
Park29 er indrettet i et traditionelt norsk træhus, der ligger bag en idyllisk gårdhave. Foto: Park29.
Vintyveri i norske top-restauranter
Denne verdens top-restauranter skal sørge for en top-tyverisikret vinkælder. Gang på gang slår vintyve til i ind- og udland. I november gjaldt det Michelin-restauranten Coque i Madrid, hvor der blev stjålet vin for det, der svarer til 1,3 millioner kr. Og inden for de seneste par måneder har der været indbrud hos hele to restauranter i Oslo – og tyvene er forsvundet som dug for Solen.
I slutningen af november gik det ud over Apostrophe, der blev ”lettet” for vin til en værdi over 440.000 NOK (cirka 300.000 kr.). Dernæst blev der i december - midt i åbningstiden - stjålet vine til en værdi op mod 2 mio. NOK (cirka 1,4 mio. kr.) hos Park29, der er kendt for sin store og fornemme vinkælder. Prøv engang at se restaurantens fantastiske vinkort.
Her stjal tyvene i alt 264 flasker, og de vidste – ligesom ved de øvrige tyverier – hvad de skulle gå efter. Det var udelukkende de dyreste flasker, der forsvandt fra vinkælderen, heriblandt Domaine de la Romanée-Conti og top-Baroloer.

Foto: CIVC.
Flest solgte flasker champagne i 15 år
Sidste år løsnedes der op for Corona-restriktionerne. Man kunne igen mødes i større selskaber, fejre og skåle med hinanden. Og det kunne mærkes på salget af champagne.
Ifølge nye tal fra Champagnes vinproducentforening, Comité Champagne, lød salget af de berømte bobler i 2022 på 326 millioner flasker.
Det var en stigning på cirka 2% i forhold til 2021 og det største antal flasker i de sidste 15 år - og det tredje største salg siden 1999.
Det er ikke mindst eksporten, der er årsag til væksten. Den steg med 4,3% til 187,5 mio. flasker – mens salget på det franske hjemmemarked faldt med 1,7% til 138,4 mio. flasker. Og sådan har det været gennem de sidste ti år – andelen af champagne, der er gået til eksport, er blevet stadig større, og er vokset fra 45% til 57%. I værdi lød det samlede salg af champagne på 6 milliarder euro (cirka 45 mia. kr.) i 2022.
Kneb med udbuddet
Faktisk havde man hos Comité Champagne regnet med et endnu større salg sidste år på omkring 330 mio. flasker. Efterspørgslen var stor nok, men det kneb med udbuddet efter nogle relativt små høstårgange.
Producentforeningen har dog gode forhåbninger for salget i år, da høsten i 2022 var både god og meget righoldig.
Det mindste salg af champagne i de sidste ti år var i øvrigt i 2020, hvor det lå på 245 mio. flasker.

Et lille udpluk af de alkoholfrie vine, VinAvisen har anmeldt.
VinAvisens smagning af alkoholfri vin 
Alkoholfri øl har for alvor indtaget det danske marked, og interessen for alkoholfri vin er også stigende. Så nu syntes vi, det var på tide med en tema-smagning om sidstnævnte.
Vi har smagt i alt 21 alkoholfrie vine, og anmeldelserne finder man længere nede på siden inddelt efter vintype.
I det følgende vil vi forsøge at indkredse begrebet alkoholfri vin – hvilket bestemt ikke er nemt, da der ikke findes fuldstændig klokkeklare regler på området.
I EU-regi er det stadig op til de enkelte medlemslande, hvad betegnelsen bør dække – og her er der heller ikke altid klare regler.
Men lad os holde os til Miljø- og Fødevareministeriets Vejledning om mærkning af vin og spiritus fra 2017. Heri står der, at ”Alkoholindholdet i drikkevarer, der normalt indeholder alkohol, bør fortsat være tæt på nul, hvis produktet anprises som ”alkoholfrit”. Det anbefales derfor, at indholdet af alkohol ikke overstiger 0,5%. Dette er på linje med det, som er praksis i en række andre EU-lande.”
Vin, hvor alkoholen er fjernet
Men er alkoholfri vin ikke bare almindelig druesaft? Nej! Druesaft er ugæret saft på druer – og så er den ikke længere. Alkoholfri vin er fremstillet nøjagtig ligesom al anden vin, hvor druemosten er blevet udgæret til vin og måske også er fadmodnet. Men herefter har man fjernet alkoholen, og det gøres via en af tre forskellige metoder:
Spinning cone column: kan nærmest beskrives som et roterende separations-apparat.
Ved hjælp af centrifugalkraft og vakuum kan apparatet udskille de flygtige aromastoffer i vinen. Derefter kan man fjerne en del af alkoholen – igen i et sådant apparat – hvorefter man fører de gode stoffer tilbage til vinen.
Omvendt osmose: Her filtreres vand og alkohol fra gennem en membran, mens et koncentrat af sukker- og aromastoffer bliver tilbage. Derefter destilleres alkoholen fra vandet, hvorefter sidstnævnte igen tilsættes koncentratet.
Vakuum-destillering: udføres i et vakuumkammer, hvor alkoholen fjernes via fordampning.
Den vigtige alkohol
At af-alkoholisere en vin er, uanset hvilken metode, der bruges, en omstændelig proces og en ekstra omkostning for vinproducenten – der jo først har lavet en færdig vin. Derfor er alkoholfrie vine heller ikke billige varianter af deres modstykker med alkohol, men undertiden ligefrem dyrere.
Når man fjerner alkoholen via de ovennævnte metoder, kan det som regel ikke undgås, at nogle af aromastofferne ryger med i købet, hvilket giver milde og mindre komplekse vine – og i nogle tilfælde også lidt tynde vine.
Det, at alkoholen ikke er til stede i vinen, har også i sig selv stor betydning. Alkoholen spiller en vigtig rolle, når det gælder duft, smag og fylde. Den er med til at videreformidle aromastoffer og alle de andre komponenter i vinen til næse og gane.
Og hvordan gik det så med vores smagning af de alkoholfrie vine? Der var mange rigtig dejlige vine, hvoraf flere – især blandt de mousserende – smagte, som var det vine med alkohol. Andre manglede fylde men var gode og friske bud på et alternativ til vin med alkohol. Og så var der også nogle, der var meget enkle og spinkle.
Generelt var rødvinene lette og saftige, og det kan anbefales at drikke dem let afkølet, som var det en Beaujolais-vin. (Fortsættes nedenfor...).
En alkoholfri butik
Flere danske vinimportører har i dag nogle enkelte vine uden alkohol på hylderne. Og så er der Alkoholfributik.dk, der ejes af Tue Langtofte, og som udelukkende forhandler alkoholfri vin m.m. Det lyder ret modigt med sådan en butik, for kan det virkelig løbe rundt?
- Vi er de eneste specialister indenfor alkoholfri vin, men der er flere, som har forsøgt sig gennem årene, fortæller Tue Langtofte. - Den alkoholfri vin udgør stadig promiller af det samlede vinsalg, så det kræver vedholdenhed at fokusere på den her niche. Men det er også spændende hele tiden at se de fremskridt, producenterne gør. Man kan smage, at de bliver dygtigere år for år.
- Jeg startede i 2015 med at importere 16 tyske øl, og siden er vin, cider og spiritus kommet til, så der nu er over 170 produkter på hylden.
- Der har været stor tilslutning helt fra starten, og i dag er salget mere end 10-doblet, og det udvikler sig stadig. Og netop i januar i år, hvor alkohol har fyldt mere i den offentlige debat, er flere blevet nysgerrige på de alkoholfri alternativer.
Tue Langtofte har også et svar på, hvorfor de mousserende vine er dem, der kommer nærmest deres modstykker med alkohol:
- Vi sælger mest mousserende vin, for det er den, der smager bedst. Kulsyren er med til at frigøre aromastofferne, og det bringer det bedste frem i vinen.
Velkomstdrink med mindre alkohol
Mange af de mousserende vine, vi smagte, vil være oplagte som velkomstdrink til en større fest, hvor der senere kommer masser af alkohol på bordet. Vinene kan også med fordel bruges som ingrediens i drinks, der gerne må være lidt mindre alkoholiske. Det kunne fx være en lidt uortodoks ”Kir Royal”, hvor solbærlikøren sørger for procenterne og boblerne for festen.
Vi må også lige nævne, at flere importører ud over alkoholfri vin medsendte druesaft - "Traubensaft" på tysk og "jus de raisin" på fransk. Og heriblandt var der dejlige, fyldige, sødmefulde - og selvfølgelig alkoholfrie - drikke, der bør fremhæves, selv om de falder uden for temaet.
Der var fx den lækre mousserende Jus de Raisin, Gaxéifié, vendanges Sélectionnées, 2021, Paul Giraud, Frankrig til 79 kr. hos
Skjold Burne og Donelli Rosé Sparkling Grape Juice til 69,95 kr. hos
ViniPortugal samt den lifligt mousserende, søde Schwedhelm Traubensaft til 139 kr. fra
Kjær & Sommerfeldt.

En illustraion af den fremtidige kombination af vinbar og boghandel. Det ser hyggeligt ud...
En idé til danske lufthavne
Det mangler vi i lufthavnene i København og Billund – en selvbetjenings-vinbar kombineret med en boghandel. En sådan får Gerald R. Ford International Airport i Michigan i løbet af foråret, og den bliver indrettet med gode lænestole, så man kan købe en bog, tappe et glas vin og nyde begge dele, mens man venter på sit fly. Ink by Hudson bliver navnet på nyskabelsen, og vinene er lokale vine fra Michigan.
Tænk hvis vi på lignende vis kunne markedsføre dansk vin til et internationalt publikum i en eller begge af vores store lufthavne…

Udsigt over blot en lille bid af Piemontes store vinlandskab.
Oplev en ny side af Piemontes vine
Piemontes vine forbindes traditionelt med Barolo, Barbaresco og Langhe – og med druen Nebbiolo. Men vinene fra det berømte italienske distrikt er andet og meget mere. Det er netop det, ”Piedmont to Discover” vil formidle til danske vinbranchefolk og forbrugere.
Eventen bliver afholdt d. 9. februar i Kosmopol ved Nørreport, hvor 20 vinproducenter fra Piemonte står parat til at skænke smagsprøver i glassene og fortælle om deres vine.
Og de vine, der præsenteres, er fra mindre vinhuse og fra mindre kendte områder i Piemonte. Det er vine, der fremstilles af en ny generation af up and coming producenter og på både kendte og mindre kendte drue-sammensætninger.
Masterclasses og walk around
Ud over vinene vil der være mulighed for at smage diverse delikatesser fra Piemonte.
For vinbranchefolk byder eventen på masterclasses og walk around smagning fra kl. 11-15.30. Fra kr. 16.30 til 19 slås dørene op for enhver med glæde for gode vine.
Det er anden gang, eventen afholdes på dansk jord, og det bliver den via et samarbejde mellem Det Italienske Handelskammer, Danitacom, og vinrådene Tutela dell’Ovada DOCG og Colline del Monferrato Casalese.
Læs mere og bestil billetter ved at
klikke her.
VinAvisen i Portugal 
Vi fortsætter vores vintur i Portugal, og denne gang skal vi højt op i den fantastiske Douro-dal. Vi skal til Pinhão og besøge
Wine & Soul, som ejes af ægteparret Sandra Tavares da Silva og Jorge Serôdio Borges.

Sandra Tavares da Silva kom til Douro fra Lissabon, mens Jorge Serôdio Borges stammer fra en familie, der har fremstillet portvin i Douro i flere generationer.
11. postkort fra Portugal:
Med hjerte og sjæl 
Da Sandra Tavares da Silva og Jorge Serôdio Borges blev gift i 2001, havde de andet tilfælles end kærligheden til hinanden. De var begge uddannede ønologer med en fælles drøm om at skabe unikke vine i Douro på druer fra gamle vinstokke.
De lagde ud med en enkelt vinmark på 2 hektar med vinstokke, der var mere end 80 år gamle og skabte fra druerne den i dag prisbelønnede rødvin Pintas. I dag ejer parrets vinhus, Wine & Soal, 30 hektar i Pinhão-dalen, hvor man finder nogle af de allerbedste af Douros vinmarker.

Med en formidabel udsigt over Pinhão-dalen fortalte Sandra Tavares da Silva om vinstokkene i den gamle vinmark.
12. postkort fra Portugal:
Køber naturen rundt om markerne
Wine & Soul ligger højt oppe over dalen, og Sandra Tavares da Silva tog os med til den 80 år gamle vinmark endnu højere oppe.
- Vi har ikke kun købt marken men også naturområdet rundt om den, fortalte Sandra. – Det har vi gjort hver eneste gang, vi har udvidet med endnu en mark. Det er vigtigt, at de træer, buske og vilde krydderurter – med andre ord biodiversiteten – bevares, for den kan, og bør kunne, smages i vinene.
I markerne er der plantet 40 eller flere druesorter i et virvar. Det var sådan man plantede vinmarker i gamle dag, og derfor indgår der også et hav af forskellige druer i de enkelte vine. (Fortsættes nedenfor...).

Løvet på vinstokkene i én og samme mark har forskellig efterårsfarve alt efter druesort.
13. postkort fra Portugal:
Druerne tilpasser sig hinanden 
- Det at plante flere druesorter i samme mark har visse fordele, fortalte Sandra. – Nogle af sorterne er resistente, og da de befinder sig mellem de ikke-resistente sorter, værner de dem mod diverse vinmarkssygdomme.
Druerne høstes og vinificeres sammen, selv om nogle sorter pr. definition modner tidligere end andre. Men Sandra har lagt mærke til, at flere sorter gennem årene har tilpasset sig hinanden, så de alligevel modner nogenlunde samtidig.
Hos Wine & Soul bruger man ikke et fint laboratorium til at identificere de enkelte druesorter i de gamle marker. Det arbejde tager ældre kyndige vinbønder sig af. De kommer altid to ad gangen fra vinrådets domicil i Porto, Casa do Douro, og diskuterer frem og tilbage, indtil de har lagt sig fast på, hvilken druesort, det drejer sig om.
- Det er billigere og lige så godt som et laboratorium, mener Sandra.

De store lagarer hos Wine & Soul er meget gamle, men er blevet omhyggeligt restaureret af ejerne.
14. postkort fra Portugal:
Anvendte trampe-robot under corona 
Vi blev også taget med inden for i vineriet hos Wine & Soul, hvor der var flere lagarer, store firkantede granitbassiner, hvori druerne trampes med fødderne – som man har gjort det i århundreder og stadig gør det i Douro. Det er efter producenternes mening den bedste måde at fremstille portvine af høj kvalitet.
Sandra fortalte, at tramperiet udføres af en til flere personer afhængig af, hvor meget man ønsker, druerne skal påvirkes under processen. Under corona-epidemien måtte man anvende en robot forsynet med en ”fod”.
Vi sluttede besøget af med en smagning. Og sikke fantastiske vine. De rødvine, vi smagte, var vidunderligt krydrede – ifølge Sandra på grund af biodiversiteten omkring vinmarkerne. Vi smagte også Guru, en fortræffelig hvidvin og ligeledes en af vinhusets dejlige portvine. Herhjemme forhandles vinene fra Wine & Soul af
AtomWine.
Denne uges store billede længere nede på siden viser udsigten over nogle af vinhusets marker i Pinhão.
Der har eksisteret reklamer for skotsk whisky siden tidernes morgen. Nu er det måske slut - i hvert fald i det offentlige rum.
Skotland på vej mod Evin-lov? 
I Skotland er whiskyindustrien rasende på landets regering over et forslag om at skærpe alkoholloven.
Forslaget omfatter blandt andet en begrænsning af synligheden af alkoholiske drikke hos de handlende – à la det man gør med cigaretter herhjemme – og forbud mod alkoholreklamer på offentlige steder. Desuden foreslås der et forbud mod, at spiritusproducenter og -mærker sponsorerer sportsbegivenheder og andre større arrangementer.
Det lyder jo lidt i retning af den forhadte Evin-lov i Frankrig, som vi ofte har nævnt her i VinAvisen. Det er en lov, der
forbyder reklamer for vin og spiritus og enhver positiv omtale af samme i de franske medier. Loven har medført, at aviser, blandt andet Le Parisien, og andre medier er blevet trukket i retten af anti-alkohollobbyen, bare fordi de har omtalt vin i rosende vendinger.
Alle alkoholprodukter er stort set ens
I forbindelse med forslaget har regeringen udarbejdet en rapport, ”Restricting alcohol advertising and promotion”, der i øjeblikket ligger til ”høring” hos offentligheden, så enhver kan komme med sit feedback, før der tages endelig stilling til en eventuel skærpelse af alkoholloven. Regeringen vil også tage forslaget op til debat med landets whiskyindustri og øvrige spiritusindustrier. Så intet er sikkert endnu.
Rapportens ordlyd er dog heller ikke gået ubemærket hen. Det påstås blandt andet, at ”alle alkoholprodukter i bund og grund er variationer over den samme ting” og ”at den eneste forskel mellem whisky, vin og gin er markedsføringen”. Den slags udsagn falder naturligvis ikke i god jord hos de skotske whiskydestillerier, hvor man gennem århundreder har kæret om at fremstille de bedste udgaver af Skotlands gyldne nationaldrik.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Dinvinhandel.dk er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.

Thomas Volney Munson.
Vinens Hall of Fame
Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til amerikanske Thomas Volney Munson, der i 1800-tallets slutning i høj grad var med til at redde den Europæiske vinproduktion. På
en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
Thomas Volney Munson (1843-1913) har en stor del af æren for at have reddet Europas vinmarker under vinlusen Phylloxera vastatrixs hærgen i slutningen af 1800-tallet.
Han voksede op i den amerikanske delstat Illinois og blev uddannet som botaniker ved University of Kentucky i 1870, hvorefter han flyttede til Nebraska.
Han var fascineret af druer og viede størstedelen af sit liv som botaniker til studiet af lokale amerikanske druesorter. Som han engang har udtalt: ”Druen er den smukkeste, mest sunde og nærende og mest indbringende frugt, man kan dyrke”.
I 1876 flyttede T.V. Munson til byen Denison i Texas. Og i de kommende mange år rejste han mere end 80.000 km med tog og på hesteryg gennem 40 amerikanske stater for at indsamle og dokumentere lokale druesorter.
Han skrev artikler om sine mange rejser og eksperimenter og afholdt en stor udstilling om alle kendte amerikanske druer i New Orleans i 1885. På udstillingen kunne man se samtlige vinplanter i potter samt malerier af druerne.
T.V. Munson skabte også et hav af hybrider, nye druer, som alle blev navngivet - og som alle kunne anvendes til vinfremstilling. Flere af disse nye sorter havde sygdomsresistente rødder.
I 1860’erne udryddede vinlusen næsten 2,5 millioner hektar vinmarker i Europa. T.V. Munsons eksperimenter var dengang kendt viden om, og de franske myndigheder bad ham om at sende nogle af de hybrid-druesorter, han havde udviklet. Man brugte dog kun rødderne fra disse planter. Vinlusen angreb nemlig vinstokkenes rødder, og ved at pode de europæiske druesorter på de amerikanske rødder, reddede man Europas vinindustri.
I 1909 udgav T.V. Munson bogen Foundations of American Grape Culture, der den dag i dag anses for at være en grundbog i amerikansk vindyrkning.
Da han døde fire år senere, efterlod han sig hustruen Ellen og deres syv børn.
I 1974 blev T.V. Munson Memorial Vineyard anlagt i Denison. I denne vinmark dyrkes flere af de hybrid-druer, han eksperimenterede sig frem til.
En gammel reklameplakat for Power's whiskey til brug for irsk kaffe.
Hvem opfandt irsk kaffe?
- Det er lige vejr til en irsk kaffe i denne tid, så det kom der på bordet den anden aften, skriver Bent Henneberg til os. – Men hvem opfandt egentlig den dejlige varmende drik?
Vi skal tilbage til 1943 og til lufthavnen i den irske by Foynes. I lufthavnens terminal for vandfly lå der en lille restaurant, hvis leder var kok og bartender Joe Sheridan.
På grund af dårligt vejr måtte et fly på vej til New York vende om, og Sheridan blev bedt om at tilberede varm mad og drikke til de mange forkomne passagerer.
Da han skulle lave kaffe, tænkte han, at det ville gøre passagererne godt, hvis han kom en god sjat whiskey og lidt sukker i hvert kaffeglas. Og på toppen kom han en klat flødeskum.
Da en af passagererne spurgte, om det var brasiliansk kaffe, svarede Sheridan: - Nej, det er irsk kaffe. Og hermed var drikken navngivet.
2000 irsk kaffe dagligt
I
Foynes Flying Boat Museum mindes man hvert år i august det opfindsomme bysbarn med en festival for irsk kaffe, hvor der blandt andet afholdes VM i kreeringen af den stærke kaffedrik.
Joe Sheridan flyttede til San Francisco, hvor han fik job som bartender i baren Buena Vista Cafe, hvorved irsk kaffe blev introduceret til amerikanerne.
Baren, som stadig eksisterer, er i dag kendt for sin irsk kaffe, som selvfølgelig fremstilles efter Sheridans gamle opskrift. Og den er så populær, at etablissementet serverer op mod 2000 glas hver eneste dag. Nedenfor bringer vi Sheridans opskrift på irsk kaffe.
Irsk kaffe à la Sheridan
1 tsk. brun farin
En god sjat irsk whiskey
Flødeskum
Forvarm glasset med kogende vand i 5 minutter. Hæld vandet ud, og tilsæt 1 tsk. rørsukker og en god sjat irsk whiskey. Fyld glasset med varm, stærk sort kaffe op til cirka 1 cm fra kanten. Rør godt rundt, til sukkeret er opløst. Top med let pisket fløde, som skal tilflyde glasset hen over bagsiden af en spiseske.
Ugens vinøse billede
For en uge siden besøgte Lasse Made Bodegas Nieto Senetiner i Lujan de Cuyo i Mendoza, hvor han tog det viste billede af vinhuset og dets vinstokke. Han skriver følgende til os:
- Her smagte jeg for første gang en vin på en drue, som også bruges som spisedrue, nemlig Criolla Grande. Om druen indgår i Vitis Vinifera, kan jeg ikke lige finde ud af, men faktum er, at man både kan spise den - og producere en let, lys og lidt speciel vin. Den er ganske populær hos unge argentinere, der nyder den godt afkølet på varme dage - og dem er der jo en del af i Argentina.
- Jeg kan læse mig til, at den engang var ganske stor i Argentina, men at det er gået ned ad bakke de sidste 30-40 år. Nu ser det ud til, at den har fået en renæssance. Den er i familie med den californiske drue Mission, som dog vist ikke kan spises.
Vi siger tak for billedet og fortællingen, og vi kan tilføje, at Criolla Grande tilhører Vitis Vinifera – og at Mission-druen også godt kan spises. Den har et højt sukkerindhold og kun meget lidt syre.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
721
En fantastisk udsigt over dale og skråninger med vinstokke i Portugals Pinhão-dal (foto © Wine & Soul).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 40 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen