Nyheder for uge 44, 2018

Fra den lille film på YouTube, der giver et indtryk af oversvømmelsernes omfang.
Oversvømmelser i Sydfrankrig
For nylig blev departementet Aude i det sydfranske vindistrikt Languedoc-Roussillon ramt af en naturkatastrofe. I løbet af kun seks timer faldt der lige så megen regn, som der i gennemsnit falder i løbet af fire måneder.
Den store nedbørsmængde resulterede i massive oversvømmelser, der af nogle anses for at være de værste i de sidste hundrede år.
Fjorten mennesker er omkommet, og de materielle skader er omfattende. I enkelte områder, blandt andet i Carcassonne, stod vandet helt op i otte meters højde.
Vinmarker forsvundet i vandmasserne
Når det gælder områdets mange vinproducenter, regner Audes vinråd, Syndicat des Vignerons de l’Aude, med, at omkring 40-50% af det totale vinmarksareal er blevet påvirket af oversvømmelserne. I mange marker har vandet stået så højt, at man ikke engang har kunnet se toppene af vinstokkene. Og nogle steder har det varet flere dage, før markerne igen kom til syne.
Havde fået høsten i hus
Heldigvis havde langt hovedparten af Audes vinhuse fået høsten i hus, før vandmasserne væltede ind over markerne. De fuldmodne druer havde bestemt ikke haft godt af at være omgivet af vand ...
Syv helikoptere og 700 redningsfolk har arbejdet i døgndrift på at redde, hvad reddes kan.
Først om tre uger regner man med at have det fulde overblik over skaderne i Aude, men allerede nu har den franske præsident, Emmanuel Macron, øremærket 80 millioner euro (cirka 597 mio. kr.) til hjælp til Audes indbyggere.
En lille YouTube film lagt på nettet af PressTv giver et indtryk af katastrofen. Filmen kan ses ved at klikke her.

Vista Hills Vineyards marker i Dundee Hills - et underdistrikt til Willamette Valley i Oregon.
Coppola udvider til Oregon
Mange vinproducenter i såvel USA som i andre lande har i disse år et godt øje til Oregon. Den amerikanske stat har nemlig bevist, at den kan fremstille fremragende vine, der vinder stor anerkendelse i hele verden, og det bliver derfor stadig mere populært at erhverve vinhuse og vinmarker i Oregon.
I uge 42 nævnte vi fx, at den sydafrikanske vinproducent Hamilton Russell Vineyards var begyndt at fremstille vin i Oregon-distriket Willamette Valley - et distrikt der er verdensberømt for sine Pinot Noir-vine.
Og nu har også film- og vinproducenten Francis Ford Coppola kastet sin kærlighed på Oregon, idet han har købt vinhuset Vista Hills Vineyard, der ligeledes ligger i Willamette Valley.
Relancerer vinen under nyt navn
Francis Ford Coppola ejer i forvejen vinhuset Inglenook i det californiske Napa Valley og fremstiller vin flere andre steder i USA, men dette er hans første køb i Oregon.
Sælgeren er familien McClintock, der grundlagde vinhuset i 1995, og med i købet hører 17 hektar vinmarker med Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Gris.
Familien beholder navnet på vinhuset - Coppola har nemlig tænkt sig at relancere vinen under et nyt mærke.

Det første billede i 2009 viste en af vinhuset Petalumas vinmarker i det australske Piccadilly.
500 STORE billeder
I denne uge kan VinAvisen fejre et lille jubilæum. Længere nede på siden bringer vi ”ugens STORE billede” nummer 500!For mere end ni år siden – den 26. januar 2009 – bragte vi det første billede, og ideen til den voksende serie billeder fik vi, da vi en dag surfede på nettet. Ved et tilfælde havnede vi på avisen The Boston Globes hjemmeside, hvor man bragte nogle flotte billeder af sejlskibe. Billederne var så store, at de fyldte hele skærmen ud.
Det var noget nyt! Nettet var åbenbart blevet så stærkt, at man kunne belaste det og dets brugere med større mængder kilobytes. Sådan nogle billeder måtte vi også have i VinAvisen!
Med læsernes hjælp
Sammen med det første billede skrev vi, at vi håbede at kunne fortsætte meget længe med ”ugens STORE billede” – hvis læserne ville hjælpe os.
Vi efterlyste vinøse billeder i så høj en opløsning, at man virkelig kan nyde dem i alle detaljer, og så store, at de var egnet som baggrund på Window’s skrivebord.
Billederne skulle opfylde visse betingelser. De skulle være i tværformat, i god opløsning, mindst 1000 x 700 pixels – og flotte!
Og indsenderne måtte ikke blive kede af det, hvis vi syntes, at andre billeder måske var bedre.
Gå på opdagelse i 500 billeder
Mange læsere har igennem årene bidraget med pragtfulde billeder – og tak for det. Bliv endelig ved! Men send helst ikke for mange billeder, der bare viser en vinmark. Vinens verden er så stor, at der er mange andre muligheder.
Billederne har vi uge efter uge samlet på en særlig side, der efter de første 26 uger unægtelig blev lidt tung at hente ind. Så vi oprettede en ny side med de næste 26 billeder. Og sådan blev vi ved, side efter side.
Intet andet medie – på tryk eller nettet – har så stor en samling vinøse billeder!
I dag er vi i gang med at fylde den tyvende samleside.
Prøv at gå på opdagelse i de tyve sider – og bidrag meget gerne selv med nye vinøse billeder. De skal sendes til anker@vinavisen.dk.
Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-520

Urværket er schweizisk, mens resten af uret er lavet af brugte vinfade fra Valpolicella.
Lækkert ur af franske vinfade
I uge 41 nævnte vi et armbåndsur, hvis kork-rem var indfarvet med rødvin.
Endnu et ”vinøst” ur kan nu fås på dansk jord. Wine Watch er navnet, og det vinøse består i såvel urremmen som urskiven og beklædningen af selve urkassen. Det hele er lavet af brugte franske egetræsfade - fade, der tidligere har indeholdt Amarone og andre vine fra det italienske Valpolicella.
Uret er kreeret af det danske designfirma Lindenæs of Denmark i samarbejde med det italienske ur-firma Ab Aeterno. Og der er kun lavet 200 ure, der alle er nummererede.
Wine Watch er skabt til mænd - og til kvinder, der kan lide store ure.
Ved at klikke her kan man læse mere om uret, som findes i to lidt forskellige udgaver, og købe det for 1995 kr.
Måske en julegaveidé til den vin- og urglade ægtefælle ...

Under Organic Value vil man blandt andet kunne smage vine fra vingården Cascina Ca'Rossa i Piemonte. Her ses ejeren, Angelo Ferrio, og hans søn, Stefano.
Kom til stor øko-smagning
Antallet af økologiske vinproducenter i Italien er vokset markant i de senere år, og i dag er landet blandt de førende på verdensplan, når det gælder mængden af øko-vine.
I alt er 101.000 hektar, svarende til cirka 16% af det totale vinmarksareal i Italien enten økologisk certificeret eller i færd med at blive det.
I 2016 eksporteredes 3,4% af de italienske øko-vine, men der er uden tvivl et potentiale for en langt større eksport.
Derfor har vinrådgivningsfirmaet Elisa Spada lanceret projektet Organic Value, der skal udbrede kendskabet til de italienske øko-vine uden for Italiens grænser. Projektet omfatter blandt andet vinsmagninger i en række forskellige lande - heriblandt Danmark. Den 9. november indtager Organic Value nemlig Hotel- og Restaurantskolen i Valby med i alt 26 økologisk certificerede italienske vinproducenter.
Også italienske øko-delikatesser
Der bliver mulighed for at smage et bredt udvalg af øko-vine fra stort set ethvert hjørne af Italien og få en snak med producenterne om bæredygtige metoder i såvel vinmarken som vineriet. Ud over de mange vine bydes der på ligeledes økologiske delikatesser fra støvlelandet.
Dagen er inddelt i to sektioner. Mellem kl. 10.30 og 15.30 er der adgang for professionelle vinbranchefolk, og fra kl. 16.30 til 20 er enhver med glæde for god vin velkommen til at deltage.
Billetter til smagningen kan købes ved at klikke her. Og ved at klikke her kan man se hele udstillerlisten.

Hvis du har 124.000 kr. kan du (måske) blive den glade ejer af denne 5-liters flaske med Mouton Rothschild årgang 2000.
Kæmpeflaske på auktion
Vi nævner ofte, når der afholdes store vin- og spiritusauktioner hos Sotheby’s og Christie’s. Men det ligeledes britiske auktionshus Bonhams kan også være med på vognen, og d. 16. november afholder det sin hidtil største auktion over vin og spiritus.
Auktionen foregår i Hong Kong, hvor 1180 partier kommer under hammeren - 650 partier vin og 530 partier whisky. Auktionshuset forventer, at salget i alt vil indbringe omkring 30 millioner HKD (cirka 25 mio. kr.).
Signerede af baronessen
Blandt højdepunkterne vil der være en Mouton Rothschild årgang 2000 i flaskestørrelsen Jerobaum (5 liter eller 6 2/3 normalflasker). Flasken har en højeste vurdering på 150.000 HKD (cirka 124.000 kr.), hvilket ikke kun skyldes den fine vin og flaskestørrelsen men også, at der kun er fremstillet 5000 af disse flasker. Og alle er de nummererede og signeret af den nu afdøde baronesse Philippine de Rothschild. Hende kan man læse mere om i ugens Hall of Fame længere nede på siden.
På auktionen vil der også være kultvine som fx Petrus årgang 1990, Margaux 1982 og Australiens dyreste vin, Penfolds Grange i årgang 1986.
Et oksehoved for 2,3 mio. kr.
Når det drejer sig om de mange partier whisky, vil man blandt andet kunne byde på skotske Macallan i årgange fra 1937 til 1991 - og på noget så specielt som et hogshead ligeledes med Macallan whisky årgang 1996. Dette særlige fad er vurderet til 2,8 millioner HKD (cirka 2,3 mio. kr.).
Hogshead er engelsk for hovedet på en galt, altså en kastreret orne. Ordet skulle efter sigende stamme fra middelalderen, hvor man stemplede fade ved at brænde tegningen af et oksehoved ind i dem. Fadene skulle således have taget navn efter mærket.
Også i Danmark kaldte man i gamle dage et vinfad for et oksehoved. Et oksehoved vin blev sat til 234 potter, dvs. 226 liter, men var i praksis oftest 240 potter svarende til 232 liter.

Verden har 7,6 mio. hektar vinmarker
Deutsche Weininstitut er netop barslet med en rapport, der tager pulsen på den tyske vinindustri i 2017 via statistikker og grafer. Dog indeholder rapporten også flere oplysninger om den vinøse situation på internationalt plan - som fx, hvordan det står til med vinmarksarealet rundt om i verden.En oversigt viser, at verdens totale vinmarksareal i 2017 lå på 7,6 millioner hektar, og at det land, der har det største areal, er Spanien med hele 967.000 hektar. Dog er landets vinmarksareal blevet hele 36,9% mindre siden 1990.
Det vinland, der har haft den største vækst i arealet, er (ikke overraskende) Kina. For 27 år siden havde det asiatiske land 123.000 hektar vinmarker - i 2017 lød tallet på 870.000 hektar, hvilket er en vækst på gigantiske 607,3%.
Og når det kommer til Tyskland, så har der været en forøgelse af arealet på 7,4% siden 1990 til 102.000 hektar.
Nedenfor bringer vi et udpluk af de øvrige interessante oplysninger fra rapporten - der kan ses i sin helhed ved at klikke her.
Fem facts fra rapporten
* Tyskland er et hvidvinsland, og i dag breder de grønne druer sig på 66,2% af det totale vinmarksareal, mens rødvinsdruerne må nøjes med de resterende 33,8%. Men der er sket meget siden 1970. Her udgjorde arealet med grønne druer 85,3% og det med blå druer sølle 14,7%.
* Riesling er og bliver den drue, der dyrkes mest af i Tyskland. I 2017 dækkede den et areal på 23.809 hektar - eller 23,2% af landets totale vinmarksareal.
* Sidste år blev der i alt på verdensplan fremstillet 250 millioner hektoliter vin. Det var 11,6% mindre end i 1990 - og en nedgang på 8,4% i forhold til 2015.
* Når det gælder eksporten af vin, fører Spanien med 22,1% af landets totale vinproduktion. Dernæst kommer Italien med 21,4% og Frankrig med 15,4%.
* Af en interessant tabel over vinforbruget på verdensplan fremgår det, at Danmark i 1990 drak 1,2 mio. hektoliter vin - sidste år lød tallet på 1,5 mio. hektoliter.

Træk en dram whisky i automaten
I november og december vil man foran Napoleon Hotel i London kunne opleve noget så sjældent som en whiskyautomat.Inde i hotellet ligger whiskybaren Black Rock, og det er ejerne af baren, Thomas Aske og Tristan Stephenson, der har fået idéen i forbindelse med fejringen af barens et års fødselsdag.
I automaten vil man kunne trække poser med 5 cl af en bred palet af skotske single malt whisky’er. Blandt lækkerierne er whisky fra The Macallan, Royal Lochnagar og Aberfeldy.
Til maskinen skal man bruge poletter, som købes inde i baren - en polet koster 8 pund (cirka 67 kr.).
Fungerede som en kaffemaskine
Det med whiskyautomater er dog langt fra en nyhed. I 1960 kunne man på automat-udstillingen Automatic Vending Exhibition i London se automaten Evva Whisky Vending Machine.
Maskinen fungerede fuldstændig som nutidens kaffeautomater. Man placerede et plastickrus under en lille hane, valgte med et tryk, om man ville have ren whisky eller en blanding af whisky og sodavand og kom så en mønt i maskinen.

Gin & Tonic med blå maling
I dag findes der blå vin både med og uden bobler - og nu kan ens gode gamle Gin & Tonic også fås i en flot blå nuance.Baccardi, der ejer ginmærket Bombay Sapphire, har netop lanceret en spiselig blå maling, der skal smøres på indersiden af drinksglasset, når man laver en G&T - hvor ginnen selvfølgelig skal være Bombay Sapphire.
Malingen afgiver ikke bare farve men også en aroma, der harmonerer med de botanicals (krydderier, frugter, osv.), som ginnen er lavet på.
Foreløbig er malingen kun videregivet til fem førende britiske cocktailbarer, heriblandt de to London-barer Mr Fogg’s og Duck & Waffle. Men tanken er, at malingen skal brede sig til 150 barer i Storbritannien.
Og man stopper ikke ved den blå maling - flere farver er på trapperne med hver sin aroma.

Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Baronesse Philippine de Rothschild.
VinAvisens Blå Bog
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til baronesse Philippine de Rothschild. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.Baronesse Philippine de Rothschild (1935-2014) var født ind i vinens verden som eneste datter af den legendariske franske slotsejer, baron Philippe de Rothschild.
I første omgang valgte baronessen dog at gå helt andre veje. Hun var fascineret af scenelivet og bestemte sig for at blive skuespiller. Efter endt eksamen fra Conservatoire National d’Art Dramatique i Paris i 1958 fik hun ansættelse på det fine gamle teater Comédie-Française.
Karrieren på de skrå brædder varede ved lige indtil 1980’erne med den ene succes efter den anden. Men vinen og den ekspanderende familievirksomhed spillede en stadig større rolle for Philippine de Rothschild, og det endte med, at hun efter faderens død i 1988 overtog roret i Baron Philippe de Rothschild SA – en virksomhed, der den dag i dag omfatter ikke mindre end tre fornemme slotte i kommunen Pauillac i Bordeauxs Médoc-distrikt. Foruden Premier Cru Classé-slottet, Château Mouton Rothschild, der som det første erhvervedes af baronessens tipoldefar i 1853, drejer det sig om Château d’Armailhac og Château Clerc Milon.
Philippine de Rothschild har ikke bare formået at løfte den fornemme fædrenearv, men har også gjort meget for at markedsføre virksomhedens vine, der dels består af mærkevare-vine som Mouton Cadet, dels af château-vine af højeste kvalitet.
Hun var også kvinden bag den fine og kostbare hvidvin Aile d’Argent, og hun sørgede for, at Château Mouton fik en andenvin, nemlig Le Petit Mouton de Mouton.
Philippine de Rothschild var gift med forfatteren Jean-Pierre de Beaumarchais og sammen fik de tre børn, Camille, Julien og Philippe. Sidstnævnte er nu bag roret i den gamle familieejede virksomhed.
Hvorfor står der "Dr." på etiketterne?
Sidsel Sørensen undrer sig over, at titlen ”Dr.” - altså ”doktor” - så ofte ses på etiketten af tyske vine. Fx kan der stå Weingut Dr. Steiner eller Weingut Dr. Loosen. Herhjemme kan vi i daglig tale bruge ordet doktor om en læge, og så er der de folk, der har taget en doktorgrad, hvilket er den højeste akademiske grad, man kan opnå.
Men i Tyskland er der mere elastik, når det kommer til brugen af Dr. Enhver, der har en kortere eller længere universitetsuddannelse, kan sætte titlen foran sit navn, og rigtig mange tyske vinproducenter har netop en universitetsgrad inden for fx vindyrkning eller ønologi. Og da man i det hele taget har tradition for at bruge titler i Tyskland, så anvender producenterne gerne den fine titel på etiketterne.

Ugens vinøse billede
Kaare Madsen har sendt os dette smukke efterårsbillede fra Bourgogne-distriktet Mâconnais, der er berømt for sine hvidvine. Billedet er taget lige efter høsten af Chardonnay-druer.
- Nu venter vi på at smage de første Premier Cru-vine fra Mâconnais, skriver vores læser og henviser til, at appellationens vinbønder i de sidste ti år har arbejdet på at opnå Premier Cru-status - hvilket omsider er lykkedes.
22 vinmarker er nu blevet klassificeret med den fornemme status. Det svarer til i alt 182 hektar af Mâconnais samlede vinmarksareal.
Kaare Madsen har ikke selv et vinhus i Mâconnais, men bor en stor del af året i det meget smukke område.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-520

500 En lille engel hviler sig på en tallerken i det kejserlige sølvkammer i Wien (foto © Anker Tiedemann).

Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
VinAvisens Smagenoter
Mousserende



Hvidvin


Rødvin















Sød vin


Andet

