Nyheder for uge 44, 2021



Ilja Gort, der har fået sin næse forsikret for 51 mio. kr.

Forsikring af lugtesansen

For folk i vinbranchen er lugtesansen det vigtigste redskab, og det er lidt af en katastrofe, hvis den forsvinder. Under pandemien har flere sommelierer, vinproducenter, vinskribenter og andre branchefolk, der er blevet ramt af Covid-19, efterfølgende mistet lugtesansen. For de flestes vedkommende har det været muligt at træne den tilbage efter en god rum tid, men selv om sansen vender tilbage, vil visse lugte som regel opfattes helt anderledes end førhen - hvilket kan gøre det svært fortsat at bestride sit job i vinbranchen. Og så er det jo rart, hvis man er en af dem, der har forsikret sin næse og dermed sin lugtesans. Det er der faktisk en række førende vinbranchefolk, der har gjort, længe før der overhovedet var tænkt på corona..

Forsikret for 51 mio. kr.


Det gælder blandt andet Yvonne Lorkin, der er en af New Zealands mest anerkendte vinskribenter - i 2016 valgte hun at forsikre sin næse for 1 million NZD (cirka 4,6 mio. kr.).
Forsikringssummen for den amerikanske vinguru Robert Parkers næse overhaler med det, der svarer til cirka 6,4 mio. kr.
Begge summer er dog peanuts i forhold til vinproducenten Ilja Gort, der ejer Château la Tulipe i den franske by Saint-Romain-la-Virvée. I 2008 forsikrede han sin næse for 8 mio. dollars (cirka 51 mio. kr.).
Forsikringerne dækker typisk ikke kun næsen men også ganen og svælget, og forsikringssummen bliver udbetalt, hvis sygdom påvirker ens lugtesans, så man ikke kan udføre sit arbejde. Vi har endnu ikke hørt, om der er nogen, der har fået forsikringen til at dække efter tab af lugtesansen på grund af Covid-19.

Blegner sammenlignet med Ronaldo


Selv om forsikringsbeløbene for næserne lyder meget store, så blegner de sammenlignet med de summer, visse berømtheder har forsikret deres legemsdele for.
Det forlyder blandt andet, at Cristiano Ronaldo har forsikret sine fodboldben for det, der svarer til 939 mio. kr., mens kollegaen David Beckhams ben åbenbart ikke er helt så meget værd - her lyder forsikringen på 457 mio. kr.
Bruce Springsteen har forsikret sin stemme for 204 mio. kr. og Julia Roberts sit berømte store smil for 196 mio. kr. Og så er der film-aktuelle Daniel Craig, hvis hele krop skulle være forsikret for 52 mio. kr.


En lille ny Merlot-klase på vej i en vinmark i Pomerol. Foto: Wikipedia/Mark Smith.

Slut med kemiske ukrudtsmidler

Som den første franske appellation nogensinde har Pomerol i Bordeaux bandlyst kemiske ukrudtsmidler i sine vinmarker. Forbuddet er nu skrevet ind i appellationens regler for vindyrkning, så hvis ukrudtet mellem rækkerne af vinstokke generer, skal det fremover fjernes manuelt eller mekanisk.
Det er en skærpelse af de tidligere regler, hvor det var tilladt at bruge ukrudtsmidlerne, hvis man var i stand til at tilføre dem med stor nøjagtighed - og samtidig efterlod 60% af vegetationen mellem rækkerne urørt.
Ifølge Vitisphere tyder alt på, at flere franske appellationer vil følge trop - heriblandt Les Baux de Provence og Patrimonio. Patrimonio er en AOC-appellation på Korsika, og faktisk havde vinproducenterne her håbet at kunne slå Pomerol og blive den første appellation, der helt og holdent lagde de kemiske ukrudtsmidler på hylden.


Hubert de Boüard.

Hubert de Boüard kendt skyldig

I uge 40 nævnte vi, at to af Saint-Émilions førende vinproducenter, Hubert de Boüard og Philippe Castéja, var anklaget for at have manipuleret med den seneste udgave af appellationens klassifikation fra 2012 (den finder sted hvert tiende år).
Nu er der faldet dom i sagen ved retten i Bordeaux, og Boüard blev kendt skyldig og skal betale en bøde på 60.000 euro (cirka 446.000 kr.).
I 2012 stod Boüard i spidsen for Bordeaux-armen af den franske appellationsmyndighed, INAO, der overvågede klassifikationen. Og det skulle være i den egenskab, han ifølge dommeren har praktiseret ”ulovlig partiskhed” - med andre ord har tilgodeset sig selv og nogle af de mange slotte i Saint-Émilion, han er rådgiver for.

Philippe Castéja frikendt


Hubert de Boüards eget vinslot, Château Angélus, blev således forfremmet til Premier Grand Cru Classé A - den allerfineste betegnelse - mens syv andre vinslotte, som Boüard er konsulent for, enten blev forfremmet eller beholdt deres status. Philippe Casteja, der ejer Premier Grand Cru Class B slottet Château Trotte Vielle, blev pure frifundet.

Ingen indflydelse på degraderingen


Sagsøgerne var nogle af de slotte, der var blevet degraderet under klassifikationen, og de er bestemt ikke tilfredse med dommen. For Hubert de Boüard er bøden da også kun et lille greb i lommen, og han blev desuden frikendt i spørgsmålet om at have haft indflydelse på degraderingen af sagsøgerne.
Boüard har taget til genmæle efter dommen, som han kalder for uretfærdig - ifølge ham, har han altid fulgt INAO's regler til punkt og prikke og alt, hvad han har gjort, har han gjort til fælles bedste.
Dommen kommer samtidig med, at man i Saint-Émilion er i gang med forberedelserne til den næste klassifikation i 2022.


I Langelinie Pavillonens stemningsfulde omgivelser stod den på portugisisk vin i lange baner.

Portugisisk vin i hele paletten

Portvin er så berømt, at man godt kan glemme, at Portugal også fremstiller glimrende rød- og hvidvine - endda fra selveste Douro-dalen, som er portvinens højborg. Det stod klart efter et besøg i Langelinie Pavillonen for nylig, hvor 27 portugisiske vinproducenter præsenterede deres vine.
Bag en af standene fandt vi vinmageren Tiago Alves de Sousa, som blandt andet gav os en smagsprøve på sin fortræffelige og elegante hvidvin Branco da Gaivosa fra netop Douro (forhandles herhjemme af Det Portugisiske Hus).
Den familieejede vingård Alves de Sousa var blandt de første til at lancere andet end portvin fra Douro-dalen. Det var i 1990’erne, og som Tiago Alves de Sousa fortalte, så var det bestemt ikke let at overbevise omverdenen om, at ”portvins-dalen” også var i stand til at frembringe gode hvid- og rødvine. I dag eksporterer vingården mere stillevin end portvin.

Stort set kun portvine på hylderne


For andre er det med at eksportere portugisiske stillevine stadig ”op ad bakke” - også når det gælder det danske marked. Sådan lød det blandt andet fra repræsentanten bag Caves Arcos do Reis stand. Dagen før havde han besøgt et dansk supermarked, og her havde han under ”Portugal” i vinafdelingen stort set udelukkende fundet portvine.
Men det går faktisk den rigtige vej for de gode stillevine - importen af portugisisk vin (dog inklusiv portvin) til Danmark er steget med 33% i værdi i første halvdel af 2021 sammenlignet med samme periode i 2020.

Portugals væld af druer


Caves Arcos do Reis, der fremstiller vine i flere forskellige portugisiske distrikter, søgte - ligesom de fleste andre udstillere - en dansk importør.
Vinhuset havde blandt andet en rigtig dejlig mousserende vin - det kan portugiserne også lave. Den var på den blå drue Baga - en ud af hele 250 lokale portugisiske druer. Denne kolossale vifte af druer bliver flittigt brugt af Portugals vinproducenter, og den er så afgjort med til at gøre portugisisk vin spændende at udforske.
Smagningen bød også på skønne rødvine med frugten i front - og selvfølgelig også en stribe fortræffelige portvine, blandt andet fra Kopke. Endnu en hvidvins-perle fandt vi hos J. Portugal Ramos Family Estates i den friske og mineralske Vinho Verde på Alvarinho-druen. Den importeres til Danmark af Hans Just.


Foto: Wikipedia/brdall.

Ingredienser og næringsværdi på flaskerne

Med jævne mellemrum har det været diskuteret i EU, om man skulle sætte en liste over ingredienser og næringsværdi på vin- og spiritusflaskerne - ligesom de lister, man har på alt fra mælk til chokolade.
Nu har to europæiske foreninger, Comité Européen des Entreprises Vins (CEEV) og SpiritsEurope, slået sig sammen med et firma, der sørger for digitale løsninger, og sammen har de lanceret projekt U-label.
Projektet henvender sig til vinproducenter og spiritusfirmaer globalt - dog omfatter det kun vine og spiritusflasker, som sælges i Europa. På flaskernes bagetiket vil der være en QR-kode, som - når man skanner den - fører én videre til en hjemmeside med en liste over produktets ingredienser og næringsværdi.

Seksten prøvekaniner


Listen kan fx omfatte sukkerindhold, kalorier, mængden af svovl og måske - for vinenes vedkommende - godgørende stoffer som resveratrol. Ved at benytte en QR-kode slipper man for en alenlang tekst på etiketten.
Foreløbig har seksten producenter og firmaer meldt sig som prøvekaniner - heriblandt champagnehusene G.H. Mumm og Taittinger. Og bliver systemet en succes hos såvel producenter som forbrugere, kan det blive en skabelon for de omfattende etiket-krav, EU har i støbeskeen. Man kan læse mere om U-label projektet ved at klikke her.


Robert-Jean De Vogüé Research Center.

Stort nyt forskningscenter i Champagne

Moët Hennessy, vin- og spiritus afdelingen under den franske luksuskoncern LVMH (Louis Vuitton Moët Hennessy), har netop indviet et stort nyt forskningscenter i hjertet af Champagne-distriktet. Dets navn er Robert-Jean de Vogüe Research Center til ære for en af Moët Hennessys store hedengangne ledere - ham kan man læse mere om i denne uges Hall of Fame længere nede på siden.

I det 4000 kvadratmeter store center skal der blandt andet forskes i bæredygtighed, plantefysiologi og i, hvordan man i vin- og spiritusindustrien tilpasser sig klimaændringerne.

Et byggeri til 149 mio. kr.


Resultaterne af forskningen skal selvfølgelig tilflyde Moët Hennessys 25 champagnehuse, vinhuse og destillerier rundt om i verden, men målet er også, at den viden, centret producerer, en dag skal komme et hvilket som helst fransk eller internationalt vinhus eller destilleri til gavn.
Centrets placering i Champagne er oplagt, da Moët Hennessy ejer hele fem champagnehuse - Krug, Ruinart, Mercier, Moët & Chandon og Veuve Clicquot.
Det er det franske arkitektfirma Giovanni Pace, der har tegnet det flotte, strømlignede center, hvis opførelse har kostet 20 millioner euro (cirka 149 mio. kr.). Men det har moderselskabet LVMH også råd til - salget af koncernens luksusvarer steg med 20% i tredje kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2020.


"Y" er den tørre hvidvin fra det berømte Château d'Yquem i Sauternes.

Dengang Bordeaux var et hvidvins-distrikt

Der skrives og tales så meget om rødvinene fra Bordeaux, at man godt kan glemme, at det franske distrikt - ud over de berømte søde hvidvine fra Sauternes og Barsac - også fremstiller tørre hvidvine.
Ni ud af 10 flasker fra Bordeaux indeholder i dag rødvin, men i gamle dage blev der faktisk lavet mere hvidvin end rødvin i distriktet, og sådan var det helt op til begyndelsen af 1970’erne. På et tidspunkt begyndte arealet med grønne druer at skrumpe sideløbende med, at rødvinene fik stadig mere opmærksomhed.
Der sker dog en hel del på Bordeauxs vinscene i disse år. Økologien vinder terræn med stormskridt - og så er produktionen af tørre hvidvine ifølge Meininger’s Wine Business langsomt men sikkert igen ved at vinde terræn.

Kinesisk glæde for hvidvin


Hvidvinens stigende succes hænger sammen med en generel større efterspørgsel - men også med, at Bordeauxs producenter og deres forening, CIVB, gør en stor indsats for at rette projektørerne mod vintypen.
Det største aftagerland, når det gælder de tørre hvide bordeaux’er, er Storbritannien - der sidste år overhalede USA. Dernæst kommer Belgien, Tyskland og Japan. Og hvor kineserne tidligere stort set kun importerede rødvin fra Bordeaux, bliver de nu stadig mere glade for de tørre hvidvine.
En typisk hvid Bordeaux-vin er en blandingsvin på druerne Sémillon og Sauvignon Blanc samt nogle mindre procentdele af andre grønne druer. Omkring halvdelen af distriktets tørre hvidvine er af den basale kategori Bordeaux Blanc - hvilket betyder, at de kan være fremstillet hvor som helst i Bordeaux. Men der er også fornemme og kostbare hvidvine fra diverse appellationer og berømte slotte.

Fra søde til tørre vine


Arealet med hvidvinsdruer i Bordeaux er også vokset de senere år, og samtidig med, at omverdenens interesse for distriktets søde vine er dalet, begynder stadig flere producenter i Sauternes og Barsac at fremstille tørre vine på de druer, der førhen blev brugt til sød vin.
Allerede i 1959 lancerede de to Sauternes-slotte Château d’Yquem og Château Doisy Daëne hver deres tørre hvidvin. Derefter gik der mange år, før andre ”søde” slotte fulgte efter.
Fx sendte Château Climens i Barsac først sin tørre hvidvin, Climens Asphodele 2019, på markedet i 2020. Den blev i øvrigt en stor succes, og slottet vil nu øge arealet af hvidvinsdruer, så produktionen kan nå op på 70.000 flasker fra og med årgang 2022 - og endnu flere flasker i de kommende år.


Hos Peter F. Heering var det et job for kvinder at sortere de nyhøstede kirsebær. Fra filmen hos Filmcentralen.dk.

Brutal behandling

I gamle dage var det Peter F. Heering, der herhjemme var kendt for at forvandle kirsebær - ikke til vin men til likøren Cherry Heering.
Inde på Filmcentralen.dk er der samlet et hav af gamle kortfilm, og en af dem viser, hvordan man fremstillede likøren hos Peter F. Heerings fabrik i 1924.
Man ser hele processen - hvordan kirsebærrene fra Faxe og Stevns ankommer til fabrikken på Christianshavn, bliver skovlet (ret brutalt) ned fra bilens lad og op i kar og dernæst sorteret og afstilket inde i gården.

Helt anderledes i dag


Til sidst hældes bærrene op i nogle meget store trækar, hvor gæringen foregår. Filmen varer kun 8 minutter og kan ses ved at klikke her.
I dag foregår den slags helt anderledes - et eksempel er arbejdsgangen hos Frederiksdal Kirsebærvin, hvor kirsebærrene allerede sorteres ude i marken, og der går maksimalt en time, fra de er plukket, til de er i gang med at gære. Derudover bruges der en pumpe til at pumpe bærrene op i karrene med, der er så skånsom, at den også bruges til at flytte fisk i dambrug.


Happy Halloween

Søndag d. 31. oktober står den på gru og uhygge, når Halloween indtager ind- og udland. Rigtig mange vinhuse rundt om i verden er med på trenden med uhyggelige fester, vine med Halloween-etiketter osv.

Også hos firmaer, der sælger fade til private og professionelle kan man købe fade, der er udskåret på uhyggelig vis ligesom græskar - et af disse firmaer er Whisky Barrels Direct i den skotske by Falkirk. For 150 pund (cirka 1323 kr.) kan man blive ejer af et af de her viste Halloween-fade - der med en indlagt lyskædetager tager sig ekstra gruopvækkende ud om aftenen.
Man kan jo også - hvis man selv har et gammelt vinfad stående - prøve at gøre firmaet kunsten efter.

Spiritusspecialisten Margaux Lespinasse er skibets projektleder og kældermester. Foto: Maison Ferrand.

Så er projekt Barge 166 fuldført

I uge 3 nævnte vi, at Maison Ferrand havde købt et gammelt 38 meter langt skib fra 1948, som den franske spiritusproducent ville sætte i stand og indrette til Europas første flydende modnings-kælder.
Nu er projektet - efter to års arbejde - endelig færdigt, og i sidste uge blev skibet, der er døbt Barge 166, officielt indviet.
Skibet rummer 1500 30-liters fade, der fortrinsvis indeholder Ferrands cognac og rom - men den svenske whiskyproducent Macmyra har også nogle fade med ombord.
Man kan investere i et fad og følge processen, mens indholdet ligger og modner i flere måneder. Undervejs bliver man inviteret ombord og får smagsprøver.

Skibet bliver liggende


Men der er endnu et mål med Barge 166 - at kortlægge, hvilken indflydelse ”hav-modning” har på cognac, rom og whisky. Allerede i 1650 blev der fragtet rom i fade fra Babados til England, og her fandt briterne snart ud af, at den lange sørejse og bølgernes rullen forkortede rommens modningsproces og gav den en dejlig rund smag.
Skibet vil dog aldrig mere indtage de store have - man har nemlig måttet fjerne motoren for at få plads til de mange fade.
Hvad et fad koster, og om man kan besøge Barge 166, der ligger ved Seinens bred i Issy-les-Moulineaux, uden at skulle have kreditkortet frem, er endnu ikke oplyst. Man kan se flere billeder fra skibs-fadkælderen ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Chez Julien er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Robert-Jean de Vogüé.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til grev Robert-Jean de Vogüe, en legendarisk leder af champagnehuset Moët & Chandon. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Grev Robert-Jean de Vogüé (1897-1976) var en af champagnehuset Moët & Chandons mest legendariske direktører.
Han voksede op i en aristokratisk familie i Ardèche og studerede som ung ved École Polytechnique (polyteknisk læreanstalt). Studierne blev droppet under første verdenskrig, hvor han meldte sig til militæret for at forsvare sit fædreland. Han modtog den franske orden Croix de Guerre (Krigskorset) for sin indsats og indledte en karriere som artilleriofficer.
I 1924 giftede han sig med Ghislain d’Eudeville, en efterkommer af Claude Moët, som grundlagde Moët & Chandon i 1743, og i 1930 blev han direktør for champagnehuset - en post han bestred med en enkelt afbrydelse indtil 1972.
Gennem samtlige årtier i direktørstolen fortsatte han med at udvikle Moët & Chandon - blandt andet ved at etablere datterselskaber i udlandet med vinhuse, der fremstiller mousserende vin. Det første selskab blev grundlagt i Mendoza i Argentina i 1959, efter at han selv havde kørt det oversøiske land tyndt i sin elskede 2CV på jagt efter egnede vinmarker. Datterselskaber skød også op i Brasilien og Napa Valley - adskillige år før konkurrenterne, champagnehusene Mumm og Roederer, ekspanderede på samme vis.
Robert-Jean de Vogüé var også i 1941 initiativtager til en fælles forening for champagnehusene, CIVC (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne), som den dag i dag varetager producenternes interesser, og som blev forbilledet for lignende producentforeninger over alt i Frankrig.
Under besættelsen af Champagne i 1940’erne forlangte tyskerne, at der hver uge blev leveret flere hundrede tusinde flasker champagne til de tyske officerer og de franske restauranter, der var under tysk kontrol. Robert-Jean de Vogüé havde talegaverne i orden, og blev af de øvrige champagneproducenter udset til at være den, der skulle forhandle med tyskerne - og forsøge at få kvoten nedbragt. Det lykkedes ham - ligesom han havde succes med at overtale tyskerne til at frigive 700 franske krigsfanger med den begrundelse, at de var vigtige for, at produktionen af champagne kunne opretholdes.
Samtidig med, at han forsøgte at holde en god tone overfor tyskerne, var han leder af den østfranske modstandsbevægelse - hvilket Gestapo opdagede i 1943. Han blev dømt til døden, men reddet af diplomatiske forbindelser - og ikke mindst af en omfattende strike blandt arbejderne i champagnehusene. I stedet for blev han sendt i arbejdslejr i Tyskland, hvorfra han blev befriet af britiske styrker i 1945 og kunne vende tilbage til sin direktørpost hos Moët & Chandon.
Robert-Jean de Vogüé er også husket for at være en omsorgsfuld arbejdsgiver, der - som noget helt nyt dengang - indførte pensionsordning, sundhedspleje m.m. for sine ansatte. Nogle af hans medarbejder-ordninger har i høj grad givet inspiration til moderne fransk ledelsesstruktur.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor kalder I det for engelsk vin?

Uffe Holm vil gerne vide, hvorfor vi, når vi skriver om vin fra Storbritannien, kalder den for ”engelsk” og ikke ”britisk”, som man normalt ville gøre på dansk?
Det er rigtigt, at det ville være mere korrekt dansk, men det ville samtidig være lidt af en fornærmelse over for de britiske vinproducenter. På etiketterne på deres flasker står der da også ”English wine”, ligesom landets vinproducentforening hedder English Wine Producers. ”British wine” er nemlig en helt anden sag. Det er billig vin lavet på importeret druekoncentrat fra de oversøiske lande og tappet på flasker i Storbritannien.
Faktisk har den slags vin længe været en hård konkurrent for de britiske vinproducenter i kampen om de hjemlige forbrugere.


Ugens vinøse billede

En baguette, smør, en enkel gryderet og lidt salat - og så selvfølgelig et godt glas rødvin! Det er opskriften på en uhøjtidelig frokost under franske himmelstrøg. Det er John Koudal, der har sendt os billedet fra en ferie i den sydfranske by Nissan-Lez-Enserune i Languedoc-Roussillon.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-657
Billede 547-568Billede 569-594Billede 595-621



657 Som grønne bånd bugter vinstokkene sig over bakkerne hos Rosenthal Estate Wines i Californien. (foto © Rosenthal Estate Wines).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Birgit Eichinger, Grüner Veltliner, Kamptal, Østrig, 2020, lav alkohol (12,5%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk En dejlig hvidvin med duft af frisk mango og modne citroner og en fyldig let cremet og fint krydret frugtsmag med grønne druer og strejf af karambole. Vinen er velegnet som apéritif eller til en god muslingesuppe. Flasken har skruelåg.
Sainte Cécile Blanc, Château L'Ermite d'Auzan, Costières de Nîmes AOP, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%) 140 kr., Vestergaard Wines En rigtig god økologisk hvidvin - let cremet, tør og med noter af modne grønne druer og melon, men også med en lidt markant eg-note i duften.

Rødvin

1895, Verga, Montepulciano d'Abruzzo, Italien, 2019, middel alkohol (14%) 85 kr., Supermarco En elegant rødvin med duft af syltede kirsebær og strejf af lys chokolade. Smagen udfolder sig med al sin friske bærmost og med en fin syre, der gør vinen oplagt til lidt fede (kød)retter.
Tenuta Viglione Primitivo, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 89 kr., Vinmonopolet En udmærket og meget blød økologisk rødvin med saftig frugt og en anelse sødme. Men det er også en vin, der bør drikkes inden alt for længe.
Premium Duette, Indormita, Pinot Noir, Valle de Casablanca DO, Chile, 2020, middel alkohol (14%) 89,95 kr., pris på tilbud fra 5. til 11. november: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen En vegansk rødvin - og en rigtig dejlig vin. Den har Pinot Noir-druens saftighed, en god fylde, er dejlig intens i sin bærsmag og har en frugtrig eftersmag, der holder utroligt længe i munden. Det er en absolut top-Pinot til en meget rimelig normalpris. Tilbudsprisen ved 6 flasker er yderst attraktiv.
Le Querce, Cascina Galarin, Barbera d'Asti DOCG, Italien, 2020, høj alkohol (15%) 99,95 kr., SPS Wine Her er frisk frugt, en tilpas syre og fine krydrede noter i den lange, komplekse eftersmag. En meget vellavet økologisk rødvin, hvor den forholdsvis høje alkoholprocent er fint integreret. Nyd vinen til en af vinterens sammenkogte kødretter eller til cremede oste.
Henri Dubois Sélection Vieilles Vignes Grand Réserve, Grenache Noir, Frankrig, 2019, høj alkohol (15%) 100 kr., pris på tilbud fra 1. november til 31. december: 75 kr., Skjold Burne En kraftig rødvin med krydderierne i front, men også med god frugt og en sødme lidt à la brombærmarmelade i eftersmagen. Det er vinen til krydrede kødretter og modne blå oste.
Forte Ambrone, Sandro Forte e Figlio, Italien, middel alkohol (14%) 100 kr., pris på tilbud fra 1. november til 31. december: 75 kr., Skjold Burne Der er blåbær i duften af denne rødvin, mens smagen er saftig og rig på aromatisk bærmost. Det er en udmærket rødvin til en god omgang pasta.
Cinquenoci, Tagaro, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2018, høj alkohol (15%) 119 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Skjold Burne Online Denne rødvin har det hele og i de rette mængder. Der er friske mørke bær, en anelse sødme, tilpas tørhed og en uendelig lang eftersmag fuld af liflig frugt og en fin lille syre til slut. En helt igennem dejlig vin, som mange vil kunne lide. Og en vin til en yderst favorabel normalpris.
Lu Beddu, Syrah, Terre Siciliane IGT, Italien, 2020, middel alkohol (14%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk Denne rødvin er lavet på appassimento metoden med de tørrede druer. Den har en dejlig krydret duft med mørke rosiner og strejf af nelliker og en fyldig smag med en god portion frugtsødme, som nogle vil elske og andre finde lige i overkanten. Eftersmagen slutter med et lille bid af sød lakrids.
Château des Eyssards Cuvée Prestige, Bergerac AOC, Frankrig, 2017, høj alkohol (14,5%) 120 kr., pris ved 6 flasker: 90 kr., Erik Sørensen Vin Bergerac er en appellation lige øst for Bordeaux - og den ikke nær så berømt som naboen. Men der fremstilles fremragende vine i Bergerac - et eksempel er denne rødvin på 75% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Det er en vellavet og elegant vin med en dejlig krydret duft og smag, der ikke overskygger vinens gode frugt. En vin i perfekt balance til en meget attraktiv pris - især ved 6 flasker.
Domaine de L'oiselet, Vacqueyras AOP, Frankrig, 2020, høj alkohol (15%) 129 kr., pris på tilbud fra 5. til 11. november: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen En økologisk rødvin med en herbal duft og en meget kraftig og krydret smag, hvilket er typisk for vinene fra Rhône-appellationen Vacqueras. Alkoholen bider lidt i eftersmagen og koster den fjerde stjerne.
Tomero Single Vineyard, Bodega Vistalba, Malbec, Mendoza, Argentina, 2017, høj alkohol (14,6%) 130 kr., pris ved 6 flasker, Vinotto Krydderierne - især sort peber - er i front i denne koncentrerede rødvin. Frugten spiller andenviolin men dukker op i den lange eftersmag. En absolut dejlig rødvin og så afgjort en vin, der bør ledsages af mad - gerne en god oksebøf.
Jülg Spätburgunder Trocken, Weingut Jülg, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2019, lav alkohol (13%) 149 kr., pris ved 3 flasker: 119 kr., Mr. Ruby Spätburgunder (Pinot Noir) har ry for at være en lidt besværlig drue at dyrke. Når vinproducenter fra Bourgogne til Chile alligevel er glade for druen, er det fordi, der kan fremstilles forrygende gode vine på den, som nu denne udgave fra Tyskland. Den dufter af blå druemost og har en åben, let tilgængelig og dejligt krydret smag med noter af sort peber, som holder ud i den lange eftersmag. Det er kræs for Pinot Noir-fans! Flasken har skruelåg.
Château Caronnes Ste Gemme, Haut-Médoc AOC, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%) 149,95 kr., pris på tilbud fra 4. til 10. november: 119 kr., Irma Denne rødvin er fremstillet på 65% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 5% Petit Verdot. Det er en vin med en fin krydring i både duft og smag, tørhed og stringens men også saftighed, god frugt og en tilpas frisk syre. Eftersmagen slutter med et lille tanninbid. Det er ikke en stor vin, men en rigtig god klassisk Bordeaux til et rimeligt beløb - også når det gælder normalprisen.
Prokupac, Vinarija Aleksandrovic, Serbien, 2020, middel alkohol (14%) 179 kr., Château Wines Direct Det er sjældent, vi smager en serbisk vin, men her er en af slagsen - og det er en rigtig dejlig rødvin. Den har stor fylde, dejlig frugt - modne mørke bær - og en krydret note, der holder ud i den lange eftersmag. Det er en vin med en god struktur men samtidig også en blød og rund vin, som mange vil kunne lide.
Mezzek, Katarzyna, Thrakiske dal, Bulgarien, 2020, høj alkohol (14,5%) 195 kr., pris ved 3 liter, på tilbud til 156 kr., AM Vinimport En rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Bulgariens 3000 år gamle drue Mavrud. Det er en vin med en fint parfumeret duft og en lækker og fyldig smag, der breder sig ud i munden og efterlader en perfekt balance mellem frugt, varme krydrede noter og en fin lille syre. Klaveret er stemt til perfektion, når det gælder denne vin. 3 liter svarer til 4 normalflasker og dermed til en tilbudspris på 39 kr. pr. flaske. Det er bestemt et rigtig godt køb.
Encore, Katarzyna, Syrah, Thrakiske dal, Bulgarien, 2019, høj alkohol (14,5%) 235 kr., på tilbud til 188 kr., AM Vinimport Vi har tidligere smagt årgang 2017 af denne rødvin - og belønnede den med 5 stjerner. Også denne årgang fortjener fuldt hus. Det er bulgarsk rødvin topklasse med en dejlig duft af mørke kirsebær, kaffe og chokolade og med en dyb, krydret og kompleks smag, der udvikler sig i den lange eftersmag. De 235 kr. er en helt ok pris for så høj en kvalitet - så køb vinen til tilbudsprisen.

Sød vin

Infanta Isabel 10 Years Old Tawny, Rozès, Porto, Portugal, høj alkohol (20%) 199,95 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen En portvin, der dufter af valnødder og har en sød og lækker smag af mørke rosiner. Det er på mange måder en enkelt smagende portvin - men også en vin, som mange vil kunne lide. Den femte stjerne skyldes tilbudsprisen. Nyd et glas til en sød dessert eller til kraftige, cremede oste.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen