Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Postkort fra Prowein

16 postkort fra ProWein
I 2010 besøgte Anker den store vinmesse ProWein i Düsseldorf i Tyskland. Her er hans 16 postkort fra messen.
...........



...........
I den store hal 6 er der rulletrapper op til galleriet med endnu flere stande.
...........

    1. postkort fra ProWein:
    Den største af dem alle
    Hvert år afholdes der flere vinmesser, hvoraf nogle kun er åbne for branchefolk. Der er Vinexpo i Bordeaux, der er Vinitaly i Verona og London International Wine Fair. Der er flere andre, og en af de største er ProWein i Düsseldorf. I år, da VinAvisen var dernede, slog den igen alle rekorder.
    I de seks store messehaller var der i alt 3300 udstillere, og i løbet af de tre dage blev messen besøgt af cirka 36.000 professionelle vinfolk. En tredjedel kom fra 50 fremmede lande, her imellem en hel del fra Danmark.
    Yderligere der var mere end 1000 vinskribenter, så vi var ikke alene i udstillingens meget effektive pressecenter.

...........


...........
Store skilte med numre på hallerne gjorde det nogenlunde nemt at orientere sig finde frem til de stande, man ønskede at besøge.
...........

    2. postkort fra ProWein:
    Smag på 33.000 vine
    3300 udstillere … hvis vi regner med, at de hver præsenterede ti forskellige vine, kunne vi under vores besøg have smagt 33.000 vine. Så det glemte vi alt om.
    I stedet foretog vi punktnedslag i bestemte emner, der interesserede os, og her var det praktisk, at de enkelte lande lå nogenlunde samlede i de seks haller. Østrig havde således en hel hal for sig selv.
    Af særlig interesse var det ret store udbud af vine på økologisk dyrkede druer. De blev præsenteret af cirka 150 vinproducenter fra femten forskellige lande, flere af dem oversøiske. Yderligere var der fokus på Fairtrade-vine.
    Det var også værd at bemærke, at skruelågene breder sig, og at flere europæiske vinmagere endelig har smidt håndklædet i ringen og erkendt, at skruelåg er vejen frem – hvis ikke de ligefrem benytter de lækre og dyrere glaspropper, som flere tyske tophuse er gået over til.

...........


...........
Der var fart på, når de nye glas kom rullende i de containere, de var blevet vasket i.
...........

    3. postkort fra ProWein:
    Halvanden million rene glas
    Til de fleste større smagninger får man udleveret et vinglas ved indgangen og går så rundt med det i hånden – mens man med de tre andre hænder, holder styr på papir og blyant og diverse brochurer.
    Sådan er det ikke på ProWein. Her er der sat system i det med glassene. På næsten hver eneste stand står der rene glas. Man smager, lader glasset stå og går videre til den næste stand, og hele tiden bliver der tilført nye, renvaskede glas, som rulles ud i containere fra et centralt vaskeri.
    ProWein råder over 60.000 glas, der bliver vasket igen og igen, og i løbet af messens tre dage bliver der skænket vin i 1,5 millioner rene glas.




Hans og Carrie Jørgensen med to af deres nyeste vine, blandt andet en rødvin, de kalder Chaminé.. Vinene importeres af H.J. Hansen ..
...........

    4. postkort fra ProWein:
    Hvorfor var de med?
    På ProWein mødte vi Hans Kristian Jørgensen og hans amerikanske kone, Carrie (læs om dem i vores serie af postkort fra Portugal). Deres vingård Cortes de Cima havde en stand, der indgik i en større gruppe fra det portugisiske distrikt Alentejo.
    Hvorfor var de med? spurgte vi Carrie. Det var de, fordi det gav dem en mulighed for at møde alle deres kunder, ikke kun de europæiske, men også dem fra USA og Canada. Yderligere kunne de præsentere deres vine for en masse tyske vinhandlere, restauratører, sommelierer og vinskribenter. Og ikke mindst havde de en chance for selv at gå rundt og smage vine fra andre dele af verdenen.
    At udstille på ProWein var i øvrigt billigt for dem sammenlignet med Bordeaux og London. Deres stand kostede 1200 euro (9000 kr.); flybilletten havde været billig, og sengene fandt de hos en god ven i Köln.

...........


...........
Ind imellem rækkerne af vine var der opstillet "spytte-stationer" – som der i øvrigt var overalt på messen.
...........

    5. postkort fra ProWein:
    1200 vindervine på række og geled
    Et større område i hal 6 var helliget vindervinene i en mega-smagning udført af det tyske fagblad Weinwirtschaft (Meininger Verlag) i samarbejde med Messe Düsseldorf.
    1707 vine havde deltaget i konkurrencen, heraf de 844 (49%) fra Tyskland, 181 fra Italien, 148 fra Spanien og 115 fra Østrig. 825 var hvidvine og 855 rødvine. Og i alt over 1200 vine med point-tal over en vis grænse var udstillet.
    Vinene blev præsenteret i tre sektioner, der henvendte sig henholdsvis til butikshandelen, restaurantbranchen og det, tyskerne kalder LEH (Lebensmittelhandel), dvs. supermarkeder etc. Yderligere stod vinene grupperet efter lande og distrikter, så de var nemme at sammenligne.
    Det var et imponerende syn, som postkortet her kun giver et svagt indtryk af. Række efter række var de 1200 vine stillet op i termokølere, og over hver vin tronede en plakat med en masse tekniske oplysninger om vinen.

...........


...........
Jo længere den røde figurs spidser er fra centrum, desto mere er der af den pågældende smag.
...........

    6. postkort fra ProWein:
    Grafisk fremstilling af smagen
    Dette postkort viser den nederste del af en af de plakater, der ledsagede hver vin – idet vi dog har tilladt os at oversætte de tyske tekster til dansk.
    Øverst er der data om alkoholprocenten og indholdet af restsukker og syre, begge målt i gram pr. liter. Og nedenunder ses så en grafisk fremstilling af en række egenskaber ved vinen.
    På den øverste del af plakaten, som ikke ses her, var der oplysninger om producentens navn og adresse, årgangen, appellationen, druen, smagsretningen, kvaliteten (fx QbA, Prädikat osv.), tilsatsstoffer (fx fadlagring), vejledende udsalgspris og juryens eventuelle kommentarer.
    Og ganske smart: Fremhævet stod nummeret på den hal og stand, hvori producenten udstillede sine vine – så man kunne gå lige hen til ham og forhandle nærmere.

......................


...........
De to unge mennesker i forgrunden betjente "glasstationen", hvor man hentede et glas, før man gik i gang med at smage VDP-vinene.
...........

    7. postkort fra ProWein:
    150 af Tysklands største vine
    Et område, vi vendte tilbage til et par gange, var det, som "Verband Deutscher Prädikatsweingüter" (VDP) stod for.
    Dette forbund af "Prädikats-vingårde" omfatter de fleste (men ikke alle) Tysklands topproducenter, dvs. omkring 200 vingårde og slotte.
    Medlemmerne skal følge nogle kvalitetskrav, der er lidt strengere end dem i den tyske vinlov, og yderligere kan de benytte klassifikationerne Erste Lage og Grosses Gewächs.
    I Mosel-regionen er flere af topvingårdene ikke medlemmer af VDP. De har deres egen forening, Bernkasteler Ring, der ligesom VDP arrangerer årlige auktioner over de bedste og mest sjældne vine.
    VDP blev grundlagt i 1910 og kan således fejre sin 100 års fødselsdag i år. Det blev også fejret på den store, flotte stand, hvor 150 af de 200 slotte skænkede deres vine.

...........


...........
Stadthalle hed den fornemme sal i udstillingsområdets kongrescenter.
...........

    8. postkort fra ProWein:
    Bordeauxs store Cru-vine
    På messens sidste dag og kun i fem timer var der i en stor sal en helt exceptionel smagning, arrangeret af "Union des Grands Crus de Bordeaux" (UGCB).
    Man var meget strikte med, hvem man lukkede ind, men ind kom vi, og vi fik dermed muligheden for at smage vinene fra 88 berømte Bordeaux-slotte.
    Foreningen UGCB blev grundlagt i 1973 og omfatter i dag 132 slotte, der står for en årlig produktion af næsten 32 millioner flasker til en værdi af cirka 300 millioner euro (2,2 milliarder kr.).
    32 millioner flasker er mange, men alligevel er det kun 3,8% af den samlede produktion på 850 millioner flasker Bordeaux-vin. Så det var den øverste lille top af en stor pyramide, der her blev præsenteret.

...........


...........
På Deutsches Weininstitut’s store stand var der flere foredrag. Her leder ønologen Hermann Mengler en smagning af vine fra den tyske region Franken.
...........

    9. postkort fra ProWein:
    250 foredrag og smagninger
    ProWein er ikke kun en masse stande. Der er også mange aktiviteter, ofte på højt niveau.
    Havde vi haft tid, kunne vi ifølge det udleverede program have deltaget i over 250 specielle seminarer, smagninger og foredrag.
    Typisk samlede disse møder et sted mellem 20 og 50 deltagere, der med glas i hånd lyttede til sommelierer, producenter, vinskribenter og andre med en speciel viden. Nogle få talte tysk, de fleste engelsk.
    ProWein er i øvrigt ikke åben for offentligheden. Messen er kun for fagfolk, og det er nok meget godt. Der var såmænd trængsel nok i forvejen …

...........


...........
Karsten Søndergaard (t.v.) og Peter Vinding-Diers har et fornemt samarbejde omkring de sicilianske vine.
...........

    10. postkort fra ProWein:
    De var der med deres vine
    Vi mødte flere danske indkøbere på ProWein, men der var også en, der var dernede for at sælge, nemlig Karsten Søndergaard fra Amka i Randers, som havde en meget stor stand.
    Eller rettere … – Det er faktisk slet ikke Amka i Randers, dette her, sagde Karsten Søndergaard. – Det er vores tyske afdeling, der står for standen. I dag har Amka jo afdelinger i hele elleve lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen, Polen, Portugal og Tyskland, og alene i Tyskland beskæftiger vi sytten medarbejdere.
    Amka præsenterede selv sine egne vine, dels den fortræffelige portvin fra Quinta do Pégo, som Karsten Søndergaard ejer, dels rødvinene Don Rudolfo, Donna Y og Due Normanni, som han producerer på Sicilien sammen med den berømte danske vinmager Peter Vinding-Diers, der også ses på postkortet her.

...........


...........
En væg på DWI’s stand var dækket med et kæmpemæssigt portrætgalleri af 72 unge tyske vinmagere. Denne flotte montage bringer vi nedenfor som denne uges STORE billede.
...........

    11. postkort fra ProWein:
    Den unge Riesling-generation
    Deutsches Weininstitut (DWI), der er en halvstatslig organisation, hvis opgave det er at promovere tysk vin, har taget et godt initiativ: Generation Riesling.
    Generation Riesling samler unge vinmagere under 35 år omkring Tysklands vigtigste drue, Riesling, for at give dem og deres vine en platform. I dag har Generation Riesling over 230 medlemmer.
    Ideen med foretagendet er at vise, at tysk vin i dag er præget af unge, veluddannede og internationalt orienterede vinfolk, og det sker på flere måder, blandt andet via en webside og en præsentation af en række af de unge vinmageres bedste vine på ProWein.

...........


...........
Miguel Nora har ansvaret for præsentationen af portugisisk vin i de nordiske lande samt i Tyskland.
...........

    12. postkort fra ProWein:
    Portugisisk vins nye image
    På en vinmesse som ProWein er mange af udstillerne samlede i nationale stande, og bag præsentationen står organisationer, der er mere eller mindre støttede af statslige midler.
    Dette gælder fx Portugal, hvor vi talte med Miguel Nora fra ViniPortugal, som stod for en meget stor stand med 160 producenter.
    – Vores opgave er at ændre det image, som portugisisk vin stadig har mange steder, sagde Miguel Nora. – I gamle dage kom 60% af al vores vin fra nogle store kooperativer, der ikke leverede Vorherres bedste dråber. I dag kommer mindre end 25% fra kooperativerne, og her har man generelt skiftet til at lave langt bedre vine – mindre mængder og mere kvalitet.
    – Og så må man ikke glemme, at vi har fået en stor mængde unge vinmagere, der er veluddannede, og som har rejst ud i verden for at lære og få erfaringer. Det er dem, der i dag tegner billedet af portugisisk vin, og det er det billede, vi er her for at vise.

...........


...........
Lorraine Carrigan med en ny vinflaske, fremstillet af tre lag PET-plastic, hvor det midterste lag standser vandring af ilt. Flasken er udviklet for det australske firma Mitchelton og findes nu på det svenske marked.
...........

    13. postkort fra ProWein:
    En professionel vinøs ildsjæl
    I vinens verden er der mange forskellige professioner, men der er en, som ikke er ret kendt. Man kan nemlig også virke som professionel ildsjæl. Sådan en er Lorraine Carrigan.
    Hun er freelancer, bor i Paris og påtager sig enhver opgave, der kan bringe god vin ud til forbrugerne.
    Hun er ikke et reklamebureau, men hun arrangerer udstillinger, viser nye veje på internettet, rådgiver unge vinmagere, skaber kontakter … Og naturligvis var hun også med på ProWein.
    Lorraine Carrigan er en af dem, der har gjort mest for at få indført skruelåget i vinens verden. Hun arbejdede i elleve år hos Laroche i Chablis, hvor hun efter eget udsagn fik overtalt Michel Laroche til at forsyne alle sine Grand Cru-vine med skruelåg, og derefter fik hun ansvaret for The International Screw Cap Initiative. Senest mødte vi hende i København, hvor hun stod for den store smagning af Grand Cru Chablis.

...........


...........
Sydafrika havde en smuk og meget stilren stand.
...........

    14. postkort fra ProWein:
    Fem lande nede på jorden
    Naturligvis konkurrerer de fem store oversøiske vinlande Argentina, Californien, Chile, New Zealand og Sydafrika. Men på ProWein samarbejdede de under titlen "Down to Earth" og havde skabt et kæmpemæssigt landskab af stande.
    Trods den økonomiske krise har alle fem land en stadig stigende eksport, og med udstillingen dannede de en fælles front mod de europæiske vinlande, der jo får en klækkelig EU-støtte til international markedsføring.
    De aktuelle tal for landenes eksport ser således ud, idet stigningen i værdi er i forhold til 2007:
    Argentina: 286 mio flasker, værdi 3034 mio kr., + 27%.
    Californien: 660 mio flasker, værdi 5518 mio kr., + 6%.
    Chile: 785 mio flasker, værdi 4332 mio kr., + 10%.
    New Zealand: 131 mio flasker, værdi 3167 mio kr., + 19%.
    Sydafrika: 542 mio flasker, værdi 4293 mio kr., + 47%.

...........


...........
På standen for BosFood delte man ud af lækre smagsprøver.
...........

    15. postkort fra ProWein:
    Vinens bedste venner
    Tidligere gav man en flaske, når man mødte op til en fødselsdag eller et jubilæum. I dag er det blevet mere og mere almindeligt, at man tilføjer diverse lækkerier.
    Denne udvikling markerede man på ProWein med en særlig afdeling under navnet "Wine’s Best Friends".
    Her var der cirka 30 udstillere, som præsenterede deres varer og rundhåndet uddelte smagsprøver. Der var kaffe og chokolade, ost og pølser, marmelade og syltetøj, aceto balsamico og olivenolie, pesto og chutney, trøfler og svampe, honning og sennep, kager og kiks …
    Udstillingen blev holdt i samarbejde med det tyske gourmetmagasin Der Feinschmecker.

...........


...........
Man behøver intet værktøj til at folde pladerne til verdens måske letteste vinreol.
...........

    16. postkort fra ProWein:
    Fold din egen vinreol
    På ProWein var der nogle få stande med "alt det andet" – alle de produkter, der knytter sig til salget af vin lige fra gaveæsker og vinkølere til kulørte bånd til at binde om flaskerne.
    Blandt disse firmaer bed vi mærke i det tyske firma ARCave, der lancerede en virkelig smart vinreol.
    På dette postkort viser firmaets chef, Marc Breitenmoser, en sortlakeret jernplade med diverse udskæringer. De tre sider kan nemt bukkes i en vinkel på 90 grader og låses sammen, så man får en stabil kasseform, og stabler man seks af disse kasser, har man en solid og smart vinreol til 36 flasker. En film på firmaets hjemmeside viser hvordan.
    Reolen sælges i pakker med seks plader, og i Tyskland er prisen cirka 192 euro inkl. forsendelse.