Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 43, 2022



De fem monopolers logoer.

Monopolerne gør fælles front

Nordens fem monopoler, når det gælder vin og spiritus, har indgået, hvad de kalder for ”en fælles miljø-køreplan”.

Monopolerne, som er statsejede, er det svenske Systembolaget, Norges Vinmonopolet, Finlands Alko, Islands Vínbúðin og Færøernes Rúsdrekkasøla Landsins - og køreplanen går ud på inden 2030 at skære ned på CO2-udslippet med 50% i forhold til niveauet i 2019.
Reduceringen skal ske via en indsats inden for både vin- og spiritusproduktionen, emballage, transport af vin og forbrugernes CO2-udslip på deres tur til og fra monopolernes butikker. Monopolernes fem topdirektører har nu underskrevet et dokument, der udstikker retningslinjerne for projektet.

Letvægtsflasker og Tetra paks


Præcis, hvordan de fem monopoler vil gribe sagen an, er endnu ikke klarlagt, men sikkert er det, at man skal droppe brugen af al unødvendig emballage og maksimere anvendelsen af emballage med et lavt CO2-aftryk. Letvægtsflasker skal i videst muligt omfang erstatte tunge glasflasker, og så skal vinproducenterne, hvis vine man forhandler, opfordres til at bruge bag-in-box, PET-flasker, Tetra Paks, dåser og andre miljøvenlige emballager.
Derudover skal hovedparten af al vin og spiritus på monopolernes hylder være bæredygtigt certificerede - også inden 2030.

Åbenhed over for alternativ emballage


Det lyder jo et rigtig godt initiativ. Men hvordan man vil håndhæve målsætningen over for vinproducenterne – og hvordan man vil sørge for, at forbrugerne kan skære ned på CO2-udslippet, når de skal ud at handle – er der endnu ikke redegjort for. Ej heller, hvordan man vil måle reduceringen af CO2-udslippet.
Ifølge en artikel i Wine Business International har skandinaverne en mere åben holdning over for alternative emballager end andre dele af verden.
En undersøgelse foretaget af Wine Intelligence i 2020 viser blandt andet, at cirka 50% af skandinaverne allerede køber bag-in-box vin, mens 64% ville overveje at købe vin i PET-flasker og 44% i Tetra Pak. Yderlige 36% ville overveje at købe dåsevin. Så noget tyder på, at monopolerne har forbrugernes opbakning, når det gælder den lettere emballage.


Castello Solicchiata, der er opført af lavasten. Det samme er de mure, man kan se mellem vinstokkene. I baggrunden anes vulkanen Etna. Foto: Feudi Spitaleri.

Ny ejer af historisk vinhus

Planeta er et familieejet vinfirma, som ejer flere vingårde på Sicilien. Nu har familien også overtaget den daglige ledelse af Feudi Spitaleri samt distributionen af vingårdens vine. Og det er et legendarisk vinhus, Planeta nu kan føje til sin portefølje.
Feudi Spitaleri ligger på vulkanen Etna med vinmarker i cirka 1000 meters højde, og det hele begyndte med adelsfamilien Spitaleri di Muglia, der slog sig ned på dette sted engang i 1300-tallet. Først i 1852 blev de første vinstokke plantet af baron Felice Spitaleri. Han havde været i Frankrig og besluttede sig for kun at dyrke franske druer - især Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot - og i 1855 lancerede han den første italienske vin på en blanding af disse Bordeaux-druer. Han opførte også et slot, Castello Solicchiata, og rundt om sine vinmarks-parceller lod han bygge i alt 100 kilometer mure af lavasten.

En kulturarv


Felice Spitaleris vine høstede flere priser ved 1800-tallets verdensudstillinger, men i 1907 lukkede en efterkommer ned for vinproduktionen – dog fik vinmarkerne lov til at overleve. Først i 1997 blev der igen fremstillet vin af druerne hos Feudi Spitaleri – hvilket dog ikke vakte den store opsigt.
Planeta har planer om en betydelig udvidelse af distributionen af Feudi Spitaleris vine uden for Italiens grænser. Vi har dog allerede nogle af vinene på danske hylder, nemlig hos Lars Bjørn Vinimport.
I alt er der plantet 550.000 vinstokke på Feudi Spitaleris jorde, og de dyrkes som buskvine - hvilket højst sandsynligt gør vinmarksarealet til det største areal med buskvine i verden.


Frisk løv og blå druer i Jens Madsens vinmark fra før vinstokkene blev beskadigede. Foto: Jens Madsen.

Vinmark skadet af ukrudtsmiddel

Vinavler Jens Madsen dyrker sin vinmark med 534 vinstokke syd for Christiansfeld. Og ud over at dyrke vin på hobbyplan er han også med egne ord amatørplanteforsker. Han har siden 1997 plantet mange forskellige druesorter og studerer nøje, hvilke sorter, der trives bedst i det danske klima, og hans viden har gennem årene været til gavn for mange andre vinavlere.
I det tidlige forår 2020 stod hans vinstokke, der dyrkes økologisk/biodynamisk, uden løv og med begyndende knopper. Men så indtraf der ifølge Madsen en katastrofe. Naboen, der er kornproducent, sprøjtede sin mark med et stærkt ukrudtsmiddel, som er meget let fordampeligt i solskinsvejr, og dampe og aerosoler drev de kemiske midler ind over Madsens vinmark flere uger i træk.
- Samtlige vinstokke sprang ud og blev beskadigede og har været i en slem forfatning lige siden, fortæller han. - De ældste på 25 år kan måske overleve, men det kniber med at holde liv i de yngre vinplanter. Da der er stråforkorter i sprøjtemidlet, hindres væksten betydeligt, ligesom det hindrer frugten i at modne.

Er ikke alene


Naboen indrømmede, at der var sprøjtet med de midler, han havde på sin sprøjteplan, men ud over det, var der ingen hjælp at hente, og Jens Madsen valgte til sidst at gå rettens vej. Han har dog netop måttet droppe sagen af økonomiske årsager. I alt har han brugt 65.000 kr. i advokatsalærer og andre omkostninger.
Det er en trist historie – og ikke den eneste af sin art. Madsen kender til flere vinavlere, hvis vinstokke er blevet beskadiget af sprøjtning.
Og vinavlerne er ikke alene om at frygte de kemiske sprøjtemidler fra kornproducenterne. Hvert efterår lever blandt andet avlere af æbler og pærer med risikoen for, at det ukrudtsmiddel, kornproducenterne bruger til deres vintersæd, driver ind over deres plantager.
Der er minimumsgrænser for indholdet af de kemiske stoffer i frugter og grøntsager, men hvis man er økologisk producent, er grænsen nul.

Stadig dygtigere til at lave vin


I år 2000 fik Danmark EU’s blå stempel som vinland, og siden da har den ene vingård efter den anden slået dørene op rundt omkring i landet, og flere hundrede vinmarker har bredt sig på dansk jord.
Vinstokkene dyrkes af både amatører som Jens Madsen og af professionelle avlere, der sælger deres vine til forbrugere og restauranter. De danske vine er generelt blevet bedre i løbet af årene, og flere af dem vinder nu også anerkendelse i udlandet.
Danmark og resten af Skandinavien spås af diverse forskere en endnu mere gunstig fremtid, når det gælder vindyrkning – hvilket ikke mindst skyldes den globale opvarmning. Grænsen for, hvor man kan dyrke vin, rykker stadig længere mod nord.

Vinmarkerne er ikke med


Danmark er et landbrugsland, og sandt nok så kom kornmarkerne før vinmarkerne. Men der skulle jo gerne være plads til begge dele med det potentiale, vindyrkningen lader til at have på dansk jord.
Myndighederne herhjemme har fokus på problemet med sprøjtning, og kornproducenterne bruger i dag også typisk bedre sprøjtedyser og sprøjteteknikker - hvilket har stor betydning. Og på hjemmesiden Landmand.dk kan fx en kornproducent via et kort se sin egen ejendom markeret med rødt. Nærliggende frugtplantager og grøntsagsarealer er markeret med henholdsvis grønt og gult. Kombineret med et kig på vejrudsigten er kortet et godt redskab for de garanteret rigtig mange kornproducenter, der bestræber sig på at tage hensyn til naboerne. Desværre er de danske vinmarker endnu ikke blevet plottet ind på kortet, hvilket bestemt ville være en god idé.
Indrømmet, problemet er langt fra nyt - som nævnt eksisterer det også for avlere af grøntsager og andre frugter, og i udlandet har der verseret flere sager, hvor vinmarker er blevet beskadiget af naboers sprøjtemidler. Men det gør jo ikke problemet mindre alvorligt.


Vinkuffert til 75.000 kr.

Vi har tidligere nævnt kufferter designet til at bringe vin sikkert med hjem på flyturen. Men den nye Twelve Bottle Case er nok den største og mest luksuriøse, der hidtil er kreeret.
Det er det britiske kuffert- og taskefirma Rimowa, der har designet kufferten, der – som dens navn angiver – kan rumme 12 flasker vin eller champagne.
Flaskerne ligger sikkert i hver sin godt polstrede afdeling, og to ligeledes polstrede barrer kan slås ned over flaskehalsene som en ekstra sikkerhed for, at flaskerne ikke rumler rundt i kufferten, når man triller afsted med den – eller ud af den, når man åbner den. Skallen er af slagfast aluminium. Der er dog tale om en ret så tung sag, idet alene kufferten vejer 12 kg. Prisen er bestemt også i den tunge ende og ligger på det, der svarer til 75.000 kr.
Men for dem, der har råd til denne verdens absolutte top-kultvine – og vil have en garanti for, at flaskerne når sikkert frem – er det nok bare et greb i lommen.
Man kan læse mere om Twelve Bottle Case ved at klikke her.
Rimowas produkter kan blandt andet købes i Illum i København, men om den nye vinkuffert lander i stormagasinet, vides endnu ikke.


Prøver af rødvinene er ankommet til laboratoriet hos Oritain.

Vin og retsmedicinsk videnskab

De fleste kender nok bedst retsmedicinsk arbejde fra diverse krimier. Retsmedicinerne er dem, der ved at tage analyser af liget og dissekere det med meget stor præcision kan fortælle om dødsårsag, den afdødes øvrige helbredstilstand, alder, sidste måltid osv.

Nu har et newzealandsk vinhus, Pyramid Valley, indgået samarbejde med et firma, som anvender retsmedicinsk videnskab til at hjælpe diverse industrier med at kunne garantere deres produkters oprindelse og ægthed over for forbrugerne.
Oritain hedder firmaet, og indtil videre har det analyseret sig frem til den ganske særlige og unikke geokemi, der findes i hver af fire vinmarksparceller, som har leveret druer til ligeledes fire forskellige vine fra Pyramid Valley. Ligegyldig, hvor man er i verden, er selv små områders geokemi forskellig, også selv om områderne kun ligger få meter fra hinanden, som hos netop dette vinhus. Hos Pyramid Valley har man altid kunnet smage forskellen i vinene - nu har man også et kemisk bevis for dem.

Et slags "fingeraftryk"


Via analyserne har Oritain i de forskellige jordlag kunnet identificere 42 forskellige elementer i hver parcel og har dernæst kortlagt deres koncentrationsniveau.
Når en vinstok vokser, absorberer den en unik kombination af disse elementer, som afspejler sig i druerne og siden hen i den færdige vin. Et slags ”fingeraftryk”, som følger vinen fra dens fødsel til den dag, den skænkes i glasset.
Oritain har derfor suppleret jordbundsanalyserne med prøver fra druerne og senere fra vinene, før de tappes på flasker.
Ude i forretningerne bærer hver flaske af de fire forskellige vine en QR-kode, som, når den scannes, giver forbrugerne en garanti for indholdets ægthed samt information om teknologien bag garantien.

Målrettet top-vine


Det er første gang, Oritain bruger den retsmedicinske videnskab i forbindelse med vin – men, hvis det står til firmaet, ikke sidste. Tidligere har Oritain fx hjulpet en producent af lammekød med en garanti for kødets oprindelse og et tekstilfirma med en garanti for, at tekstilerne blev farvet under bæredygtige forhold.
Oritains teknologi er ikke billig, og den er – når det gælder vin – frem for alt målrettet producenter af top-vine, der gerne vil have netop sådan en garanti for oprindelse og ægthed i et marked, hvor forfalskninger af kostbare vine er dagligdagskost.
Hvis man er i tvivl om en vins ægthed, vil man således altid kunne sende en prøve til Oritain, der har det unikke fingeraftryk liggende i en database. I løbet af nogle få dage vil firmaet kunne stadfæste, om vinen er den ægte vare, eller om den er lige til at hælde i vasken. Man kan læse mere om firmaets teknologi på dets hjemmeside. Og på Pyramid Valleys hjemmeside kan man se en lille film om fremgangsmåden.


Lær Pisas vine at kende

Byen Pisa i Toscana er kendt for sit skæve tårn – og provinsen af samme navn for sine glimrende vine.

I 2011 etableredes appellationen Terre di Pisa DOC, og i 2018 grundlagde en gruppe vinbønder Consorzio Vini Terre di Pisa, som dermed er et af Italiens yngste konsortier.
I dag har konsortiet 15 medlemmer (vinproducenter), og dets formål er at udvikle og promovere Terre di Pisa DOC’s unikke vine. Og det gør konsortiet blandt andet ved at arrangere vinsmagninger i ind- og udland.
Nu gælder det Danmark, hvor der – i samarbejde med Det Italienske Handelskammer – afholdes en smagning d. 15. november med titlen ”Pisa, A land to Taste" i København med deltagelse af 14 af konsortiets producenter.

Vind en weekend i Toscana


Både professionelle og private er velkomne, og ud over at smage vin fra denne særlige toskanske appellation, kan man også deltage i en lodtrækning om en weekend i Toscana og en magnum-flaske fra en af producenterne bag standene.
Man kan læse mere om smagningen og købe billetter ved at klikke her.
Om formiddagen afholdes der også masterclasses (på engelsk) for professionelle om Terre di Pisa DOC’s to forskellige rødvine, Terre di Pisa Rosso og Sangiovese. Dem kan man tilmelde sig ved at sende en mail til sol@danitacom.org.
Denne uges store billede længere nede på siden er fra en af Terre di Pisa DOC's vingårde.


Legendarisk samling af portvine

Hvis man er portvins-dyrker af højeste karat, har man nu chancen for få en meget sjælden – og meget kostbar – samling vine fra portvinshuset Graham’s.
Samlingens navn er ”Bicentenary Collection”, og den er et led i fejringen af husets 200-års jubilæum – som har stået på i de sidste to år. Graham’s blev nemlig grundlagt i 1820 af brødrene William og John Graham. Siden 1970 har huset været ejet af verdens største portvinsfirma, det familieejede Symington Family Estates.
Der er kun fremstillet 30 eksemplarer af Bicentenary Collection, og et eksemplar koster det, der svarer til 216.000 kr.
De i alt 12 flasker leveres i et fornemt skrin af rosentræ, der også indeholder et sæt vinglas, designet af den anerkendte britiske vinskribent Jancis Robinson, en proptrækker af mærket Durand, der er designet specielt til at fjerne propper fra gamle vine, en glaskaraffel og en sølvtragt til at dekantere portvinene gennem. Sidstnævnte er absolut nødvendigt, da der for de fleste flaskers vedkommende er tale om meget gamle vine.

Portvin tilbage til 1960'erne


Skrinet indeholder dels Graham’s Single Harvest Tawny i årgangene 1961, 1976, 1982, 1995, 2000 og 2006 – dels husets årgangsportvine fra 1963, 1970, 1985, 1994, 1997 og 2011. Hver enkelt vin er ifølge Decanter nøje udvalgt af tredje, fjerde og femte generation Symington. Og to af vinene, Single Harvest Tawny 2000 og 2006, er aldrig før blevet frigivet til salg.
Den første udgave af skrinet med flaskesamlingen bliver sat til salg hos Christie’s i London inden året er omme, og med til partiet hører en VIP tur til Porto og Douro.
De 29 resterende skrin fremstilles på bestilling, og hvis man vil bestille et eksemplar, kan man gøre det ved at sende en mail til bicentenarycollection@grahams-port.com.


Vino Diva Wine Aeration Straw.

Bæredygtigt sugerør til vin

Det er en kendt sag, at al den plastic, vi bruger, er dårligt for miljøet – og det omfattede også de klassiske plastiksugerør, som EU af samme årsag forbød salget af i 2021.

Men hvis der skal sugerør i cocktailen, er der i dag heldigvis mange miljøvenlige alternativer som fx sugerør af bambus, papaya eller aluminium. Sidstnævnte er det amerikanske firma Vino Diva leveringsdygtig i, og nu kan det godt være at mange af vores læsere stejler – sugerøret er nemlig blandt andet målrettet vinnydelse.
Ud over at det er fremstillet af genbrugeligt aluminium skulle sugerøret også - via en særlig mikroiltningsmekanisme - være i stand til at ilte vinen, mens den glider op gennem røret.

Beskytter også tænderne


En ung og lidt rå rødvin skulle dermed være mere rund og drikkelig, når den kommer ind i munden. Og ikke nok med det. Ifølge Vino Diva beskytter sugerøret også tænderne, så de ikke bliver blå, når man drikker rødvin.
Til Vino Diva Wine Aeration Straw, som er opfindelsens fulde navn, medfølger et opbevaringshylster med korkprop.
Sugerøret skulle være let at rense, og det kan efter sigende holde til hyppig brug gennem flere år.
Man kan købe det hos Amazon.com for 13 dollars (cirka 100 kr.) plus forsendelse ved at klikke her.
Fem forskelligt farvede skruelåg pryder "The Drop" - og der er i ordets bogstaveligste forstand kun en dråbe cognac i hver flaske.

En dråbe af Louis XIII

Louis XIII er en legendarisk cognac med rødder tilbage til 1874. Den er sammenstukket af hele 1200 eaux-de-vie’er, der er mellem 40 og 100 år gamle. Og den leveres i en fornem krystalflaske, der er en tro kopi af en flaske fra 1500-tallet, som man udgravede på en slagmark i Frankrig i 1850.

Prisen for en 70 cl’s karaffel ligger på omkring 23.000 kr. Det er jo selvfølgelig ikke særligt forbrugervenligt, og derfor har Rémy Martin, der ejer cognacmærket, lanceret ”The Drop”, en miniatureudgave af karaflen med kun 1 cl af den kostbare cognac. Den lille flaske fås med skruelåg i fem forskellige farver, ligesom man kan købe en rem til klenodiet, så man kan have flasken hængende ligesom en skuldertaske. En enkelt flaske koster det, der svarer til cirka 1285 kr. – køber man en æske med fem styk, er prisen cirka 6400 kr. Det lyder måske nok heller ikke så forbrugervenligt… Men det giver da en mulighed for at smage den legendariske cognac, hvis nu man ikke lige kan undvære hele 23.000 kr.
Så vidt vi ved, forhandles ”Dråben” endnu ikke i Danmark.



Kig lige efter på loftet!

Hvis nogle af vores læsere ligger inde med en gammel uåbnet flaske Johnnie Walker whisky, så kunne det være en god idé at få den vurderet.
For nylig tog en britisk kvinde tre flasker Johnnie Walker med til vurderingseksperterne i det populære BBC-program Antiques Roadshow. Her kan folk komme fra nær og fjerne med deres gamle ting og sager og få dem vurderet.
Kvinden havde fundet flaskerne på loftet i sine nu afdøde bedsteforældres hjem, og hun kunne fortælle, at hendes bedstefar havde fået dem forærende af en pubejer engang i 1950’erne, da pubben lukkede.
Mens den ene af flaskerne – en Johnnie Walker Red Label fra 1930’erne – ”kun” blev vurderet til 1000 pund (cirka 8500 kr.), blev hver af de to øvrige flasker vurderet til 7000 pund (cirka 60.000 kr.). De var nemlig fra 1907, i pæn stand og af den sjældne White Label. Så altså i alt 128.500 kr. Kvinden sendte straks de tre flasker afsted på auktion.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Smagvin er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Stéphane Derenoncourt.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Stéphane Derenoncourt. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Stéphane Derenoncourt (f. 1963) er selvlært ønolog og en af verdens førende vinkonsulenter.
Han voksede op i Dunkirk i Normandiet som søn af en stålarbejder. Kun 19 år gammel blaffede han sig hele vejen til Bordeaux, hvor han fik job som høstarbejder hos Château Fronsac.
Han sugede til sig af viden fra både markerne og vineriet, og i 1990 blev han tilbudt et job som kældermester hos Château Pavie Macquin i Saint Émilion. Derefter blev han hyret til at fremstille en rødvin fra en lille vinmark, La Mondotte, tilhørende Vignobles Comtes von Neipperg, ligeledes i Saint Émilion. Den første årgang, 1996, tog både vinanmeldere og forbrugere med storm, og Stéphane Derenoncourt blev med et trylleslag et kendt navn i vinverdenen.
I 1997 grundlagde han og hans kone, Christine, rådgivningsfirmaet Derenoncourt Consultants.
I dag arbejder han som vinkonsulent for mere end tres vinhuse i ni forskellige lande i Europa, Mellemøsten og Asien. Det var også ham, som instruktøren og vinproducenten Francis Ford Coppola henvendte sig til, da han i 2008 skulle have rådgivning om sine vine fra det legendariske vinhus Rubicon Estate Winery i Napa.
Men Stéphane Derenoncourt er også selv vinproducent med hele to vinhuse, Domaine de l’A i Bordeaux og Derenoncourt California i Napa.
Adresse: Derenoncourt Consultants, Lieu Dit Fillol, 33350 Sainte-Colombe, Frankrig, tlf.: 0033 (0)5 57 24 60 29, fax: 0033 (0)5 57 24 75 95, www.derenoncourtconsultants.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Ugens gode spørgsmål

- Hvem fremstillede verdens første korkprop til en vinflaske? Det kunne John Meyer godt tænke sig at vide.
Proppens opfinder kender man ikke noget til. Men mon ikke proppen stammer fra korkegenes lande, Spanien og Portugal.
Den navnkundige munk Dom Pérignon var vistnok den første i Champagne, der brugte kork til at lukke flaskerne med. Men man skal nu ikke tro den gamle historie med abbedissen, der elskede ham i løn, og som en dag kom lidt hastigt fra et stævnemøde i vinkælderen. I skyndingen brækkede hun korkhælen af sin sko. Dom Pérignon fandt den på gulvet – og stak den i halsen på en flaske ... ;-)
Dom Pérignon hverken fandt eller opfandt korkproppen. Men det er meget sandsynligt, at han lærte at bruge den af ordensbrødre, der kom på besøg fra Sydfrankrig eller Spanien. Før den tid brugte man klude, der var gennemvædet af olie.
En teori går ud på, at korkproppen kom til Frankrig via det gamle benediktiner-kloster i Saint-Hilaire, et kvarters kørsel syd for Carcassonne.
Her fødtes i hvert fald den mousserende vin Blanquette de Limoux, der første gang omtales i 1531 – længe før Dom Pérignon blev født i 1638.


Ugens vinøse billede

Nyhøstede druer hos Cave de Cairanne i det franske Côtes du Rhône, og det er vinkooperativet selv, der har sendt os det smukke billede.
Syrah, Mourvèdre, Grenache, Carignan og Cinsault - samt en række hvidvinsdruer - håndhøstes og sorteres i både markerne og vineriet.
Kooperativet blev grundlagt i 1929 og omfatter i dag 65 producenter og 550 hektar vinmarker.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-708
Billede 569-594Billede 595-621


708 Vingården Castelvecchio i den toskanske appellation Terre di Pisa ligger smukt omgivet af sine vinmarker (foto © Castelvecchio).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 14 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pfaffl Brut, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig, lav alkohol (12,5%)

195 kr., pris på tilbud indtil 30. oktober: 165 kr., Skjold Burne

Blandt de mere kendte mousserende vine som champagne, crémant og cava kan man godt glemme sekt fra Østrig. Men det bør man bestemt ikke. Østrigerne fremstiller nemlig glimrende mousserende vine, som fx denne, der har fine små vedvarende bobler, en dejlig frisk duft af gule blommer og sommeræbler og en mild og liflig smag, der starter med en fin lille frugtsødme, som opvejes af en behagelig tørhed til slut. Et godt bud på bobler til nytårsaften.

Hvidvin

stjernestjernestjerne

"1" Riesling Trocken, Weingut Jakob Jung, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2020, lav alkohol (12%)

100 kr., pris ved 6 flasker (1 liters flasker), BrdrDsVinhandel

En meget enkel hvidvin med ok frugt, en anelse sødme og en spinkel eftersmag med et lille syrebid. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

The Elipside, Neleman Wines, Macabeo, Spanien, 2021, lav alkohol (10,5%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 27. oktober til 2. november: 55 kr. ved 6 flasker, Irma

En økologisk og vegansk hvidvin på Macabeo - den mest udbredte grønne drue i Nordspanien, hvor den blandt andet anvendes til fremstilling af Cava. Det er en rigtig dejlig vin med tilpas tørhed, elegance, god fylde og en liflig note af frisk citrus i både duft og smag. En vin, der vil egne sig glimrende til alt godt fra havet. Tilbudsprisen ved 55 kr. er et kup.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Turm Glück Riesling Kabinett Feinherb, Riesling, Rheinhessen, Tyskland, 2021, lav alkohol (11%)

Når der står "Feinherb" på etiketten, betyder det, at hvidvinen er lidt sødere end "Halbtrocken". Og ja, vinen har en dejlig sødme - lidt hen ad modne aromatiske sommeræbler - men den har også en lille tør note til slut. En liflig, aromatisk og let hvidvin, der kan nydes, som den er godt afkølet, eller til en ikke alt for sød dessert. Det kunne fx være en cheesecake. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Animalia, Emiliana, Sauvignon Blanc, Casablanca, Chile, 2022, lav alkohol (13%)

119,95 kr., Pris på tilbud fra 28. oktober til 31. december: 69 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Et af Chiles rigtig gode vinhuse, Emiliana, har kastet sig over kategorien orange vin - som jo er hvidvin, der har trukket farve og tanniner fra de grønne drueskind. Duften er rigtig dejlig med frisk appelsin og strejf af figner. Smagen er tør og fyldig med en lille krydret note, en anelse appelsin og et bittert bid til slut, som gør vinen yderst velegnet til mad. Tilbudsprisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Petites Pierres, Louis Jadot, Coteaux Bourguignons AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

179 kr., pris på tilbud: 129 kr., Kjær & Sommerfeldt

En elegant hvidvin med en fin duft af friske grønne æbler og druer og med en fyldig, tør og kompleks frugtsmag med moden citrus til slut. Nyd vinen til alt godt fra havet.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Title Deed, Spier, Western Cape, Sydafrika, 2020, middel alkohol (14%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 28. oktober til 31. december: 33 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Superbrugsen, Kvickly

En aromatisk rødvin, der leder tankerne hen på noget lunere dage med modne brombær og solbær. Den er lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot, og dens smag lever op til forventningerne fra duften: En dejlig bærrig vin med bløde afrundede tanniner. Tilbudsprisen ved 6 flasker er et kup. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

L'Eveil des Sens, Château Ferreyres, Bordeaux Supérieur AOC, Frankrig, 2019, høj alkohol (15,5%)

125 kr., The Wine Company

En meget kraftig rødvin, der gerne lige må trække vejret i en karaffel et par timer før servering. Men gør man det, får man en meget lækker og kompleks smagsoplevelse med en dejlig krydring og en fyldig og utrolig lang eftersmag med sort peber, anis, en anelse kardemomme og en fin syre, der afrunder den krydrede herlighed. Den høje alkoholprocent er fornemt integreret.

stjernestjernestjernestjerne

Sasyr, Rocca delle Macie, Toscana IGT, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%)

130 kr., pris på tilbud indtil 30. oktober: 110 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne

Sasyr er en sammentrækning af Sangiovese og Syrah - de to druer, denne gode rødvin er lavet på. Der er rosmarin og aromatisk tobak i duften, mens der i smagen er en fin balance mellem moden frugt og krydrede noter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Juan Gil, Bodegas Juan Gil, Monastrell, Jumilla DOP, Spanien, 2020, høj alkohol (15%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., AndrupVin.dk

Der er en anelse herbalt samt noter af modne brombær over duften af denne aboslut dejlige økologiske rødvin. Smagen er forholdsvis tør, koncentreret og kompleks, rig på moden frugt, mørke rosiner og varme krydrede noter, der holder ud i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Arroyo Crianza, Ribera del Duero DO, Spanien, 2018, høj alkohol (14,5%)

Der er violer og læder i duften af denne forførende rødvin. Smagen er meget aromatisk og kompleks med blandt andet sort peber, mørke rosiner, en anelse tørrede svesker og (stadigvæk) et godt tanninbid til slut efter 12 måneders fadmodning. Vinen kan drikkes nu, men kan også med fordel gemmes i endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terre Di Chiesina, Tenuta Giacomelli, Toscana IGT, Italien, 2009, lav alkohol (13%)

189,95 kr., pris ved 6 flasker: 169 kr., AndrupVin.dk

En rødvin, der får englene til at synge. Der er svampe i duften, mens smagen er fløjlsblød, med god struktur, kompleksitet, bærfrugt og en fin syre til slut. En ren forkælelses-vin, hvor alderen gør, at alle smagselementer går op i en højere enhed.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Laurento Riserva, Umberto Cesari, Sangiovese, Romagna DOC, Italien, 2019, middel alkohol (14%)

199 kr., pris på tilbud: 89 kr., Kjær & Sommerfeldt

Hvis man giver denne rødvin lidt luft et par timer før servering, får man fuld valuta for de 199 kr. (så køb vinen til tilbudsprisen). Der er modne solbær og hyldebær over duften. Smagen er kraftig og kompleks med Sangiovese-druens varme krydrede noter med strejf af kanel og nelliker. Et godt bud på en julevin til flæskesteg eller and - eller til vel modnede cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Terrunyo, Concha y Toro, Carmenère, Valle del Cachapoal, Chile, 2019, høj alkohol (14,5%)

199,95 kr., pris på tilbud fra 28. oktober til 31. december: 89 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En helt igennem forførende rødvin med duft af modne blå blommer og hyldebærsaft. Smagen er blød som silke, med fyldig frugt, fin krydring, en lille syre og afrundede tanniner til slut. De 14,5% er vel integrerede. Nyd vinen til en kødret med flødesauce eller til tørre oste.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen