Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 29, 2020



Fra den lille film på YouTube.

Snak med vinflasken! Del på Facebook

En dag i en ikke så fjern fremtid vil vi måske stå og snakke lidt med den vinflaske, vi overvejer at købe - spørge den om, hvordan indholdet smager, om hvilken mad, vinen egner sig til osv.

Det er i hvert fald, hvad det australske computerfirma First Aurora forestiller sig, og firmaet er nu barslet med en prototype på den teknologi, der gør det muligt - en teknologi, der er en forening af kunstig intelligens, sprogbehandling og cloud-data. Alt, hvad det kræver fra forbrugernes side, er en smartphone og en app.

Flasken har svar på rede hånd


I en lille film på YouTube kan man se en af ejerne af First Aurora, Dave Chaffey, tale med en flaske rødvin via sin smartphone. Det foregår ved, at han - mens han holder sin telefon hen foran flasken - stiller den diverse spørgsmål, hvorpå den svarer med en Siri-agtig monoton stemme.
På spørgsmålet om mad-match svarer flasken, at vinen blandt andet egner sig til prosciutto og barbecue, hvorpå Chaffey spørger om, hvad prosciutto er for noget. Også det svarer flasken på. Ret imponerende!
Dette er i virkeligheden blot et skridt videre fra de "levende etiketter", som vi nævnte i uge 21 2018, hvor man ved hjælp af augmented reality (AR) - eller på dansk ”udvidet virkelighed” - får etiketterne til at tale og bevæge sig.


Foto: Wikipedia/
Stan Shebs.

Napa lukker ned igen Del på Facebook

Efter at have været lukket ned på grund af corona kunne de californiske vinhuse for nylig igen åbne deres smagerum for besøgende. Og vinhusene glædede sig selvsagt til at få gang i smagningerne og salget fra egne butikker.
Genåbningen skete selvfølgelig under diverse restriktioner. Fælles spyttespande blev fx bandlyst, der skulle bæres maske, når man gik rundt inden døre - men naturligvis ikke, når man sad ned og smagte på vinene.
Men glæden blev kort - i hvert fald i Napa County, hvor myndighederne har valgt igen at lukke for smagninger inden døre i regionens cirka 500 vinhuse. Det samme gælder for de vinhuse, der har restauranter - også her er dørene igen blevet smækket i.

Overholder ikke sikkerhedsreglerne


Det er stadig tilladt at afholde udendørs-smagninger i Napa, men det er langt fra alle vinhusene, der har denne mulighed.
Årsagen er en pludselig opblomstring i antallet af corona-smittede i Californien.
Ifølge en artikel i Wine-Searcher har mange vinhuse også haft problemer med at få de besøgende til at holde afstand, gå med maske og i det hele taget efterleve sikkerhedsreglerne. Der er desuden - som altid - kommet rigtig mange besøgende fra Texas, Arizona, Florida og andre stater, som er endnu hårdere ramt af corona end Californien.
Sonoma County forventes at følge trop med en nedlukning i løbet af den kommende uge.

Den store syditalienske svindelsagDel på Facebook

I uge 30 2019 nævnte vi, hvordan de italienske medier var ved at koge over efter afsløringen af hele 30 millioner liter forfalsket vin i området omkring Lecce og Brindisi det syditalienske Puglia.

Vinen blev konfiskeret under en koordineret razzia, hvor både vinhuse og privathjem blev ransaget, folk blev arresteret og seks vinhuse kom på anklagebænken.
Det, som svindelen efter sigende skulle have bestået i, var at sælge store mængder bulkvin fra Spanien som kvalitets-vin fra appellationen Salento i Puglia - altså vine med et DOC eller IGT på etiketten.
Mængden af den billige bulkvin skulle ydermere være blevet forøget - og smagen ”forbedret” ved at iblande alkohol lavet på gæret rør- og roesukker samt et gummi-lignende ekstrakt, som giver vinen fylde.

Afviser anklagerne


Efterforskningen har stået på siden da, og sidste nyt er, at hele 61 vinhuse og personer er under mistanke for at være involveret i svindelen - heriblandt Italiens fjerde største vinfirma, Casa Vinicola Botter Carlo & C.
Oplysningen har igen fået tasterne til at gløde hos de italienske medier - blandt andet hos Corriere Salentino - og forståeligt nok, da Casa Vinicola Botter Carlo & C. ikke kun er et meget stort vinfirma men også en vinproducent, der leverer yderst populære vine i ind- og udland.
Det familieejede vinfirma, hvis tredje generation nu sidder i direktørstolen, afviser i en officiel meddelelse på nogen måde at være involveret i svindelskandalen. Og man må jo også sige, at enhver er uskyldig til andet er bevist.


Et af billederne i den nye brochure viser vinoteket hos Weingut Schreieck i St. Martin.

Brochure over vinotekerDel på Facebook

Tysklands næst største vinregion, Pfalz, er et yndet rejsemål for vinglade danskere. Vingårdene ligger tæt, og i de senere år har stadig flere af dem åbnet vinoteker, hvor man kan smage husets vine og købe de flasker, man falder for.
Nu har Deutsches Weininstitut lavet en glimrende brochure (på tysk), ”Vinotheken in der Pfalz”, over 48 af disse vingårde, hvoraf rigtig mange ligger langs vinregionens 85 kilometer lange vinrute - der i øvrigt er verdens ældste vinrute.
I brochuren præsenteres vinotekerne med en kort beskrivende tekst samt info om eventuel servering af mad og guideture i vingården, antal siddepladser, åbningstider, osv. Og selvfølgelig er der link til e-mail og hjemmesider.

Fra supermoderne til traditionel hygge


De ledsagende billeder giver et godt indtryk af den brede vifte af forskelligartede vinoteker, Pfalz har at byde på. En hel del af dem er indrettet i supermoderne og arkitektonisk flotte lokaler med minimalistisk interiør og store glasfacader. Andre er i den mere traditionelle og hyggelig stil, og så er der dem, hvor gammelt og nyt danner en spændende kontrast.
Brochuren kan downloades eller bestilles i papirudgave ved at klikke her.


Det er idolet, der tællerDel på Facebook

Stadig flere berømtheder lancerer deres eget vin- eller spiritusmærke. Eksempler er Cliff Richard, Brad Pitt og Angelina Jolie og nu senest også Kylie Minoque og Cameron Diaz.
Og hvis ikke de gør det, så indgår de aftaler med vinhuse eller destillerier om at være ambassadører for deres produkter.
Disse mange kendiser har et hav af fans, der rigtig gerne vil hælde vin eller spiritus i glasset, som knytter sig til deres idol. Her taler vi ikke om vinens kvalitet og smag - den slags kommer i anden række …
Nu har det amerikanske firma GrapeStars udviklet en app, hvorigennem berømthederne kan promote deres vine og spiritusser, og fansene købe flaskerne online. Men først skal der rejses det, der svarer til cirka 3,3 millioner kr., til færdiggørelse af appen, hvilket foregår via crowdfunding-platformen Republic.

15% i kommission


Appen lister vine og spiritusser fra mere end 350 forskellige berømtheder, og når brugerne lægger flasker i indkøbskurven, vil de samtidig kunne donere et beløb til den velgørenhedsforening, som deres idol støtter.
GrapeStars tager 15% i kommissionsgebyr og regner med at have en omsætning på 100 mio. dollars (cirka 665 mio. kr.) inden år 2025.
Foreløbig vil appen kun være tilgængelig i 45 amerikanske stater, men en del af crowdfunding-beløbet skal bruges til at indtage det internationale marked. GrapeStars har nemlig store ambitioner om at blive et Amazon for kendtes produkter. Man kan læse mere om appen ved at klikke her.


Frankrigs ældste vinmark i Saint-Mont. Foto: Wikipedia/
Marianne Casamance.

Gamle druer ved Pyrenæernes fødderDel på Facebook

Flere steder i vinens verden eksperimenteres der med gamle lokale druesorter i håb om at finde druer, som er velegnet til de klimaændringer, der følger med den globale opvarmning. En del af de internationale druer har i nogle af de Sydeuropæiske lande allerede svært ved at bevare deres friske syre. Undertiden bliver sukkerindholdet også for højt - hvilket igen medfører problemer med at holde alkoholprocenten i vinen på et behageligt niveau.

Og for såvel de grønne som de blå druer er svampeangreb blevet et stadig større problem som følge af blandt andet hyppigere skybrud.
Et af de steder, hvor både forskere og vinproducenter vender blikket hen i jagten på alternative druer, er det Sydvestlige Frankrig. Her - i området omkring Saint-Mont og Madiran ved fødderne af Pyrenæerne - findes der adskillige meget gamle lokale druesorter. De har tilpasset sig de skiftende klimatiske forhold gennem flere hundrede år, og de fleste af dem er resistente over for både ekstreme temperaturer og diverse svampesygdomme.

Syv ukendte druer


Især en bestemt vinmark på kun 2000 kvadratmeter har særlig interesse, og det er Pédebernade-marken i landsbyen Sarragachies i appellationen Saint-Mont. Det er Frankrigs ældste vinmark, der har fået det blå stempel som historisk monument.
Den er opkaldt efter den familie, der ejede den i tidernes morgen - i dag varetages marken af Producteurs Plaimont, en forening af 1000 vinproducenter og drueavlere. Foreningen har gjort et stort arbejde for at finde frem til navnene på de i alt 21 gamle druesorter i marken - syv af dem er dog forblevet ukendte og er derfor døbt Pédebernade 1 til 7.
En stor del af vinstokkene er fra før vinlusens hærgen i 1800-tallets slutning og har kun overlevet, fordi de står med rødderne i et seks meter dybt lag af sand - noget, som vinlusen, der netop angriber rødderne, bestemt ikke bryder sig om.

En fremtid for Manseng Noir og Tardif


Plaimont har dyrket nogle af druerne i lidt større målestok og har fremstillet mindre forsøgsmængder vin, og to af druerne mener man, har et stort potentiale som fremtidens druer. Det drejer sig om de blå druer Manseng Noir og Tardif, der begge er sygdomsresistente og modner sent - hvilket også er en fordel i et varmere klima.
Begge druer giver også forholdsvis lette og syreholdige rødvine, og hos Plaimont forestiller man sig, at vinproducenterne i såvel Frankrig som i andre lande kunne få glæde af druerne til at give balance i vine med meget høj alkohol og manglende syre og friskhed.
Foreningen har også tænkt sig at lancere en enkeltdrue-vin på Tardif - som blev godkendt til brug for vinfremstilling i Frankrig i 2017.
Ifølge chefvinmageren hos Plaimont, Olivier Bourdet-Pees, er det på høje tid, at man begynder at bruge flere af disse gode gamle resistente druesorter i den franske vinproduktion. Som han har ytret til The Drinks Business, så udgjorde 20 af de kendte internationale druer som fx Merlot og Cabernet Sauvignon 50% af det franske vinmarksareal i 1950. I dag dækker de samme druer hele 90% af arealet.


Det fine lille slot Château Puy-Blanquet i Saint-Émilion, som det tager sig ud på etiketten af slottets vinflasker.

En familie vender hjem Del på Facebook

Familien Malet Roquefort har ejet 1. grand cru-slottet Château La Gaffelière i Saint-Émilion siden 1705. Den har også ejet Château Puy-Blanquet i samme appellation i næsten 150 år, indtil slottet blev solgt i 1958 til en anden vinfamilie, Jacquet.
Nu er det lykkedes Malet Roquefort at tilbagekøbe Puy-Blanquet med dets 19 hektar vinmarker til en ikke oplyst salgspris. Men sikkert er det, at familien har betalt en pæn sum - vinmarkspriserne i Saint-Émilion starter omkring 240.000 euro (cirka 1,8 millioner kr.) og ender helt oppe omkring 3 mio. euro (cirka 22 mio.) pr. hektar alt efter beliggenhed. I de appellationer, der ligger lige uden for Saint-Émilion, lyder gennemsnitsprisen på ”kun” 95.000 euro (cirka 700.000 kr.).


Robotten er netop ankommet til gæstens værelse og venter nu på, at vedkommende åbner døren og tager sin flaske vin eller andre varer, der er bestilt i receptionen. Fra den lille film på YouTube.

Robotten RoséDel på Facebook

I uge 25 nævnte vi, hvordan tjener-robotter har indtaget restauranter rundt om i verden under corona-krisen, og at de firmaer, der har specialiseret sig i servicerende robotter har haft ekstra travlt. Disse robotter gør det i høj grad muligt for restauranterne at efterleve kravet om social distancering.
Men i USA har robotterne også travlt med roomservice i stadig flere hoteller. Et af dem er Hotel Trio i Healdsburg i Californien, hvor den cirka en meter høje robot Rosé sørger for at levere diverse varer - og især vin, som navnet antyder - til gæsterne.

Har været ansat i to år


Når en gæst har ringet og bestilt en flaske vin i receptionen, lægges flasken ned i et rum øverst i robotten, hvorefter den sendes af sted til gæstens værelse. Man kan således møde Rosé i elevatoren, hvor der på dens display står ”jeg er i færd med at udføre roomservice”.
Når robotten kommer frem til værelset, ringer den automatisk til gæsten, der så kan åbne døren og få sin flaske vin.
Rosé, der har været ansat i hotellet siden 2018, kan selvfølgelig også levere alt muligt andet - fra snacks og sandwiches til håndklæder.

Udfylder en vigtig plads under corona


Når robotten er færdig med en levering, vender den tilbage til receptionen, hvor den bliver grundigt afsprittet.
Som det lyder fra hotellet, så startede Rosé blot som et sjovt indslag i hverdagen, men på grund af corona har den fået en helt anden og mere vægtig betydning.
Det er det amerikanske robotfirma Savioke, der har udviklet robotten, og som indtil videre har solgt små hundrede eksemplarer (med forskellige navne) til hoteller rundt om i USA.
Man kan får mere at vide om robotten og se den i funktion i en lille film på YouTube.


21 vinhuse om en enkelt vin Del på Facebook

Vinproducenter i ét og samme distrikt er naturligvis konkurrenter, når det drejer sig om at erobre hyldeplads i vinforretningerne. Men når det virkelig gælder, så står man sammen - det er en ny rødvin, Hills Appeal, fra Adelaide Hills i Australien et eksempel på.

I december sidste år blev det australske vindistrikt hærget af ildebrande, der åd sig gennem 1110 hektar vinmarker - svarende til en tredjedel af Adelaide Hills’s samlede vinmarksareal.
Rigtig mange vinproducenter fik enten beskadiget eller mistede fuldstændig deres vinmarker, vinerier og udstyr. Og det er disse producenter, som indtægterne fra salget af den nye vin skal gå til.
21 af distriktets vinhuse har slået sig sammen om at skabe vinen, der er en årgang 2019. Alle har de doneret fade med vin - Syrah og Meunier - som så er blevet blandet og tappet på i alt 10.800 flasker.
Hills Appeal sælges udelukkende i Australien, hvor den koster 28 AUD (cirka 130 kr.). Når al vinen er solgt, vil den have indbragt det, der svarer til cirka 1,4 millioner kr. Et rigtig godt initiativ må man sige.



Kinesisk udseende karaflerDel på Facebook

Whiskydestilleriet Glenfarclas, der ligger i Speyside, blev grundlagt i 1836 af Robert Hay - som solgte destilleriet til John Grant i 1865. I dag er det femte og sjette generation Grant, der leder Glenfarclas. Men uanset, hvem der har siddet i direktørstolen, har destilleriet aldrig i sin 184 år lange historie lanceret så opsigtsvækkende og kostbare whiskyflasker, som den nye serie med navnet Pagoda Reserve.
Serien består af fem forskellige og meget fornemt udførte karafler med velmodnet Glenfarclas whisky fra før 1972.
Karaflerne er i mundblæst krystalglas med indgraverede kinesiske vogter-løver - sådan nogle som vogter ude foran templerne i Den Forbudte By i Beijing.

196.000 kr. for en karaffel


De to sidste karafler i serien blev frigivet til salg i marts og april - og det er også de to mest spektakulære karafler, som er prydet med henholdsvis rubiner og safirer.
Til den senest lancerede karaffel er der brugt 36 safirer, som til sammen danner tallet 63 - hvilket henviser til indholdets alder.
Prisen for en karaffel med safirer eller rubiner svarer til 196.000 kr. - og det er altså for den med 70 cl. Hvis man vil erhverve sig en magnum-karaffel med 1,5 liter whisky, skal man lægge 420.000 kr. på bordet. Og det er så, hvis kraven rundt om flaskehalsen er af sølv - skal den være af guld, er prisen 462.000 kr.
Der er da også kun fremstillet 180 flasker med 70 cl af henholdsvis safir- og rubin-udgaven, og af magnumflaskerne er antallet kun 63.

Inspiration fra en skorsten


Karaflernes festlige pagode-formede propper er til minde om destilleriets gamle Doig skorsten, som i dag kan ses over indgangen til Glenfaclas’s besøgscenter. Men indtil 1972 var den tilknyttet destilleriets gamle ovn. Den slags skorstene ses stadig hos mange skotske whiskydestillerier, og de er opkaldt efter opfinderen, arkitekten Charles Doig. Tilbage i 1800-tallet tegnede han den pagodeformede skorsten, hvor der trækkes luft ind fra fire sider, hvilket gav et langt bedre træk, så tørverøgen hurtigere kunne komme ud af destillerierne.
Der er nok ingen tvivl om, at nogle af karaflerne vil finde vej til det kinesiske marked …
Man kan læse mere om deres tilblivelse - og den whisky de indeholder - ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad betyder grøn høstDel på Facebook

Kurt Nielsen har hørt udtrykket grøn høst, men hvad menes der med det? spørger han.
Hvis man bare lod vinstokkene bære alle de druer, de nu engang har lyst til at bære, ville det gå ud over vinens koncentration og aromaer. Derfor fjerner man nogle af druerne efter frugtsætningen, som regel, når druerne er ved at skifte farve. Denne overgangsfase kaldes på fransk "le véraison" afledt af "varier", som betyder at "at skifte".
Ikke alle druerne i en klase modnes samtidig, og de druer, der fjernes, er pr. tradition de grønne druer i klaserne - dem, der alligevel har sværere ved at modne end de andre.
Ved således at udtynde i mængden af druer, nedsættes høstudbyttet, der kan variere fra 25 hektoliter til over 250 hektoliter pr. hektar.
I mange appellationer har man ved lov fastsat et loft for høstudbyttet – med mulighed for i visse tilfælde at øge det lidt.

Ugens vinøse billedeDel på Facebook


Kim Pedersen har taget dette dramatiske billede i Alsace. I forgrunden ses Grand Cru-marken Pfersigberg ved Eguisheim, mens man i baggrunden ser Vogesernes bjergkæde med de karakteristiske borge på toppen.
Bjergene ligger som et langt læbælte vest for det 150 km lange smalle distrikt og holder alt det sure vejr væk. I Alsace er der mindre regn end noget andet sted i Nordfrankrig – takket været Vogeserne – og vinstokkene får 50 dage ekstra med sol.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-589
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594


589 I nærheden af Dresden har Schloss Wackerbarth oprettet et vinøst ”oplevelsesland” (foto © DWI)


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerne

Eugène lll, Blanc de Blancs, Champagne Brut, Frankrig, lav alkohol (12%)

330 kr., pris ved 6 flasker: 295 kr., Noer & Kofod Wines

Rekviem for en Champagne. Proppens næsten lodrette form tyder på, at vinen er flere år gammel. Den kan godt drikkes, men boblerne er lidt trætte, og smagen er domineret af syren. Man kan få bedre champagner til 300 kr.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Bianco Fuoco, Torre de' Lancia, Salento IGT, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%)

74,95 kr., pris på tilbud indtil 23. juli: 39 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En udmærket, omend lidt enkel hvidvin på druerne Trebbiano og Chardonnay. God druesmag med noter af blomster og bananer. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Casal de Ventozela, Vinho Verde, Portugal, 2018, lav alkohol (13%)

80 kr., Vinimondo

En her-kommer-jeg vin! En frisk, ret kraftig og flot krydret hvidvin med en let prikken på tungen. I smagen fersken og hvid peber. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lenz Moser, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig, 2019, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., pris på tilbud indtil 23. juli: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En lækker østriger til en tilbudspris, hvor alle kan være med. Den har en krydret druesmag i fin balance mellem syre og sødme. Flasken har skruelåg. En af de bedste Grüner Veltlinere.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tola, Grillo, Sicilia IGP, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%)

99 kr., pris ved 3 flasker: 74 kr., Propperiet

Flot hvidvin med en intens, frisk og cremet druesmag. I smagen mineralitet og et fint strejf af træ efter tre måneder på fad. En kraftig eftersmag gør vinen oplagt til mad. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Rebel, Ste. Michelle Wine Estates, Riesling, Columbia Valley, Washington State, 2018, lav alkohol (12%)

109 kr., pris på tilbud: 69 kr., Kjær & Sommerfeldt

Lækker Riesling med amerikansk accent. Mindre Riesling-smag end forventet, men en rigtig god vin med noter af æbler og mirabeller. Den har en sødme, som vil glæde alle på terrassen. Fin sammen med frugt og ost, og som apéritif vil den være helt perfekt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

56 North Solaris, Guldbæk Vingård, Solaris, Danmark, 2018, lav alkohol (12%)

En herlig og frisk hvidvin, der dufter af kærlighedsfrugter og mirabeller. Smagen har en markent og dejlig note af paradisæbler, der afrundes af moden citrus. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brooks, Willamette Valley Oregon, USA, 2018, middel alkohol (13,5%)

189 kr., Wineshop

En lækker hvidvin med masser af duft og smag - og masser af druer: 10% Gewürztraminer, 25% Muskat, 15% Pinot Gris, 20% Pinot Blanc og 30% Riesling. Det er svært at udpege druen, der spiller hovedrollen. Alle druerne spiller fint sammen med en kraftig og kompleks smag og lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerneBoksvin

Viña Esmeralda, Miguel Torres, Catalunya, Spanien, 2019, lav alkohol (11,5%)

219 kr., 3 liter boksvin. Pris på tilbud: indtil 23. juli: 119 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Fra den elegant dekorerede 3 liters boks skænkes en vegansk hvidvin på druerne Muscat og Gewürztraminer. En forbavsende lækker vin til en pris pr.normal flaske på kun 29,75 kr.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Mas des Bressades, Costières de Nîmes Cuvée Tradition, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Glimrende rødvin til lette, lyse retter. En rosé med klassiske noter af jordbær og hindbær, men også med en let bitter slutning, der gør den god til mad. Vinen er lavet på druerne Grenache, Syrah og Cinsault.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Colombelle, Plaimont, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12%)

75 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Erik Sørensen Vin

En klassisk rosévin til den søde, jordbæragtige side, og en frisk vin, velegnet som terrassevin og til mad. Vinen er lavet på druerne Merlot og Cabernet Sauvignon. Prisen ved seks flasker er attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Sipp Mack, Pinot Noir, Alsace, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Jysk Vin

Lækker, økologisk rosévin - og en klassisk rosé, blød, venlig og rar, med noter af jordbær og hindbær. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Villa Dria, Clef du Sol, Côtes de Gascogne IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%)

79 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Vinovida

En ret enkel rødvin på druerne Merlot og Cabernet. Den er lidt kort i smagen med noter af mørke bær og lakrids samt markante tanniner. Sorte gummipropper, som den på flasken, er noget stads. Vi måtte have fat i vores rørtang for at få proppen fri af proptrækkeren.

stjernestjernestjernestjerne

Les Essentielles de Mancey, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2016, lav alkohol (12,5%)

110 kr., Køge Vinhandel

Pinot-druens gode smag kommer ikke helt frem i denne rødvin, og der mangler lidt sødme, som kan modsvare syre og bitterhed. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Neo Colección Privada, Castrillo de la Vega, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2016, middel alkohol (14%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 83 kr., Smile Marketing Group

En fabelagtig god rødvin skabt med tradition for kvalitet og elegance - som der står på etiketten. Man føler sig omfavnet af vinen - en god vin. I vinen er der diskrete fadnoter fra fjorten måneders ophold på franske og amerikanske egefade.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Adulation, Zinfandel, Napa, Californien, 2017, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., pris på tilbud indtil 15. juli ved 2 flasker: 59,50 kr., Irma

Hvis man er til søde og bløde rødvine, så er denne vin sagen. Den har fyldig frugt, god krydring og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tagua Tagua, Carménère, Valle de Rapel Family Reserve, Chile, 2016, middel alkohol (14%)

249 kr., PL Vinimport

En udsøgt lækker rødvin, som man næsten opgiver af beskrive, fordi den er så færdig. Men vi prøver: Den dybe frugtsmag med noter af mørke bær, chokolade, vanilje og fint integrerede fadnoter. En fornem vin, som fortjener en fornem middag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Collezione `53, Feudi Salentini, Primitivo, Manduria, Italien, 2015, høj alkohol (15%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., AndrupVin.dk

Denne rødvin præsenterer Primitivo-druen fra dens allerbedste side - blød som fløjl og med noter af mørke bær, kirsebær, chokolade og krydderier samt fint integrerede fadnoter - vanille og tjære. 15% alkohol, men ikke nogen spritkant.