
Professor Uwe Bunz og en kollega med de fluorescerende væsker. Foto: Sebastian Hahn.
En meget farverig "tunge"
Kunstige ”tunger”, der kan skelne smagen af fx to vine fra hinanden, er ikke noget nyt. Det nye ved den ”tunge”, som nu er udviklet af forskere ved universitetet i Heidelberg, er, at den benytter sig af seks forskellige kemiske væsker med fluorescerende farvestoffer - og at den måske en dag vil kunne bruges til privatbrug.
Forskerholdet, der er under ledelse af professor Uwe Bunz, har i første omgang testet ”tungen” på en række forskellige whiskyer - såvel single malt som blendede udgaver fra både Skotland, Irland og USA.
At valget faldt på whisky skyldes, at forskellige whiskymærker indeholder mange af de samme molekyler, hvorfor det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Man ville med andre ord sætte "tungen" på en ekstra svær opgave.
Fungerer som en rigtig tunge
For hver whisky kom forskerne en enkelt dråbe ned i hver af de seks fluorescerende væsker, hvorpå lysstyrken i væskerne ændrede sig en anelse. Dernæst brugte man en særlig maskine, der kan aflæse og måle disse fine ændringer, og derigennem kunne man finde frem til et samlet unikt signaturmønster - eller fingeraftryk - for hver enkelt whisky.
Systemet minder om den menneskelige tunge, der har en række forskellige receptorer, som er i stand til at smage henholdsvis sød, salt, bitter, sur og umami. Tilsammen danner indtrykkene fra receptorerne helhedsoplevelsen af fx en whisky.
Ud over smag og aromastoffer afslørede "tungen" via signaturmønstret også whiskyens alder, hvor længe den havde modnet på fade osv.
Næste skridt er rødvin
Med den nye ”tunge” er det faktisk muligt at skelne en falsk vin eller whisky fra den ægte vare, da den forfalskede whisky vil vise sig at have et divergerende signaturmønster - uanset, hvor god en forfalskning, der er tale om. Og det er her, "tungen" i en fremtidig og mere brugervenlig model vil kunne bruges af fx denne verdens whisky- og vinsamlere. Næste skridt bliver at afprøve ”tungen” på en større mængde rødvine, lyder det fra forskerne.
Man kan læse mere om projektet ved at
klikke her.
490 tons smuglervin
For nylig iværksatte det kinesiske toldvæsen den hidtil største razzia, når det gælder smuglervine. Og man må sige, at razziaen, som fandt sted samtidig flere steder i Guandong-provinsen, gav pote.
I alt blev der afsløret 490 tons illegale vinflasker til en samlet værdi svarende til 225 millioner kr. Der var hovedsageligt tale om fornemme Bordeaux-vine - Château Lafite, Mouton Rothschild, Petrus osv.
Heldigvis ikke forfalskninger
De mange vine var blevet smuglet ind i Kina fra Hong Kong og Macao via fem havne, som forbinder de to regioner med moderlandet. I 2008 fjernede de to regioner samtlige afgifter på importerede vine - mens der i Kina den dag i dag stadig er markante afgifter svarende til cirka 50% af værdien af en flaske vin.
Smugleriet af de afgiftsfrie vine fra Macao og Hong Kong har derfor grebet om sig i de sidste otte år.
29 personer er ifølge The Drinks Business arresteret i forbindelsen med razziaen. De kinesiske toldmyndigheder trøster sig med, at indholdet i de mange flasker i det mindste ikke er forfalsket. Så havde det været en endnu mere alvorlig sag …

Rhônevinfestivalen afholdes i stemningsfulde omgivelser hos Dansk Vincenter i Avedøre.
Nedtælling til årets Rhônevinfestival
Selv om vi kun lige har taget hul på sommeren, kan det være en god idé allerede nu at planlægge, hvilke af sensommerens vinøse arrangementer, man vil deltage i.
En af de store tilbagevendende begivenheder er Rhônevinfestivalen, som både vinbranchefolk og forbrugere er strømmet til år efter år.
I år er det 14. gang, festivalen afholdes, og datoen er d. 16. september. Rammerne er som altid Dansk Vincenter i Avedøre ved København, hvor de mange Rhônevine smages med udsigt til vinmarkerne.
Publikum kårer de bedste vine
Udstillerne, der skænker i glassene, er både store vinimportører og en hel underskov af kvalitetsbevidste specialimportører, og traditionen tro vil der også være en publikumkonkurrence, hvor dagens bedste vine kåres.
Rhônevinfestival 2017 afholdes i et samarbejde mellem Inter Rhône og The Wine Company. Man kan finde en oversigt over udstillerne og købe billetter til 275 kr. pr. person ved at
klikke her.
Interesserede udstillere er velkomne til at kontakte arrangørerne på
thewinecompany@private.dk eller tlf.: 22 24 68 82.

Lancaster House, der huser den britiske regerings egen gigantiske vinkælder. Foto: Wikipedia/Russavia.
En regerings-kælder med 33.669 vinflasker
Under Lancaster House i London ligger der 33.669 flasker vin. Til sammen udgør de den britiske regerings vinkælder, hvorfra man henter flasker til alt fra mere ydmyge receptioner til middage for udenlandske statsoverhoveder.
Hvert år offentliggør regeringen en mere end 60 sider lang inventarliste over de mange vine med markedspriser og kældermesterens smagekommentarer.
Nyeste udgave af listen viser, at de mange flasker, som kælderen her og nu rummer, har en markedsværdi på omkring 800.000 pund (cirka 6,8 millioner kr.) - og at der er flere meget fornemme gamle vine iblandt, som kun bliver skænket i glassene, når der er ekstra fornemt statsbesøg.
Krug i stor størrelse
I kælderen finder man fx en flaske magnum Krug champagne årgang 1964 til en værdi af 1895 pund (cirka 16.000 kr.) og flasker af Château Latour 1955, hvis værdi er opgjort til 1081 pund (cirka 9000 kr.) flasken. Om denne vin har kældermesteren i 2003 skrevet ”indbegrebet af en vidunderlig Bordeaux-rødvin. Frisk og indtagende. Det haster ikke med at få flaskerne drukket".
Bare de ikke topper ...
Der er også adskillige meget gamle flasker portvin fra 1940’erne - heriblandt en flaske Graham’s Vintage Port 1935 til en værdi af 1583 pund (cirka 13.500 kr.). I 1988 skrev kældermesteren, at den ville kunne holde til omkring år 2000. Man kan jo så godt blive lidt nervøs for, at nogle af disse fine og kostbare gamle flasker ligger alt for længe og ender med at blive til eddike …
Toppen af poppen er portvinen Quinta do Noval Vintage 1931 til en markedsværdi af 5120 pund (cirka 43.600 kr.).
Vinkælderen byder så afgjort på flest franske vine, men gennem årene er der også tilflydt den stadig flere engelske flasker fra vinhuse som Chapel Chapel Down, Furleigh Estate, Three Choirs og Denbies.
Kraftigt uvejr har ramt Californien
Vinproducenterne kunne kun se målløse til, da et usædvanligt kraftigt uvejr for nylig ramte det nordlige Californien.
Torden, lyn, regn, stormvejr og hagl i en frygtelig forening rev løvet af vinstokkene og ødelagde de små nye drueklaser. Enkelte steder var haglene på størrelse med valnødder.
Nogle vinproducenter mistede en stor del af deres kommende druehøst - det gjaldt blandt andet Turley Wine Cellars, der ifølge Decanter regner med en reducering af høsten på mellem 50 og 70%. Andre slap mere nådigt med tab på mellem 5 og 10% af de nye druer.

Festivalen var fransk til fingerspidserne. Der var baretter på hovederne og fransk tekst på skiltene.
Fransk vin, ost og boule
For nylig afholdtes årets udgave af Apéritif á la francaise ved Torvehallerne i København. Og denne fejring af fransk vin og delikatesser forløb over al forventning - hvilket ikke mindst skyldtes nogle meget venlige vejrguder. Markedet foregik nemlig dels uden døre, dels i et stort telt.
Der var vine i lange baner, i samtlige farver og fra knastørre til super søde. Sulten blev stillet med oste, charcuteri og kager, og som noget nyt var der mulighed for at vise sine færdigheder på en boulebane. Og kendte man ikke reglerne, kunne man få hjælp fra en bouleinstruktør.
En gadekunstner sad også parat til at portrættere folk - ligesom på Montmatre i Paris.
Hvis man ikke havde tid til at lægge vejen forbi Apéritif á la francaise i år, så får man chancen til næste år, hvor festivalen vender tilbage.

Drinken Lillet Vive
En herlig sommerdrink
På Apéritif à la francaise (se ovenfor) kunne man få en rigtig fransk sommerdrink lavet på Lillet, en hedvin, som er en blanding af hvidvin, frugtlikør og krydderurter lagret på fade.
Lillet kan blandt andet købes i
Føtex samt i en række vin- og spiritusforretninger rundt om i Danmark.
Nedenfor kommer en opskrift på en skøn og forfriskende drink med Lillet, der er perfekt som apéritif.
Lillet Vive
6 cl Lillet Blanc
6 cl Tonicvand (man kan også bruge danskvand)
Isterninger
Pynt: jordbær og agurk i skiver samt mynteblade
(Man kan også bruge Lillet rosé - her bør pynten være en skive lime)
Seminar om tyske øko-vine
I 1986 organiserede de tyske disciple af Rudolf Steiner sig, og siden er produktionen af økologiske/biodynamiske vine vokset lige så stille. I dag udgør de 3% af den totale tyske vinproduktion og er underkastet strenge krav til markarbejdet, høstudbyttet osv.
Det oplyste Master of Wine Romana Echensperger for nylig på et noget støjplaget seminar i Skuespilhusets foyer i København. I baggrunden flokkedes gæsterne om smageborde, hvor en lang række producenter præsenterede deres vine.
Det fremgik af seminaret, at begreberne flyder lidt, når man taler om organisk-økologisk-biodynamisk vinproduktion. Konklusionen var noget i retning af, at biodynamisk betyder det samme som organisk plus lidt mere. Altså lidt flere krav.
Rigtig gode vine iblandt
Men da sandheden findes i flasken, var der knyttet en smagning til foredraget, og her viste top-klassifikationerne GG (Grosse Gewächs) og Grosse Lage deres berettigelse.
En stribe udgaver af Riesling fra Mosel, Nahe, Rheingau, Rheinhessen og Pfalz viste druesortens spændvidde, og et par udgaver af Spätburgunder fra henholdsvis Pfalz og Baden bekræftede, at de dage for længst er forbi, da tysk rødvin var en vittighed.
Det samme kunne man opleve under en rundgang ved smagebordene. En del af de tilstedeværende producenter var på udkig efter en importør. Andre var kommet i havn hos importører som
Juul's Vin og Spiritus og
Emilie Vin.
Jørgen

Etiketten på den meget gamle flaske Marie Brizard.
En likør med duft af Titanic
På Vinexpo, der afholdes fra d. 18. til 21. juni, kan man se en meget gammel flaske likør. Det drejer sig om en flaske Marie Brizard Surfine 1912 indeholdende 22 karat bladguld - en likør, som blev skænket i glassene under skibet Titanics legendariske jomfrurejse samme år.
Flasken stammer fra den franske vinsamler Michel-Jack Chasseuils store vinkælder med omkring 40.000 flasker. I bogen ”100 Extraordinary Bottles: From the Most Beautiful Wine Cellar in the World” har Chasseuil udvalgt hundrede af de mest fantastiske og historiske flasker fra sin kælder - heriblandt Marie Brizard-likøren.
Og nu har han så for en kort stund udlånt flasken til Marie Brizards stand på Vinexpo.
Måtte droppe rejse med Titanic
Michel-Jack Chasseuil købte flasken i 1988 på en auktion i Versailles. Sælgerne var efterkommere af Louis Renault, der grundlagde bilfirmaet, Renault. Han ville rigtig gerne have været med om bord på Titanic - der som bekendt gik ned, fordi det stødte på et isbjerg. Men af ukendte årsager måtte han (heldigvis) springe fra i sidste øjeblik.
For blot at få ”en duft” af den store oplevelse, han nu måtte gå glip af, købte han likøren, som han vidste, folk om bord (dem på første klasse) skulle nyde. Han havde uden tvivl tænkt sig at drikke likøren, men heller ikke det fik han altså gjort.

En sommelier i en fin restaurant er i færd med at dekantere en rødvin. Foto: Wikipedia/Agne27.
Om vintjenere og husets vin
I sidste uge spurgte vi VinAvisens læsere, om deres holdning omkring bestilling af vin, når de er på restaurant - om de altid, ofte eller aldrig bestiller husets vin, og om de selv klarer vinvalget eller foretrækker at få et godt råd fra en vintjener eller sommelier.
Tak for de mange input, vi har fået. Vi kan dog ikke bringe dem alle, og har derfor udvalgt nogle få, som ses nedenfor.
Prislejet tæller
Kamilla Poulsen skriver: - Jeg vælger stort set altid husets vin - hvid til fisk og salater og rødvin til kødretter. Det er der flere årsager til. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke rigtig kan lide at spørge tjeneren til råds. Tænk hvis nu han eller hun peger på en ret dyr vin som den aller bedste match. Så har jeg svært ved at sige, at den vil jeg helst ikke have. Husets vin er derimod som regel i et prisleje, jeg kan klare.
- Desuden har jeg flere gange hørt, at man kan kende en restaurants niveau på brødet og husets vin, hvilket jo så må betyde, at husets vin er udvalgt med omhu og af en kvalitet, restauranten kan stå inde for.
Ligegyldige svar fra tjeneren
Torben Hemager vælger derimod kun sjældent husets vin: - Vi har et ret godt kendskab til vin og vælger sjældent de dyreste vine, men dem, vi mener, der vil passe til den valgte mad.
- Jeg spørger ofte tjeneren eller sommelieren, hvad vedkommende mener om valget. Desværre er svaret lige så ofte enten ligegyldigt eller misvisende. Andre gange fås et kvalificeret modspil. Det er ikke nemt, at være vin-analfabet.
Og så er der Svend Rasmussen, der er godt inde i vinens verden, og som har sin helt egen metode:
- De fleste bedre restauranter herhjemme har velfungerende og up-to-date hjemmesider, og her tjekker jeg både menu og vine ud på forhånd, så jeg har en god idé om de retter og ledsagende vin(e), jeg kunne tænke mig. Det går meget hurtigere med bestillingen, når man så er ankommet til restauranten. Og så glæder man sig så meget desto mere, når man kan svælge over maden og vinen på nettet.
- Så faktisk spørger jeg stort set aldrig en vintjener til råds om vinvalget.
Glenmorangie Distillery ligger i byen Tain i regionen Highlands.
Godt gang i de grønne initiativer 
I 2009 lancerede Scotch Whisky Association (SWA) et miljøprogram for sine mange medlemmer, whiskydestillerierne.
Programmet, Environmental Strategy for the Scotch Whisky Industry, skulle blandt andet sørge for, at destillerierne skar ned på brugen af fossile brændstoffer og derigennem reducerede CO2-udslippet.
Og de skotske whiskydestillerier har taget programmet til sig - rigtig mange har eller er i færd med at implementere diverse grønne løsninger.
I 2015, hvor programmets virkning sidst blev kortlagt, viste det sig blandt andet, at de skotske destilleriers brug af ikke-fossile brændstoffer var steget til 17% - og at kun 2% af alle de rester, som er til overs fra destilleringen, blev deponeret. Resten blev genanvendt i forskellige miljøprojekter.
Projekt østers
Det berømte whiskydestilleri Glenmorangie Distillery står bag et af de nye miljøvenlige initiativer, hvis overordnede mål er at genskabe de naturlige østersbanker i Dornoch Firth, en bugt i regionen Highlands i det nordlige Skotland, hvor destilleriet har til huse.
For hundrede år siden var der et hav af østers i bugten, men forurening har ødelagt trivselsforholdene for de velsmagende bløddyr.
Nu har Glenmorangie installeret et særligt rensningsanlæg, der gør, at man kan genbruge den store mængde affaldsrester og vaskevand fra destilleringen. Ud over at rense vandet søger anlægget også for at forvandle affaldet til biogas og til et slam, der er rigt på kobber.
Rent vand til bløddyrene
Biogassen genbruger Glenmorangie som elektricitet - hvilket skærer ned på destilleriets brug af fossile brændstoffer med 15%. Det kobberholdige slam anvendes som gødning af omegnens bønder. Og det rene vand sendes ud i Dornoch Firth til glæde for østerserne.
Om ti år regner man med, at bugten igen vil være rig på østers.
Glenmorangie har to samarbejdspartnere i dette østers- og miljøvenlige projekt, Heriot-Watt University og Marine Conservation Society.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Remi Sahner.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en
særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Remi Sahner (f. 1968) er salgschef for Fyn og Jylland hos Løgismose Vin.
Og det er også i netop denne del af Danmark, han primært har haft sin største berøringsflade gennem elleve succesfulde år som account manager hos H. J. Hansen Vin.
Senest har han dog været tilknyttet det danske professionelle cykelhold Concordia Forsikring Riwal (det nuværende Riwal Platform Cycling Team) som kommerciel direktør.
Foruden et grundigt branchekendskab er Remi Sahner uddannet tjener og startede sin karriere på Bygholm Parkhotel i Horsens. I forbindelse med uddannelsen fik han øget sin store interesse for vin og besluttede sig for at gøre vinen til sin levevej. Turen gik dog først over Den Kongelige Livgarde i Høvelte efterfulgt af seks år som overtjener på Hotel Faaborg Fjord.
I 1996 tog han endelig springet til vinbranchen og startede hos DZ Wine med opbygning af salg til BtB markedet. Herefter fulgte to år hos E.S. Johansens Vinhandel som salgschef med ansvar for BtB og Horeca, hvorefter han i 2002 fik jobbet hos H.J. Hansen Vin.
Privat bor Remi Sahner sammen med sin kone Christina og deres to børn, Caroline Amalie på 20 år og Niels-William på 13 år. Fritidsinteresserne omfatter cykling, mad og vin, skiløb og sommerferierejser til Sydfrankrig.
Adresse: Løgismose Vin, Nordre Toldbod 16, 1259 København K, tlf.: 33 32 93 32, e-mail:
resa@lmfood.dk,
www.loegismose.dk.
Hvor kan jeg få retsinaen?
Anette Danbæk skriver til os, at hun er blevet særlig glad for retsina fra vinhuset Tsantali. Nu vil hun gerne høre, om vinen findes på det danske marked?
Vi kaster bolden videre til vores mange læsere, og hører gerne fra forhandlere af retsinaen på info@vinavisen.dk.
Og så skynder vi os at benytte lejligheden til at fortælle lidt om den græske specialitet, der får sin særlige smag fra indholdet af harpiks.
Det med harpiksen går helt tilbage til den græske oldtid, hvor grækerne opbevarede og transporterede deres hvidvin i høje lerkrukker, amforaer. Krukkerne var ofte lidt utætte, og man fandt derfor på at overtrække deres indersider med harpiks.
Samtidig opdagede man, at vinen holdt sig bedre i amforaerne med harpiks, og da man havde vænnet sig til smagen, fortsatte man med harpiksen.
Det gjorde man også i oldtidens Rom, men allerede i 200-tallet gik romerne over til træfade, der var lettere end amforaerne og ikke behøvede at blive tætnet med harpiks.
Ugens vinøse billede
Lars Ole Hansen har gennem årene besøgt mange vinhuse, og som han skriver, er det jo altid interessant.
- Nogle er dog mere interessante end andre. Jeg er blandt andet meget imponeret over sherry-husenes ”katedraler”, hvor sherryen ligger og fadmodner.
Billedet har han taget hos Bodega Gutiérrez-Colosía i El Puerto de Santa Maria. Og det viser netop en sådan klassisk katedral - en stor mørk hal med kolossale buer, der ofte når op i 14 meters højde.
Her ligger fadene stablet i det såkaldte solera-system, som man kan læse meget mere om i vores
serie af postkort fra Sherry-distriktet.
Hvem kommer med det næste billede til os?
Hvis I har taget nogle interessante eller sjove vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
432
Thorvaldsen og venner i Rom, maleri af Ditlev Blunck, udsnit, 1836, aktuel på Nivaagaard Malerisamling (foto © Anker Tiedemann).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen