
Den gamle fine gård Augusta Kleinbosch lå omgivet af vinmarker. Nu er den brændt ned til grunden. Fra CNN's YouTube-film.
Historiske bygninger nedbrændt
I de varme og ofte blæsende somre i Sydafrika skal der kun en gnist eller en knust flaske til at starte en større skovbrand.
I de seneste par uger har flere hundrede små og større brande hærget regionen Western Cape og har forårsaget alvorlige skader på vingårde og vinmarker.
Ejerne af vingården Druk My Niet i Paarl har mistet stort set alt. Næsten samtlige vinmarker blev flammernes bytte, og det samme gjorde flere bygninger - heriblandt det 300 år gamle hovedhus, en vinkælder og de fleste af ejendommens gæstehuse. Også ejernes hjem brændte ned til grunden.
Blæst på 100 km i timen
En anden af de gamle hvidkalkede gårde i Paarl, Augusta Kleinbosch, der fungerede som restaurant og gæstehus, er ligeledes nedbrændt. Heldigvis er der kun tale om materielle skader hos de to ejendomme - ingen mennesker er kommet til skade.
Brandfolk og helikoptere med vandsække kæmper i døgndrift for at få bugt med de mange brande i Western Cape. Men en stærk blæst på mere end 100 kilometer i timen besværliggør arbejdet - noget, man får et levende intryk af i
en lille film på YouTube, lagt op af CNN News.
En af de brande, som nu er under kontrol, blussede op på Helderberg-bjergets skråninger. Fire vingårde nåede at blive påvirket i større eller mindre omfang af ilden.
Vinmarker og fynbos brændt
Værst gik det ud over Vergelegen, der ligger omkring 50 kilometer sydøst for Cape Town. Den 300 år gamle vingård står heldigvis intakt, men 10 hektar af vingårdens i alt 140 hektar vinmarker blev hårdt medtaget af flammernes hærgen. Man forventer, at vinstokkene vil overleve - dog vil det betyde et godt indhug i dettes års druehøst.
Resten af de 3000 hektar jord, der tilhører Vergelegen, er helliget rehabiliteringen af fynbos og renosterveld - de for Sydafrika særegne bevoksninger med adskillige sjældne og truede plantearter. Og en meget stor del af disse mange hektar er nu brændt væk.
Røgskadede druer
Som en del af bevaringsprojektet har Vergelegen gennem de sidste tolv år fjernet al fremmed vegetation i området med fynbos og renosterveld, og det er gjort manuelt. Når nu bevoksningen spirer igen efter ildebranden, regner man med at skulle starte forfra på det store arbejde, da også de ikke-ønskelige planter vil få fornyet grokraft.
Ildebranden beskadigede også en del af vinstokkene hos vingården Waterkloof, og hos Morgenster gik det ud over nogle af de vinmarker og olivenlunde, som vingården har anlagt oppe på bjergskråningen.
Vingården Lourensford slap nådigt. Her er der kun tale om røgskadede druer - hvilket selvfølgelig også kan være alvorligt nok.
Blå vin er ikke vin
Der findes rødvin, hvidvin og rosévin. I 2015 føjede en flok unge spanske entreprenører så endnu en farve til listen, idet de lancerede en blå vin med navnet Gik.
Vinen laves i samarbejde med et par spanske vinhuse i appellationen Bierzo i regionen Castilla-Léon, og på det spanske marked sælges den til 10 euro (cirka 75 kr.) flasken.
Gik, der har et alkoholindhold på 11,5%, fremstilles på en blanding af rødvins- og hvidvinsdruer, og den blå farve opnås ved at tilsætte farvepigmentet indigo og antocyanin, som findes naturligt i saften hos flere forskellige planter. Til sidst tilsættes naturlige sødestoffer.
Nu har de spanske myndigheder udstedt et forbud mod, at Gik markedsføres som vin. Og myndighederne har taget EU-reglerne til hjælp. På EU’s liste over vinkategorier er der nemlig ikke nogen kategori med navnet ”blå vin” - ergo kan Gik ikke være en vin, lyder argumentet.
En "skod-kategori"
Skaberne af Gik kalder ifølge The Drinks Business de spanske myndigheders afgørelse for absurd. Indholdet er jo gæret på druer og må derfor nødvendigvis være vin, hævder de.
Nu forsøger de sig med en underskriftindsamling, som så på et tidspunkt lander på myndighedernes bord. Men som det er nu og her, må der ikke længere står ”vin” på Giks etiketter, da produktet i EU-regi nu hører hjemme under kategorien ”andre alkoholiske drikke” - en kategori, som folkene bag Gik kalder for en ”skod-kategori”.
Verdens fladeste vinflaske
De vine, som det britiske firma Garcon Wines har tænkt sig at tilbyde sine kunder, vil blive tappet på verdens fladeste vinflasker. De er så flade, at de, når de er lagt i ligeledes flade æsker, kan dumpes ned i almindelige postkasser og stikkes ind i de brevsprækker, der findes i de fleste britiske hoveddøre. Og det er netop målet - at vinen skal kunne samles op på dørmåtten sammen med regningerne og julekortene.
Plasticflasker med kvalitets-vine
Garcon Wines, der fungerer som en vinklub, er grundlagt af iværksætteren Joe Revell. Der vil stadig gå en rum tid, før der kan komme gang i forsendelserne. Første skridt er at få fremstillet en større mængde af de flade flasker - noget, som Revell nu har fået økonomi til efter at have vundet en iværksætter-konkurrence på britisk tv.
Flaskerne er af plastic og rummer 75 cl ligesom almindelige vinflasker. De vil blive fyldt med udvalgte kvalitets-vine, lover firmaet, og medlemmerne af vinklubben vil så modtage en flaske med en uge eller 14 dages mellemrum, alt efter hvilken ”pakke” de tilmelder sig. Man kan læse mere firmaet ved at
klikke her.

Henrik Poulsen.
Lille produktion af store vine
Henrik Poulsen har taget turen fra Nexø til Napa, hvor han i dag fremstiller vin i sit
Release Winery. Han har ikke nogen fin eksamen som ønolog og er heller ikke landbrugsuddannet, men han har haft de bedste læremestre. En af dem er Peter J. Jørgensen fra Château de Haux i Bordeaux - en anden, den berømte vinkonsulent Michel Rolland.
Poulsen fremstiller kun cirka 1000 flasker årligt af en rødvin på Cabernet Sauvignon-druer fra en vinmark i AVA’en Atlas Peak. Til gengæld er det fantastisk vin, han laver "over there". Det fremgik tydeligt, da han gæstede København for sammen med sin importør, KK Wine, at præsentere vinen i seks forskellige årgange - fra den første årgang 2010 til og med en fadprøve på den nye årgang 2016.
Der findes ikke dårlige årgange
Mange vinproducenter stræber efter at fremstille vin, hvor årgangene i duft og smag minder så meget om hinanden som muligt. De forskellige årgange af rødvinen fra Release Winery bød derimod på overraskende smagsforskelle.
- Jeg ønsker netop, at mine vine skal afspejle årets gang. Jeg gør derfor intet for at ensrette vinene under vinfremstillingen, men guider naturen på vej for at opnå det bedst mulige resultat, forklarede Henrik Poulsen.
- Som Peter J. Jørgensen engang sagde til mig, så findes der ikke dårlige årgange kun forskellige årgange.
Vil ikke fremstille "Parker-vine"
Henrik Poulsen har dog klare holdninger til, hvilken stil rødvin, han ønsker at fremstille. Han har været med til at lave rødvine i andre vinhuse i Napa - vinbamser med frugten i front, sødme og masser af alkohol. Sådan nogle vine, som den amerikanske vinguru Robert Parker giver toppoint.
Den danske vinbonde stræber derimod efter rødvine med et alkoholindhold på højst 14% - og meget gerne lavere. Og vine med en balance mellem frugt og syre og med tryk på tanninerne, så de kan gemmes i 20 til 30 år. Altså rødvine lidt à la Bordeaux. Sådanne vine fremstillede man ifølge Poulsen i Napa i 70’erne - før vinproducenterne lod frugten og alkoholen buldre derudad.
Coca cola tilsat sukkerknald
Det lavere alkoholindhold og den friske syre opnår han blandt andet ved at anvende druer fra højtliggende marker, høste tidligere end sine amerikanske kolleger og gære vinen ved en lavere temperatur.
De amerikanske forbrugeres ganer har i årevis været tunet ind på Parker-vinene, men billedet er ifølge Henrik Poulsen ved at vende. Som han sagde, så er amerikanerne begyndt at sande, at vin ikke behøver at smage som coca cola tilsat en sukkerknald.
Vi har længere nede på siden anmeldt en enkelt af årgangene af rødvinen fra Release Winery.

Hos vinhuset Coates & Seely holder man på, at engelsk mousserende vin skal hedde Britagne.
Fællesnavn for engelske bobler
Franskmændene har deres champagne, og spanierne kalder deres berømte mousserende vin for cava. Og begge navne har opnået en PDO (Protected Designation of Origin) hos EU. Det betyder, at navene kun må anvendes på vine, fremstillet i de respektive appellationer i henholdsvis Frankrig og Spanien.
Hertuginden af Cornwall, der også er præsident for den britiske vinproducentforening, UKVA (United Kingdom Vineyard Association), har for år tilbage understreget, hvor vigtigt det er, at også de britiske producenter af boblevine finder en fællesbetegnelse og får ansøgt om en PDO hos EU.
Som det er nu, står der blot English Sparkling Wine eller Quality Sparkling Wine på etiketterne.
Britagne og Merret
I de sidste fem år har man så forsøgt at finde frem til en ny - og lidt smartere - fællesbetegnelse, og mange forskellige forslag, heriblandt Britagne, har været oppe at vende. Det var det britiske vinhus Coates & Seely, der opfandt Britagne - en sammentrækning af Britannia og Champagne - og begyndte at anvende navnet på deres mousserende vine for fire år siden.
Et andet navn, som man har overvejet, er Merret efter doktor Christoffer Merret, som var den første nogensinde, der sort på hvidt beskrev, hvordan man laver boblevin efter champagnemetoden.
Ingen af de navne, der hidtil har været ført på bane, er endt som et fællesnavn for engelsk mousserende vin.
Nyt navn: British Fizz
Men nu er amerikanerne kommet briterne til hjælp. Betegnelsen British Fizz - altså britisk boblevand - er i den senere tid blevet brugt af flere amerikanske medier. Første gang, den dukkede op, var efter sigende hos baren Jones Wood i New York, der anvendte den på sit drinks-kort.
Nu er betegnelsen også tilflydt UKVA, og her synes man, at den er rigtig god - så god, at man ifølge The Drinks Business er gået i gang med at udfylde en ansøgning om en PDO hos EU.
Hvis British Fizz skulle ende med at blive det fælles generiske navn for engelsk boblevin, vil navnet kun kunne anvendes på vine fremstillet efter champagnemetoden og på druer, der er dyrket i England og Wales.
En sjov idé
En talende gaveæske - sådan én har vi ikke hørt om før! Men det er ikke desto mindre, hvad champagnehuset Veuve Clicquot har fremstillet til sin rosé champagne.
Den, der køber gaveæsken med champagnen, kan indtale en besked på en lille lydoptager, der er skjult i æskens låg. Når æsken åbnes af den heldige modtager, afspilles beskeden automatisk.
Gaveæsken, der er døbt Clicq'call, er lanceret nu i god tid før både Valentins dag og mors dag - to dage, hvor lyserøde bobler pr. tradition let får ben at gå på. Man ser det for sig: Mor åbner æsken med champagne, og straks lyder det ”mor er den bedste i verden”. Der er ikke et øje tørt …
Gaveæsken er fremstillet i et begrænset antal, og vi ved ikke, om den kan fås i Danmark. Vi hører gerne på
mariette@tiedemann.dk.
Man kan i hvert fald købe den i stormagasinet Selfridges i London for 60 pund (cirka 513 kr.).
Bog om neuroønologi
Ønologi er studiet af vin, og neurologi er det område inden for lægevidenskaben, der beskæftiger sig med hjernens funktion. Nu er de to emner blevet forenet i en ny bog, Neuroenology - How the Brain Creates the Taste of Wine, af den amerikanske forfatter og forsker i neurobiologi, Gordon M. Shepherd.
Bogens 208 sider fortæller om teorien bag neuroenologi (neuroønologi) - et ord, som Shepherd selv har opfundet. Denne teori går ud på, at smagen af en vin og oplevelsen af dens aroma skabes i vindrikkerens hjernebark. Hvordan det foregår, redegør Shepherd for til mindste detalje - fra første mundfuld af vinen til de indtryk, der dannes i hjernen.
Ikke kun for nørder
Når vi sluger eller spytter vinen ud under en vinsmagning, opstår der en retronasal lugtopfattelse, hvor vinens aromastoffer via svælget kommer i kontakt med de lugtreceptorer, der findes i næsen. Når det sker, skabes smagsindtrykkene ifølge Gordon M. Shepherd i selve hjernebarken.
Selv om bogen lyder ret nørdet, er den ifølge forfatteren målrettet såvel den almindelige vinforbruger som sommelierer og andre fagfolk.
Neuroenology - How the Brain Creates the Taste of Wine kan købes hos
Saxo.com, hvor den koster 219 kr.
Bogen følger i øvrigt i kølvandet på en anden bog af samme forfatter med titlen Neurogastronomy: How the Brain creates Flavour and Why it Matters - der, som man nok kan regne ud, handler om samme teori inden for gastronomiens verden.
Hovedrengøring
Igennem atten år er
VinAvisens liste over
vinimportørernes websider vokset og vokset og er nået op på mange hundrede adresser.
Det siger sig selv, at nogle af disse mange adresser ikke mere er i live. Firmaer kan have skiftet webadresse – eller være lukkede – og have glemt at fortælle os det.
Derfor er vi glade for, at en af vore læsere, Mogens Bech, meget venligt tilbød at gå alle adresserne igennem og finde ud af, hvilke der ikke mere virkede.
Nogle servere kan naturligvis have været midlertidigt nede, og derfor er alle de "tomme" adresser blevet tjekket igen efter et par dage, hvorefter de er blevet slettet.
I alt drejede det sig om 84 adresser, og for en ordens skyld bringer vi nedenfor en liste over dem. Hvis nogen konstaterer, at de fejlagtigt er blevet slettet, hører vi meget gerne. Så sætter vi vedkommende ind igen. Skriv venligst til
mariette@tiedemann.dk.
Slettede adresser
AB-vin * Alwilda * Anmerra Vinimport * Annes Vinimport * Assisi Vin * Atelier Occitanien * AWine.dk * Babette Vin * Bacchus Vinimport * Bakkelandets Vin * Birk Wine * Blovstrød Vinimport * CaveWine * CellarWine * Danish Wine Cellars * Det Danske Vinhus * Din Vin * Diplomaten * Enotria * Fair Trading * Falk Wine * First Class Wine * Franske Kvalitetsvine * Gamberorosso.dk * Halkær Vin * Handy Vine * Hermansens Vin * Icewine.dk * Impital A/S * Italiensk Vinhus * Kai Pape's Vinhandel *
KEO Danmark * Kikana * Kongemad * La Côte * Livseleksir * MacWine * Mercado Negro * Mulstrup Vinimport * Peter Mertes * PH Vin * Quality Wine * Rask Vin * Skagenfood * Slangerup Vin * Smaghvadduvilha.dk * SoloVino * Stone Grange * Super-Bestwines * Malbec Vin * The House * Tidens Vin - Vinimport * Tjek Vinimport * TN Import * Topvin * Top Wine * TT Vinimport * Tune Vine * Vinhusets Horsens * VainQueur Vin * Vergo Vinimport * Via Vino * Vinagenturet * Vindall’s Vinimport * VinDepotet * Vine.dk * Vinissimo* VinklubDanmark * Vinkøbmanden * VinGruppen * Vinmand.dk * Vinmanden.dk * Vinodan * VinoRosso * Vinotrentino * Vin-T-Vin * Wandel Wine World * Weber Vinimport * Winebrokers * Wine-eshop * Wineimporters * Wine2you.dk * WineWaiter *
DM og ikke VM
I sidste uge bragte vi en Blå Bog om Jimmi Korsholm fra Korsholm VIN, og vi skrev, at han i 2016 debuterede til DM i blindsmagning for hold.
I vores løbeseddel var DM blevet til et VM, og det var selvfølgelig en slåfejl.
Der er nok ingen tvivl om, at Jimmi Korsholm gerne ville med til verdensmesterskaberne i blindsmagning - hvilket dog kræver, at han først har vundet DM.
Jameson er Irlands mest berømte whiskeymærke.
Bedre tider for irsk whiskey
Den irske whiskeyindustri har længe stået i skyggen af Skotlands meget større whiskyindustri. Og den har da også været hensygnende siden 1700-tallet. Dengang var der 1200 whiskeydestillerier i Irland, men de krympede langsomt men sikkert til kun sølle fire styk.
Men i de senere år er der igen kommet godt gang i whiskeyproduktionen. Alene i 2015 åbnede ti nye destillerier, og flere er på vej.
Dobbelt så stor eksport
Nu er der kommet en ny rapport fra det irske fødevareråd Bord Bia med meget positive tal, når det gælder eksporten af whiskey. Den skulle sidste år være steget med 8% til 505 millioner euro (cirka 3,8 milliarder kr.), og ser man på de sidste ti år, har der været en vækst på hele 300%.
Det er ikke mindst USA og de østeuropæiske lande, der har aftaget stadig større mængder irsk whiskey.
Rapporten tager også pulsen på fremtiden, og den ser ligeledes lys ud. Det forventes nemlig, at mængden af whiskey, der eksporteres, vil være steget til det dobbelte i 2020 i forhold til 2015. Og inden 2030 vil den runde 216 mio. flasker.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Bulgarian Wine er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører. I ugens Blå Bog nedenfor kan man læse mere om ejeren af firmaet.

Emil Hristov.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en
særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Emil Hristov (f. 1986) er født og opvokset i den bulgarske hovedstad, Sofia. Hans far er ingeniør, og hans mor har haft lederstillinger i en lang række virksomheder - heriblandt et vin-distributionsfirma, hvilket var medvirkende til på et tidligt tidspunkt at sparke til Emil Hristovs interesse for vin.
I 2010 - efter at have taget en bachelor i byplanlægning - tog han til Danmark for at studere. Det blev til hele to kandidatuddannelser ved Aalborg Universitet i forskellige linjer inden for byplanlægning. Siden da har han blandt andet arbejdet i en tegnestue i Singapore.
Emil Hrsitov har altid elsket at rejse, og hvor han end er kommet frem, har han nydt at smage de lokale vine. Dog forbliver hans hjertebarn bulgarsk vin, og forundringen var stor, da han fandt ud af, at man i Danmark kan få vine fra alverdens lande, men ikke fra Bulgarien.
Det besluttede han sig for at gøre noget ved, og i dag driver han sit eget online-firma, Bulgarian Wine, med håndplukkede vine fra sit hjemland.
Nogle af vinene er lavet af små vinbønder, der har en enkelt vinmark i baghaven - andre er fremstillet i store vinhuse. Men tilfælles har vinene i webshoppen den gode kvalitet, ligesom flere af dem også er prisbelønnede i lange baner.
Når Emil Hristov ikke passer sin vinforretning, benytter han enhver lejlighed til at dyrke sport - blandt andet fodbold, volleyball, tennis, bjergbestigning og cykling samt forskellige former for ekstremsport.
Og så elsker han at lave mad - og drikke god bulgarsk vin til.
Adresse: Bulgarian Wine, Hadsundvej 65, 3, 9000 Aalborg, tlf.: 52 69 99 63, e-mail:
info@bulgarianwine.dk,
www.bulgarianwine.dk.
Ugens vinøse billede
Henrik Olsen har taget dette billede i Toscana, hvor han boede hos Paulo på en gård 600 meter oppe i Mugello-bjergene nordøst for Firenze. Vinen, som Henrik Olsen fik skænket i glasset, var fra en vingård, som tilhørte Paulos bror. Den kom i store galloner, og på billedet her er Paulo i gang med at tappe vinen i kælderen under huset.
Vinen, der selvsagt var uden etiket, smagte fortræffeligt. Det er jo ikke altid, man behøver at købe dyr vin for at få en god oplevelse.
Hvem kommer med det næste billede til os?
Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
410
Den flotte, blå farve bag vinstokkene viser, at der er sprøjtet med kobbersulfat (foto © Anker Tiedemann).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 22 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen