Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40, 2022

OBS! Næste udgave af VinAvisen (uge 41) udkommer undtagelsesvis mandag d. 10. oktober!


"Rum-champagnen" nydes af særlige glas, der ligeledes er designet til rummet. Fra den lille film på YouTube.

Første champagne skabt til rummet

Den dag vil garanteret komme, hvor tilbuddet inden for rejseoplevelser bliver udvidet med rumrejser. Sådan en god tur ud i rummet og måske med et lille ophold på en rumstation, der er indrettet til turister. Derfor er der også allerede nu godt gang i udviklingen af genstande, fødevarer og nydelsesmidler beregnet til sådanne ture.

Senest har champagnehuset Maison Mumm lanceret verdens første champagne, designet fra yderst til inderst med henblik på rumrejser.
Nyskabelsen, som er døbt Mumm Cordon Rouge Stellar, blev lanceret d. 21. september under afholdelsen af International Astronautics Congress i Paris.

Et skum, der indhaleres


Ud over champagnehuset har det franske rumcenter, Centre National d’Etudes Spatiales (CNES), og firmaet Axiom Space, der netop udvikler ting og sager til rumture, taget del i projektet.
Det har taget fem år at udvikle champagnen, og den helt store udfordring har selvfølgelig været vægtløsheden i rummet. Den bevirker blandt andet, at boblerne ikke stiger til vejrs og dermed frigiver aromaen. Champagnen bliver derimod til et skum, der kan indhaleres gennem munden. Hvordan det foregår, kan man se i en lille film på YouTube, der også fortæller generelt om projektet.

Specialdesignet flaske


På grund af det med den svagere aroma har Maison Mumms kældermester, Laurent Fresnet, skabt en champagne, hvor hovedparten består af Pinot Noir årgang 2016 tilsat i alt 36% reservevine fra de sidste fem år. Altså en forholdsvis fyldig champagne med en kraftig aroma.
For at få en indsigt i, hvordan vægtløshed påvirker champagne, har Fresnet deltaget i en simuleret rumtur, hvor han har udført diverse boble-eksperimenter.
Flasken er naturligvis også specialdesignet, og her er det den franske designer Octave de Gaulle, der har været på arbejde. Champagnen befinder sig i en glasflaske, som er omgivet af endnu en flaske af aluminium. Øverst er der en traditionel korkprop, der holdes på plads af en særlig åbne-lukkemekanisme, så flasken kan lukkes til igen.
Man kan læse mere om Mumm Cordon Rouge Stellar, der selvfølgelig allerede er afprøvet med succes på en rumtur, på champagnens egen hjemmeside.


Octave de Gaulles smarte "rum-flaske" er lavet af et grønt plastmateriale og er forsynet med en vinetiket fra Château Haut-Bailly.

En ringformet vinflaske

Det er ikke den første vinflaske til brug i rummet, Octave de Gaulle - som vi nævner ovenfor - har været med til at designe. I 2016, hvor han stadig var designstuderende, kreerede han en elegant ”rum-flaske” til vin. Den består af en hul plasticring. Når astronauten vil smage på vinen, monterer han et særligt udviklet drikkebæger på ringens åbne- og lukkemekanisme, hvorefter vinen automatisk vil søge op mod bægeret.

Vinen, som ringen skal indeholde - hvis den en dag sendes ud i rummet - vil komme fra Château Haut-Bailly i Graves i Bordeaux. Det har de Gaulle aftalt med vinslottet, og det fremgår også af etiketten.
Den ringformede flaske er ifølge opfinderen også praktisk, da astronauten kan slynge den op over armen og dermed hurtigt få begge hænder fri. Og det er jo smart, hvis nu Jorden pludselig kalder …

Theis Vine solgt!

For mere end 25 år siden grundlagde John Krøigaard-Larsen med tilnavnet "Monsieur Bourgogne" Theis Vine i Charlottenlund, som i dag beskæftiger 28 medarbejdere. Nu har han ifølge Fyens.dk solgt aktiemajoriteten til H.J. Hansen Vin i Odense, der også ejer vinkæden Vinspecialisten.

Og det har været oplagt for sidstnævnte firma at investere i Theis Vine, da H.J. Hansens butikskæde dækker Fyn og det vestlige Sjælland, mens Theis Vine, der ud over butikken i Charlottenlund, udelukkende sælger online, og har et større salg på Østsjælland.
De to virksomheder vil fortsat blive drevet som selvstændige enheder, dog med samme direktion. Administrerende direktør i H.J. Hansen, Dorthe Priess, bliver direktør i den nye bestyrelse, der også kommer til at bestå af Steffen Simpson Jonasen, som er firmaets økonomidirektør, og John Krøigaard-Larsen. Købssummen for aktiemajoriteten er ikke oplyst.



Sydafrikas største vindistrikt, Stellenbosch. Foto: Wikipedia/Andres de Wet.

Færre vinmarker i Stellenbosch

Stellenbosch er Sydafrikas største og mest berømte vindistrikt med vinmarker og vingårde, der hvert år lokker et hav af turister til – hvilket igen har stor betydning for producenternes, restauranternes og hotellernes økonomi.
Men hvis ikke der gøres noget for at bevare vinmarkerne, vil fremtiden nok ikke tegne sig helt så lyserødt. Det går i det hele taget tilbage for Sydafrikas vinmarksareal. I år 2000 bredte vinstokkene sig over 93.656 hektar – året efter var arealet skrumpet til 90.512 hektar. Og når det gælder Stellenbosch, er arealet i samme periode reduceret fra 16.112 hektar til 14.933 hektar.

Dyrt at købe vinmarksjord


Problemet er, at det er dyrt at købe landbrugsland i det eftertragtede distrikt – i gennemsnit betaler man omkring 1 million Rand (cirka 429.000 kr.) pr. hektar jord, der er velegnet til vindyrkning. Og det hænger slet ikke sammen med de priser, drueavlerne kan få for deres druer.
Med andre ord er der stadig flere avlere, der ikke længere finder det rentabelt at dyrke vin. De nedlægger derfor deres vinmarker, planter andre afgrøder eller sælger jorden til bebyggelse - hvilket kan være yderst indbringende. Desværre er det ofte vinmarker med gamle vinstokke, det går ud over, da de er lavt-ydende i forhold til yngre vinstokke.

Vinenes pris bør hæves


Situationen er naturligvis den samme i mange andre sydafrikanske distrikter – dog er priserne for jorden ikke helt så høje som i Stellenbosch.
Ovenstående fremgår af en glimrende artikel hos Wine.co.za, skrevet af den prisbelønnede vinproducent Petri de Beer, som netop har sin base i Stellenbosch. Og ifølge ham er den eneste løsning at hæve gennemsnitsprisen på sydafrikansk vin, så vinproducenterne og dermed drueavlere kan få økonomien til at hænge sammen – og Stellenbosch kan forblive et stort trækplaster for vinturismen.


Foto: Wikipedia/Glysiak.

En uddannelse som pommelier

Ordet sommelier, en vintjener, er kendt af de fleste. Men hvad med en pommelier? En pommelier er en specialist inden for cider, der i sin traditionelle udgave laves af æbler - "pommes" på fransk.
Herhjemme indgår der undervisning i cider, når man uddanner sig til sommelier. Men en decideret cider-uddannelse skal man til udlandet for at tage, fx til London, hvor Beer & Cider Academy tilbyder kurser, som ender med en pommelier-titel – hvis man består.
Den første pommelier fra det britiske akademi, Jane Peyton, blev udklækket i 2018. Og hun skulle gennem fire forskellige kurser med hver sin vinkel på ciderens verden og med adskillige skriftlige og mundtlige eksaminer, før hun kunne få overrakt diplomet.

Hårdt brug for uddannelsen


Ud over at få en bred viden om cider lærer eleverne også at sammensætte forskellige typer af den boblende æbledrik med mad.
Punktum på uddannelsen er en stor blindsmagning af forskellige cidere, hvor der skal gøres rede for deres stil og ophav.
Det er ciderkenderen Gabe Cook, der har stablet uddannelsen på benene - og som også underviser på den. Og ifølge ham har der været hårdt brug for en sådan uddannelse, da den generelle viden om cider er alt for ringe.

Hvad med Danmark?


Som Gabe Cook har ytret det, så ville de fleste, der bliver bedt om at nævne en druesort til vinfremstilling, kunne ryste op med både Chardonnay, Merlot eller en helt tredje drue. Gælder det forskellige typer øl, ville rigtig mange kunne nævne både IPA, stout og lagerøl. Men hvis nu spørgsmålet går på æblesorter til cider-fremstilling? Her ville de fleste nok melde pas.
Og her kommer fremtidens forhåbentlig mange nye pommelierer ind i billedet. Håbet er, at de udøser af deres ciderviden i restauranter og barer og via foredrag.
Også i USA kan man blive certificeret pommelier hos American Cider Association, hvor endnu ni kandidater bestod den endelige eksamen i år.
Måske er det på tide, vi får en lignende uddannelse i Danmark? Vi har nogle af verdens bedste æbler, efterhånden rigtig mange ciderproducenter og forbrugere, som elsker den let boblende æbledrik.


Côte des Blancs i Champagne. Foto: CIVC.

Større afstand i Champagne

I de sidste hundrede år har producenterne og drueavlerne i Champagne været underlagt en regel om, at der højst må være 1,5 meter mellem rækkerne af vinstokke. Afstandskravet er ikke tilfældigt valgt – med denne afstand vil vinstokkene stadig kæmpe om vand og næringsstoffer, hvilket kun er et gode. Kampen medfører, at der produceres mindre druer af højere kvalitet.
Men for et år siden blev det via en afstemning i Syndicat General des Vignerons de la Champagne (SGV), at maksimum-afstanden mellem rækkerne skulle øges til 2 meter. Samtidig skulle den maksimale højde på de enkelte vinstokke øges fra 1,3 meter til 2 meter – på den måde ville der kompenseres for det tab af druer, som selvsagt ville følge med en større afstand mellem rækkerne.

Massive protester


Og hvorfor så disse ændringer? Ifølge SGV vil den øgede afstand have flere miljømæssige fordele, idet der vil kunne skæres ned på brugen af kemiske sprøjtemidler, ligesom CO2 udslippet vil kunne reduceres med 25% inden 2025. Det viser en femten år lang undersøgelse udført i et samarbejde mellem SGV, nogle af medlemmerne (champagnehusene) og et forskerteam.
For nylig gav den franske appellationsmyndighed, INAO, grønt lys for indførelsen af den nye afstandsregel. Det bliver dog op til de enkelte champagnehuse og drueavlere, om de vil benytte sig af muligheden for at plante med større afstand, så spørgsmålet er, hvor stor effekt den nye regel vil få for miljøet.
Selv om forslaget blev vedtaget i SGV i sin tid, var der nemlig også massive protester mod en sådan ændring. Nogle frygter, at en større afstand vil føre til en ringere kvalitet druer – netop på grund af det med kampen om vand og næringsstoffer. Ligeledes er der en frygt for, at håndhøst af druer på længere sigt i stigende grad vil blive erstattet af maskinhøst.

Stadig mere økologi i franske vinmarker

Det går rigtig godt for omlægningen til økologi, når det gælder de franske vinmarker. Det viser et overskueligt søjlediagram fra Agence Bio, som kan ses ovenfor - og i endnu større udgave ved at klikke her. Den lilla farve viser det vinmarksareal, der allerede er økologisk certificeret, og den grønne de marker, der er i gang med omlægningsprocessen.
I 2012 udgjorde det areal, der var certificeret eller på vej til at blive det, 62.514 hektar svarende til cirka 8% af Frankrigs samlede vinmarksareal.
I 2021 var tallet steget til 159.868 hektar, hvilket er mere end 20% af det totale areal.
Som man kan se, gik det forholdsvist langsomt fremad med øko-ekspansionen for 8 til 10 år siden, men fra og med 2019 kom der for alvor skred i udviklingen.
Og det er snart længe siden, at det mest var små nørdede vinbønder, der begyndte at dyrke markerne økologisk. I dag er det både små og store vinproducenter, ligesom stadig flere vinkooperativer er kommet med på øko-vognen.


"The Great Winery" af Michael Jantzen.

Et vildtvoksende vinhus

Vi har tidligere vist nogle af den amerikanske arkitekt Michael Jantzens fantastiske vinhuse og andre vinøse bygningsværker - hvoraf ingen, så vidt vi ved, endnu er blevet opført.
Det er værker, hvor arkitektur, kunst, design og den nyeste og mest miljøvenlige teknologi smelter sammen.
Han har blandt andet tegnet et fantastisk vinhus, Great Vine Winery, hvis levende form skal lede tankerne hen på en vildtvoksende vinstok.
På "taget" af vinhuset er der opsat solpaneler, der sørger for elektriciteten, ligesom der er reservoirer til opsamling af regnvand.
Der er også sørget for skyggefulde siddepladser uden døre til vinhusets gæster.
Skulle man ønske at bygge ud, kan ”vinstokken” vokse ved hjælp af yderligere elementer.
Man kan se flere billeder af ”The Great Winery”, som Jantzen kalder bygningen, ved at klikke her. Resten af hjemmesiden, der viser alle hans andre vilde projekter, er bestemt også et besøg værd.

Flere råd om rødvinspletter

Sidste uges gode spørgsmål gik på, hvordan man fjerner rødvins-pletter. Vores svar var masser af mineralvand og dernæst glycerin, hvis pletten ikke var helt væk. Vi spurgte også læserne, om de havde andre eller bedre bud – og det havde de:

- Jeg bruger Vanish til alle slags pletter, skriver Hanne C. Crome. - Jeg lægger dugen i Vanish natten over, vasker den i vaskepulver beregnet til hvid-vask og hænger den til tørre i solen. Det virker hver gang. Prøv det!
Per Herløv skriver: - Jeg kan ikke sige, om mit råd er bedre, men jeg plejer at hælde boblende Perrier eller Badoit på, og derefter overhælde med fint salt.
Og så er der Jens Madsen, som skriver, at farvestoffet i rødvin og mange andre blå eller sorte frugter er syrebundet, og at de pletter, de giver, skal behandles med basiske midler.
Vi siger mange tak for bidragene.



Utroligt, hvad man finder på!

I USA er Halloween langt større end herhjemme. Og mens nogle amerikanske vinproducenter lancerer særudgaver af deres vine med spøgelser og edderkoppespind på etiketterne, så går det store amerikanske bag-in-box vinmærke Franzia, der ejes af The Wine Group, andre veje.
Mærket gør det nemlig i Halloween-kostumer til voksne. I uge 41 sidste år nævnte vi fx et kostume, som forvandler enhver til en kæmpestor Franzia bib-vin, og i år har man ment, at også menneskets bedste firbenede ven skal have et kostume – ligeledes udformet som en bag-in-box.
I modsætning til menneske-kostumet kan man dog ikke tappe vin fra boksen. Den er derimod lavet som en firkantet sele, og kan selvfølgelig fås i flere størrelser.
En nyhed er også legetøj til hunden, der er en kopi af Franzias bag-in-box med Cabernet Sauvignon. Et rødt tyggetov, der er fastgjort til tappehanen, illuderer rødvin. Man kan se og læse mere ved at klikke her.

Stigende succes for WSET

At tage en vinuddannelse på WSET (Wine & Spirit Educetion Trust) er mere populært end nogensinde før. Det viser nye tal fra den engelsk baserede skole, der i dag har udbydere af de mange forskellige kurser i alverdens lande.
I alt tog 117.000 studerende en WSET-eksamen i 2021, hvilket var 8% mere end året før. 11% af kandidaterne deltog i undervisningen online via WSET’s Online Classroom.
Det er vinkurserne, der er de største trækplastre, men der har også været en stigende interesse for kurserne inden for sake og spiritus.

Flest fra USA


USA tegnede sig for de fleste nye studerende sidste år med 23.000 registreringer – en stigning på 15% i forhold til 2020. Men den største vækst tilfaldt Storbritannien med 20.000 nye registrerede kandidater, hvilket var en stigning på hele 36%.
Efter USA og Storbritannien kommer Frankrig på en tredjeplads med flest registrerede i 2021 og dernæst følger Hong Kong, Canada, Australien, Singapore, Taiwan, Sydkorea og Holland, der er med på topti listen for første gang.


Sofabordet Don Vino.

Vinøst sofabord

Det amerikanske møbelsnedkerfirma Chicone fremstiller dette ret smarte sofabord, der kan rumme op til seksten vinflasker.
I bordet, som er døbt Don Vino, kan man fx udstille sine særligt fine flasker, dog skal man nok ikke vente for længe med at knappe flaskerne op - bordet er jo ikke ligefrem ideelt til langtidsopbevaring.
Don Vino fremstilles i eg, kirsebærtræ, ahorn og valnød og koster 5000 dollars (cirka 39.000 kr. kr.). Det fås også som bistro bord til 8000 dollars (cirka 62.000 kr.) plus forsendelse til Danmark.
Man kan læse mere – og bestille et bord – ved at klikke her.
Flaskerne ligger i en lille taske, der beskytter dem ekstra mod stød.

Tag spiritussen med i håndbagagen

Der findes flyrejsesæt med små flasker og dåser til cremer og parfumer. Men et rejsesæt til spiritus, så man fx kan have nogle centiliter af sine yndlings-whiskyer med på rejsen, har vi aldrig set.

Aged & Ore Bottle Flight er et sådan sæt på fire små flasker med en skal af silikone.
Under rejsen kan flaskerne, der hver kan indeholde 6 cl spiritus, opbevares i en dertil hørende lille taske, og når de ikke er større, må man have dem med i håndbagagen.
På et lille ”vindue” i hver flaske kan man skrive navnet på indholdet med en særlig pen, hvis skrift kan tørres af igen.
En smart lille sag til 38 dollars (cirka 293 kr.), der dog, så vidt vi kan se – endnu ikke kan købes i Danmark.



Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Østjysk Vinforsyning holder d. 10. oktober kl. 13.30 til 16 Henning Christoffersens 25 års jubilæum som salgsdirektør for firmaets Horeca-afdeling. Samtidig vil der være lejlighed til at hilse på Jeppe Bansholm Lundorf, som pr. 1. oktober tiltræder stillingen som ny Horeca-salgsdirektør.
Kunder og venner af huset er velkomne til reception hos Østjysk Vinforsyning, Fanøvej 3, 8382 Hinnerup. Læs mere ved at klikke her.


Tore Scheel.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


Tore Scheel (f. 1972) var meget tidligt på færde med sin vininteresse. Allerede som syvårig havde han af sin tante lært at skelne mellem en Saint-Émilion og en Pomerol – og det til trods for, at vinene var behørigt fortyndet med vand. Så der herskede ingen tvivl hos Tore Scheel om, at han skulle have noget med vin at gøre i sit voksenliv.
I 1994 blev han butikselev hos H.J. Hansens Vinhandel i Odense, hvor han via fyraftens-smagningerne kom rigtig godt rundt i vinens verden. I 1997 gik turen videre til et job som indkøbsassistent hos Østjysk Vinforsyning og dernæst i 1999 til Philipson Wine, hvor han var marketingkoordinator med tekstforfatning som hovedopgave.
Fra 2006 til 2012 havde Tore Scheel sit virke som marketingchef hos Kåre Selvejer og Peter Thuesen i Vinens Verden i Odense, hvor han foruden markedsføring og hjemmesiden www.wine.dk også beskæftigede sig med indkøb fra bl.a. Italien. Siden arbejdede han som selvstændig konsulent for forskellige vin- og spiritusvirksomheder i ind- og udland, og fra 2013 til 2019 var han ansat som forretningsudvikler hos Vivino, den dansk-udviklede vin-app til smartphones.
Tore Scheel har specialiseret sig i e-mail marketing og dataforståelse inden for e-handel med vin og har siden da arbejdet med e-handel hos blandt andet Supervin i Hjørring, Theis Vine i Charlottenlund og vinhandlere i ind- og udland.
Siden februar 2022 har han arbejdet som Email Marketing Manager og Content Team Lead hos KOBAJ, en online platform, hvor danske og svenske forbrugere kan købe vin direkte fra små vingårde.
Vinøse skriverier er det også blevet til undervejs, blandt andet med bidrag til H.J. Hansens Vinbog (1997-1998), lærebogen Øvrige Vinlande (1998) samt Vinbogen – En verden af vin (2008), der fungerer som Tjenerskolens lærebog om vin. Sidstnævnte blev kåret til verdens tredje bedste grundbog om vin på Gourmand Awards 2009. Anden udvidede udgave af Vinbogen er udkommet i foråret 2011.
Den fynske hovedstad er rammen om hans privatliv, som han nyder sammen med kæresten Fie og børnene Rasmus, Hannah og Helena.
Adresse: Tore Scheel, Læssøegade 202, 5230 Odense M, mobil: 29 29 88 87, e-mail: tore@kobaj.com, www.kobaj.dk.

Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Viser etiketten, at vinen er ok?

Magnus Mogensen fik et godt råd af en af sine venner: - Hvis man gerne vil finde en vin af god kvalitet, men ikke lige ved, hvad man skal gå efter, skal man bare kigge på etiketten. Hvis den ser tiltalende ud, har en pæn skrift og en flot designet illustration, er vinen i flasken højst sandsynligt også i orden.
– Men kan det virkelig passe? Spørger vores læser.
Så generelt kan man nok ikke sige det. Men går man på opdagelse mellem vine fra mindre producenter, vil der ofte være noget om snakken.
Det slot eller den vinbonde, der virkelig kæler for sin vin, vil også ofte gøre en særlig indsats for at præsentere den ordentligt. Etiketten ser tiltalende ud, typografien er smuk – ikke et hav af vidt forskellige skrifter. Etiketterne på flere flasker sidder i præcis samme højde, og kapslen foroven sidder glat og stramt.
Bagetiketten er også udformet med omtanke. Årgang og alkoholprocent er nævnt, og skriften er så tilpas stor, at man kan læse, hvad der står uden at skulle medbringe mikroskop i forretningen.


Ugens vinøse billede

"Det italienske bud" kalder Philippe Durst sit billede af manden og den godt pakkede scooter. Billedet er dog taget i Alsace, og i kasserne er der ikke pizza men vin fra en lokal producent, som skal ud til kunderne.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-705
Billede 569-594Billede 595-621


705 De fuldmodne druer er netop landet i gården hos vinhuset Vin d’Alsace Famille Dietrich i Dambach-la-Ville (foto © Carsten Simonsen).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Champagne La Quille, Champagne Beurton & Fils, Champagne, Frankrig, 2012, lav alkohol (12%)

419,95 kr., pris ved 6 flasker: 379 kr., AndrupVin.dk

Her er vi helt oppe at ringe. Det er en champagne i top med kaskader af små fine bobler, der holder længe i munden. Duften byder på en liflig forening af lyst brød og nødder med strejf af toffee, mens smagen er elegant, tør, bred og med noter af friske æbler og citrus. Den bør nydes, præcis som den er - fx nytårsaften, når vi går ind i 2023.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Sergio, Terra Siciliane IGT, Italien, 2021, lav alkohol (13%)

50 kr., pris på tilbud fra 6. til 12. oktober: 40 kr., Coop 365

En god hvidvin med fylde og mild frugt - mirabeller, frisk abrikos - og et rigtig godt køb til de 40 kr. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Noval, Vignobles Marie Maria, Pacherenc du Vic-Bilh Sec AOC, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%)

80 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Det er nok de færreste, der har hørt om den sydfranske appellation Pacherenc du Vic-Bilh Sec. Appellationen fremstiller både tørre og søde hvidvine, og når der ikke står "Sec" (tør) efter navnet, er vinen sød. Så enkelt er det. Denne hvidvin er netop "Sec", og det er en rigtig dejlig tør vin med en fint krydret duft med noter af karambole, modne aromatiske æbler og krydret citrus. Smagen er delikat med kompleks frugt og citrusnoter samt en forfriskende anisnote til slut i den lange eftersmag. Nyd vinen til stegt kylling eller lidt kraftigt smagende skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pfaffl, Sauvignon Blanc, Niederösterreich, Østrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

120 kr., pris på tilbud indtil 30. oktober: 90 kr., Skjold Burne

Sauvignon Blanc-druen i østrigsk udgave er en rigtig god idé - i hvert fald når det gælder denne hvidvin, som er helt i top. Den har fine noter af papaya og andre eksotiske frugter i duften. Smagen er tør uden at knase, fyldig og liflig og med en perfekt balance mellem moden frugt og syre. Eftersmagen slutter med strejf af honning. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Los Vascos, Chardonnay, Valle de Colchagua, Chile, 2021, middel alkohol (14%)

125 kr., pris på tilbud indtil 30. oktober: 95 kr., Skjold Burne

En god, tør og fyldig hvidvin med smag af mirabeller og moden grape samt et touch af eg. Dog er der også til slut et lille alkoholbid. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vogelsang Spätlese, Schenk Siebert, Gewurztraminer, Pfalz, Tyskland, 2020, lav alkohol (11,5%)

130 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Vinovida

En vegansk hvidvin på den meget aromatiske drue Gewürztraminer. Her er den velkendte krydrede duft og smag samt god fylde, moden frugt og en markent men dejlig sødme fra de sent høstede druer. En vin, der kan nydes godt afkølet som en lidt sød apéritif eller til desserter med honning eller mørk chokolade. Tørre oste vil også være sagen som ledsagere.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Campo Maccione, Chardonnay, Toscana IGT, Italien, 2020, lav alkohol (12,5%)

130 kr., pris på tilbud indtil 30. oktober: 110 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

En delikat og meget lækker hvidvin med fine noter af eksotiske frugter i duft og smag. Nyd den til alt godt fra havet - eller sushi. flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Furth, Petra Unger, Grüner Veltliner, Kremstal, Østrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

140 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En hvidvin med lidt flint i duften og en fyldig, tør og kompleks smag med citrus, en anelse honning og strejf af kærlighedsfrugt. Det er en rigtig god vin, men prisen er lige i overkanten og koster den femte stjerne. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerne

Ap Mabo Rosso, Cantina di Verona, Verona, Italien, 2017, lav alkohol (13%)

69,95 kr., pris på tilbud indtil 20. oktober: 31,50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Her skal ikke tænkes i smagsfacetter og lange eftersmage. Dette er en uhøjtidelig og let drikkelig rødvin. Sådan en man godt kan nyde i store slurke til en god omgang pasta eller pizza. Der er god blød frugt og en tilpas mængde frugtsødme. Tilbudsprisen ved 6 flasker er attraktiv. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Maison Blanche, Famille Bouey, Bordeaux AOC, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., Sprit & Co.

En udmærket rødvin med rygrad, en behagelig tørhed og god smag af mørke bær i forening med krydrede noter (sort peber og anis).

stjernestjernestjernestjernestjerne

Flor de la Mar, Castelão, Setúbal, Portugal, 2021, høj alkohol (15%)

99,95 kr., pris ved 6 flasker, AndrupVin.dk

Der er aromatisk tobak, modne brombær og chokolade over duften af denne indtagende rødvin. Smagen er en lang og dejligt krydret nydelse. Her er god moden frugt, der på bedste vis går op i en højere enhed med mørke rosiner, korender, nelliker og stjerneanis. Castelão er ikke så kendt, men den er halvøen Setúbals ældste lokale drue. De høje procenter er fornemt integreret. Drik vinen til krydrede kødretter eller modne, cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Cuvée Winery Dogs, Les Costauds, Syrah, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud: 49,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Dette er en rigtig dejlig, saftig, bærrig og let drikkelig rødvin med god fylde og fine krydrede noter og en lang og blød eftersmag. En god all round vin, når det gælder mad, til en meget fordelagtig tilbudspris ved 2 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fonterutoli No. 10, Toscana IGT, Italien, 2019, lav alkohol (13%)

149 kr., pris på tilbud fra 6. til 12. oktober: 79 kr., Irma

En god all round rød toskaner med en fint krydret frugtduft med eg, mild te og kirsebær. Smagen er saftig og tør og igen med fine krydrede noter. Den femte stjerne gives på tilbudsprisen ved 79 kr.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Lutz, Vignobles Marie Maria, Pacherenc du Vic-Bilh AOC, Frankrig, 2018, lav alkohol (12%)

110 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En elegant sød, men ikke sliksød, vin med en dejlig lille note af krydderhonning i smagen og med et behageligt tørt bid i den lange eftersmag. Nyd vinen til vanilleis og ikke alt for søde desserter eller til milde tørre oste. Eller bare som den er - godt afkølet.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen