Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Claus Wilms


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.


    Claus Wilms (f. 1961) havde egentlig en drøm om at blive musiker, men sådan skulle det ikke være. Som 24-årig fik han job hos Kjær og Sommerfeldt med hotel- og restaurantsektoren i Nordjylland som ansvarsområde.
    Efter en afstikker som hotelchef på Hotel Du Nord i Løgstør vendte han tilbage til vinbranchen, og det er her, man finder ham i dag.
    Efter jobs hos både Excellent Wine og Ambassadeur Wine havde Claus Wilms lyst til at prøve, om vingerne som selvstændig kunne bære. Så i 1997 slog han dørene op for Det Danske Vinkompagni – et importfirma, der lige siden har haft vokseværk og i dag beskæftiger seks medarbejdere.
    Virksomheden, hvis kunder udelukkende omfatter erhvervslivet samt Horeca, kan byde på kvalitetsvine fra blandt andet Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Californien og Sydafrika. Kunderne kan desuden få fremstillet egne vinetiketter samt få hjælp til udarbejdelse af menu- og vinkort.
    I 2002 modtog Claus Wilms ”Ordre Majeur des Vignerons de France”, der uddeles af foreningen af uafhængige vinproducenter i Bordeaux, Vignoble Independant. Og et par år senere fulgte endnu en vinorden, Connestable de Guyenne de Blaye.
    Der er travlt i Det Danske Vinkompagni, men det går ikke ud over det ægteskabelige samvær – hustruen Anette er nemlig en vigtig primus motor i den daglige drift af virksomheden. Og Claus Wilms får også en gang imellem tid til at gribe guitaren og genoplive sin gamle musikerdrøm.
    Adresse: Det Danske Vinkompagni, Fabriksvej 29, 6000 Kolding, tlf.: 75 52 57 57, fax 75 52 57 10, e-mail: claus@vinkompagni.dk, www.vinkompagni.dk. (Opdateret 2010).