Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 30, 2021



Dette fad, som tilhører Weingut Meike Näkel i Ahr, er ifølge fotografen, vinskribent Stuart Pigott, endt hele 3 km fra det sted, hvor vineriet engang befandt sig.

En katastrofe for Ahr-dalen

Tyskland, Belgien og Holland er som bekendt blevet ramt af alvorlige oversvømmelser som følge af usædvanligt store nedbørsmængder.

I Tyskland, faldt der ifølge vejrmeldetjenesten Deutscher Wetterdienst i nogle områder det, der svarer til to måneders regn i løbet af 24 timer. Når det gælder vinens verden, er det især gået hårdt ud over den lille vinregion Ahr, hvor floden af samme navn, som er en biflod til Rhinen, gik over sine bredder og oversvømmede Ahr-dalen.
Som ved en tsunami rev massive vandmasser biler og indbo med sig i byerne i dalen, og flere steder står kun husmurene tilbage som tomme skaller. Vinfade, flasker, traktorer og vintanke flød i gaderne, og hele vinerier er rippet for udstyr.

Mosel er også ramt


For flere af producenterne i Ahr-dalen er vinmarkerne det eneste, de har tilbage. De i alt 563 hektar vinstokke i Ahr breder sig op ad skråningerne ned mod dalen i sikker afstand fra vandmasserne.
Også andre vinområder i Tyskland, heriblandt Mosel, er blevet ramt af oversvømmelser, men heldigvis er skaderne ikke så katastrofale som i Ahr.
Fra de andre vinregioner strømmer hjælpen til vinbønderne i Ahr-dalen. De har brug for udstyr, redskaber og hjælp i vinmarkerne, så de kan koncentrere sig om oprydningsarbejdet i byerne og vinerierne. Og når høsten står for døren om nogle måneder, vil mange af dem få brug for hjælp til udstyr, så de kan presse druerne.

Økonomisk hjælp på vej


Den økonomiske hjælp er ligeledes på vej. Verband Deutscher Prädikats und Qualitätsweingüter (VDP), Tysklands forening af top-kvalitetsvinhuse, er således i gang med at organisere velgørenhedsbegivenheder. Og Deutsche Weine har også givet en økonomisk håndsrækning, ligesom der flere steder afholdes vinfestivaler, hvorfra overskuddet går ubeskåret til vinbønderne i Ahr.
En lille film på YouTube lagt ind af Aktiplan Rhein-Ahr Anzeiger viser, hvad indbyggerne i Ahr har at slås med.


Randall Grahm.

Vinserien "Sproget ja"

Sidste år solgte en af Californiens mest innovative vinproducenter, Randall Grahm, sit livsværk, Bonny Doon Vineyard i Santa Cruz Mountains. Køberen var det amerikanske investeringsfirma WarRoom Ventures og Grahm er forblevet som både vinmager og partner i vinhuset.
Ifølge ham selv har han aldrig været nogen god forretningsmand, så det bedste for ham var at få et firma med forstand på pengesager i ryggen.
Det har han også sørget for med sit nyeste projekt - en serie vine med navnet ”The Language of Yes” (Ja-sproget). Han har nemlig indgået et samarbejde om vinene med det store californiske vinhus E. & J. Gallo, som også står for markedsføringen.

Vine i Rhône-stil


Randall Grahm var blandt de første, der så et potentiale i at dyrke Rhône-druer på californisk jord, og i Bonny Doon Vineyard, som han grundlagde i 1983, plantede han Syrah, Viognier, Roussanne og andre druer fra det sydfranske distrikt. Til den nye vinserie vil der også udelukkende blive anvendt Rhône-druer, og allerede i år vil de tre første vine - en rosévin og to rødvine - komme på det amerikanske marked. For E. & J. Gallo er det nyt med vine i Rhône-stil i porteføljen.
Navnet på vinserien, ”The Language of Yes”, er typisk for Grahm, der elsker at give sine vine lidt kryptiske navne. Det er afledt af Languedoc, som jo er navnet på et sydfransk distrikt. Og det gamle traditionelle sprog i distriktet samt i Provence og det sydlige Rhône er "langue de occitanie", sproget fra Occitanie (Languedoc). Men på dette sprog, som i dag kun er meget lidt anvendt, betyder "oc" også "ja".


Et af de kendte mærker af russisk mousserende vin.

Historien om russisk ”champagne”

I uge 28 nævnte vi, at Vladimir Putin havde indført en ny lov, hvor det kun er, Sovetskoye Shampanskoye (russisk champagne), der må markedsføres som ægte champagne i Rusland. Det er noget, der har vakt harme i det franske Champagne-distrikt - både fordi distriktet værner om sit navn, og fordi det har en stor eksport af ædle bobler til russerne. Sagen bliver nu vendt på regeringsplan mellem Frankrig og Rusland.
I forbindelse med denne disputs er det oplagt at fortælle om historien bag russisk ”champagne”.
Ruslands zarer og overklasse har siden 1700-tallet været store yndere af champagne - og især af den fra Veuve Clicqout. Og det var da også en russisk adelsmand, prins Golitsyn, der med inspiration fra det franske distrikt grundlagde Ruslands første ”champagne”-hus, Novy Svet, i 1878 på Krim-halvøen.

Vandt over fransk champagne


Prins Golitsyns mål var at kunne forsyne den russiske elite med boblevine, der i kvalitet kunne matche champagne, og han hyrede derfor også vinmagere fra det franske distrikt til at fremstille vinen.
Prinsen fik stor succes med sin Novy Svet ”champagne” - så stor, at vinen vandt den eftertragtede internationale pris, Grand Prix de Champagne, ved verdensudstillingen i Paris i år 1900. Og det skete under en blindsmagning med deltagelse af adskillige franske champagner.
Prins Golitsyn fik udgravet dybe tunneller i bjerget Koba-Kaya, hvor hans mousserende vine kunne ligge og modne - ligesom champagne ligger og modner i store underjordiske kalkhuler i Champagne-distriktet.

Folkets champagne


Med revolutionen i 1917 var det slut med zarer, elite og prinser i Rusland - men ikke med mousserende vin. Den nye socialistiske regering under Joseph Stalin bad nogle russiske vinmagere om at skabe en ”champagne” for folket - en ny, hurtigt fremstillet og billig mousserende vin. Nu skulle champagne masseproduceres og være tilgængelig for alle. Resultatet blev et nyt vinmærke, der fik navnet Sovetskoye Shampanskoye, hvoraf første flaske blev tappet i 1928.
Vinen blev ikke fremstillet på champagne-metoden - som Novy Svet blev det - hvilket vil sige med anden gæring på flaske og tre års modning i mørke kældre. Der blev sparet på omkostningerne ved at bruge ”sodavands-metoden”, hvor man ganske enkelt pumper kulsyre ind i en ståltank, fyldt med vin.
I dag anvender russerne såvel ”sodavands-metoden” som champagne-metoden til deres Sovetskoye Shampanskoye.


Navnet meldug er velvalgt for denne svampesygdom, som angriber vinstokkene og drueklaserne. Foto: Wikipedia/ Maccheek.

Nordfrankrig ramt af udbredt meldug

Store dele af Nordfrankrig har ligesom Tyskland, Holland og Belgien været udsat for betydelige mængder regn med oversvømmede vinerier og vinmarker til følge. Men det, der vækker størst bekymring her, er udbredelsen af svampesygdomme - og især af meldug - i vinmarkerne.
Nedbøren i forening med lune sommertemperaturer giver perfekte trivselsforhold for meldug, og i blandt andet Alsace er angreb fra svampesygdommen nærmest eksploderet i de senere dage.
Ifølge Wine-Searcher er det nogle af de værste angreb, vinproducenterne i det nordfranske distrikt nogensinde har oplevet. Især Alsaces mange økologiske og biodynamiske vinproducenter, der ikke sprøjter mod meldug, er blevet hårdt ramt.

Vinstokkene forsvandt i et hul


Også i Champagne klager vinproducenterne og drueavlerne deres nød. Mellem d. 12. og 15. juli faldt der hele 100 mm regn, og det satte gang i udbredte angreb af meldug stort set over alt i distriktet. I de marker, hvor angrebene er værst, vil man højst sandsynligt ikke kunne høste druerne.
Vandmasserne gør det også svært at arbejde i vinmarkerne, ligesom de kan have katastrofale følger for vinstokkene. Hos vinproducenten Eric Dravigny i Marne forårsagede de store mængder regn fx, at en god bid af hans vinmark ganske enkelt forsvandt ned i et stort hul i jorden.


Hver eneste hav-modnede flaske er unik, når det gælder "hav-mønstret" på oversiden. Foto: Ocean Fathoms.

Hav-modning og hav-miljø

Det med at havmodne vine har grebet om sig i de senere år. Stadig flere vinhuse nedsænker flasker med vin i havet og hiver dem op igen efter et år eller to - man ser det både i Italien, Spanien, Grækenland og Chile.
Smagninger af ”hav-vine” op mod kontrol-vine, som er modnet på landjorden på normal vis, skulle efter sigende have vist, at "hav-vinene" er mere udviklede og aromatiske og har blødere tanniner.
For nylig måtte et californisk vinfirma, Ocean Fathoms, der hav-modner vine for en række vinhuse ud for kysten i Santa Barbara, stoppe sin virksomhed - i hvert fald midlertidigt. Årsagen er, at firmaet er faldet i unåde hos kyst-myndigheden California Coastal Commission.
Kyst-myndigheden fik ifølge Los Angeles Times nys om, at Ocean Fathoms ikke havde indhentet tilladelse til at hav-modne vine - en tilladelse, som firmaet sandsynligvis heller ikke havde fået. Hos California Coastal Commission mener man nemlig, at hav-modning kan have alvorlige konsekvenser for havet og dets rige dyreliv.

Rene blære-vine


Når Ocean Fathoms sænker sine stålbure på størrelse med vaskemaskiner fyldt med vinflasker ned på havets bund, risikerer man, at skaldyr bliver knust, og fisk og blæksprutter bliver fanget i burenes tremmeværk, lyder det fra kyst-myndigheden.
Når flaskerne kommer op fra havet, er de prydet med et fantastisk mønster af små havdyr, skaller, tang osv., og nogle af disse dyr er ifølge California Coastal Commission sandsynligvis stadig i live, når flaskerne bliver hevet op.
Betagende ser mønstrene ud, og det er bestemt med til at sætte prisen i vejret. Vinene, som Ocean Fathoms hav-modner for diverse vinhuse, sælges for op til 350 dollars (cirka 2000 kr.) flasken.
Skeptikere af hav-modning, der ikke tror på, at det ændrer vinenes smag i positiv retning, kalder det for et marketingstunt målrettet rige mennesker, der gerne vil blære sig med at have noget helt særligt i vinkælderen.

Smider dyrene tilbage i havet


I en artikel i Santa Barbara Magazine kan man se en flaske fra Ocean Fathoms, der netop er hevet op af vandet og hvorpå, der klynger sig en baby-blæksprutte. Om blæksprutten er død eller levende, fortæller historien ikke noget om, men billedet har i hvert fald ikke hjulpet på vinfirmaets situation.
Til sit forsvar siger ejerne af Ocean Fathoms, at blæksprutter og andre levende havdyr selvfølgelig bliver smidt tilbage i havet igen. Og, at firmaet i øvrigt donerer en del af sin indtjening til forskellige hav-miljøprojekter.
Om kort tid skal der være en høring om sagen, hvorefter det afgøres, om Ocean Fathoms skal have tilladelse til sin hav-modning af vine.
Det er en tankevækkende sag, og det bør efter VinAvisens mening selvfølgelig undersøges til bunds, hvilke konsekvenser denne form for modning har for vores have og havdyr, før endnu flere vinhuse hopper med på trenden.

En tredjedel af russerne er afholdsfolk

Russere drikker vodka og rigtig meget af den. Denne traditionelle opfattelse af den typiske russer er blevet slået fast med syvtommers søm i adskillige Hollywood-film gennem de sidste mange årtier.
Men det med russernes store forbrug af vodka - eller alkohol i det hele taget - er lidt af en myte. Det viser en ny forbrugerundersøgelse udført af det russiske analysefirma WCIOM.
Ifølge undersøgelsen rører hele 38% af russerne slet ikke alkohol, og kun 1% drikker alkohol dagligt. Antallet af afholdsfolk er højst blandt de ældre russere - her svarede 51% af dem, der var over 60 år, at de var inkarnerede afholdsfolk.

Vin er favoritten


Og så til det med vodkaen - faktisk ligger vin på en førsteplads over de mest populære alkoholiske drikke i Rusland. Dernæst kommer øl og så vodka på tredjepladsen.
Men ifølge data fra The International Wine & Spirit Research (IWSR) stiger russernes alkoholforbrug en anelse i disse år - i 2020 var det med 0,6% - hvilket er godt nyt for det stigende antal europæiske vinproducenter, der har investeret i det russiske marked gennem de sidste ti år.


Kig efter den lille sticker med "Best Riesling Alsace" - så ved du, at vinen er blandt vindervinene i konkurrencen af samme navn.

Bedste Riesling-vine på det danske marked

For tredje gang har et velkvalificeret dommerpanel udvalgt de bedste Alsace-vine på Riesling-druen på det danske marked i konkurrencen "Best Riesling Alsace". Der blev blindsmagt i alt 143 tilmeldte vine - i 2020-udgaven af konkurrencen var der tilmeldt 100 vine - og de blev bedømt efter 100-pointskalaen.
Hele 78% af vinene var økologisk eller biodynamisk certificerede, hvilket viser den store interesse, der er i det nordfranske vindistrikt for økologisk vindyrkning.
Tørre hvidvine på Riesling-druen er ofte oplagte ledsagere til sommerens fisk- og skaldyrsretter, og hvis du i denne tid går på jagt i supermarkeder og vinforretninger efter en af disse vine, så kig efter den lille sticker på flasken med ”Best Riesling Alsace”. Ser du en sådan sticker, så er vinen en af årets vindervine.

En glimrende oversigt


Du kan også finde frem til vinene ved at besøge konkurrencens hjemmeside. Her er der en glimrende oversigt over de i alt 40 vindervine med al den info, man har brug for: Producent, beskrivelse af vinen, info om, hvilke retter, den egner sig til, og - hvilket er det vigtigste - den danske importør af vinen.
Et ekstra plus ved denne oversigt er, at vinene er inddelt i priskategorier, så man kan klikke ind på vine mellem 50 og 100 kr., 101 og 200 kr. (dem er der flest af) og så mellem 201 og 300 kr.
Det er Sopexa/Ehrenberg Sørensen Kommunikation man kan takke for den gode oversigt - og for konkurrencen, som PR-bureauet har arrangeret på vegne af Alsaces’s vinproducentforening CIVA (Conseil Interprofessionnel des Vins d'Alsace).
Som vi ofte nævner i VinAvisen, så skal vinkonkurrencer altid tages med et gran salt - der findes jo garanteret mange andre dejlige Alsace-vine på Riesling-druen, som ikke deltog i konkurrencen.

Den nye gin, Ultrasonic Gin.

Gin fremstillet med flagermuse-lyde

Når flagermus jager insekter, anvender de såkaldt ultrasonisk lyd, der ligger over den tærskel, vi mennesker kan høre. Når denne lyd rammer et byttedyr, sendes den tilbage som et ekko og afslører dermed, hvor dyret befinder sig.
Nu har det britiske destilleri Puddingstone Distillery i Hertfordshire nord for London kreeret en gin inspireret af flagermusenes særlige lyde. Destilleriet har ladet enebær, hyldeblomster, koriander, æbler, mynte og andre ”botanicals” trække sammen med vand og alkohol. Og mens denne trækkeproces fandt sted, blev blandingen udsat for ultrasoniske lyde, som ifølge destilleriet hjalp til med at frigive de aromatiske olier. Dernæst gennemgik olierne og diverse botanicals en langsom destillationsproces.

Støtter et godt formål


Den er vist lidt langt ude, vil de fleste nok tænke - og det fremgår heller ikke, om ginnen, der er døbt Ultrasonic Gin, skulle smage bedre, fordi dens botanicals og olier har været udsat for de ultrasoniske lyde.
Men der er en højere mening med galskaben. Ginnen er skabt i samarbejde med foreningen Herts and Middelsex Wildlife Trust, og for hver flaske, der sælges, går der 2 pund (cirka 17 kr.) til foreningen og dermed til arbejdet med at bevare områdets flagermus.
Skinners whiskey-specialist, Joseph Hyman, udtog et par dråber fra den gamle flaske ved hjælp af en kanyle. Prøven blev sendt til University of Georgia, hvor man brugte den til at datere whiskeyen.

Verdens nok ældste whiskey solgt

En flaske, der menes at være verdens ældste flaske whiskey, blev for nylig solgt på en auktion for 130.000 dollars (cirka 820.000 kr.).
Flasken, der er af mærket Old Ingledew Whiskey, er af University of Georgia dateret til mellem 1763 og 1820, og den slår dermed den nuværende rekordindehaver, en flaske Baker’s Pure Rye Whiskey fra 1847.
Den gamle flaske whiskey har tilhørt en amerikansk finansmand, John Pierpont Morgan, som købte den i 1902. Og det er en af hans efterkommere, der har valgt at sælge klenodiet.
Auktionshuset Skinner, hvor flasken blev solgt, havde vurderet den til kun en fjerdedel af den pris, som den endte med at indbringe. Man kan læse mere om flasken ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Kresten Vestergaard-Frandsen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Kresten Vestergaard Frandsen (f. 1955) har om nogen fået købmandskab og vin ind med modermælken. Som søn af købmand Wagn Vestergaard Frandsen har han fra barns ben haft sin gang i faderens købmandsgård i Adelgade i Kolding, hvor han allerede som 13-årig fik lov til at passe vinhylderne.
Egentligt ville han have været revisor og begyndte derfor at læse på Handelshøjskolen i Århus. Men i starten af 1980'erne vendte han tilbage til Kolding, hvor han blev ansat hos købmand Erik Ellegaard.
Revisortanken blev droppet, og gennem syv år var han med til at opbygge og udvikle Erik Ellegaards vinkælder, som var kendt for sin samling af eksklusive Bordeaux Grand Cru Classé vine.
Siden hen har Kresten Vestergaard Frandsen holdt mange vinforedrag og været guide på vinrejser til blandt andet Alsace, Bourgogne og Rhône. Han har undervist koloniallærlinge i vin og spiritus på Kolding Købmandsskole og har afholdt en række meget populære vinkurser hos FOF.
I 1990 åbnede Kresten Vestergaard Frandsen Kolding Vinhandel og har siden da forsøgt at videregive sin kærlighed til god vin til de mange trofaste kunder.
Han har diplomer for vinkurser fra både The German Wine Academy og Bordeauxs Chambre de Commerce og rejser ofte rundt i Europa for at besøge de vinhuse, der leverer flaskerne til forretningens hylder. Alt sammen med det formål at blive klogere på vinens verden generelt og i særdeleshed på de vine, han selv importerer og videresælger.
Kolding Vinhandel har haft vokseværk gennem årene, og i 2012 blev forretningen, i samarbejde med Kresten Vestergaard Frandsens ældste søn, Kristian, udvidet med en ny engrosdel, Vestergaard Wines ApS.
Fritiden bruges flittigt på golfbanen - og i vinmarken. Bag hjemmet har han og hans kone, Inger, nemlig plantet 65 vinstokke med druerne Solaris og Rondo. Kresten Vestergaard Frandsen er i øvrigt medstifter af Koldinghus Vinlaug.
Adresse: Kolding Vinhandel / Vestergaard Wines, Låsbybanke 12, 6000 Kolding, tlf.: 75 53 58 28 e-mail: info@koldingvinhandel.dk, info@vestergaardwines.dk, www.koldingvinhandel.dk, www.vestergaardwines.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor er der kaffebønner i likøren?

For nylig fik Vivi Schou for første gang serveret et glas af den italienske likør Sambuca, og nede i bunden af glasset lå der nogle kaffebønner. Nu vil hun gerne høre lidt mere om likøren, og hvorfor man kommer kaffebønner i glasset.
Navnet Sambuca menes at stamme fra det arabiske Zammut, en anisdrik, som blev importeret til Italien, og som ankom med de store skibe til havnebyen Civitavecchia.
Sambuca er fremstillet på lakrids, stjerneanis og hyldeblomster, og i Italien er den en hyppig ledsager til kaffen - eller i kaffen, hvilket kaldes for en ”correzione per caffè” (en tilrettet kaffe).
Derudover nyder italienerne den on the rocks (con ghiaccio) - hvilket er forfriskende om sommeren - eller med vand, hvilket giver drikken en mælkehvid farve. Årsagen til farveskiftet er, at anis-spiritusser indeholder en hel del æteriske olier. Olierne kan godt opløses i alkoholen, men ikke i det tilførte vand, hvorfor de udskilles, og drikken bliver uklar og mælkehvid.

Sambuca med fluer


Det er også udbredt at drikke Sambuca, sådan som vores læser fik den serveret, ”con mosca” - italiensk for "med fluer" - hvor ”fluerne” er kaffebønner. En Sambuca med syv kaffebønner symboliserer Roms syv høje, mens tre kaffebønner enten kan henvise til helse, lykke og rigdom eller til den mere religiøse version, treenigheden Faderen, Sønnen og Helligånden.
Hvis man bare beder om ”con la mosca” får man et glas Sambuca med kun en enkelt kaffebønne.
Bønnerne afgiver i sig selv smag til likøren, og smagen af kaffe forøges, hvis man tygger på bønnerne, samtidig med at man drikker Sambucaen.
Såvel den rene Sambuca som ”con mosca” udgaverne bliver også flamberet, hvilket skulle give en rund og blød smag.


Ugens vinøse billede

Rikke Persson har taget dette billed på et marked i en lille by i det franske Dordogne. Det viser en vinbonde, som har slået sin forretning op mellem boderne med ost og skinke, sko og spraglede damekjoler.
I den åbne bil ligger nogle store blå beholdere med billig vin. Her kan man få tanket op i sine egne flasker eller dunke.
Vinbonden hedder åbenbart Bonhomme, hvilket på fransk betegner en god og venlig mand - og i det canadiske Quebec er det navnet på snemanden, som er maskot for vinterkarnevalet. Men Bonhomme er også et familienavn, og vinbonden følger den gamle franske (og japanske) skik med at sætte efternavnet før fornavnet. Hos os ville han hedde Alain Bonhomme.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621


643 Hos Kanonkoop i Stellenbosch høstes druerne under den bagende sydafrikanske sol. (foto © Kanonkoop).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 18 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Riesling Feinherb, Weingut Dr. Renate Willkomm, Mosel, Tyskland, 2020, lav alkohol (10,5%)

74,95 kr., Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En økologisk hvidvin med en dejlig duft af blomster, citrusskal og fennikelblade. Smagen har en fin sødme - lidt à la kandiseret citron - samt noter af mirabelle. Eftersmagen er lang og delikat. Nyd vinen godt afkølet, som den er, eller til fiskeretter med citron og lidt ingefær. Et kup til de 75 kr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cabalié Blanc, Vin de France, Frankrig, 2020, lav alkohol (12%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 67 kr., AndrupVin.dk

En harmonisk og meget dejlig hvidvin fremstillet på 75% Viognier, 20% Colombard og en lille mængde Muscat. Det er en frisk vin med en fin duft af krydderurter og lime og med en aromatisk smag af grønne druer, mirabeller og modne æbler og en anelse syre til slut. En dejlig velkomst-vin eller ledsager til fx stegt laks.

stjernestjernestjerne

Bernkastel-Kues Riesling Kabinett, Peter Mertes, Riesling, Mosel, Tyskland, 2019, lav alkohol (10,5%)

99 kr., pris ved 3 flasker: 75 kr., Mr. Ruby

En hvidvin med en moden frugtduft og med en tør smag med strejf af lyse rosiner. Vinen virker dog lidt træt, og smagen slutter hurtigt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ibis, Italien, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 5. august: 46,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En absolut dejlig og let drikkelig hvidvin med en anelse anis og kærlighedsfrugt i duften og med en aromatisk smag af lyse blommer, grønne modne druer og sommeræbler. Eftersmagen udvikler sig med fine krydrede noter. En vin, mange vil kunne lide, og man går derfor ikke galt i byen, hvis man køber den til et lidt større selskab. Tilbudsprisen er yderst fordelagtig. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Novellum, Chardonnay, Vin de France, Frankrig, 2020, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 85 kr., AndrupVin.dk

Der er mild citrus i duften af denne gode hvidvin, mens smagen er tør med god frugt og en anelse mineralitet. Drik den til sommerens skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjerne

Lentz Pinot Gris, Pinot Gris, Alsace AOC, Frankrig, 2018, lav alkohol (12,5%)

120 kr., pris på tilbud indtil 29. august: 100 kr., Skjold Burne

En god hvidvin til den lidt søde side - uden at vinen er decideret sød. Smagen er fyldig med modne grønne druer og en behagelig tørhed til slut. Drik vinen, som den er, eller til lette asiatiske retter med et sødt indslag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ramón do Casar, Ribeiro DO, Spanien, lav alkohol (12,5%)

139 kr., pris ved 6 flasker: 119 kr., Jysk Vin

Denne dejlige hvidvin er fra Ribeiro, en appellation i den spanske region Galicien. Den fine duft af papaya og modne citrusfrugter går igen i den fyldige smag, og de liflige smagsnoter holder hele vejen ud i den lange eftersmag. Nyd vinen til kraftige skaldyrsretter eller en ekstra god fjerkræs-ret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Solaris Classic, Skærsøgaard Vin, Solaris, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2020, lav alkohol (11,5%)

En hvidvin med duft af friske grønne druer og karambolefrugt. Smagen er fyldig, frisk og med en perfekt balance mellem frugtsødme og syre og med en lang og liflig eftersmag. Det er en meget elegant vin, der kan drikkes godt afkølet, som den er, eller til sommerens lyse fiskeretter.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Stony Creek Rosé, Shiraz, South Australia, Australien, 2020, lav alkohol (13%)

80 kr., pris på tilbud indtil 29. august: 60 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En meget lys rosé med duft af ribs og lyse kirsebær. I smagen er der frisk bærmost med tilpas sødme - samt en interessant og ret markant note af mild lakrids, der holder ud i den lange eftersmag. Det er en delikat vin, der vil være sagen, som den er, godt afkølet, men den vil også være en fin ledsager til både laks og stegte kyllingeretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mini Mi, Famille Breban, Méditerranée IGP, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%)

90 kr., pris på tilbud indtil 29. august: 75 kr., Skjold Burne

En dejlig og let rosévin med en fint parfumeret duft af modne ribs. Også i den milde smag er der ribs samt granatæble. Eftersmagen holder længe i munden og slutter med en behagelig tørhed. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

French Bulldog Grenache, Wines and Brands, Grenache, Languedoc IGP, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

99 kr., pris ved 6 flasker, VinMedMere.dk

Der er brombær og vanille i duften af denne gode rødvin. Smagen er fyldig og frugtrig og med bløde tanniner. Prisen er lige i overkanten og koster den femte stjerne. Vinen vil egne sig glimrende til sommerens (kød)grillretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine Maby Variations, Côtes du Rhône AOP, Frankrig, 2019, høj alkohol (14,5%)

En rigtig dejlig og aromatisk rødvin på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Den har fine noter af solbær og anis i duften og en forførende smag af sommerbær. En fin syre afslutter denne velkomponerede vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Clos de los Siete, Valle de Uco, Argentina, 2018, høj alkohol (14,5%)

159 kr., pris på tilbud fra 29. juli til 11. august: 99,80 kr. ved 6 flasker, Irma

Den berømte vinkonsulent Michel Rolland har rådgivet under fremstillingen af denne rødvin - som, selv om den er lavet i Valle de Uco i Mendoza, har en klassisk Bordeaux-duft. Smagen har rygrad og stringens, er kraftig, intens og fint krydret og med noter af lakrids i den lange eftersmag. Det er en dejlig vin, som kan drikkes nu eller gemmes i endnu et par år.

stjernestjernestjerne

Jean-Etienne Charmette, Gamay, Beaujolais, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

160 kr., 100 kr. ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin

En rødvin med duft af søde mørke rosiner og med en frisk og fyldig bærsmag. Det er en ok vin, men også en lidt uharmonisk vin med en lidt markant syre til slut.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Sorts, Celler Masroig, Mont Sant DO, Spanien, 2018, høj alkohol (14,5%)

169 kr., pris ved 6 flasker: 140 kr., Holte Vinlager

Med denne rødvin er der budt op til bal med sommerens grillretter. Vinen er lavet på Carignan og Syrah – et drueægteskab der giver en koncentreret vin med moden frugt og strejf af vanille i både duft og smag efter tretten måneders fadmodning.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diablo Black, Viña Concha y Toro, Cabernet Sauvignon, Valle del Maule, Chile, 2018, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud indtil 5. august: 75 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Diablo betyder djævel på italiensk, og dette er bestemt en djævelsk god vin. Allerede før vinen fra den åbnede flaske skænkes i glasset, stiger den koncentrerede og dejlige duft af modne solbær op fra flaskehalsen. Også i smagen er der modne solbær samt strejf af mørk bitter chokolade, kaffe og vanille. Et kup til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Agricola Icollirossi, Barolo DOCG, Italien, 2016, middel alkohol (14%)

245 kr., Supermarco

Der er modne blombær og aromatisk tobak over duften af denne fortræffelige rødvin. Smagen er elegant, har en god struktur, er rig på bærmost med strejf af ren lakrids og med afrundede tanniner til slut. En klassisk Barolo - og en rigtig god en af slagsen.

Sød vin

stjernestjernestjernestjerne

Rozès Rosé Port, Porto, Portugal, høj alkohol (19%)

99,95 kr., Amka

Denne portvin har en mørk orange farve og en dejlig duft af hasselnødder. Smagen er sød med noter af kandiserede frugter. Det et en meget enkel portvin uden de store armbevægelser, men den er udmærket afkølet til en sød dessert. Amka henviser til nærmeste forhandler.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen