
En kampagne-bod før afstemningen i Storbritannien. Foto: Wikipedia/Philafrenzy.
Britiske vinfolk ville blive i EU
Storbritannien har valgt at sige farvel til EU-samarbejdet. David Cameron er gået af som premierminister, og det britiske pund er raslet ned. Alt sammen er sket inden for et døgn - og et rystende døgn for de britiske vin- og spiritusorganisationer, der alle har støttet ”forbliv”-kampagnen.
Det samme har organisationernes medlemmer. En nylig undersøgelse blandt de 300 medlemmer af Wine & Spirit Trade Association (WSTA) viste, at 90% af dem ønskede, at Storbritannien forblev i EU. 8% var stadig i tvivl på daværende tidspunkt, mens kun 2% ville stemme for at forlade fællesskabet.
Bekymrede britiske vinhandlere
Også Scotch Whisky Association (SWA) har selv ført ”forbliv”-kampagner, ligesom Diageo, der ejer flere skotske whiskymærker, og en række store whiskyproducenter offentligt har meddelt, at de ønskede at blive i EU.
Hos SWA frygter man ifølge The Drinks Business, at whiskyindustriens 1 milliard pund (cirka 9,2 mia. kr.) store eksport og de 40.000 job, der knytter sig til industrien, vil være i fare.
Også førende britiske vinhandlere vågnede op d. 24. juni med rynkede pander og med udsigten til, at det nu bliver dyrere at købe europæiske vine. Og så er der en udbredt bekymring for en ny økonomisk recession på britisk jord, der vil betyde, at forbrugerne vil købe færre vine - netop nu, hvor vinforbruget i Storbritannien endelig var på vej op igen.
Om de mange bekymringer er berettigede, eller om ”forlad”-siden får ret i, at udmeldelsen bliver af det gode for briterne, får tiden vise.

Vinkortet hos Robuchon au Dôme i Hotel Grand Lisboa blev kåret som verdens bedste.
Verdens bedste vinkort
For tredje år i træk har det britiske magasin World of Fine Wine kåret verdens bedste vinkort inden for en lang række kategorier.
Vinkort fra mere end 4500 restauranter, vinbarer og flyselskaber har deltaget i konkurrencen, og kortene blev blandt andet bedømt ud fra vinenes kvalitet, spændvidden inden for mærker og årgange og originalitet i sammensætningen af listen.
I år havde etablissementer i 35 forskellige lande mindst en vinder inden for de mange kategorier. Og selvfølgelig blev der også kåret en ”Best Overall Wine List” - en vinder over alle andre vinkort i verden, og den fornemme udnævnelse gik til vinkortet i restaurant Robuchon au Dôme i Hotel Grand Lisboa i Macau.
Vinkort med 16.400 vine
Denne trestjernede Michelin-restaurant har et vinkort med hele 16.400 forskellige vine, heriblandt selvfølgelig verdens store kultvine. På kortet finder man blandt andet hele sytten årgange af Domaine de la Romanée-Contis hvidvin Montrachet, og skulle man ønske sig en rigtig god flaske rødvin til sin bøf, byder kortet også på en flaske Château Petrus 1921 - til en pris svarende til 467.000 kr.
27 sider med Eiswein
Robuchon au Dôme løb med sejren i kategorien ”Bedste vinkort for dessertvine og fortificerede vine”. Årsagen var blandt andet de 27 sider med sjældne tyske Eiswein i enhver tænkelig årgang. Man kan også bestille Château d’Yquem i årgange tilbage til 1825.
Prisen for ”Bedste vinkort for champagner og mousserende vine” blev tildelt restaurant Pix Pâtisserie i Portland, Oregon, der har 250 forskellige champagner og andre boblevine på kortet, og ”Bedste vinkort hos et flyselskab” gik til Emirates.
Hæder til flere danske vinkort
Ved at
klikke her kan man søge inden for de forskellige kategorier og finde vinder-restauranter i de enkelte lande. Som man vil kunne se, har hele ti danske restauranter opnået anerkendelsen "tre stjerner" for deres vinkort. Det drejer sig om La Buca degli Artisti, Balthazar, Formel B, Geranium, Kadeau København, Marchal, Noma, A.O.C., Relæ og Søllerød Kro. Desuden er Kokkeriet og Den gule Cottage tildelt henholdsvis "to stjerner" og "en stjerne" for deres vinkort.
Til vinfestival i Brøndsalen
Vejret var i top i København og omegn sidste søndag. Men selv om solen skinnede, valgte et større antal danskere at lægge vejen forbi Brøndsalen ved Frederiksberg Have, der var rammen om Københavns Vinfestival 2016.
Her bød mere end 20 danske vinimportører på gode flasker med rød, hvid og rosé. Og folk flokkedes om standene med vinglas i den ene hånd og katalog over vinene i den anden.
Der var flere nicheimportører, der gjorde det i vine fra et bestemt land. Som fx Syd Afrika Vinimport, hvor ejerne, Karsten og Kirstin Jørgensen, der har boet i flere år i Sydafrika, kunne fortælle mangt og meget om den sydafrikanske vinverden.
Glimrende tyrkiske vine
Og så var der
Anatolien Vinimport, der kunne skænke noget så specielt som tyrkiske vine i gæsternes glas. Og der var dejlige vine imellem - blandt andet en herlig rosé med god fylde og lang eftersmag, og en sprudlende og frisk mousserende vin, der er sagen i sommervarmen.
Ved den stand, hvor Le Gourmand holdt til, blev der uddelt smagsprøver på såvel vine, som på de lækreste franske oste og pølser. Her kunne man også købe en trøffelost med en herlig kraftig trøffelduft, der - som vi fik at vide - var perfekt til at rive ud over en god pastaret.
Det gode eftersalg
Arrangøren af Københavns Vinfestival var The Easy Company, der ejes af
Svend Leth-Møller, som har stor erfaring i at arrangere den slags festivaler. Der var heller ingen tvivl om, at de fremmødte gæster fik rigtig meget ud af besøget. Men hvad fik vinimportørerne ud af det?
Der var flere positive udmeldinger - blandt andet fra Flemming Balvig, der er medejer af vinforretningen Crime Wine:
- Det er gået rigtig godt i dag. Der er mange mennesker, men ikke for mange - der er tid til at snakke med folk, hvilket er vigtigt.
- Vi har solgt nogle flasker og et par kasser, men det rigtig gode er eftersalget - de fem til ti nye faste kunder, vi får hver gang, vi har været på sådan en vinfestival eller -messe.
Københavns Vinfestival vender tilbage i sommeren 2017.

Eliza Southwoods Tour de France etiket.
En særlig Tour de France etiket
Som tidligere nævnt havde vrede sydfranske vinproducenter truet med at lave blokader på Tour de France-ruten, fordi arrangørerne havde valgt den chilenske vin Bicicleta som turens officielle vin.
Faren er drevet over, idet de franske vinproducenter er blevet lovet at kunne slå et slag for fransk vin som helhed under løbet.
Og Bicicleta-serien, der fremstilles af vinhuset Cono Sur, er nu blevet lanceret med en særlig Tour de France etiket.
Der er kun blevet fremstillet et begrænset antal af disse etiketter, som har samme motiv men forskellige farvenuancer, alt efter om vinen i serien er en Pinot Noir, Merlot, Carmenère, Chardonnay osv.
Vant til at tegne cykelryttere
Det er den skotske kunstner Eliza Southwood, der har stået for Tour de France etiketten, der forestiller cykelryttere, som baner sig vej gennem et vinøst landskab.
På Southwoods
hjemmeside kan man se, at hun er i træning, når det gælder cykelryttere, idet hun også tidligere har brugt motivet til bestillingsopgaver.
Det begrænsede antal vine med etiketten er sat til salg rundt om i verden. Vi hører gerne på
info@vinavisen.dk, hvis der er landet nogle på danske forretningshylder.
Højst besynderligt
Under en revision i kooperativet Cave Cooperative de Trouillas nær Perpignan opdagede man, at nogle af de store tanke, der skulle være fulde af vin, var tomme.
Det drejer sig om mellem 500.000 og 800.000 liter vin - en pæn sjat, som således er forsvundet ud i den blå luft.
Hovedparten af vinen er den søde Muscat de Rivesaltes, og i værdi beløber den manglende vin sig til omkring 1,5 millioner euro (cirka 11 mio. kr.).
Kooperativet er en del af Vignobles du Sud Roussillon, som blev dannet sidste år ved en fusion mellem flere kooperativer.
Præsidenten for Vignobles du Sud Roussillon, Denis Surjus, er et stort spørgsmålstegn. Han mener ikke, at man fejlagtigt har registreret tankene som fulde. Men der kan ifølge præsidenten måske være tale om vin, der er solgt ”under bordet” igennem længere tid. Nu er de lokale myndigheder pudset på sagen.

Vidtstrakte vinmarker i Marlborough, New Zealand. Foto: Wikipedia/DXR.
Stor newzealandsk druehøst
Der er glæde i den newzealandske vinverden over årets nyligt opgjorde druehøst, der løber op i 436.000 tons druer.
Høsten i 2015 var nemlig kun på 326.000 tons - hele 27% mindre end i 2014, der ganske vist også var et rekord stort høstår med hele 445.000 tons druer.
Sidste års mindre høst havde fået vinproducenterne til at frygte for en mangel på hvidvine på Sauvignon Blanc, der udgør hovedparten af den newzealandske vinproduktion - og som er yderst efterspurgte i ind- og udland. Derfor falder de nye gode høsttal på et tørt sted.
Tallene kommer også som kaldet for vinproducentforeningen New Zealand Winegrowers, der har et mål om, at øge eksporten af newzealandsk vin fra de nuværende 1,6 milliarder NZD (cirka 7,5 mia. kr.) til 2 mia. NZD (cirka 9 mia. kr.) inden 2020.
De ti mest vin-drikkende byer
Den franske handelshøjskole INSEEC har på baggrund af oplysninger fra International Organisation of Vine and Wine (OIV) udarbejdet en liste over de byer i verden, hvor der drikkes mest vin. Forbruget omfatter indbyggere over femten år.
Paris, der har cirka 10 millioner. indbyggere, drikker mest vin - nemlig 697 mio. flasker årligt. Der er selvfølgelig også en hel del turister, der besøger byen …
På andenpladsen ligger Buenos Aires (10,6 mio. indbyggere) med 457 mio. flasker, mens tredjepladsen overraskende nok indtages af Ruhr - der jo faktisk ikke er en by, men et stort industriområde. Her drikker de 10 mio. indbyggere til sammen 385 mio. flasker vin.
Herefter følge London, New York - der selvsagt ligger højt med sine 19 mio. indbyggere - og Milano. Rom kommer ind på en sidsteplads på topti-listen med 177 flasker vin fordelt på 3,4 mio. indbyggere.

Sherry-distriktet vinmarker er et fascinerende syn med deres kridhvide jord. Nu er mange af disse marker angrebet af meldug.
Sherry-distriktet ramt af meldug
I Danmark har vi for nylig igen mærket en snert af naturens rasen med kraftige skybrud og oversvømmelser til følge.
Endnu værre er det gået for sig i de seneste måneder i Frankrig, Italien og Tyskland, hvor vinmarker har sejlet i vand og hagl på størrelse med vagtelæg har smadret en del af den kommende druehøst.
Spanien er heller ikke gået ram forbi - blandt andet har Sherry-distriktet lidt under usædvanligt store regnmængder i foråret. Samtidig har det været utroligt varmt for årstiden, og denne kombination af varme og fugt giver perfekte trivselsvilkår for svampesygdommen meldug, der nu breder sig med lynets hast i vinmarkerne.
Har mistet op til 70% af høsten
Værst ramt er vinmarkerne omkring Sanlúcar de Barrameda, hvor man forventer, at mellem 50 og 70% af den kommende høstmængde af druer er gået tabt. I Trebujena er der tale om et tab på mellem 30 og 60%.
Det er både trist og meget uheldigt for Sherry-distriktet, idet der i de senere år netop har været en genopblomstring i interessen for sherry - ikke mindst blandt unge vindrikkere.
Et tegn på denne stigende sherry-glæde er de mange barer helliget den dejlige drik, der er skudt op i blandt andet USA og Storbritannien.
Vinbar for herreløse katte
I den amerikanske by Denver i staten Colorado har en gruppe unge mennesker med glæde for katte fået en god idé.
For 18 måneder siden grundlagde de Denver Cat Company, der tager imod herreløse katte for derefter at forsøge at finde kærlige hjem til de små pelsdyr.
For at give den gode sag et spark har firmaet lanceret en café, hvor folk kan komme og opleve kattene over en kop kaffe. Og nu forsøger Denver Cat Company at slå dørene op for en vinbar, Denver Cat Bar, der skal fungere på samme måde. Med et glas vin i hånden kan enhver sidde omgivet af kattene, lære dem at kende - og måske adoptere en af dem.
Tag vinen med ind til kattene
Som firmaet har meddelt, så er folk, der af en eller anden grund ikke kan have en kat hjemme, også velkomne til at komme og drikke og kæle. Disse reddede katte trænger til alle de klap, de kan få.
Baren vil også få en kattefri spiseafdeling, så det er op til én selv, om man vil tage resten af vinen i flasken med ind til katte-baren.
Før projektet kan realiseres, skal der dog rejses mindst 60.000 dollars (400.000 kr.), hvilket Denver Cat Company satser på at kunne gøre via en kampagne på
Kickstarter.
"Vine" skabt til katte
Hvis Denver Cat Bar bliver til noget, så er det ikke kun bargæsterne, der kan få et glas vin. En alkoholfri ”vin” til katte er netop kommet på markedet i USA. Den fås som rødvin og hvidvin under navnene Pinot Meow og MosCATo og i små vinflasker, der passer til en enkelt servering. Og den er lavet af katteurt, vand og farvet sukkerroejuice - så den har altså ikke andet end navnene og flaskernes udseende til fælles med vin.
”Vinene” er skabt i håb om, at katteejere så kan nyde et glas vin sammen med deres kat.
Der må være noget med Denver og katte, for bag de to ”vine” står firmaet Apollo Peak, der har sin base i netop denne by.
Det er dog ikke de første katte-vine i verden - i 2013 lancerede det japanske firma Nyan Nyan Nouveauen ”vin” til katte bestående af saften fra Cabernet Sauvignon-druer, katteurt og vitaminer.

99 vinproducenter, 750 besøgende og 800 vine mødtes under den store vinmesse Millésime Alsace.
Alsace-vin i lange baner
I Alsace finder man den smukke historiske by Colmar. Men det var hverken de charmerende gamle bindingsværkshuse eller det berømte kunstmuseum Unterlinden, der for nylig lokkede 750 professionelle vinfolk til byen.
Trækplastret var den store vinbranchemesse Millésime Alsace, der afholdes i Colmar hvert andet år, og i år foregik det d. 13. og 14. juni. Det var kun den tredje udgave af messen - alligevel er den allerede blevet en stor succes, både for de alsaciske vinproducenter og for de vinindkøbere, sommelierer og vinskribenter, der besøger den.
I år stod hele 99 vinproducenter parate til at skænke deres vine i glassene for gæsterne, der kom fra 21 forskellige nationer.
Fornemme Grand Cru-vine
Messen bød på i alt 800 forskellige vine, der omfattede hele spektret af alsaciske hvidvine - selvom det var hvidvine på Riesling der dominerede billedet. Druen breder sig da også på mere end 20% af distriktets vinmarksareal, og det er den drue, der lægger most til de fleste af de berømte Grand Cru-vine.
Der findes i alt 51 Grand Cru-marker - marker med et helt exceptionelt terroir - hvortil der knytter sig en række dyrkningskrav. Ud over Riesling er de vigtigste druer, som det er tilladt at dyrke i disse marker, Gewürztraminer, Muscat og Pinot Gris.
Besøg i Grand Cru-markerne
Arrangøren af Millésime Alsace er distriktets vinråd, CIVA (Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace), og i år havde vinrådet fundet på et nyt indslag, nemlig muligheden for et besøg i en af Grand Cru-markerne. Man havde udvalgt nitten marker, og ud over selve mark-besøget blev der rig lejlighed til at få sig en god snak med de pågældende producenter og smage deres fornemme hvidvine.
En anden nyhed på selve messen var ”vinvæggen”, hvor hver udstiller havde valgt en særlig vin, som de besøgende frit kunne smage uafhængigt af standene. Her var der fx mulighed for at smage vine fra en bestemt Grand Cru-mark eller en bestemt årgang.
Mere om harpiks i vin
I sidste uge svarede vi en læser på, hvilken slags harpiks grækerne bruger til deres retsina-vin. Og vi nævnte, at det var oldtidens grækere og romere, der fandt på at komme harpiks i vinen.
I den forbindelse har Jens Madsen gjort os opmærksom på, at ideen med at komme harpiks i vinen er af endnu ældre dato.
For år tilbage fandt et hold amerikanske arkæologer en lerkrukke med indtørrede vinrester fra år 5000 f.Kr. under en udgravning af et stenalderhus i en landsby i det nordlige Iran.
Nærmere analyser viste, af hovedparten af den indtørrede vin bestod af rester af salte garvesyrer samt harpiks fra terpentintræet. Harpiks fra netop dette træ blev allerede dengang brugt som tilsætning til vin, da den forhindrede vinen i at blive til eddike.
Man har fundet rester af en lignende vin i en vinkælder, der har tilhørt en egyptisk farao. I vinen i krukken fra Iran har der dog været tilsat så store mængder harpiks, at den mest af alt må have smagt af terpentin.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Vinens Verden har meddelt, at hovedaktionæren i vinfirmaet, Kåre Selvejer, har valgt at stoppe i vinbranchen og sælge sine kapitalandele til medejer Peter Thuesen, der kan kontaktes på
peter@wine.dk.
* Ringsted Vin er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Uhrskov Vine er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Anatolien Vinimport er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Skjerning Wine er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Vinmonopolet har fået agenturet på vinene fra Carlo Revello e Figli i La Morra, Piemonte.
Ugens vinøse billede
Ken Vøge er lige komme hjem fra en tur til Skotland, hvor han besøgte Glen Moray Distillery i Speyside - et destilleri, der har fremstillet whisky siden 1897.
I lagrene, hvor whiskyen ligger og modner, tog han dette billede. Et af fadene var blevet forsynet med glas i top og bund, så de besøgende kunne kigge ind.
- Den whisky, man ser i fadet, er, hvad der er tilbage efter otte års lagring med et tab til englene på 2% om året, skriver Ken Vøge.
”Englenes andel” kalder man den whisky, der fordamper under fadmodningen.
381
Det franske distrikt Minvervois er opkaldt efter denne by, Minerve, der er opkaldt efter gudinden Minerva (foto © Anker Tiedemann).
VinAvisen finder de gode vine!
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen