Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 43, 2016



Grusomme billeder fra Sydafrika

I sidste uge viste DR2 en dokumentarfilm, ”Bitre druer - slaveri i vinmarken”. Her så man hårrejsende billeder af forholdende for arbejderne på blandt andet den sydafrikanske vingård Robertson Winery og hørte nogle af arbejderne fortælle om, hvor ringe de bliver behandlet.

VinAvisen modtog efterfølgende mails fra læsere, der spurgte, om vi havde set filmen og skrev, at de i hvert fald ikke mere ville købe sydafrikansk vin.
Vreden fra læsernes side er forståelig - man kan bestemt ikke drikke et glas vin fra Robertson Winery med en god smag i munden efter at have set den film.
Vingården er oven i købet godkendt af Wieta, og dens vine bærer organisationens logo. Wieta er den sydafrikanske organisation, der holder hånd i hanke med, at dens medlemmer - hvilket er cirka halvdelen af Sydafrikas 3300 vingårde - overholder en række etiske og bæredygtige regler. Organisationen kommer også på uanmeldte besøg hos medlemmerne, så man kan jo kun undre sig over, at de skrækkelige forhold på Robertson Winery er gået Wietas næse forbi.

Wieta må stramme op


Herhjemme importeres vinene fra Robertson Winery af engrosfirmaet Dagrofa, der straks har fjernet dem fra hylderne i firmaets butikskæder, Meny, KIWI, Spar m.fl. og har stoppet importen fra den pågældende vingård.
Men kan man sikre sig, at de vine, man kommer i indkøbskurven, kommer fra vingårde med rent mel i posen? Vi har talt med informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen:
- Først af alt må jeg sige, at det var et meget unuanceret program. Der er helt klart nogle brodne kar imellem de sydafrikanske vingårde, men fx gik man meget let hen over Spier, som vi importerer vine fra, og hvis vine udgør langt det meste af den sydafrikanske vin, vi sælger. Og det er vine, vi sælger med stolthed.
(fortsættes ...)

Dialog er et vigtigt redskab

- Programmet efterlader helt klart det indtryk, at Wieta må se at stramme op, fortsætter Jens Juul Nielsen. - Men Spiers vine er ud over at være Wieta-certificerede også Fairtrade-mærkede, og hvis man vil være helt på den sikre side, kan man roligt gå efter det mærke.
- Vi importerer også vin fra et par andre mindre vingårde, og vi tager selv ned og tjekker, at alt er i orden - det gælder også kontrakter, papirarbejde osv.
Hvis Coop finder, at noget ikke lever op til firmaets egne høje krav om bæredygtighed og etik, tager man i første omgang en dialog med vingården og beder den rette op på forholdene. Hvis det så ikke sker, er det selvfølgelig slut med samarbejdet. Dialog er et vigtigt redskab, hvis man skal gøre sig håb om at forbedre forholdene for arbejderne.

Den anden side af medaljen


VinAvisen har også besøgt Spier og har fået et grundigt indblik i de mange projekter, vingården har iværksat for såvel egne arbejdere som for det fattige lokalmiljø som helhed. Og Spier er langt fra alene. Vi har også besøgt en række andre vinhuse, hvor der lægges vægt på gode forhold for arbejderne, mulighed for videreuddannelse osv.
Det er kun godt, at film som den, der blev vist på DR2, blotlægger de frygtelige forhold på nogle af de sydafrikanske vingårde, men den anden og positive side af medaljen bør der også fortælles om.
Hvis man som forbruger boykotter sydafrikansk vin på baggrund af filmen, boykotter man også de mange gode initiativer, der er i gang rundt om på vingårdene.


Så er der serveret. Den søde, fede Eszencia serveres ikke i glas men på en ske.

Den søde essens fra Tokaj

Det ungarske vindistrikt Tokaj-Hegyalja er både kendt for sine tørre og søde vine - og den sødeste af dem alle er Eszencia. Den fremstilles på hvidvinsdruer, der har været angrebet af ”den ædle råddenskab”, som forårsages af svampen Botrytis cinerea. Svampen trænger ind gennem skindet på de modne druer, får dem til at skrumpe og rådne, hvorpå vandet fordamper, mens sukkerindholdet koncentreres. Denne ”behandling” af druerne giver en pikant krydret og nuanceret smag.
De søde, indskrumpede druer presses ikke - Eszencia består simpelt hen af den most, der løber fra under druernes egen vægt – en "essens", der selvsagt ikke laves i ret store mængder. Det er også kun sjældent, at det overhovedet er muligt at fremstille vinen, da betingelserne for, at Botrytis cinerea kan trives, skal være til stede.

Eszencia årgang 2008


Endnu et krav, for at vinen kan kaldes for Eszencia, er, at den indeholder mindst 450 g sukker pr. liter. Det gør også, at den i konsistens minder om en meget fed sirup - så fed, at den næsten ikke er til at hælde ud af flasken. Faktisk er det slet ikke korrekt at kalde Eszencia for vin, da den søde most kun holder 2% alkohol.
Nu har et af Tokajs berømte vinhuse, Royal Tokaji, lanceret en Essencia årgang 2008, og det er kun den femte årgang siden vinhusets grundlæggelse i 1990. De fire øvrige årgange er 1993, 1999, 2000 og 2003.
I alt er det blevet til sølle 2906 flasker af årgang 2008.

En fyrstelig drik


Eszencia har gennem tiderne været brugt til fyrstelige gaver. Kejser Franz-Joseph sendte således hvert år vinen til dronning Victoria - i et antal flasker, der svarede til hendes alder. Og hun blev som bekendt meget gammel.
Eszencia har store livgivende kræfter, der endog skal kunne genopvække folk, der ligger på deres yderste. Spørgsmålet er så blot, om man kan få nedslag i sin livsforsikrings-præmie, hvis man har en flaske Eszencia stående ...


Rødvins-stof mod astma og bronkitis

Der forskes rigtig meget i resveratrol i disse år. Resveratrol er det stof, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin, og det har vist sig at have en godgørende effekt i kampen mod en lang række sygdomme - lige fra depression til visse former for kræft. Resveratrol hører til en gruppe af stoffer - de såkaldte polyfenoler - der menes at fungere som antioxidanter ved at beskytte kroppen mod skader.
Også over for farlige inflammationer som fx bughindebetændelse og blindtarmsbetændelse har resveratrol vist sig som en mulig effektiv medicin.
Nu har et hold forskere ved Georgia State University set nærmere på netop resveratrols anti-inflammatoriske virkning - og de har taget udgangspunkt i stoffets effektivitet i forbindelse med kroniske inflammatoriske luftvejssygdomme som fx astma, bronkitis og lungeemfysem.

To forsøg


Den kroniske inflammation kan forværres af en bakterie, NTHi (nontypeable Haemophilus influenza), og det stof i kroppen, MyD88S, der normalt bremser denne forværrede inflammation, virker ikke særlig godt hos folk med fx astma eller kronisk bronkitis. Så forskerne ønskede at se, om resveratrol kunne sætte skub i bremseeffekten.
Forskerne udførte to forsøg. I det første tilførte man NTHi bakterier til bronkieceller dyrket i laboratoriet. Det satte gang i inflammationen, hvorefter man senere tilsatte koncentreret resveratrol.
Det andet forsøg gik ud på at udsætte mus for den inflammatoriske bakterie og dernæst give dem en indsprøjtning med resveratrol.

Havde en bremsende effekt


Begge forsøg mundede ud i, at resveratrol forenede sig med MyD88S og derved udløste den ønskede bremsende effekt over for inflammationen.
Nu var det jo koncentrerede mængder af stoffet, som blev brugt i forsøgene, så det nytter ikke at drikke en masse rødvin, hvis man får en inflammation. Men det er jo tankevækkende, at det glas rødvin, man sidder og nyder til sin aftensmad, indeholder stoffer, der har så epokegørende en virkning.
Man kan læse mere om forskningsresultaterne ved at klikke her.


40 års vine i lommeformat

Så skal vi allerede til det igen: anmelde Hugh Johnsons årlige vinguide i lommeformat (Vin 2017, 320 sider, Politikens Forlag, 150 kr.).

I år vil vi dog ikke beskæftige os med nøje at undersøge, hvordan den nye årbog adskiller sig fra den forrige – det ser den ud til at gøre med stadig små forbedringer. Næ, i år skal vi fejre, at bogen fylder 40 år.
I forordet fortæller Hugh Johnson, hvordan han begyndte med at lave en lille lommebog, hvori han nedskrev korte notater om alle de vine, han kunne komme i tanke om, og som nød international anerkendelse. De fyldte 144 sider med masser af plads rundt om bogstaverne.
Det var i 1977, og Hugh Johnson blev mildt overrasket, da forlaget bad om en ajourført udgave i 1978.
I dag kan han takke et hold af 30 korrespondenter, som holder næsen i sporet i hvert et hjørne af kloden. Selv nøjes han vist med at skrive årgangens forord, hvori han gerne lufter meninger, som vi her på VinAvisen er helt enige med ham i.

Naturvine en vegansk attitude


I årets forord skriver han blandt andet: – Du kan se trendy ud i dag, hvis du bestiller ”naturvine”; dem, der er produceret (næsten) uden hensyntagen til etablerede forholdsregler som svovlindhold. For mig er det, jeg drikker, alt for vigtigt til at indtage en vegansk attitude.
Det er en gammel kunst, vinfremstilling. Mode spiller en rolle, men garvede vindrikkere lader sig ikke rive med.
Om de mere og mere kraftige vine skriver han, at Robert Parkers forførende 100 point lykkeligvis har gjort al den skade, de kunne. Vinproducenterne har indset, at ét-glas-vine er en blindgyde. Det mere profitable mål på lang sigt er at fremstille noget så lækkert og harmonisk, at den drikkende vil have en flaske mere.
Nu ønsker blandt andet kommentariatet mindre hårdtslående og mere forfriskende vine. Det har altid været et mysterium, hvorfor producenter har fremstillet vine, der får dig til at stoppe med at drikke efter nogle få glas. Nu skyder de skylden på den globale opvarmning.
Ligesom sidste år er den danske udgave af bogen redigeret af den flittige Thomas Ilkjær.

Mindre vin, større forbrug

Ifølge nye tal fra OIV (International Organisation of Vine and Wine) vil der på verdensplan i 2016 blive fremstillet 5% mindre vin end i 2015. I alt vil det beløbe sig til 260 millioner hektoliter, hvilket betyder, at årgang 2016 bliver blandt de mindste årgange i de sidste seksten år. Og den reducerede høstmængde kommer på et tidspunkt, hvor det globale vinforbrug er stigende.
Men bare rolig, selv om der blev drukket en hel del mere vin i år end sidste år, så forventer OIV ikke, at det endelige forbrug ved årets udgang vil overstige 247 mio. hektoliter. Så selv om forbrugspilen højst sandsynligt også vil pege opad i 2017, er der altså stadig en god sjat op til den mængde vin, der produceres på verdensplan.
Nedgangen i vinproduktionen i år fordeler sig bestemt ikke jævnt ud over vinlandene. Nedenfor bringer vi nogle af OIV's produktionstal for 2016.

Her er produktionen faldet


* Italien beholder sin førerposition som verdens største vinproducent med 49 mio. hektoliter - hvilket dog er 2% mindre end i 2015.
* Frankrig ligger på andenpladsen med 42 mio. hektoliter - et fald på 12%.
* Produktionen i Tyskland og Portugal er faldet med henholdsvis 4% til 8,4 mio. hektoliter og hele 20% til 5,6 mio. hektoliter.
* Argentina har haft en nedgang i produktionen af vin i år på gigantiske 35% til 9 mio. hektoliter, mens Chile har produceret 10 mio. hektoliter, hvilket er 21% mindre.
* Sydafrika har fremstillet 19% mindre vin - i alt 9 mio. hektoliter.

Her er produktionen steget


* Spanien har haft en stigning i produktionen i år på 1% til 38 mio. hektoliter, hvilket giver landet en tredjeplads blandt verdens største vinproducenter.
* I USA er der fremstillet 23 mio. hektoliter vin - en stigning på 2%.
* Australiens vinproduktion steg med 5% til 13 mio. hektoliter, mens New Zealand fremstillede hele 34% mere vin - i alt 3,1 mio. hektoliter.


Københavnernes egen dele-vinkælder

Der findes garanteret en hel del danskere, der godt kunne tænke sig at begynde at samle på gode vine men holder sig tilbage, fordi de mangler plads eller ikke har de optimale forhold.
Problemet er størst i de store byer, hvor folk bor i lejligheder og ikke har egen kælder.
Men nu har københavnerne fået en mulighed for at få opbevaret deres vinsamlinger i en mere end 500 kvadratmeter stor dele-vinkælder, der ejes af firmaet UrbanWineBox. Grundlæggeren af firmaet er Søren Riis, der også er medstifter af dele-bilfirmaet GoMore.
Kælderen, der har den helt rette temperatur og fugtighed til vinopbevaring, befinder sig i den nyrenoverede del af Carlsberg Byen under ”de hængende haver”.

Handel mellem medlemmerne


Til og med flaske nummer 100 er opbevaringen i dele-vinkælderen gratis - derudover koster det 1 kr. pr. flaske om måneden.
UrbanWineBox tilbyder ikke kun opbevaring men giver også mulighed for, at brugerne af kælderen - eller medlemmerne, som firmaet kalder dem - nemt kan købe og sælge vine indbyrdes.
Når man har registreret sig som medlem, får man via digitalt interface - der kan tilgås via pc og smartphones - adgang til det, firmaet kalder for ”formidlingsplatformen”. Her kan medlemmerne gratis indrykke salgsannoncer, komme i kontakt med hinanden og handle flasker på kryds og tværs.
Køber og sælger betaler dog hver et gebyr på henholdsvis 5% og 2,5% af prisen for den solgte flaske.
Via et samarbejde mellem UrbanWineBox og en række top-restauranter er det også muligt at købe fornemme (og kostbare) vine, som ikke kan fås i den almindelige handel.
Man kan læse mere om UrbanWineBox og melde sig ind som medlem ved at klikke her.


Et hold nyudklækkede sommelierer årgang 2013 fra Vinakademiet.

Vinuddannelse nu også på engelsk

Vinakademiet i København har siden foråret tilbudt ”Level 3 Award in Wines” fra det London-baserede WSET (Wine & Spirits Education Trust). Dels som en suppleringsmulighed på Vinakademiets sommelieruddannelse og dels som et selvstændigt kursus.
Fra og med november bliver det muligt at gennemføre uddannelsen på engelsk. Undervisningsmaterialet og eksamen er i forvejen på engelsk, og nu oprettes der et kursus, hvor al undervisning ligeledes foregår på engelsk.

Også en fordel for danske elever


- Vi har gennem årene fået rigtigt mange henvendelser fra folk med ikke-dansk baggrund, som har efterlyst en vinuddannelse på engelsk, siger daglig leder af Vinakademiet, Thomas Ilkjær.
- Især i restaurationsbranchen er der jo mange dygtige folk, som måske ikke har lært sproget endnu. Dem har vi nu valgt at komme i møde med dette tilbud, så det ikke skal være danskkundskaberne, der afgør, om du kan få en seriøs vinuddannelse.
Thomas Ilkjær påpeger, at der også for danske elever kan være en vis fordel i at modtage undervisningen på engelsk - netop fordi undervisningsmaterialet og eksamen som nævnt er på engelsk.
Og en sidste bemærkning fra den daglige leder er, at uddannelsen naturligvis er åben for alle uanset baggrund.
Man kan læse mere om den engelske version af "Level 3 Award in Wines" og tilmelde sig ved at klikke her.


Penfold Grange i kæmpeflaske

Rødvinen Grange fra det australske vinhus Penfolds er Australiens dyreste vin, der herhjemme koster flere tusinde kroner.
Penfolds har netop frigivet Grange 2012 til salg, og for første gang nogensinde har vinhuset også tappet vinen på en flaske i flaskestørrelsen Impériale (6 liter eller 8 normale flasker).
Samtidig har Penfolds fået et af Europas ældste glasfirmaer, franske Saint-Louis, til at fremstille en fornem krystalkaraffel, der kan rumme vinen fra den store flaske.

960.000 kr. for en karaffel


Karaflen er døbt ”Penfolds Aevum Imperial Service Ritual” - mindre kunne ikke gøre det - og den er placeret i en holder, der gør det muligt at vippe karaflen, når man skal skænke indholdet i glasset. Krystalglas er tungt, karaflen er stor og fyldt med vin er den ikke sådan lige til at håndtere …
Der er kun lavet fem eksemplarer af denne fornemme karaffel, og prisen svarer til cirka 960.000 kr. - men så får man også en flaske Impériale Grange 2012 med i købet.
Synes man, det er i overkanten, kan man også købe en mindre udgave af karaflen sammen med en almindelig 75 cl’s flaske af samme vin. Her er prisen ”kun” cirka 10.000 kr. Denne sidste konstellation kan udelukkende købes hos Harrods i London - så man skal lige lægge flybilletten oveni …


Den nykårede vindronning, Lena Endesfelder, flankeret af sine to vinprinsesser. Foto: DWI.

Vindronning nr. 68

I Tyskland bliver man aldrig træt af det årlige ritual, hvor der vælges en Weinkönigin imellem de tretten kandidater, som landets ligeledes tretten vinregioner stiller med.
For at blive vindronning skal man være mindst atten år, hverken gift eller forlovet, datter af en tysk vinbonde og opflasket med så tilpas megen viden om vin, at man kan svare på en række vinøse spørgsmål.
Skønhed er ikke noget krav, men når man ser på de mange kønne unge vindronninger, der har været gennem tiderne, så er det vist heller ikke nogen skade til …
Nu er vindronning nummer 68 i rækken blevet kåret. Hun hedder Lena Endesfelder, er 23 år og velbevandret i vinens verden.

En veluddannet dronning


Lena Endesfelder har netop afsluttet en bachelor i vindyrkningsvidenskab og ønologi ved den anerkendte vinskole i Geisenheim og driver sammen med sin mor og søster en vingård i Mehring i Mosel.
Det er i øvrigt første gang i syv år, at en kandidat fra Mosel vinder den ærefulde titel som Weinkönigin.
I finalen dystede Endesfelder mod fem andre kandidater, og finalisterne skulle gennem en række prøver, før vinderen kunne kåres.
De skulle blandt andet blindsmage flere vine og bestemme druerne og oprindelsesregionen. Og så skulle de holde en tale ud fra et eller andet vinøst emne. Endesfelders emne var ”Vinmarketing i Kina”.
I hele 2017 skal den nye vindronning repræsentere tysk vin i ind- og udland ved alle mulige officielle arrangementer. Hun får hjælp af to nykårede vinprinsesser, Mara Walz fra Württemberg og Christina Schneider fra Franken.

Godt gang i salget af Trump-vine

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, ejer et vinhus i Charlottesville i staten Virginia - selv er han afholdsmand.
Ifølge vinhusets direktør, Kerry Woolard, er salget af dets vine steget med gigantiske 55% i år i forhold til 2015.
Der er jo ingen tvivl om, at den megen medieopmærksomhed, der følger med kandidatjobbet, kan have sparket til salget. Og ifølge direktøren har vinhuset også haft ekstra mange besøgende i den senere tid.
Trump har ifølge en artikel i New York Times også selv reklameret for sit vinhus under præsidentkampagnen. Han har blandt andet kaldt det for ”det største vinhus på USA’s østkyst”.

Ikke det største vinhus


Men, som det også fremgår af artiklen, så holder den påstand ikke vand. Trump Winery er ganske vist Virginias største vinhus, men der findes langt større vinhuse i staten New York, der som bekendt også ligger på østkysten.
Præsidentkandidaten har ligeledes påstået, at han ejer vinhuset ”100%” - hvilket heller ikke holder stik. Vinhuset er nemlig registreret i hans søn Eric Trumps navn.
Mens vinsalget åbenbart brager derudad for Trump Winery, så går det knap så godt med Trumps hoteldrift. Ifølge New York Times, er bookingerne af hotelværelserne via bookingsiden Hipmunk.com faldet med 58% i første halvdel af 2016 i forhold til samme periode sidste år.

På restaurant uden en trevl

I uge 33 nævnte vi en popup nudist-bar i London, som varede sommeren over.
En restaurant, Bunyadi, hvor dresscoden ligeledes var ”nul tøj”, var også poppet op i den britiske hovedstad i sommermånederne. Når gæsterne var kommet ind ad døren, var det første, de mødte, garderoben, hvor de blev opfordret til at aflevere alt fra overtøj til undertøj, før de gik ind i restauranten.
Ideen var, at gæsterne i det hele taget skulle ”back to basic” - væk fra nutidens stress og jag, hvilket betød, at der ikke var elektrisk lys - kun stearinlys - og at mobiltelefoner var bandlyst. Og det var jo ligesom umuligt at smugle mobilen ind i lommen …

Vin i stearinlysenes skær


Det må nu have været temmelig svært at betragte vinens farve i glasset udelukkende i stearinlysenes skær - og i det hele taget se, hvad der var på tallerkenen.
Moderne bestik var også bandlyst - de knive og gafler, gæsterne brugte, var lavet af et spiseligt materiale. Gad vide, om det også gjaldt vinglasset ...
Selv om det nok ikke var en restaurant for vinnørder, så blev Bunyadi en stor succes - så stor, at manden bag den, Seb Lyall, har besluttet at åbne en permanent nudist-restaurant i London - den første af sin art.
I øjeblikket er han på jagt efter et egnet lokale.


Ny udgave af whisky-biblen

Så er den seneste udgave af Jim Murrays berømte årlige ”Whisky Bible” udkommet - en guidebog, som virkelig betragtes som en bibel af verdens mange whiskyelskere.
I 2017-udgaven har den anerkendte whiskyforfatter smagt sig gennem hele 4600 forskellige whiskyer fra hele verden, hvoraf de 1241 flasker var nye i forhold til den seneste udgave af bogen.
Traditionen tro kårer Murray også årets bedste gyldne dråber, og selv om Skotland er verdens førende whiskyland, er det langt fra sikkert, at det er en skotsk whisky, der bliver den ultimative vinder.

En amerikansk vinder


I 2015-udgaven var det en japansk whisky, Yamazaki Sherry Cask 2013, der løb med sejren som verdens bedste whisky, og i den forrige udgave af bogen tilfaldt den ærefulde titel en canadisk whisky, Crown Royal Northern Harvest Rye. I den nye udgave af Whisky Bible er titlen gået til amerikanske Booker’s Rye 13 Year Old.
Udnævnelsen til verdens næstbedste whisky gik til den skotske whisky Glen Grant Aged 18 Years Rare Edition, og ind på en tredjeplads kom så endnu en amerikaner, nemlig William Larue Weller Bourbon.
Whisky Bible 2017 koster 13 pund (cirka 109 kr.) og kan købes ved at klikke her.

1,8 mio. kr. for en cognac

For nylig kom en kineser ind i den fornemme vinforretning Hedonism i London og købte intet mindre end en flaske cognac fra 1801 for 220.000 pund (cirka 1,8 millioner kr.) - et af de højeste beløb, der nogensinde er givet for en cognac-flaske.

Der var tale om en cognac i flaskestørrelsen Impériale (6 liter) fra Massougnes i Charentes.
Château Massougnes har rødder tilbage til 1730, og dets nuværende ejer, Comtesse de la Bourdeliere, er en efterkommer af Ludvig d. 7. og dronning Eleanor af Aquitaine.

Sjældent set til salg


I midten af 1800-tallet var Massougnes Charentes største cognacproducent og ejer af 360 hektar vinmarker.
I dag er slottet forfaldent, og det er længe siden, der blev fremstillet cognac i dets vineri. Langsomt men sikkert er der blevet solgt ud af kælderbeholdningen, og det bliver stadig mere sjældent at se Massougnes cognac til salg. Derfor den høje pris.
Sidste år blev der solgt en flaske cognac fra samme hus og i samme flaskestørrelse men af årgang 1805 for 148.000 pund (cirka 1,2 mio. kr.).


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Asger Halkier.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Asger Halkier (f. 1972) har en ph.d. i teoretisk kemi, og hans interesse for italiensk vin blev vakt, da han i 2000 blev kollega til Stefan Jensen. Denne havde et garagevinfirma og introducerede ham til italiensk kvalitets-vin.
Interessen øgedes og blev til en hobby, da han blev italiensk gift og boede i Trieste i Italien i perioden 2003-2009.
Hjemme igen i Danmark startede han firmaet Piccola Enoteca Italiana, der udelukkende fokuserer på italiensk vin, dels med egen import fra producenter han kender personligt fra sin tid i Italien, dels gensalg af vine fra Winewise, som ejes af Stefan Jensen.
Det, som fascinerer Asger Halkier mest ved de italienske vine, er deres mangfoldighed og lokale variationer, og derfor sælger han kun vine, som er typiske for den region, de kommer fra; dvs. vine, der drikkes af de lokale i området, dyrkes på lokale druesorter og ofte kun findes i det pågældende område.
Når den sparsomme fritid efter det civile job som systemudvikler ikke lige går til italiensk vin, bruges tiden på familien, der består af hustruen Sonia og sønnerne Sebastian og Thomas samt med ugentlige løbeture, old boys basketball træning og basketball-klubben Bakken Bear’s hjemmekampe.
Adresse: Piccola Enoteca Italiana, Havremarken 15, 8520 Lystrup, tlf. 20 18 02 47, e-mail: asgerhalkier@piccolaenotecaitaliana.dk, www.piccolaenotecaitaliana.dk

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416


398 De nyhøstede druer læsses på en ladvogn ved Bötzingen i det tyske Kaisersthul (foto © Carsten Simonsen).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 32 flasker. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Castelblanc, Rosé Cava, Brut, Spanien, lav alkohol (12%)

89,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 69,75 kr., Skjold Burne

En enkel boblevin med fine bobler i glasset og en meget kraftig mousse i munden. I smagen hindbær, jordbær og citrus. Den fjerde stjerne får den for prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Grimaldi, Moscato, Asti, Italien, 2014, lav alkohol (5,5%)

119 kr., Pris ved 6 flasker: 69 kr., D’Wine

Sød og let perlende hvidvin - en rigtig god Moscato d'Asti. Oplagt til en frugtdessert, en nøddekage, mandler, marcipan ...

Hvidvin

stjernestjernestjerne

Stony Creek, Chardonnay, Padthaway, Australien, 2015, høj alkohol (14,5%)

69,75 kr., pris ved 6 flasker: 49,75 kr., Skjold Burne

En billig hvidvin (ved 6 flasker) med et tilsvarende pænt, men ret begrænset smagsbillede. Udpræget en madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Beau Vignac, Les Costières de Pomerols, Picpoul de Pinet, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager

Frisk og let hvidvin med god druefrugt og markant krydrede noter, der gør den til en madvin. Den femte stjerne gælder prisen ved seks flasker. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Pagliatura, Fattoria di Magliano, Vermentino, Maremma, Toscana, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

110 kr., Mother Wine

En venlig, let og enkel hvidvin uden noget større vingefang. I smagen en lille, cremet fedme. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Tarapaca, Chardonnay, Valle de Leyda, Gran Reserva, Chile, 2015, middel alkohol (14%)

129,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 100 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En fortræffelig hvidvin med en meget kompleks duft af moden frugt og noter af eg og ost! Smagen folder sig ud i munden - den er rig, fed og fuld af frugt - nektariner, søde appelsiner, karambole ... Det er en fyldig vin, der vil egne sig fint til en ekstra god kyllingeret, gerne med et eksotisk indslag - eller måske cremede oste. Skynd jer, køb den til tilbudsprisen.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Winemakers Selection, Stony Creek, Shiraz, Riverland, Australien, 2015, lav alkohol (13%)

69,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 49,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En rigtig dejlig rosé med en liflig duft af modne jordbær og en fyldig og samtidig læskende frugtsmag. Man får helt sommerfornemmelser, selv om efteråret har meldt sig. Drik den til en god kylllingeret. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Vidal-Fleury, Ventoux, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

En enkel rødvin med en god duft, men med frugt, der meget hurtigt forsvinder i noget tørt. Men den er jo også billig ...

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bontadini, Toscana Rosso IGP, Italien, 2014, høj alkohol (14,5%)

Fortræffelig rødvin til en overkommelig pris. Den har dejlig, blød frugt, en fin krydring samt syre og sødme, der enes rigtig fint. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Red Fire, Enoitalia, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

59 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Til prisen en rigtig god rødvin med Primitivo-druens saftige bredde og varme. I smagen en tiltalende sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Amornero, Rocca, Salento, Italien, høj alkohol (14,5%)

64,95 kr., Amka

En lækker italiensk rødvin med strejf af læder og svampe i duften og med en kompleks og blød frugtsmag. Der er ingen årgang på flasken, men det skal ikke ligge den gode vin til last. Prisen er yderst attraktiv i forhold til kvaliteten. Drik vinen til en god sammenkogt ret eller til det store ostebord.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Amarosso, Romeo & Juliet, Verona IGT, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En blød og lækker rødvin med bred frugt, fin krydring og en lille sødme. God, krydret eftersmag. Til prisen ved 6 flasker lidt af et fund.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Hechicero, Bodega Iniesta, Manchuela, Spanien, 2012, middel alkohol (14%)

89 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

Lækker rødvin med god frugt, bløde tanniner og noter af mørke bær og chokolade samt vanille fra fadlagringen. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lealtanza, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Crianza, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)

92 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Jysk Vin

En rigtig god Rioja-rødvin til en pris, der er til at komme i nærheden af. Den har en god, frugtagtig smag med krydring og fint integrerede fadnoter. En vin, som mange vil være glade for.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pago de Cirsus, Navarra, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

99,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 75 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Denne rødvin er lavet på tre druer, Merlot, Syrah og Tempranillo, og det er en ualmindelig vellykket treenighed. Det er en dejlig rødvin med en meget ren bærduft og -smag og med solbær som den dominerende note. Tanninerne er afrundede, og vinen slutter med en lille forfriskende syre. Det er også en god all round vin med stor spændvidde, når det gælder mad.

stjernestjernestjerne

Château Bel Air Perponcher, Vinobles Despagne, Bordeaux, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)

109 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

En lille Bordeaux-rødvin, tør, let og uden noget større vingefang. Helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Axel, LaPlaya, Syrah, Limari Valley, Chile, 2012, middel alkohol (13,5%)

Flot og kraftig, men også afrundet og blød - en yderst vellavet rødvin i fin balance. Den kommer fra en vingård, grundlagt af en dansk familie, der kom til den nye verden i 1952 for at lave vin. Vinen er god til efterårets fugle og vildt - og til juleanden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kilikanoon, Kevin Mitchell, Shiraz, Clare Valley, Australia, 2014, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

Kraftig, blød og meget frugtagtig rødvin. En rigtig god australier med fin krydring og en lille, imødekommende sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fiorino, Toscana Rosso IGP, Italien, 2014, høj alkohol (14,5%)

129,75 kr., på tilbud indtil 6. november: 64,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En meget venlig rødvin med god, fyldig frugt og en sødme, som mange vil finde indtagende. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Touillères, Domaine La Collière, Rasteau, Frankrig, 2015, høj alkohol (15%)

136 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Jysk Vin

Simpelt hen en rigtig god Rhône-rødvin. Den har en blød og bred smag med hele den sydfranske krydderihylde og en lille sødme. Alt i fin balance. 15 procent, men ingen spritkant.

stjernestjernestjernestjerneØ

Garciano, Azul y Garanza, Garnacha, Navarra, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 98,69 kr., Propperiet

En udmærket rødvin på økologisk dyrkede druer. Den har god frugt, krydrede noter - et strejf af peber - og en sødme, som mange vil være glade for.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Clos de Choué, Domaine Chofflet Valdenai, Pinot Noir, Givry 1er Cru, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)

139 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Denne rødvin fra Bourgogne-området Côte Chalonnaise "smelter på tungen". En delikat sag med god Pinot-duft og en blød smag med et klart og modent billede af druen Pinot Noir. Fin vin til prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Opus de Malijay, Château Malijay, Plan de Dieu, Côtes du Rhône Villages IGP, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 119,20, Propperiet

Meget lækker rødvin på druerne Grenache og Syrah, halvt af hver. Den har en fyldig, afrundet smag med noter af mørke bær. Fin krydring. En vin i fornem balance. Skænk den til en ret, der ikke er for krydret.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Saint Jean du Barroux, Philippe Gimel, Ventoux, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., A Vinstouw

En rigtig dejlig rødvin på økologisk dyrkede druer: Grenache, Carignan og Cinsault. Vinen møder én med god frugt, bløde tanniner og en lille sødme. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. De fem stjerner gælder prisen ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjerne

Ca' del Toscanello, Toscana IGT, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Holte Vinlager

Pæn og lidt enkel rødvin med god frugt og let krydrede noter. Prisen ved seks flasker må nok siges at være den rigtige.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

Special Reserve, Spier, Western Cape, Sydafrika, høj alkohol (14,5%)

169,95 kr., pris for 3 liter i boks; på tilbud i denne uge (uge 43): 120 kr., SuperBrugsen

Denne boksvin på druerne Cabernet Sauvignon og Shiraz er kraftig og saftig, med godt krydderi, tilpas syre og en lille sødme. Til 30 kr. pr. normal-flaske en rigtig god hverdags-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Torricella, Diego Pressenda, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Lækker, fire år gammel rødvin, tør og oplagt til mad - fx en god bøf. Det er en vin, der vil noget med sin rene frugt, bløde tanniner og mange facetter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Le Grand Rossignol, Lamothe-Vincent, Merlot, Bordeaux Supérieur, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., AndrupVin.dk

En fortræffelig Bordeaux-rødvin, fire år gammel og moden og afrundet. Den har en lækker og blød frugtsmag med krydrede noter og lang eftersmag. Kraftig nok til også at kunne klare en juleand eller gås.

stjernestjernestjerne

Les Genoux, Domaine of the Bee, Maury, Côtes Catalanes IGP, Frankrig, 2011, høj alkohol (15%)

499,95 kr., pris ved 6 flasker: 449,95 kr., Vinmonopolet

En rødvin. En vin med fyldig, krydret frugt. Men også med en markant spritkant, der skjuler en stor og flot vin. Er den virkelig 450 kr. værd? Vel, der er kun lavet 1600 flasker, og der er sikkert et publikum, som er villig til at betale prisen. Vi er det ikke.

Sød vin

stjernestjernestjerne

Dow's, Late Bottled Vintage Port, Portugal, 2011, høj alkohol (20%)

79,5 kr., pris for ½ flaske, Irma

Denne portvin har en smag lidt i retning af solbærrom, men også en spritkant - selv om vi smagte den let afkølet. God idé, at man også kan få en portvin i halvflaske.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Enghaven Rom Oak Aged, Brænderiet Enghaven, Danmark, høj alkohol (40%)

300 kr., Landmad.dk

En meget lækker mørk rom, men en fin duft af lyse rosiner og nødder. Smagen er fyldig, bred og kompleks med en anelse sødme og noter af tørrede frugter og et lille drillende strejf af røg. Rommen er fremstillet af Brænderiet Enghaven udenfor Randers. Det er godt gået Danmark!

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen