
Oversigten over den perfekte serveringstemperatur for vin, spiritus, øl og ikke-alkoholiske drikke på Chilled Drink Calculaters hjemmeside.
Styr på afkølingen
Et glas lunken hvidvin eller en alt for kold rødvin lægger en dæmper på vinnydelsen. Kun ved den rette temperatur kommer vinens aroma og finere smagsnuancer til deres fulde ret.
En ny engelsk hjemmeside med navnet Chilled Drink Calculator giver en oversigt over de optimale serveringstemperaturer for alle mulige drikke inklusiv forskellige vintyper.
Sådanne oversigter findes der flere af på nettet. Men det, der er specielt ved denne hjemmeside, er, at man via en online ”lommeregner” kan udregne præcis, hvor længe det tager at afkøle fx en flaske champagne eller hvidvin til den rette temperatur.
Flere valgmuligheder
Først vælger man, om det er en almindelig vinflaske på 75 cl, en magnum eller en halvflaske, der skal afkøles. Dernæst sætter man tjekmærke ved, om flasken har stået ved stuetemperatur, om den er blevet opvarmet en varm sommerdag, osv. før afkølingen. Der er ligeledes valgmuligheder, når det gælder metoden - ud over køleskab kan man fx vælge mellem fryser, isbad, is- og saltbad og vinkælder.
Til sidst vælger man vintypen, hvor den anbefalede temperatur er opgivet. Og fluks ser man resultatet. Fx tager det 1 time og 55 minutter at afkøle en almindelig flaske rosévin - der har stået ved stuetemperatur - til 10 grader i køleskabet.
Salt i vandet gør underværker
Sætter man flasken med rosévin ned i en spand med is og vand, tager det 1 time og 7 minutter - og hvis der er salt i isvandet, reduceres tiden til 46 minutter! Fryseren er den hurtigste metode - her vil rosévinen have den optimale temperatur efter kun 33 minutter.
Der dukker også en graf op på hjemmesiden, der følger nedkølingen med korte intervaller, så man fx kan se, hvor kold roséen er blevet efter 12 minutter, 23 minutter, 46 minutter osv. - lidt nørdet, men ret sjovt.
Det er faktisk en interessant og meget brugervenlig hjemmeside - se selv ved at klikke her.