Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47, 2019



Et satellit-billede viser røgen fra ildebranden Kincade, der for nylig hærgede Sonoma County. Foto: Wikipedia/ NOAA Satellites.

Ny teknik renser vinen for røgDel på Facebook

I de seneste udgaver af VinAvisen har vi fulgt, hvordan ildebranden Kincade bredte sig med stormskridt og åd sig gennem et 31.000 hektar stort område i Sonoma County.

Det er langt fra første gang, Californien har været ramt af en altødelæggende ildebrand - og som vi nævnte i uge 46, vil den slags brande højst sandsynligt blive endnu hyppigere i fremtiden.
Når det gælder vinens verden, er det værste mareridt for en vinproducent selvfølgelig at se sit vinhus og sine marker bliver flammernes bytte.
Men røgskadede druer, som er uegnede til fremstilling af vin, kan også få alvorlige følger for producenterne. De kan miste en hel årgang og stå med et stort økonomisk tab.
Men nu er der ifølge Wine Industry Network hjælp at hente i en ny teknik, der er udviklet af det californiske firma ConeTech.

Videreudvikling af kendt teknik


ConeTech lever frem for alt af at sælge Spinning Cone Columns til vinhusene i Californien - apparater, der via en særlig teknik kan reducere alkoholen i den færdige vin. Der er tale om et roterende separations-apparat, der ved hjælp af centrifugalkraft og vakuum kan udskille de flygtige aromastoffer i vinen. Derefter kan man fjerne en del af alkoholen, hvorefter man fører de gode stoffer tilbage til vinen.
Og det er faktisk en videreudvikling af denne teknologi, som nu gør det muligt at fjerne de skadelige røgstoffer fra vinen.

Tjekker vinen for 30 røgstoffer


Først udskilles de gode og delikate aromastoffer via vakuum-destillering, mens de ubehagelige røgstoffer forbliver i vinen. Derefter tester man den for mere end 30 forskellige røgstoffer, så man ved nøjagtig, hvilke stoffer, vinen er inficeret med, og hvor høj deres koncentration er. Disse tests gør det efterfølgende muligt målrettet at fjerne de pågældende stoffer. Når vinen er renset, tilbagefører man de gode aromastoffer.
Indtil videre har ConeTechs nye teknik renset 3,8 millioner liter røg-inficeret vin.


I 2021 vil det nye vincenter i Beaune stå færdigt.

Flot nyt vincenter i Beaune Del på Facebook

Bordeaux by fik sit fantastiske vincenter, La Cité du Vin, i 2016. Et lignende - dog noget mindre - vincenter har længe været på ønskesedlen hos myndighederne i Bourgognes vinhovedstad, Beaune, hvorfor man for nogen tid siden udskrev en arkitektkonkurrence. Nu er vinderen fundet, og det bliver arkitektfirmaet Six-lx, der skal opføre det nye center i samarbejde med entreprenørfirmaet Rougeot.
Animationer af bygningen er nu afsløret, og man må sige, at den ser spændende ud. Den er inspireret af de slyngtråde fra vinstokkene, som griber fat om den udspændte ståltråd i vinmarkerne.

Tagterrasse med vinmark


Den 21 meter høje bygning vil være inddelt i fem etager. Nederst vil der blandt andet blive indrettet en boghandel, en café, et udstillingsareal og et modtagelsesområde.
Første sal vil blive helliget seminarer og vinsmagninger, mens der på anden sal skal være kursus- og konferencefaciliteter. Tredje sal kommer til at rumme kontorer, og fjerde sal en bar med tilhørende lounge til de (forhåbentlig) mange besøgende.
Femte sal vil bestå af en gigantisk udsigtsterrasse, hvor der bliver plantet 1600 kvadratmeter vinstokke.

To vincentre mere


Cité des vins et des climats, som det nye vincenter er døbt, vil blive placeret midt i en 10 hektar stor park. Første spadestik til vincentret, der vil koste 10,5 millioner euro (cirka 78 mio. kr.), bliver taget til næste sommer, og hvis alt går vel, vil det stå færdig i efteråret 2021.
Bourgogne har to lignende vincentre i støbeskeen - i Mâcon og Chablis.
Ved at klikke her kan man se flere billeder af det kommende Cité des vins et des climats.


Foto: Wikipedia.

Vin mod KOL Del på Facebook

Hvert år får millioner af mennesker verden over diagnosen KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) - en dødelig sygdom, der gør det stadig sværere at trække vejret. Den væsentligste årsag til KOL er rygning, men også astma og miljømæssige faktorer kan forårsage sygdommen.
Nu tyder en ny stor undersøgelse fra det svenske Karolinska Instituttet og det britiske University of the West of England, Bristol, på, at et moderat vinforbrug nedsætter risikoen for at få KOL - i hvert fald hos mænd.
Forskerne har mellem 1998 og 2014 fulgt 44.000 mænd i alderen 45 til 79 år. 24,4% af deltagerne var rygere, 38,5% forhenværende rygere og 35,8% havde aldrig røget. I undersøgelsen tog man højde for mændenes generelle helbred, alder, vægt, økonomi, uddannelsesniveau osv.

Større risiko hos afholdsmændene


Forskerne kortlagde også deltagernes ugentlige alkoholforbrug, hvor en genstand svarede til cirka 14 cl, når det gjaldt vin - altså et pænt stort glas.
Det viste sig, at der var 21% flere af afholdsmændene, der udviklede KOL, end de mænd, der havde et moderat vinforbrug (7 til 14 genstande om ugen).
Til gengæld var risikoen for at få KOL 34% højere hos de mænd, der havde et overforbrug (mere end 20 genstande om ugen) sammenlignet med de moderat drikkende mænd.

Polyfenoler og andre antioxidanter


Deltagerne havde selvfølgelig forskellige præferencer, når det gjaldt alkohol, men ifølge forskerne var det især vin, der viste sig at have en beskyttende effekt, når det gælder udviklingen af KOL.
Forskerne mener, at det er vinens indhold af polyfenoler og andre antioxidanter, der har en beskyttende virkning. Men det vil kræve yderligere undersøgelser, før man med sikkerhed kan sige, hvilken forbindelse der er mellem et moderat vinforbrug og en nedsat risiko for at få KOL.
Forskernes resultater er offentliggjort i American Journal of Epidemiology.


Så smukt tager vinmarkerne sig ud en efterårsdag hos Skærsøgaard Vin.

Dansk vin på forsiden af New York Times Del på Facebook

Artikler om Danmark er bestemt ikke hverdagskost - og slet ikke forsidestof - i den amerikanske avis New York Times.
Men for nylig havnede Danmark og resten af Skandinavien på forsiden af avisens erhvervssektion. Med titlen ”Scandinavian Wine? A Warming Climate Tempts Entrepreneurs” satte avisens journalist, Liz Alderman, fokus på klimaændringernes betydning for vindyrkning i Danmark, Sverige og Norge. Og hun gjorde det blandt andet ved at besøge Sven Moesgaard, der ejer den førende danske vingård, Skærsøgaard Vin i Dons ved Kolding.
Det, der lokkede den amerikanske journalist til netop Skærsøgaard Vin, var, at vingården sidste år opnåede kvalitetsbetegnelsen BOB (Beskyttet Oprindelses Betegnelse) for sine mousserende vine med navnet DON’s.
BOB, der tildeles af EU, svarer til franskmændenes AOC (Appellation d’Origine Contróllée) og italienernes DOC (Denominazione di Origine Controllata). Og Sven Moesgaards BOB er den første og - indtil videre - eneste vin-appellation i Skandinavien.

Et klima som i Nordfrankrig


Som Sven Moesgaard udtrykker det i artiklen i New York Times, så ville enhver jo gerne være klimaforandringerne foruden. Men nu, hvor de er en realitet, bør man selvfølgelig udnytte de muligheder, de medfører.
Det stadig lunere klima, giver en længere vækstsæson, har da også fået et stigende antal danskere til at slå sig ned som vinbønder.
Oprindelig foregik vindyrkning på vores breddegrader udelukkende på hobbyplan, og for femten år siden var der kun to kommercielle vingårde i Danmark - i dag er der 90. Sverige har 40 kommercielle vinhuse og Norge omkring tolv.
I Danmark har flere vinproducenter ifølge artiklen også opnået anerkendelse uden for landets grænser for deres hvidvine og mousserende vine.
Hvidvinene har en sprød og frisk syre, som det i nogle områder i Sydeuropa og i oversøiske lande som Australien og Californien bliver stadig sværere at opnå i vinene.

Visse begrænsninger


Flere forskere har spået, at klimaet i Skandinavien om 50 år vil minde om det, der i dag præger Nordfrankrig. Og så lyder det jo som om, vi herhjemme vil få de helt rette rammer for en stor og frodig vindyrkning.
Men alene Danmarks ringe størrelse sætter nogle naturlige begrænsninger. Desuden har vi, da vi fik EU’s blå stempel som vinland i år 2000, kun fået lov til at plante vinstokke på højst 400 hektar jord. Det samme gælder for Sverige.
Derudover måtte vi - for at få det blå stempel - give afkald på enhver form for økonomisk EU-støtte til vindyrkning, hvor mange sydeuropæiske vinlande modtager flere milliarder kroner årligt i støtte.
Arbejdsomkostningerne for de danske vinproducenter er ifølge artiklen også cirka tre gange så høje som hos deres franske og italienske kolleger. Det medfører selvsagt, at priserne på dansk vin ligger i den høje ende af prisskalaen, hvilket hæmmer afsætningsmulighederne.
I 2018 lå indtægterne fra salget af dansk, svensk og norsk vin på 105 millioner kr. Til sammenligning indbragte salget af fransk vin det, der svarer til 209 milliarder kr.

Udenlandske investorer


Men sikkert er det, at stadig flere vinstokke vil blive plantet i den danske muld, og at kvaliteten af den vin, der fremstilles, vil blive stadig bedre.
Sven Moesgaard er heller ikke i tvivl om, at udenlandske vinproducenter vil begynde at se Danmark som en oplagt investeringsmulighed - ligesom det er sket inden for den engelske vinindustri.
Her har blandt andet champagnehuset Taittinger grundlagt en vingård, Domaine Evremond, med henblik på en produktion af britisk mousserende vin.
For Moesgaard selv har artiklen i New York Times medført, at han er blevet kontaktet af et par amerikanske vinimportører, der ville høre, om det var muligt at importere hans mousserende DON’s BOB.
Artiklen er også lagt på nettet og kan læses i sin helhed ved at klikke her.


Det øverste billede viser Scott James Gundersen i færd med at skabe et kolossalt portræt af flere tusinde korkpropper. Nederst ses det færdige resultat.

Prop-kunst i stort formatDel på Facebook

Måske skulle man begynde at gemme korkpropperne fra vinen til aftensmaden og lade sig inspirere af amerikanske Scott James Gundersen.
Vi har tidligere vist kunstværker skabt af propper, men Gundersens værker udmærker sig ved ofte at være i et meget stort format.
Han gør det i såvel portrætter, hvor han tager udgangspunkt i fotografier, som i ”reklameplakater” for film og tv-shows.

Mere end 62.000 propper


Først tegner han værkerne op, hvorefter han begynder på det store arbejde med at fastgøre propperne, der alle er brugte. I sit atelier har han inddelt dem i farvenuancer for at lette arbejdet.
Der går rigtig mange korkpropper til hvert værk. Til et stort portræt af vinproducenten Dave Collins, der ejer Big Cork Vineyard i Maryland, brugte Scott James Gundersen 15.286 propper. Ved at klikke her kan man se en lille film, der viser arbejdet med portrættet i hurtig gengivelse.
Og så var der den store reklameplakat for tv-showet Cougar Town. Den blev opført i det fri i Los Angeles og målte 120 x 300 cm. Det tog Gundersen fem dage at fastsætte de i alt 62.531 korkpropper.


Rækken af rød-, hvid- og rosévine, som vi smagte fra La Compagnie de Burgondie.

Et meget stort kooperativDel på Facebook

24 millioner flasker vin årligt - det er, hvad La Compagnie de Burgondie kan præstere.
Dette store franske kooperativ blev etableret i 2015 og er en sammenslutning af tre i sig selv pænt store kooperativer - Caves Bailly Lapierre, Les Vignerons de Buxy og AVB (Alliance de Vignerons Bourgogne-Beaujolais).
Sammenslutningen har betydet, at La Compagnie de Burgondie har hele 1000 medlemmer - familieejede vinhuse - og får druer fra et vinmarksareal, der strækker sig fra Auxerre i det nordlige Bourgogne til Beaujolais i syd. Hele 40 appellationer og 3200 hektar vinmarker.
I den forgangne uge var den danske vinpresse inviteret til en smagning af et lille udpluk af de mange hundrede vinmærker, som La Compagnie de Burgondie fremstiller.
Og det var marketingchefen for Europa, Pierre-Jérôme Beretti, der præsenterede vinene.

Rosévin fra Beaujolais


Vi smagte i alt otte vine, hvoraf to hvidvine kan købes i Danmark. Det drejer sig om Montagny AOC (149 kr.) og Mâcon Azé (119 kr.), der begge er fremstillet på Chardonnay. Førstnævnte havde duft af hø og friske grønne druer og en elegant tør smag med fine krydrede noter. Mâcon Azé var en let drikkelig og frisk hvidvin med en behagelig fedme, der fik frugtsmagen til at holde længe i munden. Begge vine forhandles af Føtex og Bilka.
Vi smagte også udmærkede rødvine - og så var der noget så sjældent som en rosévin fra Beaujolais.
- I de sidste 50 år har Beaujolais lidt under det image, Beaujolais Nouveau har givet appellationen, lød det fra Pierre-Jérôme Beretti.
Beaujolais Nouveau er den nye friske og ikke særligt interessante rødvin, som hvert år i november under stort ståhej bliver frigivet til salg verden over.
- Med rosévinen forsøger vi at gå nye veje og vise, at Beaujolais kan fremstille andet end rødvin.

Appellationens mange rødvine


Den rosé, vi smagte, var i den populære provencalske stil - lys tangerende til hvidvins-farve og med duft af friske hindbær. Smagen var tør med friske citrusnoter. En helt igennem dejlig rosé, som garanteret ville få ben at gå på, hvis den fandt vej til Danmark.
Men man bør ikke af den grund glemme rødvinene fra Beaujolais, som fremstilles på appellationens helt egen drue, Gamay - og som byder på meget andet end den nye friske Beaujolais Nouveau. Der er store og gode rødvine fra cru’erne Morgon, Moulin-à-Vent og Fleurie - de tre appellationer, som de fleste nok nikker genkendende til. Men så er der også de ligeledes store vine fra Brouilly, Régnié, Juliénas, Chiroubles, Chenas, osv. I alt ti cru’er, hvis rødvine bestemt fortjener at få lidt større opmærksomhed.

Del på Facebook

Del på Facebook

Master distiller John Waters fra English Spirit Distillery (tv.) og opdagelsesrejsende Sir Ranulph Twisleton-Wykeham-Fiennes.

Eventyrerens egen romDel på Facebook

Britiske Sir Ranulph Twisleton-Wykeham-Fiennes bliver af mange regnet for at være verdens største nulevende opdagelsesrejsende.

Som den første krydsede han Antarktis, og i en alder af 65 år besteg han Mount Everest - hvilket gør ham til den ældste brite, der har nået toppen af verdens højeste bjerg.
Nu har han begivet sig ud i et nyt eventyr - dog et mere jordnært og hjemligt et af slagsen. I samarbejde med English Spirit Distillery har han lanceret den første rom, der er destilleret på britisk jord. Og det er ikke en helt almindelig rom. Den er nemlig ikke fadmodnet, hvilket er normalt for denne verdens mørke rommer, men er derimod destilleret på hele tre forskellige træsorter, som har været placeret inde i destilleringskedlen.

Dadelpalme fra Oman


Og det er ikke egetræ og andre gængse træsorter, der er brugt, men derimod fyrretræ fra Norge, Sequoia (kæmpe nåletræer) fra Canada og dadelpalme fra Oman - inspireret af nogle af Twisleton-Wykeham-Fiennes mange ekspeditioner.
Ved at tilsætte træet under destilleringen har rommen ifølge destilleriet fået ekstra megen træ-aroma og skulle efter sigende have noter af vanille, appelsin, karamel, krydderier, mørk chokolade og gylden lakrids (hvad det så end er …).
Rommen har fået det ambitiøse navn Great British Rum, og den sælges i Storbritannien for 49 pund (cirka 427 kr.) flasken.
Den nye vodka fra Air Co.

Vodka lavet på CO2Del på Facebook

Vodka fremstilles normalt på gæret korn eller kartofler - en proces, der udleder cirka 6 kilo CO2 - hvilket som bekendt er med til at øge den globale opvarmning.
Nu har et amerikansk destilleri, Air Co, lanceret verdens første vodka, som ikke bare er CO2-neutral men ligefrem CO2-negativ. Det vil sige, at der under produktionen af vodkaen forsvinder mere CO2, end der udledes.
Bag destilleriet står Gregory Constantine, en tidligere spiritusproducent hos det verdensomspændende drinksfirma Diageo, og Stafford Sheehan, som er kemiker. Og teknologien, makkerparret bruger til fremstilling af vodkaen, går ud på at forvandle CO2 til alkohol.

Indfanger CO2 fra atmosfæren


Først indfanger destilleriet, der ligger i Brooklyn, New York, den CO2, som nærliggende fabrikker udleder i atmosfæren. Dernæst spalter man vand i brint og ilt, hvorefter brinten tilsættes den indfangede CO2. Derved får man alkohol og vand, og når vandet forsvinder under den efterfølgende destillering, er der kun den rene alkohol tilbage. Og det eneste, der slipper ud i atmosfæren, er ilt.
Et ekstra gode ved vodkaen - ud over, at man skåner miljøet - er ifølge destilleriet, at den ikke indeholder urenheder fra korn, hvilket kan forekomme i traditionel vodka. Hvordan den nye vodka så smager, er ikke godt at vide - det lyder jo ikke som om, ingredienserne har den store aroma ...

Vil aldrig blive eksporteret


Hver flaske vodka fra Air Co skulle optage lige så megen CO2 fra atmosfæren som otte fuldvoksne træer.
Den nye vodka sælges i første omgang kun i nogle enkelte Michelinstjerne-restauranter i New York - senere vil den også kunne fås i udvalgte butikker til 65 dollars (cirka 440 kr.).
Den vil aldrig blive eksporteret til andre amerikanske stater - eller andre lande - idet transporten ville forårsage CO2-udslip. Og det er ikke i Air Co’s ånd.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Lene Nielsen.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Lene Nielsen (f. 1965) voksede op i Odense og efter at have afsluttet en Højere Handelseksamen, gik hun i tjenerlære i Restaurant Skoven i sin hjemby.
Som færdigudlært fik hun job hos Restaurant Marie Louise, ligeledes i Odense - og snart fik hun også sit første barn.
Lene Nielsen sagde sit job op, da hun ikke syntes, børn og arbejdet som tjener var foreneligt. Men interessen for mad og vin lagde hun ikke på hylden, og i 1992 startede hun hos DZ Wine.
Yderligere tre børn kom til, og i år 2000 var hun med til at åbne Kjær & Sommerfeldts butik i Odense.
I 2008 fik Lene Nielsen muligheden for at køre en af Vinoble-kædens vinbutikker op i Ringe, og to år senere købte hun butikken - som snart fik vokseværk og flyttede til større lokaler på byens torv.
I 2018 slog hun dørene op for endnu en Vinoble-butik, denne gang i Svendborg, som hendes ældste datter, Malou, og hendes mand, Ole, driver, mens hun selv er at finde i butikken i Ringe.
I de to forretninger er der - udover et stort sortiment af vin og spiritus - chokolade, luksuslakrids, kaffe, te og italienske specialiteter.
Fritiden står på familiehygge i huset i Stenstrup på Sydfyn - midt imellem de to butikker - og rejser med besøg hos vinproducenter rundt om i verden. Og så er der gåturene med de to schæferhunde, Luca og Siena, hvor sidstnævnte er butikshund i Ringe.
I 2019 fik Lene Nielsen den store anerkendelse at blive optaget som ridder i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto.
Adresse: Vinoble Ringe, Algade 19, 5750 Ringe, tlf.: 62 21 21 11, e-mail: lene.nielsen@vinoble.dk, https://vinoble.dk/Butikker/VINOBLE-Ringe. Vinoble Svendborg, Centrumpladsen 15, 5700 Svendborg, tlf.: 62 21 21 12, e-mail: svendborg@vinoble.dk.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Denne vin- og madglade munk byder velkommen til restaurant Tulhas i Sintra. Det er Carsten Simonsen, der har taget billedet under en nylig tur til den portugisiske by.
Sintra, der ligger i distriktet Lisboa, er med på Unescos verdensarvsliste - og forståeligt nok. Det er en fantastisk by med charmerende gader og fornemme historiske bygninger - og masser af restauranter med god mad og vin.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Del på Facebook

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-555
Billede 521-546Billede 547-572


555 Mange af Californiens wineries har flot indrettede smagelokaler og butikker (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Canard-Duchène, Pinot, Champagne, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)

298,65 kr., pris på tilbud: 229 kr., Kvickly

Frisk, blød og venlig Champagne med en afbalanceret syre og sødme og noter af grønne sommeræbler og pærer. Fine bobler i glasset og tilpas mousse i munden.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pommery, Vranken-Pommery, Champagne, Brut Royal, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

350 kr., pris på tilbud året ud ved 3 flasker: 285 kr., Jysk Vin

Pommeyrs Royal har fine bobler i glasset, umiddelbart en livlig mousse i munden og en levende druesmag i behagelig sur-sød balance. I smagen noter af citrus, grønne æbler og ristet brød.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Blend Boss, White Fusion, South Australia, Australien, 2018, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

Lækker, let cremet hvidvin på flere forskellige druesorter: Chenin Blanc, Muscadelle, Chardonnay, Colombard, Sémillon og Sauvignon Blanc. Vinen har en fyldig druesmag og noter af ferskner og appelsiner. Dertil en lille sødme. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Ellena, Ellena Guiseppe, Barbera d'Alba, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En lidt markant syre tager desvære over og skjuler Barbera-druens gode smag, facetter og sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baronello, Vino Pellegrino, Toscana IGT, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

99 kr., pris på tilbud ved 2 flasker: 75 kr., Supermarco

Vellavet rødvin, der udvikler sig fint i munden med noter af mørke bær, fin krydring og vanille. Vinen er lavet på druerne Sangiovese, Merlot og Cabernet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zecci, Marano di Valpolicella, Valpolicella Ripasso Superiore, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%)

119 kr., Multi Wine

Denne rødvin smager rigtig godt med sin rene, fyldige og varme frugt og sin sødme fra kvaset fra fremstillingen af Amarone. I smagen er der kirsebær, chokolade og eg fra fadlagringen. En meget anvendelig vin, som er nem at drikke, og som mange vil kunne lide. Flasken er dekoreret med snor og segl.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Giol, Cabernet Sauvignon, Venezia, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

119,95 kr., SPS Wine

En dejlig rødvin med en blød og imødekommende frugtsmag, en fin syre og et lille tanninbid til slut. Vinen er økologisk og vegansk. Drik den fx til en ekstra god pasta- eller kyllingeret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

PS, Spier, Western Cape, Grand Reserve, Sydafrika, 2017, høj alkohol (14,5%)

139,6 kr., pris ved 2 flasker. 64,50 kr., Kvickly

En rødvin skabt til Sydafrikas store bøffer, der ikke er mindre end en skosål. Den har en fyldig druesmag med noter af sorte kirsebær, solbær og krydderier, en markant sødme og kraftige fadnoter. Til 64,50 kr. (ved to flasker) en rigtig god vin. Vinen er lavet på druerne Shiraz, Pinotage, Cabernet Sauvignon og Merlot.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Signos de Origen, Emiliana, Pinot Noir, Valle Casablanca, Chile, 2018, middel alkohol (13,5%)

139,95 kr., på tilbud i denne uge: 99 kr, SuperBrugsen

En god, økologisk rødvin på druen Pinot, der træder klart og rent frem i smagen. Vinen er mellemfyldig med god bærfrugt - jordbær og hindbær - samt en fin krydring.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Maldito, Pablo Vidal Vinos, Valdeorras, Cosecha, Spanien, 2016, middel alkohol (14%)

150 kr., pris ved 6 flasker, HvadDrikkerManTil.dk

Lækker rødvin på druerne Mencía og Garnacha. Den har god frugtfylde, noter af kirsebær, gode, mundrensende tanniner og fint integrerede fadnoter. Prisen generer lidt, men der er kun fremstillet 5000 flasker, så der må være et eller andet kulttillæg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Corazón Loco, Andrés Iniesta, Manchuela, Premium, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

169 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

Fem år gammel rødvin, der har udviklet sig fint med blød, afrundet frugt - brombær, solbær. Den har en god struktur og markant krydring og hænger godt i munden. Vinen er lavet på druerne Syrah, Petit Verdot og Cabernet Sauvignon. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Det er fodboldspilleren Iniestas familie, der ejer vingården.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Domaine les Ondines, Vaqueyras, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En dejlig øko-rødvin, der dufter af kirsebær og andre friske røde bær. Smagen er fyldig og fuld af frisk bærmost, saftig og med krydrede noter og en fin syre, der gør vinen velegnet som ledsager til lidt fede retter. Tanninerne er bløde og afrundede.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château les Barraillots, Margaux, Frankrig, 2015, middel alkohol (13,5%)

249,75 kr., pris på tilbud året ud: 199,75 kr., Skjold Burne

En lækker Bordeaux-rødvin af klasse. Giv den lidt luft, så åbner den sig med et kompleks smagsbillede med noter af mørke bær og chokolade og fint integrerede fadnoter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Batasiolo, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

299,75 kr., pris på tilbud året ud: 199,75 kr., Skjold Burne

Fem år gammel Barolo, blød og lækker og med god fylde. Den byder sig til med blødhed og sødme og lægger sig fint i munden langt ud i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Esperienza 8, Rocca delle Macìe, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2013, middel alkohol (14%)

475 kr., pris på tilbud året ud: 350 kr., Skjold Burne

Flot rødvin med en kompleks og harmonisk smag med noter af mørke bær, tobak og lakrids samt fint integrerede fadnoter. Syv år gammel og skal drikkes nu. Helt billig er den ikke.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Pégo, Ròzes, Porto, Colheita, Portugal, 2011, høj alkohol (20%)

349 kr., Amka

En delikatesse helt i top. En colheita portvin, der har smidt sit bundfald under modning i mere end otte år på egefade og derfor ikke skal dekanteres. Den har en dyb, afrundet druesmag med en lækker sødme og en vifte af noter, der helt skjuler de 20% alkohol - tørrede frugter, fine krydderier, figner, karamel og vanille. Vinen præsenteres i en lækker, lille trækasse.