Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Portvinssmagning

...........

.....................

....................
............
............
    ............
    Smagning af portvin 2008
    Den stærke Side afholder vi en stor smagning af portvin efter samme principper, som når vi smager vin til VinAvisen: Kun de flasker, der får tre stjerner eller mere, slipper gennem nåleøjet hos det strenge, men retfærdige dommerpanel.




    Vintage Port


    Croft, Vintage Port, Portugal 2003
    649,95 kr., Theis Vine
    Sikke en duft, liflig og elegant. Og sikke en smag, der fylder munden med en buket af lækkerier i perfekt balance – søde mandler, blommer, valnødder, sød lakrids, rosiner … Slurk efter slurk bliver den bedre og bedre. Den kan godt drikkes nu, men må meget gerne ligge endnu fem år.


    Rozès, Vintage Port, Portugal 1998
    159,95 kr., Amka
    Ti år gammel, drikkemoden og lige til at gå ombord i. En herlig portvin til en forbavsende lav pris. Den har en harmonisk og lækker smag uden spritkant. Flot vin.


    Dalva, Vintage, Portvin, Portugal 2000
    389 kr., Vinmonopolet
    Der er en dejlig og markant duft af modne blommer over denne portvin. Den smager koncentreret af mørke rosiner, er sød, men har samtidig et forfriskende strejf af syre. En harmonisk vin med en lang og afrundet eftersmag.


    Quinta da Roeda, Croft, Vintage Port, Portvin, Portugal 2004
    299,95 kr., Theis Vine
    En fyldig og meget lækker portvin med smag af modne blommer og svesker og med en perfekt balance mellem sødme og tørhed.


    Rozès, Vintage Port, Portugal 1999
    199,95 kr., Amka
    Meget lækker årgangs-portvin, der er ved at være drikkemoden. Den har blød frugt og en charmerende sødme og er helt fri for spritkant.


    Quinta do Pégo, Vintage Port, Portugal 2000
    299 kr., Amka
    Denne portvin var sørme svær at dekantere, for flasken er sort som blæk, så det er umuligt at se, hvornår bundfaldet kommer. Nå, men vi holdt inde et godt stykke, før bunden var nået, så vi kunne konstatere … at vinen stadig er for ung. Den må godt ligge mindst fem år endnu, så den kan blive blød, blid og udviklet.


    Quinta Sera d’Ordens, Vintage Port, Portugal 2004
    398 kr., 3C-Wine
    Naturligvis er det barnemord at smage denne årgangsportvin. I dag er den præget af sød frugt og alkoholisk kraft, men om en halv snes år vil den blive meget dejlig. Først til den tid gælder de fem stjerner.


    São Pedro, Das Águias, Vintage Port, Portugal 1999
    Klubpris ved 6 flasker: 162,01 kr., ikke-medlemmer: 280 kr., NordicWineClub.com
    Lækker og drikkemoden årgangs-portvin med en tæt farve og en kompleks smag med toner af kirsebær, nødder, dadler … den har bare det hele. Vinen har fået en guldmedalje ved den store smagning i Bruxelles i 2002. Det er i øvrigt en af de portvine, hvor flasken er sort som blæk og vinen har en mørk, tæt farve, så det er umuligt – selv når man dekanterer med en 100 watt pære under – at se, hvornår bundfaldet kommer. Men vi klarede os med det mærke, vi har sat på en af vore karafler, og som viser, at nu er der kun en lille sjat med det værste bundfald tilbage i flasken.


    Kopke, Vintage Port, Portugal 1999
    220 kr., ViniPortugal
    Flot og meget kompleks portvin med karakter og krydderi, fylde og varme. Den må meget gerne ligge i endnu fem-ti år.


    Casal dos Jordões, Vintage Port, Portugal 2004
    398 kr., Skovgaard Vine
    Noget så usædvanligt som en portvin på økologisk dyrkede druer. Vinen er oven i købet ikke klaret eller filtreret, men det er ikke noget problem. Den skal jo dekanteres, hvad man jo altid bør gøre med årgangsportvin. Flaskens glas er dog meget mørkt, så det er ikke helt let at se, hvornår bundfaldet kommer. Vi havde en 100 watt pære under. Vinen … det er naturligvis barnemord at drikke den nu, men hvad gør vi ikke for læserne. Vinen er guddommelig. Den har en vidunderligt tæt frugt og vil udvikle sig til noget herligt. Den har stort potentiale. Vent endnu syv-otte år!


    Dalva, Vintage Port, Portugal 2004
    299 kr., Vinmonopolet
    En flot rød portvin med nødder og eg i duften. Den har en god fylde, er sød uden at være sukkersød og ender med en behagelig tørhed og et strejf af bittermandel.


    Andresen, Vintage Port, Portugal 2000
    420 kr., Dansk Portvin Import
    Denne portvin har en dejlig duft af moden frugt. Smagen er koncentreret, fyldig og let krydret med toner af mørke rosiner og med en rund og blød eftersmag.


    Lagret Port


    Quinta do Castelinho, 10 Years Port, Portugal
    185 kr., Glud Vin
    Ret lys, moden og meget lækker portvin. I smagen er der dadler, nødder, svedsker og måske lidt abrikos. En god oplevelse. Den bedste form for slik, man kan få …


    Rozès, Infanta Isabel, 10 Years Old Port, Portugal
    189,95 kr., Amka
    Flot portvin med en dyb smag med karakter og mange facetter. I smagen er der kandis og brændte figner. En virkelig god portvin.


    Porto Feist, 10 Years Old Port, Portugal
    139 kr., La Maison Sevino
    En venlig portvin med ret markant sødme og en smag lidt i retning af blommer i Madeira.


    Krohn, 20 Anos d’Age, Portvin, Portugal
    289,95 kr., Erik Sørensen Vin
    En flot portvin med en koncentreret duft af mørke rosiner og tobak. Den er sød uden at virke sukkersød, meget fyldig og rund og med et forfriskende strejf af syre.


    Borges Port, Soalheira, 10 Anos, Gondomar, Portugal
    199 kr., Chris-Wine
    En meget lækker portvin med duft af tørret frugt, søde druer, korender og orangeskal. Smagen er fyldig og i god balance med en forfriskende syre og toner af lyse rosiner og figner.


    Krohn, 10 Years Old Port, Portugal.
    149,95 kr., Erik Sørensen Vin
    En kraftig og tør portvin, med en dejlig koncentreret smag af valnødder.


    Kopke, 10 Years Old Port, Porto, Portugal
    125 kr., ViniPortugal
    Denne fyldige portvin har en fin smag af lyse rosiner og sveskeblommer og en anelse mørk karamel i eftersmagen. Et godt glas til prisen.


    Rozès, Special Reserve, Portvin, Portugal
    199,95 kr., Amka
    En ganske interessant portvin med en lidt speciel smag lidt efter karamel og lyse rosiner og ret meget sødme. Flasken har en ganske flot facon.


    Andresen, Royal Choice, 20 Year Old Tawny Port, Portugal
    330 kr., Dansk Portvin Import
    Duften af denne mørkt ravfarvede portvin byder på druesaft og træ, mens smagen er sød med et strejf af ahornsirup og en behagelig tørhed i eftersmagen.


    São Pedro da Aguias, 10 Years Old Port, Portugal
    Klubpris ved 6 flasker: 120,81 kr., ikke-medlemmer: 195 kr., NordicWineClub.com
    En pæn portvin med sød frugt, men også en lille spritkant.


    Rozès, 20 Years Old Port, Portvin, Portugal
    399,95 kr., Amka
    Denne portvin er ganske interessant med sine mange smagsindtryk – kandiserede bær, krydderier og en markant sødme. Men 400 kr. … hm!


    LBV Port


    Rozès, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2000
    99,95 kr., Amka
    Denne portvin smager lige så godt som den lugter. Den har en fyldig smag med god og krydret frugt og indtagende sødme


    Taylor’s, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2002
    140 kr., Amka
    Portvin med en ædel duft og en dejlig smag, der folder sig ud med vidunderlig frugt, krydderi og sødme. Lækker, lækker.


    Croft, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2001
    149,95 kr., Theis Vine
    Tæt og fornem portvin uden skarpe kanter og med en lidt cremet frugt- og vinsmag. Meget anvendelig til mange desserter – is, kager, tærter …


    Warre’s, Late Bottled Vintage Port, Portvin, Portugal 1999
    149 kr., Kjær & Sommerfeldt
    Denne flotte LBV-portvin er ikke bare lige tappet på flaske. Den har lagret fire år på flaske og fremtræder friskt, krydret og vinøst og ikke spor marmeladet.

    São Pedro, Das Águis, Late Bottled Vintage Port, Portugal 1997
    Klubpris ved 6 flasker: 150,08 kr., ikke-medlemmer: 255 kr., NordicWineClub.com
    Elegant portvin med en god struktur og en blød smag med dejlige toner af rosiner, blommer, vanille … Selv om det er en LBV-portvin, vil det være en god idé at dekantere den. For medlemmerne er det et godt køb.


    Graham’s, Late Bottled Vintage, Portvin, Portugal 2001
    124,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
    Korender og svesker præger både duften og smagen af denne dejlige portvin. Den er fyldig og koncentreret og har en lang, blød eftersmag. Et rigtig godt glas til prisen, som indbringer den femte stjerne.


    Andresen Porto, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2003
    165 kr., Dansk Portvin Import
    Blød og lækker portvin, ikke sliksød, men med en fin balance mellem sødme, syre, frugt, krydderi …


    Borges, Late Bottled Port, Portugal 2001
    159 kr., Chris-Wine
    Portvin med en markant sødme og en lille spritkant.


    Romariz, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2003
    69,95 kr. for 50 cl, ViniPortugal / Aldi
    Der er lidt for meget sveskegrød over duften af denne portvin. Smagen er sød og rund med et strejf af druekerner, men eftersmagen slutter lidt hurtigt.


    Colheita Port


    Andresen, Colheita, Portvin, Portugal 1975
    565 kr., Dansk Portvin Import
    En utrolig lækker portvin med en elegant og meget kompleks smag. Den fylder simpelt hen munden med oplevelser – rosiner, nødder, dadler ...


    Porto Feist, Colheita, Portugal 1995
    189 kr., La Maison Sevino
    En flot duft, en smuk gylden-brunlig farve og lækker smag med mange facetter. Sådan er denne vellagrede portvin. I smagen er der nødder, dadler, figner …


    Andresen Porto, Colheita, Portugal 1995
    200 kr., Dansk Portvin Import
    Meget lækker portvin med en smuk mahognifarve og en smag med mange facetter – valnødder, dadler, brændte figner, honning, lyse rosiner …


    Andresen, Colheita, Portvin, Portugal 1992
    205 kr., Dansk Portvin Import
    En forholdsvis lys portvin med en koncentreret sød og let krydret smag og et perfekt strejf af eg.


    Barão de Vilar, Colheita, Portvin, Portugal 1997
    140 kr., ViniPortugal
    En meget imødekommende portvin med duft af søde mørke rosiner og karamel. Smagen er blød, rund og sød uden at være for sød. Et godt glas til prisen.


    Krohn, Colheita, Portvin, Portugal 1992
    179,95 kr., Erik Sørensen Vin
    En portvin med duft af brændt mørk karamel og en markant smag af valnødder. Den slutter med en behagelig tørhed.


    Romariz, Colheita Portvin, Portugal
    89,95 kr., Aldi
    En pæn portvin med en god fylde og toner af mørke rosiner. Alkoholen er dog alt for fremtrædende til slut.


    Tawny Port


    Rozès, Tawny Port, Portugal
    79,95 kr., Amka
    Duften er dejlig og vinøs, og smagen har en god sødme og fyldig frugt. En rigtig god portvin til en rimelig penge, som mange vil kunne lide. Udpræget til et større selskab – fx til isdesserten.


    Graham’s, The Tawny, Portvin, Portugal
    149,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
    En flot tawny-portvin i fin balance og med en god struktur. I smagen er der brændte figner og dadler. Smuk flaske.


    Otima 10, Warre’s, Ten Year Old Tawny Port, Portugal
    129 kr. for 50 cl, Kjær & Sommerfeldt
    Dejlig portvin med en fremtrædende smag af dadler – og vin. Flasken er af helt klart glas, hvilket er ret usædvanligt.


    Taylor’s, 10 Years Old Tawny Port, Portugal
    190 kr., Best Selection
    Fantastisk dejlig portvin med en inviterende duft og en blød, cremet og kompleks smag med toner af chokolade.


    Warre’s Otima, 20 Years Old Tawny Port, Portugal
    199 kr. for 50 cl, Kjær & Sommerfeldt
    Superlækker portvin med en smuk gylden farve, en fint krydret duft og en blød smag med dejlig sødme og toner af dadler og nødder. Lige til slikmundene.


    Andresen Tawny Port, Portugal
    119 kr., Dansk Portvin Import
    Den er ret sød, denne portvin, men egentlig ikke for sød. For den har også en dejlig frugt, og alkoholen mærkes slet ikke. Prisen er rimelig.


    J.H. Andresen, Century 10, Ten Year Old Tawny Port, Portvin, Portugal
    205 kr., Dansk Portvin Import
    Blå blommer og druesaft præger duften fra denne dejlige portvin. Den har en god og fyldig smag med en behagelig tørhed og et markant bid af træ i den meget lange eftersmag.


    Borges, Tawny, Portvin, Portugal
    85 kr., Chris-Wine
    En portvin med smag af modne blommer og vanille. Der er en god balance mellem frugt og alkohol.


    Royal Choice, 20 Year Old Tawny Port, J.H. Andresen, Douro, Portugal
    330 kr., Dansk Portvin Import
    Duften fra denne mørkt ravfarvede portvin byder på druesaft og træ, mens smagen er sød med et strejf af ahornsirup og en behagelig tørhed i eftersmagen.


    J.H. Andresen, Special Reserve, Tawny Port, Portvin, Portugal
    150 kr., Dansk Portvin Import
    En udmærket portvin med en blid duft af figner og et strejf af korender i smagen.


    Ruby Port


    Warre’s, Den Kongelige Livgardes Port, Portvin, Portugal
    119 kr., Kjær & Sommerfeldt
    Portvin med en sødme, syre og frugt i god balance. Den har naturligvis en markant portvinssødme, men er alligevel ikke sliksød. Prisen er rimelig. Portvinsfirmaet Warre’s blev grundlagt i 1670, dvs. omtrent samtidig med den Kongelige Livgardes oprettelse, og igennem mange har år det være en tradition i Livgarden, at vagtkommandøren byder sin afløser velkommen med et glas Warre’s Port. 350 året for Livgardens oprettelse er derfor blevet markeret med introduktionen af denne vin.


    Rozès, Special Reserve Porto, Portvin, Portugal
    94,95 kr. for 50 cl, Amka
    Meget nobel og lækker portvin, fløjlsblød og elegant. Den mindre flaskestørrelse kan være en fordel.


    Cruz Porto, Portvin, Portugal 2000
    120 kr., ViniPortugal
    Syltede kirsebær er det første, man tænker på, når man smager denne ungdommelige og rødvinsagtige portvin. Den er udmærket, men slutter dog lidt tyndt.

    Andresen, Special Reserve Ruby, Portvin, Portugal
    150 kr., Dansk Portvin Import
    Denne portvin er præget af en markant sødme. Alkoholen smager man ikke.


    Andresen, Reserve, Ruby, Portvin, Portugal
    119 kr., Dansk Portvin Import
    En enkel portvin med et lidt mat smagsbillede. Både sød og bitter på én gang.


    Borges, Ruby, Portvin, Portugal
    79 kr., Chris-Wine
    En udmærket portvin. Smagen er dog lidt tynd og har et lille alkohol-bid til slut.


    Quinta Seara d’Ordens, Reserva Ruby, Portvin, Portugal
    99 kr., 3C Wine
    Både i duften og smagen af denne pæne Ruby-portvin er der mindelser om syltede kirsebær. Måske også lidt sveske. Især i eftersmagen er der en spritkant.


    White Port


    Andresen, 10 Years Old White Porto, Portugal
    175 kr. for 50 cl, Dansk Portvin Import
    En udmærket hvid portvin med en smuk ravgylden farve. Den smager koncentreret af modne grønne druer og lyse rosiner med en anelse eg til slut.


    Andresen, White Port, Portugal
    119 kr., Dansk Portvin Import
    Sliksød hvid portvin – nærmest koncentreret sukker. Smagen får os til at tænke på sød sherry.