Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 15, 2017



"Champagne-knappen" hos restauranten Bob Bob Ricard.

Kontorer med egen champagne-knap

Tænk, hvis nu man ved sit kontorbord havde en knap, man kunne trykke på, for så kort tid efter at modtage et glas sprudlende champagne.

En sådan knap vil der være installeret i hvert eneste kontor i en ny luksus-kontorbygning i Beak Street nr. 40 i London-bydelen Soho. Og ud over en ”press for champagne” knap vil man også kunne bestille både kaviar og cocktails ved at trykke på lignende knapper.
Ud over, at kontorfolkene selv får glæde af lækkerierne, er knapperne jo også lige sagen, hvis man vil imponere en mulig samarbejdspartner.

Inspireret af luksus-restaurant


Det er en restaurant i kontorbygningens stueetage, der skal levere såvel de våde varer som kaviaren, og leveringen vil foregå via små indbyggede ”køkkenelevatorer” i de enkelte kontorer. Bygningen, forventes indflytningsklar i begyndelsen af 2018.
Ideen til knapperne har man fået fra en luksusrestaurant, Bob Bob Ricard, der ligeledes ligger i Soho. Ved hver enkelt siddeplads er der netop en sådan champagne-knap, som gæsterne kan trykke på, hvorefter champagne-tjeneren straks kommer forbi.


Foto: Wikipedia/Smallman12q.

Undersøgelse med 1,9 mio. deltagere

Der har gennem årene været udført utallige undersøgelser om vins - og især rødvins - godgørende effekt i forbindelse med hjertekarsygdomme. Og samtlige undersøgelser har vist, at et moderat forbrug nedsætter risikoen for en række af disse sygdomme.
Nu har forskere ved Cambridge University og University College London udført endnu en undersøgelse - der kun bekræfter de resultater, andre forskere er nået frem til.
Men det, der er interessant ved den nye undersøgelse, er, at det er den hidtil største af sin art med hele 1,9 millioner forsøgspersoner.

62% med et moderat forbrug


Undersøgelsen var baseret på persondata fra en anden meget stor undersøgelse omkring hjertekarsygdomme, Cardiovascular research using Linked Bespoke studies and Electronic health Records (CALIBER).
De mange deltagere var i alderen 30 år og opefter, og der var lige mange mænd og kvinder. Ingen af dem havde før undersøgelsens start haft nogen form for hjertekarsygdomme, og de fleste var ikke-rygere og ikke overvægtige.
62% af deltagerne havde et moderat alkoholforbrug på højst 21 genstande om ugen for mænds vedkommende og fjorten genstande for kvindernes vedkommende. Derudover var der både afholdsfolk og deltagere med et alt for stort forbrug.

Større risiko for afholdsfolk


Forskerne fulgte forsøgspersonerne i seks år, og undersøgte deres forbrug af alkohol i forbindelse med tolv forskellige hjertekarsygdomme - heriblandt angina pectoris, hjertesvigt og blodprop i hjertet.
Det viste sig, at afholdsfolkene havde en øget risiko for at blive ramt af mellem syv og samtlige tolv af disse hjertekarsygdomme sammenlignet med de deltagere, der havde et moderat alkoholforbrug.
De deltagere, der havde et alt for stort forbrug, havde samme øgede risiko for at blive syge som afholdsfolkene.
Man kan læse den omfattende undersøgelse i sin helhed ved at klikke her.


Søskendeparret Betina Newberry og Tom Huniche, der ejer Dyrehøj Vingaard.

Crowdfunding til dansk vingård

Crowdfunding - altså mængde-finansiering - er en finansieringsform, der bliver stadig mere populær. Kickstarter og Indiegogo er eksempler på firmaer, der tilbyder international crowdfunding. På firmaernes websider kan man gå ind og støtte alle mulige projekter, som designfirmaer, private opfindere og tekniknørder har udviklet, og som de mangler penge til at sætte i produktion.

Som man har kunnet læse og høre for nylig i de danske medier, har Coop nu taget ideen op. Ved at klikke her kan man hjælpe en lang række visionære fødevareproducenter med at føre diverse projekter ud i livet.
Blandt de virksomheder, der søger crowdfunding via Coops nye platform, er Dyrehøj Vingaard i Røsnæs ved Kalundborg.

Mere mousserende vin


Søskendeparret Tom Huniche og Betina Newberry, der ejer vingården, fremstiller en række forskellige vine på druerne fra de i alt 25.000 vinstokke - heriblandt mousserende vin. Og netop produktionen af bobler ønsker vingården at udvide i de kommende år.
Det kræver dog, at en række nye maskiner - blandt andet en dégorgeringsmaskine - gør sit indtog i vineriet. Som det er nu, foregår dégorgeringen - det led i fremstillingen af den mousserende vin, hvor en prop af frossent bundfald fjernes fra flaskehalsen - ved hjælp af håndkraft. Derudover skal der også indkøbes en propmaksine, en flaskevasker og en fryser.
Det er til disse maskiner, vingården nu søger støtte via en kampagne på Coops crowdfunding-side. Målet er 350.000 kr., og der er i skrivende stund indsamlet 3075 kr. Men der er også endnu 87 dage at løbe på.

Fra rundvisning til gourmetmiddag


Ligesom på de internationale crowdfunding-platforme får de, der giver et bidrag, en belønning. Hvis man støtter med 175 kr., giver vingården en rundvisning med efterfølgende vinsmagning for en enkelt person. Et bidrag på 500 kr. øger deltagerantallet til to personer og en flaske cider oven i hatten.
Hiver man 10.000 kr. op ad lommen, får man også en kasse vin og en kasse spiritus samt en gourmetmiddag med vinmenu for fire personer.
Man kan også støtte en dansk whiskyproducent via crowdfunding-siden. Det drejer sig om Ærø Whisky, som man kan hjælpe med at få gang i en økologisk produktion.


Vinstokke podet på æbletræer

Hos det britiske vinhus Hush Heath i Kent ønsker ejeren, Richard Balfour-Lynn, at hans høstarbejdere skal have de bedst mulige forhold.

Druerne hos Hush Heath håndhøstes, hvilket er et hårdt arbejde - ikke mindst fordi det kræver, at man konstant bukker sig ned for at få fat i klaserne. Balfour-Lynn havde lagt mærke til, at ømme rygge var en udbredt lidelse blandt høstfolkene, når drueplukningen var på sit højeste.
Hush Heath ejer også 8 hektar æbleplantage, hvis æbler går til ciderproduktion, og det gav Balfour-Lynn en god idé. Han ville forsøge at pode vinplanterne på æbletræernes grene, så drueklaserne kom op i en mere rygvenlig højde.

"Grapple" i stedet for vin?


Vinhuset fremstiller mousserende vine på de tre champagne-druer, Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier. For de to første druers vedkommende har podningen været en succes - klaserne er modne, og druernes kvalitet i top. Det kniber mere med Pinot Meunier, men man fortsætter med at eksperimentere.
Eksperimentet hos Hush Heath har imidlertid affødt en større diskussion i den britiske vinbranche. For kan man overhovedet skrive ”English Sparkling Wine” på etiketten af en vin fremstillet på druer, der har fået saft og kraft gennem et æbletræ? Bør der ikke snarere stå ”English Sparkling Grapple” - altså en sammentrækning af ”grape” og ”apple”?
Spørgsmålet er nu endt hos DEFRA (Department for Environement, Food and Rural Affairs), hvor man endnu ikke er nået frem til en afgørelse.
Måske skulle vi lige tilføje, at nyheden om den epokegørende podning blev lagt på nettet af Hush Heath d. 1. april.
En morsom historie, som vi ikke kunne nære os for at viderebringe ...

Ugleæg og fårelunger

Vi tror selvfølgelig ikke, at VinAvisens ærede læsere omgås sådan noget som tømmermænd. Men nu, hvor Påsken og de store påskefrokoster er lige om hjørnet, er det måske meget fornuftigt med et par gode råd til, hvordan man bliver de ubehagelige mænd kvit. Den slags råd har det ikke skortet på gennem tiderne. Fx anbefalede Plinius den Ældre to rå ugleæg, ugleøjne og fårelunger, og den romerske politiker Cato gik ind for en skålfuld stuvet kål med rå mandler.
En opskrift fra middelalderen foreskriver derimod, at man nedsvælger en ål med hakkede bittermandler.

Gode råd fra bartendere


Hvis man vil have flere gode råd til, hvordan man bliver tømmermændene kvit, kan man investere i bogen: "How to Cure a Hangover – The Best Remedies from the World's Greatest Bartenders". Den er skrevet af den britiske læge Andrew Irving i 2005 og kan stadig fås hos Amazon.com.
Nedenfor bringer vi to af bogens opskrifter, som er leveret af ”verdens bedste bartendere”.

Honningbolle (Honey Bun)


Bland en ½ moden banan, 1 tsk klar honning, 2 tsk yoghurt og vand, og rør til en jævn konsistens.
Kom det hele i en blender, kør det til en lind væske, og servér med isterninger.
Honningbollen genopretter blodsukkeret og lindrer maven med sit indhold af proteiner, fedt og mineraler.

Aura


Luciano Fierabracci, der er bartender i "The Ground Floor" i New York, anbefaler en tretrins-kur:
Kl. 7: Rør 6 cl mælk og 2 spsk honning sammen, varm det op til kogepunktet, og drik det.
Kl. 9: Rør friskpresset juice fra 1 appelsin og ½ citron sammen med 3 cl rom, varm det op til kogepunktet, og drik det.
Kl. 11: Kom 1,5 cl Campari, 3 cl vodka, 9 cl tomatjuice, saften fra ½ citron, 3 skvæt Worcester-sauce og isterninger i en blender. Blend det, og hæld det i et glas fyldt med isterninger.


850 kvinder var dommere til konkurrencen Féminalise. Som man kan se, havde en enkelt mand - en fotograf - sneget sig ind i hallen. Foto: Dorte Pontoppidan.

To danskere med til Féminalise

I uge 4 nævnte vi vinkonkurrencen Féminalise, der udmærker sig ved, at samtlige dommere er kvinder.

Årets udgave af Féminalise er netop blevet afholdt i Beaune i Bourgogne, og med blandt dommerne var to vinkyndige danskere, nemlig sommelier og PR ansvarlig i Sopexa, Dorte Pontoppidan, og Karin Forup, der har sin daglige gang hos Erik Sørensen Vin. Dorte Pontoppidan skrev hjem til os:
- Der er 850 dommere fra 23 forskellige nationaliteter og hele 4500 vine, der skal smages. Der er en super god stemning, og man møder kun interessante og passionerede vinkvinder.

En lang række søgekriterier


Vinene, som de mange dommere smagte, var traditionen tro hovedsageligt franske.
Resultatet af årets konkurrence er netop blevet offentliggjort og kan ses på konkurrencens hjemmeside. Inde på siden kan man søge ud fra en lang række kriterier: Land, distrikt, vintype, medaljetype, juryens favoritter og - hvilket er en rigtig god og forbrugervenlig idé - prisniveau.

De seks fornemme Lalique-flasker, som de tog sig ud i det lige så fornemme ibenholt-kabinet.

En serie meget gamle whiskyer

Siden 2005 har den berømte skotske whiskyproducent The Macallan med jævne mellemrum frigivet nogle sjældne og meget gamle single malts til salg. Der er tale om whiskyer, som er modnet mellem 50 og 65 år, før de er blevet tappet på fornemme flasker, skabt af det lige så berømte franske krystalfirma Lalique.
Hver af disse whiskyer er fremstillet i et begrænset antal flasker, hvorfor der også ved hver eneste frigivelse har været rift om flaskerne blandt denne verdens whiskysamlere.

Højeste hammerslag for et parti whisky


For nylig satte The Macallan en komplet samling af de i alt seks sjældne flasker til salg hos Sotheby’s i Hong Kong. Med i købet fulgte et unikt kabinet af ibenholt, skabt specielt til denne samling. Og foruden de fantastiske krystalflasker indeholdt kabinettet seks miniatureflasker med single malt i årgangene 1937, 1938 og 1939 samt seks whiskyglas kreeret af Lalique.
Partiet var vurderet til 4 millioner HKD (cirka 3,6 mio. kr.), men gik for hele 7,7 mio. HKD (cirka 7 mio. kr.). Det er det højeste hammerslag, der nogensinde har lydt på en auktion for et enkelt parti whisky. Men nu fulgte der jo også både kabinet og glas med i partiet ...
Køberen var en asiatisk whiskysamler, som har ønsket at være anonym.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* The Wine Company har optaget importen af vinene fra Domaine Puech-Haut i Languedoc og Etienne Boileau i Chablis.
* Philipson Wine har optaget importen af spumanter fra vinproducenten Ferrari i Trentino.
* Enoteca MidtVest er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.
* Fionia Vin har fået eneforhandlingen af vinene fra Sportoletti i Umbrien, Italien.


Sebastian Rind Nellemann.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Sebastian Rind Nellemann (f. 1974) er stifter og indehaver af Österreich Vin i København, der – som navnet antyder – udelukkende importerer vine fra Østrig. Med en baggrund som cand.mag. i filosofi og moderne litteraturhistorie er hans karrierevej nogenlunde lige så atypisk som det skarpt afgrænsede fokus på de østrigske vine.
En tidlig opmærksomhed på forbindelsen mellem Søren Kierkegaards og østrigeren Ludwig Wittgensteins filosofi kan have spillet en rolle. Mere sandsynligt er det dog, at hans nysgerrige blik blot mere eller mindre tilfældigt faldt på netop østrigsk vin, men på rette tidspunkt – og pladask.
Österreich Vin, der slog dørene op i 2004, sælger hovedsagelig vin en gros til andre vinimportører, detailforretninger og restauranter, men fungerer også som et vinotek, en forening af vinbutik og smagerum - ligesom man blandt andet ser det i Wien - med speciale i såvel små som store vinsmagninger. Man kan købe en flaske med hjem eller arrangere en vinsmagning og smage nogle af butikkens knap 300 forskellige vine. Vinene kommer fra i alt 25 håndplukkede vinproducenter, hvoraf hovedparten fremstiller vin efter biodynamiske principper.
Desuden forhandles forskellige specialvarer i butikken – blandt andet græskarkerneolie og Zalto vinglas og karafler.
Sebastian Rind Nellemann er endvidere medejer af Ved Stranden 10 - Vinhandel & Bar og restauranten Admiralgade 26. Han bor på Østerbro og har tre børn med hustruen Eva Birgitta.
Adresse: Österreich Vin, Esplanaden 3, 1263 København K., tlf.: 33 32 39 11, e-mail: sr@osterreich.dk, www.osterreich.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Giovanni Bellinis maleri "Nøgen ung kvinde foran spejlet" fra 1515.

Hvorfor hedder drinken Bellini?

Signe Mathiesen har i en bar smagt en long drink ved navn Bellini. Nu vil hun gerne vide, hvorfor den hedder Bellini - bartenderen vidste det ikke.
Denne lækre drink stammer fra Venedig, og skal den laves helt korrekt, så bruges der Prosecco og puré af hvide ferskener.
Drinken blev opfundet på et eller andet tidspunkt mellem 1934 og 1948 af bartenderen Giuseppe Cipriani, der grundlagde Harry’s Bar i Venedig, og han gav den navnet Bellini, fordi dens farve mindede ham om et maleri fra 1515 af den venetianske kunstner Giovanni Bellini.

En bar med berømte gæster


Og hvorfor hedder baren så Harry’s Bar? Jo, historien går, at en ung amerikaner, Harry Pickering, længe havde været stamgæst i Hotel Europa i Venedig, hvor Giuseppe Cipriani oprindelig var bartender.
Da Pickering en dag holdt op med at komme i baren, spurgte Cipriani ham hvorfor, og han svarede, at hans familie mente, at han drak for meget, og ikke ville sende ham flere penge. Cipriani lånte ham 10.000 lire.
To år senere, i 1929, kom Harry Pickering tilbage til hotellets bar, bad om en drink og betalte Cipriani 50.000 lire. – Tak, sagde han, – og værsgo’. Her er penge nok til at åbne en bar. Du kan jo kalde den Harry’s Bar.
Baren i Venedig har siden set mange berømte gæster, først og fremmest Ernest Hemingway, men også Chaplin, Hitchcock, Truman Capote, Orson Welles, Humphrey Bogart, Baron Philippe de Rothschild, Onassis og Woody Allen – og tusinder af turister, der betaler alt for meget ekstra for at kunne sige, at de også har været der.


Ugens vinøse billede

Carsten Simonsen har været i Sorrento i Syditalien - et godt stykke nede på forsiden af støvleskaftet. Byen ligger ud til det Tyrrhenske hav, og en dag, hvor han var på vandring i det kønne bakkede landskab bag kystvejen, tog han dette billede. De fint opbundne vinstokke er stadig nøgne - men det er jorden nedenunder så afgjort ikke.
Carsten Simonsen mener, at der må være tale om en økologisk vinmark - hvilket han sikkert har ret i.

Hvem kommer med det næste billede til os?


Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-442


422 Der snaps på bordet i Holbergs ”Erasmus Montanus” og Marstrands maleri fra 1865 (udsnit, Aros, foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Contessa Carola, Rosé Spumante, Extra Dry, Millesimato, Italien, 2013, lav alkohol (11,5%)

79 kr., Premier Cru

Fine, stadige bobler i glasset, god mousse i munden, klar og ren druesmag ... og så er den billig. Den femte stjerne får den på grund af prisen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Esmeralda, Miguel Torres, Catalonien, Spanien, 2016, lav alkohol (11,5%)

59,95 kr., På tilbud i denne uge (uge 15): 33,17 kr. ved 6 flasker; fås også i SuperBrugsen, Kvickly

En "fed" hvidvin - fed på to måder. Den har en indtagende og aromatisk duft og smag samt en let fedme. Dertil en lille sødme. Det er da også to charmedruer, der mødes i den: Muscat og Gewürztraminer. Skænk den fx til røgede ting eller til nogle gode oste. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chara, Feudo Disisa, Terre Siciliane IGP, Italien, 2015, lav alkohol (12,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En yderst vellavet hvidvin med en dejlig duft og en frisk, harmonisk og lækker druesmag med noter af citrus og eksotiske frugter. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Réserve, Aliance Alsace, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%)

79,5 kr., Irma

Elegant og lækker Gewurztraminer uden den opulente aroma, man af og til kan møde i vine på druen. En lækker hvidvin med noter af hyldeblomst, fortræffelig til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá, Chardonnay, Casablanca Valley, Reserva, Chile, 2016, lav alkohol (12,5%)

89,75 kr., på tilbud indtil 23. april: 69,75 kr., Skjold Burne

En elegant hvidvin, hvor modne citroner spiller hovedrollen i duft og smag. Men der er også fine krydrede noter og friske grønne druer i den lange eftersmag. I en blindsmagning ville man nok ikke gætte på, at vinen er lavet på Chardonnay, men det skal ikke ligge den til last. Det er en ualmindelig lækker vin, der ligefrem kalder på rejer, kammuslinger og alt muligt andet godt fra havet. Og så er den et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Weingut Jakob Jung, Riesling, Rheingau, Classic, Tyskland, 2015, lav alkohol (11,5%)

109,95 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

Fortræffelig Riesling-hvidvin med en fin aromatisk duft og en frisk, harmonisk druesmag med en lille sødme. Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pierre de Lune, Hubert Metz, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)

145 kr., pris ved 6 flasker: 125 kr., Alsacevinene.dk

En fortræffelig hvidvin med alle druen Pinot Blancs dyder - dejlig, blød frugt, fin krydring, alt i fin balance. Netop Pinot Blanc plejer at værre rigtig god til mad - det gælder også denne vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Single Block, Peter Yealand, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2014, lav alkohol (13%)

159,95 kr., På tilbud i denne uge (uge 15): 99 kr., Kvickly

Lækker, aromatisk og ret fyldig hvidvin, saftig og læskende, med god smag af druen Sauvignon, der bærer igennem til eftersmagen. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Esmeralda, Torres, Catalonien, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 15): 33,17 kr. ved 6 flasker; sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Lækker rosévin, der må siges at være mere end fortræffelig til tilbudsprisen - og til den normale pris med. Den har en liflig duft, en smuk, rosa farve og en god druesmag med fin sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Argaray, Bodegas Artajona, Navarra, Spanien, 2016, middel alkohol (13,5%)

89 kr., pris ved 3 flasker: 59 kr., Propperiet

I glasset præsenterer denne rosévin sig med en aromatisk smag med noter af jordbær og hindbær. Men frugtsmagen går ret hurtigt over i et bittert bid.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

120, Viña Santa Rita, Malbec, Valle Central, Chile, 2015, middel alkohol (13,5%)

58,95 kr., Amka

Vellavet rødvin, der åbner sig fint og afrundes, når den bliver plasket over i en karaffel et par timer før måltidet. God, blød frugt, mørke bær, tilpas syre og tanniner. Den femte stjerne får den for den rimelige pris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Vall Sanzo, Ribera del Duero, Spanien, 2012, høj alkohol (14,5%)

72,12 kr., Winefamly Vinklub

En udmærket rødvin, tør og med god frugt og krydrede noter. Men også med et lidt for markant bittert bid i eftersmagen - det snuppede den femte stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terre Nobili, Lidia Matera, Calabria IGP, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

89,85 kr., VinMedMere.dk

Kraftig, vellavet vin fra den italienske støvletå. En vin med god, fyldig frugt og tilpas krydring. Udpræget madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Valturio, Valturio Mecerata Feltria, Sangiovese, Marche Rosso IGT, Italien, 2009, lav alkohol (13%)

128 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

En superlækker rødvin, meget Sangiovese, ikke Toscana, men fra naboregionen Marche. Blød, dejlig frugt, fine tanniner, lang eftersmag. En god, anvendelig madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mandus, PietraPura, Primitivo, Manduria, Italien, 2015, middel alkohol (14%)

129,75 kr., på tilbud indtil 23. april: 99,75 kr., Skjold Burne

En indtagende rødvin med duft og smag af modne brombær og chokolade. Det er en vin med en hel del sødme - men også med et tilpas modspil fra tannierne. En vin, mange vil kunne lide, og en vin til det store ostebord, let krydrede pastaretter eller sammenkogte kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Petit Pissares, Costers del Priorat, Priorat, Spanien, 2015, høj alkohol (14,5%)

169 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., D’Wine

Elegant og lækker rødvin med blød, afrundet frugt, fin krydring, noter af brombær, jordbund samt vanille fra seks måneder på fad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

San Lorenzo, Chono, Maipo Valley, Chile, 2012, middel alkohol (13,5%)

En stor, elegant og vidunderlig rødvin på druerne Carmenère, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Petit Syrah og Syrah. Den har en harmonisk, silkeblød smag med noter af mørke bær, lækre tanniner og fint integrerede fadnoter.

Sød vin

stjernestjernestjerne

Sommavite, Castellani, Vino Liquoroso, Italien, høj alkohol (16%)

79,75 kr., pris for 50 cl på tilbud indtil 23. april: 59,75 kr., Skjold Burne

En sød dessertvin, men ikke SÅ sød. Faktisk ret let. Skænk den fx til en tør kage.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sweet Blue, Skærsøgaard Vin, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2016, lav alkohol (12%)

Modne citrusfrugter og melon præger duften af denne liflige søde hvidvin. Smagen er sød med ikke tung og sliksød, men derimod let og elegant og med en lang aromatisk eftersmag. Det er forår på flaske. Nyd vinen til en let dessert eller kage - fx med nougat eller syltede frugter.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen