, bruges sammen med hustruen Karen og deres to børn, Emil på 6 år og Anna på 3 år. Børnene bliver også slæbt med på besøg på diverse vingårde, når familien er på ferie i fx Rhône. Interessen for vin må gerne spire så tidligt som muligt.
    Ud over familien og rejser bruger vinmanden en hel del tid på racercyklen - med håbet om, at formen bliver god nok til i 2014 at køre 24 timers landevejsløb for sjette gang.
    Adresse: Svendborg Vinimport, Walkendorffsvej 48, 5700 Svendborg, tlf.: 42 66 90 01, e-mail: svendborgvinimport@hotmail.com, www.svendborgvinimport.dk.







    Ugens vinøse billede
    I sidste uge tog Knud Erik Vingtoft dette billede under en vandretur i området omkring Popian i Languedoc i Sydfrankrig.
    – Der var forår i luften med solskin og en temperatur på 20 grader, skriver han. – Mandeltræerne blomstrede, og nye vinstokke blev forsynet med beskyttende plastnet.
    – Et sted gik en mand og spændte nye ståltråde ud til opbinding af vinstokkene på en forsømt vinmark. Det er ham, man ser på billedet her. Den store rulle ståltråd havde han på et særligt stativ.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er velkomne til at sende os vinøse billeder. Send dem digitalt og i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    261 Den 800 m brede flod Rhein spejler Solens lys op gennem vinmarkerne i distriktet Rheingau (foto © Balthasar Ress).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 58 vine. Af disse vine var der 43, som fik mere end to stjerner og hele 36, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 207 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine inkl. de femten, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Passimento, Famiglia Pasqua, Garganega, Veneto IGT, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
50 kr., Rema 1000
Vinens navn, Passimento, henviser til Veneto-regionens traditionelle appassimento-metode - den med de tørrede, rosinagtige druer, der anvendes til Amarone. Her er den brugt til en dejlig hvidvin. Vinen smager ganske enkelt godt og er et fund til prisen. Fyldig frugt, noter af abrikos, tørrede frugter, grape ...


Caldora, Trebbiano, Abruzzo, Italien, 2012, lav alkohol (12%)
59,95 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
Vellavet hvidvin på den meget udbredte drue Trebbiano, der i Frankrig hedder Ugni Blanc og bruges til cognac. Vinen har en god frugtfylde, en lille fedme, fint krydderi og tilpas syre.


Granfort, Colombard, Gascogne, Frankrig, 2012, lav alkohol (11,5%)
69 kr., Kjær & Sommerfeldt
En herlig og imødekommende hvidvin med en liflig duft af kærlighedsfrugt. Smagen er fyldig og mild med noter af solmodne citrusfrugter. Nyd den til stegt kylling eller skaldyrssalat.


Dominique Laurent, Chardonnay, Petit Chablis, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
"Sans collage, sans filtration" står der med store bogstaver bag på flasken. Det betyder "uden klaring (fx med æggehvider) og uden filtrering". Petit Chablis er det laveste trin på Chablis' kvalitetsskala, men denne vin er ikke desto mindre rigtig god. Den har en god druesmag, mineralske noter og en blød syre.


Signature, Muré, Riesling, Alsace, Frankrig, 2011, lav alkohol (12%)
129,75 kr., på tilbud indtil 23. marts: 99,75 kr., Skjold Burne
Frisk hvidvin med et godt billede af Riesling-druens fortræffeligheder. Vinen har en fin krydring, mineralske noter og tilpas syre. Flasken har skruelåg.


Von Unserm Riesling Trocken, Balthasar Ress, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2012, middel alkohol (13,5%)
140 kr., H.J.Hansen Vin
Duften af denne hvidvin er elegant og parfumeret - på den gode måde. Smagen er meget aromatisk med en fin fedme og noter af rød grapefrugt. Prisen er yderst rimelig for en vin af denne kvalitet. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Calle Principal, Contralto, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2012, lav alkohol (12,5%)
44,95 kr., Smile Marketing Group
En let og dejlig rødvin - og dertil en uhørt billig vin. Den har blød frugt og en fin sødme. Den femte stjerne får den for prisen.


Orizzonti, Valpolicella, Ripasso, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
69 kr., Multi Wine
Sådan skal en Ripasso fra Valpolicella smage. Den har blød, saftig frugt, noter af kirsebær, bløde tanniner ... En meget anvendelig rødvin.


Manso, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
75 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Til kun 75 kr. er dette en usædvanlig dejlig rødvin. Et fund. Den smager simpelt hen vidunderligt - varm fylde, vanille, lækker sødme. Anvendelig til mange retter, men også som meditations-vin.


Gran Sasso, Sangiovese, Tierre di Chieti IGT, Italien, 2012, lav alkohol (12,5%)
79,95 kr., pris ved 6 flasker: 64,95 kr., Vinmonopolet
Sidste år smagte vi denne rødvin i årgangen 2009 og var ikke særligt imponerede. Med 2012'eren går det meget bedre. Det er faktisk en meget dejlig vin med en varm, fyldig Sangiovese-smag med en fin, let sødme. Den smager som en god Chianti.


Altos Ibéricos, Torres, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
79,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 9): 50 kr. ved 2 flasker, Kvickly
Elegant og meget lækker rødvin med blød frugt og delikate fadtoner. Til tilbudsprisen er dette simpelt hen et coop (kup).


Tinazzi, Corvina, Provincia di Verona, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinova
Corvina er en drue, der bruges meget i Veneto, blandt andet til Valpolicella. I denne fortræffelige rødvin har den hovedrollen, og den spiller op med en dejlig frugtsmag med noter af kanel, lakrids og anis.


Domaine André Brunel, Grenache, Vin de Pays de Vaucluse IGP, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
89 kr., på tilbud indtil 22. marts: 69 kr., Vinoble
Fortræffelig rødvin med Grenache-druens brede fylde og saftighed. Flasken har skruelåg.


Château Lamy, Corbières, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Propperiet
Denne udmærkede rødvin på druerne Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre har fyldig frugt, et charmerende krydderi og til slut et syrligt bid, der går godt til mad.


La Tribu, Bodega el Angosto, Valencia, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
99 kr., på tilbud til 75 kr., Jysk Vin
En forrygende god rødvin med så koncentreret frugt, at man kan skære gennem den. I smagen er der modne hyldebær, blå blommer, søde brombær og en anelse mørk chokolade. En vin, hvor lige dele Garnacha, Monastrell og Syrah indgår et perfekt ægteskab. Det eneste minus er etiketten, hvor grafikken gør det temmelig svært at finde information om vinen. Men alt er tilgivet, når først man smager på indholdet.


Colle Scancellato, Gustavo Tiburzi, Umbria IGT, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
99 kr., pris ved 12 flasker: 89 kr., Distinto
Ufiltreret rødvin på druerne 70% Sangiovese (70%), 20% Sagrantino (20%) og Ciliegiolo (10%) - og en helt vidunderlig vin. Den kunne i princippet koste 200 kr. (eller 199,95 kr.), så herlig er den. Blød, bred frugt, fint krydderi - fin harmoni.


Rinero, Desmonta, Merlot, Veneto IGT, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
99,75 kr., på tilbud indtil 23. marts: 69,75 kr., Skjold Burne
Denne rødvin er et godt glas - ikke mindst til tilbudsprisen. Den har en varm frugtsmag med fin krydring og en rar sødme. Vinen er fremstillet efter Ripasso-metoden og lagret på små egetræsfade.


Heinrich Spindler, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2011, lav alkohol (13%)
119 kr., Den lille Vinkælder i Fredericia
Spätburgunder er det tyske navn på druen Pinot Noir, og denne rødvin giver et fint og rent billede af den gode drue. Det er en let vin med frisk frugt og noter af kirsebær.


Wente, Cabernet Sauvignon, Livermore Valley, Californien, 2011, middel alkohol (13,5%)
119,75 kr., på tilbud indtil 23. marts: 89,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En harmonisk og dejlig rødvin med god, ren frugtsmag og en fin krydring. En vin, der egner sig til mange ikke alt for kraftige retter.


Premium 50 Barricas, Alceño, Syrah, Jumilla, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)
124 kr., på tilbud til 89 kr., Jysk Vin
En flot rødvin med duft af mørke kirsebær, modne blå blommer og chokolade. I smagen er der koncentreret bærmost og et strejf af aromatisk peber. Symfonien af indtryk afsluttes af en fin og forfriskende syre. En vin med mange facetter. Nyd den fx til fuglevildt.


Villa di Illasi, Amarone della Valpolicella, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
129,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke nogen bamse, ikke nogen spritkant, ikke nogen rosinsmag - måske ikke, hvad nogle vil forvente ved navnet Amarone. Men det er faktisk en elegant og dejlig rødvin, som vil passe til mange kødretter.


Shotfire, Thorn-Clarke, Shiraz, Barossa, Australien, 2011, høj alkohol (14,5%)
179,75 kr., på tilbud indtil 23. marts: 149,75 kr., Skjold Burne
En bulderbasse af en australsk rødvin - men på den gode måde. Den har en intens og aromatisk duft af syltede kirsebær og en stor, bred og fyldig smag med masser af frugt og bær, krydrede noter og et strejf af vanille. Utroligt at der kan komme så meget frugt-power ud af blå druer.


Albarola, Tacchino, Barbera, Monferrato, Italien, 2011, høj alkohol (14,5%)
198 kr., Quist Wine
Vellavet Barbera-rødvin med bred frugt og fint krydret smag. Den har god syre og er derfor velegnet til mange retter i det italienske køkken - og andre gode køkkener.


Il Tosco, Villa Vignamaggio, Toscana IGT, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
59 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
Denne rødvin er fremstillet på druerne Merlot og Sangiovese - lige meget af hver. Den er lidt enkel, men har god, fyldig frugt og en frisk grapesyre.


Duc de Belmonde, Pays d'Oc IGP, Frakrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
59,95 kr., ViniPortugal
En hverdags-vin på druerne Cabernet Sauvignon og Syrah. Den har en udtalt Cabernet-smag med tørhed og syre.


Tatu, Vigne & Vini, Primitivo, Tarantino IGP, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
69,95 kr., Amka
Der er bid i denne rødvin, der er udpræget til mad med en kraftig smag.


Cepa 50, La Bodega de Pinoso, Monastrell, Vinos Alicante, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)
59,95 kr., på tilbud i februar, Erik Sørensen Vin
En rødvin med tyngde og et lille bid i slutningen. Man tænker på en te, der har trukket lidt for meget. Ikke den mest elegante vin, men man får smæk for skillingen.

Sød vin


The Senior, Nieport, Tawny Port, Portugal, høj alkohol (20%)
169,75 kr., på tilbud indtil 23. marts: 129,75 kr., Skjold Burne
Superlækker og rigt faceteret portvin ned noter af figner og dadler, abrikos og kvæde. Dertil en god syre, der afbalancerer sødmen.

1. Vinene fra Franken


Würzburger Stein Riesling, 1. Lage, Juliusspital, Riesling, Franken, Tyskland, 2012, høj alkohol (14,5%)
195 kr., H.J.Hansen Vin
Rygraden i denne hvidvin er en flot stringent syre, som forenes med noter af aromatiske citrusfrugter. Man mærker slet ikke det høje alkoholindhold. En herlig vin, som vil gøre sig godt i selskab med skaldyr. Flasken har skruelåg.


Würzburger Stein Silvaner 1. Lage, Juliusspital, Silvaner, Franken, Tyskland, 2012, middel alkohol (14%)
195 kr., H.J.Hansen Vin
En hvidvin med en aromatisk duft af sommerblomster. Den har en behagelig fedme, der forlænger den friske smag af citrusfrugter. 195 kr. er faktisk meget rimeligt for en vin af denne kvalitet. Flasken har skruelåg.


Würzburger Stein Riesling, 1. Lage, Grosses Gewächs, Juliusspital, Riesling, Franken, Tyskland, 2012, lav alkohol (13%)
350 kr., H.J.Hansen Vin
En elegant og harmonisk hvidvin, der dufter, som den smager, af fersken og friske citrusfrugter i skøn forening. En tilpas fedme giver vinen en fløjlsblød afslutning. En vin helt i top. Flasken har skruelåg.


Würzburger Stein Silvaner, Grosses Gewächs, Trocken, Juliusspital, Silvaner, Franken, Tyskland, 2012, middel alkohol (14%)
325 kr., H.J.Hansen Vin
Denne hvidvin har en fin herbal og mineralsk duft. Smagen er kraftig og frugtrig og med en anelse sødme til slut - samt et lille alkoholbid. Prisen er nok lige i overkanten. Flasken har skruelåg.

2. Vinene fra Rheingau


Hattenheimer Schutzenhaus Riesling Kabinett, Balthasar Ress, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
125 kr., H.J.Hansen Vin
Farven på denne hvidvin er næsten klar som vand - men der er intet vand over smagen. Det er en super elegant vin med masser af frugt og en fin sødme, som gør den velegnet til let krydret asiatisk mad. Det er også en vin med en lang holdbarhed. Den er en nydelse nu, og det vil den ifølge vinmageren også være om 20 år. Flasken har skruelåg.


Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Grosses Gewächs, Balthasar Ress, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2012, lav alkohol (12,5%)
375 kr., H.J.Hansen Vin
En helt igennem flot hvidvin med en aromatisk krydret duft og en fyldig og spændende smag med moden frugt og noter af malt og salvie.


Rüdeshiemer Berg Schlossberg Riesling Grosses Gewächs, Balthasar Ress, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2012, lav alkohol (9,5%)
395 kr., H.J.Hansen Vin
Denne hvidvin har en overvældende duft med noter af blandt andet kamfer. Smagen er krydret med et strejf af maltbolsjer. Det er en spændende og overraskende vin, der dog ikke helt hænger sammen - heller ikke med den høje pris.

3. Vinene fra Pfalz


Deidesheimer Kieselberg Trocken, 1. Lage, Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
160 kr., H.J.Hansen Vin
En elegant, blød og let krydret hvidvin med en fin mineralsk duft og en perfekt balance mellem sødme og syre. Nyd den til en god lys fiskeret. Flasken har skruelåg.


Forster Ungeheuer Ziegler, Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2012, lav alkohol (12,5%)
240 kr., H.J.Hansen Vin
Der er markante mineralske noter i duften af denne elegante hvidvin. Smagen er tør og har ligeledes en fin mineralitet. En herlig vin til gode fiskeretter. Flasken har skruelåg.


Deidesheimer Kalkofen Spätlese Trocken, Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2012, lav alkohol (13%)
370 kr., H.J.Hansen Vin
En fantastisk hvidvin. Den er tør, men har også en anelse sødme og duft og smag af eksotiske frugter. En behagelig fedme sørger for, at den liflige smag bliver rigtig længe i munden. Nyd den godt afkølet, som den er eller til lette retter med et eksotisk indslag.


Riesling Trocken, Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2012, lav alkohol (12%)
120 kr., H.J.Hansen Vin
En god, frisk og ungdommelig hvidvin med en sart blomsterduft og frisk frugt i smagen - der dog forsvinder lidt hurtigt.

4. Vinene fra Mosel


Brauneberger Juffer Kabinett, Max Ferd. Richter, Riesling, Mosel, Tyskland, 2012, lav alkohol (8,5%)
130 kr., H.J.Hansen Vin
Både duften og smagen af denne dejlige hvidvin har noter af eksotiske frugter. Det er en mild vin - også når det gælder alkoholen - og den har en indtagende og længevarende sødme, som gør den velegnet til lette asiatiske retter.


Brauneberger Juffer Sonnenuhr Spätlese, Max Ferd. Richter, Riesling, Mosel, Tyskland, 2012, lav alkohol (8,5%)
170 kr., H.J.Hansen Vin
En stor, flot og fyldig hvidvin med megen sødme og noter af modne grønne druer og tørrede abrikoser. En lækkerbisken, der fx kan ledsages af en let og ikke for sød frugtdessert.


Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Max Ferd. Richter, Riesling, Mosel, Tyskland, 2012, lav alkohol (7,5%)
265 kr., H.J.Hansen Vin
Sikke en vidunderlig hvidvin. Den er sød uden af være sliksød, og sødmen får fornemt modspil af krydrede noter, mango, papaya og andre eksotiske frugter. Vinen vil være fin til en sød frugtdessert eller måske en nøddekage. Trods den høje pris er den hver en krone værd.


Graacher Dompropst Auslese Trocken, Max Ferd. Richter, Riesling, Mosel, Tyskland, 2012, lav alkohol (11%)
275 kr., H.J.Hansen Vin
En fin aromatisk duft med noter af tulipaner stiger til vejrs fra glasset med denne hvidvin. Smagen præges af en flot rank syre og elegante noter af citrusfrugt. En fortræffelig vin, man ikke glemmer lige med det samme.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.