Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 39, 2020



Landsbyen Solutré omgivet af sine vinmarker i appellationen Pouilly-Fuissé. Foto: Wikipedia/Touriste.

Premier cru fra Mâconnais

For nylig fik appellationen Pouilly-Fuissé i Bourgognes sydligste distrikt, Mâconnais, appellationsmyndigheden INAO’s godkendelse til at fremstille premier cru-vine på druer fra 22 små vinmarks-områder. For at forstå, hvad det betyder for distriktet, må vi lige have styr på Bourgogne-vinenes fire forskellige kvalitetsniveauer.

Det nederste niveau er regional vin - vine, der kan fremstilles på druer fra et hvilket som helst område i Bourgogne, og som udgør 52% af al den vin, der laves i distriktet.
Næste trin på stigen er villages-vinene, som er vine fra en bestemt landsby (village) eller kommune. Disse vine tegner sig for 37% af Bourgognes vinproduktion.

Toppen af kransekagen


Dernæst kommer premier cru, vine på druer fra exceptionelt gode vinmarks-områder, såkaldte climats - og vine, der udgør 10% af produktionen.
Toppen af kransekagen er grand cru, en betegnelse, der kun pryder etiketterne på 1% af vinene fra Bourgogne. Disse vine er alle lavet på druer fra absolutte top-climats og omfatter berømte navne som Romanée-Conti, La Tâche, Montrachet osv.

En liste over de 22 climats


I modsætning til de andre distrikter i Bourgogne har Mâconnais aldrig kunnet fremstille premier cru-vine fra nogle af sine climats - før nu altså, hvorfor INAO’s godkendelse af de 22 vinmarks-områder i Pouilly-Fuissé derfor selvsagt har vakt begejstring. Og det, at vinproducenterne i appellationen har måttet vente hele ti år på godkendelsen, siden ansøgningen blev sendt til INAO, gør ikke begejstringen mindre.
De nye premier cru climats dækker til sammen et område på 194 hektar svarende til cirka 25% af Pouilly-Fuissés totale vinmarksareal, og de ligger nogenlunde jævnt fordelt over appellationens fire kommuner, Chaintré, Fuissé, Solutré-Pouilly og Vergisson.
Bourgogne Aujourd’hui har listet samtlige af de 22 premier cru climats. Listen kan ses ved at klikke her.


Alessandro Masnaghetti har kortlagt Barolo-distriktet ved hjælp af droner.

Fatastisk hjemmeside om Barolo

Den italienske vinjournalist Alessandro Masnaghetti er kendt for sine anmelderroste bøger om Barolo og Barbaresco - og for sine detaljerede kort over de italienske vindistrikter.

Kortene bygger på luftfotografier eller satellitbilleder, og efterfølgende har Masnaghetti krydstjekket ejendom for ejendom med matrikeldokumenter og besøg på stedet.
Nu er han igen aktuel, men denne gang gælder det en ny hjemmeside www.barolomga360.it, hvor Masnaghetti har kortlagt hele Barolo-distriktet ved hjælp af droner. Det giver en unik mulighed for i virtuelt 3D-format at opleve områdets kommuner, marker og parceller ned til mindste detalje. Man kan zoome ind og ud på landskabet og dreje 360 grader rundt og få et enestående udsyn over distriktet.

Informerende rullegardiner


Man kan også opleve vinmarkerne fra forskellige vinkler og for flere markers vedkommende se, hvem der ejer hvilke dele af marken.
Et helt tæppe af rullegardiner, der kan klikkes ned, giver masser af anden information (på engelsk) - blandt andet om de 170 såkaldte MGA’er (Menzione Geografica Aggiuntiva), som er særlige områder, der er officielt definerede inden for appellationen Barolo DOCG. MGA kan sammenlignes med franskmændenes cru.
Man kan afprøve hjemmesiden gratis ved at klikke her, før man tilmelder sig som abonnent. Her og nu er der i øvrigt i en begrænset periode 20% rabat på abonnementsprisen.


Den 91-årige japanske kunstner Yayoi Kusama og hendes kreationer for Veuve Clicquot. Foto: Veuve Clicquot.

Champagne med polkaprikker

Måske er der nogle af læserne, der kan huske, hvordan Yayoi Kusama i 2016 indtog Louisiana-museet med sine farverige mønstre og polkaprikker.
Nu har den 91-årige japanske kunstner udsmykket årgang 2012 af La Grande Dame fra champagnehuset Veuve Clicquot - husets første årgangs-champagne siden 2008.
På såvel etiketten som på den æske, champagnen leveres i, breder de karakteristiske polkaprikker sig i sort og grøn - og i den gule farve, man kender fra etiketten på champagnehusets ”gule enke”. Champagnen bliver frigivet til salg i oktober til en pris svarende til cirka 1220 kr. flasken.

En fantasifuld flaskeholder


Derudover er der fremstillet 100 magnumflasker, som Yayoi Kusama har skabt holdere til i form af yderst fantasifulde blomsterskulpturer med navnet ”My Heart That Blooms in the Darkness of Night”.
Det har taget kunstneren 250 timer at kreere kunstværkerne, og de sælges (med magnumflaske) for cirka 225.000 kr. stykket ved henvendelse til Veuve Clicquot.


Den nye og ottende udgave af Vin Atlas (førhen Den store vinbog).

Ny udgave af vinbibel

Biblen for enhver vinentusiast har gennem årtier været ”The World Atlas of Wine” af de to førende britiske vinskribenter Hugh Johnson og Jancis Robinson. Første udgave udkom i 1971, og siden da er bogen solgt i flere oplag og i fire millioner eksemplarer på i alt fjorten forskellige sprog - heriblandt dansk.
I mange år var bogens danske titel ”Den store vinbog”, men nu hedder den ”Vin Atlas”, og den nyeste og ottende udgave er lige på trapperne.

Flere sider og nye kort


Bogen er som altid et yderst brugbart opslagsværk, hvor man kan læse om vinlande, distrikter, producenter, druer og vine fra hele verden. Men samtlige oplysninger og bogens mange kort er reviderede og opdaterede - der er jo sket mangt og meget i vinens verden i de seks år, der er gået siden sidste udgave af bogen.
”Vin Atlas”, der udgives af Lindhardt og Ringhof, har også haft vokseværk til 416 sider, og hele 22 nye og yderst detaljerede kort er kommet til.
Den danske udgave kommer i handelen d. 29. september og kan allerede nu forudbestilles hos flere boghandlere. Prisen ligger på omkring 450 kr.


Fra venstre: Vinpressen, som arkæologer har fundet i Tell el-Burak, og en illustration, der viser, hvordan pressen blev brugt for 2600 år siden. Foto: Tell el-Burak Archaeological Project. Illustration: O. Broderer.

En 2600 år gammel vinpresse

Oldtidens fønikere, der levede i et område, som i dag omfatter Libanon, var kendte viden om for deres vinfremstilling. Og det var ikke mindst dette folk, der har æren for via en omfattende eksport at gøre vin til en af datidens mest populære drikke i hele Middelhavsområdet.
Nu har arkæologer i Tell el-Burak langs kysten i Libanon fundet en 2600 år gammel fønikisk vinpresse - det ældste eksemplar, der nogensinde er fundet i libanesisk jord. Og så er pressen ifølge Science News endda ualmindeligt velbevaret - så velbevaret, at en kunstner har kunnet skabe en illustration af, hvordan den har fungeret.

Blev presset med fødderne


Pressen, der havde kapacitet til fremstilling af 4500 liter vin ad gangen, består af to kar, hvoraf det øverste modtog druerne, som så blev presset med fødderne. Druemosten løb derefter ned i et halvcikulært kar, hvor den gærede til vin. Herfra blev vinen hældt på kander og amforaer med eksport for øje.
Pressen er i sin udformning af en type, som var almindelig til fremstilling af både vin og olivenolie i hele Middelhavsområdet. Adskillige druekerner fundet rundt om pressen vidner om, at denne presse er blevet brugt til vinfremstilling.


Foto: Champagne Lanson.

Besøg fra et 260 år gammelt champagnehus

I det sidste halve år har nærmest alt handlet om corona - også for Champagne. Der må jo ikke festes i samme omfang som før, verden gik af lave. Ingen store bryllupper, ingen runde fødselsdage, ingen sejrsglade sportsfolk. Sidstnævnte kan da også sagtens undværes - champagnesprøjt fra magnumflasker er jo et skrækkeligt syn.

Ifølge eksportdirektør Engverrand Baijot fra Champagne Lanson har corona-krisen medført, at salget er dykket med 50% sammenlignet med samme periode sidste år. Baijot var for nylig på visit i Danmark, hvor han sammen med champagnehusets importør, Excellent Wine, afholdt masterclasses i København og Aarhus. Det var dog ikke corona-budskabet, som fyldte mest, men derimod fortællingen om det 260 år gamle familieejede champagnehus og smagsprøver på syv af dets mange vine, som alle forhandles via Wineshop.dk.
Når talen falder på champagnehuse, er Lanson generelt ikke med i forreste række. Der er vist en tendens til at betragte det som et pålideligt, men også lidt bedaget hus. Men den opfattelse gjorde denne masterclass op med.

Druer fra 517 hektar vinmarker


Lanson ejer 57 hektar vinmarker, og modtager derudover druer fra 460 hektar, der ejes af småbønder, som champagnehuset har en generationslang forbindelse med. Resultatet er adgang til over 100 forskellige cru’er, hvoraf mere end halvdelen er grand cru og premier cru.
Tidens trend i retning af økologisk og biodynamisk dyrkning er Lanson selvfølgelig også med på, om end det foreløbig kun omfatter 16 hektar, men målet er, at alle marker skal dyrkes økologisk. I Champagne som helhed stræber man efter, at det skal ske senest i 2030.
Det er dog ikke så nemt at reducere sprøjtninger af markerne i det nordfranske distrikt som i varmere egne af Frankrig, da især meldug volder problemer. Hvis den ikke opdages, før den så at sige kan ses, er det for sent.
Ifølge Engverrand Baijot er reglerne for biodynamisk dyrkning efter Rudolf Steiners anvisninger generelt for rigide til at være realistiske i Champagne.

Flot i mål


I 2013 blev Hervé Dantan ansat som ny winemaker, og han er forklaringen på, at Lanson har flyttet sig ud af sin lidt skyggeagtige tilværelse. Hans motto er vine med kompleksitet og vedholdenhed, og som smagningen af de syv vine demonstrerede, er han flot i mål.
Lansons champagner er pr. tradition baserede på Pinot Noir. Black Label Brut (310 kr.) udgør med 2,5 millioner flasker 70% af produktionen og er husets standardvin. Det er den vintype, man - som i alle andre champagnehuse - måles på, og den indeholder 50% Pinot Noir, 15% Pinot Meunier og Chardonnay for resten. Det er en frisk, sprød og tør vin med 8 g restsukker.
Lanson markerer i dag på sine flasker datoen for degorgering, som det hedder, altså hvornår bundfaldet, der er samlet i flaskehalsen, fryses og skydes af, en sukkeropløsning tilsættes og en ny prop sættes i. Det har ellers været en kilden sag i Champagne, hvor adskillige huse afviser at give forbrugerne den oplysning. De mener ikke, den bliver forstået, men snarere opfattes på samme måde som sidste salgsdato for en bakke æg.

Kraftfuld rosé


I Champagne er det tilladt at fremstille rosé ved at blande hvid- og rødvin. Nogle producenter foretrækker dog at gøre det på den klassiske måde - på blå druer, hvor skindene får lov til at give farve til mosten i en kort rum tid. Herved opnås temmelig kraftige vine med masser af farve. Lansons rosé (329 kr.) er blandet og har en flot, diskret laksefarve med et lidt orange skær.
Hervé Dantan står bag Lansons lancering af Le Blanc de Blancs (389 kr.), en 100% Chardonnay fra Champagnes bedste cru'er - og en frisk og elegant vin med en indtagende lethed. Le Clos (1995 kr.) er også en blanc de blancs, men fra en enkelt hektar midt i Reims, som yder under 8000 flasker om året. Den fremstilles traditionelt med vinifikation i træfade og lagrer op til 12 år før frigivelsen. Det er den type champagne, som giver en mundfølelse af lidt tanniner og dermed sagtens kan drikkes til tørre oste, en bøf eller vildt.
Lanson-smagningen omfattede også den tørre ”Extra Brut”, økologiske Green Label og den maskuline Le Vintage 2009 og endelig Le White Label Dry Sec. Champagne med betegnelsen sec, som jo betyder tør, er normalt ret sød og går fint til nytårsaftens kransekage - men den her udgave vil nok være bedre egnet til fx foie gras eller en bid 30 måneders parmesan. Jørgen Aldrich


En af stuerne i hjemmet, hvis vægge og lofter er beklædt med tomme Budweiser-dåser. Foto: Kearney & Associates Realty.

Et helt specielt "tapet"

Normalt skriver vi jo ikke om øl - men denne historie må vi bare viderebringe. I Lake Worth i Florida ligger der et hus, som udvendig ikke vækker den store opsigt. Men indvendig venter der noget af en oplevelse. Samtlige vægge og lofter i huset er dekoreret med tomme Budweiser-dåser. Og den nu afdøde ejer af huset - der naturligvis var en stor fan af det amerikanske øl-mærke - har gjort det med største akkuratesse. Selv over køkkenbordet er de gængse fliser erstattet af dåser. Det eneste Budweiser-frie sted i huset er badeværelset.
Om ejeren selv har tømt de mange dåser, melder historien ikke noget om.
Huset er sat til salg for 100.000 dollars (cirka 629.000 kr.) hos Kearney & Associates Realty, og billederne af interiøret på ejendomsmæglerfirmaets hjemmeside har tiltrukket sig en vis opmærksomhed.


Ejeren af Enoteca Pinchiorri, Giorgio Pinchiorri, i restaurantens vinkælder.

Auktion slog 226 verdensrekorder

Det amerikanske auktionshus Zachys, der udelukkende sælger vin og spiritus, har hidtil kun afholdt auktioner i New York og Hong Kong.
Nu har Zachys haft sin dåb på den europæiske auktionsscene med salget af flasker fra den trestjernede Michelinrestaurant Enoteca Pinchiorri i Firenze.
Auktionen fandt sted i London, og de i alt 864 partier indbragte 3,2 millioner pund (cirka 26 mio. kr.), hvilket var det dobbelt af den samlede højeste vurdering. Samtidig slog auktionen - ifølge Zachys - hele 226 verdensrekorder.
Der var vine fra et hav af kult-producenter og i adskillige årgang helt tilbage til 1920’erne. Navne som Mouton Rothschild, Henri Jayer, Liger-Belair, Domaine de la Romanée-Conti, Pétrus, Yquem, Krug osv. fik denne verdens vinsamlere til at overbyde hinanden.

2507 vine i store flaskestørrelser


Blandt verdensrekorderne var salget af en magnumflaske Jayer Richebourg 1979, der gik for 47.120 pund (cirka 383.000 kr.) og en flaske Pétrus i flaskestørrelsen Impérial (6 liter eller 8 almindelige flasker), som fik et hammerslag på 42.160 pund (cirka 343.000 kr.).
Med på auktionen var hele 2507 flasker i store formater, der udover magnum og Impérialer omfattede Methusalem, Jeroboam og den helt store Nebuchadnezzar (15 liter eller 20 almindelige flasker).
Det er Enoteca Pinchiorris ejer, Giorgio Pinchiorri, der selv har indkøbt samtlige vine til restaurantens store vinkælder - som stadig rummer rigtig mange fornemme flasker.

En lille krølle

I sidste uges gode spørgsmål spurgte Cecilie Rasmussen, om druen Syrah, som den kaldes i Frankrig, er nøjagtig den samme drue som Shiraz - som den blandt andet hedder i Australien.
Det har fået vinhandler Kaare Noer til tasterne for at levere en ”lille krølle på halen”, som han kalder det:
- Jeg har som vinhandler mødt flere australske vinproducenter både i Danmark og på vinmesser som ProWein. Og hver gang har jeg spurgt, om ikke det ville være lettere for forbrugerne, hvis australierne - og sydamerikanerne - skrev Syrah på etiketten. Men nej, og argumentet lyder næsten altid:
- Vi anvender med vilje druenavnet Shiraz, så forbrugerne med det samme kan se, at det er en oversøisk vin. Folk skal ikke tro, at de drikker vin fra Nordrhône, når de får en australsk vin.

Milliardær på indkøb

En milliardær fra den amerikanske stat Arkansas har i de senere år opkøbt flere top-vinhuse i Napa Valley. Hans navn er Gaylon M. Lawrence Jr., og de vinhuse, han har købt, er Haynes Vineyard og Wildwood Vineyard i Rutherford samt et af Napas mest berømte vinhuse, Heitz Cellar. Sidstnævnte erhvervede Lawrence i 2018.
Nu har han igen været på indkøb, og denne gang drejer det sig om Burgess Cellars i Howell Mountain, som er kendt for sine rødvine på Cabernet Sauvignon fra husets 11 hektar vinmarker.
Det var Tom Burgess, der grundlagde vinhuset i 1972 - og anden generation af familien, brødrene Steven og Jim Burgess, der nu har valgt at sælge det.

Ny vinmager med naturvin som speciale


Gaylon M. Lawrence Jr. har ansat en ny vinmager, Meghan Zobeck, som har arbejdet sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland i Bordeaux og været vinmager hos det californiske kult-vinhus Screaming Eagle. Derudover har hun fremstillet naturvin hos Inconnu Wine, der ligeledes ligger i Californien. Og det er hendes erfaring med sidstnævnte, der har vejet tungest på vægtskålen hos den nye ejer af Burgess Cellars. Naturvine med mindst mulig indblanding fra vinmagerens side under fremstillingen af vinen er netop, hvad Lawrence Jr. vil satse på, når det gælder vinene fra dette vinhus.

Dåse-cocktails til en værdi af 916 mia. kr.

Vi har tidligere nævnt, hvordan salget af dåsevin er steget markant i de senere år - i hvert fald i USA.
Og når det gælder det globale salg af cocktails på dåse, går det ligeledes rigtig godt. Så godt, at man ifølge en ny rapport fra analysefirmaet Fact MR forventer, at det om ti år vil ligge på det, der svarer til cirka 916 milliarder kr. Som det er nu, har salget af dåse-cocktails en værdi på 126 mia. kr.
Det er ikke mindst det europæiske marked, der forventes at blive den helt store aftager af dåserne - allerede i år forudsiges markedet at tegne sig for mere end 40% af salget. Men også Sydasien vil blive en stadig større importør af dåse-cocktails.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Vintønden er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Mary Weber Novak.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Mary Weber Novak, en af californisk vins "grand old ladies", På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Mary Weber Novak (1932-2016) var en af californisk vins ”grand old ladies”. Hun blev født i Los Angeles og tog en Master i undervisning på Stanford University i 1954.
Det var også her, hun mødte Jack Novak, som hun blev gift med to år senere.
Ægteparret slog sig ned i San Diego County, hvor Jack Novak åbnede en lægepraksis, og hvor deres fem børn kom til verden.
Under en tur til Napa Valley i 1970 forelskede Mary og Jack Novak sig i det smukke vinlandskab og besluttede sig for at sælge lægepraksisen, flytte til Napa og dyrke vin - uden at have forstand på hverken druer eller terroir.
I 1972 købte familien vinhuset Spottswoode Estate Vineyard & Winery i Napa, hvortil der hørte 11 hektar vinmarker. Druerne, de høstede året efter, blev solgt til andre vinhuse i området.
I 1977 døde Jack Novak i en alder af 44 år pludseligt af et slagtilfælde og efterlod hustru og fem børn alene med vinmarker og drueavl.
Dengang var det ikke almindeligt, at kvinder - og slet ikke kvinder med så stor en børneflok - drev egen virksomhed i Napa. Men Mary Novak ville ikke kaste håndklædet i ringen og sige farvel til hendes og Jacks drøm. Hun satte sig grundigt ind i alle aspekter omkring druer og vindyrkning og sørgede i de følgende år for at kunne levere druer af absolut topkvalitet. Førende vinhuse i Napa, som fx Duckhorn, Shafers og Robert Mondavi, var blandt hendes kunder.
Med så gode druer besluttede Mary Novak, at det var oplagt selv at forsøge at fremstille vin, og hun ansatte derfor en vinmager, Tony Soter, i 1982. Den Cabernet Sauvignon, som han lavede samme år, blev rost i lange baner af de amerikanske vinanmeldere. Og nyere årgange har fået Robert Parker til at kalde Spottswoode for et ”1. cru Napa vinhus”.
I 1985 lagde Mary Novak om til økologisk vindyrkning - i en tid, hvor økologi i Napa trådte sine barneskridt, og hvor Spottswoode derfor i høj grad kom til at virke som et forbillede.
Mary Novak gjorde også en stor indsats for at animere flere kvinder til at uddanne sig til vinmagere. I sit eget vinhus fik hun også med tiden hjælp fra to kvinder, nemlig døtrene Beth og Lindy.
Via hårdt arbejde, udholdenhed og viden om vindyrkning gjorde Mary Novak Spottswoode til et anerkendt vinhus i Napa - og et af distriktets største familieejede vinhuse.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Kan champagne være proppet?

Sarah Nielsen har med jævne mellemrum fået både rød- og hvidvine, der er proppede, men aldrig en proppet mousserende vin. Nu vil hun gerne vide, om champagne og andre boblevine af en eller anden årsag ikke kan få propsmag.
Desværre nej. Mousserende vin er præcis lige så modtagelig for det ildelugtende kemikalie TCA (2,4,6-trichloroanisole). Det hele starter med en korkprop, der er angrebet af skimmelsvampe, og når proppen så bleges i blandt andet klorforbindelser, dannes der TCA - og en champagneprop kan ligeså vel udvikle TCA som en hvilken som helst anden korkprop.
Dog må det tilføjes, at de store korkproducenter gør meget i disse år for at komme problemet til livs - nogle af dem har blandt andet lanceret propper, som med garanti skulle være TCA-frie. Og korkpropperne skal da heller ikke have hele skylden for propsmagen - TCA kan nemlig også udvikles i vineriet under fremstillingen af vinen.


Ugens vinøse billede

På hjørnet af Dogepaladset i Venedig ud mod Sukkenes Bro er der en løftet pegefinger i form af en skulptur af Biblens Noa – ham med Noas Ark. Og det er denne skulptur, Ulla Thomsen har foreviget.
Den er lige efter Biblen. I Første Mosebog, kapitel 9, står at læse, at Noa var den første, der plantede en vingård. Men da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.
Noas søn, Kam, så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre, hvorefter brødrene tildækkede deres nøgne far.
På skulpturen griber Noa om en drueklase med sin venstre hånd, mens brødrene til højre har travlt med at dække ham til.
At Noa havde godt af at drikke vin, fremgår også af Biblen. Han blev 950 år, står der.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-599


599 Efteråret har lagt sig som et rødgyldent tæppe over vinmarkerne i Marlborough, New Zealand. (foto © New Zealand Winegrowers).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.....
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Voiturette, Vinobles & Compagnie, Sauvignon Blanc, Vin de France, Frankrig, 2019, lav alkohol (12%)

59 kr., pris ved 6 flasker: 49,95 kr., AndrupVin.dk

Her er en Sauvignon til en pris, hvor alle kan være med. Vinen er frisk med noter af stødte æbler og en lille, fin sødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chacabuco, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2018, lav alkohol (12,5%)

69,25 kr., Wineshop

En interessant hvidvin med en raffineret krydring. Chardonnay-druen går klart igennem i vinen, som er let cremet og ret kompleks. En god repræsentant for argentinsk vin i standard-niveauet og til en ok pris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Arrogant Frog, The Humble Winemaker, Chardonnay, Sud de France, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Jysk Vin

En hvidvin med en vis fedme, men den er også kort i smagen og med et bittert eftermæle. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château de Fontenille, Sauvignon Blanc, Entre-Deux-Mers, Frankrig, 2017, lav alkohol (12,5%)

115 kr., pris ved 12 flasker: 100 kr., Noer & Kofod Wines

En lækker, ret kraftig Sauvignon-vin med en fint krydret smag, hvori man genkender noter som timian og kløver. God til mad.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

The Econic, Bonterra, Chardonnay, Californien, USA, 2018, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris på tilbud 1. - 31. oktober ved 2 flasker: 59,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En velsmagende, kraftig og krydret hvidvin med en diskret sødme. Vinen er økologisk og en udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Domaine de Caussagues, Corbières, Frankrig, 2015, middel alkohol (14%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En enkel rødvin, der ikke helt lever op til distriktets gode navn. Den er lavet på druerne Syrah, Grenache og Mourvedre og fremtræder med den krydrede smag fra Corbières skråninger af krydderurter. Lidt kort i smagen, men heller ikke så dyr.

stjernestjernestjernestjerne

BZ, Winzer Krems, Blauer Zweigelt, Niederösterreich Trocken, Østrig, 2019, lav alkohol (13%)

69,95 kr., ., Irma

Dette er en ok rødvin, som sagtens kan gøre fyldest til et let måltid. Den har ikke de store pretensioner, men mindre kan også gøre det. Og så er den til en pris, hvor alle kan være med. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Coronas, Torres, Tempranillo, Spansk Vin, Spanien, 2015, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., pris på tilbud 25. september - 1. oktober: 39 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En lidt gråhåret, 5 år gammel udgave af Coronas-rødvinen. Den kan drikkes, men mangler spændstighed, sødme og charme. Tilbudsprisen er dog meget fremkommelig.

stjernestjernestjernestjerne

Rex Mundi, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 68 kr., AndrupVin.dk

En lige-ud-af-landevejen vin, hvor sødmen ikke møder for megen modstand fra syrens side. Vinen, som er lavet på druerne Shiraz og Grenache fra det solrige Sydfrankrig, er rund og blød og glider lige ned. Vinen er frugtrig og skal nok blive populær.

stjernestjernestjernestjerneØ

3 Passo, Maestro Italiano, Puglia, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

80 kr., Vinimondo

Økologisk og vegansk rødvin med god frugt, kraftige tanniner og en smag med en lidt hurtig slutning. En madvin, der gerne må blive plasket over i en karaffel et par timer før måltidet.

stjernestjernestjernestjerne

Manos Libre, Hammeken Cellars, Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2019, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., pris på tilbud 18. - 24. september: 50 kr., Irma

En lidt enkel rødvin, der mangler at udfordre. Men ellers er den udmærket til tilbudsprisen. En vin til vejfesten og grill. Vinen er økologisk og vegansk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Papale, Varvaglione, Primitivo di Manduria, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

89,95 kr., Amka

Det er let at forstå, at der sælges så megen vin på druen Primitivo. Det er en "fed" drue med al Italiens sødme og varme. Her er en værdig repræsentant for druen i den sikkert oprindelige, beherskede udgave. Slank og lækker. Der er noter af modne bær, chokolade og lakrids.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Château des Coccinelles, Côtes du Rhône, Frankrig, 2019, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., pris på tilbud 25. september - 1. oktober: 69 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En økologisk rødvin, der med sin gode frugt, runde smag og bløde tanniner, er skabt til Rhônedalens raffinerede køkken. I smagen finder man kirsebær, blommer og mørke bær. Giv vinen lidt ilt ved at hælde den over på en karaffel før måltidet. Tilbudsprisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Léon Perdigal, Rasteau, Frankrig, 2019, høj alkohol (15,5%)

89,95 kr., pris på tilbud 25. september - 1. oktober ved 2 flasker: 64,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Dejlig Rhônevin, der fylder munden med varm og god druefrugt. Vinen er lavet på druerne Mourvèdre, Grenache og Syrah. I smagen er der vilde krydderurter fra den sydlige Rhône-dals bløde bakker. Vinen slutter med en let "støvet" tørhed, som gør den velegnet til mad.

stjernestjernestjernestjerne

Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2018, middel alkohol (13,5%)

129 kr., pris ved 3 flasker: 95 kr., Mr. Ruby

En ok rødvin på Pinot, men med en ikke helt udtalt smag af druen. Vinen er frisk, med noter af brombær og solbær, men med rigelige tanniner og lidt for bittert bid. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Orca, Marrenon, Grenache, Ventoux, Frankrig, 2018, høj alkohol (15%)

En rødvin, som ikke kommer helt ud over rampen. Den er lavet på druen Grenache, har smagsnoter af sorte kirsebær, solbær, peber og tobak. Smagen er lidt kort, og alkoholprocenten lidt høj. Hæld gerne vinen over i en karaffel en times tid før måltidet, så den får lidt luft. Helt billig er den ikke.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Niepoort, Porto Vintage, Portugal, 2017, høj alkohol (20%)

895 kr., pris på tilbud indtil 1. november: 700 kr., Skjold Burne

Denne portvin er lækker. Men det er rent barnemord at smage den nu. Venter man til den er 10 år gammel, vil den modnes og åbne sig og give al sin latente rigdom fra sig. 2017 var en god årgang for portvin.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Elg Gin & Tonic Classic, Stone Grange Distillery, Danmark, lav alkohol (12%)

198 kr., Stone Grange

Der er nok rigtig mange af vores læsere, der har nydt en gin og tonic - men en mousserende udgave af den populære sundowner er bestemt en nyhed. Den kommer fra producenten bag den prisbelønnede Elg Gin No. 1, og det er netop denne gin, der er brugt til nyheden - samt en tonic, skabt på destilleriet, med ægte kinin (kinabark-ekstrakt), citronsyre og sukker. Der er ikke tilsat kunstige smags- eller farvestoffer. Det er en liflig udgave af den klassiske drink - og en mild udgave, der kun indeholder 12% alkohol, hvilket gør den oplagt som velkomstdrink. Der er de helt rette mængder gin og tonic i smagen, og med lidt ekstra citron og et par isterninger er den lige i øjet.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen