Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Postkort fra Georgien
......
24 postkort fra Georgien
VinAvisens Anker har rejst rundt i Georgien for at få et indtryk af landets vin, og fra turen sender han disse 24 postkort.
................
 ........... Der fremstilles vin flere steder rundt omkring i Georgien, men produktionen af kvalitets-vin er koncentreret i provinsen Kakheti i landets østlige del... |
Det var her, det begyndte Georgien er vinens vugge. Det var her – i Kaukasus mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav – at det hele begyndte for cirka 8000 år siden. Nord for Georgien ligger den store nabo, Rusland, der i århundreder har udøvet sin magt over det lille land – og aftaget dets vin. I 2006 ragede Georgien uklar med Rusland. Georgierne ville gerne i nærmere kontakt med Vesteuropa og søge optagelse i EU og Nato og samtidig bringe to løsrevne områder – Syd Ossetien og Abkhazeti (der er lyse på kortet) – tilbage som dele af landet, men det blev russerne vrede over. Der var en kortvarig krig. Russerne invaderede landet, og georgierne tabte. De to områder er i dag selvstændige. | |
........... Stalin var georgier. Han blev født i byen Gori, og her findes et museum til massemorderens ære. I museets butik kan man købe vine med hans billede på etiketten..... |
Sovjet: Skidt med kvaliteten I 1921 blev Georgien besat af Rusland og indlemmet i Sovjetunionen, og landet blev tvunget til at lægge sin vinproduktion om. Nu gjaldt det ikke mere om at lave vin af kvalitet, men rødvine i så store mængder som overhovedet muligt. Skidt med kvaliteten. Skidt med, at man blandede forskellige druesorter, gode og dårlige, blå og grønne i det samme store kar. Bare der kom en masse alkoholisk vin ud af det. I 1991 blev Sovjetunionen opløst. Georgien blev et frit land og kunne gå i gang med at restaurere sin vinindustri. Det er op ad bakke. En stejl bakke. Men landet ligger på samme breddegrad som Bordeaux, og det har potentiale til at blive et betydeligt vinland – som Argentina, Chile og New Zealand er blevet det i de sidste 25 år. I 2011 steg eksporten af vin med 38%, og i 2012 steg den yderligere med cirka 10%. | |
........... Den lille bronzefigur findes på et museum, men flere steder sidder den drikkende mand som en statue i stor størrelse, her på en gade i Georgiens hovedstad Tbilisi........ |
Manden med drikkehornet Georgiske arkæologer har fundet talrige vidnesbyrd om vindyrkning i den fjerne oldtid, og meget tyder på, at det var i dette land, man begyndte at fremstille vin. Herfra spredtes vinen til Egypten og videre til Grækenland, Italien og Frankrig. Man har fundet flere ruiner af vinhuse med bassiner, hvor druerne blev trampet, og hvor vinen blev opsamlet i store krukker. Under en udgravning i den gamle kongeby Mtskheta fandt arkæologerne i 2006 en lille bronzefigur. Den er cirka 3000 år gammel, og den forestiller en mand, der sidder og drikker vin af et kohorn. Den lille mand er blevet en slags ikon for georgisk vin. Måske har han været en tamada – en leder af et drikkelag. | |
........... Georgiens elskede naivist-maler Niko Pirosmani (1862-1918) har skildret drikkegildet.. |
En helt speciel vinkultur Den dag i dag har georgierne en helt speciel kultur omkring nydelsen af vin. Under vores rundtur oplevede vi den flere gange. Efter gammel skik ledes et drikkegilde (supra) af en forstander (tamada), og det er forstanderens opgave at holde lange taler og udbringe skåler. Den første skål er for værten og hans familie. Derefter følger skåler for moderlandet Georgien, for afdøde nationalhelte og for forældre – specielt mødre. Så kommer der skåler for venner, slægtninge og Georgiens fremtid. Som regel tømmer deltagerne deres glas efter hver skål. Mellem skålerne drikker de ikke noget. Og når tamada'en har udbragt den sidste skål, er det tegn på, at festen er slut. På billedet her står tamada'en og holder tale, og på gulvet foran bordet ligger et sammensyet dyreskind med vinen, de drikker. | |
........... I flere georgiske kirker er der en ikon med Sankt Nino med det vinøse kors i hånden. Vi så hendes grav i Bodbe-klosteret ved byen Sighnaghi, hvor vi boede i vindistriktet Kakheti... |
Med et kors af vinstokke En gammel, georgisk legende fortæller, at Vorherre under Jordens skabelse tog sig en mellemmad. Han blev imidlertid så optaget af det guddommelige måltid, at han snublede over Kaukasus' høje tinder og tabte al maden og vinen ud over Georgien. Derfor spiser og drikker man så godt i det fjerne land. En anden legende fortæller, at en tyrkisk helgeninde, Sankt Nino, bragte kristendommen til Georgien engang i 300-tallet. Hun var i familie med Sankt Georg – ham der slog dragen ihjel og gav sit navn til Georgien. Sankt Nino så ifølge legenden jomfru Maria, der sagde til hende, at hun skulle rejse til Georgien med et kors lavet af to vinstokke. Og det gjorde hun så som den gode helgen, hun var. Hun bragte ikke vinen til Georgien, men hun gav den en religiøs sjæl. | |
........... En stor vinmark breder sig bag det gamle kloster Alaverdi. Klosteret er fra 500-tallet og genopbygget i 1100-tallet.. |
Munke med egen vinmark Ligesom i Europas andre lande fik klostrene stor betydning for vindyrkningen. Præster og munke skulle have vin til deres gudstjenester. Vi besøgte flere meget gamle klostre. Ved dem alle gror der vinplanter, og munkene sælger naturligvis deres vin til de mange turister. Til oplevelsen af georgisk vin hører helt naturligt besøg i nogle af disse klostre. Så kan man samtidig studere den gamle byzantinske arkitektur, der går tilbage til 5-600-tallet. Enkelte af bygningerne har dog været bygget op flere gange efter at være blevet ødelagt af de fremmede folkeslag, som har oversvømmet landet – persere, osmannere, russere osv. Især under sovjettiden gik det hårdt ud over nogle af disse fine, gamle bygninger. | |
........... Den georgisk-ortodokse kirke er meget synlig i landet. Vi syntes, at vi så flere præster med deres sorte kalotter, end vi så politibetjente........ |
Kirken spiller en stor rolle I dag spiller den georgisk-ortodokse kirke en ganske stor rolle i det georgiske samfund. Den er et vigtigt led i den nationale identitet, og den optræder på den politiske scene – som den russisk-ortodokse kirke gør det i Moskva. Den georgiske patriark, Ilia d.2., har således tidligere i år haft et møde med Putin og gjort en vellykket indsats for at få eksporten af vin til Rusland i gang igen efter balladen med Syd Ossetien og Abkhazeti. Det er heller ikke så længe side, at patriarken udsendte et hyrdebrev, hvori han opfordrede menighederne til at hæge om landets gamle druesorter. Vinen er skam en vigtig del af den nationale identitet. | |
........... Vi har kørt ad lange, hullede veje forbi hundredvis af små huse og bondegårde, og overalt kravlede der vinranker fulde af modne druer. De bliver brugt til familiernes private fremstilling af vin....... |
Mange små vinbønder Strukturen i den georgiske vinproduktion kan være et problem for væksten i eksporten. Næsten enhver bonde dyrker druer og fremstiller vin til eget brug og til familie og venner. Disse mange bondefamilier repræsenterer omtrent halvdelen af landets arbejdsstyrke og er samtidig den fattigste halvdel. En tredjedel af befolkningen overlever på mindre end 10-12 kr. om dagen. Det drejer sig typisk om små bondegårde med i snit 1,2 hektar jord – 93% af dem er mindre end 2 hektar. Her dyrkes mellem 92 og 95% af alle landets druer. De fleste af dem er spisedruer; kun 8% bruges til vin. En stor del af denne vin fremstilles efter en metode, der går tilbage til oldtiden. | |
........... Mange steder kan man se de store krukker, der ikke mere er i brug. Her ligger et par af dem uden for det moderne vinhus Khareba i Vachnadzeani. |
De store krukkers land Georgiernes traditionelle vinteknik går ud på at gære og modne vinen i kvevri, dvs. kæmpestore lerkrukker, der kan rumme mellem 800 og 3500 liter vin. Den ældste kvevri, man har fundet, er 8000 år gammel og stammer dermed fra dengang, man begyndte at lave vin i Georgien. At lave vin i de store lerkrukker er en tradition, som de georgiske vinproducenter er stolte af, og stadig flere unge vinmagere har taget teknikken op inden for de senere år. Kvevri-teknikken med de store krukker er en økologisk metode, der måske vil kunne interessere et stort publikum og være med til at gøre georgisk vin kendt. Man er i gang med undersøgelser, der vil kunne vise, at netop disse vine er særligt sunde og ikke giver hovedpine. | |
........... Man skal træde forsigtigt i vinbonden Giorgi Injgias vinkælder i Velistsikhe, hvor der er nedgravet en hel del kvevri. Kun toppene af krukkerne stikker op over gulvet...... |
Vinen er gravet ned i jorden De store krukker graves ned under kældergulvet, så vinen opbevares så køligt som muligt. Kun toppen stikker en lille smule op, og åbningen dækkes med en sten, der – når gæringen er forbi – kittes fast med ler og dækkes med et tykt lag sand. Teknikken er interessant, og i dag eksperimenterer vinproducenter i Italien, Østrig og Tyskland med den. De store krukker drejes ikke på en drejeskive. De modelleres op i hånden, og når de er færdige, dækkes indersiden med et lag bivoks for at lukke porerne, mens ydersiden får en gang læsket kalk. Kalken værner mod bakterier i jorden. Georgiernes kvevri-teknik er ved at blive sat på Unesco's liste over kulturarven. | |
........... Giorgi i gang med at hente vin op fra en kvevri. Sådan har man gjort i årtusinder i Georgien.. |
Vinen skænkes i en flad skål Vi skulle smage Giorgi Injgias hvidvin, og den hentede han op fra en kvevri med en kande – der var så meget vin i krukken, at han kunne nå ned til overfladen. Flere andre steder har vi set, at man henter vinen op med den tørrede, træagtige skal af en kalebas, også kaldet et flaskegræskar. Den flaskeformede frugtskal er bundet til en lang stok. Med vinen i kanden skænkede Giorgi Injgias derefter vin i en flad skål, som han rakte os. | |
........... Figuren er lavet af aluminium. Den blev udført at den georgiske billedhugger Elguja Amashukeli....... |
Landets moder med skål i hånd Georgierne har i årtusinder drukket deres vin af de flade lerskåle, og det gør de den dag i dag. Vi så skålene i brug mange steder, også på restauranter. På en høj, der hæver sig over landets hovedstad, Tbilisi, står en 20 meter høj statue af en kvinde med en sådan skål i den ene hånd. Det er Kartlis Deda, Georgiens Moder – eller skrevet med landets gamle skrift, der for os er helt ulæselig: ქართლის დედა. Statuen blev rejst i 1958, da man fejrede Tbilisis 1500 års fødselsdag, og den symboliserer Georgiens nationale karakter: Sværdet i den ene hånd advarer landets fjender. Og drikkeskålen rækkes frem som en hilsen til fredelige gæster. | |
........... De hvide kvevri-vine, vi smagte, havde en gylden, iltet farve – som et overskåret æble, der har fået luft og er blevet brunt........ |
Kvevri-vinen er en specialitet Og hvordan smagte så vinene fra de nedgravede kvevri? De havde en god, krydret duft og en let cremet smag. Men nogle af dem havde også en iltet, lidt uren smag. I vinhuset Pheasant’s Tears i byen Sighnaghi smagte vi dog en serie fortræffelige kvevri-vine. Vinhuset ejes af en amerikaner, som uden tvivl gør en indsats for, at vinene skal falde i de besøgende turisters smag. Kvevri-vinen er en spicialitet med en historie, der kan være med til at gøre Georgien berømt som vinland. Det ville være synd og skam, hvis den forsvandt. Men skal landet have gang i eksporten, skal man satse på, hvad verdensmarkedet har brug for. Og det er nogle helt andre vine. | |
........... Rkatsiteli er en af de mest anvendte druer. Den er naturligvis også med i "druemuseet" med de 300 druesorter foran vinhuset Shumi........ |
400 gamle, lokale druesorter Georgien er velsignet med over 500 gamle, lokale druesorter, men i dag anvendes kun 38 til kommerciel vinproduktion. Man studerer og udvikler dog langt flere. Foran et par af de store vinhuse er der således plantet prøvemarker med flere hundrede sorter. Den mest benyttede hvidvinsdrue er Rkatsiteli, og den mest benyttede rødvinsdrue er Saperavi. Derudover bemærkede vi hvidvinsdruen Mtsvani, hvis navn betyder grøn. Når georgierne skal ud på verdensmarkedet, er de nok så kloge, at de kun promoverer en enkelt drue – ligesom Australien har gjort det med Shiraz, Argentina med Malbec osv. Man kunne forestille sig, at de begynder med Rkatsiteli og Saperavi og måske også bruger dem i blandingsvine med kendte druer som Chardonnay og Cabernet Sauvignon for at få dem accepteret på det internationale marked. Nogle vinhuse i Georgien laver allerede vine på de kendte, europæiske druer, og disse vine kan være rigtigt gode. | |
........... Ikke druer i små plastkasser som næsten over alt i Europa, men en stor bunke druer, der maser saften ud under vægten og sætter gæringen i gang i sommervarmen....... |
Vilje til at komme videre Vi var i Georgien under vinhøsten og oplevede igen og igen transporten af druer som på postkortet her: Druer på åbne ladvogne – en sværm af hvepse – mosten allerede i gæring i bunden af ladet – hjem til gammeldags tanke … Nå, tænkte vi, det er nok vin til det russiske marked. Mange steder i Georgien er man på et niveau som visse steder i Bulgarien. Men der er i høj grad en vilje til at komme videre. En vækst i eksporten kræver en vis form for stordrift og moderne teknologi. Kooperativer kunne være en løsning, men i andre lande har kooperativer ikke været lokomotiver i eksporten. Det har derimod store firmaer med teknologi og markedsførings-muskler. En moderne, gennemprøvet teknologi findes overalt i verden. Det er kun et spørgsmål om penge. Og om samarbejde med udenlandske vinproducenter og uddannelse af egne fagfolk i ønologi og marketing. I byen Tsinandali i Kakheti har man i 2011 oprettet et Georgia Wine Institute. | |
........... Vinhusets navn, Shumi, er et gammelt, georgisk navn, der betyder ægte, ren og ufortyndet vin. Ordet refererer i dag til vin af kvalitet........ |
Vinhus med økologi Vinhuset Shumi i Tsinandali blev bygget i sovjettiden og havde til opgave at masseproducere vin til det russiske marked. Med cirka tre millioner flasker om året har det imidlertid kapacitet til at spille en rolle på verdensmarkedet. Shumi eksporterer stadig 80% af produktionen til Rusland, Ukraine og Kazakhstan, men det har også oparbejdet et marked i USA, hvor der bor mange eksil-georgiere. Vinhuset har siden 2005 fremstillet økologiske vine på Seperavi-druen og lagrer nogle af sine vine på træfade. Endvidere gør det et stort arbejde med at forædle gamle, lokale druer. Foran bygningerne på billedet ligger der et "druemuseum" på friland med 300 druesorter. | |
........... En mindre del af Kharebas lange, underjordiske gange bruges til besøg af turister. Her smagte vi en række virkelig gode vine........ |
7,7 km lange tunneller Vinhuset Khareba blev grundlagt i 1996, og ved byen Kvareli nær grænsen til Azerbaijan har det en helt utrolig kælder. Kælderen består af 7,7 km lange tunneller boret ind i et stejlt, kaukasisk bjerg. De lange gange blev oprindelig anlagt i 50'erne som et militært anlæg, og her lagrer nu cirka 25.000 af vinhusets bedste flasker ved konstant 13 grader. Vinhuset Khareba vil kunne blive en spydspids, når Georgien for alvor trænger ud på verdensmarkedet. Vinhuset er allerede i gang og samler på medaljer i internationale smagninger i London, Bruxelles, Bordeaux osv. | |
........... Alexander Chavchavadzes villa fra 1835 ser ikke så stor ud, men den strækker sig langt bagud og hviler på udstrakte kældre. Huset ligger i en kæmpemæssig park........ |
Digterens europæiske vinhus Vingården Tsinandali ligger lige uden for byen Telavi, der er hovedbyen i vinregionen Kakheti. Her laves der en hel del vin, men stedet er først og fremmest et historisk mindesmærke og museum. Det var her, den aristokratiske digter Alexander Chavchavadze (1786-1846) holdt til. Han byggede en villa i orientalsk stil og skabte Georgiens første store vinhus med europæisk teknik. Vinhuset fremstiller stadig en hvidvin på druen Tsinandali. Den smagte vi. Den blev lunken sjasket op i glasset af en ukyndig og ligeglad mandsperson. Øv, nu må de lære det dernede! Til gengæld købte vi en fortræffelig DVD i museets butik: "Cradle of Wine", instrueret af den fremtrædende, georgiske instruktør Merab Kokochashvili. Vi har ikke kunnet finde filmen til salg på nettet, men på YouTube ligger der en stump. En anden, lidt ældre film ligger også på YouTube. | |
........... Ivane Mukhranbatoni fik en fransk arkitekt til at tegne slottet, og den omgivende store park blev anlagt af en havearkitekt fra Versailles........ |
Inspirationen fra Frankrig Chateau Mukhrani ligger ikke langt fra Georgiens gamle kongeby, Mtskheta. Det store slot blev bygget i 1878 af prins Ivane Mukhranbatoni (1812-95), der var en fremskridtets mand. Han oprettede mange skoler, grundlagde universitetet i Tbilisi og udgav aviser. I 1875 rejste han til Frankrig, hvor han oplevede, hvordan man producerede vin i Bordeaux og Champagne, og da han kom hjem, gik han selv i gang med at lave vin på sine forfædres vidtstrakte jorde. Prinsen fik stor succes med sin vin. Den blev eksporteret til flere lande, endog til USA. Mere om slottet i det næste postkort. | |
........... På slottet fotograferede vi dette maleri af en tidligere beboer, prins Nicholas Bagration (1807-64) og hans familie. Han fik tolv børn. Nogle af dem ses på billedet...... |
Fremad med stormskridt Prins Ivane Mukhranbatoni var den første, der demonstrerede, at Georgien bør have en plads blandt verdens betydende vinlande. I 1898 vandt hans vine førstepræmien ved en stor smagning i Paris, og den franske regering udnævnte ham til Officier du Mérite Agricole med tilhørende medalje. Da Georgien blev indlemmet i Sovjetunionen, forfaldt både slot og vineri, og først i 2002 gik en række investorer, flere af dem udenlandske, i gang med at bringe godset på fode. Siden er det gået fremad med stormskridt. Det gamle slot ledes af svenskeren Petter Svaetichin og er sat i tiptop stand med hjælp fra den danske arkitekt Peder Elgaard. Siden 2007 har vineriet fremstillet vine af rigtig god kvalitet. I kælderen ligger der 60.000 egetræsfade. I dag har slottet en årlig produktion af 450.000 flasker fordelt på fjorten typer, nogle på lokale druer, andre på europæiske. En række af disse vine importeres af Georgisk Vin. Vi har smagt disse vine; en oversigt over dem kan ses ved at klikke her. | |
........... En grønthandler i hovedstaden Tbilisi har en stor del af facaden dækket af churchkhela. De tørrer og kan holde i et år eller længere........ |
Pølser af vin og nødder Man ser dem over alt i Georgien – nogle lange pølser i tætte geledder. De hænger i boder langs landevejene, de hænger i butikker, på markeder … Men det er ikke pølser. Det er kort fortalt rækker af nødder på en snor, overtrukket med vinmost. Deres navn er churchkhela eller tjurkjkhela – det kan staves på flere måder. Man siger, at georgiske krigere i gamle dage tog dem med, når de skulle ud og kæmpe. Pølserne er nemlig meget nærende og indeholder kalorier nok til en dags forbrug. Det er ikke usædvanligt at se folk, der går rundt og gnaver af disse vin-nødde-pølser. | |
........... I den gamle kongeby Mtskheta sælges der mange churchkhela'er til turisterne. De koster kun nogle få kroner. Det meste er meget billigt i Georgien........ |
En besværlig opskrift For at få vinmosten til at hænge fast på nødderne er mosten blandet med sukker og mel. Ifølge en opskrift skal man til to churchkhela'er bruge 1,5 dl most, 90 g sukker og 120 g mel samt 40 valnødder, der trækkes på to snore. Most og sukker koges ind under omrøring i tre timer (!!!), hvorefter melet røres i uden klumper. Kog videre. Denne blanding kaldes tatara. Og så dyppes nødderne i blandingen ganske langsomt – ligesom når man støber lys. Gør det otte-ti gange, og lad dem tørre tyve minutter mellem hver gang. Pyha … det er vist nemmere at tage til Georgien og købe nogle færdiglavede churchkhela'er! | |
........... Den særlige form for vingummi blev solgt uden for en kirke, hvor nogle kvinder havde oprettet deres boder. Vi nøjedes med at fotografere det …....... |
Georgisk vingummi På det forrige postkort ses til venstre nogle sammenfoldede, tynde skiver, og det samme materiale ses på dette billede. Det er inddampet vinmost, og det spises som slik. Man kunne kalde det for en meget gammel og traditionel form for vingummi. Dette er endnu et eksempel på den store rolle, som vinen spiller i georgiernes kultur. Georgierne nyder vin på mange måder; de nyder den fra skåle og glas, de synger sange til dens pris – og indtager den som vingummi og churchkhela'er. | |
........... Dette er et udsnit af et meget stort maleri af Niko Pirosmani...... |
Hvordan gøres de rene? Det sidste postkort i denne lange serie vil vi bruge til at besvare et spørgsmål, der sikkert har meldt sig undervejs: Hvordan gør man de nedgravede kvevri'er rene? Svaret giver vi her med endnu et billede af den naivistiske maler Niko Pirosmani – et maleri, som vi fotograferede i museet i Sighnaghi. Her ser man, hvordan en mand er kravlet ned i en stor krukke, og i hånden har en særlig dobbeltkost. Princippet er, at man bliver ved med at vaske, til vandet er rent og klart. Vil du vide mere om georgisk vin? VinAvisens Anker har skrevet en længere historie om georgisk vin – især om dens muligheder for at komme til at spille en rolle på verdensmarkedet. Denne artikel kan læses ved at klikke her. Vil du se en film om georgisk vin? Den franske Master of Wine Isabelle Legeron har haft sit eget tv-program om vin med navnet "That crazy French woman". Hendes udsendelse om georgisk vin ligger på YouTube, og den er ikke mindst et engageret forsvar for de georgiske vin-traditioner, kvevri-metoden og de gamle, lokale druetyper. Filmen varer 43 minutter. Få et overblik Et overblik over georgisk vin kan man få på hjemmesiden for Georgian Wine Association. | |