Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nils Stormby



    Nils Stormby (1929-2010) var læge, vinelsker, svensker (men dansker af hjerte) og en frihedskæmper i kampen mod det forhadte svenske Systembolag. Han åbnede blandt andet - som en provokation - en vinbutik med navnet Systembolaget A/S på Højbro Plads 21 i København og fik trusler om fogedforbud fra det svenske System.
    - Mine danske forfædre kommer fra de gamle østlige provinser, fortalte han, - fra egnen omkring Lund, hvor slaget stod i 1676, og hvor danskere tabte. I øvrigt ikke så mærkeligt, for svenskerne begyndte at slås så urimeligt tidligt om morgenen, at vi ikke fik tid til en skive brød og en ordentlig dram.
    Sin interesse for vin fik Nils Stormby, da han som 27-årig blev budt på en flaske Château Cantemerle. - Tænk, at der fandtes en vin så dejlig! Endelig fik jeg brug for motboken, denne modbydelige svenske opfindelse, hvori ens forbrug af de forkastelige dråber blev noteret.
    I begyndelsen af 70'erne købte en af hans gode venner vin hos Christie's i London, og i auktionshusets katalog så Nils Stormby en flaske Château d’Yquem 1921. Den købte han - og grundlagde dermed en af verdens største samlinger af drømmevinen fra det store Sauternes-slot. På et tidspunkt havde han over 50 årgange, den ældste fra 1847. Derudover havde han en drømmekælder med de største rødvine i de største årgange.
    Han sagde selv, at hans interesse for vin var nyderens interesse. - Lad andre interessere sig for teknikken, sagde han, - for druesorter, jordbund, fadlagring, mineraler, tropiske frugter, ceder, blommer, vingummi, vådt avispapir - och gud vet allt vad som kan få plats i dessa bisarra utgjutninger i vinjournalisternas kakafoniska trams!
    Niels Stormby betragtede Danmark som sit fædreland. Han var delejer af stjernerestauranten Era Ora på Christianshavn, har siddet i flere danske bestyrelser og var involveret i en række medicinske udviklingsprojekter med blandt andet universitetet i Århus.
    Han var docent i patologi ved Lunds universitet og ejer af Medscand, der i 2000 fik Gazelleprisen som det hurtigst voksende firma i Øresundregionen. Firmaet producerer medicinske instrumenter. Og så kæmpede han som sagt for, at man på vinområdet indfører danske tilstande i Sverige.
    Han var gift med den japanske koncertpianistinde Yukie Nagai.