![]() | ![]() | ![]() |
Han voksede op i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra DTU. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet siden 1988. I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret. Samtidig besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. I 2001 valgte Peter og Rebecca Work at forlade deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Vineyards and Cellars. I dag har Ampelos cirka 46.000 vinstokke primært tilplantet med Pinot Noir, men også med Syrah, Grenache, Viognier og Riesling. Den årlige vinproduktion er på kun 60.000 flasker, som distribueres til otte stater samt – naturligvis – til Danmark, hvor importøren er Otto Suenson. Peter og Rebecca Work opnåede i 2009 økologisk og biodynamisk status for deres vinmarker og blev ligeledes certificeret som “sustainable in practice”. Vinhuset er dermed det første i USA, der har opnået alle tre certifikater - noget, der i 2013 resulterede i, at Peter Work blev tildelt den Dansk-Amerikanske Innovationspris. Deres søn, Don, er vinmager for kult-vinhuset SeaSmoke og har sammen med sin kone, Lindsay, lille Alex på 7 år og Aidan på 4 år – så næste generation Work i vinbranchen er på vej. Ud over vinhuset ejer Peter og Rebecca Work også Ampelos Resort, som er et lille hotel på den græske ø Folegandros. Adresse: Ampelos Cellars & Vineyard, 1633 West Central Avenue, Lompoc, CA 93436, tlf.: 001 805 736 9957. Fax.: 001 805 456 0461, info@ampeloscellars.com, www.ampeloscellars.com. (Opdateret 2015). | ![]() |