Izak Litwar (f. 1946) er født og opvokset i byen Wroclaw i det vestlige Polen og kom til Danmark i 1971. Han fattede interesse for vin i 1983 efter at have smagt nogle flasker Vin de Table, som en af hans arbejdskollegaer havde bestilt hjem. En rigtig øjenåbner var en smagning af adskillige Bordeaux-vine hos DZ Vine i Herlev samme år – en smagning, der medførte en meget stor interesse for at udforske det franske vindistrikt.
    Izak Litwar tog på sin første vinrejse til Bordeaux i 1984, og det er siden hen blevet til utallige besøg i distriktet. Siden 2002 har han hvert eneste forår deltaget i primeursmagningen af den nye årgang i Bordeaux - lige indtil corona satte en stopper for besøgene i 2020 og 2021.
    I 1985 deltog han for første gang i druehøsten i Bordeaux, noget han ligeledes har gjort adskillige gange mellem år 2000 og 2019.
    Det har dog ikke altid været 100% Bordeaux vin-rejsemæssigt. Det er også blevet til besøg på adskillige vingårde i Napa Valley, Alsace og Languedoc, ligesom han har krydset Loire-området fra vest (Angers) mod øst (Saumur) med et uforglemmeligt besøg hos Didier Dagueneau, kongen af Sauvignon Blanc i Pouilly-Fumé.
    Mellem 1985 og 2007 har Izak Litwar skrevet vinartikler om Bordeaux for diverse vinblade, heriblandt Det Danske Vinblad, Vinmagasinet, Smag og Behag og Etikette.
    I 2003 startede han sin egen enkle hjemmeside om Bordeaux, www.greatbordeauxwines.com, som har udviklet sig til en professionelt designet side. Den omhandler stort set kun Bordeaux med høstomtaler, vurderinger af alle årgange siden år 2000, vertikale og horisontale smagninger herhjemme og i Bordeaux, samt mere end 50 slotsprofiler.
    Efter at have deltaget i et par utroligt spændende Bourgogne-smagninger i 2018 og 2019, og smagt fremragende vine fra Côte de Brouilly og Morgon i Beaujolais, blev vinhorisonten udvidet, og smagsnotater om vinene fra disse områder også offentliggjort på hjemmesiden.
    Hans smagsnotater bringes ligeledes på en finsk hjemmeside (engelsksproget) for vinprofessionelle i hele verden, www.tastingbook.com.
    Izak Litwar er medlem af hele tre vinbroderskaber: Hospitaliers de Pomerol, Jurade de Saint-Émilion og Commanderie de Bontemps au Médoc, Graves, Sauternes et Barsac.
    Izak Litwar bor i København og bruger fritiden på cykelture, vinrejser og vinsmagninger. Han er uddannet laboratorietekniker med kemi som speciale og har arbejdet i Lægemiddelstyrelsen med kemisk analyse af medicin forhandlet på det danske marked fra 1978 til 2012, hvorefter han gik på pension. (Opdateret 2022).