Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Ruth Tilgaard


.

VinAvisens Blå Bog

Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Ruth Tilgaard (f. 1952) er cand. mag. i fransk og engelsk, men allerede mens hun i studietiden arbejdede på Hotel Intercontinental i Paris, fik hun mere smag for vin end for grammatik, og lige siden har hun beskæftiget sig med vin.
    I 1979 afholdtes den første danske Maître du Vin-konkurrence med teoretiske og praktiske vinspørgsmål. Her vandt hun tredje-prisen under stor mediebevågenhed, fordi hun var den første kvinde, der markerede sig i den danske vinverden.
    Ruth Tilgaard er en god smager og deltager regelmæssigt i Tastevinage-smagningerne på Clos de Vougeot. Hendes internationale smagekarriere startede i 1984, da Château d’Yquem og Château Figeac inviterede til en smageweekend i Bordeaux. I smagningen deltog nogle af Frankrigs mest kendte vinjournalister og sommelierer, og smageresultaterne blev databehandlet for at finde frem til middelresultater renset for personlige udsving. Her placerede Ruth Tilgaard sig helt i toppen og fik tilbudt en plads i en jury, der en gang om måneden smagte vine i Bordeauxs handelskammer. Her deltog hun i en længere årrække.
    Ruth Tilgaard ejer Vinens Hus, et gammelt ildebrandshus fra 1730 i København. Her har hun siden 1979 stået for De Danske Vinrejser, som har sendt mange tusinde professionelle og amatører på rejse i vindistrikterne. Yderligere er Vinens Hus rammen om Vinens Hus Vinskole, der afholder både grundkurser og specialkurser. En anden væsentlig aktivitet er konsulentarbejde for vinkomiteer.
    For sin indsats for fransk vin er Ruth Tilgaard blevet tildelt det franske landbrugs fortjenstmedalje, le Mérite Agricole, af både første og anden grad.
    Ruth Tilgaards mand, Mario Faure, er fransk. Han bor og arbejder i Frankrig, så familien lever i begge lande. De har to voksne døtre. Den ældste, Vitis, er opkaldt efter fællesnavnet på den store familie af vinplanter.
    Den mere end sparsomme fritid bruges til aktiviteter med familiens to hunde og døtrene. God mad interesserer også hele familien. Den største interesse er dog rejser, enten som forberedelse til De Danske Vinrejser eller til helt andre og mere eksotiske destinationer.

    Adresse: Vinens Hus, Magstræde 7, 1204 København K, tlf.: 33 32 62 20, e-mail: rt@vinrejse.dk, www.vinrejser.dk. (Opdateret 2015).