Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Jens Jørgen Hyldig-Nielsen



    Jens Jørgen Hyldig-Nielsen (f.1950) er uddannet biokemiker/molekylær biolog fra Københavns Universitet og har arbejdet på universiteter i Danmark og Sverige samt i den private industri både herhjemme og i USA, hvor han har opholdt sig i alt 12 år.
    På sine mange rejser rundt omkring i verden har Jens Jørgen Hyldig-Nielsen ofte brugt den sparsomme fritid til at smage på de lokale vine. Denne interesse for vinens verden tog for alvor fart under de sidste tre års ophold i USA, hvor han sammen med hustruen Jette boede i den lille by Moss Beach lige syd for San Francisco. Her brugte ægteparret megen tid på at køre rundt og opleve Californiens natur samt på at besøge områdets mange vinerier. Og her begyndte tanken om at importere californisk vin til Danmark, når de en dag vendte tilbage, at tage form.
    Da de i 2007 returnerede til Danmark, startede Jens Jørgen Hyldig-Nielsen et lille garagesalg af vine fra hjemmeadressen i Hillerød, og senere det år kom de første californiske vine fra huset Graziano til landet.
    I 2009 åbnede han en egentlig vinforretning i Helsinge, hvor han i dag selv importerer vine fra Californien, Sydafrika og Italien. Alle disse vine er specielt udvalgt efter besøg hos vinhusene. Derudover rummer hylderne i forretningen vine og spiritus fra det meste af verdenen, samt specialøl fra flere danske mikrobryggerier.
    Når han ikke er i forretningen, bruger Jens Jørgen Hyldig-Nielsen sin tid på, sammen med Jette, at rejse ud og finde nye spændende og velsmagende vine - og på at hjælpe hende med at forskønne deres have. Eller også forsøger han at få orden på sin ganske anseelige frimærkesamling.
    Adresse: Gribskov Vinimport, Møllestien 2, 3200 Helsinge, tlf.: 24 44 50 32, e-mail: info@gribskovvinimport.dk, www.gribskovvinimport.dk. (Opdateret 2011).