Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 24, 2024



Sådan ser der for det meste ud i Penedès' vinmarker, hvis druer blandt andet lægger most til den spanske mousserende cava.

Stort indhug i druerneDel på Facebook

For nylig blev Penedès i det spanske Catalonien ramt af et kortvarigt men ualmindeligt kraftigt hagluvejr med hagl på op til 10 cm i diameter.

Flere steder er omkring 70% af de nye druer gået tabt, og i værdi vurderer man, at skaderne løber op i omkring 5 millioner euro (cirka 37 mio. kr.).
Hagluvejret føjer ekstra brænde til bålet af klima-trængsler for regionens vinproducenter. Catalonien har siden 2021 lidt under en langvarig tørke - og den er især gået ud over Penedès.

Vinstokkene dør


En af de producenter, der i høj grad har fået såvel hagluvejret som tørken at føle, er Familia Torres. Det berømte familieejede vinhus får sine druer fra cirka 1300 hektar vinmarker rundt omkring i Spanien. Produktionen er dog centreret i Penedès, hvor man pr. tradition ikke vander markerne men klarer sig med den nedbør, vejrguderne tildeler dem.
Ifølge en artikel i The Drinks Business faldt der før 2020 i gennemsnit 544 mm nedbør om året i Penedès. Siden 2021 er det gået støt nedad med nedbørsmængden, og sidste år lå den på kun 246 mm.
Den nu tre år lange tørke har medført stadig mindre høstårgange. Men hos Familia Torres - og garanteret også hos mange andre producenter i Penedès - oplever man nu også, at vinstokkene er begyndt at dø på grund af vandmanglen.

Stol ikke helt på procenterne Del på Facebook

Det er sikkert langt fra alle VinAvisens læsere, der tænker på alkoholprocenten, når der skal købes vin. Men gør man det, er det jo let at se, hvor mange procenter, vinen indeholder - det står på etiketten. Ifølge den svenske vinnyhedsside BKWine skal oplysningerne dog tages med et gran salt. Ofte - men ikke altid - er der snarere tale om en rettesnor.
Ifølge EU er det fx tilladt vinproducenterne at have en elastik på 0,5%.
Det vil sige, at den reelle alkoholprocent på etiketten kan justeres op eller ned, så en vin med fx 12,5% alkohol får et 13% eller kun 12% på etiketten.

Bare vinen smager godt


I USA er elastikken endnu mere elastisk. Her må man for vine med mere end 14% alkohol have en margin på 1% og for vine med under 14% på hele 1,5%.
Disse regler giver jo selvsagt vinproducenterne mulighed for at tilpasse procenterne en smule på etiketten til de forbrugere, vinen er målrettet.
Nogle forbrugere er på udkig efter vine med et forholdsvist lavt alkoholindhold, mens andre vil have kraft og procenter til den røde oksebøf. Og så er der alle dem, der er ligeglade med procenterne, så længe vinen bare er velafbalanceret og smager godt - hvilket jo så afgjort også er det vigtigste.


Vinderholdet i DM i Blindsmagning 2024: Fra venstre Jacob Petersen, Anders Kokholm Christiansen og Jacques Christiansen. Foto: Flemming Gernyx.

Knockout-princippetDel på Facebook

For nylig afholdtes årets udgave af Det Åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning, hvor de, der selv mener at have nogenlunde godt styr på vinens verden, kan deltage i form af et tremandshold.
I år var der højspænding til det allersidste, før holdet ”De 3 Pinot’er” kunne kåres som de nye danmarksmestre.
Finaledelen afvikledes igen efter knockout-princippet, hvor det hold med den dårligste score forlod scenen efter hver vin. Til sidst var der kun én vin og to hold tilbage.
Inden man nåede så langt, havde de mange hold haft en intens dag i Axelborg-salen i København. Deltagerne var fundet gennem fire semifinaler med i alt 127 deltagende hold suppleret med de 15 bedst placerede hold fra sidste års finale.

33 hold forlod turneringen


Hovedrunden bestod som sædvanlig af 12 vine. Listen omfattede alt fra tysk Mosel-hvidvin og hvidvin fra vulkanen Etna til Amarone, Pinot Noir fra Otago og en Tokaj-vin fra Ungarn.
Holdene afleverede deres svar i konkurrencens digitale svarsystem. Og der var kun 10 minutter til at smage og diskutere hver vin.
Efter henholdsvis jubel og dybe suk fra salen, mens vinene blev afsløret, opdateredes den store pointtavle, som uden nåde viste holdenes aktuelle placering. Det er et format, der favoriserer de hold, der formår hurtigt at nulstille sig mentalt og fokusere på næste vin.
Efter hovedrunden gik de tre bedste hold direkte til finaledelen, mens de dårligste 33 hold forlod turneringen.

Træner med samme setup


I finalen gjaldt det om at komme tættest på oprindelsen af fire meget forskellige vine, og det var her, ”De 3 Pinot’er”, der deltog for femte gang, løb med sejren.
Efter kåringen udtalte holdets kaptajn, Anders K. Christiansen, følgende:
”Jeg tror, vi har en fordel af vores trænings-setup, som er en kopi af turnerings-setup’et. - Vi bruger omkring 250 kr. pr. flaske for at matche niveauet fra turneringen og serverer vinene blindt med 10 min. til at afgive svar.
- Vi har smagt i omegnen af 70-80 vine i år på præcis samme måde, som vi smager dem til turneringen”, siger Anders Kokholm Christiansen.
Det Åbne Danmarksmesterskab vender tilbage i 2025, og datoerne for semifinalerne annonceres på www.dmblindsmagning.dk.


Beaujolais' vinlandskab har en hel del meget skrånende vinmarker. Foto: Inter Beaujolais.

40% færre vinmarker i BeaujolaisDel på Facebook

At miste 40% af sit vinmarksareal i løbet af 20 år er drastisk. Men det er ikke desto mindre, hvad der ifølge La Revue du Vin de France er sket for Beaujolais.
Arealet er skrumpet fra 20.000 hektar til lidt over 13.000 hektar. En af årsagerne er de “ekstreme vinmarker” - dem, der ligger på skråninger, som hælder mere end 30%. Det er svært at mekanisere sådanne marker - og ligeledes svært at finde arbejdskraft. Og lykkes begge dele, kan man godt regne med øgede omkostninger - blandt andet i form af højere lønninger - end i mere håndterbare vinmarker.
Prisen for en flaske vin fra en sådan mark må derfor nødvendigvis være højere - hvorved det bliver sværere at få den afsat…
Ifølge Beaujolais’ vinproducentforening er reduceringen af vinmarksarealet nu ikke så dårligt endda. Det betyder, at man her og nu har fået en større balance mellem udbud og efterspørgsel. Men dermed ikke sagt, at man ikke gerne vil have mere gang i salget af Beaujolais-vin som helhed.


Dette foto vandt 1. prisen i underkategorien "mennesker" i "Errazuriz Wine Photographer of the Year 2024". Det er taget af franske Jonathan Thevenet Cherrystone og viser, hvordan en familie hjælpes om druehøsten.

Bedste vin-fotosDel på Facebook

Hvert år afholdes “Pink Lady Food Photographer of the Year”, en international konkurrence for fotografier og film inden for gastronomiens verden.
Enhver kan deltage i denne konkurrence, hvis hovedsponsor er det britiske æblefirma Pink Lady.
En af de kategorier, der dystes i, er “Errazuriz Wine Photographer of the Year”, hvis sponsor er det anerkendte chilenske vinhus af samme navn.
Når det gælder de vinøse billeder, var det den franske fotograf, Thierry Gaudillère, der løb med sejren i 2023 med et foto af en kvinde, der sidder udmattet men glad i bunden af en vintank efter at have renset den. Vi viste billedet i uge 21 sidste år.

Alle gode gange to


Nu har Thierry Gaudillère gjort det igen - vundet over samtlige af de mange andre vin-billeder, der blev indsendt til konkurrencen årgang 2024.
Denne gang har han fotograferet druehøsten i Volnay i Côte de Beaune i Bourgogne. Men det er ikke et helt almindeligt høstbillede - med en genial brug af lys og skygger har Gaudillère fanget høstfolkene, en arbejdshest, traktoren osv. med sit kamera. Vi bringer dette fantastiske foto som ugens store billede længere nede på siden - og til venstre ses et af de fotos, der vandt i en af underkategorierne.
Der er nemlig en række underkategorier alene inden for vinfoto-konkurrencen, og her er der også glimrende og gribende vinderbilleder. Man finder dem alle under "Galleries" på konkurrencens hjemmeside.

Kapsler og hygiejne Del på Facebook

Vi har tidligere nævnt, at nogle vinproducenter har valgt at droppe foliekapslerne på vinflaskerne og erstatte dem med en papirstrimmel hen over flaskens top og korkprop. Årsagen er, at metalkapslerne er forbundet med et pænt stort CO2 udslip - fra udvinding af metallet over fremstillingen af kapslerne til transporten af vinflaskerne, hvor metallet er med til at øge vægten.
Også i Champagne har enkelte producenter valgt at droppe den folie, der traditionelt dækker både flaskehals og prop og ligeledes erstatte den med en papirstrimmel.
Nu har Center for Social Innovation under EU-kommissionen udført en undersøgelse af kapslernes og foliens betydning for hygiejnen.

"Udbredte kolonier"


Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med den franske kapsel- og folieproducent, Crealis Group.
I undersøgelsen blev et større antal flasker med og uden folie og kapsler udsat for skimmelsvamp og forskellige typer bakterier - blandt andet dem, der spredes, når man nyser.
Da man senere undersøgte de “nøgne” flaskehalse, viste det sig, at der var en “intens vækst” af bakterier og svampesporer på de halse, der ikke havde været dækket af folie. Der var ligefrem tale om “udbredte kolonier”.
Konklusionen er (ikke overraskende), at kapslerne og folien har en beskyttende hygiejnisk effekt. Og hvad kan man så bruge en sådan undersøgelse til? Jo, EU kan bruge den som argument for et krav om brug af kapsler og folie i medlemslandene.


Dolly Parton med sin nye hvidvin.

Drik med DollyDel på Facebook

Den amerikanske sanger Dolly Parton, der i flere årtier har lagt verden ned med sine country sange, er 78 år - men stadig parat til at kaste sig ud i nye eventyr. Nu har hun sluttet sig til striben af berømte skuespillere og sangere, der har lanceret egne vine.

Dolly Wines California Chardonnay 2023, som er fremstillet i samarbejde med den australske vingigant Accolade Wines, kommer på markedet i USA i juni. En rosé og en mousserende vin følger trop til efteråret. Senere får resten af verdens mange Dolly-fans mulighed for at drikke et glas af hendes vine.



Godello-druen, der giver sine hvidvine noter af pærer og ferskner. Foto: Wines of Galicia.

Godello breder sig i Spanien Del på Facebook

Den spanske hvidvinsdrue Godello var engang udbredt i Galicien. Så gik det ned ad bakke for druen, og den var næsten udryddet, da den fik en genopblomstring i 1970’erne. I dag breder den sig igen i det centrale Galicien og frem for alt i Valdeorras. Den dyrkes også i naboregionen Castille y Léon.
I 2003 begyndte vinproducenten Raimat i Costers del Segre i Catalonien i det stik modsatte hjørne af Spanien at plante druen. I 2014 blev den officielt godkendt til vindyrkning i Costers del Segre, og nu har Raimat så omsider lanceret den første hvidvin på 100% Godello i Catalonien. Godello giver fyldige frugtrige vine med en god syre til mad. Druen giver et lavt udbytte og egner sig derfor ikke til masseproducerede vine.

VinAvisen i RhôneDel på Facebook

I sidste uge tog vi hul på en billedserie fra Châteauneuf-du-Pape i Rhône, hvor vi sluttede hos Maison Brotte. I denne uge tager vi på udflugt til vinhusets marker i henholdsvis Cairanne og Laudon.


Udsigten fra vinmarkerne mod landsbyen Cairanne fås ikke bedre.

7. Kom til vinfest i CairanneDel på Facebook

Cairanne har i de sidste mange årtier været kendt for at fremstille fremragende vine. Alligevel var det først i 2016, at området - efter mange års ihærdig indsats - fik INAO’s blå stempel som en af Côtes du Rhônes i alt 17 Cru’er. Det er Cru’erne, der er topniveauet i klassifikations-pyramiden, og herfra man pr. tradition får de allerbedste vine.

I Cairanne ejer Maison Brotte 27,5 hektar vinmarker, hvoraf 1 hektar er med eftertragtede 100 år gamle Grenache-vinstokke.
94% af produktionen i Cairanne er rødvin, og Brottes marker er tilplantet med de for Sydrhône klassiske blå druer, Grenache, Syrah og Mourvèdre. Men på grund af den stigende efterspørgsel på hvidvine fra forbrugerne vil Brotte i fremtiden satse lidt mere på de grønne druer, og vinhuset har derfor for nylig købt en meget stor mark med druen Roussanne.
Hvert år den fjerde søndag i juli afholder landsbyen Cairanne en stor vinfest, Fête du Vin, med processioner, gadekøkkener og stande, hvorfra vinproducenterne med glæde skænker smagsprøver. Det er en glimrende lejlighed til at smage et bredt udvalg af appellationens vine. I år afholdes 49. udgave af festivalen, og datoen er d. 28. juli.



Der var dækket op til frokost med udsigt til vinmarkerne i Laudun, da vi kom ned oppe fra ruinerne af borgen.

8. Laudon og dens hvidvinDel på Facebook

Næste stop var Laudun, som er blandt de første steder i Rhône, hvor der blev plantet vinstokke. Her slog en større romersk hær sig ned i oldtiden, og som så mange andre steder, hvor romerne vandt terræn, plantede de vinstokke.
Laudun er en af Rhônes i alt 20 Villages-appellationer, hvilket er niveauet lige under Cru og over de almindelige Rhône-vine. Men for 10 år siden sendte Laudons producenter en ansøgning til den franske appellationsmyndighed, INAO, om at få området hævet til Cru-status, og en godkendelse skulle efter sigende være lige på trapperne.
I Laudon er hele 20% af produktionen hvidvin, hvilket er et særsyn, når det gælder Rhône. Og der er tale om dejlige friske, mineralske og fyldige hvidvine.
Hvis man besøger Laudun, bør man gå op til ruinerne af den middelalderborg, der knejser på toppen af bakken - og hører til den jord med vinmarker, som Maison Brotte købte i 1991. Herfra er der en formidabel udsigt over vinlandskabet.


Tynde, sorte slanger sørger for nok vanding til, at vinstokkene overlever.

9. Tørken tager også de gamle vinstokkeDel på Facebook

Også i Rhône kan producenterne mærke klimaforandringerne. Der er stadig mindre nedbør og flere lange tørkeperioder, og hos Maison Brotte har man undtagelsesvis fået lov til at vande en udsat vinmark.
I Châteauneuf-du-Pape og omegn er det ifølge appellationsreglerne forbudt at bruge kunstvanding.
Tilladelsen gælder kun i en vis periode og en bestemt lille mængde vand – er det ikke tilstrækkeligt, må man ansøge de vinøse myndigheder endnu en gang.
Tørken har medført, at Brotte har mistet en del vinstokke. I første omgang var det kun unge stokke, hvis rødder endnu ikke var nået dybt nok ned i jorden. Men nu er det også begyndt at gå ud over de uvurderlige gamle vinstokke.


Rundt om langs vinmarkerne er der opsat pæle med feramon-dåser.

Sexhormoner og sommerfugleneDel på Facebook

Vi slutter vores billedserie fra Sydrhône med dette mindre idylliske foto – der dog viser noget, som er af største vigtighed. Dåsen, som er fastgjort til en beholder, indeholder feramoner (kønshormoner), som sendes ud over vinstokkene.
Vinmarkerne er plaget af sommerfugle, der lægger deres æg i druerne, hvorefter larverne spiser druekødet. Hormonerne, der giver sommerfuglene lyst til sex, forstyrrer deres parring, hvorved målet er opnået.
En ny slags møl, Crytoblabes, har invaderet Sydfrankrig, i et større antal. Ifølge Maison Brotte ødelagde møllet hele 20% af sidste års druehøst. Nu håber man, at feramonerne også virker på dem, når det gælder druerne årgang 2024…
VinAvisen er netop hjemvendt fra en vintur til Languedoc, hvorfra vi på et senere tidspunkt bringer en lignende billedserie.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Hos Beacon Down Vineyard bydes der på picnik blandt vinmarkerne. Foto: Explore Wealden Wine Trail.

Besøg vinhuse i Sussex Del på Facebook

I Wealden - et distrikt i East Sussex i Sydengland - er der i dag 20 vinhuse, hvoraf mange er kommet til inden for de sidste 5 år. Og de vil rigtig gerne gøre opmærksom på sig selv - i hvert fald de 12 af dem. De har nemlig sammen med myndighederne i Wealden kreeret en webside med en vinrute, Explore Wealden Wine Trail. Der er bestemt interessant viden at hente, hvis man skal på de kanter og vil udforske områdets vinhuse.
På siden er der et interaktivt kort med de 12 vinhuse, der gør det muligt at læse mere om dem, se fotos og lave sin egen rute mellem dem. Der er både større vinhuse og små familieejede, kendte og meget lidt kendte iblandt, og de tilbyder lidt af hvert.

Pilates i vinmarken


Rathfinny afholder fx en række “Dine in the Vine” gourmetmiddage med et skaldyrs pop up køkken i vinmarken. Coes Farm byder på romantisk glamping i hyrdehytter, mens man hos Wildwood kan komme med på en tur med et meget gammelt damptog. Andre vinhuse tilbyder alt fra hjemmelavede kager til yoga og pilates i vinmarken.
Men vigtigst af alt, så kan man hos alle producenterne møde vinmagerne og ejerne, få et indblik i vindyrkningen og -fremstillingen og smage de lokale vine.


Dosage - lidt af et fy-ordDel på Facebook

Når man fremstiller champagne og andre mousserende vine efter samme metode, tilsættes der undervejs den såkaldte liqueur de dosage. Det er sukker med vin og druemost. Den eneste mousserende vin, der ikke får tilsat dosage, er Brut Nature (naturligt tør).
Der er en tendens til, at champagnehusene går lidt stille med dørene, når det gælder dosagen. Ifølge The Drinks Business taler man ikke for højt om denne sukkertilsætning i en tid, hvor forbrugerne i stigende grad tænker i sundhed og kalorier. Tør champagne er det, der fortrinsvis skænkes i glassene verden over.

En "krydring" af vinen


Sådan har det ikke altid været - for et par hundrede år siden var champagne stort set altid sød med omkring 100 gram sukker pr. liter. Så var man sikker på, at vinen faldt i god jord hos de to store aftagerlande, Rusland og USA.
Der er selvfølgelig også champagnehuse, der ikke lægger skjul på og gerne fortæller om den tilsatte dosage. Den er da heller ikke kun til for at tilføre champagnen forskellige sødmegrader, men virker i høj grad også som en vigtig “krydring” af vinen, da den bidrager med en række forskellige aromaer.
I de tørre champagner bliver der tilsat under 10 gram dosage pr. liter, hvilket jo ikke er ret meget. Doux - den sødeste champagne - er dog oppe på hele 45 gram eller mere pr. liter.

Del på Facebook

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* The Wine Company er flyttet fra Herlev til nye og større lokaler på adressen Islevdalvej 200, 2610 Rødovre.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad betyder Kabinett?Del på Facebook

Mikkel K. Mortensen fik en tysk hvidvin, hvor der stod Kabinett på etiketten. Nu vil han gerne vide, hvad det står for.

Kabinett er en benævnelse inden for Prädikatswein, den fornemste gruppe inden for de kontrollerede kvalitets-vine.
Der er flere Prädikater – dvs. fremhævelser af særlige egenskaber, først og fremmest indholdet af sukker. Og Kabinett er det første trin på skalaen, efterfulgt af prædikaterne Spätlese (dvs. sen høst), Auslese (udvalg – af drueklaser), Beerenauslese (bær-udvalg) og Trockenbeerenauslese (udvalg af tørre bær). Derudover er der den søde Eiswein (is-vin), som mange finder er den aller bedste af vinene.
Navnet Kabinett er gammelt og stammer fra den tid, da denne verdens store havde deres værdier i et kabinet. Allerede i middelalderen havde Kloster Eberbach i Rheingau en Cabinetkeller til de bedste vine, og senere havde fyrsterne et arbejdsværelse, hvor de forhandlede med deres ministre – deraf nutidens skik med at kalde en regering for et kabinet.



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

- Vi er lige vendt hjem fra en vinrundrejse i "vinens vugge", Georgien, skriver Søren Kongsted, der har taget dette fine billede.
- Det var en interessant tur, hvor man laver naturvin/orangevin fortrinsvis på grønne druer. Vinene laves som bekendt i Kvevri, store lerkrukker, som er gravet ned i jorden.


Send meget gerne fotos til os!!!


Vi siger tak for billedet - og vil gerne opfodre andre af vores læsere til at sende os vinøse billeder - såvel interessante og smukke, som sjove og anderledes! Billederne sendes til mariette@tiedemann.dk.


José Ignacio Domecq Gonzáles.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.


José Ignacio Domecq Gonzáles (1914-1997) var tredje generation i et af de ældste og største sherryhuse, Pedro Domecq. Han blev født ind i en adelsfamilie og var ud af en søskendeflok på 14.
José Domecq blev ikke mindst kendt for at kunne blande husets vine til de ypperste sherryer. Han havde en uovertruffen evne til at opfange og genkende aromaer og smagsnuancer. Mange tilskrev hans meget store høgeagtige næse denne særlige evne, hvilket gav ham tilnavnet “El nariz” (“Næsen” på spansk).
Han var blandt andet i stand til at identificere sæbe- og parfumemærker på afstand. Og det fortælles, at han engang stoppede en sherrysmagning, fordi han kunne spore lugten af chorizo fra en tjeners ånde!
Allerede som dreng tog han i ferierne rundt med sin far til de bodegaer, familien ejede, og fik lov til at smage på de mange forskellige sherryer. Det var god træning, og han begyndte også snart at interessere sig for fremstillingen af hedvinen og ikke mindst for at blande vinene til det endelige resultat. Han forblev autodidakt men lærte håndværket fuldt ud.
Som ung begyndte han at læse til industriingeniør, men måtte droppe studierne, da den spanske borgerkrig brød ud i 1936. Da han kom hjem efter endt militærtjeneste, giftede han sig med Ángela Fernández de Bobadilla y González Abreu. Sammen fik de 12 børn.
I 1939 begyndte José Domecq at arbejde med i sin families sherryhus, og endte som dets præsident.
Han mente, at det var vigtigt meget regelmæssigt at følge sherryernes udvikling på fadene - ganske enkelt ved at smage på dem. Og det kunne godt løbe op i hele 45.000 smagninger i løbet af et enkelt år.
Han kom i høj grad til at sætte sit præg på Domecqs sherryer og var derudover på sine talrige rejser verden rundt også en glimrende ambassadør - ikke kun for familiens sherryhus men for den sydspanske hedvin som helhed.
Hans indsats for at promovere sherry indbragte ham flere anerkendelser, heriblandt Isabel la Católica ordenen.
I 1994 blev Domecq solgt til Allied Lyons, en stor spirituskoncern med base i London, og tog navneforandring til Allied Domecq.
José Domecq arbejdede videre i det nye firma stort set indtil sin død.
Han blev en kendt personlighed i Sherry-distriktet, og ofte kunne man se ham køre på arbejde på sin lille røde motorcykel med en hundeboks på bagagebægeret. Hans bedste ven, hunden Parco, fulgtes med ham over alt, selv til møder.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-793
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


793 Hos Grape Creek Vineyards i Virginia er vinflaskerne placeret med millimeters nøjagtighed. (foto © Grape Creek Vineyards).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Flaxbourne, Flaxbourne Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2023, lav alkohol (12,5%)

79,95 kr., pris på tilbud fra 14. til 20. juni: 50 kr. ved 6 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der er et får på etiketten af denne hvidvin, hvilket skyldes, at Flaxbourne Station i 1800-tallet var New Zealands største producent af uld fra Merinofår. I dag ligger der et vinhus på stedet - et hus, der har fremstillet denne dejlige hvidvin. Vinen har ikke de markante og fyldige noter af kærlighedsfrugt, som er så typisk for mange newzealandske Sauvignon Blanc-vine. Den har til gengæld en ren og liflig duft og smag af citrus med strejf af melon og en lang, mild og saftig eftersmag. Et kup til tilbudsprisen. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ezimit, Chardonnay, Nordmakedonien, 2023, middel alkohol (13,5%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 14. til 20. juni: 49 kr. ved 6 flasker, Kvickly

Der er langt imellem, at vi smager en nordmakedonsk vin. Men her er en af slagsen, og til tilbudsprisen ved 49 kr. det er en rigtig god hvidvin med frugtfylde, modne grønne druer og en note af lime til slut. Den femte stjerne skyldes tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eser No 3 Riesling Simply Fruity, Riesling, Rheingau, Tyskland, 2022, lav alkohol (10,5%)

110 kr., pris på tilbud indtil 28. juli: 80 kr., Skjold Burne

En hvidvin, der går rent ind med dens milde smag og dejlige, saftige og lette frugt. Vinen er tør men slutter med en fin lille sødme lidt henad en sød citron. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Pfaffl vom Haus, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig, 2023, lav alkohol (12,5%)

120 kr., pris på tilbud indtil 29. juli: 80 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne

En frisk og god hvidvin med grøn drue som den mest markante note. Der er en lille forfriskende prikken på tungen og en anelse sødme i eftersmagen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vosgros Chablis 1. Cru, Domaine Ellevin, Chardonnay, Chablis AOC, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

En vin fra Chablis, hvor al vin er hvid og på Chardonnay. Men derfor er der alligevel store kvalitetsforskelle. Her har vi en sprød og dejlig hvidvin med mineralske noter i duften og med en fyldig, tør smag med friske grønne druer og citrusnoter - samt den dejlige stringente syre, der kendetegner så mange af Chablis’ vine.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Villa des Grès, Côtes du Rhône AOP, Frankrig, 2022, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Jysk Vin

En rødvin med en dejlig aromatisk duft af modne mørke bær og med en kødfuld og saftig smag med tørret tranebær og krydrede noter - rosmarin, salvie og hvid peber. Et godt bud på vinen til kødet på grillen.

stjernestjernestjernestjerneBoksvin

Tabiso Winemaker's Choice, Sydafrika, 2023, høj alkohol (15%)

125 kr., pris ved boks med 3 liter, Amka (henviser til nærmeste forhandler)

Prisen for denne bag-in-boks svarer til en flaskepris på 31,25 kr. For den pris får man en god all round rødvin med krydrede noter - især sort peber - og med en fin syre til slut. Oplagt til alt godt fra grillen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Celeste Crianza, Pago del Cielo, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2020, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 14. til 20. juni: 89 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Der er syltede kirsebær og brunkage over duften af denne rødvin. Smagen er intens og kraftigt krydret og med et godt tanninbid til slut. En flot vin med et saftigt bid i eftersmagen. Drik den nu til en godt krydret oksebøf eller gem den i endnu nogle år.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Rufina Joven Roble, Tempranillo, Cigales DO, Spanien, 2021, høj alkohol (15%)

150 kr., pris på tilbud indtil 28. juli: 100 kr., Skjold Burne

Der er lidt syltet blomme og svampe over duften af denne rødvin. Smagen er fyldig, indtagende og med en god balance mellem tørhed og frugtsødme i den lange eftersmag. En vin til en kølig sommeraften.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Coppola Diamond Collection, Francis Ford Coppola Winery, Zinfandel, Californien, USA, 2021, høj alkohol (14,5%)

219 kr., pris på tilbud ved 6 flasker: 159 kr., Kjær & Sommerfeldt

En imødekommende duft af svampe (lidt trøffel) møder næsen, mens smagen er varm, intens, kompleks, fint krydret og med en god struktur. Det er en absolut lækker rødvin, der fortjener ekstra god mad som ledsager - fx en grillet oksebøf eller krydret lam.

stjernestjernestjernestjerne

Coppola Diamond Collection, Francis Ford Coppola Winery, Pinot Noir, Californien, USA, 2022, høj alkohol (14,5%)

219 kr., pris ved 6 flasker: 159 kr., Kjær & Sommerfeldt

En rødvin fra filmproducenten Francis Ford Coppola. Den har god saftighed og en dejlig krydring med strejf af timian men også et lille alkoholbid til slut. Det er på ingen måde en klassisk Pinot Noir - men en rigtig god vin til fx en omgang risotto. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjerne

Ser Lapo Chianti Classico Riserva, Mazzei, Chianti classico DOCG, Italien, 2020, middel alkohol (13,5%)

219,95 kr., pris på tilbud fra 14. til 20. juni: 129 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En god rødvin på 90% Sangiovese og 10% Merlot. Den har en god struktur, saftighed, blå drueskind og stadig lidt markante tanniner. Gem vinen i endnu nogle år.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Zantho Eiswein, Grüner Veltliner, Burgenland, Østrig, 2020, lav alkohol (11%)

279,95 kr., (pris for flaske med 37,5 cl), pris ved 6 flasker: 249 kr., AndrupVin.dk

En Eiswein (is-vin) på druer, der har været frosne. Den er simpelt hen gude-nektar! Den har en fin fedme og en delikat krydret sødme, der får modspil af en anelse syre i den lange eftersmag. Lad vinen være desserten - eller nyd den til fx créme brulée.