
Vinmarken Le Montrachet. Foto: Domaine Leflaive.
Syv vinhuse om en vin
Druehøsten i Frankrig i 2016 var en af de mindste i mands minde, og årsagen var en ualmindelig hård forårsfrost.
Det gik også ud over Bourgognes berømte Grand Cru-mark, Le Montrachet, hvis druer forvandles til en af verdens absolut største hvidvine.
Marken, der er på 8 hektar, har hele sytten ejere, der hver ejer deres små partier med vinstokke. Syv af disse ejere fik så få druer i 2016, at det slet ikke kunne betale sig at fremstille vin på dem. Men så fik de en god idé: De ville lave en fælles hvidvin af de druer, de havde høstet.
Kun 822 kilo druer
Til sammen høstede de syv producenter 822 kilo druer, hvoraf Domaine de la Romanée-Conti kunne byde ind med de fleste, nemlig 337 kilo svarende til sølle 280 flasker. De resterende kilo druer kom fra Domaine Comtes Lafon, Domaine Guy Amiot, Domaine Leflaive, Domaine Fleurot-Larose, Domaine Lamy-Pillot og Claudine Petitjean.
Det blev Domaine Leflaives chefvinmager, Pierre Vincent, der blev betroet opgaven med at fremstille fælles-vinen, som er døbt L’Exceptionnelle Vendange des 7 Domaines (de 7 domainers exceptionelle høst).
41.000 kr. pr. flaske
Nu er hvidvinen tappet på flasker og er blevet forsynet med en etiket, der ud over vinens navn også angiver navnene på samtlige syv vinhuse.
I alt er det blevet til 683 flasker vin, hvoraf vinhusene har fordelt 100 flasker mellem sig til eget brug. Seksten flasker vil blive solgt på en velgørenhedsauktion, og resten er sat til salg til hvem, der måtte have lyst - og råd - til at eje et eksemplar af denne vin. Prisen er 5550 euro (cirka 41.000 kr.). De fleste af flaskerne er allerede revet væk - der er jo tale om en unik vin, der sandsynligvis aldrig vil blive fremstillet igen.