Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Bjarne Raby


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Bjarne Raby (f. 1949) startede sin karriere med maden, inden han for alvor gik over til vinen som indkøbschef og nu category manager for Scandlines Catering. Her er han ansvarlig for indkøb til kioskerne om bord på alle Scandlines færger samt i den store BorderShop i Puttgarden og Sundshoppen i Helsingør.
    Alene i BorderShop sælges der 20.000 flasker vin om dagen, hvilket på årsbasis bliver til 6 mio. flasker vin samt 1 mio. flasker hedvin og 800.000 flasker spiritus.
    Bjarne Raby afsluttede i 1969 sin uddannelse som kok på d’Angleterre, hvorefter han skiftede spor til im- og eksport af brugskunst. Men det var alligevel miljøet i restauranterne, der trak i den unge kok og tjener, og i de følgende år fulgte en karriere der ledte frem til jobbet som indkøbschef for hele det toldfri sortiment til såvel DSB-færgerne som til andre virksomheder.
    I 1998 skabtes det nuværende dansk-tyske Scandlines, hvor salget af vine om bord på færgerne nåede op på 3 mio. flasker om året, og hvor det store ryk kom for et par år siden med etableringen af BorderShop. Her er 1545 m2 af de i alt 4000 m2 salgsareal afsat til vin.
    En fjerdedel af dette areal er i år indrettet som en ny eksklusiv vinafdeling med et sortiment på mere end 300 vine fra alverdens lande. Her går priserne for gode vine fra 50 kr. flasken og op til 4549 kr. for en flaske Château Pétrus.
    Den nye vinafdeling har medført, at Bjarne Raby nu vil øge selskabets egen vinimport samt finde nye producenter, der leverer kvalitetsvine i overensstemmelse med de skandinaviske kunders økonomi og smagsretning.
    Privat bor Bjarne Raby med sin kone, Irene, i Maribo, hvor de begge er ivrige medlemmer af golfklubben Maribo Sø. Herudover ses Bjarne Raby ind imellem susende på racercykel, og en dag om ugen bliver der tid til mødet i den lokale Rotary klub, hvor han netop har været præsident.
    Adresse: Scandlines Catering A/S, Retail Division, Færgestationsvej 5, 4970 Rødby, tlf.: 54 65 70 93, fax: 54 65 70 81, e-mail: bjarne.raby@scandlines.dk.