Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 3, 2022



Foto: Unsplash/ Elle hughes.

Følger I reglerne for vindrikning?

Når man er gæst i en restaurant, følger man som regel den traditionelle etikette, når det gælder vin. Man godkender vinen ved at slynge den sjat, tjeneren har skænket, lugte til den og måske også smage på den. Typisk sikrer man sig også, at hvidvinen er tilpas afkølet – og hvis ikke beder man om at få den sat ned i en vinkøler. Men hvordan står det til på hjemmebane? Følger man også her ”reglerne” for vindrikning?

Vi hører gerne fra jer læsere på info@vinavisen.dk, om I springer den vinøse takt og tone over inden for hjemmets fire vægge, eller om I gennemfører hele eller dele af ritualerne.

En amerikansk undersøgelse


En ny undersøgelse foretaget af det amerikanske vinfirma Woodbridge Wines tager blandt andet pulsen på amerikanernes vinvaner, når det gælder netop etikette. Undersøgelsen bestod i en rundspørge blandt 2000 forbrugere over 21 år og med en jævn geografisk fordeling.
Syv ud af ti svarede, at de drak mere vin end andre typer alkohol i løbet af vinterhalvåret – og (måske ret overraskende) ville 62% af de adspurgte mænd hellere drikke vin end øl, mens de så sport i tv eller live, mens tallet for kvindernes vedkommende var 50%.
Det var kun 17% af deltagerne, der også hjemme slyngede vinen i glasset og lugtede til den, og kun 22% mente, at denne etikette markant øgede deres oplevelse af vinen.

Kun en rettesnor


Rigtig mange af deltagerne brød med de traditionelle regler for god vinnydelse. Nedenfor bringer vi en top-ti liste over de mest almindelige etikette-brud ifølge undersøgelsen. Som man kan se, er det mest ”populære” brud at drikke hvidvin ved stuetemperatur.
De vinøse regler er jo en udmærket rettesnor, og flere af dem giver også god mening. Men selvfølgelig bør man nyde sin vin, præcis som man har lyst til. Og hvis man bedst kan lide, at hvidvinen har stuetemperatur, eller rødvinen forsynes med en isklump, er der ingen løftede øjenbryn herfra.

De 10 mest "populære" regelbrud


* Drikke hvidvin ved stuetemperatur i stedet for afkølet (46%)
* Holde rundt om selve glasset i stedet for på stilken (44%)
* Komme isklumper i vinen (43%)
* Fylde glasset til randen (42%)
* Lugte til korkproppen (36%)
* Bære kraftig aftershave eller parfume samtidig med, at man skal smage på en vin (34%)
* Drikke vin i ”forkert rækkefølge” – altså rødvin før hvidvin og søde vine før tørre (32%)
* Drikke vin uden først at betragte dens farve i glasset, slynge den og lugte til den (32%)
* ”Skylle” vinen ned i store slurke (25%)
* Utraditionel sammensætning af vin og mad (19%)


Hvert år fældes store mængder hvidege til brug for produktionen af vin- og whiskey-fade. Foto: Missouri Department of Conservation.

Til kamp for hvidegen

I Europa er de førende egetræssorter til vinfade vintereg (Quercus petraea) og stilkeg (Quercus robur), mens amerikanerne anvender hvideg (Quercus alba).
Det er ikke kun vin, der opholder sig i fade af hvideg men så afgjort også amerikansk bourbon.
Hvidegen breder sig over 42 millioner hektar i det østlige og centrale USA og er i det hele taget landets vigtigste træsort til kommercielt brug. Men ifølge en ny undersøgelse er arealet begyndt at skrumpe, og hvis der ikke gribes ind her og nu, vil hvidegen være på alvorlig tilbagegang indenfor de næste ti til femten år.
Bag undersøgelsen står White Oak Initiative, en sammenslutning af industrier, miljøbevaringsforeninger, universiteter og repræsentanter fra den amerikanske regering, der vil gøre en indsats for bevaring af hvidegen. Flere bourbon-destillerier har også sluttet sig til White Oak Initiative – heriblandt det store spiritusfirma Brown-Forman.

Kæmper for livet


Der er flere årsager til, at det går den forkerte vej med arealet af hvideg. Klimaændringerne er en af synderne. Stadig flere og stadig mere langvarige hedebølger er ikke lige hvidegens kop te. En kortvarig men hård tørkeperiode i USA for cirka syv år siden medførte således, at utallige hvidege bukkede under - i nogle områder lød tabet på hele 75%.
Klimaændringerne medfører også, at andre træsorter skyder hurtigere op – blandt andet ahorn og birk – og erstatter de områder, hvor der hidtil har vokset hvidege. Små nye hvideg-træer kæmper ofte forgæves i skyggen fra de andre træsorter. I en meget stor del af skovene er der derfor i dag stort set kun voksne hvidege og næsten ingen små nye træer på vej.

Plantning af flere træer


Invasive insektarter med forkærlighed for hvideg og ændrede landbrugspraksisser får også en del af skylden for hvidegens tilbagegang.
Med udgangspunkt i undersøgelsen opfordrer White Oak Initiative store som små jordejere, hvis ejendom omfatter skov med hvidege, til at skove undergrunden for nye birke- og ahorntræer, så små nye hvidege får en chance for at vokse op.
Der skal også gøres en indsats for at bekæmpe de invasive insekter, og så skal der plantes nye områder med hvidege på amerikansk jord. Og måske skal man også overveje i en periode at fælde lidt færre hvidege - et træ skal være omkring 80 år gammelt, før det kan bruges til såvel fade som gulvbrædder.
Man kan læse mere om White Oak Initiative og undersøgelsen ved at klikke her.


Claude Taittinger.

Chaude Taittinger er død

En af Champagnes grand old men, Claude Taittinger, er død 94 år gammel. Han var gennem flere årtier direktør for sin families champagnehus, Taittinger Champagne, og en af de vigtigste pionerer, når det gælder markedsføring af Champagne-distriktets vine.
Længere nede på siden kan man læse mere om Claude Taittinger i denne uges Hall of Fame.

Højst besyndeligt…

Den københavnske vinimportør Den Sidste Flaske har gennem tre år dagligt lagt opslag op på sine Facebook-side. Men ifølge Fødevarewatch slettede Facebook pludselig et opslag – der ikke var anderledes end dem, ejeren af vinfirmaet, Tobias Heinchely Pedersen, hidtil havde lagt op. Og i løbet af de følgende uger blev hele femten opslag ligeledes fjernet – desuden blev hans private Fabecook-profil lukket ned.
Den eneste besked, Hinchely Pedersen fik fra Facebook, var, at han havde brudt ”community violations” (krænkelser af samfundet), hvilket han understreger, at han ikke har gjort. Til gengæld gætter han på, at der kan være tale om en algoritmisk fejl. I så fald er det en fejl, der har kostet Den Sidste Flaske dyrt, da fjernelsen af opslagene har begrænset firmaet i at lave events. Ifølge Heinchely Pedersen har hans firma tabt omkring 500.000 kr.
Han har nu valgt at ændre i indholdet af sine opslag og har begrænset det antal lande, eventene annonceres i.


Drueklasernes grønne og brune stilke kan bruges som et "krydderi" i vinen.

Eksperimenter med hele klaser

Stadig flere vinproducenter rundt om i verden eksperimenterer med at fremstille vin på hele drueklaser i stedet for at afstilke druerne, før de ender i gæringstankene.
Før afstilkningsmaskiner for alvor blev udbredt i vinens verden i 1980’erne, blev stort set al vin lavet ved at gære hele klaser. Alternativet var jo, at man skulle afstilke druerne via håndkraft, et stort arbejde, der kostede mange medarbejdertimer.
Med maskinerne indledtes en ny tid, hvor afstilkning i stedet for blev det mest almindelig. Men med klimaændringerne og de deraf stigende gennemsnitstemperaturer kan der være visse fordele i at gære hele klaser – eller simpelt hen tilsætte større eller mindre mængder stilke efter afstilkningen.

Brune og grønne stilke


En drueklase har som bekendt fine små stilke, der holder de enkelte druer på plads, og så en stor midterstilk, der holder sammen på klasen. I kølige vækstsæsoner kan stilkene stadigvæk være grønne og umodne, når druerne høstes, mens de i varme sæsoner bliver de brune og modne.
Stilkene består hovedsageligt af vand, men de indeholder også tanniner, der giver struktur og enten mørke, krydrede noter (brune stilke) elle ”grønne” friske noter (grønne stilke). Med andre ord kan stilke bruges som en slags ”krydderi” i vinene.
I de områder, hvor den globale opvarmning giver generelt varmere sommervejr og undertiden langvarige hedebølger, giver det ofte god mening at gære vinen på hele klaser. Det kan netop give en ellers lidt marmeladeagtig rødvin lidt rygrad og struktur.

Druesorter og terroir har betydning


Nogle producenter vælger at afstilke samtlige druer for derefter at tilsætte bare en del af stilkene til den gærende most. Så er der hånd i hanke med, hvor meget vinen skal "krydres" af stilkene.
I Bordeaux, hvor de øgede temperaturer også har sat sit præg på vinproduktionen, eksperimenterer nogle af vinslottene i disse år med gæring delvist på hele klaser. Det gælder fx Smith-Haut-Lafitte og Carmes Haut-Brion. Og det gør de simpelt hen for strukturens og friskhedens skyld.
Desuden resulterer gæringen på hele klaser i vine med en anelse lavere alkoholindhold, hvilket der også kan være brug for i en verden med global opvarmning.
Druesorten har dog en hel del at skulle have sagt, når det gælder stilkenes modenhed – og dermed hvilket præg de sætter på den færdige vin. Syrah fx har ofte brune, modne stilke, selv når druen høstes tidligt.
Og så er der terroiret, klima- og jordbundsforholdene, dér, hvor druerne dyrkes, som også spiller ind på, hvor megen struktur, tanniner og syre, druerne selv kan levere – og dermed på, hvor stor en andel stilke, der skal tilsættes under gæringen.


Bartenderen er rundhåndet med hvidvinen i sin Spritz. Men der er jo også rigeligt med plads i det store glas.

En meget stor drink...

I denne kolde tid er der sikkert mange, der sender glade tanker til varme sommerdage med en kølig drink på terrassen. Så lad os bare tage lidt forskud på glæderne med opskriften på en sommerlig cocktail med navnet Giant Rainbow White Wine Spritz.
en lille film på YouTube viser en bartender, hvordan man laver denne let mousserende drink af vodka, hvidvin, Schweppes og festlige frugt-isklumper. Opskriften er nem – og man kan jo skrue ned for størrelsen på cocktailglasset. I filmen er det nemlig gigantisk stort og kan ud over de øvrige ingredienser indeholde en hel flaske hvidvin!
Bartenderen er yderst rundhåndet med både vin og vodka – og mindre rundhåndet med sodavanden…


Via overvågningssystemet PICA har Cavit blandt andet fået et fuldstændigt overblik over, hvilke druer, der dyrkes hvor i de mange vinmarker. Hver druesort har sin egen farve på illustrationen, og druerne er listet til højre.

Overvågning af 6350 hektar vinmarker

Vikooperativer kan være enorme med rigtig mange drueavlere som medlemmer – som nu fx Cavit i Trentino i Norditalien. Dette kooperativ har 5250 medlemmer, der dyrker deres druer på 6350 hektar vinmarker, hvilket svarer til hele 60% af Trentinos vinmarksareal.

Cavits druer dyrkes på bjergskråninger og i dale, og vinstokkene er plantet i 174 forskellige jordtyper. En vifte af forskellige mikroklimaer præger ligeledes vinmarkerne.
Kooperativet har derfor udviklet et meget detaljeret overvågningssystem, PICA (Piattaforma Integrata Cartografica Agriviticola), som netop har vundet en fornem pris, Smau Innovation Prize.

Data fra hver eneste lille mark


Systemet indsamler data om plantede druesorter og jordbunds- og klimaforhold i hver enkelt lille vinmark, og ved at forbinde disse data med fx vejrudsigter kan man mere effektivt planlægge, hvor megen vanding, der reelt er brug for, så man kan spare på vandressourcerne.
Ud fra de opsamlede data kan man også finde frem til det rette høsttidspunkt og hvilke druesorter, der egner sig bedst til dyrkning i de enkelte marker. Nogle steder genplanter man så de samme druer, mens man andre steder vælger nye sorter.

Et brugervenligt system


Der findes flere lignende overvågningssystemer rundt om i vinverdenen. Men PICA skulle være et af de mest omfattende og detaljerede og samtidig meget brugervenligt. Det sidste har medført, at hele 92% af Cavits medlemmer har koblet sig til systemet, så de fx selv kan oploade billeder og data eller få advarsler om et kraftigt, lokalt uvejr, der er på vej.
En lille film på YouTube giver et indtryk af, hvordan systemet virker.


To af Charlie Matzs fantasifulde karafler.

Alt godt fra havet

Når kunstnere tager emnet karafler under behandling, kan det resultere i nogle ret opsigtsvækkende kreationer. Vi har tidligere vist fantastiske karafler formet som hjerter og grene af den franske skulptør Etienne Meneau. Men den amerikanske glaskunstner Charlie Matz imponerer også med sine nye håndblæste karafler formet som havdyr – krabber, vandmænd, blæksprutter, fisk osv.

Vinen strømmer ned gennem dyrenes kroppe, når man hælder en flaske over i karaflerne.
Matz arbejder hos og sælger sine karafler gennem Ignite Glass, der har sin base i Chicago, og de koster kassen – mellem 1000 og 1200 dollars (cirka 6500 og 7790 kr. ) plus forsendelse til Danmark.

Et udvalg af tomme spiritusflasker hos eBay.

Tomme flasker på online-salg

Hvis man køber en dyr flaske whisky, cognac eller anden spiritus af et anerkendt mærke, skal man ikke bare smide flasken ud, når den er tom. Der kan nemlig gemme sig en god sjat penge i en sådan flaske. På eBay og andre internationale online salgskanaler går disse tomme flasker ofte til høje priser. Det kan fx være sjældne eller ældre flasker Johnnie Walker, Macallan, Hennessy eller Cristal Head Vodka.

Der er dog et minus ved at sælge tomme flasker, der har indeholdt kostbar spiritus. Man ved nemlig ikke, om de havner hos en uskadelig samler eller hos en svindler.

Vil tjene en ekstra skilling


Ifølge det amerikanske nyhedsmedie Inside Edition sker det ofte, at flaskerne bliver købt af svindlere, der genfylder dem med mindre ædle dråber og videresælger dem som den ægte vare.
Ud over de tomme flasker – som også snuppes fra genbrugscontainere hos restauranter og hoteller – investerer svindlerne i diverse remedier: tappemaskiner, laserprintere, kapsler, gaveæsker osv. Svindlerne er ikke kun hærdede kriminelle men også almindelige mennesker, der forsøger at tjene en ekstra skilling.

En "indtægt" på 11.000 kr.


De dygtigste svindlere kan måske have held med at sælge forfalskningerne på auktion, mens de mindre dygtige nøjes med alternative og mindre synlige salgsmetoder.
En tom flaske Old Fitzgerald eller Macallan kan let nå op i priser på cirka 380 dollars (cirka 2500 kr.) på eBay. Men det er kun et greb i lommen – hvis forfalskningen er godt lavet, kan den genfyldte flaske sælges for mere end 2000 dollars (cirka 13.000 kr.).
I USA er det dog især fine udgaver af den amerikanske bourbon, der i disse år udsættes for ekstra megen svindel. Under coronaen har stadig flere amerikanere kastet sig over at samle på ædle og kostbare bourbon-whiskeyer - hvilket har givet svindlerne ekstra penge i kassen.
Ved at klikke her kan man se et eksempel på, hvad tomme flasker Macallan går for hos eBay.

Et godt år for irsk spiritus

2021 har ifølge en ny rapport, Bord Bia’s Exports Performance and Prospects 2021 – 2022, været et rigtig godt år for eksporten af alkoholiske drikke fra Irland – i alt steg den med 19% i værdi til 1,6 milliarder euro (cirka 12 mia. kr.). Det var præcis den samme procentdel, alkoholindustrien mistede i eksport året før på grund af pandemien og de 25% i afgifter, som Trump-regeringen indførte i oktober 2019. Heldigvis er disse afgifter blevet ophævet af Biden-regeringen.
Eksporten af irsk whiskey tegnede sig i 2021 for 855 millioner euro (cirka 6,4 mia. kr.) – en stigning på 25% i forhold til året før. Og eksporten af gin fra Irland steg med gigantiske 38% - dog fra et meget lille udgangspunkt, da der ikke fremstilles ret megen gin på irsk jord.
Nordamerika er den største aftager af irsk spiritus – sidste år aftog kontinentet 55% af eksporten.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Claude Taittinger.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Claude Taittinger, der blandt andet er krediteret for at have bragt Champagne-distriktet ind i en moderne æra. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Claude Taittinger (1927-2022) viede sit liv til familiens champagnehus og gjorde champagnemærket Taittinger berømt verden over.
Han blev uddannet jurist ved Sciences Po i Paris og trådte ind i familiefirmaet som bestyrelsesmedlem i en alder af kun 22 år. I 1960, hvor hans storebror, Francois, døde i en ulykke, overtog han posten som direktør for champagnehuset – en post han bestred, indtil han trak sig tilbage i 2006.
Før han indtog direktørstolen, var Taittinger et nichemærke i vinens verden. Men Claude Taittinger rejste verden rundt og udbredte kendskabet til familiens champagne – og til Champagne som helhed. Dermed satte han ikke kun Taittinger på det internationale vinkort, men blev også en vigtig ambassadør for selve distriktet og dets vine.
En af hans store styrker var hans evne til at formidle viden om champagne til folk, der ikke havde den store vinviden. Og han gjorde det i såvel tale som på skrift i form af effektive kampagner for Taittinger og Champagne-distriktet.
Claude Taittinger var også en foregangsmand, når det gjaldt forbrugerundersøgelser, da han i 1962 fik udført en undersøgelse af franskmændenes holdning til champagne. At kommunikere så direkte med forbrugerne var dengang noget af et særsyn på fransk jord.
I 1967 grundlagde han gastronomi-prisen Pierre Taittinger International Culinary Prize til ære for sin far, Pierre, der havde grundlagt familiens champagnehus. Og i 1983 lancerede han Taittinger Collection, hvor berømte internationale kunstnere fik æren af at dekorere ikke kun etiketterne men hele flasken på husets årgangschampagner. Det er der kommet en meget sprælsk og farverig serie ud af, som kan ses ved at klikke her.
Det var også ham, der stod i spidsen for en udvidelse af familiefirmaet, da det i 1987 købte vinhuset Domaine Carneros i Napa Valley.
Claude Taittinger modtog Frankrigs fornemste orden, Légion d’honneur (Æreslegionen) samt Ordre du Mérite Militaire for sin indsats i Fransk Indokina og Fransk Algeriet, da han som ung aftjente sin værnepligt.
Han fik tre døtre, Brigitte, Virginie og Christine, med sin hustru gennem 64 år, Catherine. Ud over sin hustru og døtrene efterlod han ved sin død tolv børnebørn og otte oldebørn.
I dag er det Vitalie Taittinger - hans nevø Pierre-Emmanuel Taittingers datter - der sidder i champagnehusets direktørstol.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor hedder drikken vermouth?

Stig Christensen kan godt lide den krydrede hedvin vermouth. Nu vil han gerne vide, hvorfra navnet stammer og hvem, der var den første til at fremstille drikken.
Opfinderen var italieneren Antonio Benedetto Carpano, og den første vermouth kom til verden i Torino i 1786. Denne første udgave blev lavet på hvidvin tilsat et ekstrakt af mere end 30 forskellige urter og krydderier og en sødlig spiritus. Carpano fremstillede sin drik med henblik på damer, men den blev hurtigt populær hos begge køn og blev revet væk fra hylderne i hans lille butik. I dag fremstiller Fratelli Branca Distillerie i Milano stadig et vermouth-mærke med navnet Carpano.
Og så til navnet vermouth. Det komme af det tyske ord Wermut for ”malurt” – den samme krydderurt, som findes i absint, og som Carpano også kom i sin drik. Inspirationen til drikken fandt han netop i en tysk hedvin med malurt.
De mest kendte vermouth’er er Martini og Noilly Prat, men der findes i dag et hav af dejlige, krydrede og bitre udgaver fra mindre kendte producenter i både Italien, Frankrig og ikke mindst Spanien.


Ugens vinøse billede

Dette smukke billede er taget ud over en vinmark i Santo Stefano Belbo i Langhe-området i Piemonte. Marken tilhører Ca'Barun, og det er ejeren af denne vingård, danske Peter Thomsen, der har sendt os billedet.
Marken er på cirka 1 hektar, og hvert efterår bugner vinstokkene af modne Freisa og Pinot Nero druer.
Man kan læse mere om Peter Thomsen i VinAvisens Blå Bog.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594Billede 595-621


668 Hos det georgiske vinhus Chelti ses kun toppene af de store krukker, qvevri, som vinen modnes i. (foto © Chelti).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerne

Giol Extra Dry, Pinot Grigio, Pinot Grigio delle Venezie DOC, Italien, 2019, lav alkohol (11%)

130 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 110 kr., Skjold Burne

Et let og tør mousserende vin med en fin mousse og strejf af citrus i duft og smag. Men det er også en lidt spinkel vin med en kort eftersmag.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pfaff Tradition, La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Pinot Gris, Alsace AOP, Frankrig, 2020, middel alkohol (14%)

99,95 kr., Set til 65 kr. i Kvickly, SuperBrugsen

En dejlig hvidvin, der dufter af modne grønne druer og strejf af noget mineralsk. Smagen er tør og fyldig med en behagelig frugtsødme, der giver modspil til tørheden og især er markant til slut i eftersmagen. En vin, som det er værd at gå på jagt efter til prisen ved 65 kr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Birds of Paradise Viognier, Viognier, Valle Casablanca, Chile, 2020, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 20. januar: 54,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly og SuperBrugsen, VinCooperativet

En fyldig økologisk hvidvin med en cremet tekstur og en forførende dejlig duft og smag af eksotiske frugter - især mango. Eftersmagen slutter med en fin lille frugtsødme. Et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Florian Mollet, Domaine Roc de l'Abbaye, Val de Loire IGP, Frankrig, 2020, lav alkohol (12,5%)

149 kr., pris på tilbud: 79 kr., Kjær & Sommerfeldt

Med sine noter af papaya og kærlighedsfrugt i duften skulle man næsten tro, denne hvidvin var fra New Zealand. Men smagen bragte os tilbage til Frankrig. Det er en vin med en behagelig tørhed, dejlige noter af cirtrus og en lang, kompleks eftersmag med strejf af blandt andet honnning.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Giol, Merlot, Marca Trevigiana IGT, Italien, 2020, lav alkohol (12,5%)

64,95 kr., SPS Wine

En både økologisk og vegansk rødvin fra Marca Trevigiana, en af appellationerne i Veneto. Det er en rigtig dejlig, let og let drikkelig vin med Merlot-druens bløde aromatiske frugt i både duft og smag og et lille tørt bid til slut i eftersmagen. En vin, der vil egne sig glimrende til diverse grøntsagsretter.

stjernestjernestjernestjerne

Patù, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2020, høj alkohol (14,5%)

89 kr., pris ved 6 flasker, Masa Wine

Salento ligger helt nede på den italienske støvlehæl, og det er herfra denne gode rødvin kommer. Den dufter fint af brombær og har en ligeledes bærrig smag med herbale noter i eftersmagen. Drik vinen til en god pastaret eller ret med fjerkræ.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Herencia La Palabra, Bodega Polo, Malbec, Valle de Uco, Argentina, 2017, middel alkohol (14%)

Valle de Uco er en underappellation i Argentinas mest berømte vindistrikt, Mendoza. Så er det på plads. Herfra kommer denne dejlige rødvin, der har en fin herbal duft og en fyldig og kompleks frugtsmag med noter af hyldebær, som holder ud i den lange eftersmag. Vinen slutter blødt og rundt og med en fin syre og et lille krydret lakridsbid. En absolut kvalitets-vin til en fordelagtig pris.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Raw, Villanueva de Alcardete, Spanien, 2020, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 13. til 19. januar: 49,50 kr. ved 2 flasker, Irma

En både økologisk og vegansk rødvin på Cabernet Sauvignon, Tempranillo og Merlot. Og en absolut dejlig vin. Duften er fyldig og intens med modne solbær, mens smagen byder på en kurvfuld af friske sommerbær. Eftersmagen har en fin og forfriskende syre. Tilbudsprisen på 49,50 ved 2 flasker er et absolut kup for denne vin. Nyd den til en ekstra god ret med svinekød eller en fyldig grøntsagsret. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tudon's Cabernet Sauvignon, Dehesa El Carrascal, Cabernet Sauvignon, Castilla, Spanien, 2016, høj alkohol (14,5%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk

En rødvin med en koncentreret og meget ren duft og smag af modne solbær. En enkelt smagende vin, men også en rigtig dejlig vin, der har en fløjlsblød tekstur og samme solbær-friskhed helt ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silver Mountain Zinfandel, Zinfandel, Californien, USA, 2020, høj alkohol (14,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 70 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En elegant og dejligt krydret rødvin med modne kirsebær og strejf af marcipan i duften og med en rig og tæt smag af moden frugt. Eftersmagen slutter med et tilpas tanninbid, der giver modspil til den bløde frugt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Trumpeter Malbec, Rutini Wines, Malbec, Mendoza, Argentina, 2019, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 31. januar: 80 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

Der er solbær og friske grønne blade over duften af denne glimrende rødvin. Smagen er silkeblød og rund og fuld af moden og kompleks frugt. En vin mange vil kunne lide.

stjernestjernestjernestjerne

Clos St. Antonin, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2019, høj alkohol (15%)

125 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin

Aromatisk tobak præger duften af denne rødvin. Smagen er fyldig, koncentreret og krydret. Det er en vin, der varmer en kold vinteraften. Eftersmagen slutter med et lille alkoholbid.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Three Thieves, Rebel Wine, Pinot Noir, Californien, USA, 2019, middel alkohol (13,5%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 120 kr., Holte Vinlager

En absolut dejlig Pinot Noir-rødvin, der dufter mildt af mandler og har en frugtrig, saftig og blød smag med en lille krydret note til slut. Nyd vinen (gerne let afkølet) til patéer eller ekstra gode pastaretter.

stjernestjernestjernestjerne

Florian Mollet Rouge Tradition, Domaine Roc de l'Abbaye, Pinot Noir, Sancerre AOP, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%)

259 kr., pris på tilbud: 179 kr., Kjær & Sommerfeldt

Rødvin udgør kun en lille del af produktionen i Sancerre, så det er yderst sjældent, vi smager en sådan rødvin. Det er en rigtig god vin - saftig og læskende og med god frisk bærmost ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Signature Field Blend, Niel Bester Wines, Paarl, Sydafrika, 2019, høj alkohol (15%)

299,95 kr., pris på tilbud: 199 kr., Amka

Kirsebær, mørk chokolade og strejf af figner præger den aromatiske duft af denne absolutte top-rødvin. Smagen har stor fylde, er kompleks og fint krydret og slutter med en fin lille forfriskende syre.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen