Kult i København 
Det californiske Napa Valley er kendt for sine top-rødvine på Cabernet Sauvignon, og i den forgangne uge deltog VinAvisen i en smagning af netop sådan en vin.
Promontory er navnet på vinen og dens vinhus, og selv om der kun er frigivet få årgange – første årgang kom på markedet i 2012 – så har vinen allerede opnået legendarisk status.
Der fremstilles kun 30.000 flasker årligt, og da vinen eksporteres til 50 forskellige lande, er der nogle, der kun tildeles ganske få flasker. Vinens sjældenhed – men så afgjort også den oplevelse, den byder smageren på – afspejles i prisen.
Vi smagte årgang 2015, 2016, 2017 og 2018. Herhjemme er det blandt andet
Sigurd Müller, der forhandler Promontory, og som havde arrangeret smagningen. Og det er kun årgang 2016 og 2017, der stadig er på hylderne hos denne importør. Prisen er henholdsvis 8500 kr. og 9500 kr. – ikke kassen men flasken!
Et vildt og bjergrigt område
Det er vinfamilien Harlan, der fremstiller Promontory, og det var vinhusets vinmager, David Cilli, og salgsdirektør, Joe Rorke, der præsenterede vinene.
De to var på rundtur i Europa og var kommet til Danmark om morgenen og skulle videre til London lige efter smagningen.
Men hvorfor overhovedet promovere en kultvin, som der kun fremstilles så få flasker af? Den må vel nærmest sælge sig selv.
- Der er jo endnu ikke frigivet så mange årgange af vinen, så vi mener, at det stadig er nødvendigt at fortælle dens historie til omverdenen, lød det fra Rorke.
De vinmarker, der leverer Cabernet-druer til Promontory, ligger i en lille dal i Oakville, Napa, midt i et isoleret, vildt og bjergrigt område, som kun få mennesker besøger årligt, og som er en del af Mayacamas-bjergkæden.
De ældste vinstokke blev plantet op ad bjergskråningerne i 1980’erne og 90’erne. Dem samt det omkring liggende område købte Bill Harlan og hans familie i 2008.
Hvad er den sidste procent?
I 1984 havde familien grundlagt Harlan Estate og senere kom også vinhuset BOND til – begge befinder sig ligeledes i Oakville, dog i et mindre vildt terræn.
Promontory er engelsk for forbjerg, altså et bjerg, der skyder sig ud i havet fra fastlandet. Og det var det navn, Bill Harlan valgte til området med parcellerne (og dermed til vinen) – selv om der intet vand er men derimod en dal med vinstokke.
Oprindelig havde Harlan-familien tænkt sig, at druerne fra de nyerhvervede vinmarker skulle bruges til top-vinen hos Harlan Estate. Men Promontorys terroir gav druerne en helt særegen karakter, hvorfor det blev besluttet at skabe en ny rødvin. Jordbundforholdene under markerne er utroligt varieret med både skifer, gnejs og lava. Og så er der den evige morgentåge, der giver kølighed og fugt – og dermed elegance til vinen.
Promontory er fremstillet på 99% Cabernet Sauvignon, og så ville vi jo gerne vide, hvad den sidste procent er…
- Når vi undlader at skrive 100%, skyldes det, at der kan være lidt Pinot Noir i vinen, sagde David Cilli. – Da vi købte markerne, stod der nogle skilte med Pinot Noir, og selv om vi stadig er i gang med et større arbejde med at genplante vinmarkerne med Cabernet, kan der godt ryge en anelse Pinot-druer med i købet.
Østrigsk eg påvirker mindre
Promontory modnes i fade af noget så specielt som østrigsk eg.
- Da vi skulle fremstille første årgang af vinen, var vi ikke helt trygge ved at modne den i barriques (franske fade til 225 liter, red.), lød det fra David Cilli. Til top-vinen fra Harlan Estate anvendes der barriques.
- Derfor valgte vi fra første færd store, østrigske fade på 1000 til 6000 liter. Østrigsk eg er mere respektfuld over for vinen - påvirker den ikke så meget med fadnoter og tanniner som de franske fade.
- Vi er ikke de eneste i Napa, der anvender østrigske fade – der er nogle få andre. Men vi var de første.
Lava, skifter, tåge, sol, Cabernet og østrigske fade havnede i skøn forening som smagsprøver i vores glas.
Fælles for de fire årgange, vi smagte, var kompleksiteten, den store og brede aroma og evnen til hele tiden at udvikle sig i glasset med nye facetter. Men der var også forskelle – fx på de to årgange, der stadig forhandles af Sigurd Müller.
Bør også blive nydt
2016 er åben og blød som silke, elegant og frugtrig, med fine mineralske noter, afrundede tanniner og en lille syre, der spiller med til sidst i den uendeligt lange eftersmag.
2017 var en lille årgang – naturbrande var skyld i, at 25% af druerne blev røgskadede og kasseret. Det er den eneste af de hidtidige årgange, der er fadmodnet i tre i stedet for to år. Her var moden frugt og vanille, tanniner og en anelse mere syre end i 2016-årgangen. En vin, der med fordel kan gemmes i endnu nogle år.
Årgang 2015, som er udsolgt, gav et indtryk af, hvordan Promontory udvikler sig – selvfølgelig afhængig af årgang. Det var en fabelagtig og uforglemmelig rødvin med en fantastisk intensitet og skønne krydrede noter.
De høje priser på vinene vil jo nok medføre, at rigtig mange af dem bliver købt som investering. Og de vil så gennem de næste årtier blive solgt og købt adskillige gange. Man kan kun håbe, at de også vil blive nydt, for det fortjener de i allerhøjeste grad.
Da Promontory sælges og distribueres fra Place de Bordeaux, er der også andre forhandlere i Danmark - heriblandt Les Terroirs du Vin, som har årgange fra 2012 til 2017.
Denne uges store billede længere nede på siden giver et indtryk af den vilde natur, som omgiver Promontorys vinstokke.