Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40, 2015

Ny service i VinAvisen: Find vinen til maden

Måske står aftenens menu på pasta, eller også skal der en asiatisk inspireret ret på bordet. Uanset hvilken ret, man har tænkt sig at servere, er der inspiration at hente til valget af vin i VinAvisens nye service.

Hver uge bringer vi en lang række vinanmeldelser nederst på siden. Det bliver vi ved med, men fremover supplerer vi anmeldelserne med det banner, der ses herover. Her kan man klikke på en af ti forskellige typer af retter, hvorefter man kan se en liste over de vine, der egner sig som ledsager til disse retter. Gode råd om vinvalg indleder de enkelte lister.
Der vises kun vine, som er anmeldt i den pågældende uge, og blandt dem vil der være flere, der er på tilbud netop i ugen.
Nogle gange vil der ikke være bid, når man klikker på en ret. Det kan jo være, at vi til netop denne uge ikke har smagt vine, der fx egner sig til desserter eller fjerkræ.
Vi hører gerne fra læsere, der har input og kommentarer til vores nye service på info@vinavisen.dk.

182 mio. liter vin til Danmark

I alt importerede Danmark 182 millioner liter vin i 2014 - et fald på 8% i forhold til året før. Oplysningen stammer fra en nylig importstatistik fra VSOD (Vin og Spiritus Organisation i Danmark) og Dansk Erhverv. Nedenfor bringer vi en række andre interessante oplysninger fra statistikken.

Spanien har overhalet Frankrig


* 39 mio. liter af al den vin, Danmark importerede sidste år, kom fra Italien. Det gør italiensk vin til den største sællert på dansk jord for femte år i træk.
* På andenpladsen over de lande, som vi importerer mest vin fra, ligger Chile, tæt fulgt af Spanien, der har overhalet Frankrig og nu ligger på en tredjeplads.
* Importen af vin fra Frankrig er faldet med 46% siden 2006. Dog indtager fransk vin en flot fjerdeplads, når det gælder de lande, der leverer mest vin til danskerne.
* Siden 2006 er importen af sydafrikansk vin til Danmark steget med hele 78%.

Whisky er danskernes favorit


* Importen af spiritus til Danmark rundede 12,1 mio. liter i 2014 - en stigning på 3% i forhold til året før.
* Med en import på 1,4 mio. liter er whisky danskernes foretrukne spiritus - dog er det et fald i forhold til årene mellem 2007 og 2010, hvor importen i gennemsnit var dobbelt så stor.
* Vodka bider whisky i haserne med en import på 1,3 mio. liter sidste år. Dernæst følger likør med 1,1 mio. liter og rom med 890.000 liter.


En klase Carmenère-druer. Foto: Wikipedia/Lebowskyclone.

Tur-retur Bordeaux

Carmenère, Chiles nationaldrue, kommer oprindelig fra Bordeaux, hvor den i 1700-tallet sammen med Cabernet Franc skabte de store rødvine i Médoc. Men det er også en lidt besværlig drue, der kræver masser af sol og varme for at modnes, ligesom den er yderst modtagelig over for diverse sygdomme.
Derfor faldt druen efterhånden i popularitet hos Médocs vinproducenter, og det endte med, at de rev Carmenère-vinstokkene op ved rode for at plante andre druesorter.
Ad uransagelige veje endte druen i Chile, hvor den trives fint i det varme og tørre vejr.
Men nu er druen så småt begyndt at vende tilbage til Bordeaux - hvor det er tilladt at bruge den ifølge appellationsreglerne.

Bordeaux-vin på Carmenère


2. cru slottet Château Branc Cantenac i Margaux i Médoc plantede allerede i 2007 nogle Carmenère-vinstokke. Med de klimatiske ændringer havde Carmenère måske har en fremtid på fransk jord, tænkte man, og i 2011 kunne slottet komme 0,5% Carmenère i sin rødvin.
Noget mere er det blevet til hos Château Recougne, der ligger tæt ved Libourne. Her har ejerne, søskendeparret Marc og Elodie Milhade, fremstillet en vin på 85% Carmenère.
Parret har plantet druen i år 2000 på blot 2 hektar af deres i alt 100 hektar vinmarker, men vil nu udvide arealet betydeligt. Der er nemlig blevet taget godt imod deres Carmenère-vin, som de kalder en lettere og blødere udgave af de chilenske rødvine på druen.


Vingården Massandra på Krim-halvøen minder mere om en borg end om et vinhus. Bygningens kældre huser verdens største vinsamling. Foto: Wikipedia/Demmarcos.

Putin og Berlusconi på vingårds-besøg

Den russiske præsident Vladimir Putin har som bekendt i 2014 annekteret Krim-halvøen, der siden 1991 har været en del af Ukraine. Den ukrainske regering har selvsagt betragtet annekteringen som ulovlig, men russerne har bebudet, at de under ingen omstændigheder vil give Krim tilbage til Ukraine trods sanktioner og skarpe advarsler fra EU og USA.
For nylig besøgte Putin og hans gode ven, den tidligere italienske regeringschef Silvio Berlusconi, vingården Massandra på Krim. Denne vingård blev grundlagt i 1894 af den russiske zar Nikolaj d. 2., og det var fra dens kældre, zar-familien hentede gode vine til veldækkede borde i deres slotte. Indtil annekteringen af Krim var Massandra den ukrainske stats ejendom.

Åbnede en sherry årgang 1775


I Massandras kældre befinder sig en legendarisk vinsamling på mere end en million gamle flasker. Det er verdens største vinsamling, og den har naturligvis fået en plads i Guinness Book of Records. De mange flasker er vurderet til mellem 5 og 10 milliarder kr.
Under besøget hos vingården udviste Putin og Berlusconi stor interesse for de meget gamle vine i samlingen, hvorpå Massandras direktør, Yanina Pavlenko, åbnede en flaske sherry årgang 1775 - en af verdens ældste vine - for de to gæster. Nu er der kun fire flasker tilbage af denne legendariske vin i vingårdens kælder …
Begivenheden har rystet Ukraine, der stadig betragter Massandra for værende ukranisk ejendom.

Har lagt sag an mod direktøren


Den ukrainske regering har altid værnet om den fornemme vinsamling, og kun ved meget sjældne lejligheder er en enkelt gammel flaske blevet solgt eller givet som gave. Hver gang har det krævet to underskrevne dekreter fra den ukrainske præsident, og pengene fra et eventuelt salg er altid gået til den krimske vinindustri.
At det så oven i købet er Putin, der har været med til at nyde vinen, gør bestemt ikke sagen bedre.
Krims offentlige anklager - der dog lever i eksil i Ukraine - vil nu lægge sag an mod Pavlenko. Hendes handling anses af den ukrainske regering for det rene tyveri af den ædle sherry, der har en værdi svarende til 600.000 kr.
Pavlenko er i forvejen anklaget for landsforræderi i Ukraine, fordi hun stemte for den russiske annektering af Krim. Hun erstattede kort tid efter annekteringen den forhenværende direktør for Massandra, der havde haft jobbet i de sidste 27 år.


I Emilianas vinmarker, der dyrkes biodynamisk, har man høns til at spise burrito-billernes larver, som lever af vinstokkenes grønne skud.

Chiles første økologiske boblevin

Emiliana er Chiles største økologiske vinhus med vinmarker i vindistrikterne Casablanca, Maipo, Colchagua og Cachapoal.
Siden 2012 har vinhuset, der ejes af landets største vinproducent, Concha y Toro, også været certificeret som biodynamisk af Demeter, organisationen for biodynamisk jordbrug.
Nu har Emiliana lanceret Chiles første økologiske mousserende vin. Den er lavet på 60% Chardonnay og 40% Pinot Noir - altså de samme druer, som man bruger i Champagne. Den er fremstillet via Charmat-metoden, hvor andengæringen - der sørger for boblerne - foregår i en lukket tryktank og ikke i flasker som ved den traditionelle champagne-metode.
Af første årgang, 2014, er der kun fremstillet 14.000 flasker, men vinhuset vil tredoble antallet af flasker for årgang 2015.

Chile bobler derudad


Chile gør det i det hele taget rigtig meget inden for mousserende vine i disse år. For ti år siden blev der ikke fremstillet meget boblevin på chilensk jord, og den, der blev produceret blev som regel kun drukket lokalt. I dag har hovedparten af vinhusene deres egen mousserende vin, ofte skabt med eksport for øje.
Såvel i Chile som i mange andre lande er man klar over det ekspanderende marked for boblevine til rimelige priser.
Emiliana er af samme årsag også på vej med endnu en økologisk boblevin, som bliver frigivet til salg i begyndelsen af 2017. Og denne gang bliver vinen fremstillet med andengæring på flaske.

Fin høst trods regnvejr

September har været en regnfuld måned i Bordeaux. I gennemsnit er der faldet 58 mm, og i Saint-Estèphe hele 60 mm. Det er tre gange så meget som i samme måned sidste år.
Hvidvinsdruerne er for længst i hus, mens høsten af rødvinsdruer venter lige om hjørnet.
Overalt lyder det fra vinproducenterne, at rødvinsdruerne har kunnet klare den megen regn, da de er i topform efter en perfekt vækstsæson og derfor har været i stand til at modstå de udbrud af råd, som har vist sig hist og pist i vinmarkerne.

Svampen er ankommet


Også i de ”søde” appellationer, Sauternes og Barsac, er det smil på læberne hos vinproducenterne. Svampen Botrytis cinerea, der forårsager den uundværlige ædle råddenskab, har indfundet sig, og i Sauternes har man høstet de første indskrumpede druer. Her foregår høsten traditionen tro ad flere omgange, da svampen ikke angriber alle druerne samtidig.
Så alt går som planlagt i Bordeaux, og forventningerne til årgang 2015 er stor hos vinproducenterne.


Nu kan turisterne forsøge sig med druetramp hos vingården Quinta da Roeda.

Portvinsgård åbner op for turister

Croft, der blev grundlagt i 1588, er et af Douro-dalens ældste portvinshuse. I 1889 købte Croft vingården Quinta da Roeda, der siden da har leveret vin til husets fornemme årgangs-portvine.
Nu har Croft opført et nyt besøgscenter i forbindelse med vingården og har åbnet vineriet op for turister, så de kan se, hvordan det daglige arbejde foregår.
Der vil også fremover være guidede ture i vinmarkerne, der ligger i meget smukke omgivelser i Alto Douro - en vinregion, som er med på Unescos verdensarvliste. Vinstokkene er plantet på stejle terrasser med en formidabel udsigt til Douro-floden.

Deltag i druetrampningen


Turisterne vil også - i høsttiden - kunne deltage i den traditionelle fodtrampning af druerne, hvilket foregår i store åbne granitkar, såkaldte lagares.
Flere af portvinshusene fodtramper druerne den dag i dag, hvilket skulle give et bedre resultat - i hvert fald når det gælder druer til langtidsmodnede portvine.
Trampningen foregår ved, at en række mennesker danner en kæde, hvorefter kæden tramper frem og tilbage i karret efter et ganske særligt system. Man kan få en idé om, hvordan det går til på en lille film på YouTube.

Svampemiddel skyld i indtørrede druer

Det store tyske firma Bayer fremstiller et svampemiddel, Moon Privilege, som rigtig mange vinproducenter rundt om i verden benytter sig af.
Noget tyder dog på, at der er gået et eller andet galt i produktionen af Moon Privilege, da adskillige vinproducenter i Schweiz har oplevet, at bladene på vinstokkene er blevet deforme efter brug af midlet. Og hvad værre er, så er druerne tørret ud, hvilket har resulteret i en markant mindre høstmængde. 1982 hektar marker er blevet påvirket af svampemidlet, og ifølge Winespectator har nogle af de schweiziske vinhuse mistet omkring 80% af deres høst.
I alt vurderer man, at det samlede tab af druer løber op i det, der svarer til 615 millioner kr.

Også ødelagte druer i andre lande


Nu har 900 schweiziske vinproducenter gjort fælles fodslag og har lagt sag an mod Bayer.
Efter at sagen er kommet for dagens lys, har stadig flere vinproducenter i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien meldt om lignende skader på vinmarker efter brug af det samme svampemiddel.
Bayer har i en officiel meddelelse erkendt, at der er ”en stor sandsynlighed for, at der er en forbindelse mellem firmaets svampemiddel og så de ændringer i vinmarkerne, som vinproducenterne har observeret.” Dog mener Bayer, at der skal flere undersøgelser til, før ansvaret kan placeres.


Gin af destillerede myrer

Noma er kendt for sin brug af insekter - såvel levende som døde - i diverse retter. Og den berømte danske restaurant er ikke ene om den kulinariske insekt-glæde. I London findes der i dag flere forretninger, der har specialiseret sig i salg af insekter til brug i madlavningen.

Nu er verdens første gin lavet på skovmyrer også kommet på markedet, og den er skabt via et samarbejde mellem det britiske destilleri The Cambridge Distillery og den dansk baserede forening Nordic Food Lab. Sidstnævnte forsker i brugen af insekter som fødevare og vil gerne slå et slag for de små krybs anvendelse i kødgryderne.
Anty Gin (ant betyder myre på engelsk) er navnet på den nye gin, og myrerne er indsamlet i skovene i Kent i det sydøstlige England.
Og hvorfor så overhovedet bruge myrer som ingrediens? Jo, myrer udskiller nemlig et syreholdigt stof, når de bliver forskrækkede - og det bliver de jo, når de skal destilleres - og dette stof skulle efter sigende have en ganske dejlig citrusaroma.
Ud over myrer indeholder ginnen også mere almindelige ingredienser som enebær og skovurter.

Lidt ekstra myre-aroma


I første omgang er der kun fremstillet 99 flasker af ginnen - som allerede er udsolgt. Men et nyt parti flasker er på vej, og de kan købes online via The Cambridge Distillerys hjemmeside.
Prisen for en 70 cl’s flaske er 210 pund (cirka 2000 kr.) plus forsendelse - umiddelbart en lidt hamper pris for en flaske gin, men det har jo taget tid at fange alle de myrer …
Hver gin indeholder essensen af 62 skovmyrer, og med i prisen hører en lille 50 ml flaske med et stærkt myrekoncentrat, som man kan bruge til at give ginnen lidt ekstra myre-aroma - eller komme i drinks, så de lige får en kant.

Nyt fra den danske vinbranche

* The Wine Company har optaget importen af vinene fra de spanske vingårde Finca La Emperatriz i Rioja og Clos Figueras i Priorat.


Tim Petersen.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Tim Petersen (f. 1979) er vokset op i Egebjerg ved Nykøbing Sj., hvor han blev udlært som kommis hos købmand Hauge Sørensen.
Senere kom interessen for vin, og efter ti år i detailbranchen blev Tim Petersen i 2002 ansat som salgskonsulent hos Amka i Randers. I dag er han administrerende direktør for Best Selection - et job han har bestredet siden 2010. Best Selection, der er et selvstændigt firma i Amka-gruppen, sælger primært vin, spiritus og øl (via binavnet Beer Enthusiast) til vinhandlere, hoteller, restauranter, specialhandlen, B2B, duty free og travel retail.
Best Selection og Beer Enthusiast har erfarne salgskonsulenter kørende i hele landet og ”back office” funktioner placeret i Randers og København. Alle varer ekspederes fra det mere end 12.500 m2 store lager, der ligger centralt placeret ved Hørning (Århus).
Best Selection, der har været i en rivende udvikling de senere år, sælger kendte mærker som blandt andet Castello Banfi (Italien), Taylor’s (Portugal), Kendall-Jackson (USA), Klein Constantia (Sydafrika), New Grove (Mauritius), Hornbeer (Danmark), Coisbo (Danmark) og Baladin (Italien). Seneste skud på stammen er en kinesisk øl (Asian lager) med navnet Lucky Buddha.
Privat bor Tim Petersen i Holbæk, hvor den spartanske fritid primært bliver brugt på interessen for sport, vin og mad.
Adresse: Best Selection (Beer Enthusiast), Østre Boulevard 29, 8930 Randers NØ, tlf.: 86 41 03 88, e-mail: bestselection@bestselection.dk eller tpe@bestselection.dk.



Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Ugens vinøse billede

Kenneth Ingemand har sendt os dette billede af nogle mærkelige, dråbeformede tanke.
‒ Jeg tog det på Château Pontet Canet i Bordeaux, skriver han, ‒ og det er beholdere af beton, der er dækket med ler fra slottets egne marker. De indgår i et nyt eksperiment inspireret af Rudolf Steiners ideer.
‒ I beholderne er der vin fra 2012-årgangen, der siden skal blandes med resten af produktionen.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I tager nogle interessante eller sjove billeder, når I nu tager på efterårsferie, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@vinavisen.dk.

Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338



344 I det gamle Sydfrankrig boede nogle af vinbønderne i huse, der udelukkende bestod af sten (foto © Anker Tiedemann).


VinAvisen finder de gode vine!

Nedenfor ses ugens mange anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carte Blanche, Charles Ellner, Champagne, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

279 kr., på tilbud til 199 kr., Holte Vinlager

En glimrende champagne, der efter formen på proppen synes at have nogle år på bagen. Det klæder den, men vinen skal ikke gemmes. Vinen har fine, stadige bobler og en fyldig, moden og harmonisk smag med dejlig frugt og noter af ristet brød.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Capeman, Darling Cellars, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2014, lav alkohol (13%)

69,95 kr., Meny

En ret kraftig hvidvin med et fint billede af druen Chardonnay. I smagen noter af pære og ananas. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Wakefield, Riesling, Clare Valley, Australien, 2014, lav alkohol (13%)

En ret spinkel og enkel hvidvin. Den har en frisk smag, men er meget præget af en smag af citron. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domtalhof, Eimermann, Riesling, Alsace, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Barrique Vin

God Riesling-duft, god Riesling-smag. En rigtig god hvidvin, tør, med fint krydderi, bred frugt og en lille prikken på tungen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pearlstone, Rhebokskloof, Chenin Blanc, Paarl, Sydafrika, 2014

120 kr., Premier Cru

Denne hvidvin har en fint krydret duft og smag. Vinen er let cremet. Den har god druesmag og et lille bid af grape i eftersmagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Moriz, Tramin, Pinot Bianco, Südtirol - Alto Adige, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Erik Sørensen Vin

Vidunderlig hvidvin med en liflig, let krydret blomsterduft og en lækker, cremet, intens og harmonisk smag. Flasken er udstyret med en elegant glasprop.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Edition nr. 1, Ökoweingut Hubertshof, Riesling, Mosel, Tyskland, 2014

135 kr., pris ved 6 flasker: 124,17 kr., Vintjenesten

Denne friske og lækre hvidvin har en aromatisk duft og en god Riesling-smag med noter af appelsin, banan og honning samt en fin sødme, men også god syre. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer, og flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

La Piuma, Montepulciano, Abruzzo, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

40 kr., Rema 1000

En udmærket rødvin med god struktur og pæn frugt. Den har ikke det store vingefang, men prisen er jo også meget lav. Til gengæld er det en uhøjtidelig vin med en stor spændvidde, når det gælder mad.

stjernestjernestjernestjerne

Bajoz, Pago del Reys, Tempranillo, Toro, Crianza, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., på tilbud i hele oktober: 50 kr., Coop Danmark

Ikke nogen stor rødvin, men til den yderst rimelige tilbudspris et godt glas. Den har god, fyldig frugt og et strejf af fadlagring. Vinen forhandles både i Kvickly, SuperBrugsen og DagliBrugsen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Barahonda, Bodegas Señoría, Yecla, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Vellavet rødvin på druerne Monastrell, Syrah og Petit Verdot. Den har en god drueduft og en bred, frugtagtig smag med en lille sødme og et tørt bid, der er fint til mad. Rimelig pris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Akutyafáját, St. Andrea, Egri, Ungarn, 2013, lav alkohol (13%)

75 kr., Laszlo's Vin

Til prisen en rigtig flot vin. Trods de beskedne, men kultiverede 13% alkohol virker den ret kraftig med sin dejlige, brede frugt og sit fine krydderi. En meget anvendelig vin og en vin, der er nem at drikke.

stjernestjernestjernestjerne

Lunta, Mendel Wines, Malbec, Mendoza, Argentina, 2012, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Kraftig rødvin med fyldig, lidt robust frugt, gode fadnoter, markante tanniner og en lille sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Soure, Domaine les Yeuses, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2013, middel alkohol (13,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager

Denne rødvin har Merlot-druens saft og blødhed og Syrah-druens rygrad og karakter. Det er en tør vin, udpræget til mad, men også en vin, der bevarer sin frugt hele vejen igennem den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Terroirs, Camel & Joseph, Côtes du Roussillon Vellages, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr. flasken, AndrupVin.dk

En herlig rødvin, der er fremstillet på Syrah, Granache Noir og Carignan. Den dufter som en hel kurvfuld af krydderurter og har en bred og vidunderlig lang krydret smag med noter af rosmarin og anis. Den er et kup til prisen ved 6 flasker. Nyd den til en let krydret kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rubens, Cantina di Castelnuovo del Garda, Valpolicella Ripasso, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

125 kr., Steiniche Wine

Herlig rødvin. Den har en bred og dyb frugtsmag, god struktur, bløde tanniner, tilpas syre og lang eftersmag. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Bonterra, Cabernet Sauvignon, Californien, 2011, middel alkohol (13,5%)

129 kr., Irma

Vellavet rødvin, typisk Cabernet Sauvignon. Den har en blød, rund frugt og en lækker fylde. I smagen noter af kirsebær. Nem at drikke. Vinen er lavet på økodruer.

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

The Bag, Shiraz, Australien, 2014, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris for 3 liter i boks, Amka

Boksen har en ny facon med en stor for- og bagside og til gengæld en ringe dybde - ganske som pakninger med havregryn. Det gælder om at blive set på supermarkedets hylder. Plakat-pakningen var dog ikke så gode venner med vores køleskab. Nå, men hvordan er så vinen? Til prisen rigtig god med fyldig frugt og en lille tørhed, der er fin til mad. En typisk australier.

stjernestjernestjerne

Torraccia del Piantavigna, Ghemme, Italien, 2009, middel alkohol (14%)

139 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En lidt spinkel og "tynd" rødvin på 90% Nebbiolo og 10% af den lokale drue Vespolina. Den har en syre, der overtrumfer frugten, og den hurtige eftersmag er tør og vandig.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Acinatico, Stefano Accordini, Valpolicella Ripasso, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Jysk Vin

Her har vi en rigtig god Valpolicella-rødvin, der har hylder til mange retter - også de lidt lettere. Den har god, blød frugt, fint krydderi og en lang eftersmag. Mange vil blive glade for den.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bricchetta, La Bollina, Monferrato, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Der er både chokolade og mørke kirsebær i duften af denne rødvin. Smagen er så koncentreret, at man næsten kan skære i den. Det er en dejlig, kompleks og moden frugtsmag, der holder længe i munden og slutter med en fin lille syre. Vinen vil være fin til en luksus-pastraret med kød- eller svampesauce eller til en god oksebøf.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Castello di Montespertoli, Castello Sonnino, Chianti Montespertoli, Italien, 2011, middel alkohol (14%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 150 kr., Vinmonopolet

Elegant Chianti-rødvin, der fylder munden med vellyst. Liflig duft, blød smag med fin krydring, en lille sødme, tilpas syre. En virkelig nydelse.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Capricho Di Vino, Vegotolosa, Viognier, Manchuela, Semi-seco, Spanien, 2014, lav alkohol (11%)

89 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., GrauballeVin.dk

En lækker, halvsød hvidvin, der er noget ud over det sædvanlige. I smagen abrikos, mango, banan og en lille, krydret tone. Vinen er lavet på økologisk dyrkede druer og vil være fin til mange ting: Apéritif, visse fyldige supper, blåskimmel-oste, en moden camenbert ... Sammenligner vi Spanienskortet med et ur, så ligger distriktet Manchuela lidt inden for klokken 3.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen