Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 30, 2020



I 2017 overtog familien Torres vinhuset i Rias Baìxas og bestilte traks udførelsen af de tre smukke granitfade.

Vin modnet i æg af granit

Normalt gærer og modner vin i ståltanke eller traditionelle egetræsfade, men der findes en del vinproducenter verden over, som anvender æggeformede fade. De er typisk af cement, men kan også være af træ eller keramik.

Nu har den berømte spanske vinfamilie Torres introduceret æggeformede fade af granit - og det er, så vidt vi ved, en verdensnyhed. Fadene, der hver kan rumme 730 liter vin, er blevet designet til Torres’s vinhus, Pazo Torres Penelas, i Rias Baìxas i det nordspanske distrikt Galicien, og snart vil man frigive den første vin, der er gæret og modnet i fadene. Det drejer sig om en hvidvin på Albariño, distriktets store grønne drue. Druerne til vinen, der har fået navnet Blanco Granito (hvid granit) er fra høsten 2018.

Tradition for granit


At Torres har valgt at anvende granit til de æggeformede fade skyldes, at granit er uløseligt forbundet med Rias Baìxas - og i øvrigt også med nabodistriktet Vinho Verde, der strækker sig ind over grænsen til Portugal. Undergrunden i dette område er rig på granit, og over alt ser man gamle bygningsværker opført i netop denne stenart. Og når det gælder vinens verden, så trampede man tidligere i Rias Baìxas druerne med fødderne i store åbne granitkar, såkaldte lagares, hvorefter man gærede mosten i de selvsamme kar. Sådanne kar anvendes stadig til trampning af druer i nogle af Portugals portvinshuse.

Stort set ingen fordampning


Ifølge Torres er granit desuden et dejligt køligt materiale, hvilket betyder, at man ikke behøver at nedkøle vinen under gæringen. Desuden indeholder granitten saltstoffer som fint matcher den friske, salte note, som præger Albariño-druerne fra Rias Baixàs - og især i dem fra Salnés-dalen, hvor Pazo Torres Penelas ligger.
At fadene er æggeformede skulle også have visse fordele - blandt andet, at der næsten ikke er noget tab af vin via fordampning, og at der er en mere jævn fordeling af vinens mange komponenter.

Opsving i salget, da grænsen lukkede

I midten af marts lukkede den danske regering grænsen til Tyskland på grund af frygt for Corona-smitte. Og det kunne snart mærkes i de syddanske forretninger, hvor salget gik markant frem, når det gjaldt typiske grænsehandelsvarer som slik, øl og vin.
- Under lukningen af grænsen oplevede vi en stigning i salget af grænsehandelsvarerne – herunder vin – på godt 30% i de seks sydligste kommuner i landet, siger informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen. Coop ejer de landsdækkende butikskæder Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta, og med de sydligste kommuner menes Aabenraa, Tønder, Sønderborg, Haderslev, samt Lolland og Guldborgsund Kommune, der blandt andet dækker Falster.

Mersalget mere end halveret efter åbningen


I midten af juni blev grænsen så lukket op igen - og det har man ligeledes kunnet mærke hos Coop:
- Siden åbningen af grænsen er den fremgang, vi havde, mere end halveret, og samtidig ser vi nu et salg i vores tre Fakta-butikker syd for grænsen, der er større, end det var i den tilsvarende periode sidste år, lyder det fra Jens Juul Nielsen.
- Vores konklusion er, at vi er på vej tilbage til normale tider med samme grænsehandel som før Corona. Og det er selvfølgelig ikke blevet bedre af, at den tyske fødevaremoms er sat yderligere ned til 5% mod 25% i Danmark.
- For at vende den udvikling vil det vigtigste middel være, at der kommer pant på dåserne (øl og sodavand, red.) i Tyskland. Derudover vil det også være rimeligt med en lavere fødevaremoms, så forskellen ikke er så stor, som tilfældet er nu.

Sæt afgifterne ned!


En anden ting, som vi også tidligere har nævnt i VinAvisen, er den alt for høje afgift på vin på dansk jord. Ifølge Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, VSOD, steg afgiften med gigantiske 89% mellem 2009 og 2015. Og regeringen havde varslet en yderligere stigning i 2018 - som dog heldigvis ikke blev til noget.
Men som det er nu, så er cirka 40% af den pris, man i dag betaler for en flaske vin til 50 kr. i en dansk butik, moms og afgifter. Til sammenligning har Tyskland slet ingen vinafgift.
Det er unfair konkurrence, og VSOD har da også kæmpet gennem flere år for at få sat de danske vinafgifter ned - men foreløbig forgæves.
Med Danmarks nylige lukning og åbning igen af grænsen har man jo et meget konkret bevis for det mersalg, som de danske butikker går glip af på grund af den høje moms og ligeledes meget høje afgifter. Så nu må der da snart ske noget …


Det er hårde vilkår, den sydafrikanske regering byder landets vinproducenter. Her ses en af de gamle hvidkalkede vingårde, som lyser op over alt i Sydafrikas vinlandskab.

Endnu et forbud

Vi har tidligere nævnt det forbud mod salg og indtagelse af alkohol i Sydafrika, som landets regering indførte d. 26. marts. Samtidig blev al eksport af alkohol ligeledes bandlyst.
Forbuddet blev ophævet d. 7. april - og genindført d. 16. april, for så igen at blive ophævet d. 1. maj - dog med visse restriktioner. Der måtte blandt andet kun sælges vin og spiritus på bestemte dage og tidspunkter.
Nu har den sydafrikanske regering endnu engang indført et forbud mod salg og nydelse af vin og anden alkohol inden for landets egne grænser, mens eksport af alkohol fortsat er tilladt.
Årsagen til denne slingrekurs er, at indtagelse af alkohol ifølge regeringen fører til vold og færdselsuheld - og dermed til flere patienter i sygehusene. Og den går ikke, når der er brug for sengepladserne til de sydafrikanere, der bliver ramt af Covid-19.

Brancheorganisationerne på barrikaderne


Forbud og tilladelser til salg og eksport af alkohol er derfor bølget op og ned i takt med udbredelsen af Covid-19. Det nye forbud skyldes således en markant stigning i sygdomstilfældene med mere end 12.000 nye tilfælde i døgnet.
Ikke så snart havde den sydafrikanske præsident, Cyril Pamaphosa, offentliggjort beslutningen om igen at lukke ned for salg og nydelse af alkoholiske drikke, før brancheorganisationerne inden for vin og spiritus råbte vakt i gevær. De frygter selvsagt for, hvordan endnu et forbud vil påvirke den cirka en million mennesker, som arbejder i den sydafrikanske vin- og spiritusindustri.

En svær situation for vingårdene


For landets mange vinproducenter kan det nye forbud få alvorlige konsekvenser. Det næsten uafbrudte forbud mod salg og eksport af alkohol fra 26. marts til 1. maj har allerede kostet vinindustrien 18 milliarder rand (cirka 7 mia. kr.) - og et betydeligt tab af arbejdspladser.
Omkring 80 vinhuse og 350 drueavlere blev så hårdt ramt på pengepungen, at de var i risiko for at måtte dreje nøglen om. Og med det nye forbud vil situationen kun forværres.
Ifølge organisationerne hjælper det ikke meget, at det stadig er tilladt at eksportere vin og spiritus, da arbejdskraften i havnen i Cape Town stadig kører på et meget lavt blus - ligeledes på grund af Covid-19.


Gården med en af de to store brugte vintanke af stål set i fugleperspektiv. Disse store tanke kan man ikke overnatte i - kun gå ind i.

Overnat i en vintank

Hvis man drømmer om at overnatte i en gammel cement-vintank, så har man chancen nu. Det lyder måske ikke særligt charmerende - men bare rolig: Tanken er indrettet som en luksussuite, og den befinder sig - sammen med 33 lignende tank-suiter - i et ligeledes nyt luksushotel.
Dexamenes Seaside Hotel, som hotellet hedder, ligger ud til havet nær den græske by Amaliada, og det er indrettet i et forladt vinhus fra 1920’erne.
Nikos Karaflos og hans familie købte det noget ramponerede vinhus i 2003 og har så brugt adskillige år - og penge - på at forvandle det til hotel. Og man må sige, at resultatet er ret fantastisk. Det er lykkedes familien at bevare og integrere vineri-stemningen i et supermoderne og minimalistisk interiør.
Nu er det jo et luksushotel, så priserne for at overnatte i en vintank spænder fra 148 euro (cirka 1100 kr.) til 454 euro (cirka 3370 kr.) pr. overnatning.
Man kan læse mere om historien bag Dexamenes Seaside Hotel og se flere billeder ved at klikke her.


De seks flasker Sauternes-vin fra Château d'Yquem.

25% billigere vin fra Château d'Yquem

Vinene fra Château d’Yquem i det franske Sauternes er legendariske - og priserne i den absolut høje ende. Der er den søde hvidvin, der er opkaldt efter slottet, og bliver fremstillet på druer, der er angrebet af den ædle råddenskab (se i Vinbog for Begyndere ved at klikke her). Og så er der flagskibet, den tørre hvidvin ”Y”, der koster i omegnen af 2000 kr. Ældre årgange af vinene kan opnå himmelråbende høje priser.
Vine i det prisleje er selvsagt ikke ”sællerter”, men nu er det alligevel muligt at købe hvidvin fra Château d’Yquem til en noget lavere pris pr. flaske.

Vragede druer


Den billigere vin fra slottet er fremstillet på druer fra de samme marker som dem, der bruges til de kostbare vine, men der er tale om druer, der er sorteret fra, fordi de ikke har været perfekte nok til at indgå i den søde vin.
Vinen skulle ifølge slottets kældermester være frisk og med citrusnoter og en anelse af de kandiserede frugter, som er typisk for Sauternes.
Hos Château d’Yquem, som ejes af den franske luksuskoncern Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH), har man altid lavet vin på de druer, der blev vraget til førstevinen, og denne vin - som undertiden udgør 50% af druerne - blev oprindelig solgt andet steds som bulkvin.

Sauternes 1-6


Men i 2005 besluttede man, at de ansatte i hovedsædet hos LVMH skulle have glæde af noget af vinen. Det vakte begejstring, så man fortsatte i de kommende år med at levere en del af den ”kasserede” vin til de ansatte.
I 2014 lancerede man så for alvor vinen som en andenvin med navnet Sauternes 1 - dog var det stadig kun de ansatte, der fik glæde af den. Nu har man så valgt at sætte vine fra de seneste seks år til offentligt salg i slotsbutikken.
Vinen er ikke en årgangs-vin, men i de seks år, man har fremstillet den, har man for hvert år blandet den af vin fra forskellige årgange. Flaskerne i butikken er derfor navngivet Sauternes efterfulgt af et nummer fra 1 til 6, og vinen sælges kun i sæt af seks flasker til det, der svarer til cirka 2680 kr. - hvilket vil sige cirka 447 kr. flasken.
Hvis vinen sælger godt, vil man tappe en større mængde på flasker og få dem ud i andre forretninger. Håbet er, at man med denne lidt mere prisvenlige vin kan tiltrække de yngre forbrugere.


Foto: Wikipedia/A. Savin.

149 mio. liter vin tilflød Danmark i 2019

Hvert år udgiver organisationen for vin- og spiritusbranchen, VSOD, en importstatistik over den vin og spiritus, der bliver importeret til Danmark.
For nylig gjaldt det statistikken for 2019, og ifølge den tilflød der os sidste år 161 millioner liter vin - svarende til 215 mio. flasker - fra alverdens lande. Tallet er den såkaldte bruttoimport, idet vi reeksporterer en del af vinen. Sidste år var det 7%, hvilket betyder, at nettoimporten, den vin, der ender på de danske hylder, lå på 149 mio. liter (199 mio. flasker) - en stigning på 3% i forhold til 2018. Nedenfor kommer lidt flere af de interessante importtal for 2019.

Italiensk vin på førstepladsen


* Danmark har i de sidste mange år importeret mest italiensk vin, og sidste år var der en stigning i importen på 4%, så Italien tegnede sig for hele 20,3% af den totale vinimport.
* På andenpladsen lå Spanien med 11,8% af importen skarpt fulgt af Chile med 11,2%. Til gengæld dykkede importen af fransk vin med 2%, mens vi aftog hele 17% mindre sydafrikansk vin.
* 68% af den samlede danske vinimport i 2019 var rødvin med italiensk rødvin som en klar favorit. Importen af hvidvin udgjorde 32%, og her var det vinene fra Chile, der havde førertrøjen på.
* 55% af importen var flaskevine, mens resten var bulkvin.
* Bruttoimporten af spiritus og likør svarede til 15,7 mio. liter ren alkohol. Da 4,5 mio. liter blev reeksporteret, lød nettoimporten således på 11 mio. liter.
* Vodka indtog en førsteplads med 1,8 mio. liter i nettoimport svarende til 16% af spiritusimporten, mens gin stadig var på fremmarch med en vækst på 3% i importen sammenlignet med 2018.


Et vue ud over vinmarkerne, der tilhører Château La Mascaronne - som ses til højre i billedet, og som trods ordet château mere minder om en stor villa end et slot.

Endnu et Provence-slot skifter ejermand

Flere velhavende vinproducenter, forretningsfolk og Hollywood-stjerner har inden for de senere år købt vinhuse i verdens mest berømte rosé-distrikt, Provence. Alle vil de gerne ride med på den bølge af popularitet, rosé nyder hos forbrugerne.
Nu har også vinproducenten Michel Reybier ifølge Decanter købt sit eget Provence-slot, Château La Mascaronne. Han ejer i forvejen det legendariske Bordeaux-slot Cos d’Estournel, champagnehuset Champagne Jeeper og vinhuset Hétszölö i det ungarske Tokaj-distrikt.
La Mascaronne ejer 60 hektar vinmarker, der er økologisk certificerede, og som leverer druer til 120.000 flasker vin årligt. Naboen er i øvrigt Angelina Jolie og Brad Pitts Château Miraval - endnu et eksempel på kendiser, der har købt et Provence-slot.
Alene inden for det seneste år har også familien Wertheimer, der Château Rauzan-Ségla og Canon i Bordeaux samt det franske modemærke Chanel, luksuskoncernen LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy) og vinfamilien Castéja købt vinslotte i Provence med det formål at fremstille og sælge rosévin.

Drastisk fald i eksporten til Kina

Kina er i snart flere år blevet udråbt som det helt store afsætningsland, når det gælder vin. Bordeaux eksporterer en større mængde af sine vine til det asiatiske land - og det samme gør et hav af andre vinlande verden over.

Men ifølge de nyeste tal fra China Association for Imports and Export of Wine and Spirits (CAWS) er der sket et markant fald i den kinesiske import fra januar til maj i år. Importtallene var allerede på vej ned, og Corona-krisen har kun gjort det værre.
I alt blev der i perioden importeret 480 millioner liter vin, spiritus og anden alkohol til Kina, hvilket var en nedgang på 29% i mængde og 31% i værdi i forhold til samme periode i 2019.

Kun fremgang for Argentina


Netop vin tegnede sig for det største dyk på hele 30% i både mængde og værdi. I alt blev der i årets første fem måneder importeret 180 mio. liter vin til Kina til en værdi af det, der svarer til 4,6 milliarder kr. Øl fulgte efter med en nedgang på 20% ligeledes i såvel mængde som værdi, hvorefter kom importen af spiritus, der var 40% mindre i værdi men kun 6% mindre i mængde.
Og nedgangen i importen gjaldt stort set samtlige af de markeder, der leverer vin til Kina. Dog aftog kineserne stort set den samme mængde vin fra Frankrig som i samme periode i 2019.
Det eneste land, der havde en fremgang i eksporten til Kina, var Argentina - og det gjaldt såvel mængden som værdien.


Sian Absolom i færd med at male med rødvin på gulvtæppet - og resultatet: Dronning Elizabeth d. 2. Fra den lille film på YouTube.

Dronningen i rødvin og pletrens

At hælde en flaske rødvin ud på et hvidt gulvtæppe lyder som en rigtig dårlig idé. Men det var præcis det, Sian Absolom fra Manchester gjorde for nylig - og med et bestemt formål, nemlig at kreere et portræt af dronning Elizabeth d. 2. på tæppet.
Absolom, eller ”Fanny Gogh”, som hun kaldes, har malet med øl, vin og kaffe i de sidste 20 år, og portrættet af dronningen var bestilt af Dr Beckmann, et firma, der fremstiller rødvins-pletrens.
Pletrensen blev brugt til at fortynde rødvinen hist og her med en pensel og derved skabe de finere detaljer i portrættet. En lille YouTube-film viser tilblivelsen af maleriet, som måler 2 x 2 meter.
Dr Beckmann har i øvrigt haft en stigning i salget af sit rødvins-pletrensemiddel på gigantiske 377% under nedlukningen af Storbritannien fra marts til maj sammenlignet med samme periode sidste år. Noget tyder på, at briterne har skænket en hel del mere rødvin i glassene - og ved siden af dem - når de ikke har kunnet gå i byen og nyde et godt glas vin.
Selvfølgelig er papirflasken sort, når nu det drejer sig om Johnnie Walker Black Label. Foto: Diageo.

Johnnie Walker i papirflaske

I uge 28 nævnte vi, at et britisk firma havde kreeret en vinflaske af genbrugspapir. Carlsberg fremviste ligeledes i oktober sidste år prototypen på en øl-flaske af papir, og nu følger spiritussens verden trop med en papirflaske, skabt til whiskymærket Johnnie Walker.
Den nye flaske, der ligesom de øvrige papirflasker, kan genbruges, er indvendig beklædt med en bæredygtig sprøjtebelægning. Og det har fået Diageo, som ejer whiskymærket, til at erklære, at flasken er verdens første papirflaske helt uden plastic - såvel vin- som ølflasken er indvendig betrukket med en plasticfilm.

Vil tjekke forbrugernes holdning


Whiskyflasken er udviklet af Pulpex - et nyt firma, grundlagt af Diageo i samarbejde med innovationsfirmaet Pilot Lite. Via Pulpex vil man lancere en lang række bæredygtige emballage-løsninger til alle mulige former for fødevarer.
I første omgang vil man kun tappe Johnnie Walker på et begrænset antal papirflasker - man skal jo lige se, hvordan forbrugerne tager imod flasken. Papir-whiskyflasken vil være at finde på de britiske forretningshylder i løbet af foråret 2021.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Jesper Clausen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..

Jesper Clausen (f. 1954) er uddannet inden for international handel og søfart. I 1999 tog han på en mandetur med to vinglade spaniere til det spanske vindistrikt Ribera del Duero – en tur, der for alvor åbnede hans øjne for vinens verden. Undervejs fik han blandt andet besøgt den danske vinproducent Peter Sisseck og smagt hans berømte vin, Pingus.
Jesper Clausen fyldte rygsækken med gode spanske flasker, fløj hjem og slog dørene op for sit eget garageimportfirma, Vedbæk Vin. Langsomt men sikkert udbyggede han det lille kælder-firma til et mere kommercielt og alsidigt vinfirma og i 2007 stiftede han firmaet Rudersdal Vin ApS med import og salg af vine fra det meste af verdenen.
I dag er forretningens hylder primært fyldt med flasker fra Italien og lidt fra Ribera del Duero, Sydtyskland og Sydafrika, som hentes hjem fra mindre familieejede vingårde med traditioner for vinfremstilling af høj kvalitet. Og gerne biodynamisk vinfremstilling.
Jesper Clausen kører full time som vinmand fra den nyrenoverede vinkælder på Bregnerødvej 132 og sælger vine til såvel private som til firmaer, restauranter, vinklubber og foreninger. Ud over salget af vin afholder Rudersdal Vin også en række vinmagermiddage på restauranter i København og omegn og vinsmagninger i egne lokaler eller "ud af huset".
Jesper Clausen er desuden aktivt medlem af Rudersdal Erhvervsforening og Team Rudersdal og deltager jævnligt på Birkerød Torvedage samt til vinmesser i omegnen af København.
Den fritid, der bliver til overs, nyder Jesper Clausen i Italien eller i sommerhuset med sin hustru, Astrid – som heldigvis også elsker et godt glas vin.
Adresse: Rudersdal Vin, Bregnerødvej 132B, 3460 Birkerød, tlf.: 26 23 47 48, e-mail: jesper@rudersdalvin.dk, www.rudersdalvin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er fortificeret vin?

Henrik Krag stødte for nylig på ordet fortificeret i forbindelse med vin. Nu vil han gerne vide, hvad det betyder.

Fortificere kommer af det latinske fortificare, der betyder ”forstærke”. Og når det gælder de fortificerede vine, drejer det sig netop om vin, som er blevet tilsat eller styrket med destilleret spiritus. Man bruger som regel druesprit, men der kan også anvendes alkohol destilleret på fx korn eller sukkerroer. De forskellige spiritustyper sætter deres præg på den færdige vin. Målet er at fremstille såvel tørre som søde hedvine som fx sherry, portvin, marsala og madeira.

Stopper gæringen


Når druemosten gærer, forvandler gærcellerne sukkeret til alkohol, og lader man mosten gære ud, vil der kun være meget lidt sukker tilbage i vinen. Så får man en tør vin. Gærcellerne dør nemlig, når alkoholindholdet når op omkring 17-18%.
Men ved at fortificere vinen med spiritus, kan man stoppe gæringen, når man ønsker det - jo tidligere, man tilsætter spiritussen, desto mere sukker er der stadig i mosten, og jo sødere bliver hedvinen. Hvis man ønsker fx en tør sherry, venter man med at fortificere til lige før, gæringen er slut på naturlig vis - eller tilsætter spiritussen straks efter.

Ugens vinøse billede


Indimellem byder vi selv på et ugens vinøse billede - som nu dette, der er taget på en tur til Provence i en af supermarkedskæden Leclercs imponerende store forretninger. Og man kan jo ikke være i tvivl om, at man befinder sig i rosévinens højborg, som Provence jo er.
Der var i øvrigt også et meget stort udvalg af fransk rød- og hvidvin, men intet slog sortimentet af roséer.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-590
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594


590 Kurve fyldt med nyhøstede Chardonnay-druer står parat til at blive bragt til et vineri i Champagne. Foto: CIVC/Hetier Michel.


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Savanha, Mariella's Farmhouse White, Western Cape, Sydafrika, lav alkohol (12,5%)

39 kr., pris på tilbud 16.-22. juli: 35 kr., Fakta

Denne hvidvin smager godt - og så koster den kun 35 kr. på tilbud. Vinen er let cremet, med god druefrugt og med noter af modne æbler og pærer. Lang og blød eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Elemental, Chardonnay, Valle Casablanca Reserva, Chile, 2019, middel alkohol (13,5%)

74,95 kr., pris på tilbud indtil 29. juli ved 2 flasker: 44,50 kr., Irma

Denne hvidvin er økologisk, vegansk - og fairtrade. Og så smager den rigtig godt - og fås til en overordentlig lav tilbudspris. Med sin lille, bitre afslutning er det udpræget en madvin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Domaine Valand, Vaucluse, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., SPS Wine

Økologisk Provence-hvidvin på druerne Viognier og Marsanne. I den ret enkle smag møder man noter af kløver og honning, men mangler lidt syre og kant.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silver Mountain, Chardonnay Special Reserve, Lodi County, Californien, 2018, middel alkohol (14%)

100 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 6 flasker: 70 kr., Skjold Burne

En vellykket, kraftig hvidvin med en ren og klar smag af druen Chardonnay med et lille strejf af honning. Trods de forholdsvis høje alkoholprocenter velegnet både som terrassevin og til mad. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Marqués del Atrio, Garnacha, Rioja Cosecha, Spanien, 2019, lav alkohol (13%)

85 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 6 flasker: 70 kr., Skjold Burne

I denne rosévin dominerer sødmen over de øvrige smagsnuancer - jordbær, kirsebær og krydderier - hvilket gør vinen mindre egnet til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Canaja, Villa Annaberta, Verona Rosado IGT, Italien, 2019, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 23. juli ved 6 flasker: 46,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En flot rosévin til en helt ustyrlig lav tilbudspris. I den klassiske smag er der noter af hindbær og citrus. Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cellier des Tourelles, Vignerons Catalans, Cabernet Sauvignon, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

55 kr., Køge Vinhandel

Fortræffelig rødvin til kun 55 kr. Den fylder munden med sin fyldige druefrugt, noter af mørke bær og peber og - er der et strejf af tjære og cigarkasse? Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Käfer, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2019, middel alkohol (13,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Mr. Ruby

Denne rødvin kommer ikke fra Montepulciano i Toscana, men er lavet på druen Montepulciano i distriktet Abruzzo. Det er en lidt robust og enkel vin med en kort smag. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Léon Perdigal, Côtes du Rhône, Frankrig, 2019, middel alkohol (14%)

89,95 kr., pris på tilbud ind imellem ved 2 flasker: 55 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En meget lækker rødvin med alt, hvad man kan forlange af en god Rhône-vin - der tilmed kun koster 55 kr. på tilbud. Vinen, der er lavet på druerne Cinsault, Grenache og Syrah, har fyldig frugt, bløde tanniner, en fin syre-sødme balance og lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Campomasua, Venturini, Valpolicella Classico Superiore DOC, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

99 kr., Gallovini

En udmærket, men også lidt enkel rødvin med en kompleks frugtduft og en fyldig, læskende frugtsmag med en anelse sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Aussières, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2018, middel alkohol (14%)

100 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 75 kr., Skjold Burne

Velkomponeret rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Merlot. En skøn rødvin til en skikkelig tilbudspris.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Création Crosset, Brotte, Cairanne Cru des Côtes du Rhône, Frankrig, 2017, middel alkohol (14%)

130 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 100 kr., Skjold Burne

En generøs og fyldig rødvin på druerne Grenache, Mourvèdre, Syrah og Carignan. I den lækre vin er der noter af bær og svesker, god krydring og et lille strejf af fad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chateau Bianca, Pinot Noir, Willamette Valley, Oregon, 2015, lav alkohol (13%)

149 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Lækker, amerikansk rødvin med en god Pinot-smag i europæisk stil. Smagen er blød med milde tanniner, tilpas syre og sødme og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Taccorosso, Vigne di San Donaci, Negroamaro, Puglia, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)

229 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., YouAndWine

En flot, lækker, fyldig og krydret rødvin med noter af peber, rosmarin og mokka. Krydderierne får dog modspil af tilpas moden frugt. Vinen slutter rundt og blødt.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen