Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Postkort fra det italienske Piemonte
| 26 postkort fra Piemonte I maj 2011 var VinAvisens Anker på endnu en vintur til Italien, denne gang til Piemonte. Det kom der disse i alt 26 postkort ud af. 1. postkort fra Piemonte Ved foden af bjergene Navnet på regionen Piemonte betyder "ved foden af bjergene", og sådan ligger landet – op til de høje Alper og med grænser til Frankrig og Schweiz. I ingen anden italiensk region finder man så mange appellationer på vin og andre fødevarer. Alene inden for vin er der 43 DOC’er (kontrollerede navne på oprindelse) og 16 DOCG’er (kontrol med yderligere garanti). I alt er der 51.000 hektar vinmarker, der hvert år leverer 450.000 tons druer til 330 millioner flasker, hvoraf hele 85% er DOC eller DOCG. Stort er det, og alligevel står Piemonte kun for 5,7% af alle Italiens vinmarker. Til gengæld står regionen for hele 17% af den samlede italienske vineksport. Verden vil have vine fra Piemonte. På kortet her ses kun de distrikter, vi besøgte, og som denne serie postkort handler om. |
....... En panorama-tavle viser retningerne til byer og borge i landskabet neden for byen La Morra. | 2. postkort fra Piemonte Det store overblik Traver man op ad de stejle gader i byen La Morra i Barolo-distriktet, kommer man til et udsigtspunkt, hvor man har det store overblik over et af Piemontes mange enestående landskaber. I Piemontes enorme kludetæppe af grønne vinmarker gror en snes lokale druer, hvoraf de vigtigste er Nebbiolo (med fire DOCG’er: Barolo, Barbaresco, Ghemme og Gattinara), Barbera, Dolcetto og Moscato. Der er lidt "tåge" omkring navnet på Nebbiolo. Nebbia betyder tåge på italiensk, og nogle påstår, at druen har fået sit navn, fordi tågen ofte hænger lavt over markerne, mens andre mener, at gærsvampene, der ligger som rim på druerne, er ophav til det tågede navn. Druen Moscato har vi indgående beskæftiget os med på en tidligere rejse til Piemonte. Det kom der 18 postkort ud af. Netop kludetæppe er i øvrigt en god beskrivelse af landskabet, for markerne er ret små. I alt er der over 15.000 små og store vinproducenter, og med i alt 51.000 hektar marker, giver det i snit 3,4 hektar til hver. |
....... Roberto Imarisio er ikke kun en dygtig vinmager. Han er også jazzpianist – og samler af kaukasiske tæpper. | 3. postkort fra Piemonte En vin ved navn 1930 I den nordlige del af det store distrikt Monferrato ligger vingården La Tenaglia 450 meter over havet og lige neden under det gamle kloster på Sacro Monte di Crea, der ses nedenfor på denne uges STORE billede. Vingården blev anlagt i 1600-tallet af krigsherren Giorgio Tenaglia, der her skabte en "vin-oase", hvor han kunne slappe af med druen Barbera efter have været ude og slås. I dag ejes La Tenaglia af Sabine Ehrmann, der er datter af en tysk familie af yoghurt-producenter, og vinmageren på stedet er Roberto Imarisio, som ses på billedet her. På billedet står han med en vin med navnet 1930 – en Barbera del Monferrato Superiore fra 2007. Hvorfor kalde en vin for 1930? – Jo, forklarer Imarisio, – Sabine Ehrmanns far er født i 1930, og da han i 2010 fyldte 80, bad fru Ehrmann mig om at lave en særlig vin, som hun kunne give ham i fødselsdagsgave. Det passede mig kun fint; min egen far er også født i 1930. VinAvisens udsendte kunne kun være enig i, at der er noget ganske særligt ved at være født i 1930. |
....... Druen Grignolino optræder i to DOC’er, Asti og Monferrato Casale. Rosévinen fra La Tenaglia tilhører den sidste appellation. | 4. postkort fra Piemonte Den lokale drue Grignolino Roberto Imarisio på La Tenaglia lod os smage flere glimrende vine, hvoraf et par stykker har fået de eftertragtede glas-symboler i vinguiden Gambero Rosso. En af vinene var en rosé med god fylde og sødme og noter af kirsebær og jordbær – en typisk læskende rosé, fremstillet på den piemontesiske drue Grignolino, der menes at være født netop i Monferratos bakker mellem Asti og Alessandria. Navnet Grignolino kommer af ordet grignole, der i den lokale dialekt betyder "mange kerner". I druerne er der da også adskillige kerner, som afgiver en hel del tanniner, med mindre man presser druerne meget let. Så det gør man. Og så må vi ikke glemme at nævne, at La Tenaglia har en agriturismo med et par gode lejligheder – et godt sted at bo et par dage i en dejlig egn med udflugter til Casale Monferrato, Alessandria, Torino og Milano. |
....... Massimo Collauto på en af familiens marker med den granitholdige jord og de forskellige kloner af druen Nebbiolo. | 5. postkort fra Piemonte Det lille distrikt Gattinara Landskabet nordpå fra Torino er fladt som en pandekage, og kilometer efter kilometer kører man langs oversvømmede rismarker – Piemonte er Europas største producent af ris. Men så pludselig hæver nogle stejle bakker sig op over pandekagen, og vi er i den lille appellation Gattinara. Den blev tidligere nævnt på linje med berømte områder som Barolo og Barbaresco og er igen ved at føre sig frem med interessante vine. I Gattinara besøgte vi vinhuset Travaglini og blev modtaget af Cinzia Travaglini og hendes mand, Massimo Collauto, der er husets vinmager. Massimo tog os straks med ud i markerne, dels for at vi kunne beundre det enestående landskab, dels for at fortælle om sit arbejde med de forskellige kloner af druen Nebbiolo. Massimo kaldte druen for Spanna, men den går også under lokale navne som Picotener, Prünent og Chiavennasca. |
....... De store botti er både gamle og flotte. Men Travaglini har også moderne ståltanke og barriques af slovensk eg i lange rækker. | 6. postkort fra Piemonte Sådan finder man en bottes rumfang Sådan finder man en bottes rumfang Med 59 hektar ud af Gattinara-appellationens i alt 94 ha vinmarker er Travaglini områdets største producent. Om året fremstiller familien cirka 250.000 flasker. Kælderen er næsten proppet til med kæmpemæssige egetræs-fade, der på italiensk kaldes botti (af latin buttis = kar), og her fik vi mulighed for at afprøve botti-formelen, der lyder: En bottes rumfang i liter (R) er lig med produktet af den mindste diameter (M), den største diameter (S), længden (L) og 0,82, alle mål i decimeter (dm). Altså R = M x S x L x 0,82. Vi tog målene på den store sorte botte på postkortet her, og formlen passede ret præcist med de 107 hl, der stod angivet på fadet. På botti med over 25 hl buer endestykkerne gerne indad for bedre at modstå trykket. |
....... En lidt billigere vin, Coste della Sesia, som Massimo Collauto her skænker op, skal ikke lagres, så den tappes på en almindelig flaske. Travalinis vine importeres af Ciao Vinimport. | 7. postkort fra Piemonte En flaske med flad ryg Cinzia Travaglinis far, Giancarlo, fandt, at hans vine fortjente en særlig flaske, og i 1959 fik han fremstillet den lidt skæve flaske, der ses på postkortet her. Flasken har en næsten flad ryg, og ifølge Massimo Collauto er den særligt velegnet til dekantering af vine med bundfald. Før dekanteringen har flasken som sædvanligt stået op, så bundfaldet er dalet til bunds. Og når man så forsigtigt hælder vinen ud af flasken, lader man den flade ryg vende opad. Vinen kan så øverst i flasken – under den flade ryg – strømme helt frit uden at danne hvirvler, og samtidig fanges bundfaldet nede i den buede "mave". Hvordan er så Travalinis vine? Det er fornemme Nebbiolo-vine, der fortjener nogle års lagring. Det gælder ikke mindst en Riserva-vin, der faktisk er en Passito. – Hvorfor skal Valpolicella være ene om at lave Amarone? siger Massimo Collauto. |
....... Mariacristina Oddero forklarer, hvordan hun holder skadedyr væk ved hjælp af feromoner, kvindelige kønshormoner (se vores postkort nr. 16 fra USA). | 8. postkort fra Piemonte Her står kvinderne ved roret På den familieejede vingård Oddero står kvinderne ved roret – Mariavittoria og Mariacristina Oddero samt Mariavittorias datter, Isabella. Og det er Mariacristina, der som uddannet ønolog står for produktionen af de fornemme flasker på økologisk dyrkede druer. Mariacristina, der ses på dette postkort, viderefører sin fars, Giacomo Odderos, arbejde igennem mange år. Det var ham, der underskrev DOC-specifikationerne for Barolo og Barbaresco i 1966 og DOCG i 1980. Og det var også ham, som tog initiativet til det nationale researchcenter for Albas berømte trøfler. Siden 1700-tallets slutning har familien dyrket druer på disse stejle bakker, og siden 1878 har den solgt vinen i flasker, ikke kun Barolo, men også Barbaresco, Langhe Nebbiolo, Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Barbera d’Asti og Moscato d’Asti. Blandt andet smagte vi en fantastisk Barolo fra marken Villero i 2007-årgangen; en meget kompleks og allerede i dag drikkemoden vin. |
....... Paolo Annoni, manden bag proptrækker-museet i landsbyen Barolo. Museet er åbent alle dage undtagen torsdag, 10-13 og 14-18.30. | 9. postkort fra Piemonte Utroligt proptrækker-museum På et gadehjørne neden for borgen i Barolo ligger Museo dei Cavatappi, der er et helt utroligt proptrækker-museum. Det startede som en privat samling. En lokal kemiker, Paolo Annoni, havde igennem årene samlet 3500 proptrækkere, og i 2006 besluttede han at indrette et museum med 500 af dem. Og det er ikke bare et gammeldags lokalmuseum, hvor tingene er lagt frem med små sedler. Det er et flot designet museum, gennemført ned til mindste detalje i inventar og grafik. Smukt og pædagogisk. Og sjovt. I de nitten afsnit vises der eksempler på de forskellige proptrækkere; mange af dem mekaniske, som har set dagens lys rundt omkring i verden siden 1600-tallets anden halvdel. Man kan få et indtryk af museet og en lang række af proptrækkerne ved at gå på opdagelse i museets hjemmeside, hvor Paolo Annoni også har samlet en række indslag fra diverse tv-udsendelser. |
....... Alle de 500 proptrækkere er fornemt præsenteret bag glas, og alle tekster er på italiensk, engelsk og tysk. | 10. postkort fra Piemonte Skjulte proptrækkere Man mener, at proptrækkerens form er inspireret af et snoet instrument, som man brugte til at tage kugler ud af geværløb. Man satte simpelt hen et håndtag på tværs oppe foroven på skruen. Senere kom de mekaniske proptrækkere og alle mulige udgaver med reklamer og figurer, mange af dem meget sjove, andre erotiske. Til venstre på dette postkort ses to proptrækkere formet som en karikatur af en forhadt mand, nemlig "the old snifter", senatoren Andrew Volstead, der i 1919 fik gennemført loven om spiritusforbuddet i USA, den såkaldte Volstead Act. Han har proptrækkeren skjult under de lange frakkeskøder, og i modellen til venstre springer den frem, når man drejer halsen om på den væmmelige senator. Med modellen til højre kan man trække øl op med senatorens fjæs. Læs eventuelt mere her Til højre er proptrækkeren skjult i en lille figur af en glad mand. |
....... Castello di Barolo knejser over den lille by, som er centrum i et af Italiens berømteste vindistrikter. | 11. postkort fra Piemonte Hun skabte den berømte Barolo I umindelige tider var Barolos vine søde. Den, der skabte den moderne, tørre stil var en fransk dame, der var født Juliette Colbert (1795-1864). Hun nedstammede fra Solkongens minister Colbert, og da hun blev gift med markisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti, bragte hun i medgift – bogstaveligt talt – en fransk ønolog, Louis Oudart, der indførte metoderne fra Bordeaux. Juliette Colbert – eller Marchesa Giuletta Vitturina Colbert Falletti, som var hendes fulde italienske navn – eller blot Giulia di Barolo – indrettede den gamle borg, der var familiens "sommerhus". Den blev sat i stand i 1800-tallets klassicistiske stil, og i de seneste mange årtier har den indeholdt fornemme repræsentationslokaler. Men i 2007 begyndte man radikalt at ombygge Castello di Barolo, og man gjorde det for at indrette verdens mest moderne vinmuseum, WiMu. Det åbnede i september 2010. |
....... Et af rummene er helt sort. Vi er nede i jorden under en vinmark, og vinstokkenes rødder hænger ned fra loftet. Gennem et firkantet hul følger vi arbejdet med opbindingen oppe på jordens overflade. | 12. postkort fra Piemonte Ingen grænser for opfindsomheden WiMu – vinmuseet i Barolo – er ikke et af de sædvanlige vinmuseer med nogle gamle vinpresser og flasker. Det er et supermoderne, stimulerende og meget opfindsomt museum, der ser det som sin opgave at fange både unge og gamle med alle virkemidler – film, projektioner, arbejdende modeller, malerier, lyde, interaktive maskiner og knapper at trykke på. Der er simpelt hen ikke grænser for opfindsomheden. Børn vil elske det museum. Museet er indrettet af scenografen François Confino, der også stod for det spændende filmmuseum i Torino, og på hans hjemmeside er der en særlig side om dette projekt. De 120.000 årlige gæster begynder turen gennem vinens historie i en rund elevator af glas, der fører dem op til borgens øverste etage, og så går de fra rum til rum ned igennem de i alt fem etager på sammenlagt 3200 kvadratmeter. Hele den nye indretning har kostet 5 millioner euro (37 mio. kr.). |
....... I den ene ende af Barolos enoteca udstilles og smages vinene. I den anden ende kan man købe flasker med hjem. | 13. postkort fra Piemonte Barolos vinbibliotek I kælderen under Barolo-borgen indrettede man i 1982 distriktets Enoteca, hvor man udstiller de bedste vine fra de elleve landsbyer, som indgår i appellationen: Barolo, Castiglione Falletto, Serralunga, La Morra, Novello, Monforte, Verduno, Grinzane Cavour, Diano d’Alba, Roddi og Cherasco. Vinene er alle udvalgt efter smagninger og strenge kriterier, og i alt har 195 producenter fået lov til at udstille to vine hver. Mange steder i Italien har man sådanne enoteca’er – vinbiblioteker – og deres opgave er at give ikke mindst turister et overblik over områdets vine samt at fremme kvalitet og salg på forskellig vis. De opstod i Italien efter anden verdenskrig, og ideen har siden bredt sig til Østrig og Tyskland, hvor man bruger navnet Vinothek. En forløber til begrebet er Antinoris vinbutik i Palazzo Antinori i Firenze, hvor man har kunnet smage familiens vine i over hundrede år. |
....... Kunstnerne ville skabe et sted, hvor man kunne tilbringe en dejlig dag – et sted at sidde, drikke et glas vin, læse en bog. Måske bede en bøn. | 14. postkort fra Piemonte Friske farver på gammelt kapel På vores rundtur i Piemonte kom vi forbi kapellet Madonna delle Grazie (Nådens Frue) på vinmarken Brunate i La Morra. Det vakte opsigt, da vinhuset Ceretto i sommeren 1999 gav to kunstnere, amerikaneren Sol Lewitt og englænderen David Tremlett, lov til at farvelægge det gamle kapel. Lewitt tog sig af eksteriøret, Tremlett af interiøret. Kapellet har aldrig været indviet som kirke. Det blev opført i 1914 som et lidt fornemt læskur for arbejderne i vinmarken og deres redskaber. I dag bruger man det dog om efteråret til en messe for at bede om en god høst. Kunstnerne får hvert år en kasse med gode vine, bl.a. enkeltmarks Barolo’er fra marken Brunate. Og Ceretto har planer om at få andre kunstnere til at dekorere andre kapeller for at fremme turismen i Piemonte. |
....... Marina Marcarinos marker er grønne med græs overalt mellem vinstokkene. I kælderen har hun tanke af beton – for at undgå de elektriske strømme i ståltanke, siger hun. | 15. postkort fra Piemonte Blev vinmager i hemmelighed Marina Marcarino står for familiens vinhus, Punset oven for landsbyen Neive – og for en produktion af dejlige vine på økologisk dyrkede druer. Med hensyn til økologien er hun faktisk en pionér, og Punset var det første vinhus i området, der i 1987 blev certificeret som økologisk. Det var hendes bedstefar, der begyndte at lave vin på stedet – bare til familiens egen brug – og selv havde hun den største lyst til at arbejde med vinen. Men hun skulle være ingeniør, mente hendes far, så hun gik i gang med studiet. Sagde hun. Men i virkeligheden studerede hun til ønolog. Hun var langt henne i studiet, da hendes planer ved et tilfælde blev afsløret, men efter et familieopgør sagde hendes far: – Okay, du kan gå i gang med vingården. Hvis du efter et år har bevist, at du kan tjene penge på at lave vin, så kan du få lov til at bestyre den. Og sådan endte den historie – med lykkelig udgang. På vingården er der en lille agriturismo med to lejligheder, og vinene importeres i Danmark af Hustedvin. |
....... Når placeringen af vinstokkene er fastlagt med GPS, kommer der en maskine med et bor, der borer huller til planterne. Nogle steder er det maskinen, som er styret af GPS. | Vinmark anlagt med GPS Da vi var på besøg i vingården Punset i Neive, var to indkaldte specialister i gang med at anlægge en ny vinmark. Det gjorde de ved hjælp af GPS. På et kort havde de planlagt rækkerne med den rigtige vinkel mod verdenshjørnerne og i forhold til bakkens hældning. Samt med den rigtige afstand mellem rækkerne og mellem vinstokkene indbyrdes i rækkerne. Faktisk havde de lagt et stort, ternet net ned over marken. Derefter havde de defineret hver enkelt vinstoks nøjagtige placering med dens GPS-koordinater – og så var det ud i marken. På billedet går den forreste mand med sin computer på ryggen og en GPS-modtager, der bærer en snor med et tungt, spidst lod. Han holder øje med apparatets display, og når positionen er korrekt, lader han loddet dumpe ned, så det laver et hul. Mand nummer to har så bare at følge efter og sætte en lang pløk i hullet. Pløkkene har han i en pose ved låret. Her skal vinstokken stå. |
....... I universitetets meget store vinkælder opbevarer Slow Food 300.000 flasker italienske topvin til brug for arbejdet i organisationens forskellige afdelinger. | 17. postkort fra Piemonte Her kan man blive gastronom Den lille by Pollenzo er bygget på ruinerne af en romersk by, grundlagt i året 123, og den romerske byplan med dens ovale amfiteater afspejles i nutidens bebyggelse. Her byggede kong Carlo Alberto af Savoyen (1798-1849) et slot i gotisk stil, og her oprettede man i 2004 verdens første gastronomiske universitet – Università degli Studi di Scienze Gastronomiche. Bag universitetet står den italienske, men efterhånden verdensomspændende interesseorganisation Slow Food, der blev stiftet i 1989 som en reaktion mod fastfood kædernes udbredelse og deres stigende dominans på fødevaremarkedet, og organisationen arbejder på flere fronter for gode råvarer, bevarelsen af traditioner, bæredygtighed og respekt for naturen. En af fronterne i arbejdet er dette statsanerkendte universitet, hvor man over ét, to eller tre år kan blive uddannet som gastronom med henblik på et arbejde inden for fødevareindustri, marketing, turisme eller kommunikation. Undervisningen i det første år er på engelsk, i de følgende år på italiensk. Aktuelt er 70 studerende under uddannelse, og i alt 600 har fået en uddannelse. |
....... Eatalys vinafdeling i kælderen er kolossal. Her kan man virkelig gå på opdagelse i italiensk vin. | 18. postkort fra Piemonte Et tempel for slow food I Torino besøgte vi Eataly, Italiens første tempel for Slow Food. Det blev åbnet i 2007, og siden er der kommet lignende foretagender til i seks andre italienske byer – samt i Tokyo og New York. Og hvad er så Eataly? Det er et specielt supermarked, hvor man i samarbejde med Slow Food kun sælger fødevarer af høj kvalitet fra mindre producenter, hvis vine, olie, oste, pasta osv. ofte har svært ved at finde vej til supermarkedernes hylder og måske ligefrem står i fare for at forsvinde. Eataly i Torino er stort. Meget stort, og alt er smukt arrangeret. Det er en superlækker butik. Etagerne er delt i en række afsnit: Frugt, grønt, fisk, kød, pasta og brød, vin, og i hvert afsnit er der en restaurant, hvor man kan få tilberedt nogle af varerne eller købe færdigt tilberedte retter. Yderligere er der i kælderen en restaurant med én Michelin-stjerne. |
....... Andrea Spinola i vinmarken med den lokale hvidvins-druesort Cortese, der har været benyttet på egnen i hvert fald siden 1630. | 19. postkort fra Piemonte Appellationen Gavi Andrea Spinola slog ud med hånden og fastslog, at han har ejet det hele siden middelalderen. I hvert fald har hans adelige familie gjort det. Hans far, hans farfar osv. solgte druerne, men siden 2005 har Andrea Spinola selv fremstillet sine vine og solgt dem under vingården Marchese Luca Spinolas kronede våbenskjold. – Jeg laver kun 20.000 flasker om året, siger han, – men om seks år kan jeg lave 200.000 flasker. Spinolas vingård ligger i Gavi, der er en lille DOCG-appellation helt nede mod syd i Piemonte på grænsen til regionen Ligurien og meget nær Middelhavet. Distriktet omfatter elleve kommuner, og hvis der står det efterhånden ret berømte navn Gavi di Gavi på etiketten, kommer vinen fra markerne omkring byen Gavi. Det gælder fx den af Spinolas hvidvine, som eksporteres til Danmark (til VinOtto). Den anmelder vi nedenfor i denne uges smageliste. |
....... Alberto Ghibellini foran nogle af sine ståltanke med hvidvine på druen Cortese. | 20. postkort fra Piemonte Fra vandpolo til vinbonde Det tiptop moderne vinhus Laghibellina ligger også i appellationen Gavi – faktisk lige uden for byen Gavi. Her regerer Alberto og Marina Ghibellini og fornøjer sig med at dekorere deres hjemmeside med alle de stjerner og glas og point, som de har høstet i de forskellige vinguider. Blandt andet laver de en elegant og interessant mousserende Gavi di Gavi. Alberto Ghibellini købte ejendommen for ti år siden, da han og hans familie gerne ville bo på landet i stedet for i storbyen Genua. Så nu er han vinbonde. Hvad var han før? Professionel vandpolospiller. – Var du berømt? spurgte vi. – Jah, vi vandt da bronze i 1996 i Atlanta. Men det havde selvfølgelig været bedre, hvis jeg havde været fodboldspiller. Alberto Ghibellini producerer 65.000 flasker om året og har et tæt samarbejde med Consiglio Nazionale delle Ricerche i arbejdet med at udvikle nye kloner, der giver færre druer med højere kvalitet. |
....... Alberto Ghibellini i gang med at demonstrere sine udvendige rullegardiner. | 21. postkort fra Piemonte Moderniseret bondegård Alberto Ghibellinas vinhus er en gammel bondegård, som han har sat smukt i stand. Når man kører gennem Piemonte, ser man igen og igen denne hustype: I den ene ende boligen i to etager og i forlængelse af den en åben lade med meget højt til loftet og båret af murede søjler. Et nøje studium under køreturen ad de lange motorveje viste, at boligen som regel ligger mod øst og laden mod vest. Sådan også her i vinhuset Laghibellina. Blot er der indskudt en etageadskillelse i den gamle lade, og hele facaden er lukket med vinduer. Og hvis solen står på, griber Alberto Ghibellini en fjernbetjening, og straks dækkes vinduerne af store udvendige rullegardiner. Ret elegant og en fin måde at bevare og forny en gammel bygningskultur. Under vores besøg fortalte Alberto Ghibellini, at de italienske vinhuse har svært ved at sælge ældre og udviklede årgange på hjemmemarkedet. Italienerne vil altid købe den nyeste årgang – de tror, at det er ligesom med datomærket mælk. |
....... Smagningen blev ledet af to meget profressionelle sommelierer. | 22. postkort fra Piemonte Oppe til eksamen I borgen i Grinzane Cavour er der et enoteca, og her havde man arrangeret en smagning af vine fra en række vinhuse, som vi ikke havde besøgt på turen. Vi var fire vinskribenter – fra Danmark, Finland, Norge og Sverige – og vi var anbragt ved et langt bord med front mod en forsamling af vinmagere, der hver især skulle præsentere deres vine. Det var lidt mærkeligt – vi følte, at vi medvirkede i en eller anden eksamen, men var ikke rigtigt klar over, hvem der var oppe til eksamen, vinmagerne eller os. Vel, formålet var naturligvis at fortælle, at der laves gode flasker i Piemonte, og det lykkedes til fulde. Nogle af vinhusene er allerede repræsenteret i Danmark med glimrende vine: Adriano (importør WineGroup); Bruna Grimaldi (importør Barrique Vinimport); Cravanzola Franca (import Jersild Vin); og Tenuta Rocca (import VinOtto). I ugens smageliste nedenfor bringer vi kommentarer og stjerner til de af husenes vine, der aktuelt fås i Danmark. Under smagningen i Grinzane Cavour smagte vi yderligere gode vine fra vinhusene Montalbera; Costa Catterina; Roccasanta og Le Vigne di Cà Nova. |
....... Fabricio Sobrero ved ovnen, der giver varme til destillations-apparatet. Brændslet består af sammenpressede druerester. | 23. postkort fra Piemonte En grappa som i gamle dage Romano Levi (1928-2008) var en legende. Kunstner, kunsthåndværker og grappa-destillatør. At besøge hans hus i byen Neive var noget af en oplevelse. Her blev vi modtaget af Fabricio Sobrero, der i mange år var den gamle destillatørs højre hånd og i dag fører virksomheden videre i hans ånd. På sin vis er stedet noget af en rodebutik. Væggene såvel ude som inde er dekoreret med Romano Levis fabulerende kunst, med avisudklip, gamle, falmede fotografier, plakater og klatrende planter. Og som hjertet i det hele findes så et anlæg til destillering, der nærmest kan beskrives som primitivt. Men – vel at mærke – de aromatiske dråber, der kommer ud af anlægget efter blot én destillering, er nogle af de mest værdsatte blandt grappa-kendere. Det er grappa som i gamle dage ude på landet. Romano Levis far var en af dem, der drog rundt på vingårdene med sin transportable alambique og lavede grappa. |
....... Romano Levi og en af hans håndtegnede etiketter. Det lå langt fra ham at have en hjemmeside, men gode venner har oprettet en. | 24. postkort fra Piemonte Den englelige grappamester Italienerne kaldte Romano Levi for il grappaiolo angelico – den englelige grappamester – og de elskede hans håndtegnede etiketter på flaskerne. Etiketter, der gjorde flaskerne til samleobjekter. Selv gjorde han ikke særlig stads af sig og sit. Han var ret sky og levede et meget tilbagetrukket liv. Der går en historie om en tysk importør, der lovede at gøre ham til en rig mand. – Sender du mig 60.000 kasser om året, så sælger jeg hver en dråbe! – Nej, det kan jeg ikke klare, svarede Romano Levi. – Så 6000 kasser! – No, no, imposibile. – Jamen, så 600 da … – Nej. – Hvor mange så? Hvor mange kan du sende mig? – Jeg kunne måske klare 6, lød svaret efter dybe overvejelser. – Kun 6 kasser? – Nej da, 6 flasker. Amerikaneren Tom Maresca, som vi har historien fra, fortæller, at Levi kun kunne sælge 60 liter grappa om ugen – det var alt, hvad han kunne nå at tegne etiketter til. |
....... Så snart hunden har fundet en trøffel og er begyndt at grave, bliver den holdt væk, hvorefter trøffeljægeren forsigtigt graver trøflen fri. | 25. postkort fra Piemonte På jagt efter trøfler Piemonte er berømt for to ting: Vin og trøfler. Så vi kravlede rundt i en skov for at finde trøfler, og det gjorde vi i selskab med Giovanni Monchiero og hans hund, Lila. Giovanni Monchiero er fjerde generation i en familie, der siden 1880 har opdrættet hunde til at finde trøfler, og i dag står han for Università dei Cani da Tartufo – trøffelhunde-universitetet – i byen Roddi. En tysk film om ham kan ses ved at klikke her. Når man bliver inviteret med på en trøffeljagt i løbet af et par timer, er det faktisk ikke en rigtig jagt. Det er en simulering, en demonstration. Signor Monchiero havde gravet seks trøfler ned dagen før. De var lagt i den normale dybde, cirka 15 cm, og jorden var stampet godt til. Ikke desto mindre lykkedes det hunden at finde dem. Hvorfor en hund? Hvorfor ikke en gris? – Nej, grise er ikke nær så gode til at finde trøfler, sagde Giovanni Monchiero. En anden forklaring fik vi under en trøffeljagt i det franske Périgord: – Nej, det er alt for besværligt at få en gris ind i en 2CV. |
....... Under turen boede vi i Hotel Villa Beccaris i den charmerende lille by Monforte d’Alba. Det er et hotel, vi kun kan anbefale. | 26. postkort fra Piemonte Flere billeder at kigge på På en vintur som denne har vi hele vejen kameraet med, og naturligvis tager vi mange flere billeder end dem, vi skal bruge til en serie postkort. Nogle af vore læsere har måske lyst til at se disse i alt 151 billeder, og derfor har vi lagt dem ud på en Picasa-side, der kan åbnes ved at klikke her. Når de små billeder i Picasa-showet kommer op på skærmen, så klik på "Diasshow" og derefter på F11. Hvis du klikker på knappen forneden med de to lodrette streger, kan du styre slagets gang med piletasterne. Klik på "hide captions", hvis du ikke vil forstyrres af de indsatte billedtekster. God fornøjelse. |