Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 7, 2020



Bordeaux-vine som dem på billedet er blevet betydeligt dyrere på amerikansk jord.

Øget told giver store problemer

D. 18. oktober sidste år lod USA tolden på vin importeret fra Frankrig, Spanien, Tyskland og Storbritannien stige til 25%. Forhøjelsen omfatter stillevine med et alkoholindhold under 14%. Også skotsk whisky og likører fra visse europæiske lande er blevet pålagt de 25%.

Frankrig - og ikke mindst Bordeaux - er blevet hårdt ramt. USA er med en markedsandel på 4,5% Bordeauxs næst største marked for vin, og den øgede told har ifølge distriktets vinråd, CIVB (Conseil interprofessionnel du vin de Bordeaux) allerede fået alvorlige konsekvenser for mange distriktets vinproducenter. Siden oktober er eksporten af Bordeaux-vin til USA således styrtdykket med 46% i værdi og 24% i mængde sammenlignet med samme periode året før.

Frygter en forhøjelse til 100%


En flaske Bordeaux-vin, der førhen blev solgt for 10 dollars (cirka 68 kr.) i USA, koster med den nye toldafgift op til 15 dollars (cirka 100 kr.) - hvilket selvfølgelig ikke falder i god jord hos de amerikanske forbrugere. Og flere supermarkedskæder rundt om i landet er da også ifølge CIVB begyndt at erstatte franske vine med italienske, der jo ikke er omfattet af det øgede told.
Der er allerede nu enkelte vinproducenter i Bordeaux, der har måttet dreje nøglen om, lyder det fra vinrådet - der slet ikke tør tænke på, hvad konsekvensen af en toldforhøjelse til 100%, som den amerikanske regering har truet med, vil være.

Kompensation på 2 mia. kr.


Ud over truslen om de 100% pønser Donald Trump på at udvide listen, der skal belastes af den høje toldafgift, til også at omfatte mousserende vin, fortificerede vine og bulkvin. Og afgiften skulle så ikke - som nu - kun være på importerede vine fra nogle få udvalgte europæiske lande men på vine fra samtlige EU-medlemslande.
CIVB har nu bedt den franske regering om at etablere en kompensations-fond på 300 millioner euro (cirka 2 milliarder kr.) - penge, som skal kunne udbetales til trængte vinproducenter i Bordeaux.


Det nye kinesiske vinmuseum kommer til at bestå af en række bygninger, terrasser og gangarealer. Foto: Architecture-Studio/ Bordeaux Cité du Vin.

Kina får gigantisk vinmuseum

Hvis alt går vel, vil et meget stort vinmuseum være parat til at tage imod besøgende i det kinesiske distrikt Fangshan i 2021. Museet bliver opført cirka 40 kilometer fra den forbudte by i Beijing, og dets navn bliver Musée Universel du Vin. Altså et fransk navn, hvilket skyldes, at museet opføres i et samarbejde mellem de kinesiske myndigheder og den fond, der ejer Bordeauxs vinmuseum, Cité du Vin.
De arkitekter og designere, der i sin tid tegnede det franske vinmuseum, har således også haft en finger med i spillet, når det gælder det kinesiske museum - hvis inspiration i øvrigt er Bordeaux-vinbyen Saint-Émilions ”skyline”.

En større vinby er i støbeskeen


Det nye vinmuseum vil brede sig over 18.000 kvadratmeter, hvoraf de 6700 vil huse en permanent udstilling. Derudover vil bygningerne blandt andet omfatte undervisningslokaler, et auditorium, en gourmetrestaurant og en vinkælder. Der er afsat hele 60 millioner euro (cirka 448 mio. kr.) til byggeriet.
Og så er museet endda kun ”første spadestik” i et endnu større projekt, en international vinby med økologiske vinmarker, et spahotel og endnu flere restauranter.
De kinesiske myndigheder håber, at det nye museum vil blive et trækplaster for vininteresserede fra ind- og udland og regner med, at det vil få omkring 500.000 besøgende allerede i sit første leveår.


Drueklaser under veraison. Foto: www.adelaidehillswine.com.au.

Flere niveauer af "røg-smitte"

Australien har nu i flere uger været hærget af ildebrande, og værst er det - når det gælder vinens verden - gået ud over Adelaide Hills i South Australia samt visse områder i New South Wales og Victoria.
I alt er 1500 hektar vinmarker svarende til 1% af Australiens totale vinmarksareal påvirket af brandene. Flere marker er blevet flammernes bytte, og så er der de mange områder, hvor druerne har været udsat for røg og muligvis er blevet røgskadede. Og røgen kan i nogle tilfælde have påvirket druerne i så alvorlig grad, at de er uegnede til vinfremstilling.
Graden af "røg-smitte" er blandt andet afhængig af, hvor længe druerne har været udsat for røgen, hvor tæt på røgkilden, de befinder sig, hvilken druesort, der er tale om, og hvor langt i modningsprocessen, druerne er.

Hjælp til vinens verden


Som nævnt i uge 52 er risikoen for alvorlige røgskader størst under veraison - den proces, hvor drueskindene begynder at ændre farve og blive mørkere.
Høsten er så småt i gang rundt om i Australien, og selvfølgelig er vinproducenterne og drueavlerne fra de berørte områder bekymrede for, om deres druer har taget skade.
Derfor er to af landets førende vinøse forskningsorganisationer, National Wine and Grape Industry Centre (NWGIC) og Charles Sturt University, ifølge The Drinks Business gået sammen om at hjælpe den australske vinverden.

Analyser af druer og vin


Nu kan vinproducenterne og drueavlerne sende druer til analyse for en række forskellige røgstoffer, ligesom de kan indsende vinprøver i lille målestok til Charles Sturt University - eller få fremstillet prøver i universitetets eget vineri. Prøverne vil dernæst blive underkastet grundige analyser. Nogle røgstoffer udvikler sig nemlig først i den nylavede vin, så derfor er det ikke nok at tjekke druerne.
Med resultatet af analyserne af såvel druer som vin har producenter og drueavlere mulighed for at beslutte, om de skal fremstille vin af årets høst eller simpelt hen droppe en årgang - hvilket jo medfører et stort økonomisk tab.
Australien har en blomstrende vinindustri - og en meget stor eksport af vin, der sidste år beløb sig til det, der svarer til cirka 12,6 milliarder kr. Derfor er det også af national betydning, at vinindustrien får al den hjælp, den har brug for efter de katastrofale ildebrande.


Hos Domaine Saint Loup kan man holde en lidt alternativ vinferie til hesteryg - eller med vandreture i vinmarkerne.

Dansk par tilbyder miljøvenlige vinture

For nogle år siden, da Rikke og Jesper Finderup var på vej hjem til Danmark fra Schweiz, tog de en afstikker til Alsace - og faldt pladask for det smukke franske vinområde. Efter flere ophold i Alsace endte det med, at ægteparret indlogerede sig i en lejlighed i en 600 år gammel gård, Domaine Saint Loup, som tilhører en gammel adelsfamilie.
I Danmark har Rikke og Jesper i mange år levet af at lave luksus-gourmet ferier til hest langs Jammerbugten, og kort tid efter, de var rykket ind i den gamle gård, begyndte parret at udbyde rideferier på Islænder-heste med guidede ture i vinmarkerne og besøg hos nogle af de gode vinproducenter og restauranter.
For nogle er det garanteret dejligt at opleve det smukke vinlandskab til hestens vuggende rytme - mens andre ikke lige har lyst til samhørigheden med de firbenede. Derfor er der også et udvalg af terrængående mountainbikes til rådighed hos Domaine Saint Loup.

Nu også slentre-ture


For nylig blev rideferierne suppleret med slentre- og vandreferier gennem de selvsamme smukke landskaber og ligeledes krydret med masser af god mad og vin.
Under opholdet, der varer en lille uges tid, bor man på Domaine Saint Loup, der ligger naturskønt omgivet af små søer neden for foldene og med en gammel æbleplantage med 60 forskellige sorter - hvoraf nogle forvandles til gårdens egen æblesaft.
Såvel ride- som vandreferierne er for små hold, og hvis man har lyst, er der stadig pladser på den næste vandreferie fra 3. til 8. maj. Til efteråret er der også flere ledige pladser på både vandre- og rideferier. Man kan læse om gården, ferietilbuddene og priserne ved at klikke her.


Det smukt beliggende Castello Banfi i Montalcino. Vinhuset er en af de førende Brunello-producenter.

Vil LVMH købe berømt Brunello-hus?

Foreløbig er det kun rygter, men ifølge den italienske vinside Wine News ligger den franske luksuskoncern LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy) i købsforhandlinger med det berømte italienske vinhus Castello Banfi.

Banfi, der ligger i Montalcino, ejes af familien Mariani, og havde i 2018 en omsætning på 68 millioner euro (cirka 508 mio. kr.). Ud over vin fremstiller familien også honning og olivenolie, ligesom der hører en top-restuarant og et luksushotel, Il Borgo, med fjorten værelser og otte suiter til vinhuset.

Nej tak til 3,3 mia. kr.


Derudover er mærket Banfi storsælgende i USA, hvilket også kan virke tillokkende på LVMH.
Luksuskoncernen har da også været på indkøb i stor stil i de senere år. Alene i de sidste to måneder af 2019 erhvervede den både det amerikanske juvelerfirma Tiffany & Co. og aktiemajoriteten i vinslottet Château d’Eclans i Provence.
Spørgsmålet er, om Mariani-familien overhovedet vil sælge Castello Banfi. I 2006 forsøgte den russiske oliemilliardær Roman Abramovich at købe vinhuset for det, der svarer til cirka 3,3 milliarder kr. Men trods det gigantiske beløb var svaret ”nej”.


En lille bid af Chablis's smukke vinlandskab. Foto: Wikipedia/CocktailSteward.

Chablis uden Bourgogne AOC

INAO (Institut National des Appellations d’Origine) - det statslige institut, som har ansvaret for det franske appellations-system - vakte for nylig vrede blandt Bourgognes vinproducenter.
Årsagen var, at INAO havde besluttet, at hele 64 kommuner i den nordlige del af distriktet skulle fratages retten til at anvende appellationsbetegnelsen Bourgogne AOC på deres vinetiketter. Blandt kommunerne var Chablis samt 23 kommuner i Châtillonais, som blandt andet er det største område for fremstilling af den mousserende Crémant de Bourgogne.

Historisk adskilt


Ikke nok med, at INAO ville fratage de mange Bourgogne-kommuner muligheden for at sætte et Bourgogne AOC på etiketten. Instituttet ville samtidig give 43 kommuner i Beaujolais ret til at bruge betegnelsen Bourgogne-Gamay eller bare Bourgogne.
Beaujolais er en appellation i Bourgogne - men også historisk adskilt fra hoveddistriktet, ligesom appellationens vinproducenter kæmper for at gøre betegnelsen Beaujolais berømt verden over.

Underminerer AOC-strukturen


Vinsyndikatet i Bourgogne reagerede med vrede på INAO’s beslutning. Ifølge syndikatet bør man undgå at sammenblande så forskellige vindyrkningsområder som Bourgogne og Beaujolais, hvis vine også har en vidt forskellig karakter.
Gør man det, underminerer man den AOC-struktur, som INAO er sat i verden for at håndhæve. Hvis først en Beaujolais ”bliver til” en Bourgogne, hvorfor skulle en Crémant de Bourgogne så ikke kunne kaldes for en Champagne eller en Luberon-vin for en Côtes du Rhône? Lød det ironisk fra syndikatet.

Protesterne hjalp


En underskriftsindsamling imod INAO’s beslutning blev straks sat i værk og har i skrivende stund indkasseret mere end 5000 underskifter. Og for et par dage siden protesterede omkring 400 vinproducenter fra Bourgogne foran INAO's hovedkvarter i Montreuil.
Protesterne lader til at have hjulpet. Kort tid før udsendelse af denne VinAvis fik vi melding om, at INAO trækker sin beslutning om at fratage de 64 kommuner retten til et Bourgogne AOC på etiketten tilbage. Men man holder stadig fast ved, at de 43 kommuner i Beaujolais fremover skal have ret til at anvende de to ovenfor nævnte betegnelser.


En populær Valentins-vin

I denne uge fejrer vi - og resten af verden - Valentins-dag. Selvfølgelig bliver der i den anledning også drukket rigtig megen vin i stearinlysenes skær. Og mange steder – ikke mindst i de asiatiske lande – er det en flaske fra 3. Cru-slottet Château Calon Ségur i Saint Estèphe i Médoc, der bliver sat på bordet. Årsagen er etiketten, hvor slottets navn er omkranset af et hjerte – et hjerte, hvis historie går tilbage til marquis Nicolas-Alexandre de Ségur, der ejede Château Calon Ségur i 1700-tallets første halvdel.

Mit hjerte tilhører Calon


Nicolas-Alexandre ejede også de berømte vinslotte Château Latour og Lafite samt flere vinmarker rundt om i Bordeaux. På grund af hans mange besiddelser gav den franske konge Ludvig d. 15. ham tilnavnet ”vinstokkenes prins”.
Calon Ségur erhvervede han via sit ægteskab med Jeanne de Gasq i 1718. Og hjertet på etiketten – ja, det skyldes følgende berømte ord fra Nicolas-Alexandre: ”Jeg laver min vin på Lafite og Latour, men mit hjerte tilhører Calon.”
Fra 1894 til 2012 har Calon Ségur været i familien Gasquetons eje. Slottets vin forhandles herhjemme af Theis Vine.

Da 363.000 liter vin fossede ud

For nylig kunne man opleve, hvordan vandet i Russian River i det californiske Sonoma samt flodens bredder havde fået en usædvanlig rødbrun farve på et langt stykke.

Årsagen var det sandsynligvis største udslip af vin i Sonomas historie, og vinen kom fra vinhuset Rodney Strong Vineyards ved Healdsburg.
I vineriet var lågen til en kolossal stor vintank af uransagelige årsager sprunget op i løbet af natten, og ud fossede i alt 363.000 liter rødvin på Cabernet Sauvignon - nok liter til at fylde hele 500.000 vinflasker.
Sonomas myndigheder er ifølge The Press Democrat i fuld gang med at undersøge, om det store udslip har skadet flodens fiskeliv og det omkringliggende miljø, ligesom man hos Rodney Strong Vineyards har sat en intern undersøgelse i gang for at finde frem til, hvad der skete den nat, vinen strømmede ud af tanken.

En gin, der støtter et godt formål.

Et velgørende samarbejde

Veteranfonden er en fond, hvis formål er at støtte danske veteraner og deres pårørende, skabe et fællesskab for dem og oplyse omverdenen om det, at være veteran.
En veteran er enhver, som har været udsendt på en international mission på vegne af Danmark. Og det omfatter ud over soldater også politifolk, læger, sygeplejersker, nødhjælpsarbejdere m.fl.
Siden 1948 har Danmark haft udsendte i mere end 60 forskellige lande, hvilket har medført, at der i dag findes 60.000 veteraner iblandt os.
Nu har Veteranfonden i samarbejde med destilleriet OriGinCPH og Holte Vinlager fremstillet en gin med navnet Mission Gin, hvor pengene fra salget går til fondens mange velgørende aktiviteter.

Ingredienser hjembragt af soldaterne


Historien bag ginnen, der er lavet på 19 forskellige botanicals, er helt unik. Veteranfonden har nemlig fået soldater, der er udstationeret i Balkan, Irak og Afghanistan, til at tage ingredienser med hjem og aflevere dem til OriGinCPH, og det vil sige, at ginnen fx indeholder mynte fra Irak, enebær fra Balkan og appelsinskal og safran fra en mark i Kabul. I en lille YouTube film fortælles der mere om samarbejdet og ginnens tilblivelse.
Mission Gin blev lanceret i slutningen af 2019, og efter et godt salg i november og december kunne Holte Vinlager, der står for salget, overrække 34.333 kr. til Veteranfonden.
Den ualmindeligt dejlige gin har længere nede på denne side indkasseret fem flotte stjerner.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Erling Nielsen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Erling Nielsen (f. 1952) havde oprindeligt ingen planer om at ende som vinhandler. En uddannelse som elektroingeniør førte i første omgang til ansættelse inden for den teatertekniske branche og senere som marketingkoordinator i et handels- og ingeniørfirma.
I 1990 etablerede Erling Nielsen sit eget firma, TeknoGrafik i Nykøbing F., med teknisk reklame og marketing som speciale. Efter en længere årrække med mange spændende kunder og job, overgik de papirbaserede opgaver i stort omfang til de digitale medier, og der blev længere imellem jobbene.
Interessen for vin havde altid været til stede, dog mest som almindelig forbruger, men da der opstod en mulighed for at blive lokal forhandler for en dansk vinimportør, så Erling Nielsen et potentiale i at supplere de grafiske opgaver med vinhandel.
Den 5. september 2015 slog han dørene op for Vintjenesten, og siden da er forretningen vokset fra kælderlokalerne i privaten til lejede lokaler tæt på centrum i Nykøbing F. med mere end 10.000 flasker på hylderne. I øvrigt har forretningen til huse i lokaler, der har tilhørt J. Hülsen Vinimport fra 1922 til 1975, og vinreolerne i kælderen anvendes igen til det, de blev bygget til i 1920’erne. I dag er kunderne velkomne til også at besøge den gamle kælder.
Vintjenesten, der stadig er en enkeltmandsvirksomhed, importerer bl.a. vine fra Rumænien, Frankrig og Tyskland (Mosel), som sælges til restauranter og virksomheder samt til private via webshoppen eller i butikken. Sortimentet kompletteres med udvalgte vine fra andre importører samt danske vine og likører. Senest er der kommet et større udvalg af spirituosa på hylderne, ligesom specialøl indgår i sortimentet.
Et af Vintjenestens specialer er ”private label” vine, hvor der i samarbejde med lokale grafikere bl.a. leveres vine med motiver, der er lokalt inspirerede. Det har været en stor succes, og de fleste af de mange flasker, Erling Nielsen selv etiketterer - ofte med hjælp fra hustruen Inge - sælges i lokale butikker, hvor det lokale begreb rækker langt ud over nærområdet. Også Foreningen Lolland-Falster Lovestorm får et kontant udbytte fra salget af vine med Lovestorm-etiketter.
Vintjenestens fleksible koncept gør det således muligt at levere vine med egne bestilte etiketter i et begrænset antal og til fornuftige priser.
Udover rejser med Inge til vinhusene i Rumænien og Tyskland går fritiden med at spille golf samt med natur- og kulturoplevelser.
Adresse: Vintjenesten, Kongensgade 16, 4800 Nykøbing F., tlf.: 24 60 57 20, email: ean@vintjenesten.dk, www.vintjenesten.dk
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.


Hvad er Caloric for noget?

Lau Larsen fik for nylig serveret et glas af en sød vin med navnet Caloric. - Den var lækker, men kan I fortælle mig lidt mere om den? Siger vores læser, som også gerne vil vide, hvor det lidt besynderlige navn stammer fra.
Caloric er en punch og en svensk specialitet - netop i Sverige har punch altid været særdeles populært. Lige siden digteren Bellmans dage i 1700-tallet har svenskerne samledes omkring den festlige punchebowle. Man har skålet og sunget drikkeviser og oplæst svulstige oder til Bacchus’s pris og kvinders dyd og skønhed.
I sine erindringer fortæller Bellman, hvordan den stockholmske borgmester Renhorn i 1759 bryggede en punch, der kunne gøre enhver anden end ham selv "så vimmelkantet, at han ikke fandt hjem i seks uger".

Opkaldt efter en varmluftmaskine


Senere blev den svenske punch markedsført i flasker. Det ene mærke efter det andet så dagens lys, og ofte opkaldte man produkterne efter nye opfindelser. Der var således en Elevator Punch, en Telefon Punch og en maskingevær-punch: Mitraileuse Arraks Punch.
Mest berømt blev dog Caloric Punch, der blev lanceret af Cederlund & Söner i Stockholm i 1862. Den fik sit specielle navn efter en varmluftmaskine – en caloric – som den svensk-amerikanske opfinder John Ericsson havde konstrueret. I dag ville man sikkert have kaldt produktet for Computer Punch ...
Caloric Punch kan købes i Danmark - blandt andet hos Skjold Burne, hvor den koster 89,75 kr.


Ugens vinøse billede

Kirsten Smith har taget dette billede, som er indbegrebet af det spanske Andalusien med husenes hvide mure og oven i købet med en reklame af glaserede kakler for en Freiduría (grillbar), der serverer sherryen Tio Pepe.

Men billedet er faktisk snyd! Hun tog det i "den spanske by" i Barcelona – Pueblo español eller på katalansk: Poble espanyol.
Den store og meget spændende bydel blev opført i 1929 i forbindelse med en international udstilling, og den kan nærmest betragtes som et delvist beboet frilandsmuseum med rekonstruerede huse fra alle hjørner af Spanien. Og altså også fra Andalusien. Stedet er absolut et besøg værd. Man kan læse mere om det ved at klikke her.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-567
Billede 521-546Billede 547-572


567 Hos det økologiske vinhus Yealands i Marlborough breder valmuerne sig mellem rækkerne af vinstokke (foto © Yealands).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Anges, Sauvignon Blanc, Val de Loire IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%)

69,5 kr., pris på tilbud 6.-12. februar ved 2 flasker: 39,75 kr., Irma

Dejlig frisk hvidvin med en klar og ren Sauvignon-smag, der godt kan hamle op med de newzealandske - og så til 39,75 kr. (ved 2 flasker). Et scoop. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2019, lav alkohol (12,5%)

75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts ved 6 flasker: 60 kr., Skjold Burne

Til 60 kr. (ved seks flasker) en glimrende, frisk og lækker hvidvin på Sauvignon Blanc-druen - lige så god som mange af de gode newzealændere på samme drue. I smagen er der noter af citrus og stikkelsbær. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Yealands, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2019, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud 7.-13. februar ved 2 flasker: 74,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En fint krydret hvidvin med et klart billede af druen Sauvignon Blanc og i den gode, newzealandske stil. I smagen noter af basilikum, purløg og persille. Høj kvalitet som sædvanlig for en vin fra producenten Yealands. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Leyendas de Familia, Viña Casa Donoso, Chardonnay, Valle del Maule, Chile, 2015, middel alkohol (13,5%)

Lækker hvidvin med fin Chardonnay-smag, tør med en lang, god smag i munden. En meget anvendelig madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Purist, Brueder Eser, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland, 2018, lav alkohol (12,5%)

119,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts ved 2 flasker: 99,75 kr., Skjold Burne

Lækker hvidvin med et klart billede af druen Riesling og en let cremet smag med mineralske noter, citrus og et strejf af blomstersødme. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2019, middel alkohol (13,5%)

75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts ved 6 flasker: 60 kr., Skjold Burne

En enkel, men også billig rødvin, hvor man hurtigt når frem til slutningen uden egentlig eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Brumont, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2017, middel alkohol (13,5%)

99,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts: 80 kr., Skjold Burne

En lidt robust rødvin, krydret, med noter af tobak. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Så åbner den sig og bliver lidt blødere.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Marqués del Atrio, Rioja, Reserva, Spanien, 2014, middel alkohol (14%)

129,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts: 109,75 kr., Skjold Burne

En rigtig god Rioja på druerne Tempranillo og den lokale drue Graciano. Vinen har en kompleks smag, præget af 24 måneder på fad, uden at træet får lov til at dominere. Frugten og den fine krydring følger med i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Col d'Orcia, Sangiovese, Rosso di Montalcino, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

145 kr., Supermarco

En formfuldendt, lækker, økologisk rødvin med blød frugt, fin krydring og delikate tanniner, der hænger godt i munden. En typisk italiener.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Punish Me!, Terre de Loups, Saint Chinian Berlou, Frankrig, 2016, middel alkohol (14%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., dog på tilbud fra 7.-21. februar: 99 kr., AndrupVin.dk

Sød og blød uden at være vammel - sådan er denne meget dejlige rødvin fra et lille distrikt i det franske Languedoc. Den har noter af kirsebær, solbær, krydderurter og vanille fra fadmodningen i tolv måneder. Druerne er Syrah, Grenache og Carignan.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terre di Verona, Cantina di Verona, Corvina, Amarone della Valpolicella, Italien, 2016, høj alkohol (15%)

199,95 kr., pris på tilbud 7.-13. februar: 109 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

Denne Amarone smager godt. Den har en blid og blød smag og smager nok mere som en top-Valpolicella end som en Amarone, men det skal ikke lægges den til last. Anvendelig til mange retter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Tilbudsprisen er okay.

stjernestjernestjernestjerne

Conti Valli, Cantine Quattro, Stamature Rosso, Italiensk vin, Edizione Esplosiva, Italien, 2018, høj alkohol (18%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 175 kr., AndrupVin.dk

Denne rødvin er, hvad den lover på etiketten: Eksplosive! 18%, en kraftig og faktisk en meget flot rødvin med noter af kirsebær, figner, kanel og syltede blommer, chokolade og vanille. En usædvanlig vin til yndere af kraft, saft og alkohol.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de la Charrière, Yves Giradin, Pinot Noir, Santenay 1'er Cru, Clos Rousseau, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%)

269,75 kr., pris på tilbud indtil 29. marts: 229,75 kr., Skjold Burne

Lækker og elegant Bourgogne-rødvin med en saftig blød smag, kompleksitet og mineralske noter. En klassisk vin i både duft, smag og eftersmag. Nyd den til en ikke for kraftig kødret.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mission Gin, CPHoriGin, Gin, Danmark, høj alkohol (43%)

329 kr., prisen er for 500 ml., Holte Vinlager

Denne interessante gin med en historie, som vi nævner længere oppe på siden, smagte vi med tonicwater, isterninger og appelsinskiver. Og en af smagepanelets deltagere drømte sig tilbage til Afrika, hvor hun som udsending for FN "levede" af gin and tonic - efter sigende skulle drikken beskytte mod malaria. Denne gin er en luksusudgave af, hvad hun fik dernede. Den er simpelt hen blød og lækker med mange smagsnuancer fra de 19 eksotiske ingredienser

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen