Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 32, 2022



Fra det smukke men hede toskanske landskab.

Toscana sveder

Som vi nævnte i uge 28, er der udbredt tørke i Norditalien, og den italienske regering har erklæret undtagelsestilstand frem til nytår i vinregionerne Emilia-Romagna, Friuli Venezia Giulia, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Også i Toscana er vinproducenterne og drueavlerne hårdt ramt efter flere måneder med hedebølge og tørke, og for manges vedkommende gælder det nu ifølge The Drinks Business om at redde, hvad reddes kan af årets druehøst.

Op til 60% mindre olivenolie


Vinstokkene lider, og druerne modner betydeligt tidligere end normalt, og tørken går ikke kun ud over høstmængden men også kvaliteten. Selv druer, der er tørketolerante, er også påvirket af tørken.
Det hjalp ikke ligefrem på situationen, da Toscana for nogle uger siden blev ramt af et kraftigt haglvejr, der reducerede den kommende høstmængde med op mod 40%.
Produktionen af olivenolie, som mange toskanske vinproducenter ligeledes ernærer sig af, forventes også at blive reduceret i år med op til 60% på grund af vejrliget.

Startskuddet har lydt


Druehøsten er i øvrigt så småt gået i gang på italiensk jord – en del tidligere end forventet netop på grund af tørken. Som altid lød startskuddet på Sicilien, og det var kooperativet Settesoli i Memfi, der d. 28. juli fik de første druer leveret til vineriet.
På den syditalienske ø tager høsten altid længere tid end i resten af Italien – årsagen er, at druerne på vulkanen Etnas skråninger først høstes i slutningen af oktober.
Når det gælder det italienske fastland, blev de første druer høstet i Franciacorta d. 1. august – to uger tidligere end sidste år. Veneto regner med at følge trop omkring d. 15. august. Også hos den norditalienske appellation Colio i Friuli forventer man at starte høsten cirka 14 dage tidligere end normalt.
I samtlige af de distrikter, hvor høsten enten er begyndt eller skal til at begynde, melder man om en mindre høstmængde på grund af tørken. Foreløbig er der kun en appellation, der forventer en større høstmængde (10%) end i 2021, og det er Cirò i Calabrien.

16 postkort fra Vinho Verde

Oplevelserne og de dejlige hvidvine stod i kø, da VinAvisen for nylig var på rejse i Vinho Verde. Det er bestemt værd at udforske Portugals ”grønne hjørne” og dets vine, der ufortjent står i skyggen af den berømte nabo, Douro-dalen og dens portvin.
Med deres gode frugt, friske syre og lette alkoholniveau er Vinho Verdes hvidvine oplagte ledsagere til alt godt fra havet - og gerne i den lidt federe udgave med en god sauce til.
Turen har udmøntet sig i 16 postkort, hvoraf vi bringer de første fire nedenfor.


Vinho Verde (det røde felt), der ligger ud mod Atlanterhavet, grænser op til det spanske Galicien mod nord, til Douro-dalen, hvor der fremstilles portvin, mod øst og til Porto mod syd.

Postkort nr. 1 fra Vinho Verde:
Stor men ikke så kendt

At portvin kommer fra Portugal er en kendt sag for de fleste, ligesom mange garanteret har smagt dejlig rødvin fra det sydeuropæiske land. Men kendskabet til de fantastiske hvidvine fra appellationen Vinho Verde i det nordvestlige hjørne af landet, er ikke helt så stort. Og det til trods for, at appellationen – der har rødder tilbage til 1908 - er Portugals største.
Vinho Verde, der ligger i Minho-regionen, er yderligere inddelt i ni underdistrikter: Monção e Melgaço, Lima, Basto, Cávado, Ave, Amarante, Baião, Sousa og Paiva. Dens vinstokke breder sig over 16.000 hektar vinmarker og dyrkes af ligeledes 16.000 vinproducenter, der hvert år forvandler druerne til cirka 80 millioner liter hvidvin – samt en mindre del rosé og rødvin. Vinen eksporteres til mere end 100 forskellige lande - heriblandt Danmark. (Fortsættes nedenfor...).


Appelsiner, kiwier og alverdens blomster blander sig med vinmarkerne i det frodige Vinho Verde.

Postkort nr. 2 fra Vinho Verde:
En utrolig frodighed

Vinho Verde betyder ”grøn vin”, men der er ikke antydningen af noget grønt over appellationens hvidvine. En version af navnets oprindelse er, at ”grøn” skal forstås som ”ung” og henviser til, at hvidvinene pr. tradition drikkes unge og friske. Men en mere plausibel forklaring er, at navnet går på naturen, der er frodig ud over alle grænser.
Frodigheden skyldes, at vintrene er milde, og somrene ikke alt for varme, og så er der den store mængde nedbør. I gennemsnit falder der 1250 mm regn årligt i Vinho Verde (i Danmark falder der cirka 780 mm), og når det regner, er det ikke bare nogle få dråber ad gangen – det høvler simpelt hen ned!
Men det milde klima og den megen nedbør gør, at man kan dyrke alt mellem himmel og jord, og at planter og blomster, vi kender fra små urtepotter, her kan antage kolossale dimensioner. Og med til alt det frodige grønne hører frugtplantagerne og ikke mindst vinmarkerne.


Postkort nr. 3 fra Vinho Verde:
Et hav af lokale druer

Glem alt om Chardonnay, Sauvignon Blanc og alle de andre internationale grønne druer. I Vinho Verde må vinene kun fremstilles på lokale druer – som både blandings- og enkeltdrue-vine. Vinproducenterne i appellationen har i alt 45 forskellige grønne druer at vælge imellem – og når man medtager hele Minho-regionen, hvor der også dyrkes vin, men ikke under Vinho Verde appellationen, er udgangspunktet 67 lokale druer.
Dog er der seks druer, som er de mest dyrkede til hvidvin, Det er også dem, Vinho Verdes vinråd anbefaler producenterne at anvende, og det er Alvarinho, Avesso, Azal, Arinto, Loureiro og Trajadura.
Det gør kun vinene mere interessante, at de ikke fremstilles på internationale druer - også selv om de lokale druenavne kan give lidt krøller på tungen. Druer, der har været dyrket i umindelige tider i et bestemt område, har tilpasset sig klima- og jordbundsforholdene, hvilket afspejles på bedste vis i de vine, de lægger most til.


Hotelværelserne befinder sig i flere forskellige bygninger, men alle er de omgivet af Quinta da Lixas vinmarker.

Postkort nr. 4 fra Vinho Verde:
Luksushotel viet til vin

Nogle af de glimrende hvidvine, vi smagte i Vinho Verde, kom fra vinhuset Quinta da Lixa i Amarante, der ejes af familien Meireles. Vi besøgte ikke selve vinhuset men smagte vinene i det interessante vinoplevelses-hotel Monverde Wine Experience Hotel, som familien ejer nogle få kilometer fra vinhuset.
Hotellet, der stod færdigt i 2015 og ligger omgivet af Lixas vinmarker, er opført i en kombination af rustikke sten, træ, glas og vejrhærdet metal, som på smukkeste vis matcher de grønne omgivelser.
Der er i alt 15 meget forskellige værelser, og prisen ligger fra cirka 1600 kr. og opefter pr. overnatning. Dyrt men absolut dejligt – og det gælder også maden i den tilhørende restaurant. Denne uges Store Billede længere nede på siden viser udsigten fra hotellets terrasse.
Der tilbydes forskellige vinøse oplevelser – fx vinsmagninger, picnic i vinmarken, at male med vin og, hvilket vi fortæller mere om i næste uge, at lave sin egen vin!

Catalansk producent anklaget for storsvindel

I oktober sidste år blev den store catalanske vinproducent Reserva de la Tierra, der ejer vinmarker i fem spanske distrikter, anklaget for omfattende vinsvindel.
Mellem 2019 og 2021 skulle producenten have solgt i alt 40 millioner flasker billig bordvin som fine appellations-vine fra Priorat, Terra Alta, Tarragona, Catalunya og Montsant. Svindelen skulle have givet en fortjeneste på 14 mio. euro (cirka 104 mio. kr.) årligt.
Myndighederne fik mistanke om, at der var noget galt, da Reserva de la Tierras salg af vin ikke stemte overens med den tilladte høstmængde af druer i appellationerne.

80.000 falske etiketter


Fx skulle producenten ifølge den catalanske avis Ara have solgt 22,4 mio. flasker vin med etiketter, der angiver, at vinen er fra Terra Alta. Det svarer til 13 gange den mængde vin, det er tilladt at høste druer til i appellationen.
Når det gælder de solgte vine med et Tarragona på etiketten, er den mængde vin, Reserva de la Tierra har solgt, hele 25 gange større i løbet af de tre år, end reglerne tillader.
Under efterforskningen fandt politiet desuden 80.000 falske etiketter med diverse appellationer på.
Producenten skulle angiveligt have skjult vinene før salg i en lagerbygning, som var registreret i et andet firmas navn.
Retssagen mod de seks involverede personer begynder til september.


Det er her i Portugals Douro-dal, man finder Quinta da Boavista. Foto: Quinta da Boavista.

Et godt tilbud

Tag på ferie, og drik vin med alt betalt. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er, hvad Storbritanniens største vinforretningskæde Majestic tilbyder en enkelt heldig person. Målet er at undersøge, om vin virkelig smager bedre, når man er på ferie, end når man drikker den samme vin hjemme i stuen.

Mon ikke nogen af VinAvisens læsere har prøvet det med at nyde fx en Provence rosévin på en bakketop et par meter fra fremstillingsstedet, købe et par flasker med hjem – for så at blive noget så skuffet, når vinen gensmages en kold vinteraften...
Man kan ansøge om at komme i betragtning ved at klikke her - ud over almindelig info om navn og e-mail-adresse skal der også skrives et par ord om, hvorfor man mener, man er velegnet til ”jobbet”.
Selv om det ikke står noget sted, så er det nok mest målrettet briter - men kan kan jo altid forsøge sig...

Få penge for at smage vin


Turen går til Quinta da Boavista i Portugals Douro-dal, hvis vine er en del af Majestics sommer-vinkasse med flasker fra Spanien og Portugal.
Majestic dækker flybilletter, overnatning og frokost med vin for den heldige vinder i de tre dage, turen varer. Derudover får man også 600 pund (cirka 5300 kr.) for arbejdet med at smage vinene.
Vel hjemme igen får man tilsendt en kasse med de selv samme vine, man har smagt på turen, hvorefter man skal give sit feedback til Majestic.
Der kræves ikke nogen erfaring med vinsmagning - man skal bare være over 18 år og have mulighed for at rejse i september.


Snit af en vinstokstamme, der er angrebet af Esca, hvor veddet dør indefra. Illustration fra forskningsrapporten/Frontiers in Plant Science.

Gennembrud i kampen mod svampesygdomme

Der findes en række frygtede svampesygdomme, som nogle forskere ser som en lige så alvorlig trussel for de europæiske vinmarker, som vinlusen i anden halvdel af 1800-tallet. Her var den lille lus tæt på at udrydde samtlige vinmarker i Europa.
Disse sygdomme har forskellige navne men fælles for dem er, at de angriber vinstokkens stamme, får den til at rådne og til sidst medfører vinstokkens død. Som det er nu, findes der ikke noget anerkendt middel mod svampesygdommene - det eneste, producenterne kan gøre, er at rive de syge vinstokke op ved rode og plante nogle nye.
Ifølge OIV (Office International de la Vigne et du Vin) er næsten 20% af verdens vinmarker påvirket af sygdommene, som forvolder skader for det, der svarer 11 milliarder kr. årligt.
Præcis, hvordan svampene trænger ind i vinstokkenes stammer, har man hidtil ikke vidst ret meget om. Men nu har forskere ved University of Massachusetts Amherst kortlagt svampenes ”arbejdsgang” - og har dermed haft mulighed for at komme med et muligt gennembrud, når det gælder om at stoppe de altødelæggende sygdomme.

Stoffer, der samarbejder


Den nye forskning har taget udgangspunkt i to af de førende svampesygdomme, der angriber vinstokkene: Esca og Eutypa. Og det, de amerikanske forskere har opdaget, er, at forskellige stoffer, som svampene selv frigiver, gør det muligt for dem at trænge ind i veddet - hvilket typisk sker gennem de sår, vinstokken får under beskæringen.
Et af de stoffer, der frigives og sendes ind i veddet, reducerer vinstokkens indhold af jern. Dernæst sendes nogle andre stoffer ind - stoffer, som producerer brintoverilte, og når denne brintoverilte møder den reducerede jernmængde, frigives der en stor mængde iltradikaler, der skader veddet og nedbryder cellevæggene.

Biologisk bekæmpelse


Med de nedbrudte cellevægge kan svampene nu trænge ind og ernære sig af vinstokkens saft - en saft, der ellers skulle bruges til vinstokkens vækst.
Med den viden i bagagen er forskerne overbeviste om, at man kan bremse svampesygdommenes fremmarch ved hjælp af biologisk bekæmpelse med antioxidanter og chelater – molekyler, der kan binde metal, som fx jern, og dermed afbryde sygdomsprocessen.
Forskningsresultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Plant Science.


En lille mus nyder den gode Tío Pepe sherry. Nogle gange er der kø nedenfor stigen.

Et glas sherry til musene

Det er slet ikke så tosset at være en mus hos det berømte spanske vinhus Gonzales Byass i sherry-byen Jerez de la Frontera.

Hver dag bliver der nemlig stillet et glas af husets søde sherry frem til musene i den hal, hvor fadene med sherry modnes.
Ritualet startede efter sigende, da en af vinhusets medarbejdere i tidernes morgen syntes, at også musene skulle have lov til at få lidt af den gode sherry. Og han byggede selvfølgelig en lille stige, så de små dyr kunne nå op til glassets kant.
Rigtig mange besøgende hos Gonzales Byass har oplevet synet af musene, når de drikker af glasset - og har foreviget det i fotos og film på YouTube. En af de rigtig søde film kan ses ved at klikke her.



Hagl så store som disse to kan forårsage alvorlige skader i en vinmark. Foto: Wikipedia/Arianza1.

Færre men stadig større hagl

VinAvisen har gennem årene med jævne mellemrum nævnt, når vinmarker rundt om i Europa er blevet ramt af haglvejr. I 2010 uge 20 gjaldt det et kraftigt uvejr i Montalcino i Italien - og vi kunne fortælle, at haglene var på størrelse med oliven!
Det var dengang meget store hagl. Men i de senere år er der rapporteret om uvejr, hvor nogle af haglene er på størrelse med hønseæg og tennisbolde. Et nyligt eksempel er de på hinanden følgende uvejr i maj og juni, der tilsammen beskadigede 30.000 hektar vinmarker i Frankrig. Så store hagl smadrer ikke kun vinstokkene men også bilruder og solpaneler.
Ifølge en forskningsrapport fra 2013 udført af et internationalt team af forskere er Bordeaux - når det gælder Frankrig - et af de særligt udsatte områder. Her vil hyppigheden af haglbygerne ikke ændre sig nævneværdigt indtil 2040, og antallet af hagl i bygerne vil i gennemsnit også falde med 12%. Til gengæld spår forskerne, at de enkelte hagl ville øge deres kinetiske energi (den energi, et legeme i bevægelse har) og dermed også deres potentielle størrelse. Og det har jo indtil videre vist sig at holde stik.

Når at genvinde styrke


I Bordeaux er der - ligesom i Bourgogne - opsat anti-hagl generatorer, der udsender små partikler sølviodid op mod haglskyerne. Partiklerne svækker skyerne og får dem til at afgive mere regn end hagl.
Problemet er bare, at generatorerne ikke er særligt effektive - hvilket blandt andet har at gøre med den voldsomme kraft, disse uvejr rammer med. Som det er nu, er der opsat 138 generatorer og det er ifølge Vitisphere ikke nok. Generatorerne er placeret, så de beskytter vinmarker og andet landbrugsareal men ikke skovene og selve Bordeaux by. Det betyder, at der er huller i den beskyttelses-paraply, myndighederne har forsøgt at skabe over Bordeaux-distriktet – hvilket igen medfører, at uvejret kan nå at genvinde deres styrke, før de igen bliver bombarderet med sølviodid. Yderligere 40 generatorer til at ”lappe hullerne” med ville hjælpe gevaldigt på det.
Det franske landbrugsministerium er da også indstillet på, at der må ske noget her og nu, og det har derfor for nylig øremærket 2,8 milliarder euro (cirka 21 mia. kr.) til at udvikle løsninger, så landbruget er bedre rustet til at møde fremtidens stadig mere voldsomme vejrlig.


Vinmarker nær Kelowna i Okanagan Valley. Foto: Wikipedia/Mack Male.

Seks nye under-appellationer

Myndighederne i British Columbia i det vestlige Canada har netop godkendt hele seks nye underappellationer i Okanagan Valley, regionens største og mest berømte GI (Geographical Indications), som er den canadiske betegnelse for en appellation.

De seks nye under-GI’er er Summerland Valleys, Summerland Lakefront, Summerland Bench, East Kelowna Slopes, South Kelowna Slotes og Lake Country. De har nu sluttet sig til de første fem underappellationer: Golden Mile Bench, Golden Mile Slopes, Naramata Bench, Okanagan Falls og Skaha Bench.
Som altid har hver enkelt af de nye appellationer, der har fra ti og helt ned til kun tre vinhuse, måttet understrege deres særegne jordbunds- og klimaforhold i ansøgningen til myndighederne.

Forvirring i stedet for klarhed


Vinhusene glæder sig ifølge Decanter til at kunne markedsføre sig på den internationale vinscene med deres egen GI og vise forbrugerne præcis, hvad det er, deres område kan byde på.
Men man kan spørge sig selv, om det overhovedet får nogen betydning for salget af vinene? Vil forbrugerne gå op i - endog huske - om vinen kom fra Summerland Valleys eller Summerland Bench? Flere af navnene på både de nye og gamle under-GI’er ligger jo utroligt tæt. Risikoen er der for, at de mange GI'er i højere grad vil skabe forvirring end klarhed over, hvad de hver især står for.
Den ganske lille flaske whisky fra det hedengangne destilleri Malt Mill. Foto: Whisky.Auction.

13.000 kr. pr. cl

Miniatureflasker med kun 5 cl whisky kan koste kassen. Det er et nyligt salg af to flasker på en online-auktion hos Whiksy.Auction et godt eksempel på.
Den ene flaske indeholdt Springbank Single Malt 1919 50 Years Old fra destilleriet Campbeltown og den anden Single Malt 10 Year Old fra Malt Mill på Islay. Flaskerne blev solgt for henholdsvis 7360 pund (cirka 65.000 kr.) - hvilket svarer til cirka 13.000 kr. pr. cl - og 6670 pund (cirka 59.000 kr.). Begge hammerslag er rekorder for de to respektive destillerier.
Miniatureflasken fra Malt Mill, der eksisterede fra 1908 til 1962, er den mest sjældne af de to. Der var tale om et meget lille destilleri med en yderst begrænset produktion, som udelukkende blev anvendt i blendede whiskyer. Dog blev der i 1969 tappet Single Malt whisky, der havde modnet ti år på fad, på i alt fire miniatureflasker. De blev givet til fire samlere af de små flasker af en ansat på destilleriet.

Små flasker overlever


En anden af disse flasker fra Malt Mill blev solgt i 2018 hos Scotch Whisky Auctions for 3400 pund (cirka 30.000 kr.) – hvor de to resterende flasker befinder sig, er uvist.
Køberen af flasken fra Malt Mill ønsker at være anonym, men har meddelt auktionshuset, at flasken under ingen omstændigheder vil blive åbnet.
Når miniatureflasker med whisky vækker så stor interesse, skyldes det, at indholdet ofte ikke længere findes i de almindelige store flasker. De bliver nemlig typisk åbnet og nydt, mens de små flasker overlever længere, da de i højere grad betragtes som souvenirer.
Det hænder også, at produktionen af en bestemt whisky har været så lille, at den udelukkende er tappet på miniatureflasker.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Maureen Downey.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Maureen Downey, der er verdens førende vinsvindel-specialist. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Maureen Downey (f. 1972) er amerikaner og verdens førende vinsvindel-specialist.
Med en bachelor i hotel- og restaurantadministration arbejdede hun fra 1994 til 2000 som daglig leder af flere toprestauranter i New York. Arbejdet gav hende en stor interesse for vin, og hun besluttede sig for en fremtid udelukkende med fokus på vinens verden.
Hun fik job hos auktionshuset Morrell & Company som vurderingsspecialist i vin - og fortsatte med lignende job først hos Zachys Wine Auctions og siden hos auktionshuset Bonhams. Og det var som vurderingsspecialist, at hun begyndte at interessere sig for, hvordan man kunne afsløre forfalskede vine.
I 2005 grundlagde Maureen Downey Chai Consulting, et rådgivningsfirma for vinsamlere, der tilbyder at hjælpe med såvel etablering som vedligeholdelse af vinsamlinger - og ikke mindst ægthedsvurdering af fornemme og sjældne flasker.
Chai Consulting har på ganske få år vokset sig til et stort firma med mange ansatte og samarbejdspartnere og med kunder i både USA, Asien og Europa.
Maureen Downey var også den første, der rejste mistanke til storsvindleren Rudy Kurniawan, som solgte forfalskede vine for mere end 700 millioner kr., og hun var ligeledes en vigtig brik i afsløringen af hans svindel.
Ud over sit daglige arbejde i firmaet skriver hun også vinartikler til Wine-Searcher.com, underviser i vin og er dommer ved International Wine & Spirits Competitions.
Hun har et WSET Diploma i Wines & Spirits. Og så kom hun i 2012 med på det britiske vinmagasins top-50 liste over de mest magtfulde kvinder i vinens verden.
I fritiden holder Maureen Downey af at stå på ski og dykke med store, hvide hajer.
Adresse: Chai Consulting, tlf.: (001) 415 931 4541, e-mail: info@chaiconsulting.com, www.chaiconsulting.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Foto: Monticello/Thomas Jefferson Foundation, Inc.

Hvordan dyrkede Jefferson vin?

August Sørensen ved, at den amerikanske præsident Thomas Jefferson forsøgte at dyrke vin på sin ejendom Monticello i Virginia i slutningen af 1700-tallet. Men hvordan dyrkede han vinstokkene? Og bandt han dem overhovedet op, for man havde vel ikke ståltråd dengang?
Nej, han brugte ikke ståltråd. I 1987 og 1992 genskabte man Jeffersons vinmarker ved Monticello, og som det ses på billedet til venstre, groede vinstokkene op ad solide espalierer af træ.
Jefferson havde i øvrigt ikke held med at dyrke vin. De europæiske druesorter kunne ikke modstå den amerikanske vinlus, Phylloxera. Men præsidenten kløede på med sine forsøg, og i det største af dem plantede han 287 vinstokke fordelt på 24 druesorter. På billedet her er det den italienske Sangiovese.nde vinsvindel-specialist. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.


Ugens vinøse billede

Jesper Terpager Juul har sendt os dette skønne forårsbillede fra Niederwald, hvor vinmarkerne breder sig på et højdedrag over byen Rüdesheim på Rhinens højre bred. Det grønne løv har netop foldet sig ud på vinstokkene, som alle vil bære grønne druer senere på året.
Det kan være svært at se, men vinstokkene har udsigt til det 38 meter høje Niederwalddenkmal - helt ude i baggrunden - et monument, der blev rejst for at markere samlingen af det tyske rige efter den fransk-preussiske krig. Grundstenen blev lagt 16. september 1871.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-697
Billede 569-594Billede 595-621


697 Fra Monverde Hotel i Vinho Verde er der en fantastisk udsigt over vinmarker og bjerge (foto © Mariette Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 12 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Bric Sassi Della Maddalena, Tenuta Manenti, Gavi DOCG, Italien, 2021, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 11. til 17. august: 66 kr. ved 3 flasker, Irma

Denne dejlige hvidvin fortjener at blive ledsaget af en ekstra god fiskeret. I duften er der fine noter af appelsinskal, mens den fylige og tørre smag har en god struktur og noter af citrus og flint. Tilbudsprisen ved 3 flasker er et røverkøb.

stjernestjernestjernestjerne

Groh Grauburgunder, Groh Wein, Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland, 2021, lav alkohol (12,5%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

Nyslået græs og frisk citrus møder næsen, når man dufter til denne gode hvidvin. Smagen er frisk og læskende, med god fylde og noter af grønne druer. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diablo Golden, Chardonnay, Valle del Rapel, Chile, 2020, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud fra 12. til 18. august: 64,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En herlig hvidvin, der overbeviser med sin store frugtaroma med noter af især papaya og mango i både duften og i den meget fyldige smag. Der er sødme og tørhed i tilpasse mængder, og eftersmagen holder dejligt længe i munden. Vinen egner sig til såvel fede fisk som til fjerkræ og asiatiske retter. Til tilbudsprisen ved 2 flasker er denne vin et sandt kup. Flasken har skruelåg.

Rosévin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tornatore Rosato, Azienda Agricola F. Tornatore, Etna DOC, Italien, 2021, lav alkohol (12,5%)

110 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En forførende, elegant og relativt lys rosévin med en mild duft af modne ribs og røde stikkelsbær og med en fyldig, tilpas tør og saftig bærsmag med strejf af citrus. Vinen er bestemt sine 110 kr. værd ved 6 flasker. Nyd den, som den er, eller til fyldige skadyrsretter.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Brumale Appassimento, Sangiovese, Rubicone IGT, Italien, 2019, høj alkohol (14,5%)

69,95 kr., Vinmonopolet

En dejlig, fyldig og kraftigt krydret rødvin, varm og imødekommende med noter af modne blommer og brombær. En vin, der kalder på krydret oksekød og tørre smagfulde oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Silver Mountain Special Reserve, Pinot Noir, Californien, USA, 2020, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris på tilbud indtil 28. august: 60 kr., Skjold Burne

Der er en dejlig friskhed og saftighed i smagen af denne rødvin - samt milde noter af mørke sommerbær. I den lange og liflige eftersmag er der strejf af især friske blåbær og sort te. Nyd vinen, som den er, let afkølet eller til diverse grøntsagsretter. Stegt kylling som ledsager vil også være sagen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Sant-Damien, Domaine Saint Damien, Vacqueyras AOC, Frankrig, 2021, høj alkohol (14,5%)

129 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En stor og blød rødvin med fylde, kompleksitet, god moden frugt, varme krydrede noter, en fin syre og en lang og rund eftersmag. Denne vin er en absolut nydelse, og den vil være en glimrende ledsager til en krydret kødret eller det store ostebord.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Veronia Appassimento, Terre Siciliane IGT, Italien, 2020, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 12. til 18. august: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Vi har også smagt denne vin i årgang 2019 - og gav den 5 stjerner. Og denne årgang lever helt op til den forrige med sin fyldige smag af modne brombær og solbær og sit lille tørre bid til slut i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lockwood, Pinot Noir, Central Coast, California, 2018, høj alkohol (14,5%)

En meget fyldig, men også rigtig dejlig udgave af Pinot. Den har druens saftighed, men også en intens og fint krydret bærfrugt med en anelse sødme.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diablo Black, Cabernet Sauvignon, Valle del Maule, Chile, 2020, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud fra 12. til 18. august: 64,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Diablo betyder djævel på spansk - og dette er en djævelsk dejlig rødvin med brombær og kandiserede violer i duften og med en koncentreret og blød smag med en forførende bærsødme og en lang og rund eftersmag. Drik vinen til cremede oste - gerne med fx syltede valnødder eller et andet sødt inslag til. Tilbudsprisen ved 2 flasker er yderst attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Marziacanale, Vinosia, Taurasi DOCG, Italien, 2015, høj alkohol (14,5%)

199,95 kr., pris ved 6 flasker: 179 kr., AndrupVin.dk

Denne rødvins farve er nærmest rødsort, og vinen højst sandsynligt ufiltreret - hvilket bevarer flere aromastoffer. Det er en flot, spændende og kraftigt krydret vin med svampe, sort peber, spidskommen, og rosmarin. Og det er en vin, der kalder på krydrede (kød)gryderetter eller kraftige, tørre oste.

stjernestjernestjernestjerne

Beni di Batasiolo, Barbaresco DOCG, Italien, 2018, middel alkohol (14%)

230 kr., på tilbud indtil 28. august: 170 kr., Skjold Burne

En god rødvin med en anelse rosin i duften. Smagen har rygrad og krydrede noter - aromatisk peber og rosmarin - samt en god syre til mad. Tilbudsprisen er nok den rigtige.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen