Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 13, 2022



Kortet viser tørkens udbredelse i USA's stater - Californien er det afgrænsede felt med det blå kryds. Den brune farve står for "bliver stadig værre". Illustration: NOOA Climate Prediction Center.

Ekstrem tørke igen i år

For tredje år i træk venter der Californien, der fremstiller mere end 90% af al vin i USA, et år med tørke. Ifølge nye tal fra US National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) lider 93% af staten i øjeblikket under ”alvorlig tørke” og 35% under ”ekstrem tørke”. For bare en uge siden lød tallene på henholdsvis 87% og 13%. Og de kommende tre måneder forventes at blive endnu mere tørlagte end i de seneste par år.

Vinproducenter og drueavlere er - ligesom statens indbyggere generelt - selvsagt yderst bekymrede over situationen. Vandstanden i de to reservoirer i Nevada og Utah, som Californien hovedsageligt får sit vand fra, er lavere end nogensinde før, og det kan meget vel betyde, at der bliver langt mindre vand til vanding af vinmarkerne.

Arealet skal skrumpe


Med den globale opvarmning står man højst sandsynligt over for et blivende problem, og en oplagt løsning vil være at nedlægge en del af vinmarksarealet.
Allerede for to år siden overvejede de vinøse myndigheder i Californien at reducere statens 249.000 hektar vinmarker med cirka 12.000 hektar – nu med udsigt til endnu et år med mangel på vand, kan det blive nødvendigt at rive endnu flere vinstokke op ved rode.


En lille del af Atrios fantastiske vinkælder, der rummer hele 40.000 flasker vin. Foto: Atrio.

Opgiver jagten på tyvene

I uge 45 sidste år nævnte vi, at den to-stjernede Michelin-restaurant Atrio i det spanske Cáreres havde været udsat for ”århundredets tyveri”, som de spanske medier kaldte det.
Det var et par, en kvinde med schweizisk pas og en engelsktalende mand, der på snedigste vis stjal vine fra Atrios vinkælder til en værdi af cirka 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.).
I fem måneder har politiet efterforsket sagen uden resultater - parret er som sunket i jorden, og det samme er vinene. Ikke en af de mange kostbare vine er dukket op til salg på det sorte marked, hvilket bestyrker politiets mistanke om, at tyveriet har været bestilt – måske af en vinsamler med mindre fine kanter…
Ejerne af restauranten, José Polo og Roni Peréz, har nu opgivet tanken om nogensinde at få flaskerne tilbage og har overgivet sagen til deres forsikringsselskab.

Kræs for en vinsamler


Atrio har Spaniens og måske Europas fineste og mest omfattende vinliste, der tæller hele 3400 forskellige vine (det må være ret svært at vælge, hvilken vin man vil have til maden). Og i kælderen er der 40.000 flasker fra 140 forskellige lande.
Blandt de vine, tyvene drog af med, var der 38 flasker Domaine de la Romanée-Conti - vine, der i gennemsnit koster cirka 90.000 kr. flasken - og en uvurderlig flaske Château d’Yquem fra 1806, der stod til det, der svarer til 2,6 mio. kr. på restaurantens vinliste. Altså kræs for en vinsamler...


Den smukke mørke drue papaskarasi betyder på græsk "præstens sorte", et navn, der henviser til, at det var kristne grækere, der først dyrkede druen. Foto: Chamlija Wines.

International debut til ukendt drue

Hvis man ikke lige nikker genkendende til druenavnet Papaskarasi, er det ikke så underligt. Denne blå drue er hjemmehørende i Tyrkiet, og indtil videre er der kun en enkelt producent, Chamlija Wines, der fremstiller vin til salg på Papaskarasi.
Druen er udvandret fra Grækenland, og selv om den er sjælden i dag, var den rødvin, der blev lavet på den, yderst trendy blandt oldtidens grækere. Første gang, druen nævnes i skriftlige kilder, er i 400-tallet e.Kr.
Chamlija Wines blev grundlagt i 2008, og samme år satte ejeren, Mustafa Chamlija, de første Papaskarasi-vinplanter i jorden. Den rødvin, han hidtil har lavet på druen, er blevet solgt inden for Tyrkiets grænser, men om kort tid vil de første flasker Papaskarasi-vine nogensinde komme på det internationale marked i form af en rødvin med navnet Marcel Biron.

Kun 120 flasker


I første omgang er det dog kun briterne, der får mulighed for at købe vinen – og kun ganske få briter, da Storbritannien kun er blevet tildelt 120 flasker. Der er da heller ikke megen vin at dele ud af, da Mustafa Chamlija kun har tappet vin på i alt 1250 flasker. Prisen for en flaske bliver 40 pund (cirka 355 kr.).
Det er selvfølgelig lidt dristigt at sende vin på en totalt ukendt drue – hvis navn ovenikøbet er svært at udtale – på det britiske marked. Og så til så høj en pris. Men Chamlija har gødet vejen til lanceringen ved gennem de sidste mange år at have skabt sig et navn uden for Tyrkiet med vine på kendte druer som Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon.
Papaskarasi skulle ifølge Chamlija være en utroligt krydret og parfumeret drue, der som noget helt særligt giver vinen en markant vanilje-note – den slags note, som normalt kun opnås ved at modne vinen i længere tid på egefade. Den vin lyder jo interessant – håber, der en dag tilflyder danske forretningshylder nogle flasker…

Rekordsalg af cava

Der er franskmændenes champagne og crémant og italienernes spumante - og så er der spaniernes mousserende vin, cava. Og den har ifølge cava-appellationens vinråd fået gevaldig vind i salgssejlene i løbet af 2021.
I alt blev der solgt 252 millioner flasker cava, hvilket var en stigning på 17,3% i forhold til 2020 og en hidtidig salgsrekord. Eksporten tegnede sig for 71% af salget og en vækst på 11,3%. Til EU-landene steg salget med 3% i mængde, mens cavaens stigende popularitet i USA resulterede i en stigning på gigantiske 40%.
Også på det spanske hjemmemarked gik salget forrygende med en vækst på 19% til 69 mio. flasker. 22 mio. af de mange solgte flasker cava på verdensplan var økologisk certificerede. Det var 65,4% flere end året før.
Druerne til de mousserende vine kommer fra 38.000 hektar vinmarker, som dyrkes af 350 vinproducenter.

Sanktioner rammer italienske vinhuse

Selv om vinproducenterne i de respektive EU-lande sympatiserer nok så meget med Ukraine og bakker fuldt ud op om sanktionerne over for Rusland, så har de selvsamme sanktioner naturligvis mærkbare konsekvenser for de producenter, der hidtil har haft en betydelig eksport til russerne. Og det vil i høj grad sige de italienske producenter, idet Italien er EU’s største eksportør af vin til Rusland. På anden- og tredjepladsen ligger henholdsvis Frankrig og Spanien.
I 2021 eksporterede italienerne således vin til russerne for hele 345 millioner euro (cirka 2,6 milliarder kr.).

Ønsker kompensation


Sanktionerne er ikke mindst gået ud over producenterne i Asti og Prosecco – Italiens to ”mousserende” vindistrikter. Til sammen tegnede de sig i 2021 ifølge nyhedssiden Quotidiano Piemontese for cirka halvdelen af landets vineksport til Rusland.
Derfor har de to distrikter bedt EU om kompensation for det økonomiske tab, sanktionerne medfører. Samtidig lyder det dog med kampgejst fra landbrugsforeningen i Asti, at man nok skal finde nye markeder og forbrugere til distriktets mousserende vine, som kan erstatte den ellers indbringende eksport til russerne.


Fra den lille film på YouTube, hvor en blended rødvin blindsmages op mod samme vin skænket direkte fra flasken. Den mundfuld vin kunne han vist ikke lide ...

Blindsmagning af blended vin

Hvis en rødvin er lidt lukket og rå, kan det være en god idé at ilte den ved at plaske den over i en karaffel et par timer før servering.
Men man kan også benytte sig af "hyperdekantering", en metode introduceret af den amerikanske kogebogsforfatter Nathan Myhrvold for nogle år siden. Man hælder simpelt hen rødvinen i en blender, lader den blende på højeste gear i et halvt til et helt minut, lader skummet lægge sig og hælder den dernæst i vinglassene.
Det er der rigtig mange, der siden hen har forsøgt sig med, og i en lille film på YouTube bliver en billig og lidt rå rødvin på Cabernet Sauvignon blended og blindsmagt op imod den samme vin direkte fra flasken. Bagefter gælder det så en lignende smagning af en hvidvin.

Hjælper kun på rødvinen


Der er flere deltagere til blindsmagningen, der alle giver deres besyv med, og gennemgående foretrækker de den blendede rødvin, mens de for hvidvinenes vedkommende hælder mest til den fra flasken.
Mens iltningen i blenderen får bugt med det lidt snerpende og rå i rødvinen og gør den blødere og mere frugtrig, mister den blendede hvidvin noget af sin struktur og friske frugt.
Der er selvfølgelig ikke tale om den store videnskab men derimod et sjovt og ret enkelt forsøg, man også selv kan lave hjemme ved køkkenbordet. Man kan se filmen ved at klikke her.

Undersøgelse af det danske vinmarked

Med jævne mellemrum tager det internationale analysefirma Wine Intelligence pulsen på det danske vinmarked. Sidste gang var i 2019, og nu er det sket igen.
Firmaets nye undersøgelse viser, at antallet af danske vindrikkere er skrumpet med omkring 17% i de sidste tre år – og det til trods for, at andelen af voksne danskere over 18 år er steget.
Covid-19 og de deraf følgende nedlukninger og restriktioner kan ifølge Wine Intelligence have en del af skylden. Men årsagen er også dels, at den unge generation drikker mindre vin, dels at vin i stigende grad har fået konkurrence fra andre alkoholiske drikke, heriblandt RTD (ready-to-drink) – hvilket vil sige fx alcopops, drinks og cocktails i dåser og flasker.

Går efter kampagnetilbuddene


Blandt de 18 til 34-årige danskere, som har deltaget i firmaets undersøgelse, ytrede 23%, at de havde tænkt sig at skære ned på vinforbruget. Til gengæld tilkendegav hver fjerde ud af ti, at de – nu hvor pandemien er ovre – regner med at øge deres forbrug af vin.
Når det gælder danskernes vinøse købevaner, er vi ifølge Wine Intelligence blevet mere prisbevidste siden 2018, og vi går i stigende grad efter kampagnetilbuddene. Man kan læse undersøgelsen i sin helhed ved at klikke her.


Den førende spanske vinproducent Torres har lanceret flere af-alkoholiserede vine.

Stor vækst for alkoholfrie vine

Det går forrygende med salget af alkoholfri vin, som ifølge det amerikanske analysefirma Fact.MR spås at runde 10 milliarder i 2027.

Og det er i de europæiske lande, kategorien er i størst vækst - i 2018 tegnede Europa sig for mere end 40% af det globale salg af alkoholfri vin. Alligevel er det USA, der ifølge analysefirmaet vil blive det vigtigste marked for vintypen med en årlig vækstrate på mere end 8% i de kommende år.
I stadig flere vinforretninger i ind- og udland blander de alkoholfrie vine sig med dem med et almindeligt alkoholindhold på mellem 10 og 15%, ligesom der også dukker et stigende antal forretninger op, der udelukkende sælger den alkoholfrie udgave. Også Sydafrika har nu ifølge WOSA fået sin første butik af slagsen, Zero Wine.

Ikke ens regler


Lad os lige slå en ting fast: Alkoholfri vin er ikke bare ugæret druesaft. Det er vin, der er fremstillet som al anden vin, men hvor man efter fremstillingen har fjernet eller i hvert fald kraftigt reduceret alkoholen.
Det kan gøres på forskellige måder – blandt andet via vakuumdestillation. Her hælder man vinen ned i store kedler med undertryk, hvorefter man ved cirka 18 grader får alkoholen til at fordampe – samtidig med at smagen (så vidt muligt) bevares.
En alkoholfri vin kan godt indeholde en lille smule alkohol. I Danmark må der fx maksimalt være 0,5% alkohol i flasken, mens Frankrig og Italien har en øvre grænse på 1,3%. I Storbritannien er man noget skrappere - her må indholdet af alkohol ikke overstige 0,05%.

Kom med jeres input


Ifølge EU-reglerne må ordet ”vin” ikke stå på etiketten af en sådan af-alkoholiseret vin – også selv om vi generelt kalder det for alkoholfri vin. Alkoholniveauet skal være på mindst 8,5%, før indholdet kan betegnes som vin.
Men det bliver ændret pr. 1. januar 2023. Ifølge de nye regler vil af-alkoholiserede vine med en appellation (AOP, IGP, DOC osv.) med helt ned til 0,5% alkohol blive anerkendt som vin. Og har vinen ingen appellation, behøver den slet ikke at indeholde alkohol for at blive betragtet som vin. Reglerne bliver netop indført for at bakke op om den stigende interesse for de alkoholfrie vine.
Men er disse vine noget, danskerne sætter på bordet til aftensmaden? Har de deres berretigelse, eller går det for meget ud over smagen, at man har fjernet alkoholen? Vi hører meget gerne fra VinAvisens læsere om deres forhold til og mening om alkoholfrie vine på info@vinavisen.dk.


Hammeren svinges over fadene, der er til salg på auktionen i Nuits-Saint-Georges's gamle hospital. Foto: Hospices de Nuits-Saint-Georges.

Salgsrekord for Bourgogne-auktion

Vinauktionen i Hospices de Beaune (det gamle hospital i Beaune) er verdensberømt. Men der findes også en anden ”hospitals-auktion”, ligeledes i Bourgogne, og det er den i Nuits-Saint-Georges’s gamle hospital. Den afholdes også årligt – og for hvert år med stadig større succes.

Udgave nummer 61 af Hospices de Nuits løb af stablen d. 20. marts, og det blev med en hidtidig salgsrekord.
Ligesom til hospitalet i Beaune har folk i Nuits-Saint-Georges doneret vinmarker til deres hospital gennem flere hundrede år, og på samme måde som i Beaune er det fade med den nyeste årgang vin fra markerne, der kommer på auktion.

Forbliver lillebror


Salget af de i alt 109 fade indbragte hele 2,5 millioner euro (cirka 19 mio. kr.). Det var 30% mere end sidste år, hvor det samlede hammerslag for 114 fade lød på 1,9 mio. euro (cirka 14 mio. kr.), hvilket igen var 19% mere end i 2020. Så det går den helt rigtige vej for auktionen.
I gennemsnit indbragte et fad med rødvin ved årets auktion 22.482 euro (cirka 167.000 kr.) – en stigning på cirka 35% i forhold til 2021.
Ligesom til Hospices de Beaune-auktionen sælges der også et Pièce de charité (velgørenhedsfad) på auktionen i Nuits-Saint-Georges, og her lød hammerslaget i år på 43.585 euro (cirka 324.000 kr.).
Trods de flotte tal i Nuits-Saint-Georges er der lang vej til, at salget når så store højder som hos storebroren i Beaune. De senere år har denne auktion indbragt 13 mio. euro (cirka 97 mio. kr.).


Flyd på en flaske rosé

Sommeren er ikke så langt væk, og så bliver det tid til strand og vand - og til at få pustet flydemadrasserne op. Og det kunne jo fx være en madras udformet som en flaske rosévin i stedet for en af de mere almindelige flydemadrasser.
Det er det amerikanske firma Kangaroo, der netop har specialiseret sig i sjove og anderledes flydemadrasser, som har lanceret ”roséflasken”. Så vidt vi ved, kan madrassen ikke fås i Danmark, men den kan købes hos Amazon.com ved at klikke her. Prisen er 32,16 dollars (cirka 218 kr.) plus forsendelse.
Klostret La Grande Chartreuse ligger relativt afsondret fra omverdenen, omgivet af bjerge og skove. Foto: Wikipedia/ Thierry de Villepin.

Grøn likør på fremmarch

Chartreuse er navnet på en fransk likør, som for 20 år siden ikke var særligt populær. Men det er der vendt op og ned på i de senere år. I dag har likøren fået en genopblomstring – ikke mindst i USA, der er verdens største eksportmarked for Chartreuse. Men også herhjemme i barer rundt omkring i landet. Og i Aarhus er baren Lecoc efter sigende den bar i verden, der sælger næst mest af likøren.
Der er to ting, som er særegent for likøren, og det er dens mosgrønne farve - som er helt naturlig - og så dens utrolige historie.
Vi skal helt tilbage til 1084, hvor en ny katolsk orden, Chartreuse-ordenen, blev grundlagt i de franske alper i nærheden af byen Voiron. Et stort kloster, La Grande Chartreuse, blev opført, og et af ordenens strenge krav var, at munkene skulle leve i tavshed bag klostrets mure. Den dag i dag må de ikke tale sammen, og de bryder kun tavsheden, når de synger i kirken.

130 forskellige urter


I 1605 fik munkene overrakt et manuskript, der indeholdt en opskrift på en eliksir, som efter sigende kunne forlænge livet. Det var dog først i 1737, at det lykkedes klostrets apoteker at fremstille eliksiren – det var nemlig ikke nogen let opgave, da der skulle bruges 130 forskellige planter og urter!
Den livgivende drik indeholdt hele 69% alkohol, og den blev straks en succes i de omkringliggende landsbyer.
Ud fra denne stærke mikstur udviklede munkene i 1764 den noget blidere likør med ”kun” 55% alkohol – og det er den samme opskrift, der havner i hver eneste flaske af den grønne Chartreuse den dag i dag. Og det er kun to af de tavse munke, der kender til den nøjagtige opskrift.

Moderne besøgscenter


Med tiden har den grønne udgave fået følgeskab af en gul Chartreuse, og i dag sælger klosteret likør for mere end 10 millioner euro (cirka 74 mio. kr.) årligt.
Selve destilleringen foregår i dag i et destilleri i byen Aiguenoire, mens den årelange fadmodning sker i kæmpestore fade i klostrets kælder.
I forbindelse med destilleriet åbner der denne sommer et nyt og moderne besøgscenter samt en butik, hvor man kan købe de forskellige udgaver af likøren. Det kan man læse mere om ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Peter Find Andersen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Peter Find Andersen (f. 1956) er født og opvokset i Charlottenlund. Efter studentereksamen i 1976 læste han til civilingeniør på DTH (nu DTU), men afbrød studierne efter tre år for at tage en uddannelse som civil pilot.
Det blev til 34 år i flybranchen med flere ansættelser som pilot og flyinstruktør i mindre flyselskaber samt i Luftfartstilsynet (Trafikstyrelsen) og i sidste ende i SAS.
I 2013 gik Peter Find Andersen på pension, og hermed startede en ny karriere – denne gang i vinens verden.
Sammen med sin hustru, Tine Malle Andersen, havde han allerede i 2007 købt Château Gourran i Bordeaux af sin stedfar, Kaare Thal-Jantzen, og nu begyndte ægteparret at fremstille vin på slottet, hvilket krævede en større investering i lokaler og moderne udstyr. Château Gourran har rødder tilbage til 1500-tallet, men fik sit nuværende udseende via en ombygning i 1773.
Druerne kommer dels fra slottets egne 6,5 hektar vinstokke med blå druer, dels fra 1,8 hektar med hvidvinsdruer, som ægteparret har forpagtet af en gård i nærheden. Og årligt fremstiller Château Gourran circa 40.000 flasker vin under mottoet "Bordeaux i øjenhøjde".
Den nødvendige ekspertise i vinmarken og vineriet har fra starten af været varetaget lokalt af ønologen Christine Chaminade.
Peter Find Andersen og hans hustrus aktiviteter udfolder sig i Frankrig i sommerhalvåret med hovedvægt på vinproduktionen og i Danmark i vinterhalvåret, hvor vinene sælges gennem familiens eget import- og salgsfirma, Gourran.dk.
Der er således rig mulighed for at dyrke samværet med parrets tre danskboende børn, Christian, Caroline og Claus, svigerbørn og foreløbig fire børnebørn samt resten af familien og skaren af venner.
Fysisk aktivitet er i højsædet, og når der ikke pumpes vine, kravles op og ned ad stiger og skubbes rundt med paller, bliver der cyklet, roet kajak og kørt på langrendsski. 10-års medaljen i Vasaløbet er et bevis herpå.
Adresse (i Danmark): Gourran.dk, Ordrup Jagtvej 48D st.th. 2920 Charlottenlund, tlf.: 20 48 52 50, e-mail: pfa@gourran.com, www.gourran.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Så smuk kan en klase Pinot Gris tage sig ud. I Italien hedder druen i øvrigt Pinot Grigio. Foto: Wikipedia/Ermell.

Er druerne i familie?

Liselotte Knudsen har undret sig over, at ordet Sauvignon indgår i både den grønne drue Sauvignon Blanc og i den blå drue Cabernet Sauvignon. Er de to da i familien med hinanden? Spørger hun.
Ja, det er de. I 1997 fandt forskere ved det californiske vinuniversitet UC Davis ud af, at Cabernet Sauvignon er en hybriddrue, idet den er en krydsning mellem netop Sauvignon Blanc og rødvinsdruen Cabernet Franc.
Krydsningen skulle ifølge forskerne være sket naturligt engang i 1600-tallet i det sydvestlige Frankrig.
Navnet Sauvignon betyder ”vild” på fransk og henviser højst sandsynligt til, at druerne oprindelig var vildtvoksende, før man begyndte at dyrke dem.
Navnesammenfald finder man også i den blå drue Pinot Noir og hvidvinsdruen Pinot Gris, og disse to druer er ligeledes tæt forbundet med hinanden, da "Gris-druen", hvis klaser ofte er en blanding af bronzefarvede og violette druer, simpelt hen er en farvemutation af Pinot Noir.


Ugens vinøse billede

Birger Holm har taget dette sjove billede på Beringers "Bancroft Ranch" i den californiske Napa-dal. Og i glasset er der naturligvis druer fra netop den viste mark.
Vinen er en absolut top-rødvin: Beringer Private Reserve Cabernet, og ud over Cabernet-druer fra "Bancroft Ranch" indeholder den også druer fra syv andre vinmarker.


Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-678
Billede 569-594Billede 595-621


678 Som snuden på et stort skib "sejler" vinhuset Ferrer Bobet gennem Priorats bølgende vinlandskab. (foto © Ferrer Bobet).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 12 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Tavernello Spumante Extra Dry, Italien, lav alkohol (11%)

59 kr., Holte Vinlager

En økologisk og vegansk mousserende vin - og en rigtig dejlig vin til de 59 kr. Ud over god moden frugt har vinen en interessant og pikant duft af stjerneanis og lakrids. De små vedvarende bobler videregiver en fyldig smag med en indtagende frugtsødme, der (igen) slutter med et strejf af stjerneanis. En oplagt apéritif og en glimrende vin til studentergildet, når den tid kommer.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Jakob Schneider Riesling Halbtrocken, Riesling, Nahe, Tyskland, 2021, lav alkohol (11,5%)

109 kr., pris ved 100 cl. Pris ved 6 flasker: 85 kr., Jysk Vin

Her får man 25 cl mere hvidvin for pengene end i en almindelig flaske - og vinen i den store flaske er udmærket. Den har en fin duft af citrus med strejf af honning og en god smag af modne citrusfrugter, ananas og melon. En vin, som mange vil kunne lide, og dermed en vin til den store sommerfest. Drik den godt afkølet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Franzen, Weingut Kilian Franzen, Mosel, Tyskland, 2020, lav alkohol (11,5%)

149 kr., pris ved 3 flasker: 119 kr., Mr. Ruby

En mild hvidvin med en fin duft af citrus, flint og en dejlig og frisk smag af modne grønne druer og akaciehonning i kombination med en afstemt syre. Alt går op i en højere og meget delikat helhed. Med sine kun 11,5% alkohol er vinen perfekt til et køligt eftermiddagsglas. Skal der være mad til, vil milde retter med lyse fisk være sagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arroyo Vista, J. Lohr, Chardonnay, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,5%)

249 kr., på tilbud fra 31. marts til 13. april: 149 kr. Sælges også i VinCooperativet, Irma

En kompleks og meget lækker hvidvin med duft af eg, papaya og honning og en smag af modne lyse blommer, grøn drue, eksotisk frugt og citrus. En luksusvin, der vil egne sig perfekt til retter med laks og andre fede fisk samt cremede middelkraftige oste - og en vin til en meget rimelig tilbudspris.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Adobe Carmenère Reserva, Emiliana, Carmenère, Valle de Colchagua, Chile, 2021, middel alkohol (13,5%)

59,95 kr., pris på tilbud indtil 16. april: 35 kr., SuperBrugsen

Vi har smagt denne glimrende økologiske og veganske rødvin i tidligere årgange - hvor den hver gang har indkasseret 5 stjerner. Årgang 2021 lever til fulde op til sine forgængere med sin saftige bærfrugt, fine krydrede noter og bløde afslutning. En vin, der har en stor spændvidde til mad - drik den til en god kyllingeret, til burgeren, pastaen eller madsalaten. Til 35 kr. er vinen et rent røverkøb! Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Hans Baer Pinot Noir Trocken, Hans Baer Weine, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland, 2021, lav alkohol (12,5%)

89,95 kr., set i udvalgte butikker til 49,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En rødvin med en flot klar rubinfarve og duft af blå druer og ren lakrids. Smagen er behagelig og mild, saftig og frisk - men også lidt spinkel og kort. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eneo, Cantine Risveglio, Salento IGT, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Englene synger - sikke en rødvin, fremstillet på druerne Susumaniello og Negroamaro. Den er et overflødighedshorn af dejlige aromatiske indtryk. I duften er der modne hyldebær, brombær, læder, kanel og vanille og i den bløde og runde smag varme krydrede noter, men også en fin lille forfriskende syre og tørhed til slut. En vin, der fortjener en ekstra god lammesteg til påske - eller en luksusgryde med oksekød.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Abbazia Barolo, Casa Vinicola Abbazia, Nebbiolo, Barolo DOCG, Italien, 2017, høj alkohol (14,5%)

229 kr., pris på tilbud fra d. 28. til 31. marts: 129 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En rigtig dejlig rødvin, der lige skal have lov til at åbne sig i glasset. Hæld den gerne over i en karaffel et par timer før servering. Når den så åbner sig, får man den fulde fornøjelse af en kompleks duft af violer, vanille, eg og læder og af en intens og kødfuld men samtidig elegant smag med fine krydrede noter og tilpas tanniner i eftersmagen, der slutter med en fin lille syre. En topvin til en ualmindelig lav tilbudspris ved 6 flasker. Nyd vinen til sammenkogte (kød)retter og cremede oste.

stjernestjernestjernestjerne

Las Sabias, Dominio del Benedito, Toro, Spanien, 2018, høj alkohol (16,5%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., AndrupVin.dk

En kraftig rødvin men en rigtig dejlig vin, der fortjener lige at få lov til at trække vejret i en karaffel før servering. I duften er der violer og intense noter af blåbær samt vanille efter 16 måneder i franske egefade. Smagen er koncentreret og krydret, har tilpas frugtsødme og forholdsvis bløde tanniner - men også et alkoholbid til slut. En vin, der kræver en ekstra kraftig kødret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Villa Loren Amarone, Agricoli Castiglione delle Stiviere, Amarone della Valpolicella DOCG, Italien, 2018, høj alkohol (15%)

299 kr., pris på tilbud d. 30. marts (kun denne ene dag!): 119 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En hel buket af krydderurter og krydderier mødes i duften og smagen af denne fortræffelige amarone. Men de krydrede noter suppleres på bedste vis af moden frugt med en god sødme fra de tørrede druer og af en fin sødme til slut i den lange eftersmag. En vin, der er kræs for amarone-fans - og et godt tilbud ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjerne

Pyramid Valley Pinot Noir, Pyramid Valley, Pinot Noir, North Canterbury, New Zealand, 2019, lav alkohol (13%)

En dejlig rødvin med en herbal duft og en fyldig, saftig smag med fine krydrede noter - rosmarin og timian. Prisen er dog i overkanten og koster den femte stjerne. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tosalet, Hammeken Cellars, Carignan, Priorat DOC, Spanien, 2016, høj alkohol (15,5%)

499 kr., pris på tilbud fra 31. marts til 13. april: 199 kr. Sælges også i VinCooperativet, Irma

Syltede kirsebær, kanel, kardemomme og aromatisk tobak mødes i duften af denne absolut enestående rødvin. 15,5% men ingen spritkant - kun kompleksitet, varme krydrede noter, en perfekt balance mellem moden frugt, tørhed og syre. 500 kr. er en helt ok pris for en så dejlig vinøs oplevelse - så køb et par flasker af vinen til tilbudsprisen på 199 kr.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen