Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

FinnKlysner


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Finn Klysner (f. 1949) bærer to kasketter. Den ene hedder Institut for nordisk filologi med speciale i dansk litteratur, den anden hedder vin. Og med hensyn til vinen, gælder det både et forfatterskab om vin og salg af vin via hans firma D.W.C.-Vin.
    Den nu pensionerede salgsdirektør Kargaard Poulsen hos Kjær & Sommerfeldt var den, der åbnede unge student Klysners øjne for vinens lyksaligheder. Kargaard lod ham smage alle mulige dyre vine, som var åbnet i forbindelse med kundebesøg, fx samtlige årgange af Château Cheval Blanc fra 1945 til 1975. Og omvendt var Klysner så den, der introducerede Kargaard og forretningen for Sassicaia.
    I 80’erne indledte han en større aktivitet med foredrag om vin. Han skrev for et dansk vinblad og arbejdede som vinkonsulent i Tyskland og Italien. Og dermed var grunden lagt til hans importfirma med fokus på tyske og italienske topvine. Han har uden tvivl Danmarks største udvalg i hvidvine - over 300 forskellige - og han har stadig tyske vine fra 1971 og 1976 i fineste stand.
    Klysner siger selv, at han - modsat hvad mange tror - har bevist, at man godt kan sælge dyr tysk vin i Danmark. Blandt andet har han et stort salg til flertallet af hovedstadens toprestauranter.
    Baggrunden for hans arbejde med de italienske vine er et tæt samarbejde med nogle af Italiens bedste ønologer, der i deres daglige arbejde finder frem til "perlerne". Finn Klysner sætter en sport i at finde disse vine, før Robert Parker eller Gambero Rosso gør det.
    I 1999 udgav han en vægtig bog med titlen "Italiens vine", og til sommer kommer en meget stor samlet fremstilling om tysk vin. At give vinene point interesserer ham ikke. Med sine bøger vil han trænge ind i vinens verden og gøre det på basis af alle de erfaringer, han har samlet igennem snart et kvart århundrede.
    Adresse: D.W.C.-Vin, Rosenvængets Allé 29, 2100 København Ø, tlf.: 35 43 26 33, fax: 35 26 54 16.