Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Spanien: Levanten


....


LEVANTEN

Valencias DO'er
DO Alicante
DO Utiel-Requena
DO Valencia

Murcias DO'er
DO Bullas
DO Jumilla
DO Yecla
.....

Vi er i den østlige del af Spanien, langs med Middelhavet. Levanten »hvor solen står op« (»levantarse« betyder »at stå op« på spansk) dækker over to selvstændige regioner: Valencia i nord og Murcia i syd. Mens man taler »valenciá« i den første region (eller »valenciano« på spansk), taler man castiliansk i den anden region, Murcia. I dette meget frugtbare område, hvor citrusfrugter, oliven- og mandeltræer stortrives, findes der seks DO’er: Alicante, Utiel-Requena, Valencia, Bullas, Jumilla og Yecla, de tre sidste tilhørende Murcia regionen.



Valencia
Der er en historie, som fortæller om den almindelige indstilling til vin i Valencia: »Den første der nogensinde gærede most til vin i Andalusien, bragte resultatet til den lokale præst. Den første der lavede vin i Rioja, satte det på bordet og nød det sammen med vennerne. Den første der lavede vin i Valencia, gik ned til havnen med det, og solgte det til den første købmand han mødte«.

Den historie giver et meget godt billede af situationen, for mens resten af Spanien først og fremmest har lavet vin til sig selv, så har Valenciaproducenterne etableret sig med store eksportbodegaer, som har leveret vin ifølge kundernes ordrer. Og mens resten af Spanien fastholdt de traditionelle vinifikationsmetoder, så etablerede man sig i Valencia med temperaturkontrollerede rustfri gærtanke og anden ny teknik.

Vi er på kyststrækningen mellem Castellón de la Plana og Alicante. Det, sammen med det store bagland, udgør en stor og vigtig vinhave for Spanien. Regionen har som nævnt altid været aktiv på eksportmarkedet. Meget ofte uden at nogen egentlig lagde mærke til det. Området stod nemlig sjældent som afsender, når vinen gik til Europas store blandingskar. Særlig Schweiz har været en god indkøber, og der gik ikke længe før de købte sig ind i Valencia, anlagde store vinerier, og satte på den måde en standard for det mulige, der lå langt over det man var vant til. Der eksporteres meget vin fra området, så meget at man i resten af Spanien knapt nok kan forestille sig i hvilket omfang.

Tidligere var en af de store eksportartikler det der kaldes »doble pasta«. Det er en nærmest sort, fed og alkoholrig vin, der produceres ved, at man lader den unge most løbe fra fadet efter kort tids lagring. Derefter fyldes gærfadet op med en ny mængde »druegrød« - det betyder, at der er dobbelt (derfra navnet) så mange skaller i forhold til mosten. Resultatet bliver den sorte vin med masser af garvesyre, der var ideel til at blande i vin fra køligere egne.

EU lovgivning gør, at det nu er sværere at afsætte dette produkt, og derfor har producenterne måttet ændre kurs og omlægge omstillingsprocessen fra bulk- blandingsvin til Vino Joven o Crianza. En af de mest oplagte og succesfulde løsninger er, at man nu selv laver vinen færdig til konsumering. Hele Europa har allerede lært at Levanten er en sikker leverandør af god, billig og vellagret vin. Samtidig ser vi også producenter som vil lidt mere.


Kort & godt om Valencias køkken
Først og fremmest er Valencia stedet for den rigtige »Paella«. Risene til retten dyrkes i det flade kystland. Udenfor Asien finder vi de største samlede rismarker her.

Udover paella er det fisk og skaldyr, der dominerer det valencianske køkken. Særligt er det »Calamares«, »Chipirones« (baby-blæksprutter), der står på menuen. En anden fiskespecialitet er »Dorada« (guldbras) og »Len-guado« (søtunge) bagt med salt i ovn.

En særlig specialitet er »turrón« fra Alicante, en nougatagtig blanding af karamel og mandler, som også kan varieres med pinjekerner, honning, hasselnødder og frugt.

I Valencia kan man også nyde den helt unikke »Horchata«, en mælkeagtig, læskende drik lavet på jordmandler (»Chufas«), der dyrkes i den nærliggende lille region Alboraya.

Valencias DO’er

DO Alicante
ligger ved kysten og er et yndet feriemål med den kendte badeby Benidorm som et af de populære steder. Vinmarkerne starter ved kysten og strækker sig ind i baglandet, hvor de kryber op i fem hundrede meters højde. I den varme del har man altid produceret druer til søde, hedvinsagtige vine, og i baglandet har man koncentreret sig om sorte, alkoholrige vine. Men det er ved at være historie, og nu er man aktivt med i slaget om at lave vin, som markedet ønsker det i dag. Flere er gået et skridt videre, og vil prøve at konkurrere med topvinene. Både Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay har vist sig at give glimrende resultater i Alicante.

Vi må regne med at sige farvel til de grove rødvine fra baglandet og goddag til venlige Vino Joven på Monastrell, Bobal og Tempranillo, og så mange gode Crianza på Tempranillo. Vi vil også blive præsenteret for fine, tørre hvide vine og friske, frugtagtige rosé’er.


DO Utiel-Requena
ligger ca. en times kørsel inde bag Valencia. Det er et navn, man ligeså godt kan lære at kende med det samme, for vinbønderne her er leveringsdygtige i lige præcis det, kunderne efterspørger: god, vellagret rødvin som er til at betale.

Vi er oppe i 600-700 meters høje, og somrene kan være ekstrem varme. Om vinteren er frostgrader ikke noget særsyn. Nogle af historiens største bulkproducenter har deres adresse her. De har med succes omstillet sig til nye tider. Når det er de store mængder, det drejer sig om, er det den lokale Bobal som er arbejdsdruen. Crianzavinene sælges med DO Utiel-Requena, og her er det Tempranillo og Garnacha, der spiller hovedrollerne. På grund af det varme klima og svingningerne mellem dag- og nattemperaturer modnes Tempranillo meget hurtigt, både på fad og flaske. Det man er fire-fem år om i Rioja, gøres naturligt på den halve tid i Utiel-Requena. Derfor kan man kalkulere med en større omsætningshastighed, og være særdeles konkurrencedygtige på prisen.

En enkelt bodega i Utiel-Requena fremstiller en aldeles glimrende cava.


DO Valencia
er først og fremmest Vino Joven, friske unge vine på Monastrell og Garnacha. Vinmarkerne ligger lidt væk fra kysten, hvor det er appelsintræer og rismarker som dominerer. Der er fire klart definerede underområder, og hver af dem har forskellige muligheder. Vinstokkene nærmest kysten har middelhavsklima, men man skal ikke ret langt ind i baglandet før der er fastlandsklima med kølige nætter og kolde vintre. Det meste er tilplantet med grønne druer til hvidvin og dessertvin. De vigtigste druer er Merseguera, Malvasía, Planta Fina, Pedro Ximénez og Moscatel.

Rødvinene er baseret på Monastrell, Garnacha og Tempranillo. Sidstnævnte vinder mere og mere ind, og i de bedste Valenciavine dominerer den allerede.


Murcia

Vi befinder os nu lidt længere nede ad kysten, på vejen mellem Alicante og Cartagena. Allerede på Romertiden var der rigtig godt gang i Murcia, som havde den travleste havn på Middel-havskysten. Handelen har siden været baseret på fiskeri, jagt og landbrug. I dag ser vi stadig de gamle overrislingskanaler rundt om på markerne, som blev indført af romerne og senere forbedret af araberne.

Ligesom Valencia havde man i Murcia en stor og sikker bulkproduktion. Man kunne sælge stort set al den vin, der blev lavet, til at blande op med vin fra andre distrikter. Men tiderne ændrede sig, og man måtte nytænke. Oven i det hele blev dele af området ramt af den frygtede vinlus, så man måtte genplante, og så passede det jo fint samtidig at omlægge produktionen til kvalitetsvin.


Kort & godt om Murcias køkken
Klimaet i Murcia er perfekt til at dyrke alle slags frugt og grøntsager og frugter, og har gjort Murcia til hele Spaniens køkkenhave, og Nordeuropas.

Murcias køkken er domineret af et rigt udvalg af grøntsager, fisk, skaldyr og vildt fra provinsens bagland.

Af særlige specialiteter ser vi »mojama«, tørret, saltet tunfisk, der skæres i fine skiver, og »hueva de mújol« (kaviar af multerogn).

Risbudding lavet på de fineste Calasparra-ris fra landsbyen af samme navn er en udsøgt dessert. Calasparra-ris har sin egen D.O.

Murcias DO’er


DO Bullas
er den første af de tre DO’er omkring Murcia. Og det er også den nyeste. Området ligger nordvest for Murcia omkring den lille by Bullas, som har givet navn til området. Det er højland med kølige nætter og et godt klima til vinavl. Vinmarkerne er domineret af Monastrell, som giver rødvin med muskler, saft og kraft. Moderne teknik styrer kvaliteterne på plads, så de tilpasser sig den internationale efterspørgsel. Meget af den rosado som tidligere dominerede produktionen i Bullas, vinificeres nu til vino Joven. Der er plantet en del klassiske druer, og resultaterne herfra er meget lovende.


DO Jumilla
er et fladt højland, der brydes af stejle bjergkæder. Vin er sammen med oliven og mandler den eneste afgrøde, som kan tåle de store temperatursvingninger, man oplever hvert år.

Det er et distrikt med mange ambitioner, og man har for længst vist, at man har noget at have disse ambitioner i. Det er en lille by, Jumilla, på grænsen mellem Murcia og Castilla-La Mancha, som har givet navn til distriktet. Det er sandet jord, og derfor undgik man vinlusen, da den hærgede for hundrede år siden. (Der er ikke sprækker i sand, og derfor har vinlusen svært ved at komme ned til rodsystemet). Men for 25 år siden fandt den alligevel vej, og en total nyplantning med resistent rodmateriale var nødvendig. Det var en passende anledning til at bryde med fortiden. Også nede i kældrene, hvor man ryddede alt det gamle ud og installerede den nyeste teknik.

Man fastholdt Monastrell som den blå drue, fremtiden skulle bygges på. En klog disposition, for det er virkelig en drue, som gør sig godt her. 100% Monastrell har også vist sit fine lagrings-potentiale.


DO Yecla
breder sine vinmarker ud i Alicantes bagland i den nordøstlige del af Murciaprovinsen. Det er en højslette og markerne ligger 500-700 meter over havet. Landskabet er kuperet, med lave bjerge og store vidder. Der er typisk fastlandsklima med op til 40 graders varme om sommeren og altid frostperioder om vinteren.

Monastrell er den vigtigste blå drue, og er den man bruger til de røde vine sammen med Garnacha. På hvidvinssiden er det Merseguera og Verdil.

Lige som i nabodistrikterne har man også i Yecla tidligere været store bulkleverandører. Man har ikke haft helt samme held til at omstille sig, og har derfor måtte notere sig en stor produktionsnedgang.

Men nye kræfter kommer til, og man kan blandt andet se, at der er plantet en del Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo. Det, sammen med ny teknik, har skabt nogle særdeles lovende resultater, som nok skal inspirere flere til at følge efter.
....

Tilbage til forsiden
,,,,,
Til til kortet over Spanien