Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 17, 2020



Foto: Wikipedia/André Karwath.

Ny forskning om rødvin og aldringDel på Facebook

Man har længe vidst, at resveratrol - det stof, der findes i de blå druers skind og dermed i rødvin - har godgørende egenskaber, når det gælder helbredet. Man ved også, at stoffet har antialdrings-egenskaber. Men præcis, hvordan resveratrol kan have en effekt på livslængden, er uvist. Nu er et hold forskere fra University College London imidlertid kommet med en plausibel forklaring.

Forskerne har via laboratorieforsøg bevist, at stoffet er i stand til at imitere hormonstoffet østrogen og herved aktivere de såkaldte sirtuiner, som findes i menneskekroppen - og som normalt aktiveres af hormonstoffet.

Forlænger gærs levetid med 70%


Sirtuiner er proteiner, som er yderst vigtige for stofskiftet, og som efter alt at dømme modvirker diabetes to, kræft, hjertekarsygdomme og andre aldersrelaterede sygdomme.
Man begyndte at interessere sig for sirtuinerne for 20 år siden, hvor man fandt frem til, at de var i stand til at forlænge gærs levetid med hele 70%. Og alt tyder på, at sirtuinerne også har en livsforlængende egenskab, når det gælder såvel pattedyr som mennesker.

Et glas rødvin er nok


De britiske forskere fandt også frem til, at der kun skal ganske små doser resveratrol til, for at stoffet efterligner østrogen. 0,5 til 1 milligram er nok - en dosis, der ifølge lederen af forskerteamet, professor Henry Bayele, svarer til den mængde, der findes i et almindeligt glas rødvin.
Den nye forskning er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.


Beskæring i en vinmark uden fra byen Avola på Sicilien. Det var fra denne by vinen i gamle dage blev udskibet og sendt til Norditalien og Frankrig. Foto: Anker Tiedemann.

Tema-smagning:
Vine på Nero d'Avola fra SicilienDel på Facebook

Til denne uges tema-smagning har VinAvisens smagepanel smagt en række rødvine fra Sicilien, fremstillet udelukkende på den lokale drue Nero d’Avola. Vi har anmeldt i alt tolv vine, og anmeldelserne finder man længere nede på siden. Og nedenfor fortæller vi lidt mere om den blå drue, der i de senere år er kommet til ære og værdighed i stadig flere glimrende rødvine.

Siciliens mest plantede drue


Middelhavets største ø, Sicilien, er ikke kun et ferieparadis - den er også en af Italiens største vinregioner, der tegner sig for hele 17% af landets samlede vinmarksareal.
Alligevel er det i langt højere grad vinene fra Toscana og Piemonte, der gennem tiderne har kastet glans over Italien som vinland. Men i dag gør også Sicilien sig bemærket internationalt som en region med fremragende vine, og selv om øen fremstiller mest hvidvin (63%), så er det rødvinene, der løber med sejren, når det gælder kvaliteten. Og her spiller øens mest plantede drue, Nero d’Avola, en stor rolle.

Den sorte drue fra Avola


Druen, der i karakter godt kunne minde lidt om Shiraz, har været dyrket på Sicilien siden middelalderen, og dens navn betyder ”den sorte (drue) fra Avola” - den har nemlig en usædvanlig mørk farve, og så har den sin oprindelse i byen Avola på øens sydøstlige kyststrækning.
Druen bliver også kaldt for Calabrese, hvorfor nogle mener, at den stammer fra Calabria, altså tåen på den italienske støvle. Den optræder også under navne som Calabrese d'Avola, Calabrese Nero, Calabrese Pizzutello og Calabrese Dolce.
Den dyrkes stort set udelukkende på Sicilien men også nogle få andre steder i Italien samt i mindre mængder på Malta og i Tyrkiet, Californien, Australien og Sydafrika.

Blev udskibet i tankvogne


For 20 år siden, var der ikke mange, der havde hørt om Nero d’Avola. Og forståeligt nok, for stort set al den vin, sicilianerne lavede på druen, blev udskibet i tankvogne og brugt til at give kraft, farve og fylde til mere letbenede norditalienske og franske vine.
Men omkring år 2000 begyndte stadig flere sicilianske vinproducenter - ud over blandings-rødvine - at fremstille enkeltdrue-vine på Nero d’Avola. Og det er såvel frugtrige, saftige og ungdommelige rødvine som fadmodnede, intense gemmevine. Alt sammen afhængig af, hvor druerne dyrkes på øen - om det er i de køligere højder eller i lavlandet - og hvordan de vinificeres. I mange af vinene har producenterne valgt at blande Nero d'Avola druer fra flere forskellige områder på Sicilien for at opnå en særlig smagsprofil.

LVMH hjælper restauranterneDel på Facebook

Restauranter i ind- og udland lider under Covid-19 krisen, og nu har den franske luksuskoncern LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy) tænkt sig at give en hjælpende hånd. Og det er ikke kun til de franske restauranter men også til de britiske og amerikanske.
Koncernen, der ejer adskillige vinhuse, vinslotte og champagnemærker, vil få fremstillet 300 kasser, der hver indeholder seks kultvine i de mest berømmede årgange inden for de sidste ti år. Det drejer sig om Y d’Yquem 2017, Château d’Yquem 2015, Château d’Yquem 2009, Château Cheval Blanc 2009, Château Cheval Blanc 2015 og Clos des Lambrays 2016.

17.000 kr. for en kasse


Kasserne med vinene koster hver 2300 euro (cirka 17.000 kr.), og de vil blive solgt hos nogle af verdens førende vinhandlere. Om Danmark får et par kasser, får tiden vise.
Hver en krone fra salget vil blive fordelt mellem tre foreninger, der støtter restaurantsektoren i henholdsvis Storbritannien, USA og Frankrig.


Murray Berrill har fundet en fantastisk måde at udnytte hulrummet bag trappen på.

Trappe med mereDel på Facebook

Hvis man ikke kan få tiden til at gå i disse karantæne-tider, kan man jo lade sig inspirere af australske Murray Berrill og hans nye ”vinkælder”.
Berrill er god til at udnytte hver en centimeter i sit hus i Victoria, og det gælder også hulrummet under trappen til første sal.
Hvert trin er blevet udstyret med to skuffer med indsatser til vine, og i alt er der blevet plads til 156 flasker.
Ifølge Berrills Facebook-side, hvor man kan se flere billeder af ”vin-trappen”, er skufferne godt isolerede, så de ikke generes af, at man går på trappen.
Det har taget ham halvanden uge at ombygge trappen og kostet i omegnen af 5000 AUD (cirka 22.000 kr.). Flot arbejde, synes vi her på VinAvisens redaktion. Men nu er hænderne også skruet ekstra godt på Berrill, der er uddannet bygningskonstruktør.

Op og ned for fransk vinsalg Del på Facebook

Covid-19 har haft betydning for salget af vin i de franske supermarkeder - og pilene peger både op og nedad.
Som vi nævnte i sidste uge, har salget af champagne taget et ordentligt dyk i de seneste uger - og det samme gælder andre mousserende vine, der jo pr. tradition skænkes i glassene, når der er fester og noget at fejre.
Siden præsident Emanuel Macron holdt sin første dystre Corona-tale d. 12. marts og indtil d. 29. marts, faldt salget af mousserende vin i Frankrig med 29% og af champagne med 53% sammenlignet med samme periode sidste år.
Til gengæld steg salget af stillevine med 12% fra og med d. 3. marts indtil d. 17. marts, hvor Frankrig lukkede ned - ganske enkelt fordi forbrugerne hamstrede vin.

Bib og store flasker er populære


Men siden da er det gået ned ad bakke med vinsalget i Frankrig - faktisk med hele 31% i den første uge af april sammenlignet med samme uge i 2019. Rigtig mange forbrugere går uden om vinafdelingen i jagten på de absolut nødvendige forbrugsvarer - og det til trods for, at barer og restauranter er lukkede, og franskmændene normalt er et vinelskende folkefærd.
Dog sælger vine i store flaskestørrelser rigtig godt i øjeblikket. Det samme gør bag-in-box vine, hvor der var en stigning i salget på hele 43% fra d. 16. til 29. marts.
”Click & drive” har også givet pote hos de supermarkeder, der har indført systemet.
Her kan forbrugerne bestille vin og andre fødevarer over nettet og få udleveret varerne ved en drive-in luge. Salget af vin via dette system steg med hele 158% i den første uge af april - dog fra et meget lille udgangspunkt.


En klase Seperavi-druer i en vinmark i Moldova. Foto: Wikipedia/Lebowskyclone.

Ny drue i Toscana: SeperaviDel på Facebook

Banfi, der blev grundlagt i 1978 af brødrene John og Harry Mariani, er en af Toscanas førende vinproducenter - og ligeledes en af dem, der tidligt begyndte at eksperimentere med kloner af distriktets store blå drue, Sangiovese.
For cirka 40 år siden plantede Banfi hele 650 forskellige Sangiovese-kloner med det mål at finde frem til de femten bedste - et arbejde, der stadig pågår i samarbejde med universitetet i Milano. I en to hektar stor eksperimental vinmark dyrkes de mange kloner adskilt i små partier af marken. Der eksperimenteres ligeledes med de samme kloner på forskelligt rodmateriale. Druerne fra de enkelte kloner vinificeres separat, og slutresultatet - de ganske små mængder rødvin - bliver nøje gransket af Banfis ønologer og forskerne fra universitetet.
Men nu er en helt ny drue dukket på i vinmarken. Seperavi hedder den, og den stammer fra Georgien.

Mørkt skind og lyserødt kød


Det er bestemt ikke helt almindeligt at dyrke Seperavi i en toskansk vinmark. Men nu er der jo tale om en eksperimental mark, og den rødvin, Banfi fremstiller på druen, vil ikke blive tappet på flasker og solgt - endnu i hvert fald. Ud over Sangiovese er det nemlig kun ganske bestemte lokale og internationale druer, som det er tilladt at fremstille vin på i Toscana.
Seperavi betyder ”farvestof” på georgisk, hvilket henviser til druens meget mørkeblå skind og lyserøde kød.
Druen findes også i Moldova, Armenien, Uzbekistan og Ukraine - samt i små mængder i Finger Lake og Niagara i staten New York.

Også hybrid-druer i vinmarken


Når Banfi har kastet sig over Seperavi, er det med tanke på fremtidens klimaændringer. Gennem de sidste 30 år er gennemsnitstemperaturen i Toscana steget, og hedebølger og skybrud er blevet stadig mere almindelige. Og det kræver sin drue.
Seperavis gode egenskaber i den forbindelse er blandt andet et højt syreindhold og et meget tykt og holdbart skind, der gør, at druen ikke så let bliver angrebet af svampesygdomme efter kraftig nedbør.
Banfi har også plantet forskellige hybrid-druer i sin vinmark, og de mange drue-eksperimenter skulle gerne munde ud i, at nogle af de bedst egnede en dag bliver godkendt til vinfremstilling i Toscana.
Uanset, hvilke druer, Banfi planter i forsøgsmarken, er de alle udvalgt eller udviklet til at kunne klare sig med mindst mulig - og helst slet ingen - brug af kemiske sprøjtemidler mod diverse vinmarkssygdomme.

Del på Facebook

Del på Facebook



En lille serie: Tid til en SundownerDel på Facebook

I sidste uge startede vi en lille serie om Sundowners, drinks, som man - nu hvor det er blevet lidt lunere - kan nyde til synet af den nedgående sol. En liflig kombination, som VinAvisen gerne vil slå et slag for.

Vi nævner historien bag de udvalgte cocktails og drinks og bringer selvfølgelig opskrifterne. I sidste uge gjaldt det Screwdriver og i denne uge Cuba libre.

En skål for friheden


Cuba libre: Mellem 1868 og 1878 kæmpede cubanerne for et frit og uafhængigt Cuba, som dengang var under spansk herredømme. Uafhængighedsbevægelsens soldater mødtes i barerne i Havana, hvor de skålede i en blanding af honning, vand og rom, og når de hævede glassene, udbrød de ”Cuba libre” (fri Cuba) - hvilket snart lagde navn til drinken.
Fra og med 1898 strømmede amerikanske soldater til Cuba under den spansk-amerikanske krig, der til sidst gav cubanerne deres fuldstændige uafhængighed.
Med sig bragte amerikanerne den ny drik Coca-Cola, som snart erstattede honning og vand i den populære Cuba libre. Ifølge traditionen skete det første gang i American Bar i Havana lige omkring år 1900. Som kronen på værket iblandede bartenderen et skvæt citronsaft. Og det er netop citronen, der adskiller en Cuba libre fra en almindelig dødelig rom og cola.
Opskrift: Kom 5 cl mørk rom i et højt glas med isterninger. Top med Coca-Cola, og pres lidt citronsaft i glasset. Pynt med en citronskive.
Nyeste skud på stammen fra Kamiki er en whisky med finish på japansk kirsebærtræ.

Eksperimenterende japansk whiskyDel på Facebook

Skotsk whisky er underlagt en række regler omkring, hvilket træ de fade, som spiritussen modner på, må være lavet af, hvor længe whiskyen skal modne osv. De fleste af reglerne er udstukket af Scotch Whisky Association. Og det er på sin vis godt med disse regler, da det er med til at beskytte den ædle skotske nationalspiritus. Til gengæld hæmmer det til en vis grad de destillerier, der godt kunne tænke sig at lægge traditionerne lidt på hylden og lancere mere eksperimenterende whiskyer.
Når det gælder japansk whisky, er der derimod ingen regler, hvilket medfører, at destillerierne kan sprælle og eksperimentere stort set, som de har lyst til.
Et af de japanske destillerier, der har lanceret nogle interessante og anderledes whiskyer, er Kamiki i byen Nara.
Som det første destilleri i verden modner Kamiki sin whisky i fade af Yoshino Sugi - japansk cedertræ - som i århundreder er blevet brugt til opførelsen af Japans traditionelle templer af træ.

Kirsebærtræ og Stillehavs-vand


I marts i år lancerede Kamiki en whisky, Umiki, der er infuseret med vand fra Stillehavet og har fået sin finish på fyrretræ. I Skotland betyder finish, at whiskyen i den sidste del af modningsprocessen hældes over på fade, der har indeholdt portvin, sherry, madeira eller Bordeaux-vin. Men hos det japanske destilleri er det fyrretræet, der i sig selv skal give den sidste finish.
Og nu har Kamiki lanceret endnu en eksperimenterende whisky, der - igen som den første whisky i verden - har fået sin finish i sakura, japansk kirsebærtræ.
Umiki og Kamiki Sakura Cask Finish sælges foreløbig kun i Asien og USA men tilflyder verdensmarkedet omkring 1. maj.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Torben Møller Sørensen.

VinAvisens Blå BogDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Torben Møller Sørensen (f. 1943) havde ikke de ringeste planer om en fremtid i vinens verden, dengang han var purung og netop havde afsluttet realeksamen.
Men et sommerferiejob i en københavnsk vinhandel blev altafgørende. Han blev nemlig hængende i stedet for at læse videre, og det har han ikke fortrudt.
Siden da har han beskæftiget sig med vin hver eneste dag – i mange år via en række ledende stillinger i forskellige vinfirmaer og siden 1995 gennem eget vinfirma, Vinkyperens Vinkurser.
I firmaet handles der ikke med vin, men med viden om vin i form af vinrejser samt kurser for såvel vinbranchen som lægfolk. Desuden havde han gennem femten år sit faste ugentlige vinprogram på P4.
Torben Møller Sørensen og hans hustru bor på Tangegaard – en gammel historisk gård med tyve værelser og 7 tønder land. Det er også her, vinkurserne løber af stabelen.
Den sparsomme fritid går med at restaurere gården samt med rejser, musik, kunst og ikke mindst gastronomi.
Adresse: Vinkyperens Vinkurser v/ Torben Møller Sørensen, Tangegaard, Boelsmosevej 40, Lundeborg, 5874 Hesselager, tlf.: 62 25 10 37, mobil: 23 45 94 11, e-mail: vinkyperens@vinkurser.dk, www.vinkurser.dk.

Del på Facebook

Ugens vinøse billedeDel på Facebook


Denne uges billede har vi selv taget. Vi har tidligere bragt lignende vinøse billeder af små figurer fremstillet i porcelæn på Europas ældste porcelænsfabrik i det tyske Meissen. Hyrder og hyrdinder med vinglas i hænderne, bacchus'er og drueklaser var yndede motiver i fabrikkens sortiment i 1700-tallet. Denne lille figurgruppe fra 1740 viser nydelsen af den første vin, der løber ud af vinpressen. Det er utroligt så mange detaljer, der er blevet plads til i den kun 15 cm høje figur.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-577
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594


577 De gamle grækere lå til bords, når de fik skænket amforaens vin (maleri af Lawrence Alma-Tadema, 1873).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 35 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cantine di Cossano Belbo Secco, Frascati DOC, Italien, 2018, lav alkohol (12%)

35 kr., Lidl

En lækker hvidvin med fylde, modne grønne druer og æbler og med en lang eftersmag, der slutter med en lille honningnote. En rigtig sommervin, der har en stor spændvidde, når det gælder mad. Et kup til prisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cimarosa, South Eastern Australia, Australien, lav alkohol (12,5%)

40 kr., Lidl

En dejlig hvidvin på druerne Chardonnay og Colombard. Den dufter intens af nektariner og har en fyldig og frugtrig smag med noter af moden citrus. Det er også en vin med en behagelig fedme, der får smagen til at holde længe i munden. Et kup til prisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Rafale, Vignerons Catalans, Sauvignon, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

45 kr., Køge Vinhandel

En meget enkel hvidvin uden de større smagsoplevelser. Men den er jo også meget billig. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Sauvignon Blanc, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile, 2018, lav alkohol (12%)

45 kr., Lidl

En enkel men frisk hvidvin med citrusfrugter i duft og smag, men også med en behagelig tørhed til slut. En vin, der vil egne sig fint til sommerens fisk og skaldyr - men også med sine kun 12% alkohol som apéritif i sommervarmen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Esmeralda, Miguel Torres, Catalunya, Spanien, 2019, lav alkohol (11,5%)

69,95 kr., pris på tilbud 24. - 30. april: 35 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne lækre, veganske hvidvin er lavet på druerne Muscat d'Alexandria og Gewürztraminer, og det fornemmes umiddelbart i den aromatiske og krydrede duft og smag med noter af tropiske frugter og roser. Flasken har skruelåg. Tilbudsprisen er simpelt hen en foræring.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

King's Bay, Jean Biecher & Fils, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2019, lav alkohol (13%)

89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En af de gode, newzealanske hvidvine på druen Sauvignon Blanc. Den har friskhed, en vis tørhed og fin krydring. Vinen er økologisk, og flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Scrubby Rise, Wirra Wirra Vineyards, Chardonnay, Adeleide, Australien, 2018, lav alkohol (12,5%)

139,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Supervin

En potent og rigtig lækker hvidvin. Den har alt, hvad der til for at være en god Chardonnay-vin med det hele i fin balance og en lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerneBoksvin

Tabiso, Darling Cellars, Western Cape, Sydafrika, 2019, lav alkohol (12,5%)

159,95 kr., prisen er for 4 X 75 cl i boks; pris for 75 cl.: 39,99 kr., Amka

Fra syrlighed til bitterhed - en ikke umiddelbart charmernde hvidvin på druerne Chardonnay og Chenin Blanc. Men unægtelig billig.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Pierres Sèches, Muré, Pinot Gris, Alsace, Frankrig, 2018, middel alkohol (14%)

160 kr., pris på tilbud indtil 31. maj ved 2 flasker: 125 kr., Skjold Burne

En dejlig økologisk hvidvin, afrundet og blød. Druesmagen er let krydret og har en fin sødme - og flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Inspiration, Gabriel Meffre, Méditerranée IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris på tilbud ind imellem ved 2 flasker: 74,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Lækker rosévin med en let røget druesmag, med noter af hindbær og et strejf af mandler.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lavendette, Les Vins Bréban, Alpes de Haute Provence IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 31. maj: 75 kr., Skjold Burne

En god rosévin, lige efter bogen: Noter af jordbær, hindbær, sød og blid og med en lang eftersmag. Den er lavet på druerne Syrah, Grenache og Cinsault og vil være fin som terrassevin i selskab med nødder og snacks.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chopo, Monastrell, Jumilla, Spanien, 2018, lav alkohol (12,5%)

140 kr., pris ved 12 flasker: 125 kr., Ebeltoft Vinimport

Vellavet, klassisk rosévin med noter af jordbær og rabarber. Måske lidt mindre sød end så mange andre roséer, og dejlig både som terrassevin og til mad. Flasken er forsynet med en glasprop.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jean Demont, Sancerre Rosé, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

199,95 kr., på tilbud ind imellem: 129 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En superlækker rosévin, hvor man ikke med det samme kommer til at tænke på marmelade. Den er elegant med diskrete virkemidler, blød druefrugt, fin krydring og lang eftersmag.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Diamond Hill, South Eastern Australia, Australien, 2018, middel alkohol (14%)

Vellavet rødvin på druerne Cabernet og Merlot. Lidt enkel, men med god frugt og lidt til den søde side. En okay og billig hverdags-vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Beats the Devil, Shiraz, Victoria, Premium, Australien, 2018, høj alkohol (14,5%)

En rødvin med en markant sødme og en lidt kort smag, - men god til fx grillmad. Og prisen er jo til at komme i nærheden af. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mafi Rosso, Vino da Tavola, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%)

En rar rødvin med frugtfylde og markant sødme, som mange sikkert vil kunne lide. I smagen kirsebær og et strejf af fadlagring. Prisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjerneØ

Adobe, Emiliana, Pinot Noir, Valle del Bio-Bio, Reserva, Chile, 2019, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., pris på tilbud 24. - 30. april: 40 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Lidt enkel, men en både økologisk og vegansk rødvin. Den har en god Pinot-smag, der dog mangler lidt krop. Prisen er til gengæld yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Feudo Badalà, San Rocco, Primitivo, Puglia IGT, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

Dejlig, velkomponeret rødvin, blød og uden kanter og med en ren frugtsmag - blommer og kirsebær. I smagen et strejf af chokolade. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Campellaia, Giovanni Bellissario, Benevento IGP, Italien, 2017, høj alkohol (14,5%)

99 kr., Supermarco

Elegant rødvin, hvor der bliver lagt låg på sødmen med en "støvet" note. Sin gode smag af kirsebær og skovbær bevarer den helt ud i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Jam Shed, Accolade Wines, Leasingham, Shiraz, South Eastern Australia, Australien, 2018, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud 24. - 30. april: 49 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En bamset rødvin lidt til den søde side - en rigtig australier, der med sin gode, fyldige frugt giver fuld valuta for den yderst attraktive tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine La Collière, Perrot Georges Vigneron, Côtes du Rhône, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 105 kr., Jysk Vin

Meget lækker rødvin på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre. Den har en kompleks og harmonisk smag med noter af cigarkasse, læder og tjære. En rigtig god rødvin fra et ikke så stort kvalitetsdomaine i Rasteau.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zeni, Cantina Zeni, Valpolicella Ripasso, Superiore, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

169,95 kr., pris ved 6 flasker: 128 kr., Supervin

Lækker og moden, lige til at plukke. En vellavet rødvin på druerne Corvina, Rondinella og andre små varianter. Modnet på små egefade. En meget anvendelig madvin.

Sød vin

stjernestjernestjernestjerne

Madeira Vintners Malvasia 5 Years Old, Malvasia, Madeira, Portugal, høj alkohol (17,5%)

200 kr., Madeirahuset

En udmærket sød madeira på druen Malvasia. Den dufter og smager af lyse rosiner og har en forfriskende syre, der opvejer sødmen på bedste vis. Drik et glas til en kage eller dessert med nødder.

Smagningen af Nero d'Avola

stjernestjernestjernestjerne

Corte Aurelio, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

39 kr., Lidl

Til prisen er dette en udmærket mild og saftig rødvin med frisk frugt og fine krydrede noter. God til pasta og kylling.

stjernestjernestjernestjerne

Barone Montalto, Nero d'Avola, Siciliien, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

59,95 kr., ViniPortugal

En frisk rødvin med noter af solbær, kirsebær og jordbær - og peber. Vinen er harmonisk og hænger godt sammen. Plask den gerne over i en karaffel før måltidet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Barone Montalto, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

64,95 kr., ViniPortugal

En pæn rødvin med en syrlig note. Den er let og med lidt dæmpet bærsmær. Dertil peber. Vinen er både økologisk og vegansk, og fasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Miopasso, Verolanuova, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

69 kr., Lago Import

Denne rødvin er lavet efter Appassimento-metoden med de tørrede druer, og den har da også en charmerende sødme sammen med den gode frugt. Vinen er vegansk, og flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baglio le Mole, Villa Degli Olmi, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGT, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

I den lille, buttede flaske er der en lækker rødvin med afrundet, blød frugt. Fire år gamml, men slet ikke træt. En vin, der hænger godt sammen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baglio Normanno, San Rocco, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

Der er kant i denne ganske flotte rødvin med fyldig frugt og fin krydring. Lang i den gode smag og fin balance mellem syre og sødme. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjerne

Terre di Giumara, Caruso & Minini, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Pæn og vellavet rødvin, ret let, god frugt, fin krydring, men også med et lidt markant bid i slutningen. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Miopasso, Verolanuova, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

89 kr., Lago Import

Lækker rødvin, delvis efter Appassimento-metoden. Den har sødme og karakter og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Naturalmente Bio, Caruso & Minini, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Vellavet og økologisk rødvin, ret let og med en mundrensende frugtsmag. Noter af kirsebær og mørke bær. Lang eftersmag.

stjernestjernestjerneØ

Dei Principi di Spadafora, Spadafora, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGP, Italien, 2015, middel alkohol (13,5%)

119 kr., Blome Vin

Fem år gammel økologisk rødvin, der desværre er over bakken. Frugten er mere eller mindre forsvundet, mens tanninerne lever videre. Vinen er økologisk.

stjernestjernestjernestjerneØ

Lilium, Cantine Grasso, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGP, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

Fire år gammel rødvin, der måske er lidt træt, med mange tanniner, men stadig drikkelig. En vin lige ud ad landevejen og uden større personlighed.

stjernestjernestjernestjerne

Neré, Feudo Maccari, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGP, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

139,95 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Supervin

En rødvin i god ligevægt og med en varm og dejlig smag med lidt vel markante tanniner og en inviterende sødme. Udpræget til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tosone, Bataillard, Nero d'Avola, Terre Siciliane IGT, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

169 kr., pris på tilbud: 129 kr., Skjold Burne

Superlækker rødvin med en afrundet frugtsmag med sødme og fint integrede fadnoter. Fire år gammel og helt på toppen.

stjernestjernestjerne

Saia, Feudo Maccari, Nero d'Avola, Sicilien, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

259,95 kr., pris ved 6 flasker: 179,95 kr., Supervin

Fire år gammel rødvin, der for længst er gået over toppen. Frugten forsvinder hurtigt og efterlader tanninerne, syre og bitterhed.