
Et hjørne af vinkælderen i Maison Rostang med årgangsvine tilbage til 1940'erne. I alt rummer kælderen omkring 50.000 flasker.
Tyveri af 150 flasker til 4 mio. kr.
Maison Rostang er en af Paris’s top-restauranter med to stjerner i Michelinguiden - og en berømmet vinliste, der tæller nogle af verdens dyreste vine.
I den forgangne uge havde restauranten indbrud i sin vinkælder, og tyvene har vidst præcis, hvad de skulle gå efter. I alt blev der stjålet 150 flasker til en værdi af 540.000 euro (cirka 4 millioner kr.) - hvilket svarer til en gennemsnitspris på cirka 26.700 kr. pr. flaske. Men der er også tale om kostbare bourgogner i ældre årgange fra Domaine de la Romanée-Conti, Bordeaux-vin fra Petrus, Latour og Lafite Rothschild og adskillige årgangschampagner.
Tynde tyve
Politiet regner med, at tyvene er kommet ind via katakomberne - det netværk af rum, gange og skakter, der ligger som en labyrint på i alt 250 kilometer dybt nede under storbyen.
I murværket ind til kælderen har man fundet en åbning på 50 cm - hvilket jo ikke er meget, så det må have været nogle ret slanke tyve …
Ikke første gang
En anden teori, som politiet arbejder med, er, at en af tyvene har haft en nøgle til kælderen og har rakt flaskerne ned gennem hullet til sine medskyldige.
Det er ikke første gang, tyve har benyttet sig af katakomberne til at stjæle kostbare vinflasker. For et par år siden blev der nogenlunde via samme metode stjålet vine fra en privatsamling til en værdi af 250.000 euro (cirka 1,9 mio. kr.). Det tyveri kan man læse om
i uge 36 2017.

Den blå drue Marselan, der er en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Grenache, er en af de syv netop tilladte druer i appellationerne Bordeaux og Bordeaux Supérieur. Foto: Wikipedia/Vbecart.
Syv nye tilladte druer
Til Bordeauxvin har det siden tidernes morgen kun været tilladt at bruge en lille håndfuld druer. Når det gælder rødvinene, må der anvendes Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec, Petit Verdot og Carmenère - hvoraf de tre første udgør hovedparten af vinene.
Til hvidvinene er de tilladte grønne druer Sauvignon Blanc, Sémillon og Muscadelle.
Men nu har Bordeaux ifølge Wine-Searcher taget et historisk skridt. I vinproducentforeningen for appellationerne Bordeaux og Bordeaux Supérieur vedtog medlemmerne enstemmigt at tillade yderligere syv druer.
Portugals store rødvinsdrue
Bordeaux og Bordeaux Supérieur dækker med deres 65.000 hektar næsten halvdelen af Bordeauxs samlede vinmarksareal, og det er her, distriktets store mængde mindre dyre vine fremstilles. Og det er kun i disse to appellationer, de ”nye” druer vil gøre deres indtog og ikke i berømte appellationer som fx Saint-Émilion og Pauillac.
De netop tilladte druer omfatter fire blå og tre grønne. Til førstnævnte hører Touriga Nacional, Portugals mest berømte rødvinsdrue, samt Marselan og de mindre kendte Arinarnoa, Tannat, og Castets.
De grønne druer er Alvarinho, der er udbredt i Spanien og Portugal, den sjældne drue Liliorila og så Petit Manseng.
Eksperimenter i vinmarkerne
En del vinproducenter i Bordeaux har allerede gennem flere år eksperimenteret i det små med ikke tilladte druer i deres vinmarker - så længe den vin, der fremstilles på druerne, ikke ender i rødvine til salg på hylderne, giver det som regel ingen problemer. Årsagen til eksperimenterne er i høj grad klimaændringerne, der gør det vigtigt for producenterne blandt andet at forsøge sig med mere varme-resistente druer.
Melot fx, som er den mest plantede drue i Bordeaux, har en tendens til under høje temperaturer relativt hurtigt at producere alt for meget sukker - hvilket igen gør det sværere at tæmme alkoholen i de færdige vine.
Kun 10% af en flaske vin
Men nu har producenterne således fået lidt flere lovlige tangenter at spille med på klaveret, når de skal blande deres vine. Dog må arealet af vinstokke med de nye druer kun udgøre højst 5% af et vinhus’s samlede vinmarksareal. Og i en flaske vin må druerne kun udgøre 10% af blandingen.
Før det officielle startskud til plantning af de syv druer kan lyde, skal vinproducentforeningens vedtagelse have det endelige blå stempel af den franske appellations-myndighed, INAO - hvilket pr. tradition godt kan tage en god rum tid …

Ejerne af L'Enoteca di Mr. Brunello, Gildo Russo og Jennifer Delaloca, er glade for, at deres Københavner-restaurant har fået to glas for sin omfattende vinliste.
Priser for bedste vinlister
Det anerkendte amerikanske vinmagasin Wine Spectator har siden 1981 uddelt priser for de bedste vinlister i restauranter i ind- og udland.
For overhovedet at kunne komme i betragtning til en pris, skal vinlisten opfylde visse kriterier. Den skal have et interessant udvalg af vine, og de skal harmonere med restaurantens køkken. Vinlisten skal også appellere til en bred skare af vinelskere og have nøjagtige informationer om producentnavne, årgang, appellation osv., ligesom korrekt stavning er et ”must”.
Elleve danske restauranter
Man kan opnå fra et til tre glas, hvor sidstnævnte er den fineste pris, Grand Award. For at få tildelt denne pris skal vinlisten - ud over alt det ovenfor nævnte - have en god bredde af vine fra verdens top-producenter og et udvalg af vine i store flaskestørrelser. Derudover skal vinbetjeningen være helt i top. De tre glas gives typisk til restauranter, der har vinlister med 1000 vine eller mere.
Årets priser er netop offentliggjort, og her har elleve danske restauranter opnået priser. Vinlisten på Michelin-restauranten Geranium har som den eneste fået tildelt tre glas - restaurantens liste omfatter da også hele 2650 forskellige vine. De ti øvrige restauranter har alle fået to flotte glas. Det drejer sig om L’Enoteca di Mr. Brunello, La Buca Degli Artisti, Amstrup & Vigen, Brøndums Hotel, Gastronomisk Institut, La Buca Degli Artisti, Norsminde Kro, Restaurant ET, Restaurant Frederikshøj, Restaurant Me/Mu og Treetop Restaurant.
Klik ind, og læs mere
Man kan se hele listen over de danske restauranter ved at
klikke her. Og herfra kan man så klikke sig videre ind på de enkelte etablissementer, hvor antallet af vine på deres vinlister, prisniveau, proppenge osv. står anført.
Inde på
prisuddelingens side kan man læse mere om, hvad glassene står for - og selvfølgelig søge på prisbelønnede restauranter i hele verden, så man ved, hvor man finder særligt gode vinlister i fx Toscana eller Tokyo.
Det er også muligt inden for de forskellige lande eller byer at søge på, hvilke lister, der især har vine fra Australien, Italien, Rhône, Champagne, osv.

En vinstok på Santorini, der er formet som kouloura. Foto: Wines of Greece.
Santorini overrasket af regn
Santorini er et af verdens ældste vinområder, og i dag er den græske ø berømt for sine magtfulde hvidvine på druen Assyrtiko. Det er vine, der er blevet kaldt for "Chablis på steroider".
Normalt er der nærmest ørkenagtigt på Santorini - knastørt og med kun cirka 300 mm regn årligt. Men i de tre første måneder af 2019 faldt der 550 mm, hvilket kom bag på øens vinproducenter.
På denne vindomsuste ø dyrker man nemlig vinstokkene i en kurveform helt nede ved jorden for at beskytte dem mod den hårde vind. Og den megen nedbør blev ”fanget” i kurvene, hvilket er mindre godt, når det gælder vinstokkenes trivsel. Værre er det dog, hvis øen skulle blive udsat for lignende mængder regn op mod druehøsten - det kunne let ende med udbredt meldug.
En ganske særlig kurveteknik
Kurveformen, som vinstokkene dyrkes i, opstår i øvrigt ved, at man hvert år tager den samme lange udløber af vinplanten, lægger den i en vinding og fletter den sammen med vindingerne fra tidligere år, så der efterhånden opstår en kurv bestående af vinplanten selv.
Udløberen skyder videre år for år og bliver således længere og længere. Indefter mod roden bliver den tykkere og tykkere, og efterhånden vokser kurven. Man kan faktisk – ved at tælle vindingerne i kurven – se, hvor gammel vinstokken er. Nogle af vinstokkene på øen har rødder hele 400 år tilbage.

I den tæt beplantede vinmark bruges der et muldyr.
Verdens dyreste vin
Priserne på vinene fra vinhuset Liber Pater i Graves er i forvejen blandt sværvægterne i Bordeaux. Til september frigiver vinhuset årgang 2015 af en ganske særlig rødvin - og det bliver til en pris, der gør vinen til intet mindre end verdens dyreste.
30.000 euro (cirka 224.000 kr.) skal ejeren af Liber Pater, Loïc Pasquet, have pr. flaske. Det svarer omtrent til prisen på tolv flasker Petrus - der normalt regnes for Bordeauxs dyreste vin.
Men nu er der som nævnt også tale om en helt speciel vin, hvoraf der kun er fremstillet 550 flasker, og hvor de druer, der er brugt til vinen, er sorter, som blev dyrket, før vinlusen, Phylloxera Vastatrix, hærgede Europas vinmarker i 1860’erne.
Lavet på oprindelige druer
Lusen ødelagde vinstokkenes rødder, og den eneste måde, man kunne redde den europæiske vinproduktion på, var at pode vinplanterne på resistente amerikanske rødder. Og det gør man den dag i dag.
Men Loïc Pasquet havde en drøm om at dyrke vinstokkene, som man gjorde det, før vinlusens indtog, og i 2010 tilplantede han derfor en lille forsøgsmark med upodede vinplanter med de oprindelige Bordeaux-druer - Castets, Tarney-Coulant og Pardotte. Det er druer, som foreløbig kun findes i denne ene vinmark, og det er dem, der har lagt most til årgang 2015.
Kun et muldyr dur'
Pasquet har også plantet vinstokkene, som man gjorde i gamle dage, med en tæthed på 20.000 stokke pr. hektar - hvilket er omkring dobbelt så tæt som normalt i Bordeaux i dag.
På grund af vinstokkenes tæthed bruger Pasquet et muldyr til vinmarksarbejdet - en almindelig hest eller en okse ville være alt for bred til at kunne komme ind mellem rækkerne.
Når det kommer til fremstillingen af vinen, går vinhuset derimod ikke helt så traditionelt til værks. Vinen er nemlig slet ikke modnet i eg men derimod i lerkrukker.
Om Pasquet virkelig kan få solgt sine flasker til så skyhøj en pris, vil fremtiden vise.

En vinmark i Châteauneuf-du-Pape. Foto: Wikipedia/Philipp Hertzog.
Châteauneuf på 16% 
Øverst på denne side nævner vi, hvordan vinproducenterne i Bordeaux nu har fået syv nye tilladte druer, som de kan anvende i deres blandings-rødvine. Og det kan få stor betydning, når det gælder klimaændringerne. Med stigende temperaturer gælder det om at finde druer, som i fremtiden kan stå distancen og sørge for balancen i vinene.
Også i den sydfranske appellation Châteauneuf-du-Pape i Rhône har man ifølge Decanter problemer med den globale opvarmning. Det kan være svært at styre alkoholindholdet i vinene - fx nåede Domaine de la Charbonnières rødvin Cuvée Les Hautes Brusquières 2016 op på gigantiske 16% alkohol.
Planter flere grønne druer
Derfor er der stadig flere vinproducenter i Châteauneuf-du-Pape, der blander hvidvin i rødvinen - simpelt hen for at holde alkoholindholdet nede og få den fornødne friske syre i vinene.
I den sydfranske appellation har det siden 1930’erne været tilladt med denne iblanding af grønne druer - og nu er der i høj grad brug for at udnytte tilladelsen.
Af samme årsag breder vinstokke med grønne druer sig i vinmarkerne - Bourboulenc, Picardin, Clairette og Picpoul er blandt de sorter, der i stigende grad bliver plantet.

Uklædt som Jesus har manden netop fyldt et vinglas med rødvin blot med en enkel velsignende håndbevægelse.
Jesus fylder vin i glassene
De fleste af VinAvisens læsere tror nok ikke på mirakler, men det er netop, hvad en mand prøver at få folk til i
en lille film på YouTube. Udklædt som Jesus med hvid kjortel, langt hår og tornekrone sætter han sig over for enlige gæster på en café, og med en enkel håndbevægelse får han rødvin til at pible frem i glasset foran den noget målløse gæst. Også et enkelt stykke brød i en brødkurv bliver mangfoldiggjort. Gæsterne får selvfølgelig bagefter at vide, at de har været udsat for skjult kamera.
Filmen er fra serien Just for Laughs, hvor det som regel fremgår, hvordan de intetanende medvirkende bliver snydt. Det får man ikke nogen forklaring på her - men nu er der selvfølgelig også tale om et mirakel …

Vinetiketten på Long Dai minder i høj grad om en klassisk Bordeaux-etiket. Dog er slottet med spir og tårne erstattet af det kinesiske vinhus med pagodetag.
Château Lafite lancerer vinen Long Dai
I 2008 plantede Château Lafite, der ejes af Domaines Barons de Rothschild, vinstokke i den kinesiske provins Shandong og grundlagde vinhuset Domaine de Long Dai.
Til september frigives første udgave af den kinesiske vin. Det bliver årgang 2017 og en rødvin, der er fremstillet efter traditionerne hjemme i Bordeaux. Vinen er lavet på Cabernet Sauvignon, Marselan - der er blevet den helt store drue i Kina - og Cabernet Franc og har ligget 18 måneder på franske barriques.
I første omgang vil Long Dai, som vinen er døbt, udelukkende blive solgt i Kina, men fra og med starten af 2020 vil der også tilflyde resten af verden nogle af de i alt 30.000 flasker.
Ud over de tre druer, som er brugt til denne vin, er der også plantet Syrah, Merlot og Alicante Bouschet i Domaine de Long Dais vinmarker med henblik på fremtidige rødvine.

Trappen ned til Taittingers underjordiske kældre.
Flere turister til Champagne
Bordeaux er det vindistrikt i Frankrig, der tiltrækker flest turister årligt, og Champagne ligger lige i hælene med kun 1% færre besøgende. Men hvor turisterne i Bordeaux primært besøger distriktet på grund af de vinøse oplevelser, så er det den berømte katedral i Reims og forlystelsesparken Nigloland, der er de største trækplastre i Champagne med henholdsvis en million og 500.000 årlige besøgende.
Først på tredjepladsen kommer Avenue de Champagne i Epernay - boulevarden med de mest berømte champagnehuse - med 250.000 besøgende, hvorefter følger Pommerys og Taittingers kolossale underjordiske kældre.
Et fremstød for boblerne
Den rækkefølge er man selvsagt ikke helt tilfreds med hos distriktets vinråd, Comité Champagne, og man har derfor, efter flere års forarbejde og i samarbejde med de lokale myndigheder, lanceret et fremstød for distriktets boblende oplevelser.
Fremstødet består blandt andet af en
ny hjemmeside, som bestemt er værd at kigge på, hvis man planlægger en tur til Champagne. Her får man frem for alt tip til diverse vin-oplevelser - besøg i vinkældre, smagninger m.m. - men også til distriktets restauranter (i den dyre ende), hoteller, naturoplevelser og mindre kendte kulturelle oplevelser.
En positiv helhedsoplevelse
Det gælder jo ikke bare om at liste de mange champagnehuse, man kan besøge, men også om at få turisterne til at blive lidt længere i distriktet og få en positiv helhedsoplevelse.
Der er i de kommende år afsat 500.000 euro (cirka 3,7 mio. kr.) årligt til at give turismen i Champagne et spark i den rigtige retning.
En lille film fra CBSN på YouTube viser de sørgelige rester af hallen med de 45.000 fade.
45.000 fade whiskey gået op i flammer
I den forgangne uge brændte en lagerhal i Kentucky med hele 45.000 fade fyldt med whiskey af mærket Jim Beam - et af verdens bedst sælgende mærker, når det gælder amerikansk bourbon whiskey.
Ilden opstod om natten, og heldigvis kom ingen mennesker til skade. Foreløbige undersøgelser tyder på, at det var et lyn, der slog ned og antændte hallen.
Ejer 126 andre lagerhuse
Ifølge en talsmand fra Jim Beam vil de store mængder whiskey, der nu er gået tabt, ikke medføre færre flasker på hylderne her og nu. Fadene indeholdt nemlig meget ung whiskey, der stadig skulle ligge og modne i flere år, før den skulle tappes på flasker.
Jim Beam har da også lidt at stå imod med - ud over det nu nedbrændte lagerhus ejer firmaet 126 andre lagerhuse med til sammen 3,3 millioner fade rundt om i Kentucky.
En
lille film fra CBSN på YouTube viser hvor lidt, der blev tilbage af hallen og de mange fade efter ildebranden.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Sigurd Müller Vinhandel har ansat Søren Lund Hansen som salgskonsulent for Nord- og Midtsjælland.
* Sigurd Müller Vinhandel har optaget importen af vine fra de tyske vinhuse Weingut Emrich Schönleber i Nahe og Weingut Groebe i Rheinhessen, fra det østrigske vinhus Weingut Nigl i Kremstal og fra de franske vinhuse Domaine FL i Loire, Pierre Gerbais i Champagne og Terres Vivante Beaujolais Villages i Beaujolais.

Giorgio Lungarotti.
Vinens Hall of Fame
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Giorgio Lungarotti, der har gjort en stor indsats for at højne kvaliteten af italiensk vin. På
en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
Giorgio Lungarotti (1910-99) var en af Italiens absolut største vinpersonligheder. Han grundlagde sit vinhus, Cantine Giorgio Lungarotti, i Umbrien i 1962, og hans vine var blandt de første i vindistriktet, der opnåede DOC- og siden hen DOCG-status.
Men Giorgio Lungarotti arbejdede ikke kun ihærdigt for at opbygge sit eget gode renommé i sit vinhus i landsbyen Torgiano. Igennem fyrre år gjorde han en storstilet indsats for at højne kvaliteten ikke bare af de umbriske vine, men af italiensk vin i bred almindelighed.
Han tog fx initiativet til en årlig blindsmagning i Torgiano, Banco d'Assaggio dei Vini d’Italia, hvor alle italienske producenter kunne være med. Vinene blev smagt af en international jury, men samtlige vine var anonyme. Og kun, hvis en vin fik en medalje, blev navnet offentliggjort. Derved appellerede "Smagebænken" til alle italienske vinproducenter – ingen havde årsag til at være bange for at kappes med de ypperste. Hvert år blev flere hundrede vine indsendt til bedømmelse.
Giorgio Lungarotti holdt også af kunst – og ikke mindst af vinøs kunst. Og i Torgiano grundlagde han et fantastisk vinmuseum med et hav af keramik-genstande helt tilbage til oldtiden og alle sammen med relation til vinens verden.
I dag føres vinhuset Lungarotti videre af hans datter Chiara – som får god hjælp til arbejdet fra sin halvsøster Teresa Severini.
Hans enke, Maria Grazia, sørger for vedligeholdelsen af vinmuseet.
Adresse: Cantine Lungarotti, Viale Giorgio Lungarotti 2, 06089 Torgiano, Umbrien, Italien,
www.lungarotti.it.
Hvilken rødvin til fisk?
Kaj Kristensen og hans kone kan godt lide fisk - men er ikke så glade for hvidvin. - Kan I anbefale nogle rødvine, som egner sig til fiskeretter? Spørger de.
Nordmænd drikker rødvin til fisk, og det kan faktisk udmærket lade sig gøre, og sydpå er det meget almindeligt.
Til røgede og salte fiskeretter og dem med surt-sødt tilbehør bør man følge den danske tradition med øl og snaps. Men til andre fiskeretter går det fint med rødvin, hvis man vælger en blød og let type uden for meget garvesyre og alkohol – og skænker den afkølet (8-10 grader).
Det kan fx være en fransk Beaujolais eller en italiensk Bardolino eller Refosco fra Friuli. Også lette vine på Pinot Noir-druen kan være glimrende ledsagere til fisk.
Ugens vinøse billede
Dette billede af en ældgammel vinstok har vi selv taget under et besøg i distriktet Nemea i Grækenland. Nemea ligger i den nordøstlige del af Peloponnes, og herfra kommer nogle af Grækenlands bedste vine. Vinmarken tilhører i øvrigt vinhuset Gaia.
Send endelig billeder til os!
Vi er i bund med læser-billeder, så send endelig, hvis I på sommerens vinrejse tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder i en nogenlunde god opløsning - eller hvis I ligger inde med nogle fotos fra tidligere rejser. Billederne skal sendes til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
537
Bag hvert vinhus i det ungarske distrikt Villány er der en dyb vinkælder (foto © Anker Tiedemann).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen