Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 28, 2022



Piemonte er en af de fem regioner, der er hårdt ramt af tørke.

Undtagelsestilstand i Norditalien

Fem vinregioner i Norditalien er så alvorligt ramt af tørke, at den italienske regering har erklæret undtagelsestilstand frem til nytår.

Det drejer sig om Emilia-Romagna, Friuli Venezia Giulia, Lombardiet, Piemonte og Veneto. Vandstanden i søer og floder er på det laveste niveau i flere årtier, fontænerne i Milano og Venedig er slukket, og i Verona er der indført forbud mod bilvask og havevanding. Og der udstedes høje bøder til dem, der overtræder forbuddet.
Tørken har stået på i flere måneder. Der faldt kun ganske lidt sne sidste vinter, og foråret har ligeledes været tørt. Dertil kommer, at også vintrene i 2019, 2020 og 2021 har været ekstremt tørre, og resultatet er nu, at det for alvor kniber med vandreserverne - og dermed også med vand til vinmarkerne.
Ifølge den store italienske landbrugsorganisation Coldiretti kan landet miste mere end 30% af sin produktion af landbrugsprodukter - hvilket jo også omfatter druer til vinfremstilling.
Den italienske regering har nu vedtaget en krisepakke på i alt 36,5 millioner euro (cirka 272 mio. kr.) til de ramte regioner.



Zinfandel-druer i Dry Creek Valley, Sonoma, under "veraison", den proces, hvor druerne begynder at skifte farve fra grøn til blå. Foto: Wikipedia/Frank Schulenburg.

VinAvisens smagning af Zinfandel:
En rødvin, der kalder på grillmad!

I disse dage breder duften af grillmad sig i det danske sommerland. Og når de grillede bøffer, pølser og grøntsager skal nydes, gælder det om at få noget god rødvin i glasset, som kan klare den som regel ret krydrede mad.

Det er der flere vine, der kan, men et oplagt valg er en Zinfandel fra Californien. Den har kraft, krydderier, frugt og sødme samt en god portion alkohol, og den er derfor en velegnet ledsager til alt godt fra grillen.
Nederst på siden bringer vi anmeldelserne af i alt tretten californiske Zinfandel-vine, som VinAvisens smagepanel har smagt og vurderet. Og lige nedenfor følger lidt flere ord om den blå drue.

Den tredje største drue


Zinfandel – eller bare Zin, som amerikanerne ofte kalder den - breder sig i cirka 17.500 hektar vinmarker i Californien, i distrikterne Lodi, Paso Robles, North Coast og Sierra Foothills. Den er dermed Californiens tredje mest udbredte drue efter Chardonnay og Cabernet Sauvignon.
Druen er ikke født i Californien, men stammer fra Kroatien, hvor den har flere navne, blandt andet Tribidrag, og har været plantet lige siden 1200-tallet. Herfra ”udvandrede” den til Italien, hvor den blev døbt Primitivo – og hvor den i dag lægger most til dejlige rødvine fra det italienske Puglia.

En rigtig sukkergris


Man mener, at det var italienske immigranter, der i 1820’erne plantede druen i amerikansk jord, men den kan også være kommet direkte fra Kroatien. Sikkert er det i hvert fald, at druen i 1832 blev navngivet Zinfandel af en planteskoleejer i Boston. Og det har den så heddet i USA lige siden.
Producenter af Zinfandel-vine kalder undertiden druen for en rigtig sukkergris. I vækstsæsonen ophober den ekstra megen sukker, og da det er sukkeret, der omdannes til alkohol, ligger alkoholindholdet i vinen ofte på omkring de 15%. Og selv om vinmosten får lov til at gære helt ud, er der ofte så megen sukker i druerne, at vinen efterlades med en del restsødme.

Den "nye" stil


Traditionelle Zinfandel-vine er derfor ofte rigtig bamsevine, men der er også en skare af især yngre vinproducenter, der fremstiller nogle alkoholmæssigt lettere vine på druen med mindre sødme. Denne mere tilbageholdende stil opnår producenterne blandt andet ved at høste druerne lidt tidligere.
I Paso Robles markedsførte man for en del år siden distriktets Zinfandel-vin med en meget underholdende lille film, som kan ses på YouTube ved at klikke her.

Skandale i Bordeaux

Under en større razzia i Bordeaux er cirka 20 personer blevet arresteret og anklaget for omfattende vinsvindel. Og det er en slotsejer, hvis navn endnu ikke er offentliggjort, der skulle have stået i spidsen for forbrydernetværket.

Svindelen er foregået ved, at der er blevet opkøbt flere tusinde liter billig vin fra andre franske distrikter samt fra Spanien – vin, der er blevet tappet på flasker, som er blevet forsynet med falske etiketter. Af etiketterne fremgik det, at vinene var slotsaftapninger fra forskellige mindre kendte slotte i Médoc.
Flaskerne er dernæst blevet solgt til intetanende indkøbere fra supermarkeder i såvel Frankrig som i udlandet.
At politiet overhovedet opdagede svindelen skyldtes, at man under en tidligere narko-razzia tilfældigvis fandt svindlernes udstyr til trykning af etiketterne.



Robert Ottesens rødvins-serigrafi af Eiffeltårnet.

40 flasker Bourgogne til Eiffeltårnet

Til daglig arbejder amerikanske Robert Ottesen inden for finanssektoren. Men så snart han kan slippe af sted med det, fremstiller han serigrafier med blæk udvundet af forskellige fødevarer. Serigrafi - eller silketryk - er en ældgammel kinesisk trykmetode.
Ottesen har blandt andet lavet verdens første grafiske tryk med blæk, hvor hovedingrediensen er rødvin. Motivet er Eiffeltårnet, og trykket har i dag en fornem plads på grafikmuseet Gutenberg Museum i den tyske by Mainz.
Ottesen har brugt hele 40 flasker Bourgogne-vin til dette ene serigrafi. Flaskerne er blandt andet gået til de mange eksperimenter, der skulle til for at udvikle blækket.

Blækket skal have relation til motivet


At han har brugt Bourgogne-vin til Eiffeltårnet skyldes, at blækket skal have en relation til motivet, og Bourgogne-distriktet ligger kun få timers kørsel syd for Paris.
Robert Ottesen har også lavet et serigrafi af Taj Mahal i Indien med chokolade-blæk, da chokolade ifølge ham selv er ”kærlighedens fødevare”. Taj Mahal er opført af stormogul Shah Jahan som et mausoleum over hans elskede hustru Mumtaz.
Londons Big Ben-tårn har Ottesen også foreviget som tryk - selvfølgelig med blæk lavet af te, englændernes favoritdrik. Man kan læse mere om ham og hans værker ved at klikke her.


Chateau Ste. Michelle Wine Estates's hovedhus er opført med et Bordeaux-slot som forbillede.

Washingtons største vinhus

Staten Washingtons absolut største vinhus er Chateau Ste. Michelle Wine Estates, der fremstiller hele 60% af al den vin, staten producerer – i 2020 blev det til 36 millioner flasker.
Vinhusets rødvin fremstilles i den østlige del af staten, hvor samtlige vinmarker befinder sig, mens hvidvinen i årtier er blevet lavet i et gigantisk vineri i byen Woodinville i Seattle. Det er også her, vinhuset har sit hovedsæde, vinforretning, restaurant, park osv. Og hvor det afholder events, koncerter, udstillinger m.m.
De mange faciliteter har til huse i et gigantisk byggeri i sand Bordeaux-slot-stil fra 1970’erne.

Flytter mod øst


Ejerne af Chateau Ste. Michelle Wine Estates har nu besluttet at flytte hvidvinsfremstillingen fra Woodville til faciliteterne mod øst. At samle produktionen giver naturligvis god mening – også når det gælder miljøet. Som det er nu, bliver der brugt 285.000 liter diesel årligt på kørsel frem og tilbage mellem vinmarkerne i øst og Woodinville.
I forbindelse med flytningen, som begynder i 2023, overvejer ejerne ifølge The Seattle Times alvorligt at sælge det legendariske slot. Det ville være rigtig kedeligt for Woodinville og omegn, idet slottet og dets mange faciliteter og events er et trækplaster for turister fra nær og fjern. Og man ved jo ikke, hvad eventuelle nye ejere vil bruge stedet til…


Druepollenkorn fra henholdsvis krukkerne (A og B) og korn fra nutidige vinplanter, som de tog sig ud, da de italienske forskere, så dem under mikroskop.

Når gamle krukker sladrer

Det er utroligt, hvad forskere kan uddrage af oplysninger fra oldtidens krukker og potteskår. For nylig har et italiensk forskerteam analyseret 1500 år gamle amforaer (tilspidsede lerkrukker), som blev fundet i 2018 i det Tyrrhenske hav 500 kilometer ud for kystbyen San Felice Circeo i regionen Lazio.
Det lykkedes forskerne via en særlig analysemetode at udtrække plantevævsrester og druepollen fra indersiden af tre af krukkerne – og det til trods for, at de har befundet sig på havets bund siden den romerske oldtid.

Importeret harpiks


For det første viste analyserne, at krukkerne havde indeholdt vin – hvilket ikke var nogen overraskelse. Amforaer blev brugt til opbevaring af vin eller oliven.
For det andet kunne forskerne udlede, hvilke krukker, der havde været fyldt med hvidvin og hvilke med rødvin. Og så viste det sig, at den druepollen, man fandt i krukkerne svarede til druepollen fra lokale druer, som stadig dyrkes i Lazio.
Men mens druerne var lokale, så var den harpiks, krukkerne var tætnet med, importeret. Den stammede fra skovfyr, som var udbredt i Calabrien og på Sicilien i det aller sydligste Italien.
Man kan læse mere om forskningsmetoden og resultaterne ved at klikke her.


En gammel vinstok i en vinmark i Swan Valley, Foto: Swanvalleywine.com.

Traktat skal redde gamle vinstokke

Gamle vinstokke giver færre druer – men druer med en større aroma-koncentration og kompleksitet, der kan give ligeledes intense og komplekse vine.
For mange vinproducenter er gamle vinstokke derfor yderst attraktive – men ikke for alle. Når et vinhus skifter ejer, hænder det, at vinstokke, der blev plantet for måske 70 til 80 år siden, bliver revet op for at give plads til nye vinplanter, der nogle år senere vil give et langt større udbytte.
Netop det vil man nu forhindre i den australske region Swan Valley. Den er den ældste vinregion i Western Australia og – efter Hunter Valley - Australiens næst ældste. Og her findes der marker med vinstokke, der er helt op til 125 år gamle.
Derfor har 20 af Swan Valleys vinproducenter sammen med regionens myndigheder udformet en traktat, Swan Valley Old Vine Charter (OVC), der beskytter de gamle vinstokke med en alder på mellem 35 og 125 år.

Alle druer kan omfattes af traktaten


De gamle vinstokke i Swan Valley bærer fortrinsvis Shiraz-druer, Verdelho, Chenin Blanc, Grenache og Pedro Ximenez. Men ifølge traktaten kan alle druer være med på vognen – så længe de vinstokke, de stammer fra, opfylder alderskriterierne.
Man vil nu registrere de gamle vinmarker, og for at de kan blive omfattet af traktaten, skal der findes bevis for, hvornår de blev tilplantet.
Desuden kræves det, at vinstokkene har leveret druer uafbrudt fra den dag, de blev plantet, og at druerne kun må lægge most til vine, som ikke indeholder druer fra andre marker eller fra vinstokke af yngre dato.
Der findes lignende traktater i andre vinregioner. Swan Valleys traktat er således udarbejdet med forbillede i Barossa Old Vine Charter fra 2009.

Cheval Blanc køber naboen

Der er godt gang i handelen af vinhuse i øjeblikket. I sidste uge gjaldt det champagnefamilien Bollingers køb af Domaine Hubert Brochard i Sancerre og Joseph Phelps Vineyards i Napa Valley, der blev erhvervet af den franske koncern Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH).

Og nu kan vi melde om endnu et køb i luksusklassen, idet Château Cheval Blanc i Saint-Émilion har købt naboslottet, det 11 hektar store Château La Tour du Pin Figeac af familien Geraud-Bélivier. Formålet med nyerhvervelsen er blandt andet at øge produktionen af Cheval Blancs hvidvine.
Cheval Blanc selv ejes dels af LVMH, dels af familien Frère.



Fra nummer 4 på listen, Denbies Wine Estate, kan man nyde denne formidable udsigt over vinmarkerne.

Besøg Storbritanniens smukkeste vingårde

Hvis sommerferien går til England eller Wales, kan man måske have glæde af en ny top-ti liste over Storbritanniens smukkeste vingårde. Listen går på selve gårdene, vinmarkerne og beliggenheden, men flere af vingårdene fremstiller også prisbelønnede vine. Og fælles for dem alle er, at de tager imod turister med åbne arme, afholder smagninger, har guideture og måske mulighed for overnatning.
Listen er udarbejdet af South Western Railway (SWR), og dens udgangspunkt er 268 vingårde på Wine Cellar Doors hjemmeside.
Til at vurdere vingårdene har SWR anvendt antal hashtags på Instagram, 5-stjerne anmeldelser hos Tripadvisor samt søgninger på ord som ”idyllisk”, ”smuk”, ”bjergtagende” og ”skøn”.
SWR’s hjemmeside kan man læse mere om udregningen af point, om vingårdene og se et kort, hvor gårdene er plottet ind. Nedenfor bringer vi top-10 listen, hvor nogle af de vingårde, der har fået samme antal point af SWR, deles om pladserne. Og længere nede på siden som ugens store billede bringer vi den smukke udsigt fra nummer tre på listen.

1. Llanerch Vineyard, Pontyclun
2. Chapel Down, Kent
3. Lympstone Manor, Devon
4. Denbies Wine Estate, Surrey
5. Chiltern Valley Winery & Brewery, Oxfordshire
5. Nyetimber Manor Vineyard, West Sussex
7. Holmfirth Vineyard, West Yorkshire
8. Camel Valley Vineyard, Cornwall
9. Woodchester Valley Vineyard, Gloucestershire
9. The Vineyard Leonardslee Gardens, West Sussex


Det digitale kunstværk, som også danner omslag til e-bogs-udgaven af "Bordeaux Legends".

Eftertragtet vinbog som NFT

Da den anerkendte britiske vinskribent Jane Ansons bog ”Bordeaux Legends” udkom i 2012, blev den revet væk. Og kort tid efter kunne de heldige ejere af et eksemplar gen-sælge det for flere tusinde kroner.
Bogen, der har vundet flere priser, følger de fem 1. cru slotte i Bordeaux - Lafite, Latour, Mouton, Margaux og Haut-Brion - fra deres grundlæggelse, gennem den franske revolution og anden verdenskrig og op til i dag, hvor forfatteren stiller skarpt på, hvad det kræver at drive de berømte slotte.
Bogen er ikke blevet genoptrykt, men nu har Anson valgt at genudgive den i et begrænset oplag på hundrede styk og i et ganske særligt format, nemlig som en e-bog NFT. De tre bogstaver står for Non Fungible Token (ikke-udskifteligt emblem), hvilket betyder, at hver eneste af disse e-bøger er en unika, knyttet til en specifik blockchain. Kunstnere benytter sig undertiden af NFT, men en vinbog i det format er vist noget nyt. Hver enkelt bog er forsynet med et vandmærke, hvilket understreger det personlige ejerskab.

Alt det ud over bogen...


Bogen, der kan læses på iPhones, computere, e-bogs-læsere osv., sælges via Jane Ansons hjemmeside, og med i købet får man et flot digitalt kunstværk, ”First Growth”, af Ian Padgham (værket kan ses i bevægelse på siden) og et livstidsabonnement på janeanson.com med særlige fordele for NFT medlemmer. Prisen for hele herligheden er 500 euro (cirka 3700 kr.), og man kan betale med kreditkort.
Et enkelt eksemplar af bogen sælges for gigantiske 22.000 euro (cirka 164.000 kr.), og her får man – ud over det netop nævnte – også en plads ved Connoisseur Week i juni 2023. Det er en uge med vinsmagninger og middage på top-slotte i Bordeaux og med Jane Anson selv som vært.


En illustration af Château Climens fra 6. udgave af Bordeaux et ses vins af Charles Cocks og Edourd Féret fra 1893. Foto: Wikipedia/Eugène Vergez.

Château Climens får ny ejer

Siden 1971 har det fornemme 1. cru slot Château Climens i Bordeaux-appellationen Sauternes været i familien Lurtons eje. Det var Lucien Lurton, der købte det, og hans datter, Bérénice, der har drevet det i de sidste tre årtier.
Men nu er det slut. Bérénice Lurton har valgt at sælge aktiemajoriteren i slottet til forretningsmanden Jean-Hubert Moitry, der ejer firmaet Patrimonia Développement i Paris. Købssummen er ikke oplyst.
Slottet, der ligger i Barsac, ejer 30 hektar vinmarker, der er økologisk og biodynamisk certificerede.
Bérénice Lurton slipper ikke helt tøjlerne med Château Climens, idet hun fortsætter med at virke som rådgiver, og slottets tekniske direktør gennem mange år, Frédéric Nivelle, fortsætter på sin post. Familien Moitry har dog også tænkt sig at involvere sig i slottets drift – blandt andet bliver Jean-Hubert Moitrys bror, Jérome, en del af den daglige ledelse, ligesom det er målet, at hans fire døtre med tiden skal deltage i driften.



Øjeblikket, hvor beholderen åbner sig, og cocktailen afsløres. Foto: Disney Dining.

37.000 kr. for en cocktail

Hvis man er om bord på det spritnye cruiseskib Disney Wish, er Star War fan og har det store kreditkort med, kan man ifølge Wine Spectator bestille en Kaiburr Crystal i skibets bar. Det er en cocktail til intet mindre end 5000 dollars (cirka 37.000 kr.).
Og hvad får man så for det gastronomiske beløb? Ja, først er der selve ”indpakningen”. Cocktailen serveres i en såkaldt ”camtono” – en cylindrisk beholder med lås og kontrolpaneler. Beholderen figurerer i nogle af Star Wars-filmene.
Når først kunden har brudt koden, åbner nogle paneler sig automatisk, og cocktailen kommer til syne.
Til den pris indeholder den selvfølgelig nogle af verdens dyreste spiritusser – heriblandt Taylor’s Fladgate Kingsman Edition Very Old Tawny Port, som i detailhandelen koster det, der svarer til cirka 26.000 kr. og Pappy Van Wrinkle 23 Year Reserve til cirka 2600 kr. Derudover er der også sjatter af Camus Cognac, Grand Marnier Quintessence, Yuzu og kumquatsaft i cocktailen.
Men herlighederne stopper ikke her. Med i købet får man en flaske vin fra det californiske vinhus Skywalker Vineyard, som ejes af producenten af Star Wars, George Lucas. Flasken bliver leveret til kundens kahyt med en invitation til at besøge vinhuset, når skibet lægger til kaj.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Giacomo Rallo.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Giacomo Rallo, der var en primus motor i den moderne, kvalitetsbevidste vinfremstilling på Sicilien. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Giacomo Rallo (1937-2016) var en legendarisk vinproducent, der i høj grad var med til at gøre siciliansk vin anerkendt verden over.
Han blev født på Sicilien i byen Marsala, hvor hans familie i fire generationer havde dyrket vin. Selv tog han først en uddannelse som jurist, før han vendte tilbage og sluttede sig til familiens vinhus.
Senere tog han til Californien, og her lærte han nye metoder inden for vindyrkning og -fremstilling – især når det gjaldt meget varme områder som netop Sicilien.
Vel hjemme igen grundlagde Giacomo Rallo sammen med sin hustru, Gabriella Anca, der er uddannet vinmager, vinhuset Donnafugata i sin hjemby Marsala. Her indførte han, som en af de første på Sicilien, koldgæring, altså en kold, langsom gæring til sine hvidvine, ligesom han viste vejen under høsten ved at høste om natten i stedet for i de hede dagtimer. Sammen med andre dengang nye teknikker blev resultatet vine af en høj kvalitet, som var med til at sætte Sicilien på det vinøse verdenskort.
Giacomo Rallo gjorde også en indsats for at markedsføre sin ø’s vine som helhed. I 1998 grundlagde han sammen med to andre vinproducenter foreningen Assovini Sicilia, hvis mål var at promovere sicilianske vine – i første omgang i Italien og dernæst på det globale marked.
Han var også med til at grundlægge foreningen Istituto del vino Italiano di Qualità Grandi Marchi (instituttet for store kvalitetsmærker inden for italiensk vin). Medlemmerne i denne forening er 19 af de mest anerkendte italienske familieejede vinhuse.
I 2006 blev Giacomo Rallo udnævnt til Cavaliere del Lavoro (en slags arbejdets ridderorden) for sin indsats for den sicilianske – og italienske – vinindustri.
Efter hans død har hans hustru og deres to børn, Josè og Antonio, videreført Donnafugata.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Bonnie Prince Charlie.

Hvad med Drambuie?

Per Mikkelsen skriver: - Kan I ikke fortælle lidt om Drambuie og hvor, man kan købe den i dag? Jeg har en fornemmelse af, at drikken ikke længere er så udbredt. Efter at have glemt alt om den, gen-smagte jeg den for nylig og nød den fuldt ud.
Det er rigtig, at det ikke er helt så almindeligt at drikke denne skotske whiskylikør som for nogle årtier siden. I 1980’erne hørte man fx ofte restaurantgæster bede om et glas Drambuie med knust is til kaffen, men sådan er det ikke længere.
Likøren er en blanding af skotsk maltwhisky, lynghonning, krydderier og krydderurter – og opskriften er naturligvis hemmelig. Herhjemme kan man blandt andet købe Drambuie hos Vin Med Mere, hvor en flaske koster 199 kr. Og hvis man bliver træt af at drikke likøren ren, kan man forsøges sig med en ”Rusty Nail”, der består af 1 del Drambuie, 2 dele whisky og isterninger, som blandes i et høj glas.

Prinsens egen opskrift


Ifølge legenden har Drambuie rødder helt tilbage til 1746. I dette år flygtede Prince Charles Edward Stuart – Bonnie Prince Charlie – efter et mislykket forsøg på at generobre den britiske trone til den skotske ø Skye. Her fik han husly hos kaptajn John MacKinnon, og da prinsen skulle forlade øen, gav han kaptajnen opskriften på sin egen hjemmelavede hofdrik. Og det var så den, der senere blev sat i produktion og fik navnet Drambuie.
Navnet er afledt af de gæliske ord "dram buidheach", der betyder ”en drik, der tilfredsstiller”.
Efter i mere end hundrede år at have været i familien MacKinnons eje blev likørmærket solgt til William Grant & Sons i 2014 – der også fremstiller den kendte whisky Glenfiddich.


Ugens vinøse billede

Denne uges vinøse billede har vi selv leveret. Det viser endnu et kreativt eksempel på, hvad man kan få ud af brugte korkpropper fra vinflasker.
"Skilderiet" hænger i Steges store vinforretning, og hvis nogen skulle være i tvivl, så forestiller det Møn. Læg mærke til, at Møns Klint yderst til højre i billedet selvfølgelig er kreeret af lidt højere propper.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-693
Billede 569-594Billede 595-621


693 Den nedgående sol kaster et gyldent skær over vinmarkerne hos Laguna Canyon Winery i Californien (foto © Laguna Canyon Winery).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 26 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Piccini Vermentino, Tenute Piccini, Vermentino, Costa Toscana IGT, Italien, 2021, lav alkohol (12,5%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 15. juli til 31. august: 50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Denne økologiske hvidvin dufter af hyldeblomster med strejf af citrus. Eftersmagen ender med en fin lille sødme. En meget delikat sommervin, som vil være en glimrende ledsager til diverse lyse fiskeretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dominio de La Granadilla, Verdejo, Rueda DO, Spanien, 2021, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., AndrupVin.dk

Rueda er en af top-appellationerne, når det gælder spansk hvidvin - hvilket denne vin vidner om. Den har fine mineralske noter i duften, og i den fyldige, tørre smag er der grape og strejf af røg. En elegant vin, der kalder på alt godt fra havet. Den vil især egne sig til kammuslinger og andre lidt fede skaldyr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

A Telleira Parcellas, Bodegas Morgadío, Ribeiro DO, Spanien, 2021, lav alkohol (13%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 14. til 27. juli: 74,50 kr. ved 2 flasker, Irma

En rigtig lækker hvidvin på druerne Treixadura og Godello. Den har blød moden frugt - abrikoser, mirabeller - og en lang og fyldig eftersmag med tilpas tørhed og en fin lille syre. Tilbudsprisen ved 2 flasker er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cellier du Pont d'Arc, Sauvignon Blanc, Ardèche IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

119 kr., pris på tilbud 11. juli - og kun denne ene dag!: 59 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

59 kr. ved 6 flasker for så glimrende en hvidvin er et rent kup. Men man skal være hurtig, for tilbuddet gælder kun en enkelt dag online! Der er liflige noter af krydret citrus i duften. Og i den let cremede og fyldige smag går blød moden frugt hånd i hånd med fine krydrede noter. I eftersmagen er der strejf af hvid peber. Det er en vin, der vil stå til en bred vifte af retter men især til skaldyr og stegt kylling.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Faustino Rivero Ulecia, Albariño, Rías Baixas DO, Spanien, 2021, lav alkohol (12,5%)

150 kr., pris på tilbud indtil 28. august: 120 kr., Skjold Burne

Denne vin, der i øvrigt befinder sig i en flot blå flaske, stammer fra den galiciske appelleation Rías Baixas, der er berømt for sine gode sprøde hvidvine. Og dette er en af dem. I duften blander mineralske noter sig med frisk citrus, mens smagen er tør og mild, kompleks og med en anelse grape i den lange eftersmag. En rigtig dejlig vin, der ligefrem kalder på milde skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Cascina Galarin, Chardonnay, Piemonte DOC, Italien, 2020, lav alkohol (13%)

179,95 kr., SPS Wine

En økologisk hvidvin helt i top. Den fyldige duft er indbydende med sine noter af tørrede abrikoser og strejf af smør. Smagen er let cremet, tør, med stor fylde og modne citrusfrugter og en nærmest uendelig lang eftersmag, hvor fylden holder hele vejen ud. Nyd vinen til skaldyr med fedme eller til et ekstra godt stykke stegt laks.

Rosévin

stjernestjernestjerne

Flamingo, Baronía de Turís, Valencia DO, Spanien, 2021, lav alkohol (11,5%)

79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk

En let og meget enkel rosévin med en lys laksefarve, duft af hindbær og smag af røde sommerbær.

Rødvin

stjernestjernestjerne

120 Reserva Especial, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Valle Central, Chile, 2021, lav alkohol (13%)

59,95 kr., Amka henviser til nærmeste forhandler, Amka

En rødvin med duft af solbær og med en enkel bærsmag, der slutter lidt hurtigt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Balade de Coline, Vaucluse IGP, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

69,95 kr., Vinmonopolet

En rødvin på Grenache, Syrah og Carignan - og en rigtig dejlig vin til en meget rimelig pris. Vinen har en aromatisk krydret duft og en fyldig, kompleks og blød smag. Her er mørke kirsebær, hvid peber og en anelse allehånde til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Cellier du Pont d'Arc, Merlot, Ardèche IGP, Frankrig, 2020, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris på tilbud 11. juli - og kun denne ene dag!: 59 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

En rødvin, der har Merlot-druens bløde, runde fugt og noter af brombær. Men det er også en intens og koncentreret vin med en god syre til slut. Sommerens (kød)grillretter og cremede velmodnede oste vil være glimrende ledsagere.

stjernestjernestjernestjernestjerne

HandCraft Artisan Collection, HandCraft, Pinot Noir, Californien, USA, 2019, middel alkohol (13,5%)

119,95 kr., på tilbud fra 15. til 28. juli: 50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Saftig og fyldig, blød og rund - sådan er denne glimrende rødvin. Der er blåbær og solbær over smagen, og syren er ikke så fremtrædende, som i mange andre Pinot-vine, hvilket måske skyldes, at den ikke er helt ung. Til gengæld har vinen en indtagende lille rosinsødme til slut. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Variations, Domaine Maby, Côtes du Rhône, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

En udmærket rødvin med noter af violer og lakrids i duften og med en dejlig krydret og saftig smag, der ender med en god syre til lidt fede retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Baby Bush, Hewitson, Mourvèdre, Barossa Velley, Australien, 2019, middel alkohol (14%)

200 kr., 140 kr. ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin

Sikke en dejlig og let drikkelig rødvin. Der er syltede kirsebær i duften og den friske ikke-syltede version i smagen. Det er en vin med fylde, koncentration, frugten i front og en fløjlsagtig blødhed i eftersmagen. Flasken har skruelåg.

Smagningen af Zinfandel fra Californien

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gen5, Gen5 Wines, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,9%)

En rødvin fra Lodi med en indtagende aromatisk duft af blandt andet syltede blommer, vanilje og lys chokolade. Smagen er dejligt krydret med kakaobønne, mørk chokolade og sort peber, og eftersmagen holder længe i munden. Det er ikke en stor vin, men en uhøjtidelig vin, der smager rigtig godt og egner sig perfekt til sommerens grillretter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lux, Zinfandel, Californien, USA, 2019, høj alkohol (14,5%)

I flasken med den elegante sorte etiket befinder der sig en rødvin med en dejlig og kraftig aromatisk duft med lidt "blomme i madeira" og strejf af vanilje. Smagen er rund, varm og koncentreret med lys chokolade og fine krydrede noter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Silvia Cellars, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager

En lidt special men ok rødvin fra North Coast i Californien med duft af mørke bær og lys karamel. Smagen har gode friske bærnoter men også en lidt markant syre til slut. Vinen hænger ikke rigtig sammen, hvilket koster den fjerde stjerne.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Mina Mesa Zinfandel, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (15%)

En helt igennem indtagende og elegant rødvin fra Paso Robles, der ikke har de klassiske californiske Zinfandel-vines ofte lidt tunge sødme. Vinen dufter af mørke sommerbær og blå blommer. Smagen er tæt og aromatisk med en fin frugtsødme lige under de krydrede noter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Beyer Ranch, Wente Vineyards, Zinfandel, Californien, USA, 2019, middel alkohol (14%)

150 kr., pris på tilbud: 120 kr., Skjold Burne

Siden 1883 og i hele fem generationer har familien Wente fremstillet vin i Californien, hvilket gør Wente Vineyards til det ældste familieejede vinhus i USA. Og at det er en familie, der kan deres metier, fremgår tydeligt af denne rødvin. Det er en vin i perfekt balance, med aromatiske mørke kirsebær i duften og med en fyldig smag af solbær og brombær. Sødmen er ikke så markant som i old style Zinfandel-vinene, og eftersmagen afsluttes med en god syre til den fede grillmad.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zinfandelicious, Zinfandel, Californien, USA, 2019, middel alkohol (14%)

169 kr., Husted Vin

En helt igennem fantastisk god rødvin med en interessant aromatisk duft af mørke kirsebær, lys chokolade, eg og lidt cigarkasse. Den komplekse smag er et opbud af krydrede noter - timian, hvid peber, tørrede enebær og strejf af nelliker - og den udvikler sig i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Joel Gott, Joel Gott Wines, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,5%)

179 kr., pris ved 6 flasker: 160 kr., Holte Vinlager

Der er svampe og stald over duften af denne fortræffelige rødvin, mens smagen er koncentreret og kraftigt krydret. Det er en vin i den mere stringente stil og med en meget lang eftersmag - der kalder på et glas mere...

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

Route 2, Zinfandel, Californien, USA, middel alkohol (14%)

179,95 kr., pris for 3 liters bag-in-box. På tilbud fra 15. til 28. juli: 125 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En god Zinfandel i den lidt milde og lette udgave - i hvert fald sammenlignet med den traditionelle stil. Det er en let drikkelig vin, der vil være sagen til grillet kylling og grøntsager - eller bare til en god omgang pasta. Der er grønne blade og hindbær i duften, mens smagen har en fin balance mellem krydrede noter og frugtsødme. Eftersmagen slutter med en fin sødme. De 3 liter svarer til en flaskepris på kun 45 kr., hvilket må siges at være yderst rimeligt.

stjernestjernestjernestjerne

Brickmason, Klinker Brick Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,9%)

189 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Vin & Vin

Dette er en rødvin, der spiller med musklerne. Duften er forholdsvis mild, mens musklerne samt kraftigt krydrede noter dukker op i smagen. Her er sort peber, rosmarin og en anelse salvie. En god vin til fx grillet lam.

stjernestjernestjernestjernestjerne

1000 Stories, Zinfandel, Californien, USA, 2020, høj alkohol (14,5%)

199,95 kr., pris på tilbud fra 15. til 28. juli: 99 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er en anelse herbalt over duften af denne rødvin, mens smagen brager igennem på den gode måde med saft, kraft, krydrede noter og kun en anelse frugtsødme. Det er en ualmindelig dejlig Zin, der er lidt til den tørre side. Vinen er i øvrigt modnet på fade, der har indeholdt whiskey - hvilket nogle i smagepanelet mente, de kunne smage.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Klinker Brick Old vine Zinfandel, Klinker Brick Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2017, høj alkohol (15,8%)

235 kr., pris ved 6 flasker: 185 kr., Vin & Vin

Denne rødvin, der stammer fra appellationen Lodi, har en dejlig duft af mørke kirsebær og chokolade, mens den komplekse smag forfører med liflige krydrede noter i kombination med moden frugt.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Old Vines Zinfandel, Rodney Strong, Zinfandel, Californien, USA, 2018, høj alkohol (14,5%)

250 kr., pris på tilbud: 200 kr., Skjold Burne

Her er vi helt oppe at ringe. Det er en vin af absolut top-kvalitet fremstillet på druer fra Sonoma. Den er modnet i små franske og amerikanske fade og er et eksempel på den ikke så jammy-agtige stil af Zinfandel. Det er en vin i perfekt balance med noter af mørke kirsebær i både duften og smagen og med solbær i den lange eftersmag. En tilpas syre sætter punktum for nydelsen.

stjernestjernestjernestjerne

Saldo, The Prisoner Wine Company, Zinfandel, Californien, USA, høj alkohol (15%)

399 kr., Husted Vin

Ordet Saldo kan måske nok få én til at tænke på bankkontoen, men faktisk betyder navnet på denne vin "fra her og der" på latin. Og det henviser til, at vinen er lavet på Zinfandel-druer fra flere områder i det nordlige Californien - fra Lodi, Mendocino, Sonoma og Amador. Vinen har en intens duft af mørke kirsebær og aromatisk tobak. Smagen er fyldig og byder på et opbud af komplekse krydrede noter, der varer ved ud i den lange eftersmag, som slutter med et lille alkoholbid. Vinen er perfekt til kraftig grillmad.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen