Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 6, 2022



På vinenes bagetiketter opfordres der ofte til mådehold, ligesom det nævnes, at det er sikrest for gravide ikke at drikke alkohol. Måske vil etiketterne en dag også vise direkte advarsler mod at drikke vin.

Advarsler på vinflasker

Reklamer for cigaretter og anden tobak er som bekendt forbudt i EU-regi. Og enhver ryger ved, at hvis man vil købe en pakke cigaretter i et supermarked, foregår det oppe ved kassen, hvor pakkerne befinder sig uden for syns- og rækkevidde. På den udleverede cigaretpakke henviser tekster og fotos til, at rygning er kræftfremkaldende.

Det er svært at forestille sig – men desværre ikke fuldstændig urealistisk - at noget lignende en dag kan overgå vinflasker.
Af en rapport fra EU-parlamentets særlige komite for kampen mod kræft, BECA, fremgår det, at ethvert alkoholforbrug indebærer en sundhedsrisiko, og det anbefales, at denne information figurerer på emballagen på drikke, der indeholder alkohol.

En mangelfuld undersøgelse


EU-parlamentet har allerede haft en første afstemning om rapporten, og her var et stort flertal for en vedtagelse af den. Den 14. februar skal parlamentet så have en sidste afstemning, og hvis rapporten endeligt vedtages, kan det medføre en række restriktioner, når det gælder alkoholiske drikke og dermed også vin. Restriktionerne kan – udover advarsler på flaskerne om, at alkohol er kræftfremkaldende – også indebære et forbud mod markedsføring og reklamering for vin, øgede afgifter og muligvis også et stop for økonomisk EU-støtte til vinproducenterne. Som det er nu, får producenterne støtte til fremstilling af vin, innovation og tilpasning af vindyrkningen i en tid med klimaændringer.
Om det virkelig skulle gå så galt, er der selvfølgelig delte meninger om, men risikoen er der - en vedtagelse af rapporten vil i hvert fald give parlamentet mulighed for at stille forslag om diverse restriktioner.
Hos den europæiske vinorganisation Comité Européen des Entreprises Vins (CEEV) frygter man det værste, og man er desuden meget skeptisk over for den undersøgelse, der ligger til grund for BECA-rapporten. Den er ifølge CEEV blevet skarpt kritiseret af forskere uden for EU-regi for dens metodiske og analytiske mangler – og det er kun denne ene undersøgelse, rapporten bygger på.

Vil kæmpe med næb og klør


Ifølge organisationens generalsekretær, Ignacio Sánchez Recarte, så ”modsiges rapportens udsagn om, at selv små mængder alkohol er skadeligt for mennesker, af mere end hundrede års videnskabelige beviser for, at et moderat forbrug af vin og anden alkohol har sundhedsmæssige fordele.”
Rundt omkring i de europæiske vinlande er man også oprørt over BECA-rapporten – og udsigten til mulige restriktioner. Det gælder blandt andet i den spanske region Castilla – La Mancha, som tegner sig for halvdelen af Spaniens vinproduktion. Her har myndighederne ifølge Wine-Searcher meddelt, at de vil kæmpe med ”næb og klør” for at forsvare Castilla – La Manchas vinindustri.


Det var en tankvogn à la denne, som blev brugt til vinen - og smuglergodset. Foto: Wikipedia/
Greatestrowerever.

Vinen skjulte smuglergodset

En historie, som i øjeblikket verserer i de italienske medier, er en gangsterfilm værdig. Det er lykkedes myndighederne i Italien at optrevle en smuglerring med base i den norditalienske by Torino. Det, der blev smuglet, var store mængder hash og kokain, og til formålet brugte smuglerne en af de tankvogne, som man bruger til at fragte bulkvin over grænserne.
En smugler-tur startede med, at tankvognen blev fyldt med vin i Piemonte og kørte med destination mod den sydspanske by Málaga. Her blev en kistelignende metalkasse fyldt med de euforiserende stoffer sænket ned i vinen, hvorefter tankvognen kørte tilbage til Italien.

Fordelte indholdet i Italien


Indholdet fra stålkassen blev afleveret en række forskellige steder i Piemonte, Lombardiet, Lazio og Abruzzo – dog endte hovedparten af hashen og kokainen på Middelhavsøen Sardinien.
Hver måned bragte tankvognen ifølge den italienske avis La Repubblica 3 kg kokain fra Málaga til Italien, mens den hver anden måned også fragtede mellem 1500 og 2000 kg hash.
For nylig – efter fem års efterforskning – slog politiet så til i en koordineret razzia flere forskellige steder i Italien. I alt er nitten personer blevet anholdt.
De mange penge, som salget af de euforiserende stoffer indbragte, vaskede lederen af smuglerringen rene på et kasino i Aosta-dalen.


Den nuværende britiske dronning Elizabeths mor, Dronningemoderen, blev næsten 102 år gammel. Portræt af Richard Stone, olie på lærred, 1986.

Har ikke arvet de robuste drikkevaner

I sidste uge nævnte vi, at den britiske dronning Elizabeth i en alder af 95 år har lagt al alkoholnydelse på hylden – hvilket nok ikke har været så svært, da hun i forvejen havde et meget lille alkoholforbrug. Kun en enkelt gin-cocktail om aftenen sneg det sig efter sigende op på.
Som vinskribent og læge Erik Skovenborg efterfølgende har skrevet til os, så har dronningen arvet gode gener fra sin mor, dronning Elizabeth af Storbritannien – også kaldet for ”Dronningemoderen” - men de robuste drikkevaner er ikke fulgt med i købet.
Skovenborg refererer til sin glimrende bog ”Skål du gamle”, som vi anmeldte i uge 46 2017 – og som vi nedenfor bringer et udsnit af, der vidner om moderens store glæde for vin og spiritus.

Et fast drikkemønster


Den britiske dronningemoder, dronning Elizabeth af England, der den 4. august 2000 kunne fejre sin 100-års fødselsdag, forblev gennem alle årene et af de mest folkekære medlemmer af det britiske kongehus. Hun vakte respekt for sit store arbejde som kongelig - da hun rundede de 90, havde hun stadig 118 officielle opgaver at tage vare på i årets løb - men det var hendes menneskelige træk og ægte interesse for den jævne mand, der gjorde hende elsket. Dronningemoderens forkærlighed for gin og tonic var velkendt. Major Colin Burgess, Dronningemoderens staldmester, har i sin bog Behind Palace Doors beskrevet hvordan hun havde et fast drikkemønster.
Dronningemoderen startede ved middagstid med en cocktail med en del gin og to dele Dubonnet og en skive citron på toppen. Til frokosten drak ”the Queen Mum” altid rødvin, og efter måltidet sluttede hun af med et glas portvin. Når klokken slog seks og varslede den ”Magiske Time”, fik hun en martini, mens aftensmåltidet blev ledsaget af to glas Veuve Cliquot rosé champagne.
Rejserne ud til de officielle pligter kolliderede ofte med de royale drikkevaner, men det blev klaret med et lager af gin medbragt i hatteæsker, så den royale rejsende kunne få en diskret tår, når som helst hun ønskede det. Dronningemoderen fortsatte et aktivt, socialt liv indtil kort tid før sin død den 30. marts 2002 - godt fire måneder før hun ville være fyldt 102. (Erik Skovenborg, Skål du gamle – det gode seniorliv med øl og vin, 2017, Forlaget Klim).


Søjlerne viser udviklingen i salget af prosecco fra 2013 til og med 2021 - et salg, der har bevæget sig fra 241,6 mio. flasker til 627,5 mio.

Det bobler stadig for prosecco

Endnu en gang er det blevet bekræftet, at prosecco er verdens mest solgte mousserende vin. Ifølge nye tal fra European Food Agency (EFA) blev der i 2021 solgt 627,5 millioner flasker prosecco DOC, hvilket var en stigning på 127 mio. flasker i forhold til 2020 - og 187,8 mio. flere flasker end for fem år siden.
Hvor mange flasker af den lidt finere appellation DOCG, der blev solgt, oplyses ikke, men i 2019 lød tallet på 92 mio. flasker, så man kan roligt regne med, at salget i alt nåede op på over 700 mio. flasker i 2021. Til sammenligning sælges der cirka 350 mio. flasker champagne årligt.
Ud af de mange solgte flasker prosecco var de 71,5 mio. flasker rosé udgaver. Det er ikke mere end to år siden, rosé prosecco kom på markedet, og den fik en flyvende salgsstart.
Søjlediagrammet til venstre stammer fra EFA’s nye oversigt over prosecco-salget gennem de sidste ni år – man kan se det i større udgave ved at klikke her.


Den sydafrikanske stand på en tidligere udgave af London International Wine Fair. Foto: Wikipedia/ VinoFamily.

London International Wine Fair udskudt

I uge 4 nævnte vi, at ProWein – verdens største vinbranchemesse – har udskudt årets messe til d. 15. til 17. maj på grund af den store smittespredning. Vi nævnte også, at det bestemt ikke faldt i god jord hos arrangørerne af en anden stor vin- og spiritusmesse, LIWF (London International Wine Fair), der traditionen tro var programsat til midten af maj, nemlig fra d. 16. til 18 maj.

Som direktøren for LIWF, Hannah Tovey, har udtrykt det til The Drinks Business, så blev hun både ”forvirret, forundret og vred” over, at ProWein lod de nye datoer kollidere med messen i London. Og hun beskriver det som et ”ekstremt aggressivt overfald på både LIWF og det britiske vin- og spiritusmarked”.
Vreden mener vi er helt forståelig, da en del af de udstillere og besøgende, som kommer til ProWein, også deltager i London-messen. Nu har Tovey så valgt at udskyde LIWF til d. 7. til 9. juni.

Vinsmagning med sofrologi

Gad vide, hvor mange af VinAvisens læsere, der har hørt om sofrologi. Det har vi i hvert fald ikke, men ifølge Wikipedia er det en afspændingsmetode udviklet af neuropsykiateren Alfonso Caycedo mellem 1960 og 2001.
Og hvad har det så med vin at gøre? Jo, hos vinhuset Domaine des Deux Roches i Bourgogne-appellationen Maconnais har man ifølge online-magasinet Terre de Vins parret vinsmagning med sofrologi.
Besøgende kan booke en sådan smagning med Isabelle Francès for bordenden. Hun er sofrolog, og før der overhovedet bliver skænket vin i glassene, tager hun deltagerne med på en sanseudvidende rundtur i vineriet og fadkælderen. Her beder hun deltagerne om at koncentrere sig om at røre, lytte, lugte og se på omgivelserne og de enkelte genstande, de kommer forbi, og derigennem skærpe sanserne. Og det gør man samtidig med, at man lukker øjnene og øver sig på at trække vejret dybt ind (lukkede øjne i et vineri med spande og slanger på gulvet lyder nu ikke helt ufarligt…).

Smager i stilhed


Således afslappede og med skærpede sanser tager deltagerne plads i smagelokalet, og her får de ikke den gængse fortælling om druesorter, vækstsæson, gæringsteknik osv. for hver vin. Alt, hvad Isabella Francès oplyser, er vinenes navne. Det er dog også begrænset, hvad hun ved om vinene, da hun ikke er ønolog.
Deltagerne derimod opfordres til ikke at sige et ord, før smagningen er ovre - de skal udelukkende koncentrere sig om oplevelsen af vinene, deres farve, duft, smag og hvilke tanker, de fremkalder.
Og der er intet hastværk – man bliver bedt om at tage sig god tid til oplevelsen af hver enkelt vin.
Ifølge sofrologen har flere deltagere efter disse seancer sagt til hende, at de for første gang blev i stand til at værdsætte de finere detaljer i en vin.
Domaine des Deux Roches er ikke den eneste franske producent, der parrer vinsmagning og sofrologi. Også hos Domaine de Cousignac i Rhône tilbyder man besøgende en lignende oplevelse. Her går guideturen før smagningen dog ud i det omkringliggende landskab.


Et foto af prins Robert af Luxembourg er foreløbig det eneste, Sotheby's har lagt på sin hjemmeside, når det gælder auktionen - der dog også først bliver afholdt til maj.

Kongelig kælder under hammeren

For første gang i Sotheby’s 278 år lange historie har auktionshuset fået til opgave at sælge indholdet fra en vinkælder tilhørende et medlem af et europæisk kongehus. Det drejer sig om prins Robert af Luxembourgs private vinsamling på hele 4000 flasker Bordeaux-vin i årgange fra 1906 til 2018. Samlingen omfatter vine fra topslotte som Cheval Blanc, Lafite, Latour, Margaux, Mouton Rothschild, Lynch Bages, d’Yquem, Palmer, Ausone og Petrus – samt et større antal vine fra prinsens og hans families egne vinslotte, Haut-Brion og La Mission Haut-Brion.
Samtlige indtægter fra auktionen, som finder sted d. 21. maj, vil gå til forskning i PoLG mitokondriel lidelse – en sygdom, som prinsens søn, Frederik, blev diagnosticeret med for fem år siden i en alder af 14 år.


I Chianti Classico finder man blandt andet Fontodi, en af appellationens mest berømte vingårde. Fra gården er der en smuk udsigt over vinlandskabet.

Ny DOCG i Chianti

I 1967 blev vinområdet Chianti i Toscana en officiel appellation – en DOC (Denominazione di Origine Controllata), og appellationen omfattede syv underdistrikter: Colli Fiorentini, Colli Senesi, Rùfina, Colli Aretini, Colline Pisane, Montalbano og Chianti Classico, der var det historiske udgangspunkt for Chianti-vinene.
I 1984 blev hele dette område opgraderet til DOCG-status (Denominazione di Origine Controllata et Garantita), den fineste kategori inden for italiensk vin. Derudover var der – ligesom i dag – den store brede Chianti-appellation nederst i kvalitets-pyramiden.
I 1996 fik Chianti Classico sin helt egen DOCG, hvormed der var seks underdistrikter tilbage i Chianti DOCG – dog kun indtil året efter, hvor man igen kom op på syv distrikter med godkendelsen af Montespertoli. Og nu er et ottende underdistrikt på vej, Terre di Vinci.

Leonado da Vincis fødested


I flere år har vinproducenterne i dette område presset på for at få godkendt det som en DOCG, og for nylig lykkedes det, da vinrådet i Chianti godkendte ansøgningen. Nu er den sendt videre til den italienske landbrugsminister, og når han har givet grønt lys, skal den nye Chianti DOCG endeligt godkendes i EU-regi. Det er en langvarig proces, men det forventes, at godkendelsen er i hus inden dette års druehøst.
Terre di Vinci (Vincis jord) omfatter fire kommuner – Ceretto Guidi, Fucecchio, Capraia e Limite og Vinci. Det var i sidstnævnte kommune, den verdensberømte multikunstner Leonardo da Vinci blev født i 1452. Og selvfølgelig skal netop dette navn indgå i navnet på den nye DOCG.

Strengere regler


For at kunne opnå DOCG-status kræver det blandt andet, at områdets terroir udmærker sig i forhold til de tilstødende områder, og det gør Terre di Vincis via undergrundens særlige sammensætning af kalk, ler og ekstra store mængder fossilaflejringer.
Når området bliver en DOCG, skal vinproducenterne underkaste sig strengere regler for dyrkning og vinfremstilling – regler, som har til formål at højne vinenes kvalitet.


Den nye blå øl "Line" fra det franske bryggeri Hoppy Urban Brew.

Skål i blåt bryg

I 2015 kunne vi berette om lanceringen af verdens første blå vin – en spansk hvidvin tilsat blå farvepigmenter i form af indigo fra planten af samme navn. To år senere kom så den første blå mousserende vin, Blumond, på markedet – en italiensk vin, der var en blanding af prosecco, blå curacao og ferskner. Og nu har så den første blå øl set dagens lys. ”Line” hedder brygget, og det er kreeret af et mikrobryggeri, Hoppy Urban Brew, i den nordfranske by Roubaix.
Den blå farve, phycocyanin, er udvundet af alger fra et lokalt alge-firma, Etika Spirulina, og det tilsættes brygget under fremstillingen. ”Line” skulle efter sigende være et let og frugtagtigt bryg.
De første 1500 flasker af øllet blev revet væk, så nu har man travlt hos Hoppy Urban Brew med at brygge et nyt parti.

Asiens hurtigst voksende vinmarked

Der var engang, hvor vinproducenternes øjne var rettet mod Kina som det store nye marked for vineksport, når det gælder Asien. Kineserne aftager stadig rigtig megen vin, men i de senere år har importen været for nedadgående – i 2021 faldt den således med 14% i værdi.
Stik modsat går det i Sydkorea, hvor der ifølge Wine-Searcher sidste år var en stigning i vinimporten i værdi på gigantiske 76% til det, der svarer til 3,3 milliarder kr., hvilket gør landet til det hurtigst voksende asiatiske marked for vin.
Frankrig tegnede sig for den største eksport til Sydkorea på 1 mia. kr., dernæst kom USA med en eksport på 526 mio. kr. efterfulgt af Chile og Spanien med henholdsvis 442 mio. kr. og 247 mio. kr. Væksten i den sydkoreanske import begyndte i 2018, og siden da har pilen kun peget opad.


Foto: CIVC.

Rekordår for Champagne

I 2021 blev der - ifølge nye tal fra producentforeningen Comité Champagne (CIVC) - solgt 321,8 millioner flasker champagne på verdensplan. Det er en stigning på 32% sammenlignet med 2020 – hvor pandemien ganske vist lagde en dæmper på salget. Men det er også 8,2% flere flasker end i 2019.
Og når det gælder eksporten, blev der sidste år slået rekord med 180 mio. flasker champagne. Aldrig tidligere har verden uden for Frankrig aftaget så mange flasker af den berømte mousserende vin.
På det franske hjemmemarked blev der i 2021 solgt 142 mio. flasker champagne, hvilket var en stigning på 25,3% i forhold til 2020. Men denne stigning er en enlig svale – siden 2010, hvor der blev solgt 185 mio. flasker, er salget faldet år for år.


En flaske til 447.000 kr.

Det skotske whiskytapperi Gordon & MacPhail er kendt for at lancere meget gamle whiskyer til skyhøje priser. Gennem nogle år har tapperiet således solgt ud af et meget begrænset antal flasker Glen Grant 72 Years Old whisky. I alt er der fremstillet 290 flasker, og i starten af februar blev de sidste 50 sat til salg til den nette sum af 50.000 pund (cirka 447.000 kr.) flasken.
Der er ingen tvivl om, at flaskerne vil blive revet væk trods den høje pris, og en af årsagerne er, at man – hvis man bliver den heldige ejer af en flaske – højst sandsynligt vil kunne videresælge den for mere end 100.000 pund (cirka 895.000 kr.), så snart der er lukket for salget hos Gordon & MacPhail.
At være en ud af kun 290 personer i verden, der ejer en så sjælden whisky, er der ligefrem rift om, så at investere i en sådan flaske kan i høj grad give et afkast, der proportionelt kan måle sig med investering i aktier.
Whiskyen, der har modnet på fad siden 1948, skulle i øvrigt smage fortræffeligt. Den fik 97,5 point i Whisky Bible 2022, og det er første gang, den årlige guidebogs forfatter, Jim Murray, har givet en whisky så høje point. Og guiden er immervæk kommet på markedet hvert år siden 2002.
Det nye puslespil fra Water & Wines.

Læg skotsk whisky som puslespil

Hvis de lange kolde vinteraftener bliver lidt for langtrukne, kan man jo altid lægge et puslespil.
I uge 21 2021 nævnte vi de håndkolorerede, vinøse puslespil, sommelieren Yamit Viitaoja har lanceret i sit firma Water & Wines. De er fremstillet af genbrugsmaterialer, og for hvert puslespil, der sælges, planter firmaet et træ og giver en del af beløbet til et initiativ, der skal forbedre den globale adgang til rent drikkevand.
Water & Wines lancerer med jævne mellemrum nye puslespil, der alle viser et kort over et bestemt vinland eller distrikt. Sidste nye skud på stammen har for første gang bevæget sig væk fra vinens verden ved at have Skotlands whiskydistrikter og dets destillerier som motiv. Med puslespillet følger også en beskrivelse af destillerierne og distrikterne.
Ligesom de vinøse puslespil er nyheden også på 1000 brikker og koster det, der svarer til 295 kr. inkl. forsendelse til Danmark. Det kan købes ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* AM Vinimport har d. 1. februar købt og overtaget Bulgarian Wine. Nedenfor bringer vi et portræt af ejeren af AM Vinimport, Anne-Mette Storm.


Anne-Mette Storm.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Anne-Mette Storm (f. 1973) har været interesseret i vinens verden lige fra barnsben, hvor hun fik lov til at smage vin derhjemme. Det lå dog ikke i kortene, at hun en dag skulle være fuldtidsbeskæftiget inden for branchen. 
Efter gymnasiet blev hun uddannet forskningslaborant med speciale i molekylærbiologi. I dette virke hos bl.a. Novo Nordisk og Carlsbergs laboratorier fik hun praktisk erfaring med både bakterier og svampe - og ikke mindst med gærstammer til både øl- og vinproduktion. 
Efter endt karriere i laboratoriet, fik hun i år 2000 - på grund af allergi - job som sælger af laboratorieudstyr for en større europæisk virksomhed. Med denne salgserfaring i bagagen tog hun seks år senere springet til vinkonsulent for Vinhuset Ferd. Pieroth, hvor hun primært forestod salg til erhvervskunder på Midtsjælland. 
Anne-Mette Storm og hendes mand har i flere år haft en dejlig lejlighed i Bulgarien i det skønne skiområde Pamporovo beliggende i Rhodope-bjergene, som grænser op til Grækenland. Her har de tabt deres hjerter til landet, naturen, kulturen, gæstfriheden, maden og ikke mindst vinene! 
Da Anne-Mette Storm var ked af ikke at kunne købe bulgarske vine herhjemme, tog hun endnu et spring i 2018, idet hun grundlagde AM Vinimport - et firma, der udelukkende har fokus på Bulgariens noget underkendte kvalitetsvine.  
I 2021 startede hun et spirende samarbejde med Bulgarian Wine, der også er specialiseret i bulgarske vine, som udbydes online. Samarbejdet udviklede sig til, at AM Vinimport pr. 1. februar 2022 købte og overtog Bulgarian Wine. 
Fritiden bliver brugt på hus og have, samt i køkkenet, hvor menuen ofte er bulgarsk inspireret og selvfølgelig ledsaget af et glas bulgarsk vin! 
Adresse: AM Vinimport, Størlingevej 9, 4733 Tappernøje, tlf.: 21 14 08 40,  
e-mail: ams@amvinimport.dk, www.amvinimport.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Veltlínské Zelené bedre kendt som Grüner Veltliner. Foto: Wikipedia/Rosenzweig.

Hvor kan jeg købe tjekkisk vin?

Knud Thomsen synes, tjekkerne producerer fremragende vine – og især hvidvine – og han vil derfor gerne vide, om der er nogen herhjemme, der importerer tjekkisk vin.
Da vi ikke umiddelbart kender til en sådan importør, skynder vi os at sende spørgsmålet videre til vores mange andre læsere. Vi hører meget gerne om forhandlere af tjekkiske vine på info@vinavisen.dk
Knud Thomsen har endnu et spørgsmål:
- Den vin, der dyrkes i Tjekkiet, er hovedsageligt hvidvin på Grüner Veltliner. Den smager også som Grüner Veltliner, og så er den billig. Men jeg kan ikke huske, hvad druen hedder på tjekkisk?
Den hedder Veltlínské Zelené og dyrkes stort set ikke andre steder end i Tjekkiet og Østrig - hvor den hedder Grüner Veltliner og dækker omkring 36% af landets vinmarksareal.
I Tjekkiet, hvor cirka 63% af vinen er hvidvin, udgør vinene på Veltlínské Zelené omkring 11% af landets samlede vinproduktion.


Ugens vinøse billede

Under oprydning i sit sommerhus, faldt Mikael Aagaard over dette endestykke fra en trækasse, der har indeholdt 12 flasker Château Margaux 1. cru årgang 1972:
- Kasserne blev solgt til afhentning på Irmas centrallager i Rødovre i 1976, skriver vores læser, der dengang selv var disponent i Irma Vin.
- Kunderne mødte op med en girokvittering på beløbet og drog så hjem med vinkasserne i bil, bus eller på cykel. Der har været noget af en prisudvikling siden dengang (i dag koster nyere årgange af Château Margaux 1. cru omkring 5000 kr. flasken, red.).
Irma havde købt omkring 1500 kasser vin til en rigtig god pris, og ud over Château Margaux 1. cru indeholdt kasserne også 2. og 3. cru-vine fra appellationen Margaux.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594Billede 595-621


671 Lige uden for Saint-Émilion by ligger det fine Premier Grand Cru Classé slot Château Canon fra circa 1750. (foto © Brice Braastad / Episode II).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 15 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Còte Semi Sweet, Côte Wines, Bulgarien, 2021, lav alkohol (12%)

85 kr., pris på tilbud: 68 kr., AM Vinimport

Denne halvsøde veganske hvidvin stammer fra Rosendalen midt i Bulgarien. Dalens navn skyldes, at den - ud over vin - også fremstiller halvdelen af verdens rosenolie. Men her gælder det vinen, og den er delikat, med en liflig duft af honning og en anelse fennikel. Smagen har fyldig frugt og noter af sød melon og en lang eftersmag, der slutter med et lille forfriskende bittert bid. Det er en vin, der kan nydes afkølet, som den er, til asiatiske retter med sødme eller til let søde desserter. Vinen er fremstillet på druerne Red Misket, Traminer og Chardonnay. Et kup til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Mascota, Mascota Vineyards , Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2020, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud indtil 10. februar: 50 kr. Sælges også i Kvickly og SuperBrugsen, VinCooperativet

En helt igennem dejlig hvidvin med en liflig duft og frugtsmag. Frisk ananas er den dominerende note, men der er også grønne druer, nektariner og fine fadnoter. En vin, mange vil kunne lide. Tilbudsprisen på 50 kr. er yderst rimeligt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Théo Cattin Riesling, Riesling, Alsace AOC, Frankrig, 2020, lav alkohol (13%)

109,95 kr., pris på tilbud indtil 9. februar: 74,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Irma, VinCooperativet

En dejlig hvidvin med en anelse petroleum i duften men også med en fin lille honningnote, der går igen i den rige frugtsmag. Eftersmagen har den for Riesling så karakteristiske friske syre. Så afgjort en kvalitets-Riesling til en fordelagtig tilbudspris.

stjernestjernestjernestjerne

Lelièvre, Auxerrois, Côtes de Toul AOC, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%)

110 kr., Chez Julien

Der er aromatiske æbler i duften af denne gode hvidvin, mens smagen er tør med sarte frugtnoter og en fin mineralitet. Det er en let vin, som nogle måske vil finde lidt spinkel.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lockwood Pure Chardonnay, Lockwood Vineyard, Chardonnay, Californien, USA, 2018, middel alkohol (13,5%)

Som der står på etiketten, er denne hvidvin "unoaked" - ikke modnet på eg - hvilket man ofte skriver, da rigtig mange californiske Chardonnay-vine netop er fadmodnede. Det er en rigtig dejlig vin med duft af cantaloup og kvæde og med en cremet og fyldig frugtsmag med noter af sommeræbler, som holder ud i den lange eftersmag. Et lille bittert bid til slut gør vinen oplagt til mad - fx til stegt laks eller asiatiske retter.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Lava, Damianitza Winery, Bulgarien, 2018, middel alkohol (13,5%)

75 kr., pris på tilbud: 60 kr., AM Vinimport

En rødvin på druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc - en rigtig Bordeaux-blanding. Det er en god og fløjlsblød rødvin med koncentreret frugt og en markant note af ren lakrids.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Orphica, Bodegas Trenza, Monastrell, Spanien, 2020, høj alkohol (15%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

Vi har også smagt denne rødvin i årgang 2019, hvor vi gav den 5 stjerner. Og årgang 2020 holder kvaliteten. Det er en lækker, fyldig, koncentreret og harmonisk vin med en perfekt forening af frugtsødme, krydrede noter og tanninbid. Nyd vinen til kraftige kødretter og fuldmodne oste.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Cuvèe Fabre, Côtes du Rhône AOP, Frankrig, 2021, middel alkohol (14%)

90 kr., Vinmonopolet

Denne biodynamiske rødvin har vundet en sølvmedalje ved Challenge Millésime Bio - verdens største konkurrence for økovine. Og det forstår man godt, for det er kompleks, fint krydret og meget harmonisk vin med fylde og elegance og en lang og blød eftersmag med strejf af rosmarin. Til slut blander en lille smule syre sig i alle herlighederne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Passo del Sud, Tagoro, Puglia IGP, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

99 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 69 kr., Skjold Burne Online

En charmerende rødvin fremstillet på tørrede druer. Den dufter af mandelmasse og syltede kirsebær og har en fyldig, frugtrig smag med en perfekt balance mellem frugtsødme og tørhed. Drik den til en god, kraftig pastaret.

stjernestjernestjernestjerne

Famiglia Castellani Riserva, Chianti Classico DOCG, Italien, 2016, lav alkohol (13%)

149 kr., pris på tilbud fra 11. til 13. februar: 89 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En rødvin med elegance, saftighed og fine krydrede noter samt en anelse syre, som holder ud i den lange eftersmag. Med andre ord en rigtig god Chianti-vin, som vil egne sig fint til en pasta eller fjerkræ.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Z, 7 Deadly Zins, Lodi, Californien, 2018, høj alkohol (15%)

Mørke kirsebær, chokolade og nyhøvlet træ forenes i duften af denne helt igennem dejlige rødvin. Det er en vin, der vil frem i verden med al dens koncentration, kraftige krydrede bærsmag og en eftersmag, der insisterer på at blive hængende meget længe. En vin man må overgive sig til - og servere til en fyldig kødret eller smagfulde tørre oste.

stjernestjernestjernestjerne

Rings Spätburgunder, Weingut Rings, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland, 2019, lav alkohol (13%)

265 kr., pris ved 3 flasker: 195 kr., Erik Sørensen Vin

En rødvin på Spätburgunder (Pinot Noir) og en rigtig dejlig vin med duft af grønne blade. Smagen er fyldig og frisk med modne ribs som den dominerende note. Vinen har en god syre og bør så afgjort ledsages af mad - gerne lidt fede og ikke for kraftigt krydrede retter.

stjernestjernestjerne

Pyramid Valley, Pinot Noir, Central Otago, New Zealand, 2018, middel alkohol (13,5%)

En ok rødvin med Pinot Noir-druens karakteristiske saftighed, friske bærsmag og fine syre. Men til prisen på 320 kr. er det en lidt "hurtigt overstået" vin, hvor eftersmagen slutter brat.

Sød vin

stjernestjernestjernestjerne

Conceito Tawny 10 Years Old, Porto, Portugal, høj alkohol (20%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., AndrupVin.dk

En dejlig og meget sød portvin med duft af mørke rosiner og med en lang kompleks smag af tørrede frugter. Nyd et glas til en ligeledes sød dessert.

Andet

stjernestjernestjernestjernestjerne

Falster Akvavit Fadlagret, Falster Destilleri, Danmark, 2021, høj alkohol (38%)

Denne akvavit er lavet på basis af dildfrø, fennikelfrø og pomeransskal, og det er især dildfrøene, der træder i karakter i både duft og smag. Men i den lange eftersmag dukker flere krydrede noter frem og en anelse sødme, der måske skyldes modningen på fade, som tidligere har indeholdt sød PX-sherry. Det er på en og samme tid en kraftig og delikat akvavit, som varmer godt i vinterkulden.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen