Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Mathias Dalum



    Mathias Dalum (f. 1995) har interesseret sig for vin, siden han for år tilbage besøgte en vingård nær Gardasøen og smagte en Amarone for første gang i sit liv. Det var ikke så meget selve smagen, der fængede, husker han, men fremstillingsprocessen og det, at man kunne gemme en flaske vin i flere år - nogle gange i mere end 50 år - og at den kun ville blive bedre.
    Han begyndte at nørde sig til stadig mere vinviden via internettet og har gennem årene brugt utallige ferier på at besøge italienske vingårde - og især dem omkring Gardasøen.
    Drømmen om selv at sælge vin spirede frem, og startskuddet til egen virksomhed lød, da alt lukkede ned i foråret 2020 på grund af Covid-19. Han blev hjemsendt fra sin uddannelse som markedsføringsøkonom ved Erhvervsakademi Aarhus, kedsomheden meldte sig, og han besluttede, at tiden nu var inde.
    Resultatet blev webshoppen Vintønden.dk, hvor sortimentet ud over de mange italienske vine også byder på tyske og franske vine.
    Der gik ikke lang tid, før Mathias Dalum fik følgeskab i den daglige drift af en ven og medstuderende, Anders Bonnichsen Jepsen. Hvor Mathias kan det med at markedsføre og sælge vin, er Anders en mester til tal, grafer, rå data og opsætning af hjemmesider.
    Mathias Dalum er færdig med sit studie til sommer, og indtil da bliver det nogle meget lange dage med både eksamenslæsning og vinforretning - hvilket han ikke ser som det store problem, da han elsker begge dele.
    I øjeblikket er makkerparret på en vækstrejse, der er fuld af udfordringer og sjove og lærende øjeblikke, men fremtidsplanen er at arbejde med vin på fuldtid og udvikle Vintønden.dk til noget stort.
    Den sparsomme fritid bruger Mathias Dalum på blandt andet fodbold og cykling - og rejser til Italien.
    Adresse: Vintønden.dk, Nørretorp 196, 7400 Herning, tlf.: 40 19 07 87, e-mail: info@vintoenden.dk, www.vintoenden.dk. (Opdateret 2021).