
En af de gamle druer, Melon. Foto: Wikipedia/ Cyril5555.
César, Sacy, Melon og Gascon
Rødvin fra Bourgogne fremstilles på Pinot Noir, og hvidvin på Chardonnay.
Men måske går vi en fremtid i møde, hvor man vil kunne få Bourgogne-vin, der også er lavet på César, Sacy, Melon eller Gascon - druenavne, der nok siger de færreste noget i dag.
Der er tale om gamle druer, som i en svunden tid blev brugt til vinfremstilling i Bourgogne. Nogle enkelte af dem dyrkes stadig - dog kun i en lille målestok.
Forsøgsmark med de gamle druer
Men i 2016 etablerede forskningsgruppen Groupement d’Etude et de Suivi des Terroirs (GEST) med støtte fra distriktets vinråd, BIVB, en forsøgsmark i Mont-Battois nær Beaune med hele 50 af disse gamle druer.
Nu har vinstokkene vokset sig så store, at man for alvor kan studere druerne, deres udvikling i vækstsæsonen, modstandsdygtighed over for sygdomme og tørke, osv.
Derigennem håber forskerne at kunne udvælge de druer, der vil egne sig som fremtidens druer i Bourgogne.
Man forestiller sig ikke, at disse druer på noget tidspunkt skal erstatte Pinot Noir og Chardonnay - men det kan blive nødvendigt at anvende dem som supplement i distriktets rød- og hvidvine.
Fremtidens druer
Årsagen er klimaændringerne. Siden 1950’erne er gennemsnitstemperaturen i Bourgogne steget med 1,5 grader - og det har sat sit præg på de to hoveddruers udvikling i vækstsæsonen. Foreløbig er det intet problem - tværtimod trives både Pinot Noir og Chardonnay under de let øgede temperaturer. Men med stadig højere gennemsnitstemperaturer - hvilket vejrprofeterne jo har spået - vil det gå ud over druernes syreindhold, ligesom alkoholniveauet i vinene vil stige. Og det er her, nogle af de gamle druer med helt andre egenskaber kan komme ind i billedet.

På hjemmesiden er der en stribe forskellige kurser inden for australsk vin.
Undervisningsprogram om australsk vin
Vinproducentforeningen Wine Australia har på sin hjemmeside lanceret et smart og meget omfattende
undervisningsprogram (på engelsk) for dem, der gerne vil sætte sig grundigt ind i australsk vin.
Programmet består af en række kurser i de enkelte druetyper, vindistrikter, australsk vins historie, landets gamle vinstokke, økologisk og biodynamisk vin, osv.
Materialet giver ikke kun den enkelte mulighed for at dykke dybere ned i australsk vin. Det er også tilrettelagt, så man kan afholde et kursus for andre.
Powerpointshow og videofilm
Man kan vælge at printe undervisningsmaterialet ud i pdf-format. Men man kan også downloade powerpointshows og videofilm, udprinte smagelister (vine anbefales til hvert kursus) og endog certifikater til deltagerne i kurset.
Der er selvfølgelig også en underviser-guide, der i detaljer fortæller, hvordan man griber et sådant kursus an. Og det vil sige alt fra, at man skal regne med seksten deltagere til en flaske vin til hvilke emner, der er oplagte som basis for en diskussion.
Det er alt sammen skræddersyet, skåret ud i pap, lige til at spise og krydret med et hav af informerende illustrationer og flotte billeder fra den australske vinverden.
Inspiration og gode tip
Hvis man fx som vinklub eller vinimportør gerne vil gøre lidt ekstra ud af en smagning af australsk vin, er det oplagt at kigge nærmere på de muligheder, undervisningsprogrammet byder på.
Men der er også masser af inspiration og gode tip at hente uanset, hvilket lands vine, man har tænkt sig at skænke i glassene under smagningen.
Og hvis man har tænkt sig at lægge vejen forbi den store smagning af australske vine på Nationalmuseet d. 7. oktober (se VinAvisens
kalender), så kan det bestemt også være værd surfe lidt rundt på siden inden afgang.

Moët & Chandon er et af de seks forskellige champagnemærker, som ejes af LVMH.
22% af al champagne sælges af LVMH
Den franske luksuskoncern Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH) gør det i kufferter og i alt, hvad man kan forestille sig at komme i dem af luksusprodukter - heriblandt champagne og cognac.
Når det gælder koncernens champagnesalg, lå det i 2018, ifølge de nyeste tal fra Vitisphere, på 65 millioner flasker, hvilket svarede til 22% af det totale salg af champagne på verdensplan.
Selv om LVMH ejer flere champagnehuse - Krug, Ruinart, Mercier, Moët & Chandon og Veuve Clicquot - må det stadig siges at være en imponerende markedsandel.
Endnu mere imponerende er koncernens salg af cognac fra Cognac Hennessy, hvilket er det eneste cognachus, LVMH ejer. Her løb salget sidste år op i 93 mio. flasker, svarende til hele 46% af det samlede cognacsalg.

Vin- og kunstcentrets første værk er et lyshav bestående af 58.88 farvestrålende pærer.
Stort vin- og kunstcenter i Paso Robles
Paso Robles er en af Californiens mange berømte appellationer. Her finder man mere end 200 vinhuse, hvis marker breder sig over cirka 16.000 hektar. Og midt i vinlandskabet har man netop taget første spadestik til et stort nyt oplevelsesområde, Sensorio, hvor vin og kunst kommer til at spille en væsentlig rolle.
Det er rigmanden Ken Hunter, der står bag projektet, som ud over en fantastisk park fyldt med kunstværker også vil omfatte et vincenter, to store vinbarer, faciliteter til afholdelse af smagninger, restaurant, hotel og konferencecenter. Alt sammen krydret med moderne kunst.
Et lyshav i vinlandskabet
Byggeriet vil åbne i etaper fra og med næste år, men allerede nu vil man kunne opleve det gigantiske kunstværk, som gæsterne en dag vil have udsigt til fra vinbarerne.
Værket er skabt af den engelske kunstner Bruce Munro, og det består af intet mindre end 58.800 soldrevne fiberoptiske pærer. Tilsammen danner pærerne et lysende og farverigt tæppe, der breder sig over Paso Robles’s bakkede landskab.
Man kan gå ad stier mellem pærerne og opleve, hvordan de begynder at funkle, når mørket sænker sig.
En
lille film på YouTube giver et godt indtryk af den nærmest magiske oplevelse.

Master of Wine Richard Bampfield.
Lavpris er ikke lig med lav-kvalitet
I Lidls butikker køber kunderne alt fra grøntsager og kylling til mælk og pålæg. Men vin er nok ikke det, den tyskejede lavprissupermarkedskæde er bedst kendt for. For fem år siden var der da også kun få vine i små partier på Lidls hylder.
I dag er der langt flere vine i kædens 119 danske butikker, og i 2020 tilføres 20 nye vinmærker det faste sortiment. Det er en hidtidig rekord i løbet af et enkelt år.
Lidl vil gerne ud med budskabet om det voksende vinsortiment til endnu flere danskere - og med budskabet om, at lavpris (dyreste vin på hylderne er en Brunello til 179 kr.) ikke automatisk er ensbetydende med lav-kvalitet.
Derfor havde supermarkedskæden for første gang inviteret den danske vinpresse til en smagning i København af et udpluk af kædens vine. Her var vine fra flere verdenshjørner - og såvel rød- og hvidvin som roséer og bobler.
Når kvaliteten stikker af fra prisen
Det var ikke en smagning for vinsnobber. Her var masser af udmærkede, lige-ud-ad-landevejen hverdags-vine - uhøjtidelige vine til terrassen og hakkebøffen. Alle til yderst forbrugervenlige priser.
Men der var også adskillige højdepunkter - vine, hvor kvaliteten for alvor stak af fra prisen. Det gjaldt blandt andet den glimrende Champagne Comte de Brismand, Brut Reserve, hvis bløde mousse holdt længe i glasset, og hvis fyldige frugtsmag havde en behagelig lille sødme til slut. Og så til kun 139 kr.
Nævnes bør også Pecorino Terre di Chieti IGP - en lækker cremet og blød hvidvin med en frisk citrus smag og en perfekt balance mellem syre og frugtsødme - til kun 40 kr.
Og så var der Château Martin, Saint-Estèphe (kommer i handelen 17. oktober), en klassisk Bordeaux-rødvin med elegance, kompleks frugt, mørke bær og tilpas tanniner (125 kr.). Albret Garnacha fra Navarra var også en spændende og yderst aromatisk rødvin med fine bærnoter til kun 55 kr.
De klumper sig sammen
Til at præsentere vinene havde Lidl inviteret den britiske Master of Wine Richard Bampfield - som supermarkedskæden for nylig har fået til at anmelde dens vine efter 100 pointskalaen.
Bampfield lagde ikke skjul på, at han var bekymret for den måde, skalaen anvendes på i dag. Der er, ifølge ham, en tendens til, at pointgivningen klumper sig sammen i toppen - at vinanmelderne stort set kun uddeler mellem 85 og 100 point. Og når en vin så får fx 80 point, så tænker forbrugerne, at den nok ikke er så god.
Men hvis man ser på den officielle guide over skalaen, så svarer 80 til 84 point til ”god”, en vin, man roligt kan anbefale, som der står i guiden. 85 til 89 point svarer til ”meget god”, 90 til 94 point til ”fremragende” og 95 til 100 point til ”enestående”.
Først, når man kommer ned til mellem 75 og 79 point, går det lidt ned ad bakke. Her lyder dommen på ”gennemsnitlig”. Og får en vin mellem 50 og 74 point, så er den ikke anbefalelsesværdig.
Tømmermænd er en sygdom 
Nu tror vi jo ikke på nogen måde, at VinAvisens læsere nogensinde lider af tømmermænd. Men hvis det skulle ske, kan vi oplyse, at den ubehagelige situation faktisk er en sygdom - i hvert fald ifølge en nylig dom fra en retsinstans i Frankfurt.
Synderen i retssagen var et tysk firma - hvis navn ikke er offentliggjort - der havde lanceret nogle shots og et pulver til at opløse i vand, som efter sigende skulle kunne fjerne tømmermænd.
Det har produkterne åbenbart ikke kunnet gøre, for firmaet blev slæbt i retten. Og det var her, at et enigt dommerpanel stadfæstede, at de ubehagelige mænd er en decideret sygdom.
Forbudte produkter
Som det lød i dommen, så omfatter begrebet sygdom "små eller midlertidige forstyrrelser i kroppens normale tilstand eller aktivitet" - og det må man jo sige, at både træthed, kvalme og hovedpine, som følger med tømmermænd, er.
Og da drinks og pulvere - der ikke er udskrevet af læger - ikke må markedsføres som værende i stand til at kunne behandle sygdomme, så skal firmaets produkter tages af markedet.
Dommen er faldet netop, som der er taget hul på årets store Oktoberfest i Tyskland - hvor der kommer rigtig megen øl inden for vesten hos deltagerne.
Gad vide, hvor mange tyskere, der vil ringe til deres chef og sige, at de er nødt til at sygemelde sig med tømmermænd …

Hest - og mand - på arbejde i en af Bourgognes vinmarker.
Stadig flere heste - og sagsanlæg
Der var en gang, hvor der udelukkende blev anvendt heste i de franske vinmarker. Men fra og med 1950’erne indtog maskinerne markerne, og heste, der pløjede jorden, blev et særsyn.
Nu hører heste igen til medarbejderstaben hos stadig flere vinhuse - især de økologiske og biodynamiske - og i Bourgogne er de ligefrem blevet et almindeligt syn i vinmarkerne.
Enten ejer vinhusene selv hestene, eller også lejer de dem af de efterhånden stadig flere firmaer, der har specialiseret sig i udlejning af vinmarks-heste.
Og der er da også flere fordele ved den firbenede arbejdskraft. Blandt andet minimeres risikoen for traktose i jorden - hvilket kan opstå ved brug af tunge maskiner - og en god sund jord er med til at give sunde vinstokke og sunde druer.
Men det stigende antal heste i vinmarkerne medfører også stadig oftere sagsanlæg fra vinhusenes naboer.
Kan ikke lide lugten og fluerne
Naboerne, der klager, er ikke andre vinproducenter, men typisk folk fra storbyerne, der har realiseret drømmen om at bo på landet. De nyder de idylliske omgivelser og udsigten til vinmarkerne. Men de nyder ikke ligefrem de mange insekter og landlige lugte, der følger med i købet.
Et enkelt eksempel er en verserende sag mellem det alsaciske vinhus Valentin Zusslin i Orschwihr og dets nabo.
Vinhuset, der dyrker sine druer biodynamisk, bruger hesten Sesame til vinmarksarbejdet. Når hesten har fyraften, græsser den på en eng, der støder op til naboen - som driver en ferieudlejningsforretning i sin ejendom. Ifølge naboen skader hesten hans forretning, da den lugter og tiltrækker fluer.
En fem år lang retssag
Det endte med, at naboen lagde sag an mod Valentin Zusslin for at få vinhuset til at fjerne hesten - hvilket ikke er lykkedes endnu. Naboen tabte den første sag og appellerede til en højere retsinstans, og nu kører sagen videre på femte år.
Lignende sager er anlagt mod kør, goggende høns, haner, der galer og landsbykirker, der bimler med klokkerne. De klagende naboer får dog (heldigvis) sjældent medhold …
Bogen kan købes i Danmark
I sidste uge bragte vi en nyhed fra forskerverdenen, nemlig at champagne kan bryde lydmuren.
I den forbindelse nævnte vi, at lederen af forskerteamet, Gérard Liger-Belair, der har studeret champagne i adskillige år, har skrevet en spændende bog, ”Uncorked, The Science of Champagne”, om sine mange forskningsresultater.
Vi linkede til Amazon, men faktisk er bogen for nylig landet i Danmark. Den kan købes for 250 kr. ved at
klikke her.
En rigmand på indkøbstur 
Haynes Vineyard i Coombsville - en underappellation til Napa Valley - er et af Californiens fine gamle vinhuse.
Ejendommen har været i familien Haynes eje siden slutningen af 1800-tallet, men det var først i 1967, der blev plantet vinstokke. I dag breder vinmarkerne sig over 13 hektar, og de 52 år gamle vinstokke giver stadig druer til husets vine.
Pat Haynes, der plantede vinstokkene sammen med sin mand, har valgt at sælge vinhuset, og dets nye ejer bliver milliardæren og vinhusejeren Gaylon Lawrence Jr.
I 2016 købte han et af Napas mest berømte vinhuse, Heitz Cellar, for det, der svarer til 1 milliard kr., og for kun tre måneder siden købte han endnu et vinhus i Napa, Wildwood Vineyard i Rutherford. Købssummen for Haynes Vineyard er ikke oplyst.
Scapegrace Black Gin skifter farve, når der hældes tonic i.
Sort som natten
Populariteten for gin vil ingen ende tage. Og når det gælder de farvede udgaver af spiritussen - og frem for alt lyserød gin - bliver der skænket stadig mere i glassene.
Nu er det newzealandske destilleri Scapegrace barslet med verdens første sorte gin, og farven skyldes udelukkende naturlige ingredienser.
Ginnen er, udover enebær, lavet på ekstrakt fra en række forskellige frugter, grøntsager og krydderier, heriblandt safran, sommerfugleærter, ananas, søde kartofler og aroniabær - der er næsten sorte.
Det raffinerede ved ginnen er, at den sorte farve bliver først violet og dernæst rødlig, mens man skænker tonic i glasset.
Destilleriet fremstillede i første omgang så mange flasker af den sorte gin, at der skulle være nok til cirka tre måneder. Samtlige flasker blev udsolgt samme dag, ginnen blev sat til salg. Så nu har man travlt med at få kreeret ny sort gin hos Scapegrace.
To sider fra listen over kælderbeholdningen i Charles Dickens hus.
100.000 kr. for en håndskrevet liste
Den berømte engelske 1800-tals forfatter Charles Dickens - ham, der blandt andet skrev Oliver Twist og Store forventninger - kunne godt lide en god dram eller to.
Hvad han yndede at skænke i glasset fremgår af de inventarlister, han førte over kælderbeholdningen i sit hus, Gad's Hill Place, i Kent.
I kælderen var der ikke flasker men adskillige fade fyldt med whisky, brandy, rom og sherry samt yderligere et større antal stenkander med whisky. Gin, der dengang blev regnet for en fattigmandsdrik, havde Dickens ikke noget af.
For nylig blev hans sidste inventarliste, som han skrev tre dage før sin død i 1870, solgt på en auktion hos Sotheby’s i London. Listen, der er på fire håndskrevne sider, havde en højeste vurdering på 6000 pund (cirka 50.000 kr.) - den gik for hele 11.875 pund (cirka 100.000 kr.).
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Jan Restorff.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en
særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Jan Restorff (f. 1967) stammer fra Færøerne, hvor hans forældre drev et hotel i Thorshavn. Det var bedstefaren, der åbnede det i sin tid, og det var da også helt oplagt, at Jan Restorff en dag skulle overtage familiehotellet.
I 1986 gik turen derfor til Danmark til en læreplads i receptionen på Glostrup Park Hotel. Interessen blev dog hurtigt vendt mod hotellets store vinkælder, hvor kældermesteren tog ham under sine vinger og førte ham ind i vinens forunderlige verden.
Jan Restorff kom i 1988 i tjenerlære på SAS Royal Hotel, hvorfra han blev udlært i 1990. I 1994 blev han ansat som restaurantchef på Glostrup Park Hotel, og siden 1999 har han haft sin daglige gang som restaurantchef på Søllerød Kro. Han er gæsternes mand, serviceminded til fingerspidserne og alligevel god for en hyggesnak.
I sin egenskab af sommelier har han også ansvaret for indkøb til kroens vinkort, der med dets ca. 1950 forskellige vine er et af Danmarks største, og hele ni gange er det blevet udnævnt til også at være landets bedste af Den Danske Spiseguide - og i 2015 & 2018 også af White Guide.
Derudover har Jan Restorff og Søllerød Kro fået prisen "Årets Gericke" i både 2007 og 2009 for årets bedste udskænkning og betjening. Og som kronen på værket fik restauranten en stjerne i Michelin-guiden.
Jan Restorff har også uden for Søllerød Kros regi modtaget flere priser og anerkendelser. Alene i 2004 blev det både til den fornemme "Champagneprisen" samt titlen "Årets bedste sommelier", som tildeles af Den Danske Spiseguide. Og i 2010 blev han optaget i Kraks Blå Bog.
Han stortrives på Søllerød Kro, der er hans andet hjem - så det, med at vende tilbage og overtage hotellet på Færøerne, er aldrig kommet på tale. Det er i øvrigt også blevet solgt i 2006.
Hjem nummer ét er det, han har sammen med sin hustru, Kira, og deres tre børn på 19, 26 og 28 år.
Rejser er der ikke megen tid til. Men en gang imellem om vinteren, når alle andre tager på skiferie, rejser familien af sted på vintur.
Adresse: Søllerød Kro, Søllerødvej 35, 2840 Holte, tlf.: 45 80 25 05, fax.: 45 80 22 70, e-mail:
mail@soelleroed-kro.dk,
www.soelleroed-kro.dk.
Hvorfor forskel på opstikket
Nanna Højlund har lagt mærke til, at nogle flasker har et større opstik end andre. Hvordan kan det være? Spørger hun.
Opstikket blev oprindelig lavet for at skjule den ujævne "navle", hvori glaspusterens lange jernstang sad fast i glasmassen. Navlen kunne således ikke ridse det pæne spisebord, når den var hævet op i flasken.
I dag kan man godt støbe flasker uden navle og med helt plan bund, men man har beholdt opstikket. Det giver nemlig flasken styrke – det er ligesom med bølgeblik på et tag: En helt glat plade vil bue nedad, mens bølgerne i bølgeblik gør pladen stiv på den lange led. Endvidere tjener den ringformede bund til, at flasken ikke står og vipper.
Kun meget få vinflasker er uden opstik. Det gælder blandt andet Roederer-champagnen Cristal.
Man hører af og til, at man ved at måle opstikkets dybde kan få en idé om vinens pris, og der er faktisk noget om snakken. En undersøgelse har vist, at generelt følges et dybere opstik med en højere pris.
Et dybt opstik medfører naturligvis, at flasken skal være større, hvis den stadig skal rumme 75 cl. Så når man oplever de dybe opstik, skyldes det sikkert, at producenten har villet sende et signal om, at dette er en fornem vin i en særlig stor flaske - og til en tilsvarende højere pris. Lad os bare kalde det et spil for galleriet.
Vinen kan være af fremragende kvalitet - er det måske som oftest - men det behøver ikke at være tilfældet.
Ugens vinøse billede
Mikkel V. Sørensen har taget dette billede, der for en gangs skyld ikke stammer fra en fjern vinmark. Billedet er fra Kerteminde, fra maleren Johannes Larsens hus og have, der i dag er et dejligt museum.
Midt i haven ligger dette sjove lille lysthus, der går under navnet vinhuset. Johannes Larsen havde nemlig vinkælder i underetagen, og oppe ovenpå kunne han og familien så nyde et godt glas af de ædle dråber. Adgangen ned til kælderen sker ad en trappe i den modsatte side af den op til vindrikningens lyksaligheder. Og blev der ikke drukket vin i huset, så brugte børnene det som legehus, ligesom sommergæster kunne overnatte i det. Huset lå på den pragtfulde møllerbakke, allerede før Johannes Larsen opførte sit hus på grunden. Det blev bygget i 1834 af en distriktslæge Harder.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
548
Borgen i Cochem hviler solidt på en pude af vinmarker i Moseldalen (foto © Trine Schou).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen