Nyheder i uge 18, 2015


Følg os på Facebook




.

OBS! Næste udgave af VinAvisen udkommer
undtagelsesvis fredag d. 1. maj.





Til højre Francesco Ricasoli og til venstre hans danske agent, Jens Simonsen.

    Besøg af den 32. baron
    I forrige uge var der fornemt besøg hos Skovgaard Vine i Slagelse. Barone Francesco Ricasoli, der ejer Italiens ældste vingård, var kommet til Danmark og lod os smage en række af sine dejlige vine.
    Hans vingård er Castello di Brolio, som familien Ricasoli kan føre tilbage til 1141, og selve slottet er en kæmpemæssig bunke mursten med fornemme sale, omgivet af 240 hektar vinmarker i Chianti Classico.
    Francesco Ricasoli er familiens 32. baron, og det var hans tipoldefar, Bettino Ricasoli, der i 1872 fastlagde, hvordan Chianti-vin skulle laves.

    En fremskridtets mand
    Bettino Ricasoli var en fremskridtets mand. Han var en nøgleperson i samlingen af den italienske stat og landets anden statsminister. Man kaldte ham Jernbaronen.
    Allerede tyve år gammel begyndte han sine forsøg på slottet Brolio for at skabe en rødvin af høj kvalitet, og efter 30 år nåede han frem til formlen. Sådan skulle man lave rød Chianti. Den formel har man siden forladt (se boksen til højre).
    Også den nuværende ejer, Francesco Ricasoli, kan man kalde en fremskridtets mand. Siden han tog over i 1993, har han gjort et stort arbejde for at bringe slottets vine op til højeste standard.

    Et dybtgående studie
    Francesco Ricasoli begyndte med at genplante alle vinmarkerne, så vinstokkene i dag er over 30 år gamle, og samtidig indførte han druesorter som Merlot og Cabernet Sauvignon.
    I vinkælderen blev al teknik fornyet ‒ uden at barnet blev smidt ud med badevandet:
    -Vi bygger på en 1000 år gammel tradition, siger han, - men al stor tradition bør være dynamisk, ikke statisk.
    I nyeste tid har han gennemført et dybdegående studie af de enkelte markers terroir ‒ jordbund, mikroklima osv. Dels for at kunne vælge de rigtige vinplanter til den enkelte mark, dels for at kunne behandle planterne på den rigtige måde.
    Studiet er gennemført i samarbejde med ISSDS (Istituto Sperimentale per lo Studio e la Difesa del Suolo ‒ Research-Instituttet for Studiet og Bevarelsen af Jordbund) i Firenze.
    Smagningen af Francesco Ricasolis fine vine demonstrerede med al tydelighed, at hans bestræbelser bærer frugt. Nedenfor er der flotte stjerner til dem.

    Jernbaronens formel
    Bettino Ricasoli fastslog i 1872, at Chiantis rødvin skulle hente sin aroma fra druen Sangiovese.
    Druen Canaiolo Nero skulle give sødme og tæmme Sangioveses stramhed uden at formindske aromaen. De grønne druer Malvasia og Trebbiano skulle øge smagen og gøre vinen lettere og bedre egnet til dagligt forbrug. Og endelig skulle vinen laves efter den gamle governo-teknik med rosintørrede druer.
    At "fortynde" de blå druer med grønne kan virke lidt mærkeligt, men dengang var det svært at sortere stilkene fra. De gav en hel del bitterstoffer, og denne bitterhed kunne man modvirke med de grønne druer.
    Da Italien i 1963 indførte DOC-systemet, definerede man baronens formel nøjere: I den røde Chianti skulle der være 50-80% Sangiovese, 10-30% Canaiolo og op til 5% Colorino. Dertil 10-30% grønne druer. Dermed cementerede man en tradition, som der var mange gode grunde til at forlade.
    Kampen for at bruge andre druer og lave vinen på en anden måde blev lang, men den blev vundet. Forrest i denne kamp stod Piero Antinori og hans og onklens store vin, Sassicaia, lavet på Sangiovese og Cabernet Sauvignon.
    I dag har Sangiovese stadig hovedrollen, men den kan få følgeskab af op til 20% andre røde druer.








I Kontant ser man efterforsker hos Fødevarestyrelsens rejsehold Claus Sørensen foran en tavle med informationer om de mange vinglade danskere, der har købt de forfalskede vine. I udsendelsen samles trådene, og bagmanden afsløres.

Kontant om forfalskede brunello-vine
Forbrugerprogrammet Kontant på DR1 stillede i den forløbne uge skarpt på sagen om de forfalskede Brunello-vine, som vi omtalte første gang i uge 4.
En mand havde købt flere flasker Fanti Brunello årgang 2006 til kun 80 kr. stykket - hvilket i sig selv virkede mistænkeligt. Derudover opdagede vi, da vi fik tilsendt et billede af en af vinene, at den var helt gal med ordlyden på etiketten. Appellationen var anført som "Denominazione de Origine …" ‒ med en grov stavefejl: "de" i stedet for "di", som der naturligvis står på de ægte vine fra vingården Fanti.
Efterfølgende henvendte flere læsere sig, der ligeledes havde købt de forfalskede vine.
I udsendelsen tog Kontant på razzia sammen med Fødevarestyrelsens rejsehold, der var kommet på sporet af svindelsagen blandt andet via VinAvisen.

Sporene ender hos en slagter
Rejseholdet har kontaktet flere af de personer, der intetanende havde købt de forfalskede vine. Vinene var typisk blevet solgt til dem af en ven eller kollega, der havde købt dem af en eller anden i et fitnesscenter, en badmintonklub eller andre former for sportsklubber.
Det viste sig, at samtlige spor endte ét og samme sted, nemlig hos en slagter i Jylland.
Sammen med Kontant opsøgte rejseholdet slagteren, hvis navn dog ikke bliver oplyst i udsendelsen. Han indrømmede at have solgt de mange falske Brunello’er og fortalte, at han selv havde købt dem af en italiener. Og her ender så sporet - foreløbig. Slagteren er blevet politianmeldt, og man kan jo så håbe, at politiet kan få ham til at oplyse, hvem den pågældende italiener er.

Pingus er også mål for svindel
Berømte og kostbare vine, som fx Fantis brunello, vil altid være et oplagt mål for svindlere. I udsendelsen har Kontant også været på besøg hos danske Peter Sisseck, der fremstiller vin i den spanske region Ribera del Duero. En enkelt flaske af hans flagskib Pingus beløber sig til mellem 5000 og 10.000 kr.
Af udsendelsen fremgik det, at også Sisseck har været udsat for svindel. En ung russer hældte billig rødvin på flasker med falske Pingus-etiketter - som han fremstillede på et hotelværelse. De falske flasker forsøgte han derefter at videresælge til Frankrig.
Politiet fandt dog frem til den lagerbygning, hvor han opbevarede vinene, og de nåede at beslaglægge de fleste af flaskerne. Der var vin for over 1 mio. kr., hvis den var blevet solgt som Pingus. Manden blev stoppet, men enkelte flasker dukker stadigvæk op.

En mistænkelig henvendelse
Og det er ikke den eneste gang, Sisseck har været udsat for svindel med sin topvin. Til Kontant har han fortalt, at en restauratør i Galicien pludselig ringede til et propfirma og bad om at få trykt nogle Pingus-propper - altså propper med Sissecks logo på. Propfirmaet, der kender Sisseck, ringede straks til Sisseck og spurgte, hvorfor han ikke - som han plejede - selv bestilte sine propper ...





Forbud mod skrigende unger
Man sidder på en restaurant, har netop fået hældt en god vin i glasset og skal til nyde den første mundfuld. Og så lyder der et gennemtrængende vræl fra et barn ved nabobordet - og denne vrælen fortsætter under det meste af måltidet.
Hos restauranten The Lobster Pound and Moore i Nova Scotia i Canada var man blevet godt træt af små gæster med høje vræl, og efter megen overvejelse meddelte ejeren på restaurantens Facebook-side, at "små skrigende børn" fremover ikke måtte opholde sig i restauranten.

Meget vrede forældre
Ejeren havde dårligt nok slået meddelelsen op på Facebook, før det væltede ind med vrede kommentarer og mails, der anklagede restauranten for at diskriminere småbørnsfamilier - og oven i købet truede ham og hans familie.
Det fik restauranten til hurtigst muligt at fjerne meddelelsen igen, undskylde ordvalget og understrege, at "enhver sulten mave er velkommen hos os".
Fjernelsen af meddelelsen fik til gengæld den anden lejr - dem, der syntes, at det var alle tiders idé, restauranten var kommet på - til tasterne. En af tilhængerne skrev, at der burde gælde lige regler for alle gæster. Hvis han nu selv satte sig til at skrige lungerne ud midt i en restaurant, ville han jo blive bedt om at gå, og hvis han nægtede, ville politiet blive tilkaldt.

Hvad mener VinAvisens læsere?
En kvinde skrev, at restauranten intet havde at undskylde. Hun havde selv fem børn, og der var tidspunkter, hvor hun meget gerne ville gå på restaurant uden at være tvangsindlagt til at høre på børneskrig.
Det kan man jo godt følge hende i. Men kan man tillade sig at bandlyse en bestemt befolkningsgruppe - i dette tilfælde små børn - fra en restaurant?
Hvad mener VinAvisens læsere? Send os meget gerne kommentarer eller oplevelser på info@vinavisen.dk.




.




Vinderne fra sidste års danmarksmesterskab blev holdet fra vinfirmaet Otto Suenson.

Danmarksmesterskab i blindsmagning
Sidste år tog lederen af Vinakademiet, Thomas Ilkjær, og magasinet Gastro initiativ til en ny vinkonkurrence på dansk jord, Det åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning.
I år foregår dysten d. 3. maj kl. 13-17 på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, og startfeltet er endnu større end ved premieren sidste år. I alt er 99 deltagere tilmeldt, og det er 50% flere end sidste år. Og der er oven i købet venteliste - så stor har tilslutningen været.
Deltagerne har ligesom sidste år meldt sig som tremands-hold, og holdene består såvel af sommelierer, vinimportører, vinskribenter og vinentusiaster. Det med "åbne Danmarksmesterskab" skal nemlig tages helt bogstaveligt - enhver, der har lyst, er velkommen, dog er det en god idé at have nogen erfaring med blindsmagning med i bagagen.

Gratis adgang til finalen
I hovedkonkurrencen dystes der i tolv forskellige vine, hvorefter de tre bedste hold mødes i finalen med yderligere tre vine i glassene.
Finalisterne giver fra en scene i lokalet en kort mundtlig besvarelse af hver enkelt vin. Der gives udelukkende point for fuldt korrekte svar på vinenes oprindelse, druesorter, årgang, producent osv.
De korrekte svar afsløres løbende, hvorefter det hele slutter med den festlige kåring af vinderne. Mens den første del af konkurrencen er lukket for offentligheden, er der gratis adgang til overværelse af finalen. Og lægger man vejen forbi, er der også mulighed for at smage på de tre finale-vine samtidig med finalisterne - og hygge sig med et uofficielt gæt. Hvis nu man kommer tæt på eller rammer plet, kan man jo overveje at melde sig til næste års danmarksmesterskab.
Der er adgang fra kl. 15.30 via porten for enden af Kjeldsgårdsvej - herefter skal man bare følge skiltene til konkurrence-lokalet. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.

Prins Henrik stopper som vinbonde
I 1974, da dronningen og prins Henrik købte Château de Cayx i Cahors, gik prinsen straks i gang med at genplante slottets vinmarker, og i dag er de ældste vinstokke mere end 40 år gamle og dermed i deres bedste alder.
Gennem årene har prinsen sammen med ønologen Alexandre Gélis taget aktivt del i vinfremstillingen. Men nu er det slut. Prins Henrik har besluttet at bortforpagte såvel fremstillingen som salget af slottets vine til firmaet Vinovalie, en sammenslutning af fire vinkooperativer og private slotte i det sydvestlige Frankrig. Det ene af kooperativerne har prinsens far været med til at stifte i Cahors efter anden verdenskrig.
Selv om vinproduktionen bortforpagtes, vil man stadig kunne finde prins Henriks navn på vinetiketterne fra Château de Cayx, ligesom prinsen fortsat vil sælge vinene fra slottets egen butik.
På dansk jord vil salget også fremover blive varetaget af H.J. Hansen Vin.








En dykker med en af de gamle flasker champagne fra skibsvraget. Foto: www.visitaland.com.

Sød champagne fra 1800-tallet
I uge 29 2010 fortalte vi om de 168 flasker champagne, der blev bjærget fra et skibsvrag i havet ud for den finske øgruppe Åland. Flaskerne var fra omkring 1830 og fra champagnehusene Veuve Clicquot Ponsardin, Heidsieck og det ikke længere eksisterende Juglar.
For nylig udførte et hold forskere fra universitetet i Reims en nøje analyse af indeholdet i et par af flaskerne. Og det gav dem spændende ny viden.
Det viste sig, at den undersøgte champagne - der blandt andet var fra Veuve Clicquot Ponsardin - indeholdt 140 gram sukker pr. liter. Det er rigtig meget i forhold til en af nutidens tørre champagner, der indeholder mellem 8 og 12 gram restsukker pr. liter.

Kom ekstra sukker i den søde vin
Hidtil har man ment, at skibet med den boblende last var på vej til det champagne-elskende Rusland. Men den teori har de franske forskere manet i jorden. Selv om champagnen er ret sød sammenlignet med nutidens champagner, så ville den slet ikke have været sød nok til de russiske ganer.
Man ved nemlig fra brevkorrespondance mellem Madame Clicquot Ponsardin, der ejede Veuve Clicquot Ponsardin, at russerne dengang foretrak søde vine med hele 300 gram sukker pr. liter. Og så kunne de ifølge forskerne oven i købet finde på at hælde et par skefulde sukker i det fyldte vinglas.

Iltning hjalp på smagen
De franske forskere smagte også indholdet i en af flaskerne. Førstehåndsindtrykket var en ikke særlig behagelig aroma - lidt hen ad "vådt hår og ost". Men når champagnen blev iltet ved at blive slynget rundt i glasset, var den en helt anden oplevelse med en dejlig duft og smag med krydrede noter og strejf af frugt og blomster. Der skulle således bare lidt kunstigt åndedræt til for at vække den gamle boblevin.
Man kan godt misunde forskerne, at de har fået lov til at smage et af de gamle klenodier - gratis. Endnu er kun to af champagnerne, en flaske Veuve Clicquot og en flaske Juglar, blevet solgt. Det skete på en auktion hos Acker Merrall & Condit i 2011. Juglar-flasken indbragte et hammerslag svarende til 179.000 kr., mens flasken fra Veuve Clicquot gik for 224.000 kr.







<I hver af de tre dåser ligger der otte te-poser med den vinøse te.


Iste på drueskind
Det drueaffald - kerner, stilke og drueskind - der bliver til overs efter vinfremstillingen, blev i gamle dage for det meste kasseret. Men i de senere år har man fundet ud af, at affaldet kan bruges til mange forskellige formål - blandt andet som supplement til kvægfoder. Ud over at køerne kan lide drueaffaldet, skulle det også ifølge flere undersøgelser give et ekstra blødt og velmarmoreret kalvekød.
Drueresterne kan også bruges som kosttilskud i forskellige fødevarer, hvor det bidrager med sit indhold af det helsebringende stof resveratrol. Endvidere til druekerneolie, biobrændsel og kosmetik og som kompost til vinmarkerne.
Nu har to kvinder, Barbara Banke og Peggy Furth, der begge arbejder med vin i Californien, grundlagt et te-firma med navnet Republic of Tea, som netop har lanceret tre urte-isteer fremstillet på kasserede drueskind.

Vinsmagen dominerer
Republic of Tea byder på en rød iste på skind fra Cabernet Sauvignon, en hvid på Chardonnay og en rosé på en blanding af skind fra Pinot Noir og Sauvignon Blanc.
Drueskindene, som kommer fra en række vinhuse i Sonoma, bliver straks frysetørret efter presningen af druerne og iblandet lidt tørrede frugter og urter for at afrunde smagen i den færdige te.
Men det skulle ifølge firmaet være vinsmagen, der dominerer isteerne, og det anbefales da også at drikke dem til ost, paté osv.








En klase Carignan-druer.

En forening til ære for Carignan
Der findes et hav af vinøse foreninger, hvor vinproducenter mødes omkring forskellige emner og interesser. En af de meget små, som nok kun få har hørt om, er Vigno (Vignadores de Carignan).
Foreningen, der blev grundlagt i 2011, består af en gruppe på foreløbig femten medlemmer - alle chilenske vinproducenter, der har det fælles mål igen at gøre Carignan-druen udbredt i det chilenske distrikt Maule og at vise, at man kan fremstille kvalitetsvine på druen.
De første Carignan-vinstokke blev - som det eneste sted i Chile - plantet i Maule i 1939.
Vinstokkene havde man fået fra Argentina, og de nyplantede vinmarker erstattede i vid udstrækning marker med druen País, som var gået til grunde under et stort jordskælv samme år.

Vanding er bandlyst
Siden da har Carignan-druen levet lidt af en skyggetilværelse i Maule, ligesom vinstokkene er blevet blandet med País-vinstokke i de enkelte vinmarker.
Men i de sidste ti år er stadig flere chilenske vinproducenter begyndt at interessere sig for druen - og ikke mindst for de dejlige rødvine, som den kan forvandles til. Og det har så resulteret i Vigno.
Foreningen har opstillet en række regler for fremstillingen af Carignan-vine, som medlemmerne skal følge. Vinene skal indeholde mindst 65% Carignan, og druerne skal komme fra vinstokke, der er mere end 30 år gamle. Vanding er bandlyst, og vinene skal modne i to år før frigivelse til salg.

Førende producenter som medlemmer
De resterende procentdele af vinen kan være fremstillet på en række andre rødvinsdruer. Dog skal druerne ligeledes stamme fra Maule og fra gamle vinstokke, der ligesom Carignan-druerne ikke har modtaget andet vand end det, der en sjælden gang imellem kommer oppefra.
Endnu et krav er, at vinene alle skal navngives Vigno på etiketterne.
Medlemmerne af foreningen tæller førende producenter som Miguel Torres, Undurraga, Casa Lapostolle og Jackson Family Wines. Og Vigno har netop fået et nyt medlem, nemlig Chiles største vinproducent, Concha y Toro.


34/09




Da Italien kom til Valby
Når danske vinimportører er på udkig efter nye vine, kan de fx rejse ud i verden og banke på dørene hos vinproducenterne. Men de kan også deltage i diverse branchemesser og -smagninger i ind- og udland. Til disse udstillinger er der mulighed for at møde et større eller mindre antal vinproducenter, der netop søger en dansk importør.
Ofte er udstillingerne helliget vine fra ét og samme land - eller måske fra blot et enkelt vinområde.
Et eksempel var branchesmagningen All Italy, som blev afholdt for nylig af Vinens Hus i Hotel- og Restaurantskolen i Valby.

Både nord og syd var med
I alt 20 italienske vinproducenter, der alle søgte danske importører, var mødt op for at præsentere deres vine. Der var vine fra både nord og syd - fra blandt andet Veneto, Toscana, Marche, Piemonte, Puglia og Sicilien.
Rigtig mange vinbranchefolk lagde vejen forbi for at smage, få sig en snak - og måske indgå en aftale om import.
Ud over smagningen var der også et seminar, hvor Thomas Ilkjær fra Vinakademiet fortalte om Italiens mange lokale druer. Og det var et trækplaster med hele 40 deltagere.
Hvis man hører til vinbranchen, kan man rekvirere kataloget fra smagningen hos Pia Vodder fra Vinens Hus på pv@vinrejse.dk.





...





Her ses det billede, som blev taget under cocktail-kortets tur ud i rummet.

Cocktail-kort på rumtur
I uge 49 sidste år nævnte vi det nye og meget kreative cocktail-kort, som var på trapperne i Beaufort Bar i det fornemme hotel Savoy i London.
Der er tale om et popup kort lavet ligesom visse børnebøger og festlige fødselsdagskort. De forskellige drinks præsenteres således i form af tredimensionale illustrationer i papir.
For at gøre opmærksom på det nye cocktail-kort har baren tyet til en noget opsigtsvækkende happening. Et enkelt af de i alt 1000 eksemplarer, der er fremstillet af kortet, er blevet sendt 36 kilometer ud i rummet, hvor der så er blevet taget et billede med moder jord som bagtæppe.

Firma med speciale i rumfærd
Rumfærden blev varetaget af firmaet SentIntoSpace, der tilbyder kunderne at sende næsten alt mellem himmel og jord ud i rummet via en særligt designet "ballon". På et tidspunkt vil ballonen gå i stykker, hvorpå en faldskærm vil folde sig ud og genstanden, der er sendt op, komme tilbage til jorden.
På firmaets hjemmeside viser en lille film, hvordan opsendelsen af en bamse foregår.





]


--,,,,,,,,,,,--,
Den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.
.....



Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinens Hall of Fame
Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Peter Gago, der fremstiller en af verdens mest berømte vine. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.


,

Peter Gago (f. 1957) er manden, der har ansvaret for fremstillingen af den den australske rødvin Penfolds Grange - en af verdens mest berømte og kostbare vine.
Han er født i England og kom til Australien med sin familie, da han var seks år gammel. Senere tog han en bachelor i naturvidenskab ved universitetet i Melbourne og fik job som gymnasielærer i kemi og matematik.
Peter Gagos stigende vininteresse fik ham dog til efter otte år at bytte lærerrollen ud med skolebænken - denne gang for at læse til ønolog ved Roseworthy College i Adelaide.
Han var så heldig efter endt uddannelse i 1989 at blive en del af vinmager-holdet hos det berømte vinhus Penfolds. Hans første opgave var at deltage i fremstillingen af husets mousserende vine, men snart blev han flyttet over på det hold, der tog sig af Penfolds fornemme rødvine.
Peter Gagos dygtighed og entusiasme medførte, at han i 2002 efterfulgte John Duval som Penfolds chefvinmager - en stilling, som kun tre andre vinmagere havde bestredet før ham.
Den første af disse chefvinmagere var Max Schubert, manden, der skabte rødvinen Penfolds Grange, som i dag koster omkring 5000 kr. flasken.
Det er fremstillingen af denne rødvin - samt alle Penfolds’s andre vine - som Peter Gago i dag står for.
Ud over, at han nøje følger såvel vinmarksarbejdet som vinfremstillingen hos Penfolds, er han også en efterspurgt foredragsholder og underviser. Og han er i høj grad en dygtig ambassadør for såvel Penfolds som for australsk vin som helhed.
Også via sine tre vinbøger har han været med til at udbrede kendskabet til australsk vin. Den første, "Discovering Australian Wine: A Taster’s Guide", udkom i 1995. To år senere fulgte "Australian Wine: From the Vine to the Glass" og i 2002 kom så "Australian Wine: Styles and Tastes".
Peter Gago har også høstet flere priser for sin indsats for australsk vin - i 2005 blev han udnævnt til Winemaker of the Year af Wine Enthusiast Magazine og i 2012 modtog han titlen som Winemaker’s Winemaker fra Institute of Masters of Wine i London.
Privat er han gift med Gail Gago, der er medlem af partiet Labor i South Australian Legislative Council.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
.....................
322 Vinen fejres under den russiske kronprins Paul Petrovichs indtog i Venedig I 1782 (radering, Giorgio og Domenico Fossati).
..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 46 vine. Af disse vine var der 35, som fik mere end to stjerner og hele 25, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 160 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. de elleve, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


,,,,,,,,,,
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
,,,,,

Mousserende


Zarea, Diamond Collection, Vin Spumant Rosé Sec, Metoda Traditionala, Rumænien, lav alkohol (11,5%)
89 kr., Vintjenesten
Cirka 20% af verdens boblevine laves efter Champagne-metoden, men i Rumænien er det kun 2%. Her er en boblende rosévin fra denne sjældne gruppe. Vinen har god frugt og en lidt bolsjeagtig sødme - men den er jo også "sec", som det hedder på boblesproget, når en boblevin er halvtør. Den fjerde stjerne får den for den rimelige pris.

Hvidvin


120, Santa Rita, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2014, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., SuperBest
En dejlig frisk hvidvin med smag af kærlighedsfrugt og citrus. En vin, mange vil kunne lide - og en god vin til den meget rimelige pris. Flasken har skruelåg.


Pearlstone, Rhebokskloof, Chenin Blanc, Paarl, Sydafrika, 2014, middel alkohol (13,5%)
80 kr., VIPvine
Dejlig, frisk og lækker hvidvin, let cremet og med fin balance mellem frugt, krydderi, sødme og syre. I slutningen et lille bid, der gør den fin til mad. Flasken har skruelåg.


The First Lady, Warwick, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2014, lav alkohol (13%)
85 kr., Jysk Vin
Dejlig hvidvin med en god, frisk Chardonnay-duft og en blød, let cremet smag med citron, eksotiske frugter og et lille bid, der er fint til mad. Flasken har skruelåg.


Saronsberg, Sauvignon Blanc, Costal Region, Sydafrika, 2014, middel alkohol (14%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Holte Vinlager
Vellavet hvidvin med et fint billede af druen Sauvignon Blanc. Med sin lækre blødhed og gode citrussyre er vinen velegnet både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Domaine Romarion, Chardonnay, Pays d'Oc, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
135 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw
Flot hvidvin med et meget lækkert og bredt smagsbillede. En interessant vin. I smagen grape, citron, ananas, papaya.


San Giovanni della Sala, Castello della Sala, Orvieto Classico Superiore, Italien, 2013, lav alkohol (12,5%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Wine.dk
Superlækker hvidvin på druerne Pinot Bianco og Viognier. Den har en liflig duft og en frisk, kompleks og harmonisk smag med mineralitet. En hvid meditations-vin. Vinen er VIVA-certificeret som bæredygtig.


Otella, , Lugana, Italien, 2014, lav alkohol (12%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr. flasken, Propperiet
Denne hvidvin befinder sig i en flot udstyret flaske med våbenskjold præget i glasset. Og indholdet lever fuldt ud op til det fine ydre. Det er en herlig vin med duft af kirsebærblomster og kærlighedsfrugt. Sidstnævnte findes også i den fyldige smag sammen med noter af klementiner og andre citrusfrugter.


Domaine de Fonrèche, Ventoux, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)
69 kr., pris ved 6 flasketr, The Wine Company
Denne hvidvin er meget let. Den har god frugt, men frugten bliver ret hurtigt overdøvet af noget tørt og bittert. En udpræget madvin.

Rosévin


Le Retour, Domaine Mur-Mur-Ium, Ventoux, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
100 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., Holte Vinlager
Elegant og forfriskende rosévin, ganske lys, nærmest den farve, som franskmændene kalder oeil de perdrix - agerhøneøje. Den har en fin duft og en smag, der nemt kan forveksles med en hvidvin. Altså ikke nogen marmelade-rosé, men en rosé, der er glimrende til mad. Den vil dog også kunne optræde som en god terrassevin.


Domaine Montrose, Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
110 kr., på tilbud indtil 27. juni: 79 kr. flasken, Vinoble
En rosé med en fin laksefarve og en dejlig, sommerlig duft af modne ribs. Smagen er saftig og mild, læskende og med forfriskende citrusnoter. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.


Carredueñas, Consejo Bodegas, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2014, middel alkohol (13,5%)
69 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
En ret fed og cremet rosévin med krydrede noter og bolsjesødme. Brug den fx til punch med frugter etc.

Rødvin


Trentatre Rosso, Salento, Italien, 2013, middel alkohol (14%)
49,95 kr., Amka
Al Syditaliens sol er samlet i denne flaske rødvin. Den dufter af modne blåbær og smager af mørke bær og moden frugt. Den har tilpas tanniner og en fin, lille sødme. Et godt glas vin til en meget rimelig pris. Nyd den fx til en omgang pasta med kødsovs.


Les Coudoulières, Côtes du Rhône Village Sablet, Frankrig, 2013, middel alkohol (13,5%)
53,38 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop
Denne rødvin er certificeret "bæredygtig produktion", og vi har ikke spor imod også at certificere den som "glimrende". Det er en virkelig dejlig Rhône-vin med liflig duft, god smagsfylde, tilpas krydret og med syre og sødme i fin balance.


Alabastro, Alianca - Vinhos de Portugal, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2013, middel alkohol (14%)
59,50 kr., Irma
Vinen fylder godt i munden med sin gode frugt, sit fine krydderi, sin gode, friske syre og sin lange eftersmag. Nem at drikke.


Tirteco, Neirano, Barbera d'Asti, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
75 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr. flasken, Granvino
En fuldblods italiensk rødvin med duft af modne brombær og krydderurter og med en bred, lækker og harmonisk smag med saft og kraft, moden frugt og fine krydrede noter. Et kup til tilbudsprisen.


TreGrande, Puglia, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
Navnet TreGrande skyldes, at rødvinen er lavet på tre store italienske druer: Primitivo, Negroamaro og Malvasia. Og det er en perfekt trekløver, der giver en fyldig vin med masser af frugt - især modne mørke kirsebær - og et strejf af mandelmasse. Vinen har en fin lille sødme, som mange vil kunne lide. Et kup til prisen ved 6 flasker.


Plan de Savoulous, Domaine Costerplane, Cabernet Sauvignon, Pay d'Oc IGP, Frankrig, 2011, høj alkohol (14,5%)
85 kr., Godsets Vin
Vellavet rødvin på biodynamisk dyrkede druer (Demeter). God duft og en bred smag med sorte bær, chokolade, peber, fin tørhed, god eftersmag - og kvalitet, kort sagt.


La Femade, Domaine Maby, Lirac, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%)
135 kr., Vestergaard Wines
Denne rødvin på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre har en god Rhône-duft og en god Rhône-smag. Bred frugtfylde, godt krydderi, tilpas syre og et lille bid. En vin i fin balance.


Teodoro, Tenuta le Calcinaie, Toscana IGT, Italien, 2007, middel alkohol (14%)
195 kr., Compagniet
Denne glimrende rødvin er lavet på økologisk dyrkede druer: Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon, og vinen er derfor en supertoscaner. Den er tør, med blød frugt, gode tanniner, mineralske noter og diskrete fadnoter fra de atten måneder på træ.


Les Mémentes, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)
200 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Herlig rødvin - en rigtig Châteauneuf med frugtfylde, krydrede noter - blød og lækker. Lad den gerne ligge endnu nogle år.


Gold Top, Skærsøgaard Vin, Rondo, Jylland, Danmark, 2013, lav alkohol (12%)
200 kr., Skærsøgaard Vin
Vi har tidligere smagt rødvinen Gold Top i årgang 2009. Den var dejlig og bestemt også til fem stjerner. Årgang 2013 er om muligt endnu bedre med sin dejlige duft af friske kirsebær og sin rene bærsmag. Vinen er fadmodnet i et år, hvilket har givet den en flot struktur. Den har også en rank syre, der gør den yderst velegnet til mad.


Domaine Roger Perrin, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)
249 kr., pris ved 6 flasker: 220 kr., Holte Vinlager
En flot og lækker rødvin, der åbner sig i munden med en vifte af smagsoplevelser. Oplagt til mad, men også fin som meditations-vin. Kan drikkes nu, men også ligge endnu fem-seks år.


Gemei, Ottells, Lugana, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
165 kr., Quist Wine
Denne charmerende rødvin kommer fra en vingård ved Gardasøens nederste ende, i regionen Veneto på grænsen til Lombardiet. Den er lavet på druerne Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Molinara og Rondinella og fremtræder med en dejlig duft og en smag med blød frugt, men også med en fremtrædende sødme, der måske gør vinen lidt endimensional. Flot flaske!


Helios, Vigna, Pinot Noir, Recas, Rumænien, 2013, middel alkohol (13,5%)
45 kr., VinMedMere.dk
En meget robust rødvin. Den er lavet på Pinot Noir - uden dog at smage meget af den gode drue. Til gengæld har den ret meget sødme. Flasken har skruelåg.


Campione, Grande Forte, Cabernet Sauvignon, Rubicone IGP, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
59,95 kr., Nordic Wine
En udpræget marmelade-rødvin med frugt, en masse sødme og ikke ret meget andet. Men er man til den søde side, vil man synes, at vinen er okay.


Viña Cobos, Felino, Malbec, Mendoza, Argentina, 2011, høj alkohol (15%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne rødvin er kraftig og på grænsen til for meget. Udpræget til en kraftig ret - og til dem, der foretrækker bamsevine. Tolv flasker vil nok være for meget ...


La Cour des Dames, Pinot Noir, Vin de France, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
99 kr., pris ved 12 flasker: 75 kr., Vinslottet
En meget let hverdags-rødvin med pæn frugt, men ikke noget større smagsspektrum. I eftersmagen tørhed og et lidt bittert bid. Flasken har skruelåg.


Henry Fessy, Gamay, Fleurie, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
149 kr., Lago Import
En lidt skuffende Beaujolais-rødvin med en markant citrussmag. Helt billig er den ikke.

Sød vin


Saint Patrick, Karl H. Johner, Baden, Tyskland, 2011, lav alkohol (13%)
112 kr., Vinbutikken.dk
En vidunderlig sød vin med noter af honning i duft og smag men også med en rank syre, der opvejer sødmen på bedste vis. En lækker sag til fx en nøddekage.

Vinene fra Barone Ricasoli


Rocca Guicciarda, Barone Ricasoli, Chianti Classico, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
149,95 kr., pris ved 12 flasker: 109,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
Denne rødvin har en dejlig duft af mandler med strejf af lakrids, mens smagen er let krydret, kødfuld, saftig og med liflige bærnoter.


Brolio, Barone Ricasoli, Chianti Classico, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
149,95 kr., pris ved 12 flasker: 109,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
En herlig rødvin med en meget aromatisk duft med noter af kirsebær og en smag fuld af sommerbær. Det er en elegant vin med tilpas syre og tilpas eg.


Castello di Brolio, Barone Ricasoli, Chianti Classico, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
368,95 kr., pris ved 12 flasker: 299,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
En rødvin med duft af kirsebær og mandler og med en let krydret, elegant, saftig og kødfuld smag. En vin helt i top, der kan drikkes nu eller gemmes til en god lejlighed. Vi smagte også årgang 2006, 2003 og 2000 (der dog ikke findes i handelen), og disse vine - hvor forskellige årgangene end var - viste, at det er en vin med et stort gemmepotentiale.


Colledila, Barone Ricasoli, Sangiovese, Chianti Classico, Italien, 2011, høj alkohol (14,5%)
369,95 kr., pris ved 12 flasker: 299,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
En stor og vidunderlig rødvin, fremstillet udelukkende på Sangiovese. Det er en fyldig og krydret vin med masser af frugt og en lang eftersmag med noter af rosmarin og anis.


Casalferro, Barone Ricasoli, Merlot, Toscana, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
369,95 kr., pris ved 12 flasker: 299,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
Merlot-druen er kendt for at give bløde og runde rødvine med en vis frugtsødme. Nogle gange bliver vinene lidt for bløde og runde og kan mangle noget karakter. Men sådan er det ikke med denne fortræffelige rødvin på 100% Merlot. Duften er utroligt aromatisk med noter af te og brombær, og ud over at smagen er blød og rund, er den også saftig, har rygrad og en fin frisk syre, der gør vinen yderst velegnet til mad. En vin helt i top.


Castelllo di Brolio Bianco, Barone Ricasoli, Toscana, Italien, 2013, lav alkohol (12,5%)
139,95 kr., pris ved 12 flasker: 99,95 kr. flasken, Skovgaard Vine
En dejlig og læskende hvidvin med god frugt og fine, krydrede noter.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.