Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nana Wad



    Nana Wad (f. 1973 Århus) voksede op i Esbjerg og flyttede i 1992 til København. Hun er uddannet sommelier, akademiøkonom i kommunikation og har tilbragt et par år på teologisk studie KU.
    Fra 2004 til 2009 drev hun tre cafeer i København under mottoet "champagne i klipklapper". Målet var at give gæsterne mulighed for at drikke champagne under uhøjtidelige og usnobbede forhold, ligesom der blev lagt op til, at champagne også er noget, man kan nyde til hverdag – fx til morgenmaden.
    Nana Wads vininteresse tog sin naturlige start med jagten på de rigtige vine, sammensætning af vinkort, undervisning af eget personale og utallige blindsmagninger hjemme i køkkenet.
    I 2007 begyndte hun på sommelieruddannelsen på Vinakademiets første hold, og umiddelbart efter den afsluttende eksamen blev hun optaget som den ene ud af to nye kvindelige blindsmagere i magasinet Mad & Bolig’s vinpanel.
    I januar 2010 tiltrådte hun en nyoprettet stilling som sommelier og Kommunikations- og PR-manager hos Kjær & Sommerfeldt. I 2012 debuterede hun som vinbogsforfatter som den ene af to forfattere på bogen "Kend din vin kvinde”, og i foråret 2014 skrev Nana Wad sin anden bog "Værd at vide om Vin”.
    Nogle få måneder senere forlod hun sin faste stilling hos Kjær & Sommerfeldt for at starte som freelance vinkonsulent og hellige sig arbejdet med at formidle om vin via foredrag, vinsmagninger, artikler, bøger og vinrejser. Det blev hurtigt til et særligt fokus på og kendskab til Toscana, som Nana egentlig betragter som sit andet hjem. November 2017 kunne Nana skrive sig ind i historien af kvindelige danske vinimportører, da hun sammen med to partnere overtog Victoria Vine fra forhenværende ejer og stifter, Vibeke Frederiksen.
    Nana Wad er mor til tre drenge og en pige.

    Adresse: Lindevej 2, 3. sal, 1877 Frederiksberg C, mobil: +45 26 18 81 86, e-mail: nana@noblenoble.dk (Opdateret 2017).