Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 19, 2020

Vinglade russere

De fleste ville nok svare vodka, hvis man spurgte dem om russernes favorit alkohol. Men sådan forholder det sig ikke - tværtimod, så viser en ny undersøgelse fra Delotte CIS, at vodka befinder et godt stykke nede ad popularitetsstigen.

Ifølge undersøgelsen, som består af en rundspørge blandt 1600 russere fordelt på alder, bopæl osv., er øl storfavoritten hos hele 63% af de adspurgte. Dernæst kommer vin med 59% efterfulgt af cognac med 45%, mousserende vin med 41% og så vodka med 36%. Vinglæden, der stiger år for år, er størst blandt yngre russere under 35 år.

Sydafrikansk vin hitter


Rusland har således udviklet sig til et rigtig godt marked for vin i de senere år, og selv om Putin har ytret, at landet stræber mod at blive selvforsynende med vin, så er importen fra andre vinlande stadig markant - især når det gælder vin fra de oversøiske vinlande.
Årsagen er de sanktioner, EU har indført mod Rusland. Da russerne i 2015 for alvor begyndte at kunne mærke effekten af sanktionerne, vendte vinimportørerne blandt andet blikket mod Sydafrika. Og i løbet af det følgende år steg importen af sydafrikansk vin til Rusland med gigantiske 76% til 3 millioner liter - ganske vist fra et relativt lavt udgangspunkt. Siden da har importen af vin fra Sydafrika være støt stigende, og det er især rødvine på Pinotage og hvidvine på Chenin Blanc, der hitter hos russerne.


Den fantastiske Douro-dal, hvor druerne, der lægger most til portvinen, dyrkes på stejle terrasser.

Årgangs-portvin tre år i træk

Et portvinshus, der har fremstillet en exceptionel god årgang portvin, kan vælge at ”erklære årgang”, som det hedder, når man officielt meddeler, at man har fremstillet en årgangs-portvin.
Det sker som regel højst to til tre gange i løbet af ti år. Derfor vakte det også opsigt, da stort set samtlige portvinshuse erklærede årgang for både 2016 og 2017. For verdens største portvinsfirma, Symington Family Estates, der ejer 26 vingårde i Douro-dalen, var det første gang siden husets grundlæggelse i 1882, at man havde gjort det to år i træk.
Erklæringen for årgang 2017 gjaldt for Symingtons vedkommende mærkerne Graham’s, Dow’s, Warre’s, Cockburn’s, Quinta do Vesuvio, Capela da Quinta do Vesuvio og Graham’s ”The Stone Terraces”.
Nu er det så ifølge Wine Spectator sket igen - flere portvinshuse har for nylig erklæret 2018 for årgangs-portvin - heriblandt Symington, dog kun for Quinta do Vesuvio.

Store overvejelser


Også det store portvinsfirma Taylor Fladgate Partnership har erklæret 2018 for årgangs-portvin for mærkerne Taylor Fladgate, Fonseca, Croft og Wiese & Krohn. Flere små uafhængige portvinsgårde (quintaer) er fulgt trop.
Der må ligge store overvejelser bag at erklære årgang tre år i træk. Der skulle jo nødig gå inflation i det …
Men som det lyder fra Taylor Fladgate Partnership, så kan man jo ikke andet, når kvaliteten af vinen kræver det.
I modsætning til årgang 2016 og 2017 er det kun en lille del af portvinsfirmaerne og quintaerne, der har valgt at erklære årgang for 2018. Og det skyldes frem for alt, at vejrguderne ikke var lige venligt stemt over alt i den store Douro-dal, hvor portvins-markerne breder sig op ad bjergskråningerne.

Tre forskellige underzoner


Douro er inddelt i tre underdistrikter, der varierer en del, når det gælder klimaet. Der er Douro Superior, der ligger længst mod øst, og som er præget af ekstremt varme somre og meget kolde vintre. Så er der den centrale del af dalen, Cima Corgo, der har et varmt og tørt klima, og Baixo Corgo længst mod vest, der har det største vinmarksareal, og hvor klimaet er køligere og mere regnfuldt.
Og det er i sidstnævnte underdistrikt, vejrforholdene har været perfekte under vækstsæsonen i 2018, mens de ikke var helt så gunstige - men dog gode - i Cima Corgo og Douro Superior.

Nyt middel til sprøjtearbejdet

Når en vinproducent sprøjter sine vinstokke mod svampesygdommene meldug og oidium, vil kun en del af sprøjtevæsken ramme planterne. Mellem 25 og 50% vil gå tabt ved fx at dryppe ned på jorden - hvilket heller ikke er godt for miljøet.
Nu har det franske firma De Sangosse ifølge Terre.net lanceret et nyt produkt med navnet LE 846, et flydende hjælpestof, som - når man blander det i sprøjtevæsken - kan få den til at blive hængende på vinstokkene.
LE 846 fungerer lidt ligesom maling, der er tyndtflydende i malerspanden men bliver viskos - tyktflydende - når der males med den, så den bliver hængende på malefladen.

Reducerer sprøjtningen


Der skal kun tilsættes sprøjtevæsken en ganske lille mængde LE 846 svarende til 1% af væsken, før virkningen er optimal. Forsøg i vinmarker har vist, at vinproducenten kan reducere sprøjtningen mod svampesygdommene med op til 25% ved brug af det nye produkt - ganske enkelt fordi tabet af væske er mindre.
LE 846 skulle således ikke kun være til gavn for miljøet men også for producentens pengepung.
Man kan læse mere om det nye produkt, som også vil kunne bruges til en lang række andre landbrugsafgrøder, ved at klikke her.


Nogle af de vigtigste medarbejdere hos Hideaway Vingård er bestanden af gæs, som sørger for gødning i marken og kort græs under vinstokkene.

Hideaway to år efter

Den 30. april var det nøjagtig to år siden, Michael Gundersen døde kun 52 år gammel. Og det betød, at dansk vinavl mistede en kampånd af de store. Han var en af pionererne og kæmpede gennem 30 år for at gøre Danmark til et seriøst vinland.

Sammen med hustruen Karin Hvidtfeldt grundlagde han i 2006 Hideaway Vingård på Fejø - hvilket med årene har inspireret mange andre til at slå sig ned som vinbønder på den lille ø, der kun har 473 indbyggere. I dag er der således mere end ti vingårde på Fejø, hvis milde Middelhavsagtige klima er ideelt til vindyrkning.
Men hvad er der sket med Hideaway Vingård siden Gundersens død? Rigtig meget! Karin Hvidtfeldt besluttede sig for at færdiggøre parrets drøm om at skabe ”et lille Toscana” med frodige vinmarker, smagerum og overnatningsmuligheder. Det har krævet tid, penge og stort engagement - og ansættelse af den tyske vinmager Jens Heinemeyer, som nu står for vinfremstillingen.

Åbner op for besøgende


Første årgang af Hvidtfeldt-Gundersen kom på markedet sidste år i form af en rosévin og hvidvinen Gåsefod. Derudover er Karin Hvidtfeldt i gang med at omlægge vinmarkerne til økologisk dyrkning. Og hvis myndighederne i disse Covid-19 tider giver lov, åbner Hideaway Vingård til sommer for besøgende med mulighed for en tur i markerne og spisning i det nye smagerum.
Under besøget vil man også kunne opleve en af Nordeuropas største figensamlinger på friland med over 80 forskellige sorter - et såkaldt figenaboret. Næst efter vin var figner og eksotiske planter Michael Gundersens store interesse.
Sidste nyt hos Hideaway Vingård er udvidelsen af vinmarksarealet med 1400 nye vinstokke, hvoraf de første planter blev sat i jorden i den forgangne uge.
Hvor Gundersen frem for alt fremstillede rødvin, satser Hvidtfeldt på hvidvin, så de nye vinplanter er af de grønne druesorter Souvignier Gris og Solaris.


Druesortering i en sydafrikansk vingård.

Sydafrikansk slingrekurs

Myndighederne i Sydafrika har været på noget af en slingrekurs, når det gælder landets vineksport og restriktioner på grund af Covid-19.

Som vi nævnte i sidste uge, så blev al eksport af vin forbudt, da landet lukkede ned d. 25. marts. Den 7. april fjernede myndighederne forbuddet for kun en uge senere endnu en gang at lukke for det varme vand. Den 29. april blev det så igen tilladt at eksportere vin, og nu krydser de sydafrikanske vinproducenter og deres importører rundt om i verden fingre for, at tilladelsen er kommet for at blive.
Vinen kan nu fragtes fra havne og lufthavne og ligeledes ad vejene til nabolandene. Der skal selvfølgelig tages diverse sikkerhedshensyn - man skal holde afstand til hinanden, bruge masker, osv.

Store tab for vinindustrien


Den ene uge midtvejs, hvor vineksporten blev tilladt, nåede der ikke særligt mange flasker ud af landet, og ifølge Wines of South Africa (WOSA) har de sidste fem ugers næsten uafbrudte eksportforbud resulteret i et tab for den sydafrikanske vinindustri på omkring 1 milliard rand (cirka 379 millioner kr.). Brancheorganisationen frygter også for de langsigtede skader, som slingrekursen kan betyde for industriens gode ry og rygte på det internationale marked.
Selv om det nu er tilladt at eksportere, opretholder myndighederne forbuddet mod at sælge vin på det sydafrikanske hjemmemarked.


Foto: Sotheby's.

Asiaterne strømmer til auktionerne

For 30 år siden var der ikke ret mange asiatiske vin- og spiritussamlere, og derfor kun få asiatere, der bød med, når denne verdens kostbare flasker kom til salg på auktionerne.
Men samlerinteressen har siden da været støt stigende i Asien, og i 2019 gik hele 66% af samtlige vin- og spiritusflasker, der blev solgt hos Sotheby's, til asiatiske købere - hvilket er 14% flere end i 2015.
Til sammenligning tegnede USA sig for 23% af hammerslagene i 2019, hvilket var 3% mindre end året før.

For 185 mio. kr. DRC


Ni ud af de ti mest indbringende partier, der kom under hammeren i 2019, gik også til asiatiske købere.
Gennem alle årene har asiaterne frem for alt gået efter Bourgogne-vin, og det helt store trækplaster er vinene fra Domaine de la Romanée-Conti. Sidste år blev der hos Sotheby’s solgt flasker fra det berømte Bourgogne-hus for det, der svarer til 185 millioner kr.


De seks vine i Kjær og Sommerfeldts vinskole-kasse.

Endnu et par gode virtuelle smagninger

Vi har tidligere nævnt nogle af de efterhånden mange virtuelle vinsmagninger, som vinfirmaerne rundt om i Danmark har lanceret under Corona-krisen. Nedenfor kommer endnu to styk.

Smagning med Barolo-producent


* Blome Vin har arrangeret en virtuel smagning med vinmager Sara Vezza fra Barolo-huset Josetta Saffirio. Smagningen, der vil tage en times tid, bliver afholdt d. 7. maj kl. 19, og undervejs vil man kunne stille spørgsmål til vinmageren.
Smagekassen, som leveres ved døren, indeholder seks eksklusive rødvine, og prisen for kassen og seancen er 1199 kr. Man kan læse mere om smagningen og bestille smagekassen - ved at klikke her.

I vinskole hjemme i stuen


* Kjær og Sommerfeldt afholder ”hjemmeundervisning for voksne” med udgangspunkt i en vinskole-kasse med seks forskellige vine. Firmaets vinkonsulent vil på underholdende vis guide ”eleverne” gennem smagningen og give en basal indføring i smageteknikker, vurdering af vin, druesorter, vintyper og vinlande.
Samtidig med vinene modtager man et videolink, som gør det muligt at afholde smagningen på det tidspunkt, der passer bedst ind i ens program. Smagning inklusiv vinkassen koster 798 kr. Man kan læse mere om seancen og vinene - og bestille kassen ved at klikke her.


"Varm hund" og champagne

London er et slaraffenland for dem, der kan lide en lidt alternativ sammensætning af mad og vin.

Et af de steder, hvor man blæser på traditioner og normer, er baren Bubbledogs - en sammentrækning af bubbles (bobler) og hotdogs. Og boblerne er ædle champagner, som serveres til barens udvalg af ”varme hunde”.
Der er omkring 60 forskellige champagner at vælge imellem på vinkortet, og de er inddelt efter smag - altså ”friske og rene”, ”en anelse krydrede”, ”blomsteragtige”, ”toastede og nøddeagtige”, ”med alder”, osv.
Prismæssigt er der også noget for enhver smag. Man kan fx lade hotdoggen Sloppy Joe med lam, chili og ristede løg ledsage af en flaske Olivier Horiot, Métisse, Noir et Blancs, Extra Brut Les Riceys til 60 pund (cirka 515 kr.). Eller, hvis der skal være fest, en flaske Pierre Peters, Les Chétillons, Brut, 2012, Le Mesnil-sur-Oger til 150 pund (cirka 1300 kr.).

Hiver maden med op


Der er nok nogen, der synes, at det er synd og skam at servere dyr champagne til noget så simpelt som hotdogs - selv om nogle af Bubbledogs’s udgaver ser ret delikate ud. Men den berømte amerikanske vinsamler Lloyd Flatt - som ikke er mere - ville i hvert fald have syntes, der var en blændende god idé. Der skulle ikke nødvendigvis kaviar og østers på bordet, før han åbnede en flaske Dom Pérignon - en pizza kunne gøre det. Hans holdning var, at hvis vinen var god nok, så hev den maden med op.


Den røde reje årgang 2020

Gambero Rosso (den røde reje) er biblen, når det gælder italiensk vin. Denne guidebog er udkommet hvert år siden 1987, og den nye udgave for 2020 kan nu købes på dansk jord.

Enhver italiensk vinproducent venter hvert år spændt på, om deres vine er tildelt et, to eller måske endda tre ”Bicchieri” (glas), som er den højeste anerkendelse.
Den nye udgave rummer bedømmelser af vine fra 2400 vinproducenter. Men forud for den endelige udvælgelse af vingårde og vine ligger der et stort smagearbejde. I det forløbne år har 60 professionelle vinsmagere rejst Italien tyndt for at smage i alt 45.000 vine, hvoraf cirka halvdelen er kommet med i guiden. Ud over tildelingen af glas-symboler er der nyttig information om hvert enkelt vinhus.
Bogen, der er på engelsk, kan blandt andet købes hos Saxo.com for 315 kr.



En lille serie: Tid til en Sundowner

Vi fortsætter vores lille serie om Sundowners - som bliver stadig mere aktuelle, jo lunere det bliver hen under aftenen. I denne uge gælder det den populære bittersøde cocktail Negroni.

En gin-glad greve


Negroni: Ophavsmanden til denne cocktail var en florentinsk greve, Camillo Negroni (1868-1934). Han elskede at rejse, og turede blandt andet rundt i det dengang vilde vesten i USA, hvor han i saloonerne nedsvælgede pæne mængder spiritus sammen med lokale cowboys.
Vel hjemme igen i Firenze besøgte han en dag i 1919 sin stamcafé, Caffe Casoni, hvor han bestilte en Americano - en dengang meget populær cocktail bestående af sød Vermouth, Campari og et skvæt sodavand.
Cocktailen var dog lidt for mild for grevens smag, så han bad bartenderen, Fosco Scarselli, om at erstatte sodavanden med et skvæt gin - en spiritus, han var blevet glad for under en rejse til London. Scarselli erstattede også pynten, en citronskive, med en appelsinskive.

En ny bestseller


Nu var cocktailen præcis, som greven kunne lide den, og hver gang, han besøgte caféen, bad han om at få den lavet på nøjagtig samme måde. Snart begyndte nysgerrige stamgæster at bestille ”sådan én som greven får”, og Scarselli besluttede sig for at navngive cocktailen efter greven.
Negroni blev hurtigt lige så populær som Americano, og grevefamilien endte med at åbne Negroni Antica Distilleria i Treviso i 1925, hvor man fremstillede og solgte færdiglavede versioner af cocktailen.
Opskrift: Hæld 3 cl gin og dernæst 3 cl sød rød Vermouth i et drinksglas. Kom 3 cl Campari i glasset. Tilsæt isterninger, og rør godt rundt. Klem et stykke appelsinskræl ud over drinken, så de liflige olier drypper ned i glasset. Pynt med en appelsinskive.
Variant: Hvis man erstatter ginnen med prosecco eller anden tør mousserende vin, får man en Negroni Sbagliato (italiensk for forkert).


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Marco Andreis.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Marco Andreis (f. 1963) voksede op i Århus som søn af en italiensk violinist og en dansk mor. Der er altså 50 procent sydlandsk blod i ham, og det var måske grunden til, at han i 1990 forlod et halvfærdigt tandlægestudie til fordel for et job i ViniPortugal - et vinfirma, der blev skabt og stadig ejes af António Mendes Lopes, kendt for bogen "Den Portugisiske Vinguide" fra 1980'erne.
Med sine italienske smagsløg blev Marco Andreis kastet ud i kunsten “at forstå og overleve portugisisk kogekunst” og ud i arbejdet med import og salg af især portugisiske vine, portvine, madeira og olivenolie fra en halv snes mindre og mellemstore producenter. Til sidstnævnte hørte Caves Vidigal i Portugal, som António Mendes Lopes i år 2000 rejste retur til for at koncentrere sig om at fremstille vin.
Fra 2001 var Marco Andreis direktør og medejer af ViniPortugal, som trods navnet helt ændrede kurs og satsede på især italienske vine.
I juni 2002 blev han optaget i portvins-broderskabet, Confraria do Vinho do Porto efter i mange år at have været dansk ambassadør for portvinens fortræffeligheder med vine fra Kopke, Romariz og Van Zeller-brødrene.
I slutningen af 2016 forlod han ViniPortugal og slog 1. august 2017 dørene op for Vinimondo A/S med sin nye makker, portvins-specialisten Henrik Markussen I firmaet er der derfor særligt fokus på portvin, og i dag har Vinimondo Danmarks bredeste sortiment fra blandt andre Van Zeller´s (Palmer, Maynard´s og Menéres ), J.H. Andresen og ”Présidential” fra C. Da Silva, som sælges i flere af de førende danske supermarkedskæder.
Derudover sælger Vinimondo til specialvinhandlere, grænsehandelen og on-trade og ikke mindst fra en ny-lanceret webshop til B2C.
Ud over arbejdet i Vinimondo er Marco Andreis en flittig foredragsholder i vinklubber landet over med foredrag om især Portugal, portvin og vinens verden i almindelighed.
Privat bor han i Holte sammen med hustruen Ulla og sidste hjemmeboende, Clara - og fornøjer sig med at spille guitar og lave spaghetti til familien.
Adresse: Vinimondo A/S, Overgaden Neden Vandet 19 A , 1414 København K, tlf.: 53 70 19 74, e-mail: marco@vinimondo.dk, www.vinimondo.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er det franske paradoks?

Asger Poulsen har hørt om "det franske paradoks". Men hvad forstår man ved dette begreb? spørger han.
"Det franske paradoks" var det første opsigtsvækkende vidnesbyrd om, at der ikke kun er nydelse i god vin, men også sundhed – dette at franskmænd indtog en masse fede spiser og alligevel ikke fik de sygdomme, der forbindes med denne diæt.
Allerede i 1890 bemærkede en irsk læge, at franskmænd, især i Sydfrankrig, havde færre kræft- og hjertesygdomme, og han mente, at dette hang sammen med kosten, først og fremmest rødvinen.
Siden har talrige undersøgelser vist, at det er rødvinens indhold af blandt andet polyfenoler, der har denne gavnlige indflydelse på helbredet.

En sand rødvins-mani


Den 17. november 1991 blev det franske paradoks præsenteret i det amerikanske program "Sixty Minutes". En stor WHO-undersøgelse viste risikofaktorer og forekomsten af hjertesygdom hos 38 befolkningsgrupper fra 21 lande – og ét land skilte sig ud: Frankrig. Der drak man nemlig konsekvent rødvin til maden.
Programmet udløste en sand rødvins-mani hos de mange millioner amerikanere, der havde fået serveret sandheden om det franske paradoks.
Polyfenolerne virker som antioksidanter, dvs. at de er med til at neutralisere de stoffer i kroppen, der kaldes frie radikaler. Og en særlig familie af polyfenoler er resveratrol, som vi ofte har nævnt i VinAvisen, og som menes at give blodsystemet nyt liv og være et godgørende stof i kampen mod en række forskellige sygdomme.


Ugens vinøse billede

Lars Pedersen har taget dette billede i distriktet Bellet, der bogstaveligt talt ligger inden for byen Nices bygrænse, og billedet er karakteristisk, fordi det viser, hvordan vinbønderne her har dækket bjergsiderne med terrasser, de såkaldte restanques.
Stort er distriktet ikke. Det fik AOC-status i 1941 og er kun på 50 hektar, som dyrkes af i alt fjorten vinbønder.
Bellet er sandsynligvis et af Frankrigs ældste vindistrikter, hvor de første vinmarker blev tilplantet af fønikerne, samtidig med at de grundlagde byen Marseille.
Vinene er både meget dejlige og berømte, og priserne er ofte derefter.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-579
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594


579 Der er vin på bordet i Renoirs maleri fra 1881, ”Sejlernes frokost” (foto: The Phillips Collection).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sartori, Prosecco, Brut, Italien, lav alkohol (11%)

80,95 kr., Amka

Denne Prosecco er sådan, som en Prosecco skal være. Den har sparsomme, men fine, små bobler i glasset, diskret mousse i munden og en frisk druesmag. Lige til at blande med Aperol til en Aperol Spritz - men også til at nyde, som den er.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Baume, Landiras, Chardonnay, Languedoc-Roussillon, Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

99,95 kr., på tilbud ind imellem ved 2 flasker: 74,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En udmærket boblevin til en attraktiv tilbudspris. Den er lavet på druen Chardonnay ligesom champagne, og faktisk smager den også som en champagne. Den har ganske fine bobler, tilpas mousse i munden, en fin sødme og en lang eftersmag.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerneØ

Caladelverde Bianco, Terre Siciliane IGP, Italien, 2018, lav alkohol (12%)

39 kr., Lidl

En god, økologisk hvidvin med duft og smag af grønne druer. Den er tør og let og har en behagelig, lille sødme til slut. God som apéritif og til skaldyr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cimarosa Chardonnay, Cimarosa, Chardonnay, South Eastern Australia, Australien, 2018, lav alkohol (12,5%)

39 kr., Lidl

Kun 39 kr. - det er en overraskende lav pris i forhold til kvaliteten. Det er en fyldig hvidvin med en dejlig duft og smag af mirabeller og grape og med en behagelig fedme, der får smagen til at vare længe. Nyd vinen, som den er, eller til laks og andre fede fisk. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cape Maidens, Darling Cellars, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2018, lav alkohol (13%)

56,95 kr., Amka

Denne hvidvin smager godt. Den har en frisk og lækker druesmag med fin krydring, noter af pære, ananas og vanille og en lang eftersmag. En oplagt vin til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

PG, Agricola Pigno, Pinot Grigio, Venezie, Italien, 2018, lav alkohol (12,5%)

Denne hvidvin er bare i orden. God druesmag, fin krydring og fin balance mellem syre og sødme. En frisk og meget anvendelig hvidvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Epicuro, Monte Porzo Catone, Fiano, Puglia IGP, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 9. maj ved 6 flasker: 49,83 kr. Sælges også hos Kvickly, SuperBrugsen

En let og elegant hvidvin til en yderst rimelig tilbudspris. Den kan det hele, både på terrassen og ved middagsbordet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

San Cumano, Falanghina, Sannio, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

105 kr., Supermarco

En liflig, økologisk hvidvin fra et lille distrikt, Sannio, i omegnen af Napoli. Vinen er i fin balance med noter af æbler, fersken og citrus. Glimrende som terrassevin og til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Burg Layer, Pieroth, Riesling, Nahe, Trocken, Tyskland, 2018, middel alkohol (13,5%)

135 kr., pris ved 12 flasker: 120 kr., Noer & Kofod Wines

Vellavet hvidvin med en ren og klar Riesling-smag, frisk og aromatisk. Den er "trocken" (tør), men har alligevel en lille sødme. En meget anvendelig vin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Clos Saint-Jacques, Domaine de la Ville de Colmar, Riesling, Alsace IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (12%)

149 kr., pris på tilbud: 95 kr., Kjær & Sommerfeldt

Blid og meget lækker hvidvin med alle Riesling-druens dyder og en fin sødme. Den gode smag fortsætter ud i den lange eftersmag. En nydelse!

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Kranz, Weingut Kranz, Spätburgunder Rosé, Pfalz, Trocken, Tyskland, 2019, lav alkohol (12%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Økologisk og fint krydret rosévin, tør, men også med en lille sødme. Vinen har de sædvanlige rosé-noter af jordbær og hindbær, der fortsætter ud i den lidt "fede" eftersmag. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Der Sommerfrische, Winzer Krems, Blauer Zweigelt Rosé, Niederösterreich, Halbtrocken, Østrig, 2018, lav alkohol (10,5%)

94,95 kr., pris på tilbud ind imellem ved 2 flasker: 69,50 kr., Irma

En fin og klassisk rosé, harmonisk og kompleks. I smagen jordbær og hindbær og tilpas sødme. Fyldig, men med lave procenter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerneØ

Raw, Really Awesome Wine, Villanueva de Alcardete, Spanien, 2019, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud ind imellem ved 2 flasker: 64,50 kr., Irma

Denne rosévin er økologisk, vegansk - og lidt enkel. Der er druefrugt, noter af hindbær og citrus, men også en dominerende tørhed og bitterhed. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Glaneuses, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Supervin

En rosé med en blød og lækker smag i en klassisk, amforaformet flaske. I smagen hindbær og jorbær. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Epicuro, Monte Porzio Catone, Zinfandel, Puglia IGP, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 9. maj ved 6 flasker: 49,83 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Fin og elegant rosévin, ganske lys, med noter af jordbær og hindbær helt efter bogen. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Falorni, Rosso d'Italia, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

59 kr., Vinimondo

Utroligt, at man kan få så god en italiensk rødvin til 59 kr. Den har en lækker frugtsmag, fin krydring og en lang eftersmag.

stjernestjernestjerne

Alambrado, Malbec, Mendoza, Argentina, 2018, middel alkohol (14%)

79,95 kr., pris ved 12 flasker: 59,75 kr., Jysk Vin

En stram tante, en rødvin med syre, bitterhed og taninner, der skygger for frugten. Udpræget en madvin.

stjernestjernestjernestjerne

Laya, Bodegas Atalaya, Almansa, Spanien, 2019, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., AndrupVin.dk

En ret kraftig rødvin på druerne Garnacha, Tintorera og Monastrell. Der er god frugt, men også markante tanniner og en tørhed, der trænger sig på. Helt klart en madvin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Egregio, Conte Zardi, Sangiovese, Rubicone IGP, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

Vellavet rødvin fra et lille distrikt i regionen Emilia Romagna. Den har en fyldig og varm druefrugt, der hænger sammen og har noter af blommer, brombær og grannåle. Dertil en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Z, The Seven Deadly Zins, Zinfandel, Lodi, Old Vine, Californien, 2017, høj alkohol (15%)

En fin vin på den italienske drue Primitivo, her i amerikansk iscenesættelse. Fyldig frugt, sødme og noter af jordbær og kirsebær. Lang eftersmag. 15% alkohol, men ingen spritkant. En vin til sommerens grillparties.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roberto Sarotto, Barbera d'Asti, Superiore, Italien, 2017, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud 9.-13. maj ved 6 flasker: 50 kr., Irma

Et rigtig godt glas til tilbudsprisen 50 kr. En dejlig rødvin med frugt - mørke bær, blommer - god krydring, bløde tanniner og fin sødme. Lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Dupré, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%)

100 kr., Køge Vinhandel

Vellavet og lækker rødvin med kraft og fylde og en klar og ren smag af druen Pinot Noir. I smagen kirsebær og jordbær.

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

Cimarosa Cabernet Sauvignon, Vineris, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2019, lav alkohol (13%)

108 kr., pris for boks med 3 liter, Lidl

Til det, der svarer til 27 kr. flasken, er dette en udmærket, all round rødvin med duft og smag af blå drueskal og noter af lakrids. Fin til både kylling og lette kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Poderi del Paradiso, Graziella Capelli Cetti, Sangiovese, Chianti Colli Senesi, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

Dette er en Chianti, når den gør sig mest umage. En blød og lækker rødvin med frugtfylde, modne bær, fin krydring og noter af tobak. Flaskens etiket prydes af et våbenskjold med omvendt dråbefacon. En hel del sådanne skjolde findes på gulvet i domkirken i Siena - og vinen er da også fra bakkerne omkring Siena, Colli Senesi.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen