Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 25, 2021



De to flasker "Cult", hvor den til venstre fremstilles af Beau Vigne (Appellation Trading Company) og den til højre af Salvestrin.

En kamp om ”kult”

Vinhuset Salvestrin og vinfirmaet Appellation Trading Company (ATC), der begge befinder sig i Californien, er endt i retten på grund af en strid over navnet ”Cult” (kult).

Begge fremstiller og sælger en rødvin med dette lukrativt klingende navn, der leder tankerne hen på en fornem meditations-vin.
Salvestrin varemærkeregistrerede navnet Cult tilbage i 2011 og krævede straks, at et andet vinhus, Beau Vigne, holdt op med at sætte et Cult på sin vin – hvilket vinhuset var begyndt på året før og havde fået godkendt af myndighederne. Beau Vigne ville ikke bøje sig, og dengang skete der så ikke yderlige i sagen.
Beau Vigne er siden blevet solgt to gange – senest i 2019 til ATC, og begge gange er både vinhusets navn og vinen Cult fulgt med.

Vi kom først


I februar i år gik Salvestrin så ifølge Wine-Searcher til US Patent and Trademark Office og fik varemærkebeskyttet navnet Cult – og sendte derefter et brev ATC med krav om at omdøbe vinen fra Beau Vigne. Det ville vinfirmaet ikke høre tale om, og i stedet for bare at lade stå til, har det nu klaget til den lokale retsinstans. Firmaet ønsker at få omstødt den varemærkebeskyttelse, som Salvestrin netop har opnået, med den begrundelse, at ordet ”cult” er et beskrivende ord og derfor ikke kan varemærkebeskyttes. Desuden, som ATC hævder, så kom Beau Vigne jo oprindelig først med brugen af navnet på sin vin.

De rigtige kultvine


Sandt nok, så er ordet ”kult” jo beskrivende og bruges i flæng - der findes således adskillige vine i dag i USA med et "cult wine" på for- eller bagetiket, som ikke er registreret, men bare skal "sælge" vinen. Og der er ofte tale om vine til under 100 kr. flasken. Så spørgsmålet er, om ordet egentlig er så attraktivt i dag - om det har den samme tiltrækningskraft over for forbrugerne - at man lige frem skal ende i retten over det.
Oprindelig bar betegnelsen kultvine noget, man i Californien bruger om en række store og berømte rødvine på Cabernet Sauvignon – vine fra fx Screaming Eagle, Shafer Vineyards og Harlan Estate. Men ingen af producenterne af disse vine har anset det for vigtigt eller nødvendigt med et ”kult” på etiketten…


Små stiklinger fra gamle vinplanter, der i en vinplanteskole er stukket direkte ned i jorden, hvorefter de slår rødder. Foto: Wikipedia/Mark Shirley.

Organisation for upodede vinstokke

I ugen der gik, mødtes 20 vinproducenter fra Frankrig, Tyskland, Georgien, Grækenland og Italien i Monte Carlo i Monaco for at præsentere en ny, europæisk vinorganisation, Francs de Pied.
Organisationen er ikke for hvem som helst. Det er kun producenter, som udelukkende fremstiller vin på vinstokke på egne rødder, altså upodede vinstokke (eller på fransk francs de pied) som fremover vil kunne tilmelde sig.

Områder med vinstokke på egne rødder


Langt hovedparten af alle vinstokke i Europa i dag er podede - hvilket, som vi ofte har nævnt, skyldes vinlusen Phylloxera vastatrixs hærgen i 1800-tallets slutning.
Lusen ernærer sig af saften fra vinstokkenes rødder og forårsager herved plantens død. Cirka 90% af Europas vinmarker blev udslettet. Redningen blev at pode de europæiske vinplanter på resistente rødder fra USA - hvilket man så stadigvæk gør.
Men nogle vinproducenter - især i områder, hvor jorden er rig på sand - er aldrig holdt op med at lave vin på druer fra vinstokke på egne rødder. Vinlusen hader nemlig sand.
Også i områder, hvor jorden ikke er sandet, er der producenter, som ikke kunne forestille sig at dyrke podede vinstokke.

Vil have teknikken på Unesco-liste


Når disse producenter planter nye vinplanter er det i form af stiklinger fra gamle vinstokke med to små knopper. Når stiklingerne sættes i jorden, vil knopperne selv danne rødder. Det er den eneste rigtige måde at dyrke vin på, mener producenterne. Kun ad den vej vil man kunne ”smage stedet” - altså terroiret - i vinen.
En af bannerførerne for upodede vinstokke er Loïc Pasquet - Bordeaux-producenten, der fremstiller verdens dyreste vin, rødvinen Liber Pater, som i nye årgange sælges for 30.000 euro (cirka 224.000 kr.) flasken. Pasquet er da også initiativtager til den nye organisation.
Ud over ham er også førende producenter som Egon Müller fra Tyskland, Alexandre Chartogne fra Champagne og Thibault Liger-Belair fra Bourgogne og Beaujolais med blandt grundlæggerne.
Når formaliteterne omkring organisationen er på plads, og den er blevet godkendt af EU, er målet at få den ældgamle dyrkningsmetode fra før vinlusens hærgen optaget på Unescos immaterielle verdensarvsliste.


Doreen Winkler - selvfølgelig iklædt orange tøj - med en orange vin.

Verdens første butik kun med orange vin

Der findes forretninger, der kun handler med naturvine – og heriblandt orange vin. Men nu har verdens første vinforretning, der udelukkende handler med orange vin, for nylig slået dørene op på 264 Broome Street på Manhattan, New York.
Og lad os lige repetere, hvad orange vin er – og ikke er. For det er ikke ”vin” lavet på appelsiner.
Orange vin fremstilles ligesom hvidvin på grønne druer. Men i stedet for at fjerne skindene med det samme, som man gør, når man laver hvidvin, så lader man druemosten trække tanniner og farve ud af de grønne skind. Denne udblødning kan vare meget længe - nogle gange uger eller måneder - og både før og efter gæringen. Resultatet er en vin, hvis farve kan variere i en række lysere eller mørkere orange toner. Smagen har tanniner, og orange vin er da også blevet kaldt for hvidvinsdrikkernes rødvin.

En vinklub for vinene


Ejeren af den nye forretning, der er døbt Orange Glou, er sommelier Doreen Winkler, som efter eget udsagn har specialiseret sig i naturvine og ikke mindst orange vin. Hun arbejder også som vinkonsulent for restauranter, der ønsker naturvin på vinlisten.
I forretningen finder man et bredt udvalg af orange vine fra hele verden. Ud over at købe en flaske eller to kan man også tilmelde sig en vinklub, hvor man hver måned får tilsendt tre til seks orange vine efter Winklers eget valg.
I forbindelse med Orange Glou er der også et smagelokale, hvor der bliver afholdt smagninger og events for op til 20 personer.


Fra huset , som ses til venstre, er der en formidabel udsigt over Douro-dalen.

Vinejendom til salg i Douro-dalen

Enhver, der har besøgt Portugals Douro-dal, har garanteret følt sig blæst bagover af den formidable udsigt over bjergskråningerne med terrasserne med vinstokke, der leverer druer til portvinshusene.
Hvis man kan betale det, der svarer til cirka 10 mio. kr., er chancen der for at gøre oplevelsen til hverdagskost.
Det er auktionshuset Christie’s ejendomsmæglervirksomhed, der har sat ejendommen til salg, og den omfatter en større villa med en tilhørende 9,25 hektar vinmark, hvis druer i øjeblikket leveres til et af portvinshusene.
Men der er plads til selv at etablere et vineri i en af de andre bygninger på den i alt 10,5 hektar store grund. Og i kælderen under huset er der plads til 50 vinfade. Et gæstehus og et kapel hører også med i købet.
Umiddelbart ser det ret fantastisk ud, hvad man kan få for nogenlunde samme beløb, som en lejlighed ved søerne i København koster. Se selv ved at klikke her.


Når der smages på den nye årgang Bordeaux-vin, foregår det traditionelt via fadprøver. Foto: Wikipedia/Agne7.

Markante stigninger på Bordeaux 2020

Startskuddet for årets primeur-kampagne i Bordeaux har lydt, og det er årgang 2020, som nu skal sælges i forsalg til vinhandlere fra hele verden, mens den stadig ligger på fad.

I de første uger af kampagnen har en lind strøm af mindre kendte vinproducenter frigivet deres priser på årgang 2020 ex-négociant – den pris, vinhandlerne skal betale.
Men i den forgangne uge meldte nogle af de berømte vinslotte sig på banen – heriblandt det første af 1. cru-slottene, Château Lafite Rothschild. Slottet har valgt at frigive sin vin til en pris på 475 euro (cirka 3500 kr.) flasken ex-négociant, og det er en stigning på 20% i forhold til årgang 2019.

Mod lysere økonomiske tider


2. cru-slottet Rauzan-Ségla har også netop løftet sløret for sin pris på den nye årgang, og den ligger på 66 euro (cirka 490 kr.) flasken – en stigning på 22%.
Og sådan har tendensen været hos de vinproducenter, der indtil videre har frigivet priserne for deres årgang 2020. Over hele linjen er der en stigning på mellem 15 og 30% sammenlignet med priserne sidste år. Men dengang hærgede pandemien også for fuld kraft, og den globale økonomi var yderst usikker – hvorfor vinslottene i Bordeaux holdt igen med prisstigningerne.
Men nu, hvor vaccinationerne mod Covid-19 er rullet ud, og verden åbner stadig mere op, blæser der andre og langt mere gunstige vinde, der varsler økonomisk vækst over en bred kam.

En meget uensartet årgang


Men hvordan er så årgang 2020? Normalt ville adskillige vinbranchefolk allerede have smagt årgangen og udtalt sig om den. Men pandemi-restriktionerne har for rigtig manges vedkommende forhindret den traditionsrige rejse til Bordeaux med smagninger på selve slottene.
Nogle af producenterne har sendt rør eller mini-flasker med vinprøver til vinskribenter og vinhandlere, men kvaliteten af prøverne er ofte ikke god nok, melder modtagerne.
Men dommen fra flere af de vinbranchefolk, der har smagt årgang 2020, går ifølge Wine Spectator på, at det er en meget uensartet årgang, hvor vinslottene på højre bred i mange tilfælde brillerer over dem på venstre bred. Bordeaux gennemskæres som bekendt af floderne Garonne og Gironde, der deler distriktet i to dele, en højre (østlig) og en venstre (vestlig) bred.


En af Genodics lydbokse i en vinmark.

Lydbokse i kampen mod svampesygdomme

Svampesygdommene Esca, Black dead arm (sort død arm) og Eutypa angriber vinstokkens stamme, får den til at rådne og medfører til sidst vinstokkens død. Før det sker, vil vinproducenten opleve, hvordan han gennem nogle år får et stadigt mindre høstudbytte.
Vinproducenter, hvis marker er ramt af fx Esca, kan forsøge at skære alt det rådne træ væk, så kun vinstokkens raske ved bevares eller, hvilket er den mest effektive metode, rive de syge vinstokke op og plante nye.
Det er helt klart, at enhver producent med kyshånd vil tage imod en effektiv metode til bekæmpelse af disse frygtede svampesygdomme. Og en sådan metode er det franske firma Genodics overbevist om at kunne tilbyde.
Metoden går ud på at opsætte bokse, der spiller melodier, i sygdomsramte vinmarker.

For godt til at være sandt?


Tre gange dagligt udsender boksene såkaldte helbredende proteinmelodier. Og når vinstokkene ”hører” musikken, vil de efter sigende øge deres proteinsyntese, hvilket vil styrke deres naturlige forsvar og hjælpe dem med at modstå sygdommen.
Det er den franske fysiker og musiker Joël Sternheimer, der har udviklet videnskaben bag disse særlige melodier.
I de senere år har i alt 140 vinproducenter rundt om i Frankrig forsøgt sig med opsætning af boksene – hvis melodier i øvrigt også skulle kunne få bugt med meldug, fremme vinstokkenes vækst og knopskydning og hjælpe dem med at tilpasse dig de ændre klimaforhold. Det lyder næsten for godt til at være sandt – og er det måske også…

Stadig flere uproduktive vinstokke


Landbrugsmyndighederne i det sydfranske Vaucluse har ønsket af få syn for sagen. De har derfor nu gennem to år målt effektiviteten af lydsekvenserne på 20 år gamle Mourvèdre vinstokke, der er angrebet af Esca, hos Domaine du Bois des Dames.
Man startede med målingerne af 400 meter vinstokke i den del af vinmarken, hvor boksen er installeret. De 200 meter, der var længst væk fra boksen, blev anset for at være kontrolvinstokke. Og dommen lød, at "forsøget ikke mundede ud i et endegyldigt bevis for, at melodierne kunne reducere vinstokkenes dødelighed". Man fandt ligeledes, at procentandelen af uproduktive vinstokke fortsatte med at stige.

Gode tilbagemeldinger fra andre


Ejeren af Domaine du Bois des Dames, Hugues Meffre, har efterfølgende udtalt til Vitisphere, at han nu selv vil foretage målinger og undersøgelser af sine vinstokke, før han beslutter, om han fortsat vil benytte sig af lydboksen.
Landbrugsmyndighedernes målinger er naturligvis ikke sød musik i Genodics ører. Men det er til gengæld tilbagemeldingerne fra vinkooperativet i Buzet, hvor 35 medlemmer har installeret i alt 40 lydbokse i angrebne områder i deres vinmarker.
Fra flere af disse drueavlere lyder det, at dødeligheden blandt de angrebne vinstokke er faldet betydeligt, og lå på mindre end 1% i 2020. Så hvad skal man tro...


Den lille spiral i bunden af vinglasset fanger bundfaldet og holder på det, til man er færdig med at drikke vinen.

Vinglas, der fanger bundfaldet

I en del vine er der bundfald. Det er et tegn på kvalitet - men bestemt ikke rart at få i munden. Og har man først fået bundfald i sit glas, er det svært at undgå, da det let hvirvles op, når man drikker af glasset - eller slynger vinen rundt for at få den fulde nydelse af aromaen.
En almindelig metode til at undgå den ubehagelige smag af bundfald er at dekantere vinen over i en karaffel og stoppe med at hælde, når bundfaldet nærmer sig flaskehalsen. Men det kræver, at man på forhånd ved, at der er bundfald i vinen. Men der findes faktisk et vinglas, som fanger bundfaldet.

En smart spiral


Spirale hedder det, og det er kreeret af et amerikansk ægtepar, Patrick og Margarita Vacanti. I bunden af glasset er der monteret en lille glasspiral, som - når vinen skænkes - sørger for, at bundfaldet lagrer sig nederst i glasset og bliver der, indtil man er færdig med at drikke vinen.
Under udviklingen af glasset - hvilket har taget adskillige år - har ægteparret sendt i alt 600 prøveglas ud til vinskribenter, sommelierer og andre fagfolk for at få et feed back, så de kunne finpudse prototypen.
Glasset kan købes hos Vacanti.com - hvor man også kan se en lille film, der fortæller, hvordan det virker. Et sæt med to glas koster 18 dollars (cirka 110 kr.) plus forsendelse til Danmark.

Fem år uden ekstra afgifter!

I uge 10 bragte vi den glædelige nyhed, at de ekstra afgifter på 25%, som USA i 2019 lagde på importeret vin og spiritus fra en række europæiske lande, blev droppet. Dog kun for fire måneder.

Nu har Joe Bidens regering indgået en aftale med EU om, at forlænge ophævelsen af afgifterne med hele fem år - hvilket har fået de berørte franske, tyske, spanske, italienske og irske producenter af vin og spiritus til at juble.

Måske et endeligt punktum


Til gengæld har EU så fjernet sine 25% afgifter på amerikansk Bourbon whiskey, Harley-Davidson motorcykler og cowboybukser fra Levi.
Måske er det indledningen til et endeligt punktum for den femten år lange strid, der har hersket mellem USA og EU - en strid, der intet har med vin og spiritus eller for den sags skyld med cowboybukser at gøre men derimod med regeringsstøtte til flyindustrien.


Det fantastiske bakkede vinlandskab i Steiermark i Østrig.

Østrig er et øko-vinland

Vi har ofte nævnt, at man i Frankrig - i både Alsace, Champagne og Bordeaux - er langt fremme, når det gælder omlægning til økologisk vindyrkning. Også i Spanien breder de økologiske vinmarker sig for alvor - og så er der Østrig, hvor det økologisk certificerede areal af vinmarker ifølge Wine Business International er på 16% af landets totale vinmarksareal. Det er en stigning på 1,8% i forhold til år 2000 - og på 8,3% sammenlignet med 2010.
Ud af dette store øko-areal, er knap en femtedel af markerne også biodynamisk certificerede.
Denne grønne udvikling skyldes ikke mindst, at det er nogle af Østrigs top-producenter, der er gået i front med omlægningen til økologi - hvilket har fået mange mindre kendte producenter til at følge trop. De ønsker selvfølgelig at værne om miljøet, men håbet er også, at den økologiske vindyrkning vil øge vinenes kvalitet.
Fadet, der har indeholdt verdens ældste skotske Single Malt, er foreløbig det eneste, Gordon & MacPhail har afsløret.

Verdens ældste Single Malt

D. 3. februar 1940 blev en Single Malt whisky hældt på et fad hos det skotske The Glenlivet Distillery. Her har den ligget og modnet, lige indtil den sidste år blev tappet af det uafhængige tapperi Gordon & MacPhail. Whiskyen holder hele 50% i alkoholstyrke, hvilket tyder på, at der stadig er masser af kraft, aroma og liv i den.
Det blev til i alt 250 flasker af denne whisky, som er verdens ældste, når det gælder Single Malt fra Skotland.
Selvfølgelig er så unik en whisky ikke blevet tappet på almindelige flasker, men derimod på fornemme karafler, kreeret af den prisvindende canadisk-britiske arkitekt David Adjaye. Han har også designet en trækasse som emballage til karaflerne.
Såvel karaflerne og kasserne som prisen på whiskyen bliver først afsløret i september. Men sikkert er det, at karaflerne bliver nummererede, og at den først tappede karaffel bliver solgt på en auktion hos Sotheby’s i starten af oktober.
Når det gælder prisen på de øvrige karafler, så kommer den nok til at ligge uden for rækkevidde for de fleste. I 2015 frigav Gordon & MacPhail en 75 år gammel Mortlach Single Malt til en pris af 20.000 pund (cirka 172.000 kr.) flasken.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Løvbjerg Supermarked er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Richard Graff.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Richard Graff, der med inspiration fra fransk vinfremstilling i høj grad påvirkede de californiske vinindustri. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Richard Graff (1937-1998) var en initiativrig amerikansk vinproducent – og en pioner, når det gjaldt om at bringe nyt til den californiske vinverden.
Han blev født i Connecticut, og ønskede allerede som ganske ung at gå musikkens vej. Det blev til en uddannelse som Bachelor of Arts inden for musik ved Harvard University. Efter endt uddannelse i 1958 aftjente han sin militærtjeneste og endte som søofficer - en post han bestred i tre år.
Det var i 1964, at hans interesse for vin blev vakt, og det gjorde den, da han en dag smagte en vin fra vinhuset Chalone i Soledad, Californien.
Richard Graff besøgte kort tid efter det afsides beliggende vinhus – og var bagefter fast besluttet på en dag at købe det. Men først ville han uddanne sig inden for vinens verden, og i 1965 begyndte han at studere vindyrkning og -fremstilling ved vinuniversitetet U.C. Davis.
Det lykkedes ham – sammen med sin mor, Estelle - at købe Chalone, som var på fallittens rand, og gennem 1960’erne fik han styr på vinhusets økonomi og endte endda med et opkøbe flere vinmarker i Sonoma, Napa, Monterey og San Luis Obispo.
Richard Graff rejste også til Frankrig for at lære mere om fremstillingen af især Bourgogne-vin, og vel hjemme igen begyndte han at arbejde med de traditionelle metoder, han havde lært i det berømte franske vindistrikt. Og han introducerede også sine californiske kolleger for metoderne, der blandt andet omfattede malolaktisk gæring af hvidvin og gæring og modning af vinen i små franske egetræsfade i stedet for i store ståltanke – hvilket i dag er almindeligt udbredt i de californiske vinhuse. Han var også blandt de første, der importerede de små franske fade til USA.
Ved Judgement of Paris i 1976 – den berømte vinsmagning, hvor californiske vine vandt over en række franske topvine – fik Richard Graffs vin fra Chalone en flot tredjeplads ud af ti smagte vine.
Sammen med sine gode venner Julia Child og Robert Mondavi grundlagde han American Institute of Wine & Food (AIWF).
Den 9. januar var han på en tur i sit privatfly mellem nogle af sine vinmarker, flyet fik motorproblemer og endte med at styrte ned. Richard Graff var død på stedet.
Efter hans død blev Richard Graff Scholarship grundlagt – et fond til støtte for studerende inden for gastronomi og vin, hvortil midlerne kommer fra salget af vine fra hans vinhus. I dag ejes Chalone af Diageo.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er forskellen på Barolo, Barbaresco og Barbera?

- Jeg har lidt svært ved at holde styr på Barolo, Barbaresco og Barbera, skriver Grethe Kristoffersen. Kan I ikke skære ud i pap, hvad de tre navne står for?
De tre navne er alle knyttet til Piemonte i det nordlige Italien, og i kampens hede er det let at bytte rundt på dem. Lad os tage dem ét navn ad gangen:
* Barolo er et DOCG-distrikt med nogle af Italiens bedste rødvine på druen Nebbiolo.
* Barbaresco er også et DOCG-distrikt med ofte lige så flotte rødvine på Nebbiolo.
* Barbera er en rødvins-drue, der dyrkes mange andre steder end i Piemonte. To berømte DOC-appellationer er Barbera d’Alba og Barbera d’Asti. De omfatter vine, der fremstilles på druen omkring byerne Alba og Asti.
Forskellene på de to distrikter ligger i terroiret, vinproducenternes dygtighed, markedsføring, berømmelse - og priser.


Ugens vinøse billede

Dette smukke billede har vi fået tilsendt af Foreningen Freie Weinbauern Südtirol (Südtirols Frie Vinbønder).
Südtirol, der også hedder Alto Adige på italiensk, har siden 1920 hørt under Italien, men var førhen i hele 600 år en del af Østrig. Og det har sat sit præg på området. Her går man klædt i lederhosen og dirndlkjoler, og hverdagssproget er tysk. De fleste af byerne har både et italiensk og et tysk navn – det samme gælder for vinene, der i øvrigt er af glimrende kvalitet.
I det lidt over 5000 hektar store vindistrikt fremstilles der hvidvine på blandt andet Sauvignon Blanc, Chardonnay og Pinot Blanc og rødvine på druer som Lagrein og Schiava. Sidstnævnte betyder "slavepige" på italiensk – et godt navn til druen, der er yderst medgørlig og let at dyrke.
På billedet ses vinhuset St. Magdalena med bjerget Rosengarten i baggrunden.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621


638 Som et abstrakt maleri bugter vinstokkene sig ned ad en stejl skråning i den italienske Asti-provins. (foto © Cantina Cavallero).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Kiwi Cuvée Bin 68, Chardonnay, Vin de France, Frankrig, 2020, lav alkohol (11,5%)

Til de 49 kr. er dette en dejlig uhøjtidelig hvidvin med en fin duft af mango og fenikkel og en læskende, let smag med god frugt. De kun 11,5% gør den til et sommerhit som terrassevin. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Domaine du Cléray, Chardonnay, Loire IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%)

En god hvidvin med en mild duft af mirabeller og en behagelig tør og fint krydret smag. Det er en enkel vin, og smagen slutter lidt hurtigt.

stjernestjernestjernestjerneØ

Segredos de São Miguel, Alentejano, Portugal, 2020, lav alkohol (12,5%)

70 kr., pris ved 3 flasker: 43 kr., Løvbjerg Supermarked

En udmærket hvidivn med en mild duft af citrus og grønne druer og en tør og fyldig smag. Prisen ved 3 flasker er attraktiv.

stjernestjernestjernestjerne

Shaya, Viñas Familia Gil, Verdejo, Rueda, Spanien, 2019, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., pris bed 6 flasker: 99, AndrupVin.dk

Det er en dejlig hvidvin med en fin blomsterduft og med en behagelig tør og fyldig smag med noter af frisk citrus. Desværre slutter smagen med et lille alkoholbid, der koster den femte stjerne.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Per Seda Rosat Novell, Mallorca DO, Spanien, 2020, lav alkohol (12,5%)

Det er ikke så ofte, vi får vin fra Mallorca til smagning, men her er en af dem. Og det er en dejlig vin med en varm gylden rosa farve og en let og tør smag med komplekse frugtnoter. Drik den, som den er, eller til lidt kraftige fiskeretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lumare Rosato, Tenuta Iuzzolini, Calabria IGT, Italien, 2020, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

En rosato - Italiens svar på rosévin. Og en vin helt i top med en mørk rødgylden farve og med en fin aromatisk duft af skovjordbær. I den fyldige smag er der en perfekt balance mellem tørhed og frugtsødme samt noter af søde mandler og vanille. Vinen kan nydes såvel som apéritif som til lette fjerkræs- og kødretter.

stjernestjernestjernestjerne

 de Saint Martin, Château de Saint Martin, Côtes de Provence AOP, Frankrig, lav alkohol (12,5%)

149,95 kr., pris på tilbud fra 17. til 30. juni: 99 kr., Irma

En udmærket rosé med en let krydret duft med strejf af friske ribs. Smagen er tør og elegant og igen med ribs samt en fin frugtsyre.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Valderivero Roble Cosecha, Familia Rivero, Ribera del Duero DO, Spanien, 2019, høj alkohol (14,5%)

59 kr. for denne dejlige Ribera-rødvin er yderst rimeligt. Det er en intens og kraftigt krydret vin med en god balance mellem duft og smag. Drik den til sommerens grillmad.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Neleman, Valencia DO, Spanien, middel alkohol (13,5%)

88,75 kr., Wineshop

En dejlig rødvin på Cabernet Sauvignon og den lokale Valencia-drue Bobal. Den dufter af solbær, kirsebær og vanille og har en fint krydret smag med en anelse anis til slut. Vinen er både økologisk og vegansk.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Mascota, Mascota Vineyards, Malbec, Mendoza, Argentina, 2018, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 25. juni til 8. juli: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rødvin med en fin herbal og let krydret duft. Smagen er fyldig og aromatisk og igen med en fin krydring samt solbær og brombær. Det er en vellavet og lækker vin med tilpas tanniner til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chiaro Zinfandel, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 25. juni til 30. juli: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Duften af denne rødvin er yderst aromatisk og intens med en hel kurv fuld af modne bær og især kirsebær. Smagen er lækker og fuld af frugt og med en fin balance mellem frugtsødme og tørhed. En lille syre spiller tredjeviolin til slut i den lange eftersmag.

stjernestjernestjerne

Jam Shed, Malbec, Mendoza, Argentina, 2019, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 25. juni til 8. juli: 35 kr., SuperBrugsen

Ordet "jam" (marmelade) i navnet på denne rødvin lægger op til en vin med megen sødme. Og det har den bestemt også. Den er fuld af søde mørke bær samt en anelse vanille. Men der mangler lidt modspil - lidt kant til al sødmen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerneØ

Spaccaforno Eloro, Riofavara , Nero d'Avola, Eloro DOP, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%)

138,95 kr., SPS Wine

Duften af denne gode rødvin, der er veganer-venlig, byder på kantareller, violer og modne brombær. Smagen er fyldig og koncentreret og kraftigt krydret og med et godt tanninbid til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eclipse Old Vine Zinfandel, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (15%)

149 kr., pris på tilbud: 89 kr., Kjær & Sommerfeldt

En meget harmonisk rødvin med noter af kakaobønner, lys chokolade og modne mørke kirsebær over både duften og smagen. De mere sødmefulde noter får fint modspil af en anelse frugtsyre til slut i eftersmagen. En vin til kraftige kødretter og tørre smagfulde oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Millebuis, Pinot Noir, Bourgogne Côte Chalonnaise AOC, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

189 kr., på tilbud til 129 kr., Juul's Vin og Spiritus

Dette er en dejlig og fint krydret rødvin med rosmarin og timian i duften og med en tør og elegant smag med god frisk frugt og et lille tanninbid til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Cornières, Maison Chanzy , Santenay AOC, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%)

249 kr., Vinotto

Bourgogne er dyr - og ja, man skal lægge en pæn sum også for denne rødvin, selv om prisen ikke ligger i den helt tunge ende, når det gælder dette fornemme vindistrikt. Men det er unægtelig en rigtig dejlig rødvin - elegant og typisk rød Bourgogne med sin fine bærsmag, stringens og bløde tanniner.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen